MIN DAG

Dagen startede med, at jeg vågnede 10 minutter, før uret ringede, jeg tænkte, jeg ligger lige og slapper lidt af, til uret ringer. Det gjorde det så bare ikke, for selv om jeg i går tjekkede ringetidspunkt, glemte jeg at tjekke, at den ville ringe i dag! Det betød rundstykker til kollegerne og en mødetid en halv time senere end planlagt, til gengæld gik jeg også en halv time senere end planlagt.

På vejen ind hørte jeg om nulvækst i den offentlige sektor, og diskussion om det så betød besparelser på personaleområdet. Efterhånden synes jeg, at der er flere høvdinge end ansatte, forstået på den måde, at der er mennesker ansat til at kigge på effektivisering af patientplejen, men de mennesker har aldrig været i nærheden af en sengeafdeling. Der sidder mennesker overalt på kontorer og udtænker handleplaner på vores vegne. Jeg tror af og til, at der er flere af den slags end dem, der reelt er hos patienten. Nogle ville påstå, at jeg tilhørte den kategori også, men for mig er der en forskel. Ja, jeg er ude af plejen nogle dage om måneden, helt nøjagtig fem dage, men jeg er på afdelingen, jeg er også ansat til at kunne hjælpe mine kolleger eller evt. gå med ind til en patient, hvis der er behov for vejledning ved patientens side. Der er dage, hvor jeg er nødt til gemme mig væk på et kontor, fordi afsnittet i kvalitetssikringens navn skal have instrukser, undervisning, opdateret viden osv., osv. Og at opdatere en instruks kræver, at man sikrer sig, at den nyeste viden er inddraget, og det tager tid.

I dag har jeg haft dagafsnittet, det har så været en af de dage, hvor der ingen patienter kom. Vi ved fra andre steder, at der går mere end et år, før at nyheden og brug af sådan et afsnit virkelig slår igennem. Og helt igennem slår det først, når mennesker tager deres egne symptomer alvorligt og går til læge. Mine kolleger havde ikke brug for hjælp fra morgenstunden af, så i stedet for gik jeg i gang med at få sat system i vores papirer. Vi ringer til patienterne en uge efter indlæggelse i dagafsnittet, og den samtale skal registreres på papir. Indtil nu har papirerne været samlet i en stor mappe, i dag fik jeg dem sat i orden, så vi hurtigt kan finde patienter fra en måned osv. Jeg håber på at kunne dykke ned i arkene og bruge det materiale til at underbygge min undersøgelse. Det er i hvert fald det jeg gerne vil, ligesom jeg gerne vil skrive en artikel til et fagblad. Visionerne er mange, men i det fjerne (eller måske tættere på) buldrer besparelsestrommerne. Vi ruster os til at holde det faglige niveau højt, vi ved at patienterne generelt føler sig professionelt behandlet og synes, at der ydes en god omsorg. Det skulle vi gerne blive ved med.

Derudover vejledte jeg andre kolleger, jeg drøftede med en af vores overlæger nyt udstyr, som allerede var på afsnittet, da vi flyttede ind. Det kan vældig meget, men der er ikke noget ved, at det bliver taget i brug, hvis ikke vi kan handle på det, eller hvis det tager tid fra patienterne.  Jeg startede i det små praksisundervisning sammen med en kollega, vi satser stærkt på at få trombolysebehandlingen tilbage til vores afdeling, men de sparede jo lige nogle kolleger væk den gang, sygeplejerskerne på vores afsnit blev frataget  at være en del af behandlerteamet, og vi skal gerne have den normering tilbage først. Det er altid godt at være forberedt, så derfor er vi gået i gang. Jeg var derudover også med til den daglige teamkonference, hvor vi drøfter alle patienter og vores forslag til en genoptræningsplan. Så selv om jeg ikke var ude hos en patient med medicin, mad eller hjælp til personlig pleje, så har mit fokus alligevel hele dagen været på patienterne og plejen til dem.

Nu er teen drukket, og jeg vil skynde mig at trække i motionstøjet og køre til LOOPtræning, inden sofaen trækker alt for meget i mig. Håber du har haft en dag med gode oplevelser.