lørdag, januar 28, 2017

Kom hid

Hvad må jeg? Hvad kan jeg? At være på tilkald er en underlig tilstand at være i, for det skal hele tiden tænkes ind i ideer for dagen. Det dur ikke at gå en lang tur, for hvad nu hvis de ringer, når jeg er længst væk fra gården? Så tager det mig lige så lang tid at komme hjem efter bilen, som den tid det tager mig at komme ind på sygehuset. Egentlig bor jeg lige en tand for langt væk til at være på tilkald, men nogle weekender har vi været nødt til at lade mig være det, for at det ikke er de samme, der hele tiden står på tilkald. Nu er det sjældent, at vi rent faktisk bliver tilkaldt, og det er ikke mig, der skal køre med en dårlig patient til trombektomi i Aarhus. Jeg skal ind og erstatte på afdelingen den sygeplejerske, der kører af sted. Så skulle der komme en patient til trombolyse, mens jeg er på vej, så kan den ansvarshavende på afdelingen godt stå for det sammen med de andre sygeplejersker, indtil jeg er der. Men det indebærer stadig, at jeg skal hurtigt af sted, når/hvis mobilen ringer.

P1050165P1050166

Så lysten til at gå en tur i rimfrostens morgenstund blev til en hurtig tur hen ad vejen til første læbælte og så retur igen. Jeg kan jo altid snuppe en omgang alternativ cirkeltræning senere. Kroppen er træt efter en fredag, hvor jeg først fejrede en kollega, der blev 6o, og bagefter havde en travl aftenvagt. Kollegaen havde inviteret kollegerne, nogle kom om formiddagen, andre om eftermiddagen, sådan må det være, når vi arbejder på alle tidspunkter af dagen. Lækkert smørrebrød og masser af snak og latter, så vi aftenvagter havde da slet ikke lyst til at gå, men vi skulle jo afløse, så andre kunne komme af sted til fest.

P1050170P1050172

Landmanden måtte ændre planer, for en grossist manglede kartofler, så vores elev, som ellers er på skole, var frisk på en formiddag i kartoflerne, og så kunne vores medarbejder holde den planlagte friweekend. Min arbejdsweekend bliver med tilkaldevagt både lørdag og søndag om dagen og aftenvagt om aftenen, så jeg tror bare, at jeg går om bord i den bog, jeg købte i går som “fredagsslik” (69 kroner for en god bog, det er jo uhørt billigt) Imens kan vaskemaskinen få lov til at gøre det, den er god til.

Til sidst får du slørede billeder af Mikkel Ræv, som blot slentrede af sted på marken og ikke ænsede mig. Ha en god lørdag.

P1050174P1050176

16 kommentarer:

  1. Sikke nogle smukke billeder; en smuk morgen! ❤️
    Jeg kan godt forestille mig, at det er et underligt limbo at befinde sig i, når man på tilkald. Håber at du får det bedst mulige ud af dagen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Skøreliv, jeg læste :-) Og dejligt at du brugte ordet limbo, for det ville jeg have brugt, men blev i tvivl om det kunne bruges her.

      Slet
  2. Vidunderlige billeder, og ja, det var en meget smuk morgen.
    At være tilkald, og med den afstand til job, så er det da også vigtigt at jord og himmel ikke står i 1, hvilket du jo ikke kan planlægge ;-)
    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Abildjyde, og i lige måde. I dag er det glat på det første stykke vej, så det skal jeg tage højde for.

      Slet
  3. Det var da en genial måde at fejre sin fødselsdag på, så alle kunne komme til at deltage :) Og så er det så dejligt med fleksibilitet, så nogen kan holde tiltrængt fri og andre kan få rørt sig lidt, trods skoleophold. Det var der andre, der kunne lære af. Jeg prøver at lære de unge mennesker, der kommer forbi mig i arbejdslivet, at det hele fungerer bedst, hvis vi alle kan finde ud af at være fleksible.
    Go' weekend til jer.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, og jeg havde tænkt mig samme koncept, og det ku jeg se virkede :-)
      Tak og i lige måde

      Slet
  4. Hyg dig med Ove og den der cirkelmodel bruger jeg hvis det truer med torden God weekend kH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anette og god weekend til jer. Cirkelmodellen kom ikke i brug, for jeg hyggede mig for meget med Ove :-)

      Slet
  5. Det lyder som en helt ideel fødselsdagsfejring. God læselyst, Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, KS, og det var en god dag. De sidste gik vist først over aften, har jeg hørt :-)

      Slet
  6. Hyg dig i selskab med Ove. Det er svært i starten, men han vinder ved nærmere bekendtskab. Og det er ikke fordi bogen starter dårligt ;-)
    Krydser fingre for, at du ikke bliver tilkaldt.
    Og jo: Det var en skøn, skøn morgen, men den har vi også ventet på længe her i det sydsjællandske!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, måske fordi jeg har læst bøgerne i omvendt rækkefølge, var jeg med lige fra starten af, det var en skøn bog.
      Jeg blev ikke tilkaldt og heller ikke i dag, så nu gør jeg mig klar til aftenvagten.

      Slet
  7. Smukke gamle mose. De opfører faktisk "En mand der hedder Ove" lige nu på Teatret i Haderslev :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Skønne datter, hvor gad jeg godt se det teaterstykke sammen med dig :-)

      Slet
  8. God fornøjelse med Ove. Jeg er vild med den bog, - og jeg lærte også at holde af Ove..... (Det vil du nok forstå, når du har læst den)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva, jeg forstår og jeg holdt af ham fra start af, for han minder om en anden mand, jeg holder af :-)

      Slet