KNITRENDE SPRØDHED

Udenfor hang rimtågen tungt, hele verdenen var indhyllet i hvidt, men i de mørke toner. Smukt og koldt. Nu er solen kommet frem, og den hvide farve blinker og tindrer i de lyse toner.

Bloggen får en lille pause, jeg skal være sammen med mine søskende i min fars hus de næste to dage, og her er der ingen internet, ej heller fjernsyn, gad vide hvad mine sportsinteresserede søskende siger til det? Det bliver godt at mødes, meget kan klares over mail, men det er nu bedst at sidde overfor hinanden og tage beslutninger. Jeg glæder mig til søskendesnak og ser frem til en hyggelig weekend.

God weekend til dig

MAN KAN NÅ MEGET

på to dage.

Jeg nåede at gå rundt om flere søer

Jeg nåede at drikke varm kakao på en cafe

Jeg nåede at spise sushi

Jeg nåede at spise lækre sydeuropæiske kager, mens jeg så film på filmstriben.dk

Jeg nåede at falde i søvn og vågne op i samme rum som mine børn

Jeg nåede at spise dejlig morgenmad sammen med dem

Jeg nåede at gøre rent sammen med en af dem

Jeg nåede at spise lækker mad på en sjov lille restaurant

Jeg nåede at banke mine børn i en Besserwizzerudgave beregnet til en biografcafe

Jeg nåede at se en fantastisk film

Jeg nåede det, jeg ville, nemlig at se mine børn i øjnene og at give dem knus og kram

GIV MIG ET TIP !

Så sad jeg der - i toget, jeg ville gerne drikke te, spise morgenmad, have blade til at ligge fremme, men jeg kunne ikke regne ud, hvordan klappen kom ned.

For mig at se indikerer designet, at jeg skal dreje. Den runde sorte baggrund gav mig ideen til at dreje på det aflange "håndtag" i midten. Jeg asede, masede og drejede og på en eller anden måde fik jeg klappen ned. Det var dog først, da jeg skulle have klappen op igen, at det gik op for mig, hvad man skulle gøre.

Man skulle skubbe "håndtaget" op, så kunne klappen frigøres. For mig var det ikke logisk, og jeg funderede på, hvordan designet skulle have været, for at jeg kunne få den ide at skubbe i stedet for at dreje. Hvad tænker du?

PÅ TVÆRS

af landet.

Morgenmad

Formiddagste

Strikkestund

Læsestund

Eftermiddagshygge i hovedstaden

EN BETTE LUR

At tage en lille lur på under 20 minutter kaldes også en powernap. Det giver energi, hjernen bliver frisket op og man kan lidt mere igen. Powernap har i en del år været tilladt i nattevagter, hvis der var tid til det. Nogle af mine kolleger skal absolut ikke powernappe, de synes, de bliver mere sløve. De fleste synes dog, at de dels er mere friske om morgenen, når de kører hjem, dels får en bedre søvn om dagen.

Nu er det sjældent, at jeg er i nattevagt, men de få gange, jeg har haft nattevagt i de senere år, har jeg brugt en powernap omkring klokken fire. Og det hjalp mig utroligt meget. I gamle dage, hvor jeg havde fem nattevagter i rap hver fjerde uge, havde jeg så mange problemer med at holde mig vågen omkring klokken fire. Jeg spiste og spiste, gik rundt og rundt, og om morgenen, når jeg kørte hjem, foregik det med åbent vindue og musikken godt skruet op.

Flere af mine kolleger bruger også en lille powernap på 10 minutter, når de kommer hjem om eftermiddagen, den giver lige den pause til hjernen, så hjernen bliver frisk igen. Det er udelukket for mig, for så kan jeg godt vinke godnat til min nattesøvn. I dag ville jeg alligevel lige tage en lille lur, det blev så til en time. Det hjalp på energien, til trods for at man siger, at over 25 minutters powernap gør én mere sløv end frisk. Nu er der lavet vildtpie til landmandens aftensmad de næste par dage, opvasken er taget, jeg skal i gang med at pakke, ordne det sidste vasketøj, rydde op og ryger nattesøvnen, ja så har jeg 4½ time i stillekupe i morgen, hvor jeg kan indhente søvnen.

Snupper du en bette lur inden aftensmaden til hverdag?

ET BLOGINDLÆG

Det kunne handle om dagen i dag, om undervisning af kolleger, jeg var praktisk gris, min uddannelsesansvarlig kollega tog sig af at repetere nogle af sygeplejeteoretikerne og gennemgå en artikel om sygepleje til apopleksiramte set i et teoretisk perspektiv (den jeg lavede resume om på dansk)

Det kunne handle om manglende søvn og en træt kvinde, men det har vi ligesom hørt før.

Det kunne handle om mørke vinterdage og længslen efter lys, det har vi også hørt om før.

Det kunne handle om pandebånd, og om du har en god opskrift på dette. Har vi haft den før?

Det kunne handle om …

Måske skulle jeg bare tænde op i brændeovnen, hælde en kop te op, smøre en bolle med ost og nyde den blå time. Der har vi vist også været før.

God mandag med nye eller gamle emner på programmet.

FLERE LÆKKERIER

Det er godt, at kortet står ved siden af.

For ellers kunne jeg da godt blive fristet til at snuppe et stykke. Jeg har jo lige løbet/gået 5 km, det kræver en belønning. Men æsken holder jeg mig fra, selvom ejermanden og hans hund ikke er hjemme, de fodrer krondyr i skoven. Jeg tog en banan i stedet for!

Løbeturen blev halvvejs konverteret til gåtur, for min dejlige søn ringede, og så snakkede vi sammen resten af turen. Tænk at jeg er så heldig at have fået to børn, som jeg er vild med at snakke med som voksne, de giver mig så meget; inspiration, glæde, visdom, osv. Og om to dage kan jeg knuselske dem i hele to dage, nå ja deres studier kræver dem nok lidt af tiden, men resten af tiden er de mine ;-)

LUTTER LIFLIGE LØRDAGSLÆKKERIER

Lørdagen gik hastigt af sted med alt og ingenting. Resumeet blev færdigt og sendt. Strikketøjet fik lov at til at byde sig til. Fjernsynet ligeså. Heldigvis var landmand og Istvan friske, da de blev budt op til en gåtur. Solen, sneen og kulden omgav os, og vi kunne i den grad mærke vore kroppes kredsløb, da vi satte os ind i bilen. Fiskehandleren fik lov til at levere lækkerierne til den sene eftermiddagste, som vist egentlig måtte betegnes som tidlig aftensmad; varmrøget laks, store friskefrikadeller, røget makrel med hvidløg og godt rugbrød og valnøddebrød fra bageren. Dagen sluttede perfekt af med besøg hos svoger og svigerinde, snakken gik og tiden gik, og før vi fik set os om, var lørdag blevet til søndag.

