torsdag, oktober 24, 2013

I MIN HULE

Jeg putter mig lidt i dag, landmanden er af sted til demonstration af maskiner sammen med sin medarbejder, jeg skal senere i dag ned til min far. Strikketøjet bliver luftet, computeren sørger for underholdning. Denne formiddag vil jeg ikke lave noget som helst ud over at strikke og lade mig underholde af små programmer på DR. Programmer som jeg aldrig får set i hverdagen, men som er passende til en omgang strikketøj.

Jeg ser Kender du Typen fra i går aftes og lader tankerne vandre. En af quizzerne handler om, hvordan man spiser sin aftensmad. Anretter man det på fade og sætter disse på bordene? Eller sætter man gryderne med maden på bordet og sparer dermed opvask og tid? Eller portionsanretter man det på tallerknerne i køkkenet? De to livsstilseksperter beskriver de to første som de meste almindelige; gryderne på bordet er typiske for børnefamilierne og anretning i fadene til hverdag er for dem, der holder på, at måltidet er noget, man samler sig om, hvor andre forstyrrende elementer så som mobiler og iPads ikke hører hjemme. Den sidste valgmulighed med portionsanretning i køkkenet stødte de to eksperter ikke så ofte på.

Jeg er et produkt af min mor og min far, og de holdt på måltidet som en samlende faktor, så maden blev altid anrettet i fade, selv med fem børn og ingen opvaskemaskine i begyndelsen. Her i huset er maden næsten altid blevet anrettet i fade, det er sket en gang imellem, at gryder og pander er kommet på bordet, men det er ikke reglen. I dag er den sidste mulighed dog kommet med, ganske enkelt fordi at jeg stadig laver mad til fire, og hvis jeg så anretter som til fire, så spises der også, som om vi var fire. Så kød og kartofler(eller ris/perlebyg/pasta) bliver anrettet af os begge på tallerkenen over i køkkensektionen, og så står de forskellige salater, eller hvad jeg nu laver med grøntsager, altid på bordet. På den måde føler jeg, at jeg tilskynder min bordherre til at spise mere af dette. Det er så ikke et problem, for han tager helt af sig selv masser af grøntsager, så jeg kender ikke til grøntsagsforskrækkede mænd i mit liv, hverken min far, min mand eller min søn.

Åh ja den fjerde variant kom de slet ikke ind på, den med at tage maden med ind foran fjernsynet. Jeg har læst rundt omkring, at der er flere end os, der har fået den vane, nu hvor der ikke mere er børn, man skal oplære til god bordskik, i huset. Jeg gør det så ikke, og det har ikke noget med at pudse glorien, men min fordøjelse kan slet ikke klare at sidde ved et lavt bord foroverbøjet og så spise aftensmad. Så jeg sidder i køkkenet ved bordet, men med computer eller tablet foran mig. Måltidets funktion som samler er så gået fløjten, lige som fjernsynets samlende funktion også røg sig en tur, da der kom flere kanaler og flere fjernsyn. Det er yderst sjældent, at vi sidder i samme stue nu. Jeg putter mig i sofaen i stuen med bøger, blade, computer og strikketøj, landmanden sidder i den lille stue med fjernsyn og computer, og da vi begge har nedsat hørelse, er døren også lukket mellem os, så vi kan høre det, vi nu gerne vil høre.

Nu vil jeg putte mig lidt i min hule igen, god torsdag til dig. Hvilken type er du, hvad angår aftensmåltidet?

P1070306

20 kommentarer:

  1. Jeg sidder og småfniser lidt. Vi har - eller det vil sige havde - fået den afskyelige vane, at vi sad foran fjernsynet med maden og min fordøjelse er altså heller ikke vild med det, men for et par måneder siden, var datteren hjemme og opdragelsen har sat sig spor, så hun forlangte, at vi satte os ved spisebordet OG slukkede fjernsynet ... så det gjorde vi ;) og nu holder vi fast i den gode vane (næsten hver dag) og sidder ved spisebordet, men når hun ikke er hjemme, er TV'et tændt,

    God dag til dig og din far :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Helle, vi havde en dejlig dag sammen. Ja vi får også vores opdragelse tilbage i hovedet igen :-)

