Når ideen til et indlæg først er opstået, og det er udgivet, så kommer det mest spændende. Det er næsten som timerne op til juleaften. Er der nogen, der læser det? Er der nogen, der kommenterer på det? Mine søstre læser indimellem med, men de læser aldrig kommentarerne. Jeg har sagt til dem, at de i så fald går glip af det bedste. For i kommentarfeltet kan indlægget få lov til at folde sig ud. Indlægget inspirerer måske nogle til at dele deres erfaringer eller deres meninger med os andre. Det er aldrig til at vide, hvad der sker. Jeg har af og til prøvet at gætte på, om et indlæg får mange kommentarer, og jeg har opgivet. Det er afhængigt af så mange faktorer. Måske er I alle blevet inviteret til komsammen den dag, hvor jeg synes, at jeg har begået et genialt indlæg. Måske har I forrygende travlt og har slet ikke tid til at læse blogindlæg. Måske har andre skrevet årets scoop af et indlæg, og tiden er kun til en kommentar, som selvfølgelig skrives der.
Men når det ske; når I skriver en kommentar, så får indlægget nyt liv hos mig, jeres kommentarer inspirerer mig, og måske afføder det et nyt indlæg, eller at jeg bliver nødt til at undersøge emnet nærmere. Det skete i forbindelse med det her indlæg. Jeg blev provokeret til at finde ud af mere om Svend Brinkmann. Så jeg googlede hans navn, og så åbnede der sig en rigdom af emner. Jeg valgte Kristeligt Dagblad, hvor SB var med i 14 artikler. Her læste jeg om vores tids brug af mavefornemmelsen, og hvordan vi i dag bruger det som et argument, når vi ikke kan argumentere på anden vis. Eller som der står i en anden artikel:
"Kristendommen er ikke særlig interesseret i, hvad vi føler eller ikke føler, men snarere i, hvordan vi er i verden og vores kærlighed til Gud og næsten. Det dialogiske ligger i kristendommen, hvor der er et kald til at være i relation til andre. For mig er medmennesket en bedre samtalepartner end min mavefølelse” Citat sognepræst Marianne Christiansen (som nu er biskop)
Jeg læste om taknemlighedsøvelsen, og hvorfor SB ikke syntes, det var så godt. Det er sjovt, for jeg har jo talt mod trenden med positiv psykologi, netop fordi jeg som SB mener, at det i værste tilfælde kan ende med, at det kun er personen selv, der er skyldig. Altså at det er, fordi vedkommende ikke tænker positivt nok, at det ikke går godt. Men jeg har samtidig sagt, at et af mine mål med min blog var at prøve på at fokusere på det positive i de små ting i mit liv, og det har ofte fået mig til at føle mig taknemlig, også når jeg ellers synes, at livet var træls. Så her som med madtrends går jeg efter devisen: for lidt og for meget er aldrig godt.
Søndag formiddag er snart gået, jeg har indtil nu været henne ved bageren og købe rundstykker. Jeg har trænet i LOOP. Hjemme har jeg brygget te, dækket morgenbord og nydt morgenmaden sammen med landmanden. Herefter har jeg besvaret kommentarer, for det er også et af mine mål med min blog, at jeg skal besvare alle kommentarer, til hver enkelt eller som en opsamlende kommentar. Så har jeg været ude og hjælpe landmanden en lille smule, han er ved at gøre klar til morgendagens arbejde. Og nu har jeg så hygget mig med dette indlæg, samtidig med at jeg drikker te. Jeg mangler et billede, så jeg holder lige en pause og går på jagt efter et motiv.
God søndag til dig.
Jeg elsker at fordybe mig i dine refleksioner og jeg er alt, alt for dårlig til efterfølgende at få lagt en kommentar, for du har ret, det er jo dem, der giver os stof til eftertanke :-)
SvarSletJeg tror stadig på, at det er godt at have fokus på det gode, lyse og positive, men jeg er enig med dig i, at det ikke er alle, som hverken kan eller skal det og det er slet ikke noget, der nogensinde skal begrænse en sjæls frie udfoldelse. Det må ikke begrænse, men kun berige og det betyder vel også, at det aldrig nogensinde kan blive bestemmende for hvordan man er i verden. Det bliver aldrig nogens skyld, fordi de ikke var tilstrækkeligt positive eller livslyse. Mennesker er forskellige og det er noget, at være taknemmelig for.
Tak for at sætte gang i mine tanker og rigtig god søndag :-)
Selv tak Liselotte, og jeg kender godt det med ikke at få skrevet kommentarer :-) Vi skal i den grad være taknemlige for at vi er forskellige og jeg vil som dig stadig fokusere på det gode, lyse og positive, for det gør livet lettere og skønnere for mig.
SletJeg er meget enig med dig i dine betragtninger om kommentarer. Det er så spændende, om der kommer nogle, og hvordan indlægget bliver opfattet. På min blog er det ofte sådan, at tankerne folder sig bedst ud i kommentarerne. Jeg bliver ganske enkelt inspireret af alle dem, der sender en kommentar til mig og halvdelen af historien opstår i kommentarerne. Jeg kender et par blogs, hvor det ikke er muligt at kommentere; dem har jeg opgivet at følge, fordi de virker 'døde'.
