I de her dage er jeg brugt, når jeg kommer til aften. Vi har ikke meget travlt på arbejde, der er nok at se til, men der er også tid til kaffepause sammen. Jeg diskuterer stadig med mig selv om det er alderen, lavt ferritinniveau i blodet eller noget helt andet, der gør sig gældende i forhold til min træthed. Uanset årsagen gør trætheden, at jeg har svært ved at få ord sat sammen til et blogindlæg.
I de her dage forsøger jeg at lytte til P1 for at udvide min horisont lidt. Så jeg har lyttet til diskussion om Handicapforbundets forslag til ændring af ordet handicappede til mennesker med handicap. Jeg har lyttet til faren for stigmatisering eller det modsatte nemlig aftabuisering, hvis man skilter åbent med, at man har et psykisk handicap. Du kan finde kloge ord om det selvsamme emne hos Ellen og Kong Mor. Noget af det jeg kan huske var, at i takt med at psykiske sygdomsdiagnoser er eksploderet, er der sket et tilsvarende fald i den generelle hensyntagen til mennesker med psykisk handicap. Professor i psykologi ved Aalborg Universitet, SB, har skrevet en bog om det diagnosticerede liv. Han finder det betænkeligt, at diagnoser som depression og ADHD er eksploderet og siger bl.a. i et interview:
»Almindelig sund fornuft siger, at det ikke kan passe, at otte procent af danskerne er klinisk depressive. Det kan sagtens være, at de er triste eller nedtrykte eller melankolske – jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, at de lider – men det er jo ikke i sig selv en sygdom at have det svært. Man kan jo godt have livsproblemer eller afvige fra normen uden at have en psykisk sygdom, men i dag er der en tendens til at diagnosticere enhver afvigelse«.
Jeg føler mig lidt ramt, for er det ikke lidt nemmere, hvis man kan sige, at det unge menneske, der har det svært, har en let depression i stedet for, at vedkommende har det svært i livet lige nu? Eller når nu jeg er så træt efter en ganske almindelig arbejdsdag, så søger jeg efter årsager, som kan behandles, i stedet for at acceptere at det måske er fordi der, hvor jeg er lige nu, skal der ikke så meget til, før jeg føler mig træt. Man kan komme til at tænke vældig meget over tingene, når man lytter til kloge mennesker. Måske skulle jeg tage mig sammen til at finde ud af det der podcast? Lige nu vil jeg falde ned i sofaen efter at have brygget te og fundet god is frem. Jeg er nemlig vild med dans. God weekend til dig.
Jeg tror, du har ret: der er en tendens til at ville diagnosticere enhver tilstand, for vi vil så gerne behandles og vil så gerne tro, at der er en medicinsk vej ud af vores lidelser. Antallet af depressive er jo steget til uanede højder og antallet af børn med ADHD er eksploderet. Måske skal man bare acceptere, at livet ind i mellem er svært i kortere perioder.
SvarSletJeg vil gerne hjælpe dig i gang med Podcast - det er genialt.
Tak Hanne :-) Og SB sagde også noget om at sygdom er en relation mellem mennesket og samfundet. Det har jeg tænkt meget over.
SletJeg forstår godt, hvis du er træt i denne tid Lene. I har jo travlt på gården, du arbejder både ude og hjemme, dagene er kortere, der er færre lyse timer til at samle energi, og så er du vel præcis som mig, heller ikke 25 år længere.. :-)
SvarSletMen vi holder os godt, Inge :-) men faktisk har jeg mindre travlt herhjemme qua vi ikke har børn boende hjemme mere, jeg tror dog du har ret i kombinationen.
SletDet gær vi Lene.. Rigtig godt.. ;-)
SletDengang I havde børn i hjemmet, arbejdede du nok ikke så meget som sygeplejerske, og havde heller ikke så lang daglig transport. Desuden har du lige afsluttet din efteruddannelse, jeg synes altså du når meget.. Kommer også lige i tanke om, at I også har et sommerhus.. Du kører mindst en gang om ugen rigtig langt for at være sammen med din far..
Jeg tænker du er træt fordi du har mange jern i ilden, mange flere end du selv synes.. :-)
Inge, tak for dine ord, du har nok ret i noget af det, men jeg kører nu ikke ned til min far hver uge, 2-3 gange om måneden bliver det til ;-)
SletNår nogle vil have, at vi bare er kede af det eller har det svært i stedet for at være deprimerede i klinisk forstand, så kan det på den ene side godt være rigtigt. På den anden side kan det også være forkert, og man skal også spørge, hvem der tjener på det, hvis vi bliver enige om, at der ikke er tale om nogen diagnose. Så bliver det jo noget, den enkelte selv skal se at finde ud af. Vi risikerer meget nemt at ende i den grøft, hvor man siger til deprimerede, at de bare skal tage sig sammen. Personligt tror jeg sagtens, det kan passe, at 8-10 procent af befolkningen til en hver tid er deprimerede og har brug for lægelig hjælp.
