ØJEBLIKSBILLEDE 2

Der er en larm udenfor. Gæssene har slået sig ned på marken over for gården, og jeg skal da lige love for, at de knævrer. Først så slår de sig ned, så går de på vingerne, flyver en runde og slår sig ned igen, hvorefter de starter forfra igen. Og hver gang de letter, stiger lydniveauet derude. Jeg havde kun min mobil med på løbeturen, så jeg kunne ikke zoome ordentlig ind.

ET ØJEBLIKSBILLEDE

Jeg sidder på kontoret, dagens kontorarbejde var hurtigt overstået. Nu er nogle af hængepartierne fra sygeplejejobbet også nået. I vinduet står min radio og er indstillet på jazzkanalen. Udenfor kan jeg skimte lastbilen, der skal hente læssevis af kartofler til jer og andre, der ikke helt har forsaget en god kartoffel. Det roder på kontoret, det er ikke nyt. Landmandens bunker hober sig op, jeg forsøger at holde styr på mine bunker og det, han SKAL læse her og nu. Ved siden af mig står Istvans hundekurv og madskåle, som normalt står i bryggerset. Jeg har nemlig rengøringsfolk i huset, så den første morgentime brugte jeg på at rydde op, sætte stole op og gøre klar til, at de som en hvirvelvind kan suse gennem huset. I vinduet står min nye lysegrønne tetermokande, jeg tabte den anden lysegrønne kande nede hos min far, og det kan termokander ikke holde til. Jeg bliver glad af at se på den farve, så derfor var valget let, da jeg fandt en på tilbud. Ved siden af mig står kruset fra New York, som jeg fik af datteren. Saftkogeren står stadig på kontoret. Normalt holder den til på loftet, men jeg har ikke helt opgivet at få plukket æbler og koge til saft til vinterens æblegele. To liter er puttet i fryseren, men der er masser af æbler på træet endnu.

Gårsdagens travlhed gjorde, at jeg ikke kom til undervisning, og det emne vil jeg undervises i, for jeg er rusten på det område (atrieflimren). Så jeg har selv valgt at bruge et par timer af fridagen i dag på det. Oprindelig havde jeg også planlagt en shoppingtur i dag, men jeg kan hurtigt overbevise mig selv om, at jeg da ikke har brug for tøj og sko (ja jeg ved det godt, ifølge dameblade findes jeg ikke), men jeg mangler vinterkjoler og tilhørende kort støvle. Jeg kan godt lide at føle mig velklædt, jeg vil gerne se afslappet, men samtidig smart ud. Jeg spotter med det samme kvinder med en tøjstil, som egentlig er meget enkel, men med en snert af elegance og anderledeshed. Jeg har bare selv så forbistret svært ved at finde tøjet. Og så glemmer jeg typisk tilbehøret, de smarte sko/støvler, tørklædet, smykkerne osv. Tøjet bliver ikke købt, æblerne bliver ikke plukket, løbeturen bliver ikke løbet, så længe jeg sidder her.

God torsdag til dig

PIP

I dag er det mig, der nøjes med et pip som tegn på, at jeg har det godt, men er meget træt. Vi har travlt, meget travlt på afdelingen.

Og så startede min dag endda med at jeg ikke hørte mit vækkeur! Så jeg er meget stolt over, at jeg kunne vågne klokken 6.05, det tidspunkt jeg kører hjemmefra normalt, og så alligevel stå på afdelingen 7.02! Morgenmaden bestod af en banan og en flaske vand på vej til arbejde. For eftertiden træner jeg ikke om aftenen, jeg bliver helt høj af energi og kan ikke falde i søvn og derfor var jeg tilsyneladende så træt (og gemalen med), at vækkeuret fik lov til at ringe færdig uden protest fra mig, jeg sov jo.

Pip :-)

VI KOMMUNIKERER DA SAMMEN

Som før fortalt har jeg ikke behov for at snakke med mine børn mere end en gang om ugen, ikke fordi jeg ikke gerne vil snakke med dem, men de har deres liv, og det skal ikke forstyrres af en mor, der evig og altid lige ringer eller sms’er. Men hvis jeg bliver bekymret, SÅ har de mig i telefonen.

I går var det først over aften, at det egentlig gik op for mig, hvor slemt det stod til med stormen i det københavnske. Jeg skyndte mig fluks at sende sms til de to kære. Sønnen skulle på arbejde og plejer at cykle derud om eftermiddagen. Min søn er absolut ikke den, der svarer på sms’er og da slet ikke fra hans mor. Men datteren skrev hurtigt tilbage: “what took you so long? ;-)”  Jamen altså hun kender jo sin mor og kender min fantasi, det er ikke småting, jeg gennem hendes unge liv har troet, at der var sket hende. Hun berettede så, at hun havde ageret bekymret storesøster og ringet til lillebror på arbejde og formanet ham til at passe på på vejen hjem. Jeg gik i seng, inden sønnen fik fri fra arbejde og havde nok forventet en sms, når jeg vågnede, om at han havde det godt. Ingen sms’er. Jeg besluttede mig for, at var han kommet galt af sted, så havde vi nok hørt fra ham.

