AFSLAPPET

Tøjstilen er ikke til et modemagasin, men jeg har det godt i tøjet og det er det vigtigste. Og herude kommer der nærmest aldrig andre end os selv, så jeg trak vandrestøvler på og oilskinsjakken uden på det afslappede tøjlook, så jeg så nogenlunde præsentabel ud. Madpakkerne blev afleveret ved næste gård, hvor der var travlhed ved indlagringstransportøren. Og så gik jeg mig en tur med kameraet indstillet på makro. Sådan en gåtur med fokus på de små detaljer giver luft og energi.

Ingen af billederne er beskåret eller redigeret, de er taget direkte fra kameraet. Jeg elsker mit lille kamera, som er et Lumix TZ20. Det er god til at stille skarpt, når jeg fotograferer, mens jeg sidder bag på motorcyklen og det er god til makrobilleder. Det er ikke god til indendørs billeder, hvor der er lidt lys, men der har jeg så det store spejlreflekskamera, hvis jeg da husker det. Det er jo netop forcen ved det lille kamera, at jeg kan have det med overalt.

MORGENTANKER

Det har været koldt i nat, vinduerne afslører det, der er kondensvand i krogene trods nye vinduer. Ude på mit bryggersbord ligger det sidste nye blad fra Alzheimerforeningen. Det handler om relationer, men også om den svære beslutning, det er, at sende sin hustru/mor på plejehjem. Noget af det, jeg skrev til plejehjemmets pjece, var at min far ofte var alene, da han boede i sit hus. Hjemmehjælperne kom hver dag, og de gjorde et godt stykke arbejde, men selv om de til sidst kom der fem gange om dagen, og min far kom over på et aktivitetscenter to gange om ugen, så var der mange timer alene. I dag har han mennesker omkring sig med en høj faglighed og engagement, og noget af det som Alzheimerforeningen slår på, at vi skal holde kommunerne op på, er netop, at det tager tid og det kræver faglighed at sørge for, at et menneske med demens får et værdigt liv på sine præmisser.

Ja vi skal tænke anderledes, vi lever længere, og da demens er en sygdom, som stiger proportionalt med alderen, så vil vi blive flere, der bliver ramt. Så jeg forstår godt økonomer og andre kloge hoveder, som siger, at familien kommer til at varetage mere af den pleje, vi i dag tager for givet, at samfundet sørger for. Men at nedlægge plejehjem og spare på det uddannede personale er for mig at se ingen løsning. Det kan godt være som en gammel gymnasiekammerat, som var visitator i kommunen, en gang sagde til mig; familien må sørge for rengøring og indkøb, så må kommunen tage sig af plejen.

Problemet er jo bare, at vi ofte bor langt væk fra vore forældre. Jeg er lykkelig for at vi var tre søstre, for rengøringen, som min far fik, var jo, som visitator sagde, ikke af den kvalitet, vi selv ville gøre. Faktisk syntes jeg, det var befriende, at visitator var ærlig, der blev støvsuget og tørret støv af i de rum, min far færdedes i til daglig, samt badeværelset blev gjort rent hver 14. dag. Så vi tog os af resten samt haven. Jeg er dybt taknemlig for, at min far nu er et sted, hvor man prioriterer nærvær og samvær. Eksempelvis vil plejehjemmet ikke have frivillige for enhver pris, de skal helst være nogle, som i forvejen har kendskab til stedet og dets værdier. Så de frivillige er eksempelvis tidligere ansatte og deres ægtefæller samt tidligere pårørende.

Tankerne glider videre til mennesker, som jeg kender gennem bloggen, og som er ramt af sygdom. Hver og en får de en kærlig tanke. Når sygdommen rammer, bliver vi pludselig bevidste om livets skrøbelighed, men andres historier kan så være med til at minde os om livets styrke. Min egen familie har også fået sin del, og jeg er dybt taknemlig for, at vi sammen kan støtte hinanden.

Da jeg startede det her indlæg, var det ikke det her, jeg havde i tankerne, men langsomt dukkede ordene frem, og så blev morgenindlægget sådan. Nu vil jeg sætte mig og holde fokus på mit strikketøj, for jeg er blevet opmærksom på, at jeg faktisk er blevet ret dårlig til at koncentrere mig om en ting ad gangen (og det afslører et strikketøj, hvor koncentrationen er nødvendig, for at det hele stemmer, tydeligt). Det vil jeg øve mig på. God tirsdag til dig.

RYD-OP-KAGE

Åh nej, nu tror du måske, at Lene er gået amok og har fået ryddet op i skabe og skuffer, så tingene fra min fars hus ikke skal stå på gulvene i de to værelser? Du kan godt glemme det, det rækker energien ikke til. I stedet for lavede jeg et eksperiment. Catarina har en meget nem kage, som jeg har bagt for flere år siden. I mit køleskab stod en halv liter appelsinjuice og en halv liter mælk, begge nærmede sig faretruende smid-ud-datoen. Jeg drikker ikke mælk (det gør landmanden heller ikke*), og juice køber jeg kun, når jeg skal have gæster, og de tømte ikke juiceflasken. I skabet lå to halvtomme poser med gløggmix (du ved rosiner og snittede mandler). Alt sammen røg i kagen sammen med mel, sukker, natron og olie ( nå ja jeg havde kun en halv deciliter, så jeg supplerede med becels flydende smørelse). Landmanden har godkendt den som madpakkeguf, kagen er svampet, så den kan vist godt holde sig et par dage. Folkene er dog sendt hjem, der har regnet for meget i nat og i dag til, at de ville tage kartofler op. Landmanden er lige kommet ind med blommer, som jeg ikke kunne se, da jeg plukkede blommer i mørkningen forleden dag. De ryger i fryseren til en omgang blommechutney senere på året. Aftensmaden bliver også rester, biksemad af kartofler, løg og oksetværreb. Og en ordentlig skudefuld salat dertil, så fruen har noget til frokosten i morgen. Dagen er gået med lidt af hvert, jeg endte også med at arbejde videre med instrukser til arbejdet. Nu vil jeg nyde solskinnet udenfor, mens jeg får vasket op, lavet aftensmad og forhåbentlig får mig selv smidt ud i bilen, så jeg kan komme til cirkeltræning. Bagefter har jeg det nemlig så godt, og i morgen er der endnu en fridag, så jeg kan komme ordentlig ind i dagrytmen efter aftenvagterne. Livet er slet ikke så ringe endda på sådan en mandag.

