Gåsebryst

Ordet vækker minder, minder om et kursus om synkeproblemer, hvor ergoterapeuter fra Hammel Neurocenter skulle undervise os i pleje og behandling af mennesker med synkeproblemer. En af øvelserne var at spise gåsebryst, mens man var halvejs liggende. Tro mig, det er svært, for denne kages sammensætning af forskellige konsistenser (lagkagebund, flødeskum, marcipan og syltetøj) gjorde, at man meget nemt kunne få det galt i halsen. Og det er nøjagtig det, der sker for nogle af vores patienter, også selv om de sidder rigtig, og vi har gjort alt, hvad vi kan med hensyn til den korrekte siddestilling, når man skal spise. Så de patienter skal have mad med ensartet konsistens, så kan de spise uden at fejlsynke, og det er vigtigt. På den måde forebygger vi lungebetændelse og feber og dermed forværring af patientens situation.

Gåsebryst er det, der ligger på mit køkkenbord til optøning. Jeg er i gang med projekt, brug det du har i fryseren og glem din manglende lyst til at lave mad. Så i går fik vi labskovs, i dag skal vi så have gåsebryst med kartoffelmos (på sønnens måde). Jeg fik ikke købt ind til rødkålssalat, så det må blive gulerødder i en eller anden variation. Her i huset er vi vilde med den klassiske råkostsalat, men måske passer let kogte gulerødder bedre? Ovnbagte kan jeg godt glemme, for så bliver jeg alene om at spise dem. Fryseren er gået igennem i håb om at finde en pose grønne bønner, men ingen bønner havde forputtet sig.

Gåsebryster i flyvende tilstand kan også ses i disse dage. det er et flot syn, når en hel flok kommer hen over gården. Og især når himlen er så blå, som den var kortvarigt i går og i dag.

Mine brystmuskler blev rørt i dag, for jeg kom i LOOP fra morgenstunden inden frisørbesøg og møde. Så nu er jeg klar til at nyde aftenstunden, altså når først maden er lavet. Sæt i gang, Lene! Ha en god aften.

Helt fortumlet

Jeg sidder her i mit tøj, søvnen ligger stadig i øjenkrogen og på øjenvipperne, munden føles som efter at have spist en tør gammel kage. Det er ikke så sært. Jeg har lavet te til mand og kone, jeg har sat vasketøj over og jeg har besvaret kommentarer til sidste blogindlæg. Egentlig burde jeg blive vasket og få børste tænder, for det trænger jeg til.

Da jeg kom hjem ved midnatstid efter en stille og rolig aftenvagt, var der hundekoldt i huset. Landmanden var lige vågnet, han havde tændt op i brændeovnen først på aftenen og var så faldet i søvn. Det undte jeg ham, for det trængte han til, så nu sad han og så en film. Han havde derfor ikke mærket kulden i huset, før jeg kom. Mens jeg nød te og en ostemad, gik han ud og kiggede på stokerfyret og ganske rigtigt, det var gået i stå og hvad værre var, tilførslen med piller var helt stoppet til, og der var kommet vand ind, så han måtte i gang med manuelt at tømme og rense. Jeg skulle ikke hjælpe, så da jeg havde spist min ostemad, lagde jeg mig ned på sofaen og ville starte nattens søvn, som jeg plejer efter aftenvagt, med en lille lur på sofaen.

Jeg vågnede i morges helt fortumlet, landmanden var egentlig lige så fortumlet, for han havde arbejdet til klokken halvfire i nat, og nu skulle han i gang med otte timer ved kartoffelsorteren. Han havde godt set, at jeg sov på sofaen fuldt påklædt, dog uden briller og høreapparat (hold nu op som det lyder gammelt), da han kom ind. Men han har en stående ordre på, at jeg ikke skal vækkes, for så kan jeg ikke falde i søvn igen. Det er ikke sjovt at skulle sidde ved en sorter i otte timer, når man har sovet så lidt.

Det har jeg prøvet, da børnene var små og havde været syge om natten, og vi havde ordrer på flere læs kartofler (et læs svarende til 24 tons kartofler = en lastbil fuld). I den situation er der ikke noget, der hedder barnets første sygedag. Vi klarede os ved, at barnet blev placeret i stuen i sofaen med lommetørklæder og saftevand med råderet over videoen, og så smuttede jeg ind på tilsyn, hver gang en bigbag var fyldt med kartofler (1000 kg) og ny skulle sættes på. Sådan klarede vi os igennem de sygedage, vores børn havde, fra de var 2 og 3 år til de var 13 og 14 år. Herefter blev det landmanden, der gik på sygebesøg i stuen, hvis jeg var på arbejde på sygehuset. Da landmanden fik mobiltelefon, kom fastnettelefonen ind på bordet sammen med lommetørklæderne, for så kunne de ringe efter mig.

Og trangen til at sove, mens vi sorterede, blev bekæmpet ved, at jeg valgte emner ud, jeg skulle tænke på. Det skærpede koncentrationen, for det kan godt være søvndyssende at se 20.000 kilo kartofler trille hen over sorterbordet i løbet af en dag. En bigbag tog ca. 20 minutter at fylde, og indimellem talte jeg sekunder for at få tiden til at gå, til jeg kunne rejse mig, løbe ind og kigge til et barn, der hyggede sig med disneyfilm eller satte en vaskemaskinefuld tøj i gang eller hjalp med at sætte næste bigbag på vægten. Så jeg ved, hvordan landmanden må have det i dag, og han ønsker ikke hjælp, for de kan alligevel ikke køre hurtigere, selv om jeg kommer ud.

Nu vil jeg få søvnen ud af øjnene og den gode smag tilbage i munden. Og så kan mandagens fridag passende starte med stille og roligt kontorarbejde. Hvordan mon din mandag er startet?