Jeg kunne dog ikke dy mig og sendte en sms, før jeg gik ind på sygehuset i morges: “din mor kunne godt bruge et lille pip om, at du er kommet godt hjem”.

Da jeg åbnede mobilen efter arbejdstid var der kommet en sms: “pip :-)”

FAGLIG FORMIDDAG

Vi har hygget os, vi har snakket fagsnak og fået planlagt, hvad vi gerne vil have med på vores faglige hyggeaften for personalet. Jeg havde lavet brunch med amerikanske pandekager, skyr/yoghurt med frugt og nødder, boller med ost og æblekage med vanilje/lakrids. Dertil spandevis af te, vi er alle tre inkarnerede tedrikkere. Meget passende, når nu temaet for fagaftenen er London, hvor mine to kolleger havde været til konference i maj måned.

Mine to kolleger skulle videre i aftenvagt, en af dem havde været i aftenvagt i weekenden med travlhed, så mon ikke hun nyder sin fridag i morgen? Min ferie er slut, i morgen går det løs igen. Mens jeg har holdt ferie, har afdelingen ændret karakter, der er nu travlt igen som tidligere. Jeg starter dog med en administrativ dag, og det kan vist bruges, jeg har en liste så lang med vigtige emner, der skal klares på denne dag. Faktisk kan jeg mærke, at jeg får helt kriller i maven ved tanken om de mange projekter og løse ender, der venter på mig, men når først uniformen er på, så går det nok. Min november måned byder på todages årsmøde på Munkebjerg Hotel, en temadag om ernæring i Herlev, en ernæringsaudit på afdelingen, den faglige hyggeaften, undervisning af nyt personale, jeg skal selv til undervisning om hjerterytmeforstyrrelser, fremlægning for det tværfaglige personale om det nye referenceprogram og hvad der er ændret, derudover kommer diverse møder som forberedelse på regionens nye akut apopleksistrategi og altså også min lange huskeliste. Jeg snupper lige en kop te mere, inden jeg rydder op efter mine skønne gæster. Udenfor står det ned i stænger, så vi har hygget os med levende lys hele dagen.

God mandag til dig.

MIT JULEGAVEØNSKE

Nu ved jeg, hvad jeg ønsker mig til jul.

Jeg ønsker at vågne op hver dag og finde ud af, at i løbet af natten er tiden skruet en time tilbage, så jeg pludselig har masser af tid. Det er luksus at sidde klokken halv otte ved et veldækket bord med friskpresset appelsinjuice, blødkogte æg og lune hjemmebagte boller OG føle sig udhvilet, selv om det jo er mig selv, der har sørget for bordets herligheder. Når man falder i søvn i sofaen klokken halv elleve om aftenen, træt efter en skøn kordag,  og vågner klokken et , skynder sig at børste tænder og sover videre i sin seng, indtil uret ringer klokken halv syv (havde glemt at slå det fra), forsøger at sove videre, men er vågen OG opdager så, at ens mobil gavmildt har skruet tiden tilbage, mens man sov. Skøn fornemmelse.

Landmand og hund er sendt af sted på jagt, solen skinnede på mig, da jeg smuttede ud for at tage et par morgenbilleder, og stadig er klokken ikke passeret ni. Skøn fornemmelse.

God søndag til dig.

DER KOM EN SNERT AF J.. IND I MIN DAG

Jeg er en af dem, som absolut ikke tænker på jul nu, gaver og alskens forberedelser sker først i december, men jeg fik lige snerten af glæden og forventningen i dag. Vores kordag startede med julesange, og vi sang en, jeg aldrig havde hørt før, men den er gået lige ind i hjertet. Og så sidder jeg træt, men glad efter en dag fyldt med sang. Vi havde fællesspisning med masser af mad, det gav også tid til at snakke sammen om mange forskellige emner. Vi får mest snakket med dem, vi står ved siden af, i dag sad jeg sammen med alterne, det var rigtig hyggeligt. Desværre har vi ikke rigtig nogle julekoncerter i år, det hører ellers december til.

Solsorte decemberfugl,

dagene mørkner, kolde og grå.

Solsorte decemberfugl

Syng om at det bli’r jul

Ja syng om en glæde, der gror

som en spire dybt i jorden

Syng, sorte decemberfugl,

syng om at det bli’r jul.

