søndag, november 15, 2020

Novemberkalenderen del 14 og 15

 Gad vide om kalenderindlæggene fortsætter med at blive lagt sammen? Lige nu skyldes det mestendels, at jeg slapper af, jeg hækler og er lige startet på en ny klud med nyt mønster. 

Fuldstændig som ved den forrige skal jeg have trevlet det op igen, indtil min hjerne forstår mønsteret. En ting er at læse det, en anden ting er at se mønsteret (det er smukt tegnet i bogen) men for at jeg til fulde kan hækle mønsteret, kræves det, at jeg forstår det, forstår det med min hjerne, med mine hænder og med mine øjne. 

Og det kræver, at jeg nærmest matematisk tæller mønsteret igennem og forstår, at den del kommer oven på den del og at det kræver lige tal for at gå op osv. Andre vil visuelt have fanget det med det samme, men sådan arbejder jeg ikke.

Den forrige kluds mønster - morgendug

Den anden årsag til manglende svar på kommentarer og indlæg skyldes det, vi alle godt ved, men ofte glemmer, og som i denne tid lettere sker, fordi vi ikke kan mødes og se hinandens mimik, mens vi diskuterer. Nemlig at noget på skrift ofte virker hårdere end tilsigtet, og at man nemmere bliver misforstået, selv om man synes, man har skrevet tingene klokkeklart. Det gjorde mig ked af det, da det skete.

Gang på gang betages jeg af det faktum, at det kommer bag på os alle, at vi hver især kommer med vores mentale bagage og at den bagage læses ind i den tekst, man læser. Landmanden og jeg oplever det tit. Vi er meget uenige om mange emner (vi er også enige om emner), og når vi så skal overbevise den anden om at vi har ret, kommer vi måske med en tekst fra nettet eller fra et blad/avis eller andet og står triumferende og venter til den anden har læst og forstået, hvor meget ret vi egentlig har. 

Det, der ofte sker, er at den anden slet ikke læser det man selv læser i teksten. Og så starter diskussionen om, hvem der har ret i sin forståelse af teksten. Se, det kan man ikke komme til enighed om, så vi er efterhånden blevet gode til slet ikke at tage den diskussion og blot konstatere, at vi ikke ser ens på det emne. Det har givet en vis ro på gården.


I dag er en ny dag, og den er startet med, at jeg har sovet godt og længe, selv om landmanden vækkede mig med smækken med dørene klokken 6.30 (han skulle på jagt og havde travlt med at finde mad til hundene). Jeg gik nemlig i seng klokken 21.30 og faldt rimelig hurtigt i søvn efter at have løst sudoku og krydsogtværs. Jeg lå lidt i sengen og så lidt film, men blev enig med mig selv om at få de husmoderlige ting fra hånden, så nu er vasketøjet lagt sammen og på plads, der er vasket op og vaskemaskinen er i gang på ny. 

Og så valgte jeg at lave søndagsmorgenmad til mig selv, for det er det måltid, jeg elsker allermest i hele ugen. Mens jeg spiste, tænkte jeg på en lille historie fra i går, som gjorde mig glad. Ikke fordi den var livsomvæltende fantastisk, men fordi den ganske enkelt understregede, at lige der valgte en anden mig til. Og det føltes godt og rart.


Jeg havde spurgt landmanden, om han ville se Bagedysten med mig, det ville han gerne. Med til historien hører, at vi nærmest aldrig ser noget sammen og det er ikke, fordi vi ikke inviterer hinanden til dette, men vi gider ikke se det samme (husk Lene at sige ja næste gang, du inviteres til at se en dokumentarfilm) Mens vi så det og diskuterede, hvem der klarede sig bedst, ringede landmandens telefon. Det var hans jagtkammerat. I første omgang tog landmanden den ikke, for nu så vi fjernsyn. Men den ringede igen og så tog han den og sagde; kan jeg ikke ringe senere, for jeg ser Bagedysten sammen med Lene.

Min datters mobils emoji af mig :-)

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



fredag, november 13, 2020

Novemberkalenderen del 12 og 13

 Min gave til mig selv har været ikke at lave noget, ikke skrive indlæg, ikke sørge for alt muligt blev håndteret. Efter min halve arbejdsdag i går og kontorarbejde hjemme gav jeg mig selv fri fra alt i går aftes. Og det fortsatte jeg med i dag.

Jeg har hæklet, jeg har spillet wordfeud og lagt syvkabale, jeg har kigget udi luften og dagdrømt. Lidt har jeg lavet, men det blev hurtigt overstået for at vende tilbage til stilstand.