* Da landmanden var en lille dreng, var hans storebror på ferie hos en familie, hvor de dryssede kakaopulver (du ved det der med en masser sukker i) på havregryn og så mælk over. Det tog resten af den store børnefamilie til sig, og den dag i dag elsker landmanden det som morgenmad. Da han en gang skulle skære ned på kalorierne og nægtede at drikke skummetmælk, ja så valgte han kakaoskummetmælk som den mælketype, han drikker og også hælder over sin havregryn. Derfor bliver mælk altid for gammelt her, for jeg kan ikke fordrage mælk, jeg drak det kun som barn, hvis jeg fik det der kakaopulver (med masser af sukker i) i. Vores børn kan derimod godt drikke mælk, og unge kvinder (og gamle) drikker jo nærmest ikke sort kaffe, så der skal jeg huske at købe mælk. Landmænd og landbrugskonsulenter derimod drikker kun sort kaffe. Og gæt hvem jeg har flest besøg af i hverdagen? Så derfor bliver mælk ofte for gammel her.

AT FRYSE

Min stationære computer fryser, eller rettere sagt skærmbilledet er frosset fast. Nu får det lov til at fryse, mens jeg venter på en livlines opkald. For det er et tiltagende problem, som indtil nu kun har kunnet løse sig ved, at computeren brutalt bliver slukket og dokumenter forsvinder ud i det blå imens.

Jeg fryser også, der skal tændes for varmen, og da det er landmandens opgave og indebærer noget med et stokerfyret, der skal startes op efter lang pause og en vandvarmer på loftet et eller andet skummelt sted, der skal omstilles, så venter jeg tålmodigt, for den kære landmand har jo travlt. Jeg har tændt op i brændeovnen, men varmen formår ikke at brede sig til køkkenet, hvor der er mest lyst, og hvor jeg har taget den gamle gyngestol med ud, så jeg kan strikke. Altså når en gang den vægelsindede får valgt farve til næste stribe garn, helt ærligt hvor svært kan det være? Jeg fryser måske også, fordi jeg igen i går kom hjem efter midnat, fordi der kom nye patienter sidst på aftenen, og så kunne jeg ikke falde til ro, men sad oppe til ved totiden med te, is og computer. Nå ja, så har jeg stadig ikke strømper på, men jeg har dog taget et par sandaler på, så de bare fødder ikke møder trægulvet. Jeg har ikke lyst til at tage strømper på, jeg sveder, når jeg får strømper på, men måske bliver jeg nødt til at overgive mig, for varme i huset kommer der vist ikke foreløbig.

Mandagen efter aftenvagter er altid en dag på standby, jeg er sløv og træt, så jeg har for længe siden givet mig selv lov til blot at være og få det fra hånden, som nu skal fra hånden. I dag er det kontorarbejde (tjek), og bagning af boller og kage til folkeholdet. De er nemlig optimister og satser på at vejret ændrer sig over middag, så der kan tages kartofler op. Ventetiden udnyttes til at gøre det nye kølehus klar til brug. Måske skulle jeg komme i gang med bagningen, for så ville ovnen levere varme til det lyse køkken. Måske. Mandag er der plads til vægelsindethed, mandag er der plads til langsomhed. Hvad er der plads til hos dig på en septemberregnvejrsmandag?

Og mens jeg ventede på, at billederne blev downloadet, blev dej rørt sammen til boller, og solen tittede frem. Det skal nok ende med varme i krop og hus :-) God mandag til dig

TROVÆRDIGHEDEN

Troværdigheden er faldet lidt for alle faggrupper, kan jeg læse i nyhederne, men sygeplejerskerne sammen med læger og politi topper listen over faggrupper, vi tror på. Det er da dejligt at læse. Nederst i artiklen står, at tallene er baseret på en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse, hvor godt 1000 mennesker har deltaget. Så er det, jeg stiller spørgsmål til, hvordan undersøgelsen er lavet. Er de 1000 tilfældigt valgt eller er det dem, der er interesseret i at deltage? Det kunne nemt påvirke resultatet. Repræsenterer de 1000 Danmarks befolkning forstået på den måde, at de aldersmæssigt og uddannelsesmæssigt svarer til resten af Danmark? Det har også en betydning for resultatet. Jeg kan ikke læse det ud af artiklerne, men må sætte min lid til, at et analysefirma gør sit arbejde godt nok. Tror jeg på det? Efterhånden har vi hørt så mange historier om skjulte dagsordener, så  jeg nemt kan blive paranoid og mistro ethvert firma. Jeg vælger ikke at være mistroisk, men tage undersøgelsen med et gran salt, og derfor er jeg glad for, at mit fag ligger i toppen. Og det skal den enkelte sygeplejerske, inklusiv mig selv, så arbejde på i det daglige, at vi fortsat forbliver der.