Husk nu, at du kan sove længere i nat :-) God aften til dig

TANKER OM DØDEN

Forskellige indlæg rundt omkring i blogland har fået mig til at tænke på døden. Jeg har mødt den privat og professionelt. Privat har vi håndteret det på en dejlig, nærværende måde, hvis man kan bruge det udtryk. Professionelt har jeg fundet ud af, at jeg også der har en forventning om, hvordan forløbet frem til døden og efter skal foregå. Og jeg er blevet udfordret på min rummelighed nogle gange, det har ikke været der, hvor alle pårørende slår lejr på afdelingen, tværtimod. Derimod har jeg haft svært ved, at pårørende ikke ønsker at være hos patienten i tiden op til døden. Og jeg har skullet arbejde med mig selv for at kunne rumme, at vi er forskellige. At jeg synes, at patienten skal have nogen ved sin side i dødsøjeblikket, hvis det er muligt, er ikke ensbetydende med, at andre har det sådan. For nogle er det menneske, de elskede, borte, og kun kroppen er tilbage. Det skaber et dilemma for mig, fordi jeg ikke har mulighed for at være på stuen hele tiden. Det har været svært for mig i de situationer, heldigvis har alle mine kolleger samme indstilling som jeg, så vi hjælper hinanden med hyppigt at gå ind til patienten. Det vigtigste for mig i den erkendelsesproces er, at jeg skal kunne hjælpe de pårørende, for det har været gældende for de forløb, jeg har oplevet, at de pårørende elskede deres syge kære, men havde en anden indstilling til den sidste tid end mig. Og de havde ikke brug for en undrende sygeplejerske oven i sorgen. De blev tilbudt at kunne være der hele døgnet rundt, at de måtte komme på alle tidspunkter af døgnet, så de ikke skulle vælge fra pga en forestilling om et koldt og upersonligt sygehus. Som en kollega sagde, man kan jo ikke gøre det om, hvis man fortryder. Efter døden er indtruffet, bliver de pårørende tilbudt at blive ringet op en måned efter. Dermed har de mulighed for at kunne få stillet spørgsmål om den sidste tid eller bare få talt om forløbet. Den afdøde er jo kun hos os i kort tid efter døden, så der kan meget nemt dukke ting op, som måske undrer. Vi har heldigvis ikke mange, der dør hos os, og det er mit indtryk, at ca. halvdelen tager imod tilbuddet om opfølgende telefonsamtale.

For mig er et menneske et levende menneske frem til dødsøjeblikket og selv når døden er indtrådt, taler jeg til dette menneske, når jeg vasker den afdøde, reder sengen, lægger blomster på sengen og rydder op på stuen, før de pårørende kommer ind igen. Privat var vi heldige, da min mor døde uventet, min søster var ved at gå, da min mor pludselig blev dårlig og døde i løbet af meget kort tid. At min mor skulle dø, vidste vi, vi havde blot regnet med, at hun ville nå hjem fra hospice og at en af os skulle have plejeorlov, sådan blev det ikke. Her valgte to af os søstre at være med til at gøre min mor i stand i samarbejde med bedemanden og sygeplejersken. Sygeplejersken, der var med, har senere fortalt min søster til opfølgningssamtale, at hun brugte os i undervisning som eksempel på, hvordan man i en familie kan bruge hinandens styrke og kompetence. Min søster og jeg havde begge været med til at gøre afdøde mennesker i stand, jeg professionelt og min søster mistede sin datter, 15 år gammel, 3 år før vores mor døde. Så for os var det vigtigt at være med til dette. Vi snakkede med vores mor og snakkede om tøjet, som vores søster havde valgt. Vi blev enige om, at vi ville spørge vores yngste søster, om hun ville komme ind og sætte tørklædet, for det var hun langt bedre til end os. Hun havde ikke haft lyst til at være med til selve påklædningen, men at sætte tørklædet med den broche, som vores mor ofte brugte, det ville hun gerne. Andre sørgede for mad til os, nogle sørgede for de unge og børnene i familien, og der var smil, latter og mange tårer den dag. Det blev en dag, jeg husker med glæde, for jeg syntes, vi fik taget afsked på lige den måde, vi gerne ville.

Dette indlæg skal ikke forstås som, at jeg synes, min måde at tænke på er den rigtige, men skal ses som mine refleksioner over hvor svært det er som sygeplejerske at møde mennesker med en anden indstilling end en selv, og hvor vigtigt det er at være åben over for, at vi er forskellige, også der hvor vi tror, at sådan tænker og handler alle da. Der skal være en åbenhed på sygeplejekontoret og over kaffen til at turde erkende, at det her er svært, men at vi skal anerkende andres måder at takle livet på. Det må aldrig blive til skyllerumssnak, hvor man hovedrystende bekræfter hinanden i at vide bedst.

