tirsdag, oktober 08, 2013

DER ER MØRKT SOM I MEGET MØRKT

når jeg står op klokken fem. Jeg syntes også der var mørkt i går, da jeg stod op klokken halv syv, så det er slut med bare at få en flig af lidt solopgang, inden sygehusets døre lukker bag mig. Når jeg arbejder, lægger jeg ikke mærke til vind og vejr, det har dog ændret sig lidt, efter vi er flyttet. Patienternes stuer vender mod øst, så solens stråler kommer direkte ind på sjette sal om morgenen. Desværre var jeg ikke i plejen i dag, og som en kollega fra et andet sted på det store sygehus og jeg blev enige om på vej ud af samme dør, det kunne have regnet hele dagen eller solen kunne have skinnet, vi havde ikke opdaget det.

Dagen har været fyldt med planlægning af praksis efter regionens beslutning. Dagen har været fyldt med lavpraktiske ting, så som kan pumperne til medicin bruges på to forskellig måder, mon røntgen har bækken og kolbe,  kan vi have det hele på et rullende bord eller skal vi tænke i en rygsæk, hvornår er det realistisk at undervisning til alle kolleger kan ske, hvordan skærer vi yderlig ned på tiden fra debut af apopleksi til behandlingsstart, osv?

Dagen har også været fyldt med andre gøremål også, samtale med en forholdsvis ny kollega om hvordan vi kan støtte hende bedst i at udvikle sig fra en kompetent all-round sygeplejerske til en neurologisk sygeplejerske med kompetence indenfor sygepleje til akutte apopleksipatienter. Et af mine eksempler er, da en erfaren vikarsygeplejerske handlede på, at en patient havde grebet fat i en kollegas tommeltot og næsten havde vredet den af led, inden kollegaen fik vristet hånden fri. Vikarsygeplejersken tænkte på skadesanmeldelse og på at der skulle stå i sygeplejehandlingerne, at man skulle passe på, når man kom nær patienten. Hvortil jeg spurgte hende om, hvorfor hun troede, at patienten havde gjort det? Sammen med de øvrige kolleger reflekterede vi over patientens skader i hjernen og den adfærd vi så. Og det var helt tydeligt, at patienten var ramt på sin rum-retningssans. Hver gang vi ville dreje patienten i sengen eller blot hjælpe vedkommende til at flytte sig, kunne patienten ikke orientere sig, patienten mistede grebet om, hvor vedkommende befandt sig og greb ud efter det første det bedste for at holde sig fast. Hvis du har prøvet at flyve, og der kommer lufthuller, hvad gør din krop instinktivt? Den spænder op, griber fat i armlæn og prøver af al magt at få føling med noget fast. Så sygeplejen til denne patient blev, at vi først og fremmest gav masser af stimuli på kroppen, før vi gjorde noget, så patienten fornemmede sig selv liggende. Dernæst rullede vi en dyne stramt sammen og lagde oven på patientens mave og satte patientens arme omkring dynen. Vi støttede patienten i at holde fast, først derefter drejede vi patienten om på siden. Det tog tid, men vi opnåede faktisk at patienten ikke greb ud efter os. Se det er neurologisk sygepleje, og den fælles refleksion er noget af det jeg mener, er vigtig, for man kan ikke læse sig frem til, hvordan man skal takle de forskellige problemstillinger, der opstår. Det er erfaring, der opstår med undervisning ved sengen og refleksioner efterfølgende.

Jeg ved, at jeg nærmest ikke fik holdt pauser i dag og alligevel var der mange punkter på min liste, jeg ikke nåede, men der er heldigvis en ny dag i morgen. Og den starter som sædvanligt i mørke. God aften til dig.

P1070260

P1070260

Selv om min solsikke hænger med hovedet og er blevet gammel at se på, rummer den stadig en skønhed.

6 kommentarer:

  1. Jeres reflektioner er spændende at læse om, for hvem kender ikke følelsen af at flyve med turbulens. Det er rigtigt, at man instinktivt griber fat i armlænene. Det med at viklet dynen stramt er jo et enormt simpelt virkemiddel; men kunsten består i at få den gode idé.

    Det, at du skriver om dit job, giver mig en helt ny viden om, hvad god sygepleje er. Fortsæt endelig med at skrive om det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne,tak :-) Og det der virker for den ene virker ikke for den anden, så det er om at tænke kreativt :-)

      Slet
  2. Det er et rigtig godt eksempel du giver, på refleksion, målrettet viden og individuel handling på hver enkelt patient. Du evner at forklare så selv jeg forstår.. :-) det er en god evne du har Lene. :-)

    Jeg er lidt senere af sted end dig, så solopgang over Københavns havn, har jeg stadig til gode.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inge, det er jeg glad for at høre. Og så håber jeg du får et billede af solopgangen over Københavns havn :-)

      Slet
  3. Det med tilgangen til sit arbejde er så utroligt forskelligt, og du giver et meget tankevækkende eksempel. Hende, der tænkte i arbejdsskade, har sikkert gjort det i en god mening, men ...
    Jeg har et andet eksempel. Ikke helt i samme kategori, men næsten, og du får det derfor alligevel: en kollega fik musearm og/eller tennisalbue pga. at sidde meget ved en pc og bruge musen forkert rent fysisk. Hun gik til sagkundskaben og fik det anmeldt som arbejdsskade. Jeg spurgte, hvorfor hun ikke forsøgte selv at gøre noget ved det, inden det kom så vidt som til at gøre hende halvt invalid. Svaret: så havde jeg jo ikke fået en længere sygeperiode medn løn ud af det - det var jo ikke hendes eget ansvar at være skadefri; det var helt og holdent hendes arbejdsgivers.
    Den dame undgik jeg fremover - jeg kan bare SLET ikke acceptere sådan en tankegang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg tror ikke det kommer bag på dig, at jeg er enig med dig, at vi også bærer et ansvar :-) Min kollega ville helt sikkert det bedste, hun tænkte jo på sine kollegers sikkerhed, men hun glemte efter min mening at tage de neurologiske briller på , så vi kunne undgå ulykke og samtidig hjælpe patienten.

      Slet