Skønne ord

Bogen En mand der hedder Ove blev læst på en formiddag, og jeg grinte og græd mig gennem hele bogen. Den gik lige ind fra de første ord, måske fordi jeg kender en mand, der ikke hedder Ove, men som på nogle områder ligner Ove. Og som Ove kan han vældig godt lide at brokke sig og have fastlåste meninger, men tag ikke fejl, han er ikke som præsten og levitten, der går forbi et menneske i nød, fordi de har travlt. Han hjælper lige som Ove gør, godt nok med en masse brok og fastlåste meninger, men Ove er en mand, jeg kan lide.

“Automatgear tilmed, ja, konstaterer han. Det kunne man jo sige sig selv. De her kluddermikler vil jo helst ikke køre deres biler, tænkte Ove, da han sætter den japanske bil i gear og begynder at køre fremad.” “… bør man virkelig have kørekort, hvis man ikke kan finde ud af det. Hva? Det synes Ove faktisk ikke. Ove er stærkt skeptisk over for, at man kan få lov til at stemme til valgene, hvis man ikke kan finde ud af det.”

“ Ove var ikke meget for at høflighedssnakke. Han havde erfaret, at det var en stor karakterbrist nu til dags. Nu skulle man plapre løs om hvad som helst med enhver tåbe, der tilfældigvis havde forvildet sig inden for en armslængdes afstand, bare fordi det var “hyggeligt”. Ove vidste ikke, hvordan man gjorde. Det skyldtes måske hans opvækst. Måske var mænd fra hans generation aldrig blevet forberedt tilstrækkelig godt på en verden, hvor alle talte bare om at gøre ting, men hvor det øjensynlig ikke længere var noget værd rent faktisk at udføre dem. Nu stod folk uden for deres nyrenoverede huse og pralede, som om det var dem selv, der havde bygget dem, til trods for at de ikke havde løftet så meget som en skruetrækker.” “At kunne gøre noget ordentligt – det var ikke længere noget værd. Og hvis man pludselig bare kunne gå hen og købe alting, hvad var det så værd? Hvad var en mand så værd?”

Jeg kunne blive ved, jeg er helt og aldeles vild med Fredrik Backmans univers, med Ove, Britt-Marie og Elsa. Jeg elsker dem og alle de andre personer i bøgerne. Og jeg ved jo godt hvorfor. Fordi de ikke er de pæne, korrekte mennesker, men i deres handlinger ender de med at være de mest skønne mennesker, for hvem hudfarve, sexuel orientering og status i den sidste ende ikke har en betydning. Mennesker, som er så forskellige og alligevel ender med at finde sammen og gøre noget godt, sammen.

Min søndag er startet godt, en ung og energisk kollega skubbede til mig i går. Jeg fortalte i går aftes, at jeg ikke syntes, jeg kunne tage i LOOP, når jeg var på tilkald, for så kunne jeg jo risikere at komme ud på sygehuset helt svedig og ikke nyvasket. Hvorpå hun sagde: Lene, du er forpligtiget til at komme hurtigt, ikke til at komme ren og usvedig. Så jeg skyndte mig at køre ind til LOOP i morges, da jeg vågnede, og bagefter tog jeg rundstykker med hjem til landmanden og mig.

Morgenstundsbilledet er fra i går, for i dag er det diset, glat og gråt. Og det nederste billede har jeg delt på instagram med ordene, det skal min gemal ikke se. Han skulle jo nødigt få gode ideer, det er helt fint, at han står for græsslåning, jeg laver så meget andet.

Håber din søndag er startet godt og at den må blive god. Jeg snupper lige en aftenvagt mere.

Kom hid

Hvad må jeg? Hvad kan jeg? At være på tilkald er en underlig tilstand at være i, for det skal hele tiden tænkes ind i ideer for dagen. Det dur ikke at gå en lang tur, for hvad nu hvis de ringer, når jeg er længst væk fra gården? Så tager det mig lige så lang tid at komme hjem efter bilen, som den tid det tager mig at komme ind på sygehuset. Egentlig bor jeg lige en tand for langt væk til at være på tilkald, men nogle weekender har vi været nødt til at lade mig være det, for at det ikke er de samme, der hele tiden står på tilkald. Nu er det sjældent, at vi rent faktisk bliver tilkaldt, og det er ikke mig, der skal køre med en dårlig patient til trombektomi i Aarhus. Jeg skal ind og erstatte på afdelingen den sygeplejerske, der kører af sted. Så skulle der komme en patient til trombolyse, mens jeg er på vej, så kan den ansvarshavende på afdelingen godt stå for det sammen med de andre sygeplejersker, indtil jeg er der. Men det indebærer stadig, at jeg skal hurtigt af sted, når/hvis mobilen ringer.

Så lysten til at gå en tur i rimfrostens morgenstund blev til en hurtig tur hen ad vejen til første læbælte og så retur igen. Jeg kan jo altid snuppe en omgang alternativ cirkeltræning senere. Kroppen er træt efter en fredag, hvor jeg først fejrede en kollega, der blev 6o, og bagefter havde en travl aftenvagt. Kollegaen havde inviteret kollegerne, nogle kom om formiddagen, andre om eftermiddagen, sådan må det være, når vi arbejder på alle tidspunkter af dagen. Lækkert smørrebrød og masser af snak og latter, så vi aftenvagter havde da slet ikke lyst til at gå, men vi skulle jo afløse, så andre kunne komme af sted til fest.

Landmanden måtte ændre planer, for en grossist manglede kartofler, så vores elev, som ellers er på skole, var frisk på en formiddag i kartoflerne, og så kunne vores medarbejder holde den planlagte friweekend. Min arbejdsweekend bliver med tilkaldevagt både lørdag og søndag om dagen og aftenvagt om aftenen, så jeg tror bare, at jeg går om bord i den bog, jeg købte i går som “fredagsslik” (69 kroner for en god bog, det er jo uhørt billigt) Imens kan vaskemaskinen få lov til at gøre det, den er god til.