      Slet
  2. Alle tre! Eller måske alle fire. Den sidste variant har vi dog ændret på, som du ved, men ellers kan det være gryderne på borden, anrettet på fade eller portionsanrettet, alt afhængigt af madens art, humøret og mange andre ting. Det er da også altid godt med lidt variation i hverdagen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, variation er godt, og ellers må vi invitere gæster lidt oftere, dem indbyder vi ikke til fjernsynsspisning :-) Og jeg nægtede at få fjernsyn i køkkenet, da vi lavede om. Vi kunne aldrig få landmandens nærvær ved måltidet, den gang børnene var yngre og fjernsynet stod i køkkenet, for der var altid nyheder, der skulle ses :.-)

      Slet
  3. Jeg har altid holdt på det samlende måltid, dog med gryder på bordet til min mors store fortrydelse. Ungerne har altid fået at vide, at mobiltelefonen røg i gryden, hvis den blev brugt mens vi spiste, men efterhånden som de er blevet store (16 og 20 år, stadig hjemmeboende), så er det gået lidt fløjten (den er så god at slå op på, når der kommer diskussion om ord, personer eller næste dags skema)...
    Vi ender kun foran fjernsynet, hvis klokken er over 8, når maden er færdig. TIl gengæld sidder vi så alle fire om det samme fjernsyn, hvilket ellers ikke sker :).
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, det er så hyggeligt, når alle er samlet om samme fjernsyn :-)

      Slet
  4. Vi portions anrettet i køkkenet, for ellers spiser vi ofte for meget ;-)
    Og så har vi en keeedelig vane med at tage det med ind foran tv'et, men indimellem sidder vi dog ved bordet, hvis jeg er insisterende nok ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Christina, og det er netop også derfor vi portonsanretter :-)

      Slet
  5. Alle tre varianter er i brug. Dog klart med varm mad ved køkkenbordet kl. 6 aften. Oftest fade, enkelte gange gryder på bordet.

    Nu spiser jeg jo meget nødigt aftensmad uden pillede kartofler, så er der ris/pasta (Fri mig for jordskælv, tuberkulose og disse stivelsessurrogater ), har jeg min egen lille pil-selv-kartoffelgryde på bordet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, her i huset er det også oftest kartofler, pastaen røg ud da børnene flyttede hjemmefra, og ris er sjælden gæst :-)

      Slet
  6. Vi sætter aftensmåltidet højt. Fordi der til tider er tidshensyn at tage, kan jeg sagtens sætte gryder på spisebordet, så prioriterer jeg højere, at vi kan nå at spise med alle sammen, og hjælpes ad med at rydde til side. Jeg kommer jo oprindelig fra en landmandsfamilie med mange familiemedlemmer. Min mand anretter på fade, det har han lært hjemmefra - så det er lidt af hver type her hos os:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, og tid til at være sammen er det vigtigste :-)

      Slet
  7. De første tre variationer ...portionsanretning, gryde-modellen men også fade og skåle varianten. Foran fjernsynet kun hvis klokken er blevet mange og der er håndbold i TV :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, godt med variation :-)

      Slet
  8. Vi hælder op i køkkenet, - eller sætter gryderne på spisebordet, - eller retter an på fade..... helt efter, hvem der spiser med. Varianten med fjernsynet er desværre tit på programmet, - og man sidder ikke ret godt......
    Opvaskemaskine har jeg ikke, - så jeg rutter ikke med porcelænet til daglig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, man skal ikke rutte med porelænet, jeg husker stadig de læs af tallerkener, der stod på bordet, fordi jeg ikke gad vaske på hver dag :-)

      Slet
  9. Vi spiser altid aftensmad ved spisebordet, og der kommer både gryder og fade på bordet, fjernsynet kan dog godt køre i baggrunden med nyheder på, men vi kan ikke se det, kun høre det. Ingen mobiler eller iPads vi småsnakker lidt. ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Annemarie, godt med gode vaner med tid til småsnak :-)

      Slet
  10. Grydemodellen er helt klart vores foretrukne. Fadene bliver sjældent hevet frem. Portionsmodellen bruges mest, hvis vi har en ildelugtende (fiske-)pande eller lign., som jeg gerne vil have vasket af med det samme. Fjernsynsmodellen bruger vi ikke, og jeg prøver at holde mobilerne væk fra spisebordet. Det er dog efterhånden lidt op ad bakke med at gennemføre netop den regel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, og med børn i hjemmet er der også nødt til at være lidt bordskik, så hvis fjernsynsmodellen blev indført, ville I nok sidde i hvert sit rum :-)

      Slet