Løftet holder stadig

To fridage tilbage og indtil nu har jeg holdt mit løfte til mig selv om at holde fokus på det. der gør mig glad. Dette indebærer blandt andet LOOP og gåture. I dag var det gåtursdag, og den blev kombineret med tjek af sommerhuset. I starten kunne jeg ikke komme op i det tempo, som jeg kan lide at gå i. Jeg har aldrig været til slentreture, der skal fart på skridtene og en vis længde. Det var der simpelthen for glat til på skovvejene, heldigvis blev det bedre, da jeg kom ud i det fri. I dag tog jeg turen henover klitten med udsyn til havet, hvorefter jeg som en ældre dame (det er jeg vel også) gik sidelæns ned ad de glatte trappetrin med et godt greb i rækværket.

Stranden er ikke pæn og smuk som om sommeren, men den er lige som den skal være på en forblæst januardag.

Hjemad tog jeg turen forbi hestene, som ikke havde tid til at værdige mig et blik. Der skal arbejdes for føden, så der blev stampet godt i jorden for at løsnet græsset.

Igen måtte jeg være den ældre dame, jeg er, op ad trappen. Jeg skulle ikke risikere at falde ned og brække et ban. Derfor har jeg også altid min mobil med mig, for tænk nu hvis …

Det samme gør sig gældende i bilen, jeg vender hellere om, hvis jeg opdager det i tide.

Pulsen kom op, pandebånd og handsker kom af i takt med den indre varme steg. Bagefter kombinerede jeg køreturen med indkøb. Og der midt i apoteket hilste jeg på en kvinde, som jeg godt kunne kende. Bagefter tænkte jeg, hold nu op, Lene, du er virkelig blevet gammel, når de unge piger, du havde som hjælpere på gymnastikholdet for 26 år siden, nu ikke kan rubriceres som unge piger mere, ja faktisk heller ikke unge kvinder. Jeg mener nemlig ikke, at de kan kaldes unge kvinder, de er stadig unge i mine øjne, men når man er tættere på de 40 end de 30, så er man voksne, smukke, dejlige, men ikke unge kvinder i mine øjne. Undskyld til dem, den sætning måtte ramme.

Skidt pyt, jeg har det godt, der hvor jeg er. Det er bare underligt, at jeg næste gang fylder 60. Af og til føler jeg mig ikke voksen nok til at have den alder, og andre gange føler jeg, at jeg netop har den ro og erfaring, man har, når man har levet 60 år. Ikke flere tanker om det, nu vil jeg skære noget lækkert brød til landmanden med hans yndlingspålæg på og lægge noget lækkert ost på mit knækbrød. Der er brygget te, hver vores te, og så vil vi nyde eftermiddagens skumringstime sammen med hver vores elektroniske udstyr. Og jeg har besluttet mig for, at jeg skal se håndbold i aften sammen med landmanden, det siger mig ikke noget, men så må jeg strikke. Vi sidder alt for ofte i hver sin stue om aftenen, fordi vi ikke interesserer os for det samme. Jeg vil prøve at være med på landmandens kanal nogle timer hver aften, måske kan jeg ligefrem blive beriget med ny viden (nyheder, dokumentar, debatter, sport og naturudsendelser siger mig ikke noget, men nu skal det prøves – man skal udfordres på sin magelighed og sine vaner, skal man!)

God mandag til dig, mon du ser håndbold?