Til sidst får du slørede billeder af Mikkel Ræv, som blot slentrede af sted på marken og ikke ænsede mig. Ha en god lørdag.

Jeg er i gang med at udnytte resten af timerne

Rengøringsfirmaet har gjort deres til, at her dufter frisk og rent. Det er en god start på en hverdagsfridag før weekendvagterne. Min dag fik også en god start, for det nye LOOPcenter fik besøg af mig klokken halv otte i morges. Det var specielt at logge sig ind og så være helt alene. Jeg havde tid til at sætte mig ind i cross-traineren og deres gå/løbebånd. Det var der ikke tid eller ro til i tirsdags, da jeg første gang besøgte centeret. Der var mange, der skulle indmeldes og have instruktioner den dag, så i dag var det skønt at være der uden for den bemandede tid. Bagefter gik jeg over til supermarkedet og fik handlet ind, så var det ude af verdenen. Perfekt!

I går var jeg på kursus, det handlede om at skrive videnskabelige artikler og faglige artikler. Og fagredaktøren fra mit fagblad var klar i mælet, hun kunne ikke fordrage alle de artikler og indlæg, der startede med naturen, bland den udenom og skriv om det budskab du vil ha frem.  Så nu starter jeg ikke, men slutter med, at disen stadig hænger tungt herude i mosen, så jeg hygger mig inden døre med te og kontorarbejde. Ha en god dag.

Når jeg bliver gammel

Jeg har aldrig haft kriser over runde tal, nogle tal har sat tanker i gang, andre har bare været endnu et tal. I denne tid funderer jeg meget over, hvorfor jeg funderer så meget, over livet, over mit liv, over mine kæres liv osv.

Da jeg blev 30, havde jeg en lille datter på 14 måneder og ventede hendes lillebror, som ankom 2 måneder senere. Jeg var netop gået fra til barsel, på det tidspunkt havde jeg arbejdet otte måneder efter min første barsel på en hel ny afdeling som fast aftenvagt. faktisk to afdelinger, for på den første kunne man ikke garantere, at jeg ikke kom i kontakt med patienter i kemoterapi, så jeg var udstationeret under min graviditet på en anden afdeling. Knap 2 år valgte jeg at stoppe som sygeplejerske. I dag kan jeg se, at min daværende oversygeplejerske havde ret, jeg var alt for hård ved mig selv, jeg var ikke tilfreds med mig selv som sygeplejerske og glemte at være god og kærlig ved mig selv og fortælle mig selv, at jeg altså var blevet mor til to børn med 16 måneders mellemrum, så det var helt okay, hvis jeg ikke altid følte mig 100 % til stede i tankerne som sygeplejerske på arbejde.

Da jeg blev 40, havde jeg arbejdet sammen med min mand i 9 år, det havde jeg været glad for, men nu var mine børn 10 og 11. Jeg følte mig godt tilpas med mig selv, men længtes efter at blive sygeplejerske igen og græd indimellem over, at jeg havde forspildt alle chancer for at vende tilbage til faget. Knap tre år efter startede jeg igen som sygeplejerske. Jeg kunne flyve, så høj var jeg hver dag af at være sygeplejerske igen og lige så træt var jeg de første mange måneder.

Da jeg blev 50, var alt godt, jeg tog til Paris for at fejre min fødselsdag, min datter var 21, min søn 20 (vi følges ad i runde tal). Jeg havde startet bloggen syv måneder inden. Dengang anede jeg ikke, at jeg ville få længsel efter noget andet end det jeg var som sygeplejerske. Jeg anede ikke, at jeg skulle gennem nederlag som sygeplejerske, hvor jeg følte mig så uduelig. Jeg anede ikke, at jeg tre år efter startede på sundhedsfaglig diplomuddannelse. Jeg anede ikke, at de tre år skulle berige mit liv med viden, venner, inspiration og i den sidste ende en ny arbejdsfunktion.

Og nu bliver jeg 60 år om et par måneder. Børnene er i den grad fløjet fra reden, landmanden ændrede sine planer om at stoppe som 60 årig, og jeg har ingen lyst til at stoppe, når jeg bliver 63. Mine forældre stoppede begge, da de blev 60. Min mor fik konstateret tarmkræft, da hun var 62, opereret med godt resultat, men fik tilbagefald tre år efter og døde, da hun var 74 år. Min far fik problemer med korttidshukommelsen, da min mor fik tilbagefald og blev alvorligt syg, da var han 69 år, og jeg var lige startet igen som sygeplejerske. Da han var 74 år, fik han diagnosen Alzheimer. Måske er det derfor, jeg tænker så meget på de næste ti år,og hvordan jeg vil leve mit liv. Det handler ikke om fantastiske oplevelser, men mere mit liv med arbejde og fritid. Hvad vil jeg fylde i det? Skal jeg ændre noget af det, jeg egentlig ikke er tilfreds med, eller skal jeg sige pyt? Hvilke kampe er værd at tage? Det er underligt at tænke på, at jeg har levet 60 år. Hvis jeg er heldig, har jeg måske 20 gode år tilbage, måske mere. men jeg ved det ikke, og svarene på mine tanker har jeg heller ikke, så jeg funderer videre.

En dag skal vi miste
det bedste vi har
den stærkeste sandhed: Når først vi er kommet
så skal vi herfra 

Men nu skal vi videre
der er så meget at nå
for sange skal synges, musikken skal spilles
hvad vej skal vi gå? 

Det er et kort liv - vi har fået
og vi må nyde det - før det ’ gået
Ja, det et kort liv - vi har fået
lad os nu bruge det - brug det til noget

mandagsaktivitet

Vi lader weekenden passe sig selv, den var så sløv, at jeg har ondt i min krop, mine øjne er firkantede og havde jeg haft skridttæller på, ville den ikke have vist mange skridt. Spild af tid, hvis du spørger mig, men sådan blev det. Det var ikke meningen, at hele weekenden skulle have været sløv, men sådan ryger jeg somme tider i et hul.