Nu er der blødkogt æg, godt brød, lækre oste og hjortespegepølse på bordet, avisen skal hentes ude i sneen, strikketøjet er klar. Jeg elsker en god start på søndagen, bagefter venter søndagsplanerne; vaskemaskinen skal snurre, faglitteratur skal læses, og kroppen skal røres. Det er lige til at overkomme.

Må din søndag omslutte dig med lutter gode sager.

STILLE DAG MED FLERE SKREVNE ORD END TALTE

Det har været en stille dag, sådan vil landmanden ha det. Ingen gæster, bare afslapning efter arbejdsdagen, køre ud med foder til markens dyr og fuglevildt, snakke lidt med Istvan og lidt med andre i telefonen. Sådan en dag får jeg ikke snakket meget med andre, faktisk har jeg kun snakket med kolleger, som hjalp mig med at sende en fil hjem til mig. Selvfølgelig snakker landmanden også med mig, men vi kan nærmest gå en hel dag uden at sige noget, vi går i hver vores egne cirkler, lidt kedeligt af og til, men så må jeg jo åbne munden og invitere til snak over en kop te. Dyrekøllen er i ovnen, kartoflerne simrer i gryden og julesalat med æbler og nødder overhældt med appelsinsaft er gjort klar. Bordet er dækket med servietter og lys, og en god flaske rødvin er stillet frem. Fyrfadslys er tændt rundt om i stuen, jeg nyder mine lyshuse, især i denne tid lige efter  julens lyshav.

Computeren står fremme, jeg mangler sidste afsnit, før jeg kan holde helt fri fra arbejde. Jeg har lovet at skrive et dansk resume af en engelsk artikel. Hmm det er sværere end som så, jeg kan sagtens forstå det læste, men at finde danske ord, der dækker, er svært og det bliver absolut heller ikke et resume, som kommer udenfor afdelingens vægge. Det er tænkt som en service til de af mine kolleger, som ikke er vant til engelsk faglitteratur. Hele dagen har et engelsk udtryk snurret rundt i min hjerne, for jeg kan ikke finde et godt udtryk for det på dansk: to come to grips with this change. At få styr på forandringen - at få greb om – at komme overens – at forlige sig med – at vænne sig til??? Forlige er måske det bedste ord, som beskriver den proces et apopleksiramt menneske må igennem, før vedkommende kan se fremtiden og mulighederne for et nyt liv, ikke som det gamle, men alligevel et meningsfyldt liv.

Hvis jeg er heldig, når jeg sidste afsnit inden aftensmaden, og så er der dømt arbejdsfri weekend frem til søndag aften, hvor jeg skal have genlæst litteratur fra studiet, som jeg måske skal bruge mandag. Jeg går ikke rundt og husker alt, jeg har læst, men jeg ved, hvor det kan findes. Jeg ved også, hvor jeg kan findes i aften – i sofaen til håndboldkamp med strikketøj, te og is på sidelinjen. God fredag aften til dig.

SHH DET ER NU

Udenfor er det mørkt, indenfor ligger to små børn og sover, de er vaskeægte B-mennesker, så det med at få dem vågen om morgenen er ikke en nem opgave for deres mor. Deres mor har været i køkkenet, bordet er dækket, teen er brygget, der er hevet en pose rundstykker op fra fryseren og sat i ovnen. hun vækker de to små, først stille og blidt, lidt efter må hun skubbe lidt mere til dem og sige lidt højere, nu skal I vågne, det er nu, shh. De to børn kravler søvndrukne ud af sengen, de får deres lune morgenkåber på, får hver en gave i hånden sammen med et flag. Stille går de hen til næste dør og på tre åbner deres mor døren. I dag er det fars fødselsdag, hurra hurra hurrah. Så snart deres far er vågen og har fået bakken med gaver i favnen, smutter de to under mors dyne, og her ligger de lunt og godt, mens far pakker gaver op. Nærmest inden han er stået ud af sengen, halvsover de to. Først når far er klar til morgenmad, bliver de gennet ud af sengen og ned til morgenbordet med rundstykker, kage og varm kakao til dem, te til far og mor. Derefter har de travlt, de skal selv gøres klar til skolegang. Morgensamlingen splittes, alle går hver til sit.

Og det blev ved sådan, selv som  gymnasieunge mennesker hoppede de ind i mors seng, mens far pakkede gaver op. Istvan og jeg  kan ikke blive enig om en fællessang, så mens jeg synger, sidder Istvan ved siden af og undrer sig. Op i sengen får hunde ikke lov til at komme, så Istvan nøjes med at sætte sig tæt til sin herre, mens gaverne pakkes op. I dag var det mig, der smuttede ind under min varme dyne imens. Morgenbordet venter vi med til formiddagsteen, om lidt kører jeg ind til bageren og henter rundstykker og kage. Endnu har vi ikke fået ændret vores fødselsdagsrutiner, måske skulle vi, måske skal vi bare blive ved med at synge hinanden op?  Hvordan er jeres traditioner for fødselsdagen?

Landmanden er gået ud for at sortere, egentlig kan jeg ikke fatte, at han nærmer sig de 60, jeg synes stadig, han er ung af sind og udseende. Jeg har skrevet det før, han bliver ved med at overraske mig positivt, og det er da slet ikke så ringe endda efter at have kendt hinanden i 32 ½ år. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, kære landmand.