SvarSletHenny,at være deprimerede og have brug for lægelig hjælp er for mig ikke det samme som at have en depression, hvor man har brug for medicinsk behandling. Jeg mener ikke at man selv skal finde ud af det og det er faktisk heller ikke det, jeg læser, at SB mener. Samtaler med andre mennesker, det kan være professionelle som læger, præster og psykologer, kan måske være midlet til at kunne håndtere det svære liv/lidelsen. Nogle gange kan også ganske almindelige mennesker, som kan udholde at være i lidelsens rum, være det, der kan lindre. Giver det mening?
SletJeg så for noget tid siden en udsendelse, der fortalte at vi Europærer mangler D-vitamin om efterår og vinter, derfor var der så mange "vinterdepressioner", symptomerne er lige præcis træthed, uoplagt og manglende konceptration! Efter jeg er begyndt med Aloe Vera produkterne, som er fuldt med A, B, E, C og D vitaminer + mange flere, så synes jeg, at jeg har mærket en radikal ændring! Selvfølgelig kan jeg stadig være træt... :-) Nyd weekenden Lene til at få slappet af og lyt til kroppen, den ved hvad den har brug for... Ha´ en dejlig lørdag, jeg er på vej til Messe i Viborg. Kram OddStyle
SvarSletTak Tina, det er dejligt at du har fundet et produkt, som gør en forskel for di :-) Jeg ved fra sidste gang jeg havde lavt ferritin, at da jeg begyndte med jerntabletter og ferritin blev hævet, så fik jeg det bedre energimæssigt. Men samtidig tumler jeg med ting, som jeg også ved, med min fornuft, kan dræne for energi.
SletJeg er osse ved at lade mig inspirere af de to nævnte blogindlæg, men den skal vist lige syde lidt mere indvendigt før det kommer ud.. men synes faktisk I har fat i lidt forskellige emner alligevel.
SvarSletJeg kan sagtens følge din skepsis mod at depression bliver gjort til en folkesygdom som er så almindelig, eller (og det er næsten værre endnu ADHD) men det kan osse være svært hvis den skepsis fører til diagnose-negligering. Det har historien jo vist før.
Og uden at det er en diagnose, så har er der jo et tydeligt eksempel på den her vekselvirkning.. incestsagerne. I en periode var der såkaldte fagfolk der mente helt seriøst at det var et gigantisk problem i hyppighed, så kom skepsis og mistanker om falske erindringer... og nu er mange ofre tavse igen pga frygt for mistænkeliggørelse og negligering.
Det er svært at finde den rette balance her.. den er knivskarp.
Overleveren, du har ret, den rette balance er svær at finde, og vi har jo tendens til at vippe helt over til den anden side, når noget er blevet for meget. Når jeg ser på mine kolleger, så oplever jeg ikke dem som diagnosesøgende i forhold til deres børn, jeg oplever, at deres børn har det svært. Men jeg kan godt følge SB i at det måske er vores samfund, som er blevet skruet sådan sammen, så det for nogle er det rigtig svært at kunne begå sig i det, og så individualiserer vi det og siger de har depression og ADHD i stedet for at kigge på den måde vores samfund er bygget op på i dag.
SletJeg synes Sven Brinkman er en rigtig klog ung mand, han har mange gode pointer. Hilsen Pollyanna
SvarSletPollyanna og du provokerede mig med din kommentar, for hvorfor pointerer du at han er en UNG mand? Var det fordi du mente, at det var bemærkelsesværdigt at en så ung mand har så megen viden eller mener du at han bliver klogere, når han bliver så gammel som os andre ;-) Så jeg har brugt det første af morgenen på at læse artikler, hvor han bliver citeret :-)
SletDer er vel dybest set sket et skift i den måde, vi anskuer psykisk sygdom på. Tidligere anskuede vi afvigelser og sygdomme ud fra den humanvidenskabelige vinkel - altså med rod i psykoanalysen og den humanistiske og eksistensielle psykologi, hvor mennesket i høj grad er et produkt af det miljø og det samfund, det lever og vokser op i.
