Det er nu 1 år og 8 måneder siden, min far flyttede på et plejehjem. I begyndelsen besøgte vi tre søstre vores far om eftermiddagen og spiste aftensmad sammen med ham. Nu har det ændret karakter, for når der er gået 2-3 timer, er han træt. Det betyder for mig, at jeg af og til vælger at smutte ned og besøge ham om formiddagen. Smutter er måske så meget sagt, jeg fandt ud af sidste gang, at jeg har 119 km derned, men da jeg elsker at køre i bil, så regner jeg ikke den tur for noget. I dag var det det rigtige valg på flere måder. Min far smilte og spurgte til, om jeg havde det godt, han sikrede sig hele tiden, inden han tog en bid af kagen eller drak te, at jeg også havde noget. Jeg tror ikke, han ved, hvem jeg er, men det betyder ikke så meget nu, bare jeg føler, at det vi har sammen, er godt for ham. Noget af det jeg holder af, er gåture med kørestolen, før hen kørte vi i bil og stoppede op forskellige steder for at nyde en lille gåtur, det kan vi ikke mere. Sidste gang kunne min far ikke holde til gåtur, den dag var han så rum-retningsforvirret, så bare jeg kørte lidt med kørestolen, greb han ud efter alting for at holde fast. Så vi endte med at sidde på stuen og lytte til musik.
I dag gik vi en lang tur på 4 km, solen skinnede og vejret var skønt. Jeg fik motion, for vi kom til at vælge forkerte veje og måtte op ad stejle veje igen for at komme videre i stisystemet. Sådan en kørestol er sej at skubbe opad, jeg svedte, så jeg var absolut ikke til pæn brug bagefter. Men min far sang hele vejen, og sagde flere gange; hvor er det da skønt. Han har stadig sans for det smukke i naturen og lagde mærke til mange små detaljer på vejen. Knap nok var jeg kommet hjem igen til Vendsyssel, før end himlen på ny åbnede sine sluser. Så det var det rigtige valg. Nu går der et par uger, hvor det er mine to søstre, der har hverdagsbesøg og weekendbesøg. Jeg er så taknemlig for, at vi er flere om at hjælpe og støtte vores far.
Lyder som nogle gode timer med din far, hvor er det godt at I er flere der kan besøge ham jævnligt. Jeg tør ikke tænke på, hvordan vores kabale engang skal gå op.. Vi er tre søskende, 2 her på Sjælland og en på Fanø, og mine forældre i Sønderjylland..
SvarSletInge, jeg tror også mine to søskende i København er glade for at vi er tre herover, der kan deles om tjansen :-)
SletDet må være en meget underlig fornemmelse ikke at blive genkendt af sin egen far, men du har jo selvfølgelig vænnet dig langsomt til det. Hvor er det dejligt, at I er hele tre, der kan besøge ham og sørge for, at det bliver gode timer I har sammen.
SvarSletHanne, og da jeg så det på skrift og da jeg skrev det til mine søskende, blev jeg faktisk i tvivl. Og jeg blev også lidt trist, men jeg nyder stadig samværet med min far og det er skønt :-)
SletSom Hanne siger, må det altså være underligt ikke at blive genkendt af sin egen far, men det har vi jo talt om :-)
SvarSletOg det med dine søskende: Det betyder meget at kunne være flere om at kunne varetage 'familieplejen'. Det er nok det eneste punkt, hvor jeg kan finde på at tænke lidt over, om det var det rigtige valg at kun ville have ét barn. C siger godt nok, at hun (stadig) er meget glad for at være enebarn, og at hun gerne passer mig på mine gamle dage (i England, altså, hvis det skulle blive aktuelt). Man kan kun håbe, at hun får lov til at blive ved med at være glad for at stå alene med mig ... ;-)
Ellen, jeg tænkte også da jeg kørte hjem, at mine to børn helst ikke skal få en mor med demens, men det bestemmer jeg jo ikke. Så de og Charlotte må nyde os så længe vi er åndsfriske :-)
SletJeg kan godt lide dine beretninger om besøgene hos din far. Jeg har ikke selv mine forældre mere. Den kontakt vi skal have med forældrene, når de ældes og bliver syge, bliver grundlagt, mens de er raske og selv kan tage vare på børnene og sig selv, så de er jo selv med til at lægge basis. Jeg føler, at I har haft en fin og respektfuld basis.
SvarSletEva, smukt skrevet, og ja min far har selv lagt grunden for at hans børn nyder at være sammen med ham i dag :-)
SletHvor dejligt at mærke og vide, at de valg man har måtte træffe, viser sig at være rigtige :)
SvarSletMiri, ja, det gad jeg godt mærke for alle mine valg, men sådan er det desværre ikke ;-)
SletDet er dejligt at læse, hvordan du kan finde det positive frem i dit samvær med din far. Jeg tænker uvilkårligt tilbage på min mors 3 sidste år på plejehjem. Hun havde en vaskulær demens, men blev ved med at kunne kende os. Det må være svært ikke at blive genkendt. Din respekt og omsorg for din far tyder på, han har været der for jer børn op gennem jeres opvækst.
SvarSletBetty, hvor er det dejligt at din mor kunne kende jer hele livet. Indtil for nylig har jeg på min fars smil kunnet se, at vi var forbundet på en ganske særlig måde, men det har jeg ikke følt de sidste par gange, og det gør mig lidt trist, men jeg er så glad for at min far stadig er glad, synger og er social anlagt. Han afviser ikke kærtegn eller samvær, men nyder det. Det kan jeg jo høre fra andre pårørende at det er det de savner.
Slet