onsdag, februar 17, 2021

En skønneste weekend og en magisk mandag morgen

 Godt nok når jeg ikke det, jeg gerne vil i weekenden, men jeg er blevet rigtig god til at nyde nærværet og vi nyder begge at gå sammen, og det er mere værd end at jeg får ryddet julekasserne væk og gjort strikketøj færdig. Denne weekend tog vi på tur ud i landet.

Lørdag drog vi til Rødhus strand, hundene var med. Og de var absolut ikke tilfredse med at skulle være i snor. De kan sagtens gå hinter (gå ved siden af jægeren), når de er på jagt. Men når det er en gåtur ud i det blå, så mener de, at linen skal strækkes helt ud. Der er landmanden bedst til at sætte dem på plads. Ruhåret hønsehunde er en sej race og de skal have en markant leder, ellers tager de magten. Det får de ikke lov til her hos os. Til sidst fik de lov til at løbe frit på skift, så de havde noget at vende hjem til. Måger og andre spændende ting kunne nemt tage opmærksomheden fra vores stemmers kalden. Vi var ikke de eneste, der havde fået ideen med at gå tur, så vi skulle et stykke ud, før vi lod dem løbe frit.



Tilbage ved bilen efter 6 km vandring tog vi termokanden og bagerens lækre kager med ud, lagde et tæppe på en lille sandbunke og nød solen, teen og kagerne.

Søndag lokkede jeg landmanden med på vandretur i bymiljø. Vi parkerede bilen tæt på Lindholm Strandpark på Nørresundby siden, og så satte vi kurs mod Kulturbroen, en gangsti/cykelbro hægtet på jernbanebroen over Limfjorden.


Det var der mange andre, der havde fået den ide, så vi skyndte os over broen og satte kursen mod vest. Vi gik forbi lystbådehavnen, skibsværfternes bygninger og endte ude ved Vester Fjordpark. Et skønt område med friluftsbad og masser af muligheder for andre fritidsaktiviteter. Folk vinterbadede, gled eller skøjtede på isen. Nogle havde kaffe med.


Vi vendte om og gik gennem Fjordbyen, en pænere udgave af Christiania, på vej tilbage. Tilbage i bilen kørte vi hen til en lille p-plads med udsigt over fjorden. Her nød vi te og store fastelavnsboller med creme og flødeskum.

Ugens arbejdsdage startede med en smuk morgentur. 




Den ugentlige podning blev nået inden arbejdsstart. Selv om jeg er vaccineret, skal jeg testes og opføre mig på fuldstændig vanlig vis som før vaccinen, fordi jeg potentielt kunne bringe smitte videre. 

Så sluttede min plasmatapning og mere fik jeg ikke skrevet. Nu er hjemme og indlægget må hellere udgives, inden det bliver alt for langt. Ha en god aften.

fredag, februar 12, 2021

Ugen, der gik

 Så står jeg foran weekenden igen, og mens jeg er i kø til at finde ud af, hvad der er sket med vores mail, så kan jeg passende starte med at skrive et indlæg. Der er mindst tyve minutters ventetid. Jeg håber, at det er en teknisk fejl, at jeg ikke kan sende og modtage mails hverken fra den stationære mail på computeren eller på webmailen knyttet dertil. Det var det så ikke, vores webmail er åbenbart blevet overtaget af andre, så der er sendt hober af spammails fra den og så er den blevet blokeret af vores mailudbyder. Det var ikke sådan min kontorarbejdsdag skulle bruges. Den nye kode vi sammen udarbejdede, virker ikke, så vores IT-mand kan ikke hjælpe os videre, før det er ordnet, så nu sidder jeg i kø igen (op til tyve minutters ventetid)

Vejret er helt fantastisk og kulden i nat nåede lavere tal end tidligere med det resultat, at vi stod op til vandhaner, som løb meget langsomt. Heldigvis stod varmekanonen klar på loftet, for en havde glemt at isolere nogle vandrør, som blev afisoleret, da vi havde et utæt vandrør.


Billederne ovenfor stammer fra i lørdags, hvor jeg gik en skøn tur ved Staunsø Skånsø sammen med mine to jyske søstre. Det var skønt at få snakket og gået på samme tid. Søndagen blev brugt i selskab med datteren, hvor jeg hjalp hende med hendes regnskab og hun sørgede for fastelavnsboller.


Resten af ugen er brugt på arbejde og gåture. Vi holder fast i vores sene eftermiddagsture på 3 kilometer, og nu er der heldigvis lyst længere. I tirsdags afholdt min afdeling virtuel personalemøde med i alt 30 kolleger koblet op til Teams.  Det er første gang, at vi var så mange til et personalemøde, og det virkede rigtig godt. Det bliver måske vejen frem med en kombination af fysisk fremøde og andre på teams. 