SvarSletI dag ser vi i højere grad på mennesket fra en naturvidenskabelig vinkel, altså et produkt af medfødte arveanlæg og gener, som bestemmer om vi bliver syge eller ej.
Det kan forklare, hvorfor vi i høj grad i dag betragter psykisk sygdom, som noget der kan behandles medicinsk med medikamenter, hvor vi før havde fokus på psyko-sociale terapiformer med rod i psykoanalysen, altså helbredelse gennem et fokus på bevidstliggørelse, valg og ansvar.
Jeg har jo selv været i psykiatrisk behandling for en depression for godt og vel 9 år siden. Tidligere havde jeg i hele mit voksenliv lidt af tilbagevendende depressioner og dem tilskrev jeg i høj grad en arvelighed fra begge mine forældre, som også havde haft depressive perioder. Jeg var svineheldig at møde en psykiater fra det etablerede behandlingssytem, som så anderledes på den sag og som også behandlede anderledes. Psykiateren lærte mig, at den SÅRBARHED som er i mit sind gennem mine arveanlæg ikke nødvendigvis behøver at gøre mig syg. Der skal noget ekstraordinært til i mit miljø og i mit liv, for at sårbarheden udvikler sig til psykisk sygdom - og psykisk sygdom er ikke en nødvendigvis en statisk tilstand, man kan sagtens med en større bevidstliggørelse blive rask igen. Derfor kan jeg faktisk godt lide at Poul Nyrup, som nu nærmest lægges for had - udtrykker sig, som han gør.
Jeg blev behandlet med medicin, samtaleterapi i gruppe, motion i gruppe, psykologiundervisning og kropsterapi. Jeg er glad for at kunne sige, at den behandling har forandret mit liv, både hvordan jeg anskuer mine arveanlæg, men også hvordan jeg indretter mit liv idag. Jeg blev i samtaleterapien bevidst om nogle andre sammenhænge end de rent genetiske, som fik depressionerne til at være tilbagevendende. Og jeg fik redskaber til at indrette mit liv anderledes, så jeg i fremtiden skulle kunne undgå den depressive tænkning. Jeg har ikke taget antidepressiv medicin eller haft tilbagefald i 8 år nu.
Den slags behandling er jo umiddelbart dyr, fordi den kræver store menneskelige behandlingsressourcer, men på langt sigt er den vel ikke, fordi jeg siden har været selvforsørgende og rask.
Jeg har nogle gange en mistanke om, at vi ofte vælger den noget billigere naturvidenskabelige tilgang til psykiske sygdomme, fordi det her og nu samfundsmæssigt i kroner og øre er det enkleste og billigste.
Jeg betragter stadig mig selv, som værende et menneske med en iboende psykisk sårbarhed, som dog ikke nødvendigvis behøver at gøre mig syg. I den forbindelse har jeg selv et ansvar for at træffe nogle valg og vælge nogle hensigtsmæssige handlinger, i forsøget på at undgå at blive syg i fremtiden - vel vidende at jeg naturligvis ikke kan kontrollere hele verden og dermed kan risikere at blive syg igen, dersom jeg skulle ende i nogle negative omstændigheder.
Tak for dine ord, Henriette, jeg er så glad for at du deler, det gør os andre klogere. Jeg har tænkt meget over det med psykisk syg og psykisk sårbarhed, efter jeg læste din kommentar. Jeg ved ikke om jeg kan få formuleret tankerne, men jeg prøver. Hvis jeg får kræft, så er jeg syg. Hvis jeg brækker et ben, så er jeg syg. Og for mig virker det logisk at hvis jeg får en depression eller en skizofreni, så er jeg også syg. Men at være syg er ikke det samme, som at jeg ikke kan være sund og leve et normalt liv med de hensyn, der skal tages. Jeg synes du beskriver så godt sårbarheden, som netop kan blive til en depression, hvis ikke du og dine omgivelser tager hensyn til det. Og her tænker jeg netop som dig, at vi efterhånden tror at alt kan kureres med en pille, og vi glemmer helt den psyko-sociale dimension. Så jeg mener stadig at vi gør mennesker med en psykiatrisk diagnose en bjørnetjeneste (her forstået som en et negativ ord, altså den gamle betydning) ved ikke at stå ved at der er sygdomme både psykisk og fysisk og vi skal se dem som ligeværdige og ikke se ned på mennesker med psykiske diagnoser. Og at der er mennesker, som er psykiske sårbare, lige som der er mennesker, som er fysisk sårbare, hvor de og vi skal tage hensyn til denne faktor.
Slet