At gå i hi

Det er ikke svært at komme op om morgenen, kun når man ikke kan falde i søvn, så kan jeg godt finde på at bruge snoozerfunktionen som denne morgen. Om morgenen er der et mål, jeg skal være på arbejde klokken syv og inden da er der ting, der skal være ordnet. Og da jeg kan være utrolig doven om aftenen, så er det typisk om morgenen, at opvaskemaskine bliver tømt, mad bliver smurt og kontormailboks tjekkes, alt imens jeg brygger te.

Så er jeg vældig aktiv på arbejde, jeg elsker sådan en dag som i dag. Mine to kolleger og jeg havde projektdag, vi skulle skrive et forslag til et abstract. Lidt svær, når vi ikke er færdig med at analysere og fortolke vore data. Men det skal bruges til en kursusdag om dette at skrive abstract, så vi skulle ikke beskrive resultater, men baggrund, formål, metode og vores tanker om hvordan den viden, vi allerede nu har, kan få indvirkning på praksis. Det gik godt, vi var effektive og nåede endda hver især at gå i gang med de sidste meningskondenseringer. Hvis du ikke ved, hvad det betyder, så fred være med det. Det betyder, at vi forsøger at sætter overskrifter/temaer på det, informanterne har fortalt os, f.eks refleksion over livets skrøbelighed, trætheds indvirkning på arbejde etc.

I morges skulle jeg ned og hente te på afdelingen, og med det samme blev jeg kapret til en snak om udskrivelse med sondeernæring. Jeg kunne hjælpe, og det gør noget godt for ens sjæl, når man kan gøre ting nemmere for andre. Sidenhen havde vi møde med en anden gruppe, som skal omdanne en tjekliste, jeg har lavet, så vi lever op til al den viden, der er om pleje og behandling af mennesker med apopleksi. Tjeklisten skal indgå i vores elektroniske sygeplejejournal, det glæder jeg mig til at se det færdige resultat af. Lidt senere åbnede jeg for, nej ikke godteposen, men min taske, hvor en bog levede sit lille skjulte liv. Siden før jul har jeg vidst, at den bog, min leder og jeg skrev et kapitel til, nu er en realitet. Ingen af os har turdet læse kapitlet af frygt for, at den mentale brændekasse ville falde ned over os og slå os til plukfisk. Vi har haft tre dygtige kolleger til at læse korrektur, og i dag fik min nye apopleksisygeplejerskekollega lov til at læse kapitlet, og hun roste den. Så nu skal bogen frem i lyset. Der er helt sikkert ting, jeg gerne ville have lavet om med den visdom jeg har nu om processen, men jeg bøjer ikke nakken, den er ok!

Nu er jeg hjemme, og her kommer hi-mentaliteten op i mig, jeg skulle egentlig til kor, sangen gad jeg godt, men 2 x en halv times kørsel orker jeg ikke, jeg er for træt. Der er købt suppe til aftensmad, det blæser udenfor, mørket er tæt og stuen hyggelig, jeg kryber i hi og dukker op i morgen igen, hvor jeg skal introducere to kolleger til dagafsnittet. Det glæder jeg mig til.

PS og det der med hi har slet ikke noget at gøre med, at jeg har fundet en serie, som sluger al min fritid eller har det?