Nå, mandag er også snart et overstået kapitel. Håndboldherrerne har pludselig masser af fritid, jeg havde også fri i dag, men valgte at stå op med landmanden, som skulle på jagt, og så hyggede jeg mig på kontoret i nattøj med kontorarbejde og sygeplejearbejde. Min fysioterapeut fik senere lov til at tage fat i mig, og det gjorde ondt, både her og der, men godt bagefter. Og som altid kom vi vidt omkring i vores snak undervejs. Min sygeplejerske fra blodbanken fik lov til at stikke mig, og mens plasmaet fra mig kom i pose, nåede jeg at læse faglitteratur og spise mig mæt i chokolade. Hjemme igen blev eftermiddagen fyldt med lidt af det hele, sofasløvhed, arbejde og madlavning. Frisk luft er det kun blevet til, da jeg tog billeder af himlen, og da jeg gik til og fra bil hos fys. og blodbank.

Over aften fik jeg nok og takket være min opfindsomhed, når det gælder kombinationen af mørkeræd kvinde og trang til bevægelse med frisk luft, så har jeg nu taget tyve minutter alternativ cirkeltræning. Resten af de vågne timer skal tilbringes i nattøj med varm hyldebærsaft og et blad. God aften til dig.

Sløv lørdag

Weekendfri blev benyttet til sen sengetid og dermed også sen opstandelse fra søvnens rige. Langsom morgenmad, fælles mailskrivning, facebook og nyhedssurfing for landmandens vedkommende, og jeg har benyttet den grå formiddag til at få tømt mobilen for billeder fra forskellige faglige konferencer/temadage. Nu skal de sættes i mapper og overføres til dropbox, så jeg kan bruge dem på arbejde. Forhåbentlig får jeg også slettet med hård hånd de, som ikke er relevante, i den proces. Mobilens interne lager er snart fyldt, det er ikke der, mine billeder ligger. De ligger på simkortet, men jeg kan se, at alle instagrambilleder ligger i det interne lager. Kan man fjerne dem, uden at det går ud over instagramprofilen?

Fjernsynet kører med Leif Davidsen og intervieweren, som udfører walk and talk, Det skal da vist være en kameramand, der er sikker på sin gang og sin kameraføring, for han går baglæns.Det er faktisk meget interessant, men nu skriver jeg jo indlæg, så det bliver kun med et halvt øre, at jeg hører om Rusland og USA. Selve formen er anderledes, dels det at man går, dels at der er tid til at formulere sig og intervieweren ikke har travlt med at afbryde hele tiden, så hans ide om indhold bliver fulgt.

Det er sjovt som lyd og opfattelsen af lyd er forskellig. Jeg vil helst have det blødt og mellemniveau, og så må jeg kompensere for den manglende hørelse med høreapparat og/eller med undertekster. Landmanden nyder derimod meget høj lyd. Til gengæld har jeg fuld skrue på lyden i bilen, når jeg synger duet med alverdens sangere. Og andre får et chok (det får jeg også selv), hvis jeg har glemt at skrue ned for lydniveauet, og man sætter sig ind og starter bilen. Hold da op, man bliver blæst helt ud af bildøren.

Trods mange timers søvn føler jeg mig sløv og mat, men jeg har ingen planer, så jeg kan sådan set være sløv hele weekenden, hvis det er det, jeg vil. Rigtig god lørdag til dig.

Det kommer så aldrig til at ske og lidt af hvert

Så er jeg tilbage på arbejde og det har været en skøn og travl dag.

Min mellemste lillesøster ringede forleden dag, før hun skulle have lang vagt på efterskolen. Vi snakkede om forskelligt og blandt andet om den mail, jeg havde sendt til mine fire søskende og min svigersøster (et navn, som jeg snuppede rask, da jeg læste om det på en blog – noget med en engelsktalende ægtefælles oversættelse af sister in law) I den mail skrev jeg, at jeg vidste godt, hvordan min ældste lillesøster ville bruge de fridage, men det ville ikke komme til at ske her. Min mellemste lillesøster var enig med mig, at det ville heller aldrig ske hos hende, men vi kender også hinanden så godt, at vi ved, at det netop er lykken for vores søster, og jeg elsker hende for at være så anderledes på det punkt. Havde hun haft den mængde fridage, så var hun gået i gang med f.eks. at lytte alle sine gamle CD’er igennem og kassere dem, hun ikke gider have mere (tjek, er gjort – hos hende). Mens hun gør det, kan hun da lige gå skabene igennem og få ryddet op i dem (tjek, er gjort – hos hende). Og er der stadig CD’er tilbage (vi fik også nogle fra barndomshjemmet sammen med LP’er), så kan hun lige gå sin opskriftssamling igennem for derefter at beslutte sig for systematisk at prøve dem af og så smide dem væk bagefter (tjek, er gjort – hos hende). Det kommer så ikke til at ske her! Derfor inviterede hun også sig selv til, at vi kunne gå kasser fra barndomshjemmet på mit loft igennem, så jeg kunne få smidt ud. Og det kriblede i hendes fingre for, at vi fortsatte i skabe og på loftet. Det er jeg så ikke helt klar til, endnu. Synes det er lidt af en falliterklæring.