Det er lørdag morgen, det begynder at lysne udenfor, landmanden er på gåsejagt og jeg skal synge hele dagen. Nu vil jeg gå ud og hente æbler til den rødkålssalat, jeg skal have med, og bagefter er der vist tid til en gåtur. Det er aften, når min kordag er over, så skal jeg have frisk luft, er det nu. God lørdag til dig og tak fordi du læser med her. Det betyder rigtig meget for mig at have det her sted at kunne beskrive mine tanker, men endnu mere betyder det, at du og andre aktivt deltager i at sætte nye tanker i gang hos mig med jeres kommentarer.

OMSLUTTET AF KÆRLIGHED

Måske er det et stort ord, men det var sådan, jeg følte det. Jeg læste en gang et indlæg om, at tanken om at mødes privat med kolleger var frastødende, arbejde og fritid skulle holdes skarpt adskilt, og kunne man endda undgå at arbejde, så var lykken gjort (min version af det jeg husker). Jeg er slet ikke enig, jeg er ikke veninder med mine kolleger, men jeg mødes med glæde med dem privat, både når det har et fagligt og socialt indhold. Jeg gider dog ikke julefrokoster og diverse afdelingsfester. I dag har jeg ferie, og alligevel valgte jeg at bruge noget af dagen på arbejdsrelateret indhold, fordi mantraet nu til dags jo er at opbygge netværk. Der var temadag om forskningsstrategien for mit sygehus, og der var spændende oplægsholdere på programmet, så det ville jeg ikke gå glip af.

Da jeg kom lige på slaget, blev jeg mødt af tre gæve kvinder, som havde holdt plads til mig oppe foran, hvor man ser og hører godt. De tre gæve kvinder var souschef, afdelingssygeplejerske og uddannelsesansvarlige sygeplejerske for mit afsnit. Der var smil og glæde over at se mig, og jeg følte mig velkommen. I første pause kom en studiekammerat fra et af mine diplommoduler hen til mig, og jeg fik knus og smil. En anden studiekammerat fik jeg snakket godt med. Næste pause fik jeg flere smil og knus af en tredje studiekammerat, min gode sparringspartner fra afsluttende opgave. Og sidste pause mødte jeg minsandten en fjerde studiekammerat, som jeg også fik knus og smil af. Selv om vores udgangspunkt er det faglige, så har vi også en grundlæggende respekt for hinanden som mennesker, og jeg følte mig holdt af og værdifuld. Smilet sad på læberne, da jeg gik hen til bilen. Denne ferieuge er ikke blevet den ferie, jeg havde håbet på, det skyldes flere forskellige ting, bl.a at  jeg har dummet mig, og derfor er det slet ikke sikker, at jeg skal skrive en artikel, men det får jeg først at vide midt i november (det er noget med, at det ikke må have været offentliggjort på anden vis). At jeg valgte at bruge en feriedag på denne temadag, var det rigtige for mig, jeg blev glad og fik ny energi. Om en kop tes tid smutter jeg til træning, det gør mig glad, og i morgen er der kordag, det gør mig også glad, og på mandag får jeg besøg af to unge kolleger. Vi skal hygge os og forberede en aften, hvor de skal fortælle om deres tur til konference i London og de faglige input, de fik med hjem, og jeg skal fortælle om mit projekt. Så der er nok at være glad for, jeg havde bare lige glemt det lidt.

I MIN HULE

Jeg putter mig lidt i dag, landmanden er af sted til demonstration af maskiner sammen med sin medarbejder, jeg skal senere i dag ned til min far. Strikketøjet bliver luftet, computeren sørger for underholdning. Denne formiddag vil jeg ikke lave noget som helst ud over at strikke og lade mig underholde af små programmer på DR. Programmer som jeg aldrig får set i hverdagen, men som er passende til en omgang strikketøj.

Jeg ser Kender du Typen fra i går aftes og lader tankerne vandre. En af quizzerne handler om, hvordan man spiser sin aftensmad. Anretter man det på fade og sætter disse på bordene? Eller sætter man gryderne med maden på bordet og sparer dermed opvask og tid? Eller portionsanretter man det på tallerknerne i køkkenet? De to livsstilseksperter beskriver de to første som de meste almindelige; gryderne på bordet er typiske for børnefamilierne og anretning i fadene til hverdag er for dem, der holder på, at måltidet er noget, man samler sig om, hvor andre forstyrrende elementer så som mobiler og iPads ikke hører hjemme. Den sidste valgmulighed med portionsanretning i køkkenet stødte de to eksperter ikke så ofte på.