HUMØRBAROMETERET

er ikke oppe på strålende sol, måske står det snarere på noget grågrumset, sjasket vejr. Og jeg kan faktisk ikke sætte fingeren på ét sted på min arbejdsdag, der er årsag til det. For det er vist nærmest en kombination af mange ting: forkølelse, manglende søvn, skred i planer, uro på afdelingen, fordi det skred påvirkede mange, og undervisning, der gik godt og alligevel efterlod mig ikke helt tilfreds, (der har jeg været før, så det handler mere om mig og mine følelser end det handler om deltagernes opfattelse). Da jeg så kom hjem, kom jeg i tanke om, at det, jeg ikke havde fået nået på arbejde, og som jeg skulle lave herhjemme, ja det havde jeg glemt at sende til mig selv, så med mindre jeg vil forstyrre aftenvagterne og få en af dem til at logge på med min kode, finde filen og sende den til mig, ja så må jeg vente til i morgen og få en af dagvagterne til det!

Nu vil jeg arbejde ihærdigt på at få barometeret på sol, te er brygget, strikketøjet er fundet frem, landmanden skal spise ude, så jeg tror, at jeg skal have grød til aften med smørklat og kanelsukker, dertil yndlingsdrikken ved juletid: halv citronsodavand og halv hvidtøl. Benene op, fjernsynsbetjeningen frem, høreapparatet ud(det generer mine ører i disse dage, forkølelsen måske?) og så vil jeg nyde tanken om tre fridage foran mig. OG det allerbedste:  at jeg i næste uge kun skal arbejde mandag, så jeg smutter til hovedstaden for at besøge børnene et par dage og lader landmanden passe forretningen herhjemme.

MANGFOLDIGHED

Hvis jeg tager et kig på min blogliste og det er ikke den i sidelinjen, for den er slet ikke opdateret, desværre, så viser der sig en mangfoldighed af mennesker. Der er mennesker, jeg overhovedet ikke er enig med politisk, der er mennesker, jeg slet ikke er enig med, hvad angår religion, der er mennesker, som har interesser, som ikke siger mig en døjt osv., men ALLE er mennesker, som udvider min horisont på den ene eller den anden måde. Det er ikke breaking news, det er ikke fantastiske verdensnyheder, men det er lidt her og lidt der i det daglige liv, og det beriger mig.

Og jeg holder af den mangfoldighed, som godt kunne værre større, hvis jeg havde mere tid til at surfe rundt i blogland. Jeg holder af, at jeg stopper op og undrer mig, at jeg tænker hold da op, kan man tænke sådan eller kan man leve sådan eller kan man takle ting sådan? Jeg ville nødigt, at vi lignede hinanden så meget, at man ikke kunne se forskel, når man klikkede sig ind på de forskellige blogge.

Så tak til jer, fordi I skriver, nogle skriver meget, andre skriver mindre, nogle med masser af billeder, andre med tegninger, og andre igen maler med ord.

God torsdag til jer.

DET ER HVIDT DERUDE

men faktisk er det meget mildt, ingen blæst gør, at det blot føles skønt for en forkølet næse at trække frisk luft ind. Der er helt stille, gang på gang forundres jeg over stilheden, jeg nyder den. Jeg nyder, at jeg kan høre den fjerne lyd af kartoffelsortereren. Bilerne på hovedvejene gennem vildmosen kan næsten ikke høres, og på vores vej kommer der kun biler med ærinde til gårdene, nogle kunne vi dog godt undvære.

Indenfor i kartoffelhuset er der travlhed, store sække med 1000 kg sorterede kartofler står klar til afhentning, og de sidste sække skal være klar, inden lastbilen svinger ind på gårdspladsen. Der er absolut ikke hvidt indenfor. Vores kartofler avles i mosejord, og det fine spagnum hvirvler rundt i luften, når kartoflen er blevet tør. Selvom vi har et anlæg, der skal opsuge jordstøvet fra kartoflerne, så kan det ikke tage det hele, så landmanden er af og til godt beskidt i ansigtet, når han når til aften. Hver gang minder det mig om dengang, datteren syntes, det var frygtelig med sine møgbeskidte forældre. Det er hun tit blevet drillet med.

Landmanden og medarbejder har holdt formiddagspause, uanset hvor travlt der er, bliver pauserne overholdt. Det kunne jeg godt tænke mig overført til mit arbejde, men vi har så heller ikke selv betalt pausen. Istvan er halvsløj, dens øjne har været blanke i går og til morgen, men det er ved at blive bedre. Trods det skulle den ikke nyde noget af at være inde i dag. Næh, Istvan har sin gode pude i det lille kartoffelhus, hvor der er en radiator lige bag puden, her stortrives den i nærheden af landmanden. Appetitten har ikke været stor, så derfor havde jeg også smurt rugbrødsmadder til den med hjemmelavet hjortepostej, da jeg smurte formiddagsmad til landmanden. Begge har spist op og er igen ude ved kartoffelsortereren. Kontorarbejde er der ikke noget af i dag, vaskemaskinen er sat i gang, kød til dyregryderet er taget op af fryseren, opvasken fra i går er taget, indkøbslisten er skrevet til dagens handlen. Nu mangler jeg bare at tage mig sammen til at køre ind til byen og få handlet inden eftermiddagens møde. Samtidig skal jeg også på biblioteket og låne flere bøger om Frankrig, for hvilken vej gennem Frankrig skal vi køre hjem fra Pyrenæerne?  Sådan en hverdagsonsdag er slet ikke så ringe endda.

Håber du fylder din onsdag med gode ting.

PUST UD

Så Lene, sagde min unge kollega, ned med skulderne og træk vejret dybt. Vi bliver udfordret på hverdagen lige for tiden på mit arbejde, der er sygdom blandt personale, både langtidssygemeldinger og influenzaen hærger stadig. Der er mange patienter, der er sygdom blandt lægerne (også influenzaramt), der skal afholdes undervisning (mit ansvar). Derudover er vi startet op med vores nye dagafsnit, som holder til huse i opholdsarealet ved afdelingen, og det afsnit skal alle sygeplejersker klædes på til at håndtere (mit ansvar).

Dagen i dag var afsat til administrativ dag, men jeg endte med at overtage tjansen med dagafsnittet. Normalt kan det at undervise ikke hyle mig ud, men i går aftes fik jeg pludselig præstationsangst og kunne ikke falde i søvn. Jeg afprøver jo en ny måde at holde undervisning på, og fra første undervisning havde jeg fået gode tilbagemeldinger om, hvad der var godt og hvad der var mindre godt. Jeg havde regnet med tid til at få disse ændringer tænkt igennem, men det endte med, at jeg dels fik den indledende bemærkning, dels måtte kaste mig ud i undervisningen uden tid til eftertanke. Det lykkedes, jeg har nogle gode kolleger, som er friske på at være med på andre måder at undervise på.