I går aftes skete det, som jeg før har skrevet om. Vi havde det så stille, så jeg fandt mapper frem fra dagafsnittet for at begynde en undersøgelse af vores telefonsamtaler. Knap havde jeg lagt dem på bordet, før vi i løbet af 3 kvarter fik tre patienter ind af døren, og flere af dem var dårlige. Så det endte med, at vi tre sygeplejersker i aftenvagten måtte have overarbejde for at få dokumenteret vores sygepleje. Jeg håber og fornemmede også, at vi fremstod troværdige og kompetente. Og en af forklaringer på at det er faggrupper i det offentlige, der topper troværdighedslisten, er at vi dels ikke bliver betalt direkte af dig til at gøre vores arbejde, dels at du møder os i det daglige og dermed får det møde med mig betydning for din oplevelse af min faggruppe. Hvorimod politikere og journalister, som er dem, der ligger i bunden, er faggrupper, vi møder gennem medierne. Og dermed bliver vi præget af mediernes fremstilling af disse faggrupper. Jeg vil så sige, at min egen mistillid til journalister generelt stammer fra egne oplevelser kombineret med en kritisk gennemgang af journalistik i gymnasiet, for slet ikke at tale om bogen "Katharina Blums tabte ære". Og det er utroligt at de oplevelser, som stammer fra ungdommen, stadig præger mig. Og jeg har da også siden mødt dygtige journalister, som gerne vil undersøge et emne bredt og ikke blot ud fra en på forhånd givet dagsorden, men alligevel ville jeg give faggruppen samlet en lav score. Og sådan vil der også være nogle, der har en dyb mistillid til sygeplejersker og læger, som måske bunder i få, men dårlige oplevelser. I aftes mødte jeg dog pårørende, som troede på os, og som troede, at vi ville deres kære det bedste, og at vi var dygtige og kompetente nok, så de trygt kunne tage hjem.

Nu vil jeg trække i løbetøjet og få lidt frisk luft, inden arbejdet kalder. Strikketøjet stemmer nu antalsmæssigt, nu skal jeg blot beslutte mig til farvernes sammensætning, og der er jeg alt for traditionel. Jeg vil gerne turde sætte farver sammen lige som naturen gør det, specielt og modsætningsfyldt og alligevel smukt.

God søndag til dig.

HERFRA MIN VERDEN GÅR

Travlheden er sat ind i landbruget. Der tages kartofler op dagen lang, og som de sidste år bliver sortering af kartofler lagt om lørdagen, dermed kan de fleste af folkene holde fri på nær landmanden og en medarbejder. Det bliver til lange dage for landmanden, for når medarbejderne holder fri ved 18 tiden, tager landmanden en portion aftensmad og så ud igen for at lægge alt til rette til næste dags arbejde. Min arbejdsdag blev en blandet landhandel i går. Der blev vasket tøj, der blev ordnet ting på kontoret og så blev der revideret instrukser til sygeplejen samt talt med en patient i telefon. Ind imellem slog jeg masker op, jeg talte dem, jeg inddelte dem ved hjælp af snore, så jeg kunne gå tilbage og kontrollere antal, og alligevel sidder jeg nu og har allerede fundet de første fejltællinger på den første pind ret. Og jeg er endda kun kommet 162 masker hen, jeg mangler 600 endnu. Nå men der er ikke andet for, at jeg må stole på, at de 600 er der og så slå to masker mere op nu, så antallet stemmer. Jeg glæder mig til, at jeg kommer rigtig i gang med det sjal, det er da utroligt kedeligt at slå op og tælle ;-)

Jeg glæder mig også til aftenvagten i aften, jeg trænger til ganske almindelig sygeplejearbejde. Jeg trænger til at blive udfordret, til at møde andre mennesker, til at være en del af et fællesskab. Udfordret er jeg også blevet til kor, for min korleder har bedt mig synge solo på en sang, som jeg selv synes er svær at synge. Så jeg øver mig ind imellem, jeg synger med på you tube klip, jeg vil jo gerne, men det skal lyde ordentlig. Heldigvis skal jeg ikke som på you tube synge solo hele vejen, hos os får koret lov til at synge det midterste stykke alene, det hjælper lidt på sommerfuglene i maven.

På køkkenbordet ligger der blommer fra haven, der er ikke mange, men der er nok til, at de kan blive forvandlet til et par glas marmelade, først ryger de dog i fryseren, vi har nok marmelade lige nu. Inden arbejdsdagen starter, skal der handles ind, og cirkeltræningen skal også passes.  Det er vist en ganske almindelig lørdag i september, og det passer mig fint. God lørdag til dig.

EN ANDERLEDES ARBEJDSDAG

Trods det faktum at vi har haft 200 flere patienter gennem vores afsnit i år, så har vi færre patienter lige for tiden. Vi er åbenbart allerede blevet dygtigere til at få TCI/TIApatienterne udredt i dagafsnittet eller i hvert fald reducere indlæggelsestiden for dem og for vores øvrige patienter. Det er godt, det gør os klar til næste fase, hvor vi skal modtage fra hele regionen. Vi ved dog også, at det hurtigt kan skifte, således blev jeg inddraget i plejen den sidste uge før min sidste ferieuge. Der var forrygende travlt, og det kan gå fra få, selvhjulpne patienter til en fyldt afdeling med svært ramte patienter i løbet af en vagt. Jeg har haft et efterslæb fra den travle uge i forhold til revision af utallige instrukser, som jeg ikke har fået bugt med endnu, så derfor havde jeg planlagt, at denne formiddag skulle bruges på at arbejde hjemmefra, inden jeg skulle i aftenvagt. Nu har jeg lige haft min chef i telefonen, min aftenvagt er omlagt til afspadsering og arbejde hjemmefra. Det passer mig fint. God fredag til dig.

