Da jeg blev 30, havde jeg en lille datter på 14 måneder og ventede hendes lillebror, som ankom 2 måneder senere. Jeg var netop gået fra til barsel, på det tidspunkt havde jeg arbejdet otte måneder efter min første barsel på en hel ny afdeling som fast aftenvagt. faktisk to afdelinger, for på den første kunne man ikke garantere, at jeg ikke kom i kontakt med patienter i kemoterapi, så jeg var udstationeret under min graviditet på en anden afdeling. Knap 2 år valgte jeg at stoppe som sygeplejerske. I dag kan jeg se, at min daværende oversygeplejerske havde ret, jeg var alt for hård ved mig selv, jeg var ikke tilfreds med mig selv som sygeplejerske og glemte at være god og kærlig ved mig selv og fortælle mig selv, at jeg altså var blevet mor til to børn med 16 måneders mellemrum, så det var helt okay, hvis jeg ikke altid følte mig 100 % til stede i tankerne som sygeplejerske på arbejde.
Da jeg blev 40, havde jeg arbejdet sammen med min mand i 9 år, det havde jeg været glad for, men nu var mine børn 10 og 11. Jeg følte mig godt tilpas med mig selv, men længtes efter at blive sygeplejerske igen og græd indimellem over, at jeg havde forspildt alle chancer for at vende tilbage til faget. Knap tre år efter startede jeg igen som sygeplejerske. Jeg kunne flyve, så høj var jeg hver dag af at være sygeplejerske igen og lige så træt var jeg de første mange måneder.
Da jeg blev 50, var alt godt, jeg tog til Paris for at fejre min fødselsdag, min datter var 21, min søn 20 (vi følges ad i runde tal). Jeg havde startet bloggen syv måneder inden. Dengang anede jeg ikke, at jeg ville få længsel efter noget andet end det jeg var som sygeplejerske. Jeg anede ikke, at jeg skulle gennem nederlag som sygeplejerske, hvor jeg følte mig så uduelig. Jeg anede ikke, at jeg tre år efter startede på sundhedsfaglig diplomuddannelse. Jeg anede ikke, at de tre år skulle berige mit liv med viden, venner, inspiration og i den sidste ende en ny arbejdsfunktion.
Og nu bliver jeg 60 år om et par måneder. Børnene er i den grad fløjet fra reden, landmanden ændrede sine planer om at stoppe som 60 årig, og jeg har ingen lyst til at stoppe, når jeg bliver 63. Mine forældre stoppede begge, da de blev 60. Min mor fik konstateret tarmkræft, da hun var 62, opereret med godt resultat, men fik tilbagefald tre år efter og døde, da hun var 74 år. Min far fik problemer med korttidshukommelsen, da min mor fik tilbagefald og blev alvorligt syg, da var han 69 år, og jeg var lige startet igen som sygeplejerske. Da han var 74 år, fik han diagnosen Alzheimer. Måske er det derfor, jeg tænker så meget på de næste ti år,og hvordan jeg vil leve mit liv. Det handler ikke om fantastiske oplevelser, men mere mit liv med arbejde og fritid. Hvad vil jeg fylde i det? Skal jeg ændre noget af det, jeg egentlig ikke er tilfreds med, eller skal jeg sige pyt? Hvilke kampe er værd at tage? Det er underligt at tænke på, at jeg har levet 60 år. Hvis jeg er heldig, har jeg måske 20 gode år tilbage, måske mere. men jeg ved det ikke, og svarene på mine tanker har jeg heller ikke, så jeg funderer videre.
En dag skal vi miste det bedste vi har den stærkeste sandhed: Når først vi er kommet så skal vi herfra
Men nu skal vi videre der er så meget at nå for sange skal synges, musikken skal spilles hvad vej skal vi gå?
Det er et kort liv - vi har fået og vi må nyde det - før det ’ gået Ja, det et kort liv - vi har fået lad os nu bruge det - brug det til noget
Når man som jeg kun kender dig fra bloggen, er der et tydeligt mønster: du er "sådan en", der tænker over din tilværelse og forholder dig til den. Så det gør du selvfølgelig også, når du snart fylder 60. Dine forældres sygdomme kommer vel naturligt til at sætte det hele i perspektiv.