Jeg er et produkt af min mor og min far, og de holdt på måltidet som en samlende faktor, så maden blev altid anrettet i fade, selv med fem børn og ingen opvaskemaskine i begyndelsen. Her i huset er maden næsten altid blevet anrettet i fade, det er sket en gang imellem, at gryder og pander er kommet på bordet, men det er ikke reglen. I dag er den sidste mulighed dog kommet med, ganske enkelt fordi at jeg stadig laver mad til fire, og hvis jeg så anretter som til fire, så spises der også, som om vi var fire. Så kød og kartofler(eller ris/perlebyg/pasta) bliver anrettet af os begge på tallerkenen over i køkkensektionen, og så står de forskellige salater, eller hvad jeg nu laver med grøntsager, altid på bordet. På den måde føler jeg, at jeg tilskynder min bordherre til at spise mere af dette. Det er så ikke et problem, for han tager helt af sig selv masser af grøntsager, så jeg kender ikke til grøntsagsforskrækkede mænd i mit liv, hverken min far, min mand eller min søn.

Åh ja den fjerde variant kom de slet ikke ind på, den med at tage maden med ind foran fjernsynet. Jeg har læst rundt omkring, at der er flere end os, der har fået den vane, nu hvor der ikke mere er børn, man skal oplære til god bordskik, i huset. Jeg gør det så ikke, og det har ikke noget med at pudse glorien, men min fordøjelse kan slet ikke klare at sidde ved et lavt bord foroverbøjet og så spise aftensmad. Så jeg sidder i køkkenet ved bordet, men med computer eller tablet foran mig. Måltidets funktion som samler er så gået fløjten, lige som fjernsynets samlende funktion også røg sig en tur, da der kom flere kanaler og flere fjernsyn. Det er yderst sjældent, at vi sidder i samme stue nu. Jeg putter mig i sofaen i stuen med bøger, blade, computer og strikketøj, landmanden sidder i den lille stue med fjernsyn og computer, og da vi begge har nedsat hørelse, er døren også lukket mellem os, så vi kan høre det, vi nu gerne vil høre.

Nu vil jeg putte mig lidt i min hule igen, god torsdag til dig. Hvilken type er du, hvad angår aftensmåltidet?

DU ER NUMMER 40 I KØEN

Hvor hyggeligt !
Så er det, jeg savner min gamle bordtelefon, så jeg kunne sætte højtalerne til og finde strikketøjet frem. Jeg satser på, at de andre i køen giver op, så jeg pludselig får beskeden om, at jeg er nummer et. Men sandsynligheden for det er lille, for mens jeg har skrevet det her indlæg med hovedet på skrå, så telefonen bliver holdt fast mellem skulder og øre, har køen stået stille.

FOTOTANKER

Selv på en dårlig vej kan himlen titte frem i en vandpyt.

Og synet af æbler må gerne nydes, selv om overskuddet til at få dem plukket ikke er der.

FAGRE NYE VERDEN FÅR TIDEN TIL AT GÅ hurtigere

Bilagene var sat i mappen, de var klar til at blive flyttet over i regnskabsmappen, efterhånden som jeg bogførte dem. Der manglede nogle bilag, så formiddagen startede med et lille detektivarbejde. Nogle fandtes inde på netbank, da jeg havde fundet dem, kom jeg i tanke om at Java skulle opdateres. Det var hurtigt gjort, og et tjek viste, at jeg sagtens kunne komme på netbank. Så skulle jeg have hentet mine lønsedler på e-boks. Men nej, min browser firefox ville ikke tillade mig at komme ind, den spurgte dystert, om jeg virkelig ville tillade det, så jeg blev i tvivl, man skal jo passe på! Jeg fik kontakt med bankens hotline, og de sagde god for at tillade java. Da jeg havde hentet lønsedlerne, kom jeg i tanke om, at jeg skulle have opdateret den digitale medarbejdersignatur. Det gik fint. Hver gang computeren spurgte, om jeg virkelig ville tillade java, svarede jeg ja, men så satte den det hårde skyts ind. Den kunne ikke genkende udbyderen og kom med en lang række tal, som jeg blev anbefalet at kontrollere, men ikke noget om, hvordan jeg i alverden skulle kunne kontrollere dem. Jeg ringede til Nets Hotline, efter en halv time med musik i øret opgav jeg, trykkede kør og krydsede fingre for, at jeg ikke brændte computeren ned eller noget andet drastisk. Så kom jeg i tanke om, at vi også skulle have en elektronisk postkasse inden 1. november. Heldigvis var der da en forståelig forklaring, og snart efter kom der besked i mailboksen, at postkassen var oprettet. NU var jeg klar til at lave regnskab, og så gik strømmen! Ja det var planlagt, men nogen havde glemt at fortælle mig det. Vores telefoner er afhængig af strøm, så jeg kunne ikke klare andre af dagens hængepartier, så jeg satte mig med en bog i ventetiden.

