søndag, september 15, 2013

TROVÆRDIGHEDEN

Troværdigheden er faldet lidt for alle faggrupper, kan jeg læse i nyhederne, men sygeplejerskerne sammen med læger og politi topper listen over faggrupper, vi tror på. Det er da dejligt at læse. Nederst i artiklen står, at tallene er baseret på en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse, hvor godt 1000 mennesker har deltaget. Så er det, jeg stiller spørgsmål til, hvordan undersøgelsen er lavet. Er de 1000 tilfældigt valgt eller er det dem, der er interesseret i at deltage? Det kunne nemt påvirke resultatet. Repræsenterer de 1000 Danmarks befolkning forstået på den måde, at de aldersmæssigt og uddannelsesmæssigt svarer til resten af Danmark? Det har også en betydning for resultatet. Jeg kan ikke læse det ud af artiklerne, men må sætte min lid til, at et analysefirma gør sit arbejde godt nok. Tror jeg på det? Efterhånden har vi hørt så mange historier om skjulte dagsordener, så  jeg nemt kan blive paranoid og mistro ethvert firma. Jeg vælger ikke at være mistroisk, men tage undersøgelsen med et gran salt, og derfor er jeg glad for, at mit fag ligger i toppen. Og det skal den enkelte sygeplejerske, inklusiv mig selv, så arbejde på i det daglige, at vi fortsat forbliver der.

I går aftes skete det, som jeg før har skrevet om. Vi havde det så stille, så jeg fandt mapper frem fra dagafsnittet for at begynde en undersøgelse af vores telefonsamtaler. Knap havde jeg lagt dem på bordet, før vi i løbet af 3 kvarter fik tre patienter ind af døren, og flere af dem var dårlige. Så det endte med, at vi tre sygeplejersker i aftenvagten måtte have overarbejde for at få dokumenteret vores sygepleje. Jeg håber og fornemmede også, at vi fremstod troværdige og kompetente. Og en af forklaringer på at det er faggrupper i det offentlige, der topper troværdighedslisten, er at vi dels ikke bliver betalt direkte af dig til at gøre vores arbejde, dels at du møder os i det daglige og dermed får det møde med mig betydning for din oplevelse af min faggruppe. Hvorimod politikere og journalister, som er dem, der ligger i bunden, er faggrupper, vi møder gennem medierne. Og dermed bliver vi præget af mediernes fremstilling af disse faggrupper. Jeg vil så sige, at min egen mistillid til journalister generelt stammer fra egne oplevelser kombineret med en kritisk gennemgang af journalistik i gymnasiet, for slet ikke at tale om bogen "Katharina Blums tabte ære". Og det er utroligt at de oplevelser, som stammer fra ungdommen, stadig præger mig. Og jeg har da også siden mødt dygtige journalister, som gerne vil undersøge et emne bredt og ikke blot ud fra en på forhånd givet dagsorden, men alligevel ville jeg give faggruppen samlet en lav score. Og sådan vil der også være nogle, der har en dyb mistillid til sygeplejersker og læger, som måske bunder i få, men dårlige oplevelser. I aftes mødte jeg dog pårørende, som troede på os, og som troede, at vi ville deres kære det bedste, og at vi var dygtige og kompetente nok, så de trygt kunne tage hjem.

Nu vil jeg trække i løbetøjet og få lidt frisk luft, inden arbejdet kalder. Strikketøjet stemmer nu antalsmæssigt, nu skal jeg blot beslutte mig til farvernes sammensætning, og der er jeg alt for traditionel. Jeg vil gerne turde sætte farver sammen lige som naturen gør det, specielt og modsætningsfyldt og alligevel smukt.

God søndag til dig.



8 kommentarer:

  1. Jeg vil - som du - også stille spørgsmål ved de 1.000 personer. Jeg synes, populationen er alt for lille til, at man kan udtale sig om hele faggruppers troværdighed på det grundlag.

    Når det så er sagt, er jeg selv en af dem, der vurderer læger og sygeplejersker som havende en høj grad af troværdighed. For tiden er jeg tilknyttet Hvidovre Hospital pga. en skulderskade, og jeg synes, at den læge, der undersøgte mig, virkede utrolig dygtig indenfor sit felt. Han tog det stille og roligt og lod mig kigge med på røntgenbillederne, og jeg kunne faktisk se bruddet . det er altid rart som patient at kunne følge med i hvad der foregår.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, vi har også gode erfaringer med at lade patienter eller oftere pårørende se på scanninger. Dejligt at du har gode oplevelse med sygehuset :-)

      Slet
  2. Det er flot og velfortjent, at sygeplejersker ligger så højt på troværdigheds listen. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det synes jeg også, jeg synes jeg møder mange dygtige og engagerede kolleger :-)

      Slet
  3. Hvis de 1000 mennesker er udvalgt rigtigt, kan de sagtens udgøre et repræsentativt udvalg af befolkningen. Tænk på folketingsvalg: den første lillebitte optælling (jeg kan ikke huske hvorfra, men det er altid fra samme sted) fortæller med næsten usvigelig sikkerhed valgets udfald. Med andre ord. er det et ordentligt analysefirma, kan man regne med resultaterne, men alt kan jo også manipuleres til det svar, man ønsker, hvis man er af mere tvivlsom karakter.

    Det er en stor kunst at sætte farver sammen. Naturen er god til det, men det er der ikke mange mennesker, der er :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg ved det godt, men jeg kan jo ikke kontrollere om de har gjort det ordentligt, det håber jeg så på, at der er andre, der gør :-)
      Farvesammensætning er slet ikke så let :-)

      Slet
  4. Det er næsten ligegyldigt, hvem der har svaret - så længe det ikke kun er sygeplejersker ;-) - for det der med faglig troværdighed går nok på tværs af både alder, geografi og politisk tilhørsforhold med mere, så vær du bare tilfreds med, at I som faggruppe ligger så højt. Det er dejligt :-) Omvendt ville det til gengæld også være skræmmende og meget lidt holdbart, hvis læger og sygeplejersker ikke blev betragtet som troværdige. Uha.

    SvarSlet
    Svar
    1. fruen i midten, ja det ville være et skræmmende perspektiv, inklusiv manglende tillid til politi. Og jeg er også glad for at vi som faggruppe er med i toppen :-)

      Slet