MORGENTANKER

Det har været koldt i nat, vinduerne afslører det, der er kondensvand i krogene trods nye vinduer. Ude på mit bryggersbord ligger det sidste nye blad fra Alzheimerforeningen. Det handler om relationer, men også om den svære beslutning, det er, at sende sin hustru/mor på plejehjem. Noget af det, jeg skrev til plejehjemmets pjece, var at min far ofte var alene, da han boede i sit hus. Hjemmehjælperne kom hver dag, og de gjorde et godt stykke arbejde, men selv om de til sidst kom der fem gange om dagen, og min far kom over på et aktivitetscenter to gange om ugen, så var der mange timer alene. I dag har han mennesker omkring sig med en høj faglighed og engagement, og noget af det som Alzheimerforeningen slår på, at vi skal holde kommunerne op på, er netop, at det tager tid og det kræver faglighed at sørge for, at et menneske med demens får et værdigt liv på sine præmisser.

Ja vi skal tænke anderledes, vi lever længere, og da demens er en sygdom, som stiger proportionalt med alderen, så vil vi blive flere, der bliver ramt. Så jeg forstår godt økonomer og andre kloge hoveder, som siger, at familien kommer til at varetage mere af den pleje, vi i dag tager for givet, at samfundet sørger for. Men at nedlægge plejehjem og spare på det uddannede personale er for mig at se ingen løsning. Det kan godt være som en gammel gymnasiekammerat, som var visitator i kommunen, en gang sagde til mig; familien må sørge for rengøring og indkøb, så må kommunen tage sig af plejen.

Problemet er jo bare, at vi ofte bor langt væk fra vore forældre. Jeg er lykkelig for at vi var tre søstre, for rengøringen, som min far fik, var jo, som visitator sagde, ikke af den kvalitet, vi selv ville gøre. Faktisk syntes jeg, det var befriende, at visitator var ærlig, der blev støvsuget og tørret støv af i de rum, min far færdedes i til daglig, samt badeværelset blev gjort rent hver 14. dag. Så vi tog os af resten samt haven. Jeg er dybt taknemlig for, at min far nu er et sted, hvor man prioriterer nærvær og samvær. Eksempelvis vil plejehjemmet ikke have frivillige for enhver pris, de skal helst være nogle, som i forvejen har kendskab til stedet og dets værdier. Så de frivillige er eksempelvis tidligere ansatte og deres ægtefæller samt tidligere pårørende.

Tankerne glider videre til mennesker, som jeg kender gennem bloggen, og som er ramt af sygdom. Hver og en får de en kærlig tanke. Når sygdommen rammer, bliver vi pludselig bevidste om livets skrøbelighed, men andres historier kan så være med til at minde os om livets styrke. Min egen familie har også fået sin del, og jeg er dybt taknemlig for, at vi sammen kan støtte hinanden.

Da jeg startede det her indlæg, var det ikke det her, jeg havde i tankerne, men langsomt dukkede ordene frem, og så blev morgenindlægget sådan. Nu vil jeg sætte mig og holde fokus på mit strikketøj, for jeg er blevet opmærksom på, at jeg faktisk er blevet ret dårlig til at koncentrere mig om en ting ad gangen (og det afslører et strikketøj, hvor koncentrationen er nødvendig, for at det hele stemmer, tydeligt). Det vil jeg øve mig på. God tirsdag til dig.