Nu er første måned ført ind, og jeg har gået en tur i solskinnet på 3 km. Om lidt snupper jeg lige en måned mere, så må den sidste måned klares i morgen, for jeg har planer for min aften, som ikke skal ødelægges af fagre nye verdens elektroniske påbud.

PS og nu har jeg fået endnu en påmindelse om fornyelse af den digitale signatur, så jeg snupper lige en tur gennem møllen i morgen igen.

TIRSDAGSTANKER

Dagen starter i mørke, sådan er det jo på den her årstid, og der er altså noget hyggeligt ved sådan en morgenstund. Mens teen bliver brygget, surfer jeg lidt rundt og læser nyhedsoverskrifter. Overskrifterne får lov til at simre lidt i hjernen, mens jeg træner. Også her virker træningslokalet mere hyggeligt, når man kommer ude fra den mørke parkeringsplads. Der er ikke mange i lokalet, jeg smiler lidt ved synet af den ældre herre i fritidsbukser og pæn ternet skjorte, det gør mig glad at være et sted, hvor det ikke er afgørende, om man har det sidste nye træningstøj på. Tre damer finder sammen i det lille rum med kaffe og te efter træningen. Jeg får lov at have den gode cirkel for mig selv. Musikken er behagelig at høre på, faktisk lægger jeg ikke mærke til den, når først jeg begynder med maskinerne, jeg går helt ind i mig selv og sanser kun hele min krop.

Hjemme igen nydes morgenmaden med større velbehag end ellers, jeg er sulten efter sådan en halv time. Jeg dykker ned i nyhedsoverskrifterne igen. Nyuddannede lærere er bedre til at lære eleverne at lære end lærere med over fem års erfaring, MEN de lærere med mange års erfaring OG en diplomuddannelse har lige så gode resultater. Så konklusionen er, at viden om hvordan man bedst skaber læring, er vigtig, og det er ikke nok med erfaring alene. Det må da være guf for alle de erfarne lærere, som gerne vil have en diplomuddannelse, men hvor der ikke har været penge til det. Jeg håber, at gaven fra Mærsk bl.a kan bruges til sådanne uddannelsesprojekter.

Raske overvægtige med et BMI på 25 – 30 skal droppe slankekurene og i stedet for fokusere på sund kost og motion. Det overrasker mig ikke, at Bente Klarlund er blandt dem, der står bag undersøgelsen. Hun har forsket meget i motions betydning for vores helbred. Når jeg motionerer, er det ikke, fordi jeg gerne vil være ung, smækker og lækker, men mere fordi jeg efterhånden har fået så megen viden om, hvor meget motion gavner. Ikke ekstrem motion, men motion hvor pulsen kommer op, og hvor både min kondition og mine muskler styrkes. Jeg bliver gladere af det, og jeg investerer i min alderdom. Jeg kan se, at de ældre mennesker, som bliver ramt af en apopleksi i mild til moderat grad og som har dyrket motion, har et større overskud til at genoptræne. Det kræver nemlig ikke bare muskler, men også vilje og motivation. Og alle tre ting styrkes af motion.

Nu er tirsdagen godt i gang. Jeg skulle egentlig have været på kursus for at få gode tips og ideer til at udnytte vores regnskabsprogram bedre (og nej det handler ikke om at undgå at betale skat ;-). I ethvert program ligger der ofte nogle genvejsmuligheder, som gør livet lettere for den, der bruger det, og jeg trænger til at få genopfrisket min viden. Det bliver så ikke i dag, for der er for få tilmeldte, så nu går jeg i gang med bogføringen. Med lidt held kan jeg blive færdig i dag, det ville være skønt. God tirsdag til dig.

LÆSESTOF

Jeg mindedes min barndoms besøg på biblioteket, da jeg smuttede ind og hentede de bøger, jeg havde reserveret. Godt nok var det ikke barndommens mængder, jeg bar ud til bilen, men bøgerne er også blevet noget tykkere. Jeg lånte af og til 40 bøger, når jeg var på biblioteket, og jeg var ikke til at råbe op, når først jeg var dykket ned i bøgernes verden.

I dag har jeg hentet Jussi Adlers bog “Marco effekten”, den var jeg kommet godt i gang med, da jeg startede på afgangsprojektet, og så løb tiden fra mig. Nu skal den læses færdig. Jeres kommentarer til dette indlæg inspirerede mig, så nu har jeg lånt Sara Blædels “Glemte piger” og Daniel Silvas “Vatikanets mand” med hjem. Jeg er egentlig ikke til tegneserie, men Maren Uthaugs “Ellers går det godt” skal forsøges. Derudover har jeg købt Sissel-Jo Gazans “Svalens Graf”, det var egentlig en fejl, men sådan er det, når man er medlem af en bogklub og er lidt glemsom. Det er vist rigelig læsestof til en ferieuge, men jeg glæder mig til at dykke ned i bøgernes verden igen.