Og samtidig nød jeg at høre om deres overvejelser om sygeplejerskens rolle i et dagafsnit og hvordan vores tilgang til den afsluttende samtale med fokus på risikofaktorer skulle være:

Så et frø i patienten – respektere patientens valg - tage udgangspunkt i det patienten ved – tilbyde vores faglige viden, så de har et grundlag at træffe deres beslutninger på – aldrig optræde formynderisk – anerkende patientens situation. Og det bedste var, at alle disse betragtninger blev underbygget med eksempler fra praksis, det var ikke teori. Og jeg fik lov til at bygge noget teori på om læring og sundhed.

Jeg har pudset næsen rød, jeg har sprittet hænder i en uendelighed, nu vil jeg smække benene op i sofaen, drikke te og nyde, at snevejr er lig suppevejr. Her i huset bliver det hjemmebragt karrysuppe. God mandag tirsdag aften til dig.

DRØMMENES BORD

Da jeg kom hjem til midnat, var landmanden gået i gang med at drømme.

Drømme om motorcykelferie, drømme om bjergtop efter bjergtop, drømme om at se de toppe, som cyklister kæmper sig op over. Drømmene tog form som en sommerferie med 4000 km kørsel på motorcykel. Drømme om Napoleonsruten. Drømme om Pyrenæerne. Mine drømme om Gorges du Verdon. Drømme er altid godt, så må vi se, om de bliver til virkelighed. Midt i en kold tid er det dejligt at kunne drømme sig til sommer og varme.

Jeg elsker forberedelsesfasen til en ferie. Og har du gode tips, der kan nære drømmene til de områder, så må du meget gerne give dem videre til mig.

DET VÆLTER NED

I løbet af den sidste time er jorden udenfor blevet dækket med tunge snefnug. Det gør mig ikke noget, jeg har fri, og fridagen efter travle aftenvagter skal helst foregå i roligt tempo, så jeg brygger te, tænder lys og finder strikketøjet frem. 

Kontorarbejdet er overstået på nær bankoverførsler, hvor jeg ikke kan komme igennem, mon sneen har lagt sig tungt på den forbindelse? Lønindberetning foregår heldigvis via mail, og det er ordnet. De husmoderlige pligter kan vente, der skal handles ind, men skulle himmel og jord stå i et, så kan vi nok overleve. Der er masser af strygetøj, det kan vel ordnes til en film eller to senere, men først vil jeg synke ned i sofaen og pleje min forkølelelse med varm te og varme tæpper. Man skal da kunne mærke, at man har fri, skal man ikke?

God mandag til dig.

VAGTSKIFTE

Jeg har ikke noget imod travlhed på arbejde. Jeg har ikke noget imod at blive udfordret og få sved på panden. Jeg har ikke noget imod, at jeg må slippe planer for aftenen. men jeg vil meget gerne have, at lige i vagtskiftet er der ro. Det stresser meget og gør det svært at danne sig et overblik, når man møder ind til meget trætte dagvagter, som forsøger at give videre alt det, de ikke nåede. De skriver, de fortæller, og kontoret er fyldt op bogstaveligt med papir og mennesker og i overført betydning af frustrationer.

Som aftenvagt sætter man sig sammen ved det ene bord, første vigtige punkt er at få dagsedlen printet ud; her står alle patienterne på, hvilken hjælp de har brug for, hvilke observationer, der skal gøres, hvordan de skal hjælpes. Det kan f.eks. være, om de skal forflyttes fra seng med høj eller lav forflytning, eller om de skal liftes med en loftlift over i stol. Det kunne også være, om de går med rollator eller om de skal følges ved gang. Det kunne være, om de må få almindelig kost eller om de skal have blød kost og fortykningsmiddel i tynde væsker eller om de slet ikke må få noget at spise, men skal ernæres gennem en sonde, som går gennem næsen ned i mavesækken. Den seddel er guld værd, når vagten tager til i tempo, her kan man hurtigt orientere sig, hvis pårørende spørger om noget, så man ikke skal ned på kontoret for at kigge i sygeplejejournaler. Den seddel bliver derfor højt prioriteret, at dagvagterne har nået at opdatere den, inden vi møder. Det er ikke altid, at de har nået det, for det vigtigste er jo at være fysisk hos patienterne og hjælpe dem, men dokumentationen er også vigtig, for at plejen og behandlingen går videre som aftalt.  Næste vigtige punkt er, at vi får fordelt, hvilke stuer, vi hver især har ansvaret for og får læst om patienterne. Der var kommet mange nye patienter, så forrige aftens plan holdt ikke, vi måtte hurtigt prøve at få fordelt os. Samtidigt ringede klokker, pårørende ville gerne tale med os, det forplanter sig, når der er travlt. Alt bliver skubbet foran sig, og pårørende og patienter reagerer på dette. Pårørende fik besked om, at når vi havde fået rapport, ville vi snakke med dem, patienter blev hjulpet på toilet på skift af mine tre kolleger, mens jeg blev gennemgående figur i at give rapport.

Og så gik vi i gang, der manglede også meget fra stuegang, og da lægerne i weekenden både går stuegang og er vagter, ja så blev de gentagne gange kaldt ud på modtagelsen, som ligger fysisk på Sygehus Syd (som jeg dog glæder mig til, at det nye sygehus kommer, selvom det nok ikke bliver i min tid). Langsomt fik vi hængepartier væk, alle patienter blev passet og plejet godt, det er fordelen ved at have fast personale, det er sjældent at vi skal have vikardækning, og dermed ved vi alle, hvad vi skal lave.

Klokken nærmede sig 20, før vi kunne sætte os ned første gang  og få aftensmad, og derefter begyndte vi på de opgaver, der er i forbindelse med nattens komme. De fleste patienter skal have målt værdier, så som blodtryk, temperatur og puls. Mange skulle vurderes neurologisk (scores), og er det en patient, som er ramt på det kognitive (talen, bevidstheden, orienteringen, opmærksomheden, sygdomserkendelse osv) så kan det tage lang tid. Vi endte faktisk med at være forud for tid, så klokken 22 kunne vi begynde at dokumentere aftenens observationer, handlinger og beslutninger. Bagefter var det tid til at ordne de sidste ting inde hos patienterne, vi nåede endda at rydde op på kontoret, printe dagsedler ud, sætte journaler på plads osv., så nattevagterne kunne starte i ro og mag. Hvordan nattevagten så er gået, det ved man aldrig. For på et akut afsnit kan tingene hurtigt ændre sig, men at komme godt fra start er altid godt. Det håber jeg, vi får lov til aften, men jeg syntes faktisk, vi gjorde det ret godt i går, trods alt.

