Helt fortumlet

Jeg sidder her i mit tøj, søvnen ligger stadig i øjenkrogen og på øjenvipperne, munden føles som efter at have spist en tør gammel kage. Det er ikke så sært. Jeg har lavet te til mand og kone, jeg har sat vasketøj over og jeg har besvaret kommentarer til sidste blogindlæg. Egentlig burde jeg blive vasket og få børste tænder, for det trænger jeg til.

Da jeg kom hjem ved midnatstid efter en stille og rolig aftenvagt, var der hundekoldt i huset. Landmanden var lige vågnet, han havde tændt op i brændeovnen først på aftenen og var så faldet i søvn. Det undte jeg ham, for det trængte han til, så nu sad han og så en film. Han havde derfor ikke mærket kulden i huset, før jeg kom. Mens jeg nød te og en ostemad, gik han ud og kiggede på stokerfyret og ganske rigtigt, det var gået i stå og hvad værre var, tilførslen med piller var helt stoppet til, og der var kommet vand ind, så han måtte i gang med manuelt at tømme og rense. Jeg skulle ikke hjælpe, så da jeg havde spist min ostemad, lagde jeg mig ned på sofaen og ville starte nattens søvn, som jeg plejer efter aftenvagt, med en lille lur på sofaen.

Jeg vågnede i morges helt fortumlet, landmanden var egentlig lige så fortumlet, for han havde arbejdet til klokken halvfire i nat, og nu skulle han i gang med otte timer ved kartoffelsorteren. Han havde godt set, at jeg sov på sofaen fuldt påklædt, dog uden briller og høreapparat (hold nu op som det lyder gammelt), da han kom ind. Men han har en stående ordre på, at jeg ikke skal vækkes, for så kan jeg ikke falde i søvn igen. Det er ikke sjovt at skulle sidde ved en sorter i otte timer, når man har sovet så lidt.

Det har jeg prøvet, da børnene var små og havde været syge om natten, og vi havde ordrer på flere læs kartofler (et læs svarende til 24 tons kartofler = en lastbil fuld). I den situation er der ikke noget, der hedder barnets første sygedag. Vi klarede os ved, at barnet blev placeret i stuen i sofaen med lommetørklæder og saftevand med råderet over videoen, og så smuttede jeg ind på tilsyn, hver gang en bigbag var fyldt med kartofler (1000 kg) og ny skulle sættes på. Sådan klarede vi os igennem de sygedage, vores børn havde, fra de var 2 og 3 år til de var 13 og 14 år. Herefter blev det landmanden, der gik på sygebesøg i stuen, hvis jeg var på arbejde på sygehuset. Da landmanden fik mobiltelefon, kom fastnettelefonen ind på bordet sammen med lommetørklæderne, for så kunne de ringe efter mig.

Og trangen til at sove, mens vi sorterede, blev bekæmpet ved, at jeg valgte emner ud, jeg skulle tænke på. Det skærpede koncentrationen, for det kan godt være søvndyssende at se 20.000 kilo kartofler trille hen over sorterbordet i løbet af en dag. En bigbag tog ca. 20 minutter at fylde, og indimellem talte jeg sekunder for at få tiden til at gå, til jeg kunne rejse mig, løbe ind og kigge til et barn, der hyggede sig med disneyfilm eller satte en vaskemaskinefuld tøj i gang eller hjalp med at sætte næste bigbag på vægten. Så jeg ved, hvordan landmanden må have det i dag, og han ønsker ikke hjælp, for de kan alligevel ikke køre hurtigere, selv om jeg kommer ud.

Nu vil jeg få søvnen ud af øjnene og den gode smag tilbage i munden. Og så kan mandagens fridag passende starte med stille og roligt kontorarbejde. Hvordan mon din mandag er startet?