DER ER MØRKT SOM I MEGET MØRKT

når jeg står op klokken fem. Jeg syntes også der var mørkt i går, da jeg stod op klokken halv syv, så det er slut med bare at få en flig af lidt solopgang, inden sygehusets døre lukker bag mig. Når jeg arbejder, lægger jeg ikke mærke til vind og vejr, det har dog ændret sig lidt, efter vi er flyttet. Patienternes stuer vender mod øst, så solens stråler kommer direkte ind på sjette sal om morgenen. Desværre var jeg ikke i plejen i dag, og som en kollega fra et andet sted på det store sygehus og jeg blev enige om på vej ud af samme dør, det kunne have regnet hele dagen eller solen kunne have skinnet, vi havde ikke opdaget det.

Dagen har været fyldt med planlægning af praksis efter regionens beslutning. Dagen har været fyldt med lavpraktiske ting, så som kan pumperne til medicin bruges på to forskellig måder, mon røntgen har bækken og kolbe,  kan vi have det hele på et rullende bord eller skal vi tænke i en rygsæk, hvornår er det realistisk at undervisning til alle kolleger kan ske, hvordan skærer vi yderlig ned på tiden fra debut af apopleksi til behandlingsstart, osv?

Dagen har også været fyldt med andre gøremål også, samtale med en forholdsvis ny kollega om hvordan vi kan støtte hende bedst i at udvikle sig fra en kompetent all-round sygeplejerske til en neurologisk sygeplejerske med kompetence indenfor sygepleje til akutte apopleksipatienter. Et af mine eksempler er, da en erfaren vikarsygeplejerske handlede på, at en patient havde grebet fat i en kollegas tommeltot og næsten havde vredet den af led, inden kollegaen fik vristet hånden fri. Vikarsygeplejersken tænkte på skadesanmeldelse og på at der skulle stå i sygeplejehandlingerne, at man skulle passe på, når man kom nær patienten. Hvortil jeg spurgte hende om, hvorfor hun troede, at patienten havde gjort det? Sammen med de øvrige kolleger reflekterede vi over patientens skader i hjernen og den adfærd vi så. Og det var helt tydeligt, at patienten var ramt på sin rum-retningssans. Hver gang vi ville dreje patienten i sengen eller blot hjælpe vedkommende til at flytte sig, kunne patienten ikke orientere sig, patienten mistede grebet om, hvor vedkommende befandt sig og greb ud efter det første det bedste for at holde sig fast. Hvis du har prøvet at flyve, og der kommer lufthuller, hvad gør din krop instinktivt? Den spænder op, griber fat i armlæn og prøver af al magt at få føling med noget fast. Så sygeplejen til denne patient blev, at vi først og fremmest gav masser af stimuli på kroppen, før vi gjorde noget, så patienten fornemmede sig selv liggende. Dernæst rullede vi en dyne stramt sammen og lagde oven på patientens mave og satte patientens arme omkring dynen. Vi støttede patienten i at holde fast, først derefter drejede vi patienten om på siden. Det tog tid, men vi opnåede faktisk at patienten ikke greb ud efter os. Se det er neurologisk sygepleje, og den fælles refleksion er noget af det jeg mener, er vigtig, for man kan ikke læse sig frem til, hvordan man skal takle de forskellige problemstillinger, der opstår. Det er erfaring, der opstår med undervisning ved sengen og refleksioner efterfølgende.

Jeg ved, at jeg nærmest ikke fik holdt pauser i dag og alligevel var der mange punkter på min liste, jeg ikke nåede, men der er heldigvis en ny dag i morgen. Og den starter som sædvanligt i mørke. God aften til dig.

Selv om min solsikke hænger med hovedet og er blevet gammel at se på, rummer den stadig en skønhed.