MIN FRIDAG

Fridagen skulle udnyttes, inden de tre aftenvagter i weekenden. Men der kom lige en landmand ind over med andre planer. Så fra at have sat mine søskende fra København stævne hos vores far, endte jeg med at smutte ned til min far i formiddags, sætte en køleboks med frokost til mine søskende, slæbe alle de ting, jeg havde stående og som min søster skulle have fra min fars hus, op i min fars lejlighed. Min far fik igen i søndags et tilfælde, hvor han blev dårlig og ukontaktbar, og da han samtidig generelt er blevet dårligere, havde mine to søskende i København brug for at se deres far nu. Det var min hverdagsuge, så jeg havde planlagt at komme til min far i dag og være med til rejsegilde på den nye tilbygning. jeg havde også brug for at se min far, så vi øjnede chancen for et minisøskendetræf, sådan gik det så ikke. Jeg kørte en halv time, før de kom, og da jeg kom hjem, afløste jeg landmanden ved indlagringstransportøren.  Efter to timer med at tage jord fra kartofler, blev jeg afløst igen, nu er der smurt eftermiddagsmadpakker til hele holdet (5 mand) og oksetværreb er sat i ovnen, og vanen tro, så er jeg gået amok med eftermiddagsmaden til mig selv. Det sker altid, når jeg er træt.

Men min far var rigtig i hopla i dag, vi var ude og se på nybyggeriet og det lille lam, vi snakkede med hønsene, vi smilte til alle, vi kom forbi, og min far fik smil tilbage fra både beboere og personale. Vi sang sammen, mens jeg spillede på klaver, min far kan desværre ikke finde ud af at spille på mundharmonika mere, men synge det kan han. Og så vil jeg reklamere lidt: skulle du have en pårørende, der er dement, så skulle du overveje Sct. Kjeldsgården, den nye tilbygning med plads til 14 nye beboere står færdig til marts, og der er plads.

Med aftensmaden i ovnen, og den tager to timer, og med en friformiddag i morgen til at ordne vasketøj i, så vil jeg finde strikketøjet frem, jeg er startet på Parrot, men da jeg piller lige så meget op, som jeg strikker, så syner det af ingenting endnu.

Håber din torsdag har været fyldt med gode oplevelser, som min har. Her får du et billede af hvordan mosen så ud i går morges, da jeg kørte på arbejde.

LIDT MERE BLODTRYK

For nu at koge lidt mere suppe på blodtrykket, så havde vi indvielse af vores nye afsnit i dag. Vi er jo lige begyndt og planen er, at om føje år skal alle patienter i region Nord til observation for apopleksi indlægges akut på vores afsnit. Så snart patienterne er vurderet, undersøgt og den første akutte rehabilitering er startet, skal patienterne videre til rehabilitering andetsteds eller andre afdelinger, afhængig af patientens behov. Det kredsede talerne sig også om, vores flytning skal ses som forberedelse til den store opgave, men vi kan løfte den, det er jeg og også talerne overbevist om. Vi fik smukke buketter, små dejlige gaver, og vores søsterafsnit kom med lækre flødeboller, de kender vist vores smag. Bagefter kunne folk gå rundt på afsnittet og vi var nogle stykker, som skulle tage os af at fortælle folk om de forskellige områder på afsnittet.

En af de høje herrer (læs overlæger) fortalte så om trombolysebehandlingens start i Nordjylland, hvordan en anden specialelæge var kommet tilbage til de andre læger og sagde, I skal få tjekket jeres blodtryk. Han havde stået med en mand på samme alder som ham selv, som var blevet hårdt ramt af apopleksi, og som havde et tårnhøjt blodtryk, som patienten ikke vidste noget om. Det gør nemlig indtryk. Jeg har mødt alt for mange mennesker på alder med mig eller yngre, som ikke vidste, at de havde haft forhøjet blodtryk gennem lang tid, og hvor skaden er sket.

Så husk det nu:

kend dit blodtryk

Og hvis du PLUDSELIG får nedsat kraft i den ene side af kroppen, om det er to fingre, hele armen og/eller benet er underordnet. Eller du PLUDSELIG får ændret følesans i den ene side. Eller hvis du PLUDSELIG får taleproblemer. Eller hvis du PLUDSELIG bliver desorienteret eller taler sort. Eller hvis du PLUDSELIG får hængende mundvig.

SÅ ring 112, der findes en akut behandling, men den skal gives inden for 4½ time efter symptomerne er opstået. Hvert minut dør der 2 millioner nerveceller, når hjernen rammes af en blodprop. Time is brain.

EN FORKLARING MÅ DER TIL

Vi gør det vel alle? Hvis kroppen ter sig anderledes, forsøger vi at finde en forklaring, vi kan forholde os til og som giver mening – for os. I forbindelse med mit fokusgruppeinterview fandt jeg, at patienterne søgte en forklaring, som passede til det, de havde oplevet. Et forhøjet blodtryk kunne forklares med et stresset arbejdsmiljø eller en hektisk oplevelse at blive indlagt eller en anden faktor. Dette fandt et studie også, bl.a var en patient holdt op med at tage brusebad, da tilfældene med TIA (en forbipasserende blodprop) var kommet i forbindelse med brusebadet. Som sygeplejerske er det derfor vigtigt at få spurgt ind til patientens forståelse af situationen, så evt. misforståelser kan blive ryddet af vejen. Men ikke alle forklaringer dannes under indlæggelsen, de opstår først senere, hvor vi ikke har kontakt til patienterne. Eksempelvis stoppede én med at tage den blodfortyndende medicin, da pakken var tom, og det er et kendt fænomen. Vi som sundhedspersonale ved, at det er en livslang behandling, vi synes også, at vi får det sagt, men patienten opfatter det måske ikke i situationen, eller har måske dannet sin egen forståelse heraf og hører det derfor ikke.