Og jeg har nydt det. Min infektion med halsonde og forkølelse vil ikke rigtig helt forsvinde. Jeg har mundbindet mistænkt for at have den effekt, det har jeg dog ingen evidens for overhovedet. Det kan meget vel være mentalt. Men vi har alle meget tørre halse, så når man i forvejen har en øm hals, så lyder det da meget logisk, at den har sværere ved at gå helt væk eller?

Sidst på eftermiddagen havde jeg hovedpine, diagnosen stillede jeg selv, alt for megen sidden herinde uden frisk luft, alt for megen kiggen på skærm. Medicinen, der altid dur, er en gåtur.

Og så gik jeg der, mens solen gik ned, gæssene fløj skræppende over mit hoved (link til min lille video med gæs) og hovedet føltes lettere. På vejen hjem talte jeg med min ældste lillesøster og fik vendt coronasituationen. 5 km blev det til i den skønneste skumringstime.


Hjemme igen fik vi tomatsuppe med ostebrød akkompagneret af pressemøde. Og i fryseren ligger der is, masser af is, som venter på to iselskende mennesker. Det kunne passende være en god tv-dessert.

Mange har det svært, sygdom, tab af virksomhed, tab af mennesker, mangel på job, usikker livssituation osv. Jeg skønner på, at mit liv er som det er. Jeg er taknemlig for, at mit arbejde føles meningsfuldt og givende, at mine børn og svigerbarn trives med det de har gang i, og at min familie holder sammen.

God novemberaften til dig.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



onsdag, november 11, 2020

Novemberkalenderen, del 11

 Dagens gave til mig selv må være det at gøre noget for andre. I dag gav mine to kolleger og jeg rundstykker og kage til kollegerne i anledning af, at vi fik vores artikel accepteret til publicering.

Desværre må vi kke samles i personalestuen, kun 8 må sidde der ad gangen, så efter at have rettet an og fundet abstrakts fra artiklen og poster fra vores konference til at ligge på bordene og snakket lidt, fandt min ene kollega og jeg et andet sted, hvor vi kunne nyde vores formiddagste. Det var vigtigere, at de, der var i plejen, kunne sætte sig ned og nyde deres velfortjente pause.

Jeg introducerede en ny kollega* igen i dag, og selv om vi egentlig har aftalt, at det skulle en anden gøre som led i min kommende seniorordning, så ville vilkårene, at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg nyder faktisk også at møde vores nye kolleger og få lejlighed til at fortælle dem om plejen til mennesker med Stroke. Jeg nyder faktisk alt det, jeg gør, men det er bare for meget, jeg efterhånden har fået som opgaver. Vi arbejder på stille og roligt at få mit timetal ned på det, jeg er ansat til. Og til foråret kan vi så se på, om det er der, jeg skal gå længere ned i timetal.

*det kan måske godt lyde som om vi hele tiden får nye kolleger, men det skyldes dels barselsvikariater, dels at vi i denne tid har flere, der har søgt nye græsgange.

I dag blev dog en længere arbejdsdag, fordi vi skulle have møde med en kommune om et nyt projekt om opfølgning. Jeg er så stolt over, at vores studie har været med til at bane vejen for, at andre har lyttet til det og har støttet os i, at der skal gøres noget. Hvis ikke projekterne bliver godkendt til drift, så ved vi, at de har skabt bevågenhed på en gruppe, som før ikke fik opfølgning. Og det er i sig selv virkelig godt. Andre steder i landet er andre i gang med andre projekter, men fælles er at vi ved, at folk som kun har ingen eller lette fysiske følger faktisk bliver påvirket følelsesmæssigt og kognitivt i tiden efter. De har brug for viden, støtte og mulighed for at erfaringsudveksle med andre i lignende situation. 

Egentlig skulle jeg have fire fridage nu, men for at vi kan få min nye kollega godt introduceret, så flekser jeg, så jeg tager en halv arbejdsdag i morgen, og en halv fridag på mandag. Det er helt fint med mig, jeg har stadig tre fridage til frisk luft og leg ;-)


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



Novemberkalenderen, del 10

 Nogle gange skal man blæse på, om man har overskud til det man har lyst til, og så bare gøre det. Det er så også årsagen til, at del 10 i novemberkalenderen kommer lidt forsinket.

I går var det Mortens aften, og her i huset har vi aldrig rigtig holdt fast i traditionerne, hvad det angår. For mig var Mortens aften min mormors fødselsdag, og hun inviterede til middag denne aften. Menuen var forloren hare og budding, og det forbinder jeg med denne dag. I går havde jeg lyst til at mindes disse sammenkomster en novemberaften, hvor vi samledes hjemme hos min mormor til forloren hare. Derfor blev datteren inviteret til spisning.