Jeg nyder vores gåture, og i denne uge har det virkelig været landmanden, som har været ansvarlig for, at vi kom afsted. Jeg har haft en monsteruge arbejdsmæssig med masser af møder og undervisning, så jeg har været træt, når jeg kom hjem og gåture var ikke det, der stod øverst på ønskelisten. Men bagefter har jeg det så godt, så min kære mand har fået mange tak i ugens løb for at holde fast i vores beslutning. Han lader det være helt op til mig, om jeg vil med, men når først der er spurgt, så svarer jeg automatisk, ja selvfølgelig vil jeg med :-) 


Nu kom jeg igennem til teknisk support, og forrige medarbejder havde ikke ændret koden, underligt, for han lød til virkelig at have styr på det. Nu får vi at se, om det hjælper denne gang. Jeg skal vente ti minutter, det kan jo så passende bruges på at skrive indlægget færdigt.


Og bagefter skal jeg have fat i vores IT-mand og vores farmassistent, jeg vil gerne kunne gå weekenden i møde med et færdigt regnskab.


God weekend til dig.

søndag, februar 07, 2021

En boblende glæde

 Jeg har fundet en ramlösa med citrus frem, der skal ledsage mig, mens jeg skriver et indlæg. De små perler i vandet minder om den boblende glæde, jeg har indeni.


Vi skruer lige tiden tilbage til juleaften 20. Landmanden, datteren og jeg har ikke travlt, vi giver os god tid til spisning, og imens dukker en besked op om, at når vi er klar, er søn og svigerdatter klar til julesnak med os. Vi skal dog først have gået om juletræet, sunget julesalmer og pakket gaver op. Og endelig dukker de to kære ansigter op på skærmen. Vi nyder snakken og til sidst siger de at de har en julegave mere til os. Og så vender de skærmen rundt, så vi kan se den norske familie, svoger, svigerinde og deres to børn samt svigermor og svigerfar. De begynder at recitere/synge nogle ord, som vi intet fatter af. Vi synes, det lyder flot, vi synes, de synger og vi klapper og giver thumbs up, mens vi smiler. 

Sønnen griner lidt og siger, det forstod I vist ikke. Det måtte vi så erkende, at det gjorde vi ikke. De gør endnu et forsøg, og vi anspænder hørelsen, men norsk via en skærm er svær at forstå. Vi havde ingen problemer med samtalen, da familien boede i vores sommerhus forrige år. Jeg fanger det sidste ord, men tror ikke helt på det, udbryder dog nej, nej, nej. Landmanden og datteren ser undrende på mig, og sønnen fortæller senere, at jeg så vildt sjov ud i ansigtet.

Det ord jeg hørte, og som jeg ikke troede, at jeg hørte rigtig, var tante. Og det de sagde var: I skal være bedsteforældre og T. skal være tante.


Sidenhen har vi skullet holde på den hemmelighed indtil første kontrol, men nu må vi sige det. Og den boblende glæde er i min krop, mit hjerte og min hjerne. Tænk at min søn skal være far og svigerdatteren mor. De bliver fantastiske forældre, de er utroligt gode til andres børn. Gode til at være nærværende og forstå deres tanker og til at lege med dem.

Jeg besluttede mig til med det samme, at jeg ville være bedstemor. Jeg kunne godt hedde farmor, men jeg vil gerne hedde bedstemor. Nu kan det kommende forældrepar tænke over det, og om de også synes, det er en god ide. Min farfar kendte jeg aldrig, men min farmor hed bedstemor. Min mormor og morfar hed mormor og bedstefar. Måske er det derfor, det føles rigtig for mig med titlen bedstemor.

Nu føles det endnu hårdere, at jeg ikke må rejse til Norge. De har lukket for al indrejse, så jeg kan ikke engang rejse op til et karantænehotel og arbejde hjemmefra der og så efterfølgende være sammen med søn og svigerdatter. Til gengæld kan jeg snakke med dem via Messenger og det gjorde jeg med sønnen i forgårs og skal også i dag. Og det nyder jeg i fulde drag.


Ha en dejlig snehvid søndag. Mange sukker efter forår, det gør jeg ikke. Jeg elsker det, sneen gør ved humøret, det frosten gør ved mit sind og det solskin, der ofte følger med frostdage, gør ved humør og sind.

PS Skulle du have ideer til noget, jeg kan sy (og strikke, men jeg strikker langsomt) til mit kommende barnebarn, så skriv endelig en kommentar med forslag. 


onsdag, februar 03, 2021

Tak for den opgave

 Dagene løber nærmest af sted i denne tid. Jeg nyder og sanser og er i nuet, og så glemmer jeg andre ting, men dem får jeg dog løbende samlet op. Landmanden og jeg tog en beslutning om at gå en tur sammen hver dag, en halv time er aftalen, og det føles helt pensionistagtigt ;-) når vi kigger på hinanden og siger, så er det nu.