Om lidt kommer landmandens mødedeltagere, heldigvis kan de være i vores mandskabsrum, så husholdersken kan hygge sig i stuen med bøger, strikketøj og fjernsyn, mens hun samtidig brygger kaffe og anretter kage. Det er slet ikke så tosset med sådan en hverdagsferie.

MANDAGS BLUES

Mange har det, fordi de er startet arbejdslivet efter ferie. Jeg har det fordi?? Kan man konkludere, at når der er travlt på alle fronter, på gården og på sygehuset, så trives jeg bedst? Måske. Så er jeg nemlig fri for at huske på alt det, jeg konstant udsætter. Alt det andre nyder, når de har fri. Have og bolig!

Jeg lukker øjnene for de punkter og bestemmer selv på denne gråtunge mandag. Jeg retter instrukser, som jeg ikke nåede at blive færdig med inden ferien. Jeg ordner løn og regninger. Og lige om lidt går jeg i gang med regnskabet. Jeg nyder at sidde ved computeren og arbejde, jeg nyder at have en kop te ved siden af mig. Landmanden skal have møde i aften, heldigvis hænger æblerne stadig på træet, så en æblekage skal bages. Og frisk luft skal helt klart på programmet, jeg har jo ferie fra sygehusjobbet. I går satte jeg mig og øvede mig på klaveret, jeg er rusten, men inden jeg tager ned til min far i denne uge, sidder den melodi i fingrene, så vi kan synge sammen til klaverspil med mere end en finger. Og så håber jeg, at min far er lige så nærværende, som han har været de to sidste uger, hvor mine søstre har haft tjansen. De har danset, de har fået kærtegn på kinden, de har kunnet sidde over for min far under spisning i stedet for ved siden af og har dermed haft langt bedre øjenkontakt.

Må du finde lyspunkter på denne oktobermandag, god mandag til dig.

STAKKELS ISTVAN

Landmanden er gået på gåsejagt, og Istvan er efterladt i bryggerset. Der er en intens hylen lige nu. Det er jo det rene tortur for en ivrig jagthund at se sin herre trække i jagttøjet, finde geværet frem og åbne døren for så blot at kunne konstatere, at man ikke skal med.
Inde i køkkenet spiller radioen gamle travere, de levende lys får stadig lov til at lyse, der er gang i brændeovnen, og jeg har fundet lækkerier frem til ganen, mens jeg hygger mig med computeren. Nu er Istvan blevet inviteret med ind i stuen, mon ikke vi kan finde ud af at hygge os lidt i hinandens selskab?

PS det er Istvan så ikke enig i, han gik ud i bryggerset igen og hylede lidt, hvorefter  han lagde sig på køkkengulvet midt mellem den forjættede dør og mig.

MORGENTRÆNING

Jeg vågner af mig selv, inden mobilen ringer. Det er mørkt og vådt udenfor, egentlig skulle solen være på vej op, men skyernes massive lag forhindrer lyset i at trænge frem. Mens jeg spiser en banan og drikker et glas vand, svarer jeg på kommentarer til mine blogindlæg. På vejen op til træningscenteret skråler jeg løs sammen med Oslo Gospelchoir, jeg kan mærke, at energien er på vej tilbage. Jerntabletterne har gjort deres job, mit ferritinniveau må være normalt nu.

Uden for træningscenteret holder kun få biler, indenfor er der varmt og musikken spiller, som den plejer, mens gong-gongtonen hvert 45. sekund signalerer skift af maskine. Jeg logger mig ind på computeren og bliver budt velkommen. Trøjen hænger jeg på knagen, og jeg træder op på crosstraineren. Den er mit opvarmningsredskab, fem minutter her og jeg er klar til de mange maskiner. Min hjerne tømmes fuldstændig for andre tanker end fokus på kroppens stilling. Jeg hører end ikke de enkelte musikstykker, kun gong-gongen er min vejleder. Når man som jeg arbejder på et apopleksiafsnit, hvor der er fokus på at hjælpe mennesker tilbage til et normalt bevægemønster, får man efterhånden viden om og øje for kroppens forskellige dele og deres indbyrdes relation. Mens jeg træner muskelgrupper, fokuserer jeg på ryggens og mavens position, jeg er tilbøjelig til at ville lade dem gøre arbejdet i stedet for andre muskelgrupper. Jeg nyder denne træningsform, for jeg er ikke sådan en, der bare kan blive ved at træne, så det, at der hele tiden skiftes til nye maskiner og nye træningsformer gør, at jeg ikke kører træt i det. Efter 24 minutter rundt i den gode cirkel, som LOOP kalder cirklen af maskiner, er jeg klar til at køre hjem. Jeg snupper dog lige 5 minutter med hulahopringen og får pulsen lidt ned, og sveden begynder at bryde frem.