På vej hjem fra arbejde handlede jeg ind til menuen, jeg kunne ikke nå at lave budding, så desserten skulle være noget andet. Inde i butikken kom jeg frem til, at det måtte blive is, som vi havde i fryseren, for de små portionsanretninger med risalamande så ikke så indbydende ud. Det var sidst på eftermiddagen, og kunder havde væltet dem, så sovsen havde indhyllet hele desserten.

Inden jeg kørte hjem, skulle jeg også hente ost på vores lokale mejeri. Det var mejeriejeren selv, der denne eftermiddag stod i butikken, og da jeg skulle betale, spurgte han, om jeg ikke skulle have risalamande. Det viste sig, at de lavede også risalamande til Mortens aften, så jeg fik to gode portioner med hjem sammen med en kirsebærsovs med rom i.

Datteren kom efter endt arbejde sidst på eftermiddagen, og vi havde en hyggelig hverdagsaftenspisning med forloren hare, hasselback kartofler, ovnbagte rodfrugter og ikke mindst dessert. Både risalamande og kirsebærsovs smagte himmelsk.

Senere ringede vi sønnen op via messenger og fik en lang snak. Det gjorde godt at se ham og snakke med ham. Og latteren rungede, da vi begyndte at bruge effekter til at lave vores ansigter om til zombier, gamle koner (nå ja der behøvede jeg jo ikke specialeffekter ;-) eller fik mærkelige parykker på.

En dejlig dag til minde om min mormor, som kunne være blevet 109 år i går.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)






mandag, november 09, 2020

Novemberkalenderen, del 9

 Havde verden ikke været af lave, var jeg nu i gang med at arrangere en fest, reception eller noget helt tredje. Vores artikel er nemlig blevet accepteret til publicering i et internationalt tidsskrift - the Scandinavian Journal of Caring Science. Og nu må jeg gerne publicere titlen, selv om det varer lidt, inden abonnenter kan læse den online: Quickly home again - Patients' Experiences of Early Discharge after Minor Stroke.

Det er da den bedste gave at få i min novemberkalender, så den får lov til at fylde dagens indlæg. Vi er for længst i gang med at følge op på vores resultater med projekter med opfølgningsforløb. Den dag, et af disse projekter bliver til et fast tilbud, skal der også fejres. Og måske er verden så faldet i hak igen, så vi kan få lov til det.

Jeg har ikke kunnet fatte det i dag. Jeg havde læst mailen i går aftes, men turde pludselig ikke stole på mine engelske sprogkundskaber, så det var først, da vores ene vejleder bekræftede det i morges, at jeg begyndte at fatte det, langsomt, meget langsomt. Det er ingen hemmelighed, at jeg i sommer var ved at miste modet og nær havde opgivet det, men vores vejleder stod fast. Vi havde en forpligtelse overfor patienterne, der deltog i studiet, os selv og vores afdeling til at gøre det færdigt. Og hvor var det godt at hun gjorde det, og også holdt sit løfte om at være mere aktiv i skriveprocessen. Det løfte holdt hun til fulde, og da vores anden vejleder kom tilbage fra barsel, så blev de to værdifulde sparringspartnere.

Tænk - vi kan nu kalde os forfattere til en artikel, som er peer-reviewed af fagfæller med akademisk baggrund. YES!

Poster med på European Stroke Conference i Milano 2019


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)


søndag, november 08, 2020

Novemberkalenderen, del 8

 Datteren skulle låne mit spejlreflekskamera, så hun kom med rundstykker og kage i formiddag. Det brugte vi så masser af tid på at nyde, hvorefter hun og jeg kørte til Blokhus Klitplantage og gik en lang tur med tid til at nyde naturen og tid til at snakke.

Undervejs var vi også vidner til et lille drama. Plantagen bruges af mange forskellige, heriblandt også ryttere til hest. I dag faldt en pige af sin hest, da den pludselig satte i galop. Som den sygeplejerske jeg er, blev tempoet lige sat på, men hun var på benene, da jeg kom derhen. Hun havde fået en forskrækkelse, det sås tydeligt i hendes øjne, men heldigvis ikke slået sig nævneværdigt, så hun hoppede op på hesten igen. Alle tre piger havde både sikkerhedsveste og hjelme på, men derfor kunne hun godt være landet forkert, så der var kommet brug på et håndled eller et ben. Det var så ikke sket, og vi ønskede hinanden en god tur videre frem.