Pulsen kommer op på det ujævne terræn, hundene nyder at de kan løbe frit, ind i skoven , tilbage igen, langt foran os, tilbage igen, ud på den næste mark og tilbage igen. De får så sandelig også motion. I dag fandt Ayla en knogle, og den skulle gnaves i og endelig ikke tabes, så vi eller Dexter tog den igen. Så hun skiftevis løb foran os, stoppede op og gnavede i knoglen for derefter at blive passeret af os og så måtte hun løbe til for kunne komme foran os, og så startede det hele forfra igen. Dexter vil være forrest, men kommer Ayla ikke med, stopper han op og venter på hende. Så kommer hun typisk spurtende forbi os, forbi Dexter og SÅ sætter han det lange ben foran, så han igen er forrest. Sådan har vi hver især vores glæder.


Søndag så vi håndbold sammen med datteren og fik det lækreste Sushi jeg har smagt. Det siger ikke så meget, men datteren var lige så begejstret. Dyrt var det, men alt var i top, anretningen, designet på boksene, og maden selvfølgelig. Det er ikke sidste gang, at vi køber fra den restaurant.


Mandag kunne min far være blevet 90 år, og jeg sendte et herligt billede af ham fra hans 85 års fødselsdag, fem måneder før han døde, til mine søskende. Jeg har tit fortalt om, hvor meget min far blev ved at give, selv da han var allerhårdest ramt af sin Alzheimers sygdom. Og når jeg ser på det billede, så mindes jeg, hvor meget vi grinte sammen den dag.

Dagene på arbejde har været gode, i går var jeg godt nok træt i hovedet, da jeg kom hjem. Jeg havde undervist i forskellige emner til forskellige kolleger hele dagen, krydret lidt med nogle møder. Så hjalp det med en gåtur, god aftensmad og resten af aftenen i godt selskab. Nogle af de kvinder jeg har kendt længst gennem bloggen her, mødes af og til for at hygge, snakke og strikke. Det har vi ikke kunnet længe, så nu skulle det prøves at mødes via Messenger. Det blev en kæmpe succes, tre timer fløj af sted med masser af snak og latter. Strikke kunne jeg ikke, når jeg samtidig skulle holde trit med snakken. Det var så dejligt, så tak fordi I ville være med, Helle, Ella, Jette og Liselotte.


Lige så høj af glæde jeg var i går, blev jeg i dag af en opgave, jeg fik. Jeg har haft hjemmearbejdsdag og skulle forberede undervisning i nyt område til næste uge og redigere instrukser. Begge dele kom jeg ikke i mål med, til gengæld blev jeg ringet op af min leder, om jeg kunne tage en omsorgssamtale på video? Vores omsorgssamtaler har været udskudt, fordi vi ikke må invitere børn af forældre med en blodprop/blødning i hjernen ind på sygehuset. Der må kun være én besøgende pr. patient og det er ofte den anden forælder.

Min kollega havde fornemmet ved samtale med patienten, at barnet, en teenager, ikke havde det godt. Teenageren var frisk på at downloade Teams, og så tog vi samtalen i hver sit hjem. Jeg var helt høj bagefter, for mage til skøn teenager skal man lede længe efter. Vedkommende var så velforberedt og havde virkelig mange dybsindige tanker, som var alt for store til, at en teenager på 15-16 år skulle gå med det uden at få svar. Vi kom langt omkring og jeg kunne mærke, at jeg kunne trække på al min viden gennem de 21 år, jeg har arbejdet med mennesker med Stroke (blodprop/blødning i hjernen)


Jeg følte virkelig, at jeg gjorde en forskel og det føltes så godt at kunne være med til at få tankerne sat på plads. Bagefter skrev jeg sammen med min kollega, for det var godt spottet af hende, at her var noget vi skulle samle op på nu og ikke når besøgstiderne åbnes mere op. At mærke hendes glæde ved at kunne gøre en forskel, gjorde min glæde over det samme endnu større og jeg blev endnu en gang så stolt af mine skønne kolleger. 

Opvasken er taget, aftensmaden, en porretærte med kartoffelbund er spist. Om lidt er der fodbold, det skal jeg ikke se. Til gengæld vil jeg forsøge at få hjernen til at fatte et nyt hæklemønster til en karklud. Må du få en skøn aften.




lørdag, januar 30, 2021

Lyden af skridt

 Det knirker, men ellers er der helt stille omkring mig. Hvert skridt giver en lyd, en rytmisk og beroligende lyd. Lyden af stilhed på en græssti dækket med sne er betagende og helt meditativt. Tankerne får lov til at komme vidt omkring. Vi taler ikke sammen, vi går bare.



Indimellem bliver stilheden afbrudt af to hunde, der suser forbi og har en leg imellem træer og i sneen. Jo længere tid vi går, jo mere kan man høre vores åndedræt. Vi sætter et godt tempo for at få pulsen op, og indimellem må vi lige lave en dyb udånding for at minde os selv om at få trukket vejret godt ned i maven og ikke den overfladiske vejrtrækning, man nemt ryger ind i.