God søndag til dig.

JANUARLØRDAG

eller arbejdslørdag eller husmorrunden eller… Jeg kunne kalde denne morgen for mange ting, jeg nøjes med blot at være i denne lørdag morgen. Der afholdes indre dialoger/diskussioner om, at nu har jeg fået købt løbebukser og trøje (min fars julegave), så skal jeg vel også genoptage løbeturene. Sidste gang var dagen efter, at jeg bestod min eksamen, da var jeg flyvende. I dag er jeg vist nærmest kravlende, rent motivationsmæssigt.

Mens jeg diskuterer med mig selv, går jeg lige husmorrunden, som Anne kalder den. Her i huset bliver det ofte om morgenen, at den bliver gået, hvis den bliver gået. Mens jeg diskuterer og går, tænker jeg samtidig over, hvordan jeg får fisket en strikkepind op , som har sat sig fat ved bilsædets fod, for jeg kan ikke strikke strømper færdig, før den pind er kommet frem i lyset igen. Mens jeg går, diskuterer og tænker, finder jeg en opskrift frem på et halstørklæde og printer den ud. For jeg kan lige se, at det garn jeg fik for længe siden af Liselotte, snildt kan bruges i den opskrift. Jeg er ikke den hurtigste strikker i byen, men jeg strikker! Jeg er heller ikke den hurtigste løber i byen, men jeg løber, gør jeg, lige om lidt, eller i morgen, eller i overmorgen …

God lørdag til dig :-)

JEG VED DET GODT

der er mange af jer, der længes mod foråret, men vi er altså stadig i vintermånederne. Og frost og kulde med strejf af sol er nu en gang meget bedre end gråt i gråt.

Jeg har nydt gåturen i dag, kinderne blusser, næsetippen er kold, kroppen takker mig for en god travetur, alle mine sanser er aktiveret.

Nu er jeg klar til aftenvagten, god aften til dig.

FREDAG MORGEN

At klokken nærmer sig otte, ved jeg kun, fordi computerens ur fortæller mig det. Mørket og mit indre ur vil, at det stadig er tidligt morgen – som om at tiden er stået stille, fra jeg stod op. Min mekaniker sagde, bare kom, når du er klar. Jeg har besluttet mig til, at jeg ikke er klar endnu, for der bliver ventetid, inden bilen er færdig. Er jeg heldig, får jeg en reservebil og kan køre hjem, men jeg pakker tasken med en bog og lidt strikketøj for en sikkerheds skyld.

Min far og jeg hyggede os i går, men faktisk sov han meget af tiden. Det er tydeligt, at der er sket en forværring, min far kan stadig kende os, han er stadig lige musikalsk, men mange praktiske funktioner skal han have hjælp og støtte til. Her om vinteren kan vi ikke køre ud på tur, og lige nu tænker jeg på, om vi mon kan det igen, når foråret kommer. Det håber jeg, sidste gang jeg var på besøg, lånte jeg en transportkørestol, da kunne min far godt gå fra stol til bil, og så tog vi ud og handle. Det var dejligt nemt, min far kunne slappe af i kørestolen og han holdt kurven, mens jeg fandt lækkerier til personalet. Jeg drømmer om ture ned til vandet, om ture ud i skoven, men vi får se. I går hyggede vi os med musik, vi hørte dansk korsang, min far spillede lidt på mundharmonika, jeg spillede på klaver (enfingersystem), vi sang og nynnede, indtil jeg tog hjem igen. Det er ikke lange besøg, men da vi er tre søster, som kan skiftes i det daglige, og vi har to søskende på Sjælland til at tage en weekend ind imellem, så får min far alligevel besøg en gang om ugen og gerne også en gang i weekenden. Derudover har min mors bedste veninde erklæret sig for ugentlig besøgsven til min far. Hendes mand er død og min mor er død, så hun nyder at gå tilbage i tiden med alle de minder, min far og hun har sammen. Det er vi dybt taknemlige for, for mange mennesker viger tilbage for besøg, så snart et menneske bliver ramt af Alzheimers sygdom. Det er synd og trist.

Weekenden er arbejdsweekend og dermed byder den på tre aftenvagter. Jeg er blevet god til at give mig selv fri om formiddagen, for jeg ved aldrig, hvad aftenen kan byde på, så der må slappes af på forhånd. I dag skal jeg dog lige have styr på kontoret, men med en kop te og lidt god musik går det nok. Håber du har gode planer for i din weekend, god fredag til dig.

MORGENFRYD

Ude i køkkenet står en forårsblomst og titter frem. Hannes kreationer gør mig altid glad. I min taske ligger et penalhus, som jeg fik af Hanne, da jeg startede på min sundhedsfaglige diplomuddannelse. Jeg smiler og sender en tanke til Hanne, hver gang jeg finder det frem.

Smilet kommer også frem, når jeg tænker på aftenens dejlige komsammen, min sidste studiegruppe har bestemt, at vi skal blive ved med at mødes og få den faglige sparring og inspiration, som er så vigtig for udvikling, både personligt men så sandelig også for ens afdeling. Snakken gik over den skønneste kinesiske suppe og fortsatte, mens vi guffede en oreokage i os. UHM, den skal helt sikkert prøves herhjemme. De andre studiegrupper, jeg har været i, har også haft intention om at mødes, men det er lige så stille løbet ud i sandet. Den her gruppe, tror jeg faktisk på, kan blive en del af mit faglige netværk.

Nu vil jeg få samlet de sidste ting sammen, jeg har en ekstra dag på arbejde med møde om udvikling på afdelingen, undervisning af studerende og elever og til sidst en reception. Må din dag fylde dig med inspiration og glæde.