Resten af eftermiddagen er gået stille og rolig med hækling og af og til lidt fjernsynskiggeri. Intet har dog rigtig kunnet holde min interesse fanget. Der er alt for mange tanker, der svirrer i mit hoved, og der er hækling bedre end film til at holde dem i ro.

Gaven til mig selv i dag, var at jeg tog mig sammen til at lave den aftensmad, jeg havde planlagt og ikke som ellers hoppede over hvor gærdet er lavest. Nu har jeg rester, som kan bruges til madpakke i morgen. Det føles godt og jeg vil glæde mig til den hjemmelavede madpakke i morgen.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



 

lørdag, november 07, 2020

Novemberkalenderen, del 7

 Dagen startede med, at jeg vågnede udhvilet, men med ondt i halsen kl. halv seks i morges. Jeg spillede lidt wordfeud og 7kabale på mobilen, inden jeg stod op og fodrede hundene og lavede te til den ømme hals.

Herefter krøb jeg under tæppet med varm hyldebærsaft i koppen, julefilm på iPaden og et lunt halstørklæde om halsen. Senere lavede jeg havregrød og flyttede mig til min yndlingsplads i den gamle gyngestol ved terrassedøren med udsigt til fuglenes fourageren i fuglehuset og ved mejsebollerne.

Hvor jeg faldt tidligt i søvn på sofaen i går aftes, sad landmanden op til midt nat og så fjernsyn, så han benyttede lørdagens fridag til at sove længere.


Langsommelighed, hækling, avislæsning og tedrikning prægede vores formiddag. Over middag tog vi os sammen, jeg lavede te, landmanden fik hundene ud i bilen og så købte vi kage på vej til stranden.

Det var en gave at få lov til at gå, mærke blæsten, solen i små bidder og nyde havets lyde. Hundene nød det lige så meget som os. Der var ingen mennesker, så de fik lov til fri leg på tværs af den brede sandstrand. Til slut spiste vi kager i bilen og nød den varme te dertil. Halsen havde det heldigvis meget bedre efter sådan en skøn tur.



Hjemme ventede en overraskelse, en stor flot buket stod på trappen med en kærlig hilsen og tanke til os her i Vendsyssel. Buketten var fra en familie fra København, som vi lærte at kende for 14 år siden via vores første motorcykeltur sydpå (nogle måneder før jeg fik min blog) og flere motorcykelture og træf derefter. Siden mistede vi kontakten med hinanden, men københavneren havde fundet landmanden på facebook for noget tid siden. Det var rørende, at de havde tænkt på os.


Som i foråret kan jeg kun sige, at vi arbejder jo begge, som vi plejer. Vores hjerter bløder for de mange familier, som har fået deres livsværk ødelagt. Og hvor jeg før og stadig fastholder, at jeg er nødt til at tro på, at myndighederne ved, hvad de gør, så er der desværre de sidste par dage slået et skår i den tillid. Og jeg hader den følelse, og jeg håber inderligt, at jeg tager fejl, for jeg kan ikke bære, hvis et politisk magtspil kombineret med lidt for hurtige forskere har ødelagt mange menneskers liv, hvis det kunne have været undgået.

Tilliden fik et skår, da SSI dagen efter pressemødet pludselig sagde, at de havde taget fejl. Den sidste cluster5 var ikke fundet på Sjælland hos en ældre mand på plejehjem, som man sagde til pressemødet og som mange efterfølgende diskuterede, hvordan det kunne lade sig gøre. I stedet for hørte den prøve alligevel til i Nordjylland. Det fatter jeg ikke, at de ikke havde krydstjekket før pressemødet. Dertil kom, at begrundelsen for at Aalborg Kommune ikke skulle lukkes ned på trods af flere smittede minkfarme end i nogen af de andre berørte kommuner, var at de minkfarme lå tæt sammen geografisk. Hvornår er Vodskov i den nordligste del af kommunen og Nibe i den sydvestligste del sammen med Storvorde i den østlige del været tæt geografisk? Så jeg undrer mig. men jeg håber, at jeg tager fejl.


Bortset fra denne undren har denne lørdag været en god dag. En dag med tid til at gøre det, vi hver især gerne vil og stadig have tid til også at nyde hinandens samvær.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



fredag, november 06, 2020

Novemberkalenderen, del 6

 Her til aften tænkte jeg, jeg kan ikke skrive et indlæg i dag, for jeg har ikke gjort noget specielt for mig selv i dag. Så funderede jeg over, hvad der har gjort mig glad i dag, og så huskede jeg det.