I dag tog vi tre runder sammen, i alt tre kilometer, så gik landmanden og de to hunde i gang med andre gøremål, der skulle majs ud til en foderautomat på en mark. Jeg tog endnu en runde, før vi mødtes til frokost indendørs. Formiddag blev til eftermiddag, og jeg så serier og hvilede mig, mens landmanden talte i telefon. 

eftermiddagsrunde efter det havde sneet

Senere hen tog jeg vandrestøvlerne på og gik endnu to runder alene. Det gør mig godt og glad at være ude i det sneklædte landskab. Der er glat under tøsneen, så jeg skal tænke over, hvor jeg sætter mine skridt på gårdspladsen. Når først jeg går på græsstien og markvejen, kan jeg sætte det lange ben foran og gå til.


Aftensmaden bliver resterne af tærten fra i går, dejligt nemt og i aften skal vi tale med vores nordmænd. En lørdag lige efter mit hjerte.

Må du ha en god aften/god weekend.

fredag, januar 29, 2021

Livets gang - ugens gang

 Jeg har haft en del hjemmearbejdsdage, det går fint, men jeg savner at snakke med kollegerne. Det gør jeg så også, når jeg er på arbejde, for det er svært med forsamlingsforbuddet og afstandskravet på 2 meter kombineret med få rum og små rum. 

stemningsbillede fra forledens dags rundegåtur

Vi er på hvileløs vandring for at finde et sted at spise, et sted at dokumentere, et sted at holde møde, et sted med tid og rum til at snakke. I næste uge starter vi et forsøg, hvor souschefen og jeg på skift skal prøve to gange om ugen (og to gange på en dag) at sætte os ned med en lille gruppe for at snakke sygeplejefaglige problemstillinger. Det er svært at få sat de sygeplejemæssige oplevelser, man har, ind i en ramme, hvor man bliver klogere på sin egen sygepleje og klogere på den specifikke patient. Det er svært at udvikle kompetencer, hvis man ikke får drøftet sine tanker og oplevelser med andre. Kollegerne er gode til at sparre med hinanden, men i en travl hverdag sker det ikke så tit, og slet ikke når man ikke har tid til at sidde sammen over en kop kaffe eller en bid mad. Og selv om jeg gerne vil være tilgængelig, så er jeg det jo faktisk ikke, fordi de aldrig ved, hvor jeg har fundet en krog at sidde med min computer eller hvis jeg arbejder hjemme, hvad jeg jo helst skal gøre, så snart det er muligt.



Angående vores opfølgningsprojekt med patienter med lette følger efter stroke (blodprop/blødning i hjernen) kan vi ikke få afviklet det sidste forløb pga. forsamlingsforbuddet og dermed få lavet en afslutningsrapport. Det spændende er jo, at region og kommuner derefter skal drøfte, om det skal overgå til drift eller droppes. Sådan er livet lige nu. Der er andre, der oplever langt sværere ting i disse tider.

gårsdagens tur

Til gengæld nyder jeg sneen, frosten og at min kære mand har besluttet sig for at være min daglige gå-partner. Han gider ikke at vandre på vejen, så han har foreslået en anden mulighed. Vi har et område med energipil, en sø og en lille skov og udenom dette går der en markvej og en græssti. Nu hvor der er frost, kan der gås på græsstien, så vi går rundt om det hele flere gange, én runde er lig én kilometer. Hundene får lov til at løbe frit, vi får tid til at snakke sammen, og vi nyder den halve time, vi går sammen. Jeg satser på frost og sol i weekenden, så vi kan køre en tur ud til en skov og gå sammen der. 


Landmanden blev klippet af vores datter i forgårs, han havde købt en trimmer under forårets lock-down. Bagefter så vi håndboldkamp sammen, det var altså lidt for spændende for mit vedkommende, så vores datter var så forgrint af mig, der vandrede hvileløst rundt under kampen. Hun er inviteret til aftensmad og semifinalekamp i aften, og jeg vil afprøve en ny tærtedej til laksen og spinaten. Jeg øver mig i at holde fri og finde nye områder, som kan interessere mig. Men først er der et regnskab, som er blevet skubbet foran mig, fordi der var andre ting, der var mere vigtig end det.

Da vores hjem/bopæl jo også er en arbejdsplads, må jeg nok hellere tage mig sammen til et bad og noget andet tøj end nattøj. Jeg elsker blot at starte dagen med følelsen af, at jeg da snildt kunne gå i nattøj hele dagen. I går tjekkede jeg postkasse i nattøj og træsko, inden hjemmet blev en arbejdsplads for sygeplejersken og landmanden.


Ha en god fredag. Og har du lyst må du gerne inspirere mig til, hvad jeg skal lave af aftensmad de næste par dage. F.eks. hvad  skal i have i aften eller hvad fik du at spise i går aftes?


lørdag, januar 23, 2021

Stille morgen


Søvnen er ikke den bedste lige for tiden, men jeg ved hvorfor, så det er ok. Det skal nok blive godt igen. Jeg nyder morgenstunden, jeg nyder vaskemaskinens tumlen rundt med vasketøjet og er taknemlig for at jeg ikke skal stå i en vaskekælder og skrubbe på vasketøjet før vaskemaskinens opfindelse eller senere skulle stå og vride vandet ud af tøjet, efter det havde været i den halvautomatiske vaskemaskine, før det kunne blive lagt i centrifugen. Nu putter jeg det i vaskemaskinen og efter et stykke tid, tager jeg det rene vasketøj ud og hænger det til tørre. Fin arbejdsfordeling, hvis du spørger mig.

