Indimellem får jeg lyst til at dykke ned i virkelighedens verden som sygeplejerske for at fortælle om min arbejdsdag til dem, der øverst oppe er de ansvarlige for min arbejdshverdag. Jeg tror desværre ikke, det nytter noget, for alle har hver deres bud på, hvad man så kan spare væk, så vi blev normeret bedre. Og så kommer de ikke videre. Så nu lader jeg det i stedet for blive en række blogindlæg.
Vi er i undertal i denne måned. Dels er der sygdom, influenza og norovirus trives godt i disse uger, dels har man for at imødekomme krav om besparelser blandt andet undladt at ansætte nye kolleger før til februar. Det har kunnet mærkes, når der er to, der stoppede til december og flere er gået på barsel.
I går hjalp jeg med fra morgenstunden sammen med en projektleder, som jeg egentlig skulle have møde med. Før hun mødte, startede jeg med at dosere medicin op til alle patienter på afdelingen. Jeg doserede også middagsmedicinen for at spare tid senere på dagen, hvor afdelingen tydelig "gasser" op med indlæggelse af nye patienter, samtidig med at patienter skal udskrives (de to funktioner som tager rigtig lang tid). Talte man belægning midt på dagen, ville mange afdelinger have dobbelt så mange patienter, end når man gør det ved midnat.
Jeg tror ikke, man i de bestemmende lag ved, hvor meget tid det tager at dosere medicin. Alle de nye patienter har typisk fået ordineret deres vanlige medicin, men da sygehuset selvfølgelig køber der, hvor de kan få medicin billigst, så skal jeg tjekke, om vi har et tilsvarende præparat. Har vi ikke det, skal jeg søge i et dokument, hvem der så kunne tænkes at have det. Vi har en aftale om, at vi kan ringe til vores farmakonom, som vi betaler for at gennemgå vores medicinrum hver dag. Så tager hun præparatet med. Hun kommer først ved nitiden, så når jeg doserer op, forsøger jeg at få medicinen hentet, efter doseringen er færdig. Ellers får patienterne først deres medicin op ad formiddagen.
Egentlig skal man jo have sit eget medicin med ind på sygehuset*, men hvem tænker på det, når man falder om med en blodprop eller blødning i hjernen? Så der bruges ufattelig meget tid på at gennemgå alle vores kasser med ekstra medicin, tjekke medicinmodulet for mulige erstatninger og andre dokumenter. Nogle gange har lægen i travlheden glemt at godkende medicinen, så må vi ikke give det og så skal vi ringe til forvagten for at få ham til at godkende det. Alt sammen tager tid. Derfor er det også en af de ting, jeg tit tilbyder at gøre fra morgenstunden for at hjælpe mine kolleger.
Da jeg kom tilbage fra runden rundt på sygehuset efter medicin, var projektlederen godt i gang med at give morgenmad, så jeg begyndte at uddele medicin. Mange af vores patienter skal have hjælp til at spise, og langt de fleste vil jo gerne på toilettet, før de skal spise. Det skal de også have hjælp til. Måske kan sygeplejersken ikke klare det selv, så må hun vente på, at en kollega har tid til at hjælpe. Så morgenmad, medicingivning og personlig hygiejne kan godt tage lang tid.
Den sidste patient, jeg skal give medicin, har endnu ikke fået vurderet sin synkefunktion, fordi vedkommende ikke var vågen nok. Nu er patienten imidlertidig vågen, så jeg går ud for at gøre klar til screening for synkefunktion. Det går egentlig fint, men patienten kommer til at hoste ved almindelig vand uden fortykkelse. Patienten fru X er dog meget sulten og tørstig og vil bare gerne have noget at drikke. Det tager lidt tid at forklare, at vi ikke kan forsvare at give fru X almindelig vand, fordi hun vil kunne få en lungebetændelse, hvis væsken ryger i lungerne.
Nu vil terapeuterne overtage synkevurderingen og hjælpe med morgenmaden, men i det samme mærker patienten, at hun skal på toilettet. Patienten er i forvejen kendt med at være inkontinent, altså at have problemer med at holde på vandet, indtil man kommer på toilet. Når man er halvsidig lam og ikke kan hjælpe med, skal der hjælpemidler til, i det her tilfælde en lift. Fordi vi har så mange patienter, som har brug for at blive liftet, er vi udgået for liftsejl, så det skal vi først have skaffet. Derfor går der tid, inden vi kan komme i gang, og det viser sig så, at der skal en større vask til, før vi kan forflytte patienten til bækkenstol.
Vi to, som egentlig skal holde møde, beslutter, at som afdelingen på det tidspunkt ser ud, så er det mere vigtigt, at vi hjælper der. Vi får begge værdifuld viden og argumentation til vores videre arbejde. Og nej, ingen af terapeuterne anså det som deres opgave at hjælpe, selv om jeg synes, de ville kunne få god information om patientens funktionsniveau. Jeg har et rigtig godt samarbejde med terapeuterne, men lige nøjagtig det her er et irritationspunkt for mig. Der er mange af terapeuterne, der af sig selv tilbyder at være en del af teamet, som hjælper patienten, samtidig med at vi får vurderet funktionsniveauet.
Klokken er på det tidspunkt vel 9, den kollega, som har patienten, er i gang med at hjælpe en anden kollega. Alle kolleger på afdelingen går i et højt tempo frem og tilbage fra stuerne, der hentes morgenmad, der hentes rent tøj, der hentes medicin, og nu begynder stuegangen snart, samtidig med at terapeuterne er i gang med at vurdere patienter. Sygeplejersken, der skal ultralydsskanne halsårerne for forsnævringer, er også i gang med at hente patienter ned til undersøgelsestuen, som er på afsnittet. Pårørende begynder at dukke op, og når de nu er her, vil de også gerne høre om plan og hvordan natten er gået. Sådan en dag må vi beklage, at det først bliver senere, at de kan tale med os. Langt de fleste forstår det, de kan jo se, at vi alle er beskæftiget inde hos patienterne.
Fortsættelse følger ...
Billedet har intet med indlægget at gøre udover at der for alle kan opstå perioder, hvor man hellere ville være et andet sted, end der hvor man er, og hvor man længselsfuldt kigger efter det sted.
*Da jeg havde trykket udgiv, kom jeg i tanke om, at det var dårligt formuleret. Man vil gerne, at medicin er med, fordi hvis nu der er noget, vi ikke har, eller hvis patienten af en eller anden grund ikke kan tåle andre præparater, end det vedkommende får. Derudover er det heller ikke altid, at FælleMedicinKort (FMK) er helt opdateret af egen læge, og så er det rart, at lægen kan tjekke det medicin, patienten reelt får. De fleste kan ikke huske navnet på det, de får, de får en hvid pille for blodtrykket, en rød for ... osv.