Den latter, der fyldte min krop og fik mig til at føle mig glad og energiberiget.

Den glæde over at møde et andet menneske, som havde en nysgerrighed og en undren, som gjorde at "når nu jeg holder avisen, så skal jeg da også læse den, for ellers er den for dyr at holde"

Den påmindelse om det smukke i de ord, som Lars Lilholt har skrevet i en sang : og måtte du leve alle dage. For i dag mødte jeg en kvinde, midt i firserne, som i den grad levede sine dage, måske ikke på den måde som en yngre version ville vælge at leve livet. Men som havde mod på livet, som fulgte med i livet og som påskønnede det at have sine børn tæt på sig.

Og som syntes jeg var så rar at snakke med i telefonen, at havde jeg ikke sagt, at nu måtte jeg til noget andet, så havde vi sikkert snakket endnu.

Hun fik mig til at le ved sin glæde ved livet og nysgerrighed på livet. Hun gjorde min dag til en bedre dag og mig til en bedre version af mig. Det er da en gave at få.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

torsdag, november 05, 2020

Novemberkalenderen, del 5

 Denne dag skulle handle om at gøre noget for andre, for deri ligger en kilde til glæde for mig selv. Jeg skulle have passet min datters julehytte, fordi hun har fået andre arbejdsopgaver ved siden af, så pludselig slår døgnets timer ikke til. Det er slet ikke så ringe af at være nystartet selvstændig, men også lidt for hårdt. Så jeg skulle være julehyttepasser i dag og på søndag.

Jeg havde brygget te, købt kage og chokolade, smurt bolle, lavet en termokande med kogende vand til nudelsuppe og hyldebærsaft, fundet bøger og hækletøj frem, lagt powerbank i tasken, så jeg kunne lytte til lydbøger på mobilen, hvis nu der ikke kom nogle kunder.

Sådan gik det ikke, som nogen nok har gættet. Magisk jul ligger i samme kommune, som jeg selv bor i, og vi er lukket ned i de næste fire uger. I stedet for hjalp jeg datteren med at tømme hytten for varer. Inventaret lod vi stå i håb om, at Skulpturparken og Magisk Jul får lov til at åbne igen i begyndelsen af december.

For mit eget vedkommende var jeg spændt på, hvordan restriktionerne ville påvirke mit arbejde. Men at være sygeplejerske er at varetage en kritisk funktion, så jeg tager på arbejde i morgen tidlig, og så regner jeg med, at der kommer flere udmeldinger om hvor og hvornår jeg skal testes.

Gåturen med mine to jyske søstre om godt en uge må de gå uden mig, for jeg må jo ikke køre nogen steder hen undtagen på arbejde.

Det er en underlig og bekymrende tid, vi lever i. Så måske er det netop nu, at vi skal vende fokus mod andre end os selv og i det nære gøre godt for andre.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)












onsdag, november 04, 2020

Novemberkalenderen, del 4

 Hvad gør man på en dag, hvor:

  • der er en hadsk tone mellem folk, der er politisk uenige, også selv om det ikke er vores land, det handler om. Jeg er træt af den tese, at hvis personen konkluderes dum, så er vedkommendes tilhængere nok også dumme.
  • hvor regeringen slår benene væk under en hel branche og mange familier, inklusive de andre brancher, der servicerer den branche.
  • hvor jeg skal vente til i morgen for at høre, hvor begrænset jeg og andre i min kommune skal være
  • kolleger rødblussende gjorde deres bedste og hvor de trætte gik hjem med vished om, at deres børn ikke får den bedste version af mor i dag.
  • halsen og forkølelsen driller
Jeg kreerede en forkølelsessuppe ud fra de forhåndenværende søms princip: bouillonterninger, vand, de sidste rester af poser med frosne suppeurter og porrer, hvide bønner fra frost, de rynkede gulerødder i køleskabet og reven Prima Donna. Nu er jeg mæt og tilpas og kan bedre overskue den verden, jeg er sat i.