I går skulle jeg til blodtapning, det var 17. gang. Som vanligt skulle blodprocenten tjekkes, fordi jeg ligger i den lave ende af normalområdet, og da man går ned i blodprocent ved en tapning, så er der skrappe regler for grænsen. Mens prøven blev tjekket, fik jeg mit blodtryk tjekket. 165 /85! Hvad i alverden!! Mig, der altid har et blodtryk på 130/ 80. Vi spøgte med, at det havde været hårdt at holde ferie, og så kom blodprocenten, dumpet! Ingen tapning i går. Sygeplejersken kunne så fortælle mig, da hun spurgte ind til ændrede vaner, at opstart med løb af og til har givet et forbigående fald i blodprocent, så måske skyldtes det min nye vane med cirkeltræning.

Jeg spekulerede på mit høje blodtryk, jeg plejer at kunne have travlt på afdelingen, og mit blodtryk ryger alligevel ikke over de 140/90. Lige før jeg skulle ind, kunne jeg mærke tissetrang, men sagde til mig selv, at det var ikke nødvendigt, jeg kunne vente til efter. Nu spekulerer jeg på, om den fyldte blære kan være årsag til det høje blodtryk. Jeg ved, at når vi får patienter ind til trombolysebehandling, er noget af det første vi gør at tømme deres blære, hvis ikke de selv kan, fordi blodtrykket kan stige. Jeg har dog altid troet, det hang sammen med den manglende evne til tømning, men da jeg har en rigtig sygeplejerskeblære, jeg kan først mærke vandladningstrang, når min blære er virkelig fyldt, så kunne det måske godt være årsagen. I morgen må jeg lige tjekke blodtrykket på afdelingen og spørge nogle kloge hoveder, for en forklaring må jeg finde.

I dag har jeg nydt at få udleveret vin, chokolade og eksamensbevis, nu er det endeligt, jeg er færdig og det er dejligt.

LØNFORSKEL

Fem ud af 207 faggrupper er det antal af faggrupper, hvor kvinder tjener mere end mænd. En af de faggrupper er omsorgsarbejde indenfor hospital og institution (ikke på plejehjem).  Først forbavser det mig, for så vidt jeg ved, får vi lige løn for samme arbejde. Så kigger jeg nærmere på udgangspunktet for beregningen. Man har taget faggrupper, hvor der arbejder mere end 100 mænd og 100 kvinder. Dernæst har man beregnet den gennemsnitlige lønindkomst, og det er så den, der siger noget om lønforskellen. Og efterfølgende har man set på gruppen 30 – 60 årige. Sådan som jeg forstår det, vil det sige, at vi alle er kommet i samme pulje, hvad enten vi er nyuddannede eller har specialfunktioner, men er ledere med? De fleste mænd, jeg kender indenfor sygeplejen, bliver ret hurtigt træt af almindelig sygepleje og bliver enten ledere, undervisere, forskere, anæstesisygeplejersker, intensivsygeplejersker, medicinkonsulenter eller noget helt andet. Så jeg havde egentlig forventet, at den gennemsnitlige indkomst for dem ville være højere end for kvinderne. Men når jeg ser på mit eget hospital, så er der ikke mange mandlige sygeplejeledere med i toppen, måske fordi de ikke gider det offentlige? Den gennemsnitlige lønforskel er ikke så stor, 3000 kroner. Der er anderledes forskel, hvis vi ser på gruppen af vekselerer, valutahandlere, bankierer og lignende, her tjener mændene gennemsnitlig 563.400 kroner mere end kvinderne.

Individuelle lønforhandlinger indenfor almen sygepleje er der vist ikke meget af, selv om der har været lagt op til dette flere gange. Og jeg er en af dem, der er elendig til at sætte pris på mit eget arbejde. Som jeg tidligere har skrevet, betød det mere for mig, at jeg fik forhandlet mig til færre weekender og færre aftenvagter, da afsnittet pga besparelser ikke kunne tilbyde mig stillingen som undervisningsansvarlig sygeplejerske, men i stedet for tilbød mig flere dage ud af plejen, så jeg kunne fungere som specialistsygeplejerske. En funktion, der indebærer, at jeg hele tiden sørger for at holde os opdateret på den sidste nye viden og er med til at fastholde den høje kvalitet, som vi har besluttet os for. Og typisk for mig havde jeg opgivet at få højere løn efter at have taget diplomuddannelsen, idet den jo oprindelig var tænkt til at kvalificere mig til stillingen som uddannelsesansvarlig, og i den stilling ville jeg få højere løn. Riget fattes penge, vi skal næste år ud i at finde måder at spare penge på. Ikke desto mindre har min ledelse besluttet at spørge den øverste ledelse, om der kan bevilges et løntillæg til mig, og bare det at de har gjort det, gør mig glad, for det viser jo, at der sættes pris på mit arbejde. Derudover er jeg bevilget en konference, og jeg har valgt at tage til Nice næste år, fordi jeg vil forsøge at få en poster optaget med mit afgangsprojekt på den konference. Nu får vi at se. For mig er lønnen et af mange parametre for, om jeg er tilfreds med mit arbejde, og faktisk betyder arbejdsglæde, høj faglighed og muligheder for at udvikle sygeplejen mere for min arbejdsglæde.