SvarSletHanne, vi er meget på linje her :-)
SletDine tre blogindlæg om blogindlæg har pustet til mine egne refleksioner over det at skrive blog. Jeg har haft en blog i efterhånden en del år og har skrevet på den med varierende intensitet - i øjeblikket slet ikke. Jeg har altid været virkelig ambivalent over at skrive "dagbog" eller måske snarere personligt på internettet, på den ene side kan jeg godt lide at læse andres skriverier om dagligdagens fortrædeligheder og glæder, men på den anden side bryder jeg mig ikke om at stille mig selv til skue for alle og enhver.. Jeg synes ikke på nogen måde, du udleverer dig selv, men jeg har måttet erkende, at det der virkeligt betyder noget for mig at få vendt og reflekteret over sker i det virkelige liv og de der sjove små anekdoter bliver delt på facebook. Derfor er min blog aldrig blevet til andet end rigtig meget overflade og det er der i hvert fald ikke mangel på i blogland.
SvarSletPollyanna, og det vigtisgte er jo hvad man selv synes :-) Som jeg skrev til dig en gang, så har jeg jo ikke veninder, så de eneste i hverdagen jeg kan reflektere med er mine kolleger og min mand. Og på arbejde er det meget det faglige, der reflekteres over og herhjemme har jeg en meget arbejdsom mand og derefter en meget træt mand, så jeg synes at bloggen hjælper mig til at komme af med nogle af mine tanker. Jeg er så ikke på facebook, hvilket mine søskende synes er en fejl, men det er et bevidst valg :-)
SletEgentlig ville jeg gerne have et skriftligt reflektionsrum, det var jo en af grundene til at jeg startede en blog i sin tid, jeg synes bare det for mig bliver problematisk, når der i mine refleksioner indgår mennesker, det kan jeg ikke finde ud af at håndtere og så er det nok bedst at lade være.
SletPollyanna, det er også der, jeg ser min blogs begrænsningerne :-)
SletHvor er jeg bare glad for at kende dig og din blog :)
SvarSletTak Miri, og jeg er så sandelig også glad for at kende dig og din blog :-)
SletDet er i kommentarfelterne vi lærer hinanden at kende, det er her de skæve vinkler og refleksionerne dukker op. Dine søstre går glip af en masse sjov og god læsning.
SvarSletJeg kommenterer som regel før jeg læser hvad andre har kommenteret, så føler jeg ikke det gør så meget, hvis jeg får skrevet det samme som andre. Hvis jeg læser andres kommentarer først, går jeg lidt død, de kloge ord er jo ofte brugt op allerede. :-)
God søndag hos jer.
Tak Inge, ja jeg kan genkende det med at gå død i sin kommentar, hvis man er sidst til at kommentere. Omvendt kan jeg sommetider finde svar på et spørgsmål eller finde en ny vinkel ved at læse kommentarerne først :-)
SletSelvfølgelig skal man læse kommentarerne til de indlæg, man læser. Jeg bliver faktisk irriteret over kommentarer, der tydeligt viser, at kommentatoren ikke har læst de kommentarer, der allerede er.
SvarSletRasmine, jeg læser også for det meste alle kommentarer, men sommetider er tiden knap og så prioriterer jeg at kommentere uden at få læst alle først :-)
SletHvor er vi enige! Min familie og mange venner og (forhenværende) kolleger læser også med hos mig, men de færreste læser kommentarerne. Jeg har, lige som dig, sagt, at de er da det bedste af det hele, men det tror jeg, man skal være blogger for at forstå. "De andre" er bare interesserede i, hvad jeg har at fortælle. Desværre ...
SvarSletEllen, ja de går glip af det, der gør bloglæsning spændende :-)
SletEt dejligt indlæg, Lene. Du har helt ret i at det er kommentarerne som får bloggen til at leve, derfor syntes jeg også at det er så kedeligt når der ikke bliver svaret på dem....lidt ligesom at bare snakke til en dør, og man ved ikke om det overhovedet bliver læst. Tak fordi du giver dig tid til at svare hver enkelt :-)
SvarSletgod søndag aften :-)
Tak Nola, blogge hvor blogejeren ikke svarer i en eller anden form får også mig til at føle, at de ikke læser min kommentar :-)
SletHmm - jeg får ikke altid læst andres kommentarer men svarer direkte på det læste. Der findes en funktion, som hedder noget i retning af "gå direkte til kommentarfeltet" - den bruger jeg ofte. De blogs, hvor man aldrig får svar på en kommentar, eller hvor kun "udvalgte" får svar, der stopper jeg læsningen. For det er, som Inge skriver, det er i kommentarerne, vi lærer hinanden at kende.
SvarSletCharlotte, jeg er helt enig med jer. Jeg kan godt acceptere fælles svar, men jeg har brug for en synliggørelse af at kommentarerne også berører blogskribenten :-)
SletKommentarerne er vigtige, - ikke mindst for den, der blogger. Jeg læser selv kommentarer hos andre nogen gange. Det kommer mest an på indlæggets karakter.
SvarSletTak for deling af dine mange overvejelser. Det sætter hjernen i gang, og ikke bare hos mig, kan jeg se :)
Selv tak Eva, umiddelbart tænkte jeg, da jeg læste din kommentar, at jeg altid læser de andres kommentarer, men så måtte jeg erkende at på strikkeblogge, hvor man måske diskuterer detaljer i opskriften eller ændringer, der skimmer jeg dem hurtigt :-)
SletSom altid sætter du gang i lidt tankevirksomhed. Bloggen ville ikke leve uden kommentarer. Ikke hos mig. Tråden efter oplægget er altid en spændende del af læsningen.
SvarSletSusanne, og måske netop derfor læser vi hos hinanden, fordi det er vigtigt for os, at kommentarfeltet er en del af indlægget? God mandag til dig og tak :-)
Slet