Nu har jeg dog fået afleveret det, vi sorterede fra af tøj og bøger, til genbrug, og i samme ombæring fik jeg også afleveret de poser fra min gennemgang af tøj fra mit, landmandens og sønnens skab (jeg lavede bunkerne og de godkendte). Åh jo, mine børn lavede præcis samme manøvre som jeg gjorde, da jeg flyttede hjemmefra. Så der står masser af ting på loftet, og skabene bugner ligeså af deres ting. Jeg har truet dem med, at de skal komme hjem en weekend kun med det formål for øje, men hver gang de er hjemme, hygger vi os med alt muligt andet. Og jeg kan ikke smide det væk, eller rettere jeg lader, som om jeg slet ikke kan se, at det fylder i skabe og på loftet (for jeg kunne nok godt smide noget af det væk, f.eks. den kasse med udklip fra malebøger, jeg ved står på loftet). Og jeg venter på den dag, hvor jeg pludselig får nok. Mon det kommer til at ske? Ellers kommer der jo en dag inden for de næste ti år, hvor vi skal flytte fra gården, fordi landmanden går på pension fra kartoffelavlen (landmand bliver han ved med at være, men på nedsat tid). Den dag skal jeg slet ikke tænke på, når jeg ved, hvor meget vi har gemt ikke blot på loft og i skabe men også i lader og værkstedsrum osv.

Pyt, jeg fik julepynten pakket ned i kasser og sat på loftet, jeg fik strikket et pandebånd og en karklud, jeg fik vasket julens vaser af, jeg fik vasket tøj og lagt det sammen, men vigtigst af alt nød jeg blot at have tid til at gøre lige det, jeg har lyst til. Og det indebar blandt andet gåture hver anden dag og LOOP to gange.

Nu sidder jeg så her, brændeovnen knitrer hyggeligt, teen smager skønt og det er helt bevidst, at jeg valgte at køre hjem først. Jeg elsker den lille stund, hvor vi sidder sammen og nyder eftermiddagsteen.

Jeg satsede på, at jeg ikke blev så gumpetung, at jeg ikke kommer ud i bilen igen og kører til LOOP, den ligger i en anden by end mit arbejde. Ja, ja, jeg ved det godt! Lokalkendte vil vide, at jeg kan køre lige forbi et LOOPcenter i den store by på vej hjem, men jeg bryder mig ikke så meget om det, jeg føler mig ikke “hjemme” der. Det satser jeg på, at det nye center, der kommer i en by tættere på gården, får mig til at føle. Det ligger i hvert fald lige midt i byen og tæt på min tebutik, apoteket og supermarkedet, så når først jeg har parkeret, kan jeg gå hen og handle. Og det betyder noget. Vores hjerne skal snydes til at synes, det er nemt, for at vi vælger andre handlemåder end de vanlige. Og nu har jeg skiftet tøj, fundet nettet med træningssko og fyldt vanddunken op. Dagens overraskelse, at komme ud til en blå himmel og en skøn luft efter arbejde, sidder stadig i mig sammen med glæden over at have genfundet en af min gamle CDer med Danser med Drengene. Jeg nåede at skråle med på halvdelen af sangene på vejen hjem, nu vil vi fortsætte vores gode samarbejde, mens jeg kører nordpå. Ha en god aften.

Billederne er fra mandagens gåtur

Ellevte gang

Det er 10½ år siden, at jeg startede min blog, det er ellevte gang, at gemalen har fødselsdag. Det er ikke ellevte gang, at jeg skrevet om det, måske fordi vi i starten skulle finde ud af, hvad det her blogging var for noget. Landmanden læste på et tidspunkt med her på bloggen, det tror jeg ikke, han gør mere. Nu er han på Facebook og som alle andre er han helt opslugt af det, lige som jeg er opslugt af bloglæsning. Alene af den grund (altså at jeg både bliver opslugt af blog og FB, instagram kommer man hurtigt igennem, når man som jeg er mere ordmenneske end billedemenneske) har jeg indtil nu afslået at komme på facebook, men nu overvejer jeg at oprette en profil, så jeg kan følge med i faglige nyheder, for jeg blev lidt pikeret over at opdage en nyhed givet til mig af en diætist, som havde søgt viden om apopleksi og behandling af denne.

Dagen i dag startede med en lille fødselsdagssang, og da vi ville have rundstykker sammen med medarbejderen til formiddagspausen, var vi enige om, at morgenmaden blev den sædvanlige slags. Jeg havde dog lavet hjemmelavet mysli (eller granola som jeg har læst på madblogge, at det hedder, når det er honningristet) og presset appelsinjuice.

Min mand har jeg skrevet meget om, det kan du læse her og her og her og …

I disse dage går jeg spændt og venter på, hvad han beslutter. Er det slut med at have hund her på gården? Eller får vi en lille ny hvalp, når forårsarbejdet banker på i april måned? Landmanden går og diskuterer med sig selv, det er helt og holdent hans beslutning. Jeg er jo ikke sådan en, der bare må have hund, og landmanden grinte forleden dag, da han viste mig et FBklip fra en af hundevennerne. Han vidste lige nøjagtig, hvilken reaktion han ville få fra mig, mit ansigt fortrak sig helt. Jeg kan slet ikke have, når man er i tæt krammekontakt med sin hund. Min yngste søster elsker det, og Istvan blev overøst med kram, når hun var her. Jeg går bare et andet sted hen og undrer mig.

Men jeg holder af hunde, og skal vi have hund, skal den være hjertelig velkommen. Nu får vi at se. I dag har fødselsdagsbarnet nok at gøre med at sortere kartofler hele dagen. Vi har aftalt tidlig aftensmad, så vi kan se håndboldkamp efterfølgende. Der skal laves vildtpie, men først skal jeg lige have lidt frisk luft. Må du få en god dag, omend den er noget fugtig og grå her.

Løftet holder stadig

To fridage tilbage og indtil nu har jeg holdt mit løfte til mig selv om at holde fokus på det. der gør mig glad. Dette indebærer blandt andet LOOP og gåture. I dag var det gåtursdag, og den blev kombineret med tjek af sommerhuset. I starten kunne jeg ikke komme op i det tempo, som jeg kan lide at gå i. Jeg har aldrig været til slentreture, der skal fart på skridtene og en vis længde. Det var der simpelthen for glat til på skovvejene, heldigvis blev det bedre, da jeg kom ud i det fri. I dag tog jeg turen henover klitten med udsyn til havet, hvorefter jeg som en ældre dame (det er jeg vel også) gik sidelæns ned ad de glatte trappetrin med et godt greb i rækværket.