Der er ikke meget gavekalender over dette indlæg, men jeg er stolt af, at jeg ikke igen-igen lavede havregrød, men fik tilføjet andre fødevaregrupper. Det er vel også en gave til mig selv, når trætheden fylder.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)


tirsdag, november 03, 2020

Novemberkalenderen, del 3

 Lige for tiden prioriteres det, der gør godt her og nu. Det er nødvendigt, fordi jeg endnu ikke er helt på toppen. Jeg er ikke utilpas, men kroppen er bare træt og energiforladt, og så skal jeg ikke gå efter urealistiske mål, bare fordi det kunne være rart at krydse af på den mentale to-do-liste

Det gode for mig selv i dag startede allerede i går aftes. Landmanden havde møde med en anden, og de snakkede vældigt, mens jeg sad i den anden stue. Jeg kunne mærke, at jeg bare var træt, så ved halvnitiden  gjorde jeg mig klar. De havde fået serveret te/kaffe og lune hjemmebagte kanelsnegle (direkte fra fryser til ovn - det er skønt, når fryseren rummer hjemmebag). Jeg listede stille i seng og faldt hurtigt i søvn. Selv om jeg var oppe to gange i løbet af natten, havde jeg ingen problemer med at falde i søvn igen. Ren lykke, da jeg stod op.

Solen skinnede ind gennem ruden, hvor jeg underviste en kollega i dag i vurderinger af neurologiske udfald, af synkebesvær og af ernæringsrisikoen. I dag fik vi e-læring til at virke, så når min hals ikke kunne mere snak, sad hun og arbejdede med brandforebyggelse og hjertestopbehandling.


Det er hårdt at have mundbind på en hel dag. Det er hårdt hele tiden at skulle afkode andres sindsstemning kun via øjnene, men det er sådan det er, og jeg har kun hovedrysten tilovers for de fire læger, der et eller andet sted i Danmark har sat gang i en kampagne for, at alle restriktioner skal væk (i følge vores læger).

Mundbindet har gjort, at mine symptomer blev værre på arbejde, jeg fik ondt i halsen igen og jeg følte også, at jeg skulle pudse næse hele tiden. Måske skyldtes noget af det også, at jeg skulle tale meget. Når vi sad alene i rummet, måtte vi gerne have mundbindet af, men vi skulle sidde med en meters afstand og så er det svært at vejlede og undervise, når vi skulle se på computer og papir. Vi fandt ud af det, og dagen i dag gik godt. Og sådan er vilkårene lige nu, og det håndterer vi godt, synes jeg.

Herhjemme var landmanden med på sen aftensmad, så efter at have nydt en flødebolle tog jeg traveskoene på og gik 6 km, mens mørket sænkede sig. Jeg er så glad for, at jeg har fået bugt med det meste af min evne til at blive mørkeræd og tænke "farlige" tanker om bevægelser i mørket. I fødselsdagsgave af gemalen fik jeg en rigtig god pandelampe, som bliver tændt og kan sætte spot på ting foran mig. Det meste af tiden gik jeg dog uden lampen tændt.


Hjemme lavede jeg god gedigen landmandsmad, medisterpølse med rigtig gode kartofler (vores kartofler er nu altid rigtig gode ;-) og dertil en let sovs og gulerodssalat. Vi spiste for en gangs skyld sammen ved spisebordet og jeg nød det. Vi er begge tilbøjelige til at sidde i hver sin stue med hver sin skærm foran os ved spisetid, men ikke i aften.

Jeg har belønnet mig selv med endnu en flødebolle, det er vel november med tid til hygge. Da jeg har flere arbejdstimer at flekse med, møder jeg til direktørtid i morgen og vil nu nyde en film og en kop varm hyldebærsaft inden sengetid.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)






mandag, november 02, 2020

Novemberkalenderen, del 2

 Jeg vidste godt, at der ville være knebent med overskud og tid til at gøre noget godt for mig selv i dag. For første gang i næsten en uge skulle jeg møde på arbejde i stedet for at sidde herhjemme og arbejde. En ny kollega skulle introduceres, min forkølelse vil ikke rigtig gå i sig selv igen (den er bedre, men jeg er et meget utålmodigt menneske hvad angår sygdom hos mig selv) og jeg skulle bære maske det meste af dagen.

Jeg kom gennem dagen, og det var langt hårdere at bære maske end jeg havde regnet med. Fordi vi skulle gå en del rundt på sygehuset og afdelingen, skulle vi have maske på meget af tiden. Kun bag en lukket dør kunne vi tage den af. Jeg satte to tomme stole mellem vores stole, så jeg ikke blev fristet til at rykke tæt på, når computer drillede eller når jeg skulle vise noget.

Da jeg gik hjem, kom jeg forbi sygehusets kantine og med en begyndende hovedpine og en mund, der var totalt tør efter mange timer bag bindet, kunne jeg ikke modstå fristelsen.

