Det kommer så aldrig til at ske og lidt af hvert

Så er jeg tilbage på arbejde og det har været en skøn og travl dag.

Min mellemste lillesøster ringede forleden dag, før hun skulle have lang vagt på efterskolen. Vi snakkede om forskelligt og blandt andet om den mail, jeg havde sendt til mine fire søskende og min svigersøster (et navn, som jeg snuppede rask, da jeg læste om det på en blog – noget med en engelsktalende ægtefælles oversættelse af sister in law) I den mail skrev jeg, at jeg vidste godt, hvordan min ældste lillesøster ville bruge de fridage, men det ville ikke komme til at ske her. Min mellemste lillesøster var enig med mig, at det ville heller aldrig ske hos hende, men vi kender også hinanden så godt, at vi ved, at det netop er lykken for vores søster, og jeg elsker hende for at være så anderledes på det punkt. Havde hun haft den mængde fridage, så var hun gået i gang med f.eks. at lytte alle sine gamle CD’er igennem og kassere dem, hun ikke gider have mere (tjek, er gjort – hos hende). Mens hun gør det, kan hun da lige gå skabene igennem og få ryddet op i dem (tjek, er gjort – hos hende). Og er der stadig CD’er tilbage (vi fik også nogle fra barndomshjemmet sammen med LP’er), så kan hun lige gå sin opskriftssamling igennem for derefter at beslutte sig for systematisk at prøve dem af og så smide dem væk bagefter (tjek, er gjort – hos hende). Det kommer så ikke til at ske her! Derfor inviterede hun også sig selv til, at vi kunne gå kasser fra barndomshjemmet på mit loft igennem, så jeg kunne få smidt ud. Og det kriblede i hendes fingre for, at vi fortsatte i skabe og på loftet. Det er jeg så ikke helt klar til, endnu. Synes det er lidt af en falliterklæring.

Nu har jeg dog fået afleveret det, vi sorterede fra af tøj og bøger, til genbrug, og i samme ombæring fik jeg også afleveret de poser fra min gennemgang af tøj fra mit, landmandens og sønnens skab (jeg lavede bunkerne og de godkendte). Åh jo, mine børn lavede præcis samme manøvre som jeg gjorde, da jeg flyttede hjemmefra. Så der står masser af ting på loftet, og skabene bugner ligeså af deres ting. Jeg har truet dem med, at de skal komme hjem en weekend kun med det formål for øje, men hver gang de er hjemme, hygger vi os med alt muligt andet. Og jeg kan ikke smide det væk, eller rettere jeg lader, som om jeg slet ikke kan se, at det fylder i skabe og på loftet (for jeg kunne nok godt smide noget af det væk, f.eks. den kasse med udklip fra malebøger, jeg ved står på loftet). Og jeg venter på den dag, hvor jeg pludselig får nok. Mon det kommer til at ske? Ellers kommer der jo en dag inden for de næste ti år, hvor vi skal flytte fra gården, fordi landmanden går på pension fra kartoffelavlen (landmand bliver han ved med at være, men på nedsat tid). Den dag skal jeg slet ikke tænke på, når jeg ved, hvor meget vi har gemt ikke blot på loft og i skabe men også i lader og værkstedsrum osv.

Pyt, jeg fik julepynten pakket ned i kasser og sat på loftet, jeg fik strikket et pandebånd og en karklud, jeg fik vasket julens vaser af, jeg fik vasket tøj og lagt det sammen, men vigtigst af alt nød jeg blot at have tid til at gøre lige det, jeg har lyst til. Og det indebar blandt andet gåture hver anden dag og LOOP to gange.

Nu sidder jeg så her, brændeovnen knitrer hyggeligt, teen smager skønt og det er helt bevidst, at jeg valgte at køre hjem først. Jeg elsker den lille stund, hvor vi sidder sammen og nyder eftermiddagsteen.

Jeg satsede på, at jeg ikke blev så gumpetung, at jeg ikke kommer ud i bilen igen og kører til LOOP, den ligger i en anden by end mit arbejde. Ja, ja, jeg ved det godt! Lokalkendte vil vide, at jeg kan køre lige forbi et LOOPcenter i den store by på vej hjem, men jeg bryder mig ikke så meget om det, jeg føler mig ikke “hjemme” der. Det satser jeg på, at det nye center, der kommer i en by tættere på gården, får mig til at føle. Det ligger i hvert fald lige midt i byen og tæt på min tebutik, apoteket og supermarkedet, så når først jeg har parkeret, kan jeg gå hen og handle. Og det betyder noget. Vores hjerne skal snydes til at synes, det er nemt, for at vi vælger andre handlemåder end de vanlige. Og nu har jeg skiftet tøj, fundet nettet med træningssko og fyldt vanddunken op. Dagens overraskelse, at komme ud til en blå himmel og en skøn luft efter arbejde, sidder stadig i mig sammen med glæden over at have genfundet en af min gamle CDer med Danser med Drengene. Jeg nåede at skråle med på halvdelen af sangene på vejen hjem, nu vil vi fortsætte vores gode samarbejde, mens jeg kører nordpå. Ha en god aften.

Billederne er fra mandagens gåtur