Stranden er ikke pæn og smuk som om sommeren, men den er lige som den skal være på en forblæst januardag.

Hjemad tog jeg turen forbi hestene, som ikke havde tid til at værdige mig et blik. Der skal arbejdes for føden, så der blev stampet godt i jorden for at løsnet græsset.

Igen måtte jeg være den ældre dame, jeg er, op ad trappen. Jeg skulle ikke risikere at falde ned og brække et ban. Derfor har jeg også altid min mobil med mig, for tænk nu hvis …

Det samme gør sig gældende i bilen, jeg vender hellere om, hvis jeg opdager det i tide.

Pulsen kom op, pandebånd og handsker kom af i takt med den indre varme steg. Bagefter kombinerede jeg køreturen med indkøb. Og der midt i apoteket hilste jeg på en kvinde, som jeg godt kunne kende. Bagefter tænkte jeg, hold nu op, Lene, du er virkelig blevet gammel, når de unge piger, du havde som hjælpere på gymnastikholdet for 26 år siden, nu ikke kan rubriceres som unge piger mere, ja faktisk heller ikke unge kvinder. Jeg mener nemlig ikke, at de kan kaldes unge kvinder, de er stadig unge i mine øjne, men når man er tættere på de 40 end de 30, så er man voksne, smukke, dejlige, men ikke unge kvinder i mine øjne. Undskyld til dem, den sætning måtte ramme.

Skidt pyt, jeg har det godt, der hvor jeg er. Det er bare underligt, at jeg næste gang fylder 60. Af og til føler jeg mig ikke voksen nok til at have den alder, og andre gange føler jeg, at jeg netop har den ro og erfaring, man har, når man har levet 60 år. Ikke flere tanker om det, nu vil jeg skære noget lækkert brød til landmanden med hans yndlingspålæg på og lægge noget lækkert ost på mit knækbrød. Der er brygget te, hver vores te, og så vil vi nyde eftermiddagens skumringstime sammen med hver vores elektroniske udstyr. Og jeg har besluttet mig for, at jeg skal se håndbold i aften sammen med landmanden, det siger mig ikke noget, men så må jeg strikke. Vi sidder alt for ofte i hver sin stue om aftenen, fordi vi ikke interesserer os for det samme. Jeg vil prøve at være med på landmandens kanal nogle timer hver aften, måske kan jeg ligefrem blive beriget med ny viden (nyheder, dokumentar, debatter, sport og naturudsendelser siger mig ikke noget, men nu skal det prøves – man skal udfordres på sin magelighed og sine vaner, skal man!)

God mandag til dig, mon du ser håndbold?

De nære ting

Min morbror døde 54 år gammel af kræft, og til mindekomsammen efter hans begravelse sang man “de nære ting”. Fordi det var den sang, han lyttede til den sidste tid og den han nynnede. I bogen At være dødelig ( som jeg kun kan anbefale) fortælles om studier, der viste, at når vi trues på livet af sygdom, og/eller når livet pludselig får en synlig udløbsdato, så er det det fuldstændig de samme ting, der kommer til at få betydning, uanset om du er gammel eller ung, nemlig de nære ting.  Karriere, materielle ting, rejser osv. mister deres betydning. Det, der tæller, er samvær med familie og venner, det er det smukke i hverdagen, det er at have en god dag. Da jeg startede min blog, var det med ønsket om at fokusere på det nære, på det smukke i hverdagen, inspireret af Liselotte og Ella (sidstnævnte er desværre ikke aktiv blogger mere)

Jeg kan mærke, at i den travle hverdag har jeg indimellem svært ved at holde fokus på dette, og at jeg til gengæld i ferie og på fridage nemmere får kameraet med mig, og at det hjælper mig til at fokusere. Morgenen startede med at sove lige så længe, som jeg havde lyst til/kunne. Og så tog jeg travestøvlerne på og gik en tur, mens solen stod op. Luften, udsynet og det at gå, bare gå, gør mig glad. Der er ikke meget nyt at se på, når jeg går. Det er 2½ km den ene vej og så samme vej tilbage. Men det frigør også tankerne, så de kan flyve frit omkring og jeg bare kan gå og gå. Landmanden har sommetider spurgt mig, om den eller den er i gang med at så/høste/tage kartofler op, og jeg har ganske enkelt ikke set det. Til gengæld har jeg måske set den første krokus i en rabat eller fugle på himlen eller en smuk gren på et træ.

Nu er der nydt det store weekendmåltid med blødkogt æg, rugbrød med smør, hjemmebagte boller og knækbrød og tilbehøret var for mit vedkommende pålægschokolade, ost og hjemmelavet syltetøj og for landmandens vedkommende gode hjortespegepølser, røget dyrekød og god leverpostej. Sådan er vi så forskellige. Landmanden er i gang med at flytte kartoffelkasser, og jeg vil trække tiden lidt med et blogindlæg og strikketøj, inden julen skal pakkes helt væk i kasser. Den ligger nemlig overalt på det ene værelse.

Må du få en god lørdag med plads til det, der betyder noget for dig.

FOD hvaffornoet

Opdatering: efter at have læst mit indlæg, kom jeg i tanke om følgende: hvis du har mavesmerter, oppusthed, vekslende afføringer eller konstant diarre eller forstoppelse, så skal du gå til din egen læge først og blive undersøgt. Vi er blevet tjekket via kikkertundersøgelse for kræft i tarmen, da min mor fik dette 62 år gammel og døde af det 74 år gammel.

Der findes utallige diæter, mange af dem er baseret på erfaring og holdninger, få er baseret på reel forskning og viden (mit synspunkt). Datteren har i flere år (mange år) døjet med mavesmerter, oppustet mave, osv. Hun havde selv en ide om, at visse madvarer triggede symptomerne.

