HØSTEN ER I HUS

Dagen i dag er første dag i lang tid med kun to medarbejdere på arbejde og med normal arbejdstid. Det betød ingen eftermiddagsmadpakker, hvilket en træt landmandskone sætter pris på. Det traditionelle smørrebrød i rigelige mængder er sat til livs i tirsdags, hvor jeg havde fri. Trods nyt stort kølehus er der fyldt op i kartoffelhuset med kartofler i dyngevis. De ligger ikke så højt til loftet, som da Inge og Hasse var på besøg, men næsten (linket viser et billede af kartofler i læssevis).

I aften kommer sønnen hjem på lynvisit, datteren er i sommerhus for at få ro til første skridt i bachelorprocessen: den så drilske og forbistrede problemformulering, men kommer hjem i morgen. I morgen vil vi fire fejre sammen, at det var 30. gang, vi tog kartofler op. Lørdag drager de to unge tilbage til hovedstaden, og jeg tager hul på min efterårsferie. Landmanden skal arbejde, så min ferie består i regnskabsføring og kursus i det samme emne.

Noget af ferietiden skal bruges på at undersøge, hvad der skal til for at få en artikel optaget i et fagblad. Jeg læser jo hele tiden, at kvinder altid synes, at det de har lavet ikke er betydningsfuldt og derfor ikke kommer frem med det. Men jeg synes faktisk, at jeg har bidraget med en lille bitte flig til viden omkring et hurtigt udredningsforløb for mennesker til observation for TIA/TCI, så nu skal det forsøges. Jeg kan da kun få nej.

Jeg skal helt sikkert også finde tid til at strikke. Desværre er jeg gået i stå med mit Parrotsjal, jeg synes ikke, jeg kan sætte farverne sammen, så det ser godt ud. Men i morgen skal jeg være sammen med to gode farvedommere, så de må vejlede deres farveforvirrede mor(og så måtte jeg endnu en gang ty til sproget.dk for at konstatere, at det er rigtig nok at sætte -de efter forvirre og ikke t)

Og mon ikke der sniger sig en enkelt gåtur eller to ind i programmet, det ville da være dumt andet, når nu jeg der slapper så godt af og lader tankerne flyve højt og langt.