Og så må jeg sige, at jeg er på linje med Julia Lahme i hendes artikelserie om lykken, hvor hun i sidste uges Femina skriver om arbejde. Jeg fatter ikke mennesker, som kun ser frem til weekender, ferier og fridage og ikke glæder sig til at gå på arbejde. Jeg synes, det er dybt sørgeligt, hvis man ikke kan finde glæde i sit arbejde, det er dog der, meget af vores tid er. Og som JL skriver, når man så prøver at være arbejdsløs, hvilket hun har prøvet, jeg har ikke, så finder man ud af, at fri for arbejde heller ikke gør en lykkelig, tværtimod. I dag har jeg fridag, og jeg vil i dag prøve at få kvalitet ind i min fridag, jeg har det med at ville være et andet sted og får ikke brugt min fridage på en måde, så jeg tilgodeser både mig selv og de ønsker, jeg har til hus, have og mad. Det skal være min løn i dag, at når jeg kører ud til en kollega i aften for at være med i en nystartet strikkeklub, så skal jeg kunne se glad tilbage på min fridag i stedet for at slå mig selv i hovedet med alt det, jeg ikke nåede.

God mandag til dig, en ny uge, en ny dag, der er alle mulige chancer for at fylde noget godt i den. Lidt gør også en forskel, hvis man vel at mærke husker at lægge mærke til det.

FLERE SMIL

Hele lørdagen var sat af til træf med mine elevkammerater fra sygeplejeskolen. 36 år siden mødtes vi for første gang på Viborg sygeplejeskole. Den gang var der først en forskole på et halvt år, hvor vi blev undervist i sygepleje og anatomi og fysiologi samt infektionshygiejne. Forskolen skulle bestås med eksamen i de forskellige fag, før vi kunne begynde på den egentlige sygeplejerskeuddannelse. Vi var mange på forskolen, for holdet fra Thisted sygeplejeskole skulle gå på forskole i Viborg. Vi boede på små værelser på de to øverste etager i en gammel bygning ved siden af sygeplejeskolen. Min klasse, B-klassen, havde undervisningslokale samt demonstrationslokale i kælderen, så hver morgen på ca. samme tid strøg vi ned ad trapperne og mødtes i klasselokalet. Demonstrationslokalet ved siden af rummede senge og diverse sygeplejeudstyr, som vi skulle bruge i øvetimerne.

 Siden september 77 har en lille kerne mødtes hvert år, jeg havde en pause i ca 11 år, men genoptog traditionen sidste år, og jeg nød det. Det gjorde jeg også i går. Vi skulle mødes hos en af mine elevkammerater, som siden vi blev færdig, har boet i København. Hun har ikke været sygeplejerske i mange år, hun blev stewardesse og siden hen selvstændig konsulent med ledelsesudvikling og coaching som speciale. Vi var ti i år, hvoraf de otte af os tog turen fra Jylland. Den anden københavner er heller ikke sygeplejerske, men har et filmselskab sammen med sin mand. Resten af flokken er alle sammen ledere eller lektorer på nær en operationssygeplejerske og så mig. Vejret var perfekt, vi startede i haven med brunch, senere hen tog vi ud til den Blå Planet, det var en rigtig god oplevelse, som jeg gerne gentager sammen med mine unge mennesker. Til sidst sluttede vi på en vietnamesisk restaurant på Frederiksberg, hvor vi fik en lækker menu med vietnamesisk øl til. Snakken gik livligt, vi har en fælles referenceramme, som bærer stadig 36 år efter.

På vej ud til min elevkammerat ville jeg finde en blomsterhandel, og da jeg stod af 4A ved Godthåbsvej, så landede jeg lige uden for en blomsterhandel med de smukkeste buketter af georginer til 50 kr. stykket. Hvorfor ser jeg aldrig sådanne buketter heroppe i Nordjylland? Jeg ville elske at købe sådan en buket hver weekend. Heldigvis blev værtinden lige så glad for synet af dem, som jeg blev. Nu er jeg hjemme igen med hovedet fyldt af dejlige indtryk. Datteren og jeg nåede at spise lækker thaimad fredag aften og bagefter fylde en pose bland-selv-slik til filmaften hjemme i hendes lejlighed, og i dag fik vi lækkert morgenbrød samt en rigtig god snak. Det er dejligt, når man bliver inspireret af sit eget barn. Så en weekend med mange smil.

MORGENSTUND PÅ NØRREBRO

To morgener er jeg vågnet op med solen skinnende ind af vinduet. I går havde jeg planlagt at løbe en tur på Assistenskirkegården, men da jeg mærkede efter , så var det ikke det, jeg skulle. I stedet for lagde jeg mig i datterens sofa og læste en god bog færdig. Johanne havde anbefalet den, to af mine kolleger havde også sagt, at den skulle jeg læse, og til sidst lagde de bogen i min bakke. Bogen mindede mig om filmen De urørlige og alligevel ikke. Omdrejningspunkt i både film og bog er en mand, der er tetraplegiker og en ny medhjælper og deres indbyrdes relation. For medhjælperne i både film og bog åbner en helt ny verden for dem, og de forandrer sig undervejs i forløbet. Jeg læste bogen med både smil på læben og tårer i øjnene, jeg kan varmt anbefale Mig før Dig af Jojo Moyes.

I dag kom jeg så ud og løbe, jeg var ikke den eneste, og flere stødte jeg på flere gange. Assistenskirkegården er trods alt ikke så lang i omkreds, at man kan nøjes med en tur. Alle så dybt koncentreret ud i deres løb, så jeg besluttede mig for at få øjenkontakt og så smile og sige god morgen, også til småbarnsfamilien, der gik morgentur. Det virkede, jeg fik mange smil tilbage. Må din søndag give anledning til smil.