SvarSletVi ved ikke, hvad vi har i vente, men det er sandelig klogt at tænke over, om man bruger tiden rigtigt. Jeg tror måske også (med mit kendskab til dig), at du stadig er meget hård ved dig selv. Dét var måske værd at tænke lidt nærmere over.
Eva, både ja og nej. Jeg er på den ene side sådan en, der bare lever og siger pyt/nå og sådan er livet jo og på den anden side tænker jeg også over mit liv.
SletEr jeg for hård ved mig selv? Det har jeg tænkt over, og nej, det her handler ikke om at bebrejde mig noget, men mere om ting, der generer mig, og om de blot skal siges nå til og sådan er livet.
Et MEGET klogt, tankevækkende indlæg!!
SvarSletTAK for det!! Jeg ville ønske, jeg ville være i stand til at gøre de samme refleksioner, men når jeg prøver, ender mine tanker som oftest i tankemylder. Jeg vil prøve igen!!
Tak, Karen-Vibeke. Tankemylder kender jeg til, og det kan være svært at stoppe :-)
SletJeg genkender mange af de overvejelser, du gør dig :-)
SvarSletRandi, og jeg tror det er helt naturligt at stoppe op en gang imellem og tænke over sit liv.
SletSmukt, smukt indlæg! ❤️
SvarSletTak fordi du satte tingene lidt i perspektiv på en helt almindelig moody-blue torsdag, hvor jeg faktisk trængte så gedigent til netop at få DET spark bagi - tak!! Og på forhånd tillykke med de 60!
Tak, Skøreliv, det er godt vi kan hjælpe hinanden til at få perspektiv på tilværelsen, det er det jeg holder af ved at blogge og læse blogge.
SletOg tak, du kommer til at høre nærmere om den fødselsdag, for jeg er sådan en, der elsker fødselsdage og synes de er blevet lidt kedelige med alderen, så det skal fejres :-)
I morges på min tur i mørket, tænkte jeg, at det er underligt, at mennesker har så travlt med "at skrabe til sig" - vi skal alligevel dø en dag, og hvad skal vi så med pengene og alt ragelset?
SvarSletJeg har ikke rigtig tanker om at blive gammel, jeg er sådan meget I DAG - i går og i morgen er så langt væk.
DU er ikke gammel - hverken krop eller hjerne - så vent du bare 10 år mere med alle tankerne :)
Helle, sådan kan jeg også få det. Jeg kan godt lide at være økonomisk sikker, sådan at verdenen ikke vælter, fordi at vaskemaskine, opvaskemaskine og køleskab bryder sammen på samme dag :-)
SletOg sådan er jeg egentlig også, det med at leve her og nu, men vi kan ikke komme udenom, at selv om du synes, jeg ikke er gammel og tak for det :-), så har jeg levet over halvdelen af mit liv, det er da utroligt.
Mon der er ret mange, der kan sige sig fri for at reflektere, når man nærmer sig en rund fødselsdag? Kriser over dem har jeg dog ikke haft, men de sidste to gjorde mere ondt end de første fire ;-)
SvarSletIngen ved hvornår den sidste dag kommer, men inden da vil jeg nyde livet så meget jeg kan - hvilket jeg så er i stand til i en for mig dejlig høj grad, fordi jeg har "skrabet til mig" :-)
Det er tankevækkende at konstatere, at selv om vi to nok stort set har de samme livsværdier, så er vi nået til, hvor vi er nu, på meget forskellige måder - og har heller ikke de samme ønsker for de næste 5-10 år. Men hvorfor skulle vi også have det? Det vigtigste er, at man gør det, man trives bedst med.