Hundene ligger i bryggerset, dem hører jeg intet fra, de nyder blot, at døren til kontoret står åben, så de kan være med i min gøren og laden. Jeg har nydt min morgenmad med masser af frugt og yoghurt. og om lidt vil jeg rejse mig og gå ind i køkkenet, fundere over hvilket tekrus, der skal ledsage mig på denne lørdag. Første valg i morges var hvilken te, der skulle være morgenteen i dag. Det blev grøn te med appelsin og brombær.

Pause

Da jeg gik ind i køkkenet for at finde et krus og te, så jeg på køkkenbordet. De sidste par dage har jeg ikke haft overskud til at tømme opvaskemaskine, så mine tallerkner var blot blevet efterladt på bordet, Nu var overskuddet der, og jeg tænkte med taknemlighed på min opvaskemaskine, som hjælper mig trofast med opvasken, mens jeg tømte og satte på plads.


Nu er jeg tilbage ved computeren, tekruset blev mit donorkeramikkrus fra Blodbanken. kruset er fra en lokal keramiker. Det her krus har jeg selv betalt, fordi jeg smadrede det, jeg fik fra blodbanken efter et vist antal tapninger. Sygeplejersken sagde, at jeg også kunne købe det hos Lange Kunsthåndværk, men der ville den fine røde dråbe ikke være på, så nu har jeg igen et bevis på at jeg tilhører bloddonorkorpset i Danmark. 

Der er mange, der ikke kan/må være donor, så derfor synes jeg, det er en pligt, at vi der kan/må donere blod eller plasma, gør det. Vi har brug for det. For nogle år siden stoppede jeg med at være bloddonor, fordi min blodprocent ofte var i den lave ende af normalen og så man ikke tappes. Det var irriterende for mig og blodbanken, at vi hver anden gang måtte afblæse tapningen. Så blev jeg plasmadonor, fordi det påvirker ikke blodprocenten og det gode er, at jeg må tappes hver 12. dag. Og for mig er de 40 - 50 minutter jeg ligger på den gode briks, ren afslapning. Her skal jeg blot være, jeg kan ikke andet end at drikke masser af saft og te, spise chokolade og læse i mit medbragte blad eller på min mobil. Som plasmadonor må man blive ved, til man er 70 år.


 Sniffe, sniffe, jeg dufter til min arm. Jeg fik den fineste julegave af vores medarbejder, lækker parfume og creme, jeg kan blot ikke beslutte mig til, om parfumen er den rigtige, så jeg tager lidt fra prøvepakningen på og dufter med mellemrum til armen. Og når det først sker nu, er det fordi jeg troede at Matas havde lukket og jeg kommer nærmest ikke i byerne, undtagen i supermarkederne. Så det var først forleden dag, det gik op for mig, at de havde åbent og fik hentet et lille prøveeksemplar af parfumen. Min egen Matas-butik sørger altid for, at der er en lille prøveflaske med, det er god skik, synes jeg.

Som overskriften siger, så er det en stille morgen. her sker ikke meget. Jeg tager lige en påfyldning te mere og så vil jeg tage en runde i huset og se, om alt er ok. Måske skulle jeg tage en halv times gåtur på vejen, det ville friske den søvnige hjerne lidt op, før dagen for alvor kommer op i omdrejninger.

Må du få en god weekend med tid til frisk luft, smil og latter. 

sidste søndag var jeg her i knitrende frostvejr - Svinklovene


onsdag, januar 20, 2021

Der er gode arbejdsdage og så er der rigtig gode arbejdsdage

og sneen er næsten væk, den lyste ellers op og gjorde mig glad

 Det er som om jeg lige for tiden rent faktisk kropsligt og mentalt forstår, når jeg får anerkendelse. Måske lidt trist, at jeg ikke altid gør det, men pyt.

Faktum er at jeg har haft en rigtig god dag. Jeg var træt i går aftes, gik tidligt i seng og faldt i søvn inden klokken ni. Var oppe ved elleve tiden og sov så uafbrudt til 4.19. Så var jeg vågen. men da jeg havde bestemt mig til at flekse og først møde klokken otte, blev jeg liggende hvis nu søvnen kom igen. Det gjorde den ikke, så jeg stod op klokken fem og 5.35 sad jeg ved computeren og arbejdede. Jeg nyder nattøjsarbejdspladsen, og det føltes anderledes end hvis jeg havde skyndt mig at køre ind på arbejde til klokken syv. Nu nåede jeg en time herhjemme, inden jeg mødte klokken otte. Til gengæld gik jeg så klokken 14 og fik flekset en af mine opsparede timer.