MORGENTID

Både når jeg har fri og når jeg skal arbejde, har jeg brug for tid om morgenen. Tid til blot at være, tid til at læse blogs, tid til at spise morgenmad langsomt foran computeren. I dag vil jeg give mig tid til at læse i en ny bog om apopleksi. Den blev købt midt i eksamenstravlheden, og så kom juletravlheden og arbejdstravlheden, hvorfor bogen blev glemt. Indtil i går, hvor jeg blev irriteret over, at jeg ikke havde en ny bog at opdatere min viden om apopleksi med, inden jeg skal undervise studerende og elever i morgen. Så lyste hjernen op og var så venlig at dykke ned i den hjernevinding, hvor oplysningen om min nye bog var blevet lagret.

Nu er bogen også fundet i det hjørne af mit hus, hvor jeg havde gemt den. Jeg vil nyde et kapitel sammen med en kop te, og så må jeg til det. Juletræet står her stadig, min fridag i går blev lavet om til i dag. Nu skal det være, jeg gider det aldrig, alt det tingeltangel, der skal puttes i æsker, men det skal være i dag. For foran mig venter en dejlig aftale i aften med min studiegruppe fra sidste modul, en aftale med min far i morgen aften, en aftale med min mekaniker fredag formiddag og 4 arbejdsdage henover weekenden. Men først en kop te og en bog.  God onsdag til dig.

STYR PÅ DET?

Jeg har ikke altid styr på, hvilke billeder jeg har brugt til indlæg.  Så jeg troede faktisk, at jeg havde bragt det “pæne” billede af lamperne i træet i Tivoli. Hjemkommet fra læsegruppe ville jeg lige lægge link ind til indlægget, så I kunne se, hvad det rystede motiv i forrige indlæg forestiller. Nu får I så i stedet for et nyt indlæg.

Datteren havde styr på sin cykel, cyklen havde ikke styr på tasken i kurven, så den røg af og faldt ned på fortovet. Tasken havde ikke styr på indholdet i tasken, så mobilen hoppede ud af tasken og ned i en af søerne. Det er da ærgerligt. Hvad der ikke er ærgerligt,  er at datteren fylder år i dag. 27 år. Og så kan jeg ikke en gang ringe til hende, suk (jo det kan jeg så alligevel,  lånt mobil og taletidskort sikrer kontakt til omverdenen). Min dejlige datter lærer mig så meget, hun udfordrer mig, skubber til min behagelighedszone, og jeg er så glad for, at jeg blev mor til hende.
Hjertelig tillykke kære datter, da jeg skal arbejde i dag, får du i stedet for en sang her på bloggen.

Må I alle sammen få en dejlig dag på denne dag, hvor både Elvis, en skøn ung mand på Amager og min datter fylder år.

SAMLING

I fem dage har Istvan og jeg været alene hjemme, landmanden var på jagt i Kroatien. Modsat sidste år, hvor jeg arbejdede de fleste af dagene, havde jeg fri alle dage denne gang på nær i dag. Lad mig blot sige, at skulle der blive en anden gang, lige nu mener landmanden det ikke, så skal jeg nok sørge for at få puttet et par arbejdsdage ind i græsenkeperioden. Det hjalp ikke ligefrem på fruens angst for mørke og for at være alene, at det her skete, men jeg havde en god vagthund, som passede på mig. Alligevel måtte jeg igennem snak med mig selv og Gud, før jeg kunne sove om aftenen. Det irriterer mig grænseløst, at jeg bliver så bange, når natten falder på, men jeg stod fast, ikke noget med at rende fra huset og finde overnatning andetsteds.

Nu kan jeg sove trygt og godt igen, jeg har jo verdens bedste vagtteam hos mig. Først skal jeg dog en tur til Strandby til læsegruppeaften. God mandag aften til dig.

En rystende hånd kan også frembringe billeder :-)

ÆNDREDE PLANER

Det må vist være overskriften på de her fridage. For udover den spontane ide om besøg, som heldigvis blev til noget, så havde jeg drømt om gåture, spontane besøg hos andre, overskud til at finde strikketøj frem og overskud til at kigge på papirbunkerne. Jeg kan kun konstatere, at overskuddet ikke rakte til mere end sofahygning med tvserier, film og tedrikning.

Juletræet får lov til at blive til på tirsdag, hvor næste uges eneste fridag ligger. Julepynten bliver pillet ned og lagt på et værelse, så kan det komme i kasser på tirsdag eller en anden dag. Jeg er dybt taknemlig for, at jeg ikke er blevet ramt af influenza og Roskildesyge, og at det kun er en forkølelse, der driller mig. Måske skulle jeg følge min kinesiske kollegas råd mod forkølelse: varmt fodbad. Det lyder faktisk ret tillokkende. En kop varm gløgg, et varmt fodbad og filmen Love Actually, som jeg ikke fik set i julen, men som jeg fik i julegave af mine børn. Jeg snupper lige lidt mere julepynt, og så skal der dyppes tæer.

Hvad er dit bedste råd, når det gælder forkølelse?

MØRKE DAGE

Måske er det bare, fordi jeg er forkølet og dermed føler mig energiforladt. Men jeg synes, de her fire fridage har været meget mørke dage. I går fyldte jeg lys i dagen med dejligt besøg, men jeg synes nærmest ikke, at lyset når at bryde frem, før det er væk igen. Måske er det bare fordi, at jeg kun kommer ud, når postkassen skal tømmes eller affaldsposen skal smides i containeren. Så udover at julen skal pakkes ned og at undervisningen i morgen skal planlægges i detaljer i dag, skal og må jeg finde plads til en gåtur, jeg ved jo at det hjælper på energien.

Morgendagen startede med at tænde mit smukke lys, som jeg fik i går. Tankerne kredser om undervisningen i morgen. For et er at kunne begrunde pædagogisk, hvorfor jeg har valgt en anden form for undervisning end normalt, noget andet er, konkret at få den undervisning sat i form. Måske flopper det helt. Jeg floppede ikke til eksamen med de pædagogiske begrundelser, men holder det stik i virkeligheden? Jeg kan mærke, at jeg nemt kunne finde på at gøre både - og, og det vil jeg ikke! For det er jo netop det, jeg blev opmærksom på undervejs i mit studiemodul denne gang, at jeg har tendens til at proppe alt for meget ind i få timer, fordi jeg vil det hele. Jeg må og skal holde fast i tanken om, at mine kolleger ved det meste, det denne undervisningsseance skal give dem, er muligheden for sammen at reflektere over vores rolle i samtalen med patienten. Og her kan den speedsnakkende apopleksisygeplejerske ikke bruges, her skal jeg præstere en god praksisbeskrivelse, nogle gode spørgsmål, som lægger op til eftertanke og undren samt en evne til at lytte og tage udgangspunkt i det, mine kolleger siger, og  evt. bygge ny viden ovenpå det. Alt andet lige var den anden undervisningsform lettere, men jeg skal turde satse, og det gør jeg!