Hjemme dækker jeg bord, koger æg, luner hjemmebagte boller, finder rugbrød, ost, syltetøj og honning frem, mens jeg brygger te og tømmer opvaskemaskine. Jeg er klar til søndagen, nu vil jeg finde strikketøjet frem, datteren syntes, jeg skulle fortsætte mit stribevalg. Jeg kan godt mærke, at det med farvesammensætning gør mig usikker, men jeg skal tro på mig selv, siger min kloge datter, så det gør jeg ;-) God søndag til dig.

VÅDT HÅR OG SMIL

I går ved samme tid var jeg på vej til Aalborg sammen med min lille familie. Vi skulle fejre, at vi i 30 år har fået kartoffelhøsten godt i hus. Den første høst var i 1983, jeg var 26 og landmanden 28. I går havde vi inviteret de to mennesker, som vi vil gå gennem ild og vand for, med ud og spise på et skib. Datteren, som er godt på vej til de 28, og sønnen, som er godt over sin 26 års fødselsdag. Vi to gamle havde prøvet skibets menukort tidligere, og maden levede op til vores erindring om god og veltillavet mad. Princess Juliane er et gammelt hollandsk skoleskib, og denne gang kom vi til at sidde, så vi kunne kigge ud på vandet. Skibet ligger tæt på Limfjordsbroen, så jeg ser den hver morgen, når jeg kører på arbejde. I går fik jeg en ragout med jomfruhummer, flamberet i ouzo, derefter en braiseret lammeskank, som jeg måtte opgive at spise det hele af. Når jeg spiser, er mit måltid fordelt, så jeg får flest grøntsager, få kartofler og kødet fylder generelt 1/4 af tallerkenen. I går var der mest kød, ingen kartofler, men lækre grøntsager. Jeg tror, jeg fik et proteinchok, det er ikke før sket, at jeg ikke har kunnet spise op. til gengæld gjorde det, at jeg fik plads til Crepe Suzette. Det bedste var, at vi var sammen, vi hyggede os og snakkede om alt muligt.

De to unge københavnere er kørt til flyet, efter at deres mor havde lavet æblecrumble til eftermiddagsteen. Landmanden har været på jagt, og nu har jeg været ude og løbe i skumringstimen. Badet er overstået, håret er vådt, smilet er fremme, jeg har nemlig ferie nu.

God lørdag aften til dig.

Bare rolig, det er et gammelt billede, men tænk, jeg glæder mig faktisk til den næste årstid med sne og kulde :-)

MIN HÅNDSKRIFT

På hjemturen har jeg de sidste dage hørt brudstykker af P1s tema om digitaliseringens betydning, blandt andet for hvor meget vi skriver i hånden. En kunstner har arbejdet med, hvornår vi skriver på computer, og hvornår vi skriver i hånden. Det gik pludselig op for mig, at jeg nærmest ikke skriver mere. Jo jeg skriver små sedler så som indkøbssedler eller huskesedler. På arbejdet skriver jeg min huskeseddel, over hvad jeg skal nå i løbet af dagen hos mine patienter, i hånden, men ellers foregår alt på computer. Før hen skrev vi sygeplejejournalen i hånden, nu er den blevet elektronisk, og det har gjort den mere læsbar. Julekort skriver jeg normalt i hånden, men de sidste år har jeg skrevet et fællesbrev på computer med billeder fra året, der gik. Og så tilføjer jeg lidt personligt til hver enkelt i hånden. Faktisk får jeg ondt i hånden, når jeg skal skrive. Måske fordi det er de samme muskler i hånden, der bruges til at bruge musen, til at strikke og til at skrive. Jeg lærte formskrift, og ofte har jeg tænkt på min håndskrift som værende meget lidt personligt, men nu er den nærmest sjusket. Mens jeg skriver dette indlæg på computeren, kan jeg se mine forældres håndskrift for mig, jeg kan faktisk også se min mormors skrift for mig. Mine mostres kan også genkaldes, måske fordi det er de personer, jeg har fået flest breve fra i mit liv. Mine børn har ikke fået særlig mange breve fra mig, for al kommunikation foregår pr. mail eller på sms. Egentlig er det lidt trist, men som der blev sagt i en af udsendelserne, så skriver elever faktisk længere stile i dag, hvor der bruges computer. Så håndskriften begrænsede muligheden for at udfolde sig med ord. Vi sad i går aftes og mindedes, hvor ondt i hånden vi havde, når der skulle skrives stil til eksamen. Først en kladde, og så bagefter afleveringen, hvor man skulle skrive med kuglepen eller fyldepen (det sidste har jeg så prøvet, men det har mine børn ikke)

Hvad med dig, hvor ofte skriver du i hånden?