Min leder mener, at jeg skal møde klokken otte alle de dage, hvor det kan lade sig gøre. For hun oplever, at det gør noget godt for mig. Og hun har ret, jeg er selv kommet frem til den konklusion.

Mine tre højdepunkter fra en skøn arbejdsdag:

  • I dag læste jeg hele sygeplejejournalen på en patient med en lang og kompleks indlæggelse. Og midt i al den fantastiske sygepleje, mine kolleger havde beskrevet og ydet, så jeg et emne, hvor jeg tænkte, at mine mange års erfaringer kunne bidrage. Kollegaen, der havde patienten i dag, sagde ja tak til, at jeg tog den opgave på mig. Efter flere telefonsamtaler kunne jeg afslutte det punkt og da jeg fortalte kollegaen det, sagde hun, tak, du er en sveske.
  • I morges blev jeg bedt om at hjælpe med anlæggelse af en låseanordning ved en ernæringssonde. Det behøvede jeg så ikke, for da sygeplejersken på den stue mødte, var hun en af dem, som jeg har oplært til den funktion. Hun er superskrap til det, og da jeg ikke så tit mere har den opgave i hånden, var jeg glad for det. Dog blev jeg hentet, for det drillede hende, så hun ville høre om jeg kunne. Jeg tænkte, når hun ikke kan, så kan jeg heller ikke. Men efter at have prøvet et par gange, lykkedes det for mig. Min kollega sagde, tak, du er en snut. Og jeg var bare glad for at det lykkedes for mig. Andre gange er det mig, der beder hende eller en af de andre, der er oplært til det om hjælp. Vi ved nemlig alle sammen, at der er dage, hvor det lykkes og andre dage, hvor det ikke lykkes. Og det sker for os alle.
  • I forbindelse med at vi havde en faglig sygeplejedrøftelse om en patient, fortalte jeg, at jeg gik kl. 14, fordi det var et led i at strikke en god seniorordning sammen for mig. Herefter så en kollega på mig og sagde, seniorordning, det er da alt for tidligt. Hvorefter jeg kiggede på hende og svarede, at jeg kunne være gået på efterløn for et år siden. "Hvad! Jeg har da fået at vide at du er 58 år" Så grinte jeg højt og sagde tak fordi hun havde troet på det.
Og så gav min dejlige datter afsnittet sin skønne WinterWonderland uro. Hun syntes vi fortjente at få en gave. Herhjemme kommer den til at hænge februar ud, for den er for mig netop en vinter-uro og ikke en juleuro. Den gave blev min leder glad for, og jeg vil lade det være op til dem, der tager sig af udsmykning af afsnittet, om den også bliver en vinter-uro hos os.



mandag, januar 18, 2021

Vi flager igen

for en vis landmand, som allerhelst ikke vil fejres. Meget får han lov til at bestemme, men ikke om flaget bliver hejst eller om han får gaver. Gæster giver sig selv, det må vi jo ikke, udover datteren og medarbejderen, som er i vores coronaboble. Vi har hygget ved formiddagsteen med rundstykker og lidt længere pause for de kartoffelsorterende landmænd.

Jeg håber, at der bliver tid til snak med nordmændene i familien i aften. I går så datteren gamle videoer, og vi blev frygtelig sentimentale over at se de to små skønne mennesker, som sang og legede dagen lang. Især når man så tænker på, at den tilgang til livet ikke altid har kunnet lade sig gøre, de har begge haft det svært psykisk i perioder. De er heldigvis kommet igennem de perioder, men som forældre vender man altid fingrene mod sig selv, kunne vi have gjort mere? Kunne vi have forebygget, at nogle af de svære stunder i livet satte ar i sjælen? Det ved jeg selvfølgelig godt, at vi ikke kan, og når jeg ser de mange videoer, så ser jeg også et hjem, hvor der var plads til at være barn med masser af fantasi og kærlighed. Det sagde datteren spontant undervejs, og det vil jeg holde fast i.

Nu er hjemmet et gammelt hjem, vi har hver vores rutiner, der er ingen små børn, der udfordrer os til at gå ind i fantasiens og musikkens verden. Så er det godt, at datteren kan komme hjem og ruske op i os. Men det skal ikke være en hemmelighed, at jeg savner at kunne se min søn, se ham i øjnene, gå en tur med ham i hans nye land og nye by. Se min svigerdatter, som jeg ikke har set siden den skønne weekend i marts sidste år, hvor vi fik vores julegave. Mærke kropsligt, at de har det godt, for det ved jeg, at de har. Nu er det hendes familie, der er tættest på, og det er jeg taknemlig for.

Det sner udenfor, tætte vattotter daler ned fra himlen. Flaget skal vist tørre, før det lægges sammen. Egentlig skulle jeg gå en lille tur, men det må vente, for der er glat udenfor, og snart bliver det mørkt. En dårlig kombination for en gåtur.