Min ene kalendergave til mig selv blev et lækkert kærnemælkshorn. Jeg nød det i fulde drag herhjemme sammen med teen, mens jeg ventede på, at seniormødet i PKA skulle starte som webinar. Godt at jeg havde fået en kage, for lyden virkede ikke, og de fralagde sig ansvaret for dette, selv om jeg fint kunne få lyd på alt muligt andet. Så jeg hoppede ud af det møde. Det samme gjorde min søster, hun kunne heller ikke få lyden frem.

Min anden kalendergave blev at finde min varmepude frem, lune den i mikroovnen og så ligge mig på sofaen og lade varmen kærtegne mine ømme nakkemuskler. Det havde de bestemt ikke noget imod, og jeg nød efterfølgende fravær af muskelspænding fra hårgrænsen til skulderne.

To små ting, men som hver især gav mig lidt energi igen. Det er slet ikke så ringe endda

God aften til dig


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

søndag, november 01, 2020

Novemberkalenderen, del 1

 Det er ikke en adventskalender eller julekalender. Det er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Fakta er at jeg ofte bliver gladere, når jeg skriver om min hverdag. Det er som om min "lommelygte" bliver tunet ind på at lyse på det, der i det små eller store, gør mig glad.


I nat, da jeg ikke kunne falde i søvn efter en dejlig sidste dag i oktober, fantaserede jeg om alt det, jeg ville gøre i dag. I mine dagdrømme kan jeg alt næste dag, virkeligheden banker blot ofte på næste dag og skubber til mig, så jeg kommer ud af kurs.

Men jeg satte mig ned ved terrassedøren ud mod haven, nød det gråblege regndøsige lys, der kom ind og fandt min bog om skønne hæklede klude frem. Jeg startede på et nyt mønster, udfordrede min hjerne til ikke at køre på automatpiloten, så nu er jeg i gang.



Jeg har set meget lidt serie i dag og til gengæld læst blade med gode interviews af seje kvinder, blandt andet Kirsten Olesen i anledning af den nye film Madklubben. Og så kom jeg til at grine, fordi jeg huskede filmanmeldelsen af den på DR.dk. Normalt bliver jeg frygtelig træt af at læse Per Juul Carlsens anmeldelser, men denne gang havde han ladet sin mor anmelde. Om det er hende, der har skrevet ordene ved jeg ikke, men hvis det er ham selv, har han en god humor og selvironi. Læs blot denne indledning:

Som nogle af jer sikkert ved, er det min søn, Per, der plejer at anmelde film her på dr.dk. Det er det ikke i dag. Jeg har sendt ham ned til købmanden for at handle ind for mig, så jeg i stedet kan anmelde den nye danske film: 'Madklubben'. Det er overhovedet ikke en film for ham – og så ved jeg udmærket godt, hvordan det ender.

Han er altid så optaget af, at film skal være 'udfordrende' og 'nytænkende', og at måden at fortælle historier på skal udvikle sig - "ligesom menneskeheden", som han prædiker. Og på et tidspunkt bliver man jo frygtelig træt af at høre på ham.

Det er, som om han ikke begriber, at nogle af os bare gerne vil se en god og hyggelig historie om mennesker, vi føler, vi kender. En historie uden alt muligt man skal have et leksikon i hånden for at forstå.


Jeg har talt med min søster i telefonen, mens vi begge slappede af herhjemme. Ofte ringer jeg til hende i bilen på vej hjem fra arbejde, men i dag fik hun hele min opmærksomhed. Og hun hjalp mig til at holde fast i min gave til mig selv i dag, nemlig at gå en tur i det gråtriste vejr. Det gjorde godt. Og sindet malede sig selv ind i de lyse toner. 


1. november blev en god dag. God aften til dig.



torsdag, oktober 29, 2020

En underlig uge

 Jeg har slet ikke haft lyst til at blogge. Hver gang, at jeg syntes, at jeg kunne trække vejret frit, blev jeg bekymret igen. Ikke på mine vegne men på andres. Og selv om jeg hylder princippet om at lade det ligge, jeg ikke kan gøre noget ved, så kunne jeg ikke stoppe tankerne i at flyve derhen, hvor de ikke gjorde noget godt.

Fredag blev jeg nødt til at tage hjem fra arbejde, fordi jeg fik besked om, at jeg havde været det, man kalder nær kontakt til en, der var konstateret corona-positiv. Det kunne være f.eks. være, at man sidder til et møde med afstand, men ikke over en meter (det gælder jo både på tværs af et bord og til siden) i over 15 minutter. Så gik jeg i selvisolation.