SÅDAN VIL JEG IKKE VÆRE

Jeg har valgt stillekupe i toget. Jeg har valgt 1. klasse, så jeg nyder te, vand, chokolade og en lille tærte. Ind kommer to unge kvinder, sproget lyder som østeuropæisk, men vi kommunikerer på engelsk. De er stille, men taler sammen hviskende. Først bliver jeg lidt irriteret, men må så erkende, at de forstyrrer mig ikke. Og jeg tænker på Julia Lahmes klumme om den ældre kvinde, der overfuser hende, da hun uforvarende er kommet til at sætte sig i en stillekupe og taler i sin mobil, da den ringer. Og kvinden vil slet ikke høre på JL, men er meget højrøstet i sin stædige insisteren på, at JL har opført sig meget forkert. Så jeg siger ikke noget, sådan vil jeg nemlig ikke være.
På et tidspunt, hvor der kun er os tre i kupeen, hjælper jeg dem med at oversætte teposernes indhold. Sådan vil jeg gerne være. I Fredericia blev vi sammenkoblet med andre tog med det resultat, at vores kupe er blevet en gennemgangszone, hvor den før var sidste del af toget. Vores kufferter står i vejen for gennemgang, min er kæmpestor (har masser af ting fra morfars hus med til de unge mennesker) men de to unge kvinders kufferter er små, så jeg tilbyder at hjælpe dem med at lægge dem op i bagagehylden. Sådan vil jeg også gerne være.

Inden jeg kommer fri af min egen kuffert, er en ung mand på vej forbi, og han bliver fluks hyret af den smukke unge kvinde til at lægge kufferterne op. Se sådan ville jeg aldrig gøre, jeg er jo opdraget til, at kvinder kan selv, også selv om det er tunge ting ;-)

Nå, nu har jeg snakket så meget med de unge kvinder, at de vist har glemt, at det er en stillekupe, de er i. Skidt pyt, jeg er snart fremme.

HÆDERSGÆSTEN MANGLEDE

Efter et herligt besøg herhjemme smuttede jeg ud i bilen og kørte de 114 km ned til min fars plejehjem, hvor der skulle være høstfest. Min søster og jeg kom en halv time før, så vi lige kunne nå at hygge os sammen med vores far. Han var i vældig humør, han sang hele tiden, ikke ord men melodier og fik med sin sang en af de andre beboere til at byde en ansat op til dans. Vi skulle være nedenunder, så vi gik sammen med mange andre ned til de smukt pyntede borde. Vi var vel 100 mennesker. Der var tale af forstander, hvor vi bl.a blev introduceret til en lille ny gæst på plejehjemmet. En landmand var kommet og spurgt, om hjemmet kunne hjælpe ham, et lille lam var blevet skubbet væk fra sin mor af sin bror og skulle have flaske to gange om dagen. Forstanderen havde drøftet det med de øvrige ansatte, og de blev enige om, at et plejehjem måtte være det rette sted for en lille efternøler, der havde brug for pleje. Så lammet blev installeret i lysthuset, hvor beboerne hjalp med at give lammet mad. Om 2-3 uger skulle lammet være stor og stærk nok til at kunne komme hjem igen, men indtil da nød den tilværelsen med masser af mad, kærlighed og halm.

Da maden kom på bordet, rakte min fars kræfter ikke længere til at være vågen,han sover meget nu og er også begyndt at have problemer med at tygge mad, fordi hans hjerne ikke mere kan registrere, at det er mad, han får i munden, og dermed kan han ikke koordinere musklerne til at lave tyggebevægelser. Faktisk har min far tabt sig 6 kg. Der var ikke andet at gøre end at lægge min far i seng, hvilket plejepersonalet gjorde, og så sad min søster og jeg der til høstfest uden vores hædersgæst. Vi havde nu en hyggelig aften, fik snakket med personale og fik gode informationer om hjemmet og om vores far. Heldigvis nåede vores far at vågne lidt op og få noget af islagkagen, og vi nåede at sige godnat, men så sov han igen, og min søster og jeg kørte hver vores vej igen.

Nu skal der pakkes til weekendens besøg i København, der skal handles lidt ind til landmanden, så han kan klare sig herhjemme og jeg skal også nå en opfølgning på min cirkeltræning sammen med en instruktør. God weekend til dig

DEJLIGT BESØG

Mens jeg gik og rettede an til formiddagskaffen, tænkte jeg på, at jeg slet ikke var nervøs. De første gange, jeg skulle møde bloggere, havde jeg altid kriller i maven. For ville de nu være, som jeg havde forestillet mig dem, eller ville jeg være, som de havde forestillet sig? Kunne vi snakke sammen osv. Efterhånden har jeg fundet ud af, at når jeg har fulgt en anden blogger gennem flere år, så har jeg faktisk en god fornemmelse af den person, og vi har også et udgangspunkt for samtalen, idet vi ved meget om hinandens liv.

I dag har jeg haft besøg af Ellen og John, og det har været så godt og så hyggeligt, og jeg har nydt hvert et minut. Sådan en kvinde, som er vokset op på en gård med kartoffelavl, måtte selvfølgelig have en rundvisning på gården. Landmanden kunne heldigvis være med noget af tiden, det er jo ham, der også er vokset op på en gård med kartoffelavl. Vores gård er en byggeplads lige nu, så det er med at se sig for, når man går rundt, men vi er så langt, at man godt kan se konturerne af en arbejdsplads, der gør det nemmere at være landmanden, og han skal jo holde mange år endnu, så det passer fint.