Nu vil jeg gå en tur i det gråvåde vejr, så kan tankerne rigtig få lov til at svæve højt. God Helligtrekongersdag til dig.

GLAD OG NOGET SÅ BEGAVET

Det har været en skøn dag i dag. Hvordan kan det blive andet, når kvinder, som jeg holder af og beundrer, har siddet ved mit bord i dag. Vi har snakket og grinet, så jeg tror, at landmanden er godt tilpas med at have været på jagt hele dagen. Istvan derimod stornød selskabet. Her var nogle, der ville kæle for ham og klø ham bag øret, da han fik lov til at komme ind i stuen.

Og så er jeg i den grad blevet begavet med skønne tulipaner, sprødt knækbrød, lyshus, tehætte, små forårsblomster i unika potte, grydelapper, garnblomst og Helligtrekongerslys. Tusind tak til Helle, Anne, Hanne, Jette, Liselotte og Hanne. Alt sammen gaver, som er lige mig. Det har været en skøn dag i dag.

FORVENTNINGENS GLÆDE

Nogle gange skal man ikke tænke så meget, men bare gøre det, man får lyst til. Så i lørdags skrev jeg til nogle bloggere, som jeg havde mødtes med for nogle år tilbage. Nu kommer de i dag til formiddagskaffe. Og jeg glæder mig!

Og de får lov til at komme til et julepyntet hus ;-)

PARANOID, FORSIGTIG ELLER FORNUFTIG?

Jeg vil gerne have min mobil på mig. Jeg vil gerne gå i løstsiddende tøj i disse dage (julens men ikke mindst de sidste dages forsøg på at tømme slikdåserne har sat sit præg på kroppen). Mit yndlingstøj har ingen lommer, så jeg prøver hele tiden at huske på at få mobilen med mig rundt i huset og ikke mindst udenfor huset. Jeg har ikke en fancy iPhone, så de holder, man kan købe til dem, ville ikke passe til min lille mobil. Måske skulle jeg  sy/strikke en holder, men indtil da må jeg gå i gemmerne og bruge min fantasi.

Hvorfor er det, at jeg vil ha mobilen på mig hele tiden? Jeg er ikke en, der får sms eller bliver ringet op hele tiden. Faktisk kan der sagtens gå en dag eller to, uden at mobilen bipper eller ringer. Mobilen er for min egen sikkerheds skyld, jeg har svært ved at køre videre, hvis jeg opdager, at jeg glemt min mobil, for tænk nu hvis bilen går i stå, eller mennesker får brug for hjælp og jeg ikke kan tilkalde hjælpen?

Den trang til at have mobilen hos mig er ikke blevet mindre, efter en af vores bekendte pludselig fik en blodprop i hjernen, heldigvis var hendes datter tilfældigvis hjemme og fik ringet 112. Men havde datteren ikke været hjemme, så ville der være gået lang tid, inden hendes mand kom hjem. Det var midt i forårsarbejdet, hvor landmænd kører mange timer i marken og således også i den familie. Mobilen lå i et andet rum, som kvinden ikke ville have kunnet komme hen til med en lammelse i den ene side. Jeg tror ikke, jeg får en apopleksi, jeg tror ikke, at jeg falder om ude på gårdpladsen med et brækket ben eller andet, men skulle uheldet være ude, så ville det være ret træls at vide, at mobilen lå et andet sted. Så derfor har jeg mobilen med mig. Hvad med dig?

VÆK ER DET

Det var der, mens jeg gik ud ad landevejen sammen med Istvan. Det var der, mens mørket sænkede sig omkring os (læg lige mærke til at den mørkerædde kvinde går ture i mørket uden lygte). Det var der, mens Istvan syntes, vi af og til skulle krydse vejen på bedste afsøgningsmaner ( men han er i øvrigt blevet rigtig god at gå tur med – cadeau til landmanden). Det var der, mens jeg lagde mærke til svanernes sang (hvad kalder man egentlig deres lyd, gæs skræpper, hvad gør svaner, nej de gør ikke, det gør hunde) Det var der, mens jeg mærkede den trætte krop live op på ny.

Men nu er det væk. Det fantastiske gode indlæg.

Nå jo, lidt af det husker jeg. Jeg ville fortælle jer en grum historie, som jeg hørte i går. Overlægen talte med en patient om rygning, jeg havde allerede sammen med patienten talt om, hvordan han bedst kunne hjælpe sig selv med at stoppe, for det var han interesseret i. Overlægen havde i sine unge lægedage været på en kirurgisk afdeling, hvor der kom en mand ind, som havde fået skåret fire fingre af, fingrene var med i en pose. Nu forestod der virkelig en håndværksmæssig udfordring. Kirurgerne fik syet fingrene på, manden fik at vide, at han ikke måtte ryge overhovedet, for de bitte små mikroskopiske kar i fingrene ville ikke have en chance, hvis han røg. Når man ryger, trækker blodkarrene sig sammen, og enhver kan vist forestille sig, hvad der sker i et lillebitte kar, der trækker sig sammen. Der kommer ikke meget blod ud i fingerspidserne. Manden overholdt lægernes ordination – i to dage, så røg han en cigaret, og der var prompte effekt af den handling. Fingrene blev sorte og måtte amputeres.

Patienten sagde: så meget spildt arbejde. Lægen sagde, ja men det var da mere synd for manden. Og ja vi kan alle begynde at ryste på hovedet over, at manden kunne finde på det, men måske skulle vi vende det rundt og så erkende, at det siger noget om, hvor afhængig man er af rygning, eller af andre mere eller mindre usunde livsvaner. Og med den erkendelse skal vi hver især lade være med at slå os selv oven i hovedet, når vi falder på vejen til nye vaner. I stedet for skal vi bruge faldene til at blive klogere på, hvordan vi undgår at falde næste gang, og måske skal vi falde mange gange, før vi langt om længe lykkes. Den mulighed havde manden fra historien ikke, og det var synd for ham.