Hjemmebag fra fryseren er taget op, teen er brygget, bordet er dækket til sen eftermiddagste og menuen fra i går aftes blev rykket til sen aftensmad i dag. Jeg flekser en time i morgen tidlig, det er vist meget godt. Vi to kvinder i huset har på skift været vågen i nat. Min datter frem til klokken tre og jeg fra klokken to. Heldigvis fik vi os en formiddagslur, og så satser vi på en ordentlig søvn i nat.






søndag, januar 17, 2021

Vandreture alene og sammen

 

”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den”
”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”
(Søren Kierkegaard)

 Jeg har prioriteret mig selv og det jeg allermest havde lyst til i denne weekend, nemlig at vandre/gå. Landmanden orker ikke blot at gå, han elsker at gå med sine hunde, se dem få stand for en sneppe eller blot at se dem søge en mark af eller opleve naturen omkring os sammen med sine hunde. Han vil gerne med på vandreture, når vi er i udlandet, f.eks da vi besteg Brocken i Harzen eller i Dolomitterne gik omkring Die Drei Zinnen.


Det siger ham ikke noget at gå ud ad vejen, så det gør jeg alene. For mig er det et frirum, et frirum hvor tankerne får frit spil og hvor der på et tidspunkt bliver stille og fokus blot er på at sætte den en fod foran den anden. I går gik jeg ud ad vejen; da vejen sluttede ved hovedvejen kunne jeg have vendt om og gå hjem igen for herefter at krydse 6 km af. Jeg valgte at gå over vejen og fortsætte af grusvejen til næste hovedvej dukkede op ca. 500 meter længere henne. Havde jeg vendt om og gået hjem, havde jeg gået syv kilometer. Nu valgte jeg at svinge til venstre og følge hovedvejen op til den anden hovedvej og så følge den tilbage til min egen vej og så gå hjem. 8 kilometer blev det til.


Der var nok dem, der ville sige, at det ikke kunne være sundt, for bagefter brokker mine fødder sig højlydt (udtrykt gennem min stønnen og lidt langsomme gang) og lændesmerterne giver lyd fra sig. Fingrene og håndledet tier heldigvis stille og efter et stykke tid er alt ved det gamle. Udholdelige smerter pga. slidgigten og sådan er det bare. Hele kroppen har det til gengæld godt efter sådan en gåtur. Og jeg er langt gladere end da jeg gik hjemmefra.



I dag havde vi datteren på besøg og hun var frisk på en køretur og gåtur. Landmanden ville heller på sneppejagt med sine hunde på vores marker.


Inspireret af min mellemste lillesøsters billede på Instagram af sin og gemalens gåtur i går, kørte vi til Svinkløv badehotel og stillede bilen der. Vi valgte gåturen på 4,3 km gennem klitplantagen først op på skrænten og så følge den helt hen til Svinklovene med fantastisk udsigt. Indimellem gik stien lidt væk fra skrænten og vi gik blandt nåletræer i klitplantagen. Vi er begge vilde med det magiske univers som vesterhavskystens træer og anden bevoksning skaber. Her er ikke ranke bøgetræer eller høje nåletræer, næh de fleste træer er skæve, små, hælder sig væk fra vinden, træer der er døde og er værter for andre planter, og der er masser af små lavt krybende planter. Ved Svinklovene gik ruten ned til stranden og så hjem gennem klitterne. Havet var stille, kun helt nede ved vandet kunne vi høre dens susen.


Både på vejen ud og hjem kørte vi ad små veje for at give datteren et indtryk af dette område. Var det måske der boligen skulle findes? Hun elsker det øde, det vilde og det kreative univers som dette område indbyder til.


Nu er alle tre tilbage på gården, en taler i mobil, en sover og en skriver blogindlæg. Jeg har lovet lækker aftensmad i aften med dådyrryg skåret i bøffer, kartoffelrøsti og broccolisalat. Og som sædvanlig har jeg allermest lyst til at købe noget takeaway-mad. Men jeg må tage mig sammen og sørge for god aftensmad. Herhjemme er det gået rent ind, at Madpyramiden er lavet om til en mere klimavenlig udgave, og dermed har kartofler fået en fremtrædende plads, fordi det er en af de mest klimavenlige afgrøder, du kan spise.


Brændeovnens varme kombineret med kroppens varme gør mig døsig, så jeg må vist hellere komme i omdrejninger, inden jeg falder helt hen. God aften til dig.

fredag, januar 15, 2021

Plasmatapning, gaveindkøb, huskiggeri

 Egentlig må jeg gerne blive tappet hver 12. dag, men da jeg ikke kan booke ny tid før 3 dage efter sidste tapning, har jeg det med at glemme at få booket. I dag sørgede jeg for, at sygeplejersken bookede mig til ny tid, mens jeg alligevel slappede af i en time på briksen ( en meget behagelig briks). Men da det skal passe med fridage, fordi jeg har svært ved at nå fra det ene sygehus til det andet om eftermiddagen, blev det alligevel først om 21 dage. I dag sagde jeg ja til ekstra plasmatapning, så jeg blev tappet for 700 ml i stedet for 500 ml. Man skal veje over 70 kg for at måtte give så meget plasma, så det er da første gang, at jeg har været glad for den vægt.