Og så var jeg så heldig, at jeg fik den smukkeste hjemmesyet taske af Ellen, den bliver indviet i morgen, når jeg tager på togtur til København. Og snakken behøvede jeg ikke at bekymre mig om, vi kom langt omkring. Vi har altid drømt om at se England på motorcykel, nu har vi også lovet Ellen, at vi sørger for, at den sydvestlige del kommer med, når der planlægges. Det er godt at have mennesker med lokalkendskab, som kan give gode råd. Til gengæld håber jeg, at Ellen og John finder den rette vej hjem til campingpladsen, så de ser et område, som vi synes er smukt.

Nu vil jeg gøre mig klar til næste punkt på dagsordenen, jeg skal til høstfest på plejehjemmet sammen med min søster og min far.

ET PLETTET BILLEDE

Ikke altid ser tingene ud, som vi gerne vil have det, men selv med lidt fejl og pletter kan virkeligheden se smuk ud.

Aftengåturen i mosen. Og så må jeg konstatere, at for endomondo er frem og tilbage ikke lige langt, så jeg gik 2,5 km den ene vej, og tilbage gik jeg kun 2,4 km, men jeg sluttede heldigvis der, hvor jeg startede ;-)

BMW WELT

Faktisk var det forkert, når jeg i går omtalte BMW Welt i München som et museum. Det er snarere en udstilling med både det sidste nye indenfor teknologien og et eksperimentarium, derudover rummer det også et museum med de gamle modeller inden for motorcykler og biler. Da vi var der i 2011, havde de en udstilling med biler dekoreret af forskellige kunstnere gennem tiden. Udstillingen havde til huse i en bygning, hvor man går rundt og rundt i en spiral helt op til toppen. Selv for en som jeg, der ikke er interesseret i biler og motorcykler, undtagen som middel til transport og gode oplevelser, var der noget at se på.

 

 

 

 

 

 

Udefra kunne man rigtig se, hvordan BMWs hovedsæde er bygget som dele fra motoren.

Havde jeg et større hus, ville jeg elske at have disse lysende æg i min stue. Men med højden i min stue, ville jeg nok komme til at føle mig som en kylling, der venter på at blive udruget, hvis det æg stod der.

Vi nåede også at se en kunstner ud i motorcykelkørsel. Se blot, hvordan han elegant tager trappen ned.

Efter en dag med masser at se på brugte vi resten af dagen på at komme tæt på Kassel. Dvs. ren motorvejskørsel, og sådan blev også dagen efter, hvor vi kørte hjem til Vendsyssel. Efterhånden er vi blevet rigtig godt trætte af motorvejskørsel, og derfor startede motorcykelferien i år også med en togtur. Næste år tror jeg, at vi snupper toget begge veje, så vi slipper for tyske motorveje. Jeg har ikke noget mod motorveje i en bil, der kan vi skiftes til at køre, vi kan have te og madpakker med, vi kan høre musik og  jeg kan strikke. På en motorcykel skal man holde pauser mindst hver anden time, og der er kun en chauffør, og teen ville nok flyve væk sammen med ostemaden, hvis vi prøvede på det stunt. Musik kan vi godt høre, men der er megen larm i hjelmen,når vi kører stærkt, så det vælger vi ofte fra. Men BMW Welt kan jeg godt anbefale.

PÅ TUR IGEN

I dag tog vi bilen til Odense for at deltage i vores kartoffelgrossists runde fødselsdag, det blev en hyggelig dag. Bilturen ned forbi Ejer Baunehøj, som er forbundet med feriestart for mig, fik mig til at tænke på turen til Dolomitterne i 2011. Den tur er aldrig blevet fortalt færdig her på bloggen. Du kan læse om turen her, og dette indlæg handler den første hjemrejsedag. Vi havde boet på et herligt hotel oppe på en bjergtop, og med sådan en lokalitet følger også skønne hårnålesving på vej ned til dalen, hvor Bozen eller Bolzano ligger.

Alle bjergskråninger havde vinmarker så langt øjet rakte, og selvfølgelig havde Jesus også sin plads i et lille vejalter.

Turen gik op mod Østrig gennem Brennerpasset, den vej, vi tog, synede passet ikke af så meget. Til gengæld var passet forinden langt smukkere at se på.

Ankommet til Østrig fandt vi en lille pizzarestaurant nær Insbruck, og her fejrede vi vores bryllupsdag (og den gang havde jeg fortalt landmanden det)

Havde vi valgt motorvejen var vi kommet til at køre højt oppe, nu nød vi i stedet for synet af menneskers indsats for at komme hurtigt frem i verden.

Før vi kørte ind i Tyskland, holdt vi pause ved den smukke Achensee.

Overnatningen var bestemt til at skulle være ved den tyske sø, Tegernsee. Vi havde lidt problemer med at finde overnatning, og da vi endelig fandt et hotel, var værten ikke hjemme, men i telefonen bad han os lede efter en nøgle i garagen. Nøglen skulle ligge i en barnevogn, der var den så ikke, fruen havde snuppet den, men heldigvis lukkede en af de andre gæster os ind, og så tog vi selv nøglerne til værelserne. Da værten kom hjem, måtte hans søn prøve den store maskine. Selv om man bruger sut, kan man godt drømme om motorcykler. Vi nåede også en frisk fadøl i haven, før vi begav os ud for at finde et sted at spise aftensmad. Menuen blev nydt med udsigt til den smukke sø, dagen var over, og næste dag skulle byde på besøg i BMW museet i München.