Jeg havde læst om en diæt, som australske forskere havde udviklet ud fra viden om, hvad der trigger symptomerne i det syndrom, der er kendt som irritabel tyktarm. Vi blev enige om, at datteren skulle konsultere en diætist med viden om denne diæt. Low FODMAP er navnet på diæten, og den er beregnet på, at man i en periode udelukker madvarer med højt FODMAPindhold. FODMAP er visse typer kulhydrater, som hos nogle mennesker ikke bliver nedbrudt i tyndtarmen. Når de kommer ned i tyktarmen, nedbrydes de af bakterierne der og udvikler gasser. Hvis symptomerne reduceres under udelukkelsesdiæten, skal man efter denne periode indføre en gruppe ad gangen for at finde synderne, dem ens krop ikke kan nedbryde i tyndtarmen.

For datterens vedkommende er det laktose, andre grupper kan godt spises, men i små mængder og ikke for mange af dem sammen. Min grandniece, som er meget allergisk, og som gennem mange år har gået fra den ene speciallæge til den anden for at afprøve diverse diæter, fik først ro i sin mave, da hun kom på low FODMAPdiæten. Og som hun så rammende sagde (min kloge 17årige grandniece), man dør jo ikke af at spise det, så da de var på ferie i Italien, havde hun besluttet sig for at spise en rigtig italiensk pizza, velvidende at den indeholdt fruktaner (som er i hvede og rug). Og ganske rigtigt, efter nydelsen kom regningen, men den var det værd, og symptomerne forsvandt igen, da hun gik tilbage til sin vanlige kost, Det var også hende, der tørt sagde, at hun var blevet ret skrap til at bage brød og boller af fuldkornsspeltmel, for det var den eneste meltype, hun kunne tåle.

Der findes bøger skrevet af danske diætister, der findes en app og der findes helt sikkert meget på nettet om det. Man kan starte her, hvis man vil have lidt viden. Og nedenstående figur er taget fra denne hjemmeside.

Fakta

Hvad betyder FODMAP?

• F står for Fermenterbare, som betyder, at kulhydrater nedbrydes i tarmen.
• O står for Oligosakkarider, som er en gruppe af kulhydrater med op til ti molekyler.
• D står for Disakkarider, som er en gruppe kulhydrater med to molekyler.
• M står for Monosakkarider, som er kulhydrater med et molekyle.
• A står for And (og), så på dansk skulle diæten hedde FODMOP.
• P står for Polyoler, der er sukkeralkoholer, hvis navne tit ender på – ol.

Kilde: Mette Borre

Og hvorfor nu dette indlæg? Fordi jeg overvejer, om jeg orker at gå i gang. Det kan synes skørt ikke at orke, når nu min mave dagligt er et veritabelt gasanlæg, nogle dage mere end andre, og når nu flere i min familie har haft gavn af det. Jeg er bare ikke særlig struktureret, hvad angår mad. Hvis jeg laver en madplan, er det helt sikkert, at jeg har lyst til noget andet, når jeg kommer til aften. Når jeg har besluttet mig for at udelukke hvedemel, så længes jeg efter rundstykker og boller, dog har jeg den sidste tid fået det reduceret i min hverdag, og jeg kan mærke en forskel (faktisk er rugbrød og mit hjemmebagte knækbrød også med højt indhold). Så dette indlæg er lige så meget til mig selv, jeg er vel i det, man i Forandringens Hjul eller Stage of Change modellen kalder overvejelsesfasen. Om jeg nogen sinde kommer videre, vil vise sig.

Yeahh

Uret ringede klokken 3.30 i nat. Egentlig skulle det ikke det, men i betragtning af landmandens træthed de sidste par dage tænkte jeg, at jeg ville støtte ham. Han har nemlig taget fri i dag og er lige nu på jagt langt nede i landet, tæt på Esbjerg, og derfor det meget tidlige tidspunkt for vækning. Han hørte nu sit ur, men da jeg var vågen, stod jeg op og bryggede te. Bagefter lagde jeg mig på sofaen med dynen og startede en intetsigende serie, hvorefter jeg faldt i søvn igen og vågnede først klokken otte. Både i nat og her til morgen var det et smukt syn at kigge ud af vinduerne, der er helt hvidt derude.

Jeg har lovet mig selv, at mine fridage skal bruges på nogle enkelte faste punkter og nogle enkelte gøremål, ellers skal jeg skrotte dårlig samvittighed og blot gøre det, jeg har lyst til. Så det gør jeg så. I dag er det faste gøremål at få returneret en julegave og få pengene tilbage, da jeg har fundet den rigtige størrelse et andet sted. I dag er det faste punkt at komme i LOOP. Jeg læste et sted, at der hvor vi fejler, når vi sætter os mål, er, at vi glemmer vejen dertil, og den skal også beskrives i detaljer.

Min krop brokker sig, så derfor har jeg besluttet, at de sidste måneder i mit liv, før jeg bliver 60, skal dedikeres til, at min krop er tilfreds og glad, når jeg holder fødselsdag. Mange tror, at jeg går meget, glem det, jeg er i den grad blevet et sofadyr og blogger kun om de få dage, hvor jeg får gået en tur. Mine syv fridage skal bruges på at få motionen ind igen. I går regnede det, så den planlagte gåtur blev ikke til noget. Jeg nåede lige ud, inden det satte ind med haglvejr. I dag derimod skinner solen og gør alting smukt omkring mig. Små frosne søer på markerne, landevejens hvide look hos os (jeg nyder, at der ikke kører så mange biler forbi os og kører sneen i smat), svanerne, den blå himmel, duften af træ, den friske frostklare luft. Jeg elsker det, og så er det nemt at holde fast i planen med skiftevis gåture og LOOP hver dag. I dag snupper jeg så begge dele.