I dag følte jeg mig mere svimmel end ellers, men jeg havde også været vågen i 2½ time i nat, så det var måske årsagen. Så er det skønt at kunne slappe af, lukke øjnene og blot lade alle lydene i rummet være en behagelig baggrundsstøj. Jeg skal også lige blive liggende et stykke tid efter tapning er slut, for jeg har prøvet en gang hurtigt at hoppe ned fra briksen og så gå ud. Da måtte jeg sætte mig i venteværelset og fylde væske på mig selv, før jeg kunne køre hjem.


En lidt uhyggelig hjerne. En af vores SOSAelever havde bagt den til afdelingen.

Landmanden fylder snart år og det jeg gerne ville give ham, ville jeg gerne købe i den gode butik med den høje service. Skulle du nogensinde være i Aalborg og har brug for noget til en jæger, lystfisker eller udendørsmenneske (også kaldet outdoor), så kan jeg varmt anbefale Mortens butik. I det første link kan du læse min hyldest til Morten og hans personale.

Nå men butikkerne er jo lukket, så hvad gør man så? Efterhånden har jeg fundet ud af, at mange fysiske butikker har varerne på deres hjemmeside (nogle har vinduesudstilling) og så tilbyder de, at man kan ringe til dem, handle via telefonen og afhente varerne ved døren, hvor man så betaler med Mobilepay. Lidt ligesom mit biblioteks servicetilbud.

Jeg ringede, da jeg kørte fra sygehuset. Mens jeg drejede hen til det nærmeste p-hus ved butikken, fandt den gode medarbejder frem til et par forslag til gaven. Da jeg holdt i p-huset, kunne jeg åbne min mail og kigge på dem. Så ringede jeg til medarbejderen, mens jeg gik hen til udgangen. Vi aftalte, hvad landmanden skulle have, og da jeg gik ringede på ringeklokken udenfor butikken, kom medarbejderen få minutter efter ud af bagdøren med en pose med min gave. Jeg sendte pengene og vi ønskede hinanden en god dag. Perfekt!

Søndagsgåtur til vandet


I går aftes hyggede landmanden og jeg os med at kigge på huse! 

Nåh tænker du nok, har landmanden overgivet sig, vil han godt ind til byen at bo? No way!!!

Vi så på huse i Trondheim til søn og svigerdatter. De er på udkig efter et hus og havde sendt os link til et hus, de skulle se på. De ville gerne høre vores mening. Så gik der sport i at finde andre huse. Vi fandt det skønneste hus med den skønneste udsigt, men et er billeder, et andet er virkeligheden, så nu er vi spændt på, om de kan komme til fremvisning på de to huse, vi fandt. Messenger er altså genialt (de andre muligheder ligeså). Vi havde landmandens mobil til at være bindeleddet mellem os og så kunne vi bruge computeren til at søge og klikke rundt, mens vi talte sammen. 

Men hvor jeg dog glæder mig til, at vi må køre derop.  Med til historien om huskiggeri hører også, at landmanden har fundet det skønneste fritidshus til os i Norge - langt ude i skoven, dog med mange naboer omkring. Det skal vi vist lige drøfte lidt mere, før det bliver aktuelt ;-)


Det er fredag, det er fridag fra sygeplejen, faktisk har jeg fire sammenhængende fridage. Regnskabet banker alvorligt på døren, det er svært at huske fakturaer, hvis jeg kommer for langt bagud med bogføring og kontering. Det må blive i morgen. Jeg har lyst til en gåtur, mens der er lyst, og så vil jeg hygge mig med mine to bøger i aften. 

Landmandens iPad var gået tør for strøm, og nu kræver den Apple-id og adgangskode. Og kan vi huske den? Nej! Det er vel 11 år siden, at jeg gav landmanden den og vi er for længst holdt op med at opdatere den, fordi vi fik at vide, at den ville holde længere på den måde. Jeg er den, der bruger den mest til Viaplay (vores abonnement tillader os at se udsendelser på de fleste af vores kanaler 24 timer forskudt) og Netflix . Landmanden elsker sin store fjernsynsskærm inde i fjernsynsstuen. Og med nyt smart-tv kan han gøre fuldstændig det samme, som han ellers brugte iPad eller computer til før (han ser meget YouTube-udsendelser eller lytter til god musik på YouTube).

Jeg har opgivet at finde ud af at komme ind på iPaden. Jeg har fundet en side, som kan hjælpe , hvis man har glemt sin adgangskode. Problemet er bare, at den side ikke kan finde vores Apple-id, måske fordi den er så gammel? Eller at vi ikke husker rigtigt ;-)  

Så nu kan jeg enten tage en god stol med ud til computeren på kontoret og se mine film/serier der, eller jeg kan overvinde mig selv til at se det samme som landmanden (jeg vælger nok det første ;-) 

God fredag/weekend til dig.

Jeg fandt et nyt gavlmaleri sidste gang, jeg havde ærinde til Aalborg.