Ellen, jeg tror også det er helt naturligt at dykke ned i tankerne og giver sig lov. det er dejligt at læse om jeres måde at leve livet på. Vi vil ikke komme til at gøre det på den måde, men som du siger, det vigtigste er, at man gør det, man trives bedst med. Lige nu er jeg bare i tvivl om hvad jeg trives bedst med, så det tænker jeg videre over :-)
SletOg at skrabe sammen er ikke det samme som kun at have som mål at få flere penge. I har nydt livet og I har levet livet hele vejen frem til jeres efterløn. Der er et formål med opsparingen, og det er skønt at I kan gøre som I vil nu.
Hvor er det befriende at læse dine tanker i forbindelse med 60-års dagen :)
SvarSletJeg blev 60 år i december og for første gang i mit liv, gjorde jeg mig mange tanker om min alder, ellers har det bare været et tal.
Jeg har selv valgt at trække mig fra arbejdsmarkedet for 4 år siden og jeg føler mig meget privilegeret, at det kunne lade sig gøre, men pludselig fik jeg nogle tanker om, at mit arbejdsliv var slut og hvad vil jeg så med mit liv - jeg tænkte også, at jeg meget sandsynlig har levet 2/3 af livet, så hvis jeg vil nå noget, er det nu, jeg skal tage stilling til det - ja, det gav mange tanker, men hverdagen fortsætter nu, som før jeg fyldte 60 år og dog - jeg har besluttet, at jeg ikke vil kalde mig selv pensionist, men livsnyder og jeg dermed mener helt alvorligt, at livet skal nydes, og det kan det jo gøres på mange måder :)
Tak, Randi, for dine ord. Og skønt med ordet livsnyder, det passer vist på mange pensionister :-)
SletEt dejligt indlæg om endnu engang giver anledning til at reflektere. Jeg er 63 og havde det som dig,da jeg blev 60, så jeg det ikke negativ, men bestemte mig for, jeg jeg vil nyde livet, rejse med min mand, og de mennesker som havde dårlig indvirkning på mig, prøver jeg på ikke at bruge for meget energi på. Efter at min mand for et halvt år siden havde et alvorligt uheld, er alt blevet sat mere i perspektiv, men livsglæden og det at nyde de gode dage er der fortsat. Nu er han næsten færdig med genoptræningen, så vi ses fremad med et positivt blik.
SvarSletTak, Marianne, og uheld og sygdomme er med til at sætte vores liv i perspektiv. Jeg håber at genoptræningen gør, at I kan nyde livet og stadig rejse.
SletDejligt at læse dine reflektioner, som også giver mig anledning til at tænke ...
SvarSletJeg kan følge dig. Især husker jeg tiden op til min 60 års dag, som en tid, hvor jeg også gjorde mig mange tanker. Jeg holdt op med at arbejde, da jeg var 62. Det var det rigtige tidspunkt for mig. Du vil også mærke, når du synes, det er tiden. Jeg er 72 nu og de 10 år er gået så hurtigt. Da jeg fyldte 70, tænkte jeg, at hvis jeg er heldig, har jeg 10 gode år tilbage. Men man ved aldrig. Min knæskade med brud og overrevne ledbånd betyder, at jeg ikke får den samme førlighed igen. Det kan og skal jeg leve med. Der findes situationer, der er meget værre. Du kender sikkert udtrykket fra Ordsprogenes bog (tror jeg) at 70 er støvets år. For mig betyder det, at jeg er meget taknemmelig over det liv, jeg har. Gode, kærlige relationer er det vigtigste, der findes i min alder. Men jeg husker godt andre tider, hvor der var andre og flere 'farver på paletten'. Og vi (jeg) er jo egentlig så viseligt indrettet, at jeg ikke sidder fuld af ambitioner, der ikke kan udleves.
Betty, tak for dine kloge ord, som er gode at have med sig. Netop dit uheld har gjort, at jeg har tænkt tanker om livet omkring de 70, for du og min svigerinde på samme alder formår at få så meget ud af livet, der hvor I er med sygdom og skader. Og jeg får højst sandsynligt som dig børnebørn i sen alder, hvis jeg da får nogen. Det ved man jo heller ikke.
Slet