Jeg lignede en professionel fotograf på min gåtur. I den ene lomme mobilkameraet (til Instagram), i den anden lomme mit lille Lumixkamera (til makrofotografering) og om halsen mit spejlreflekskamera, som jeg gerne vil blive bedre til at bruge. Jeg er ikke professionel og drømmer om et kursus, hvor jeg kan lære at bevæge mig væk fra autoindstillinger. Faktisk har jeg fundet en udbyder, men indtil nu har datoerne ikke passet med min kalender.

Indtil det sker, vil jeg lege noget mere med at finde motiver i min hverdag. Og kontorvinduet med julens efterladenskaber på blomsterfronten får lov til at stå, til jeg synes, at der skal ryddes op og vaskes af. Ha en dejlig fredag, jeg håber, I har fået et drys af den snehvide magi.

Nå men så siger vi det

Faktisk er det først i dag, det for alvor gik op for mig, at der var planlagt med syv fridage for mit vedkommende! Eller rettere sagt der er to fridage, og så er der stregdage og en enkelt afspadseringsdag i morgen. Den har jeg så selv inddraget delvist til hjemmearbejdsdag. Stregdagene dækker både over, at jeg ikke er fuldtids og derfor ikke får løn for mere end 30 timer om ugen og at vi arbejder otte timer om dagen og derfor kommer op på flere timer, end vi er ansat til, i visse uger. Det sidste modregnes så med stregdage over en 12 ugers periode. Der har jo også været jul, og så er der noget med, at min normperiode nedskrives, lige som jeg har haft tilkaldevagt og sådan en tæller for 1/3 vagt, så det giver også stregdage. I kan godt høre, at jeg er virkelig den bedste medarbejder* en arbejdsplads kan få, for jeg har ikke styr på detaljerne. Jeg tjekker dog min lønseddel for timer, men om de er placeret helt korrekte, det får jeg ikke tjekket. Shame on you, tidligere tillidsmand for sygeplejeelever (hvor jeg endda underviste i overenskomsten).

* læs blot her

Skidt pyt, jeg satser på, at ved at inddrage en del af afspadseringsdagen i morgen når jeg i mål med de punkter, der skal nås, så jeg får fred i min sjæl til at holde fri. I går aftes satte hjernen nemlig turbo på tankemylderet og den indre to-do liste, lige da jeg skulle sove, og så ved jeg, at jeg skal gøre noget. Men syv dage, det er da helt vildt. Landmanden til gengæld har så travlt, så han er helt ødelagt i kroppen. Det er hårdt at sidde 8 – 9 timer hver dag og sortere kartofler, hvorefter han går i gang med det arbejde, der skal til, for at de kan sidde klar næste morgen igen. Godt han snart kan holde weekend. Jeg starter i morgen og i aften skal jeg synge gospel. God aften til dig. Jeg er klar.

Billederne er en side fra min Barnets bog.Mon jeg nogensinde får gjort mine børns bog færdig? Nu har jeg da tid.

Sofaflugt

Jeg nåede det lige akkurat. Lige i netop det sekund, hvor øjnene var lige ved at lukke sig og hvor fornuften var på nippet til at overgive sig til det samlede kropssanse-erkendelseskompagni anført af trætheden og kuldskærheden, lige netop i det sekund rejste jeg mig og sagde til mig selv; gør noget, fotografer, skriv indlæg, ryd op, lav mad. Alt andet end at sove her klokken halv i spisetid. Så det gjorde jeg.

Juletræet er væk, pynten ligger på et værelse og venter på at det kommer i julekasserne på energirige fridage. Mine nye hjemmesko (gave fra mine børn) bliver promeneret. Tulipanerne kunne godt bruge en hjælpende hånd ud til skraldespanden, men netop disse blomster er smukke i deres forfald. Stuens rod virker hyggeligt i brændeovnens skær.

 

Der er handlet ind, så jeg kan følge en opskrift, der omsætter gamle og nye grøntsager til en gryderet. Landmanden undslap også sofaen og er nu i fuld sving udenfor. Der flyttes rundt på kartoffelkasser, med og uden kartofler, så det ene kølehus kan lukkes ned indtil næste sæson i september.

En lille historie fra det virkelige liv: jeg har haft introduktion af ny kollega, jeg har haft møde med en diætist fra et firma, jeg har haft møde med en terapeut om tværfaglighed og temadage, og så kom jeg ud fra kontoret tidsnok til at overtage en telefonopgave fra min kollega. Bagefter ringede en sygeplejerske (formoder jeg han var, han var svær at høre i telefonen) fra en kirurgisk afdeling. Vi havde en patient, der skulle opereres, og sygeplejersken ville informere mig om, at vi skulle bestille narkosetilsyn. Nu er vi jo ikke en kirurgisk afdeling, så jeg stillede mange spørgsmål, relevante syntes jeg selv, for jeg ville være helt sikker på, at vi vidste, hvordan vi skulle gøre det. Indimellem måtte jeg også bede ham om at gentage det sagte, fordi han mumlede og havde lav og hurtig stemmeføring (her skal ikke siges noget om min nedsatte hørelse, jeg har jo høreapparater i). Til sidst sagde han; nej det er nemmere, jeg selv gør det, jeg gør det selv, hej og så lagde han røret på. Det var helt fint for mig, for mine aftenvagtkolleger havde rigeligt at se til, da vi gik hjem.

Nu er hjernen blevet frisk nok til at jeg kan gå i gang med at lave mad og tømme opvaskemaskine. Og bagefter kommer belønningen, serietid, og i dag vil jeg finde strikketøjet frem som akkompagnement og som sikkerhed for sofaoverfald (man kan ikke ligge ned og strikke, eller rettere sagt, jeg kan ikke ligge ned og strikke). I går aftes til strikkecafe hos Liselotte og Kenneth fik jeg startet på et pandebånd i perlestrik, det kan jeg ligefrem se en ende på, og der kommer frost til weekenden, så det passer perfekt. God aften til dig