Nu vil jeg krybe sammen i sofaen med te og en god DVD, en perfekt måde at afslutte dagen på.

Og nej, det er stadig ikke vejret i dag, men for en måned siden :-)

ENIGHED

Vi er svært enige, min kaktus, min amaryllis og jeg – julen varer til Helligtrekonger. Min kaktus fylder køkkenet med smukke lyserøde blomster, og min amaryllis er først nu sprunget ud med hvide trompeter.

Juletræet med sin pynt gør mig glad, jeg nyder at kigge på træet med lys og pynt, som rummer hele mit liv som minder.

Fire dage har jeg fri (jeg havde bildt mig ind, at det var fem), jeg ved godt, at jeg er nødt til at arbejde med noget undervisning, men det har jeg udskudt til søndag. Fridagene skal bruges til at pleje mig selv, til at læse, til at få gang i strikkeriet igen, men først og fremmest til blot at være til. I radioen hørte jeg til morgen, at sygefraværet er faldet under krisen. Det kan man så tolke som man vil, og det gør “man” så. Enige bliver man nok ikke. Vi er forskellige, det den ene ville melde sig syg for, ville en anden aldrig drømme om at melde sig syg for. Jeg glemmer aldrig en medarbejder, som i ramme alvor fortalte om hans far, som var slagteriarbejder, og som havde meldt sig syg, for han havde haft så få sygedage i forhold til de andre ansatte. Eller de to unge kolleger, som i tidernes morgen meldte sig syge, fordi de ikke havde sovet hele natten. Til gengæld har jeg også haft kolleger, som har ringet ind for at raskmelde sig, men selv gennem telefonen kunne vi høre, at de overhovedet ikke var raske, men de havde bare så dårlig samvittighed over stadig at være syge.

Jeg er ikke syg, men jeg er svært glad for, at jeg har fri, det gør livet lidt nemmere. Så nu vil jeg pakke mig ind i tæpper, drikke te og se fjernsyn, mens rengøringsholdet fjerner støv og nullermænd fra matriklen. Det er bare den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har givet mig selv. Jeg hader at gøre rent ;-)

Håber du får en dejlig dag.

Nej billedet er ikke taget i dag, men for en måned siden ;-)

SOFAHYGNING MED KONSEKVENS

Lige netop nu fortryder jeg, at jeg ikke gik en tur i går. Det havde måske hjulpet på søvnen. Nu ved jeg så det! Jeg skal ikke, selvom jeg er sløj, ligge på sofaen hele dagen. Jeg har nemlig ikke lukket et øje i nat. Ikke så smart, når man skal på arbejde og ovenikøbet skal starte noget nyt op. Jeg håber, et brusebad kan friske op, nu har jeg smurt mad til landmanden og sendt mail om løn af sted. Jeg prøver lige igen, om jeg kan nå at få en halv times søvn, inden uret ringer.

Uanset om du har sovet godt eller dårligt, håber jeg, at du får en god dag. Den første hverdag i 2013.

STILLE DAG 2

2012 sluttede med en stille dag, 2013 starter med en stille dag for mig. Landmanden arbejder, sådan må det være, når man skal på jagt på hverdage i det nye år ;-) Jeg ser fjernsyn, drikker te og plejer forkølelsen. Landmanden hentede mig efter en rolig vagt, og vi nåede ud af byen, inden fyrværkeriet bragede løs. Herude på landet krøb jeg under tæppet, vi fandt rødvin og resterne af julegodterne frem og ønskede hinanden Godt Nytår, mens fjernsynet stod for nytårssangen.

Endnu en gang bliver alle de ting, der kan fylde og irritere, små og håndterbare, når man plejer mennesker, som i den grad har fået deres liv pulveriseret. De skal nu finde en ny måde at leve livet på, og i går aftes måtte jeg endnu en gang sande, at det er svært at vide, om det er det rigtige, jeg siger, når et menneske ligger uden mulighed for at kommunikere med os. Fagligt ved jeg, at når man har fået en stor blodprop i hjernen, så fungerer hjernen ikke på samme måde som hos os andre. Men hvad tænker man? Min filosofi er at tale som om hjernen fungerede som alle andre hjerner, men med få enkle ord. Nogle gange sætter jeg også ord på, hvad jeg tror, det enkelte menneske må tænke, at det må være svært at ligge uden at kunne kommunikere, men at vi vil gøre alt for at finde en måde at kommunikere på.  Faktisk følte jeg, at der var tilstedeværelse, men jeg ved også fagligt, at vi ofte tolker, fordi vi vil så gerne have kontakt, vi vil så gerne kunne hjælpe, og det kan snyde.

Vi nåede at invitere de fleste af patienterne til at spise sammen i opholdsstuen, vi så Dronningens nytårstale sammen, både patienter, læger og personale. En af vore læger syntes, Dronningen så bedre ud end de sidste år, og hun funderede over, om Dronningen var holdt op med at ryge, for det kunne godt forklare forandringen. En af mine kolleger lavede drinks af juice, lemon og danskvand, og der var sat små paraplyer og andet tingeltangel i glasset. På afdelingen var der pyntet op med serpentiner, og vi havde små diademer på med Happy New Year på. Egentlig har jeg tidligere været imod dette, fordi jeg syntes, det var så svært, når mennesker var alvorligt syge. Men jeg ved også nu, at det netop er latteren, det gode humør og de små festlige detaljer, som får patienter og pårørende til at smile lidt og føle, at alt ikke blot er sygdom og alvorlige miner. Vi kan både smile, le og være professionelle dygtige, det ene udelukker ikke det andet. Smile håber jeg, at jeg gør i morgen, når vores første dag i dagafsnittet løber af stablen. Jeg har selv tilbudt at tage denne dag, havde egentlig fri, men da det er mig, der har skrevet alle instrukser, kunne jeg godt tænke mig at prøve dem af i praksis. Jeg satser på, at te og gløgg i aften hjælper på helbredet, og efter i morgen har jeg fem fridage, det er da lige til at holde til. Må din start på 2013 også give anledning til et smil.

PS endnu en gang blev sproget.dk min sproglige redningsmand. Jeg havde oprindeligt skrevet løbe af staben, men var ikke helt sikker på det udtryk. En søgning på dette gav ingen hit. Og så måtte jeg til at tænke logisk, mon ikke det var en stabel, man talte om? Og ganske rigtig.