Pludselig så jeg på alt, jeg rørte ved, som mulig kilde til smitte for landmanden. Så han fik udstukket retningslinjer, jeg vaskede overflader af, fandt rodalondunken frem og tørrede også overflader af med dette (aner ikke om det overhovedet virker, men det var det, jeg havde) og jeg sprittede hænder konstant. 

Lørdag fik jeg taget dag 4 podning, den er afgørende for, om man må komme ud af isolation og skulle være med rimeligt hurtigt svar. Så jeg var der fra morgenstunden. Der kom bare aldrig noget svar. Først klokken ni om aftenen havde jeg svar; heldigvis negativ. Nogen har helt sikkert fået sat den i gruppen med standardundersøgelserne.

Natten til søndag fik jeg voldsom ondt i halsen, kunne ikke sove og måtte stå op for at drikke varm hyldebærsaft og spise strepsils. Næste dag holdt jeg stadig afstand, selv om jeg pr definition var ude af isolation. Datteren og landmanden arbejdede sammen om produkterne til Magisk Jul i Hune.

Jeg blev enig med min leder om, at jeg arbejdede hjemme mandag og så tog jeg ind igen og blev testet med hurtigt svar pga. mine symptomer i stedet for som planlagt dag 6 med standardsvar. Vente-vente-vente; endeligt svar: negativ.

Halsen havde det bedre, jeg havde det godt i øvrigt, så jeg fik grønt lys for at tage på arbejde. Jeg var vist den, der var mest hysterisk med en meter afstanden. Jeg havde en god dag, fik mange ting fra hånden og fik møder afviklet både fysisk og på Teams.

Tirsdag sidst på eftermiddagen kunne jeg godt mærke, at en forkølelse var undervejs. Og ganske rigtigt, inden aftenen var færdig, hostede jeg og pudsede næse i en uendelighed. Igen blev aftalen, at jeg arbejdede hjemmefra onsdag.

Onsdag kunne jeg godt mærke, at jeg ikke kunne slappe af, for andre, jeg kendte (dog uden fysisk kontakt til dem), med ondt i halsen og forkølelse havde fået konstateret corona. De var så også meget utilpasse, det var jeg ikke. Men tankerne kredsede om landmanden og datteren. Datteren havde jeg været sammen med mandag, da vi hjalp med at få møbler sat ind i den fine julehytte, hvor hun skal holde til de næste to måneder. Hvad nu, hvis jeg havde corona og havde smittet hende. Da jeg ikke havde det bedre i dag, blev aftalen en ny podning i dag.

Jeg er heldigvis negativ, og forkølelsen har vist nået sit højdepunkt, så jeg snupper endnu en hjemmearbejdsdag i morgen og satser på at være klar til nye kolleger på mandag.

Så nu vil jeg gerne se frem til en uge uden alt for meget halløj, sådan en ganske almindelig hverdagsuge i november.

på vej til podning



torsdag, oktober 22, 2020

en drømmerig nat

 Jeg plejer at sige at jeg ikke drømmer, og så siger folk, det er fordi du ikke kan huske dem om morgenen, for alle drømmer.

I nat har jeg drømt utroligt meget, så meget at jeg nærmest ikke turde lægge mig til at sove igen.

Først drømte jeg en drøm, hvor jeg var ude at gå i et naturområde, det var barsk og øde, men der mødte jeg Ellen og hele hendes familie (i min drøm kunne de nemlig godt holde efterårsferie sammen). Anna ville hele tiden omfavne mig og hendes mor og mormor prøvede at hindre hende i det, fordi det må man jo ikke i de her tider. Pludselig var jeg faret vild, jeg var alene med børnene og jeg kunne ikke finde vej og farer truede overalt, og jeg var jo ansvarlig for at få dem sikkert hjem. Så vågnede jeg heldigvis, og jeg havde slet ikke lyst til at sove igen, overvejede kort at stå op og se serier, men i stedet for forsøgte jeg at bearbejde drømmen i håb om, at hvis jeg røg ind i drømmen, så kunne jeg styre den i en god retning.

Jeg følte, jeg lå længe uden at sove, men jeg tror, det skyldtes, at jeg drømte igen. Nu var jeg i Italien, det var en kombination af motorcykelferie og faglig konference. Der var dårlig mad, korrupte forskere, familiekriser (ikke min, men en af forskerne), der var ting, der blev væk for mig og pludselig blev min mand og jeg overfaldet ved vores motorcykel, og jeg var på flugt igen for at finde hjælp til min mand. Jeg løb og løb og løb og til sidst gled jeg ned af en skrænt i håb om at gemme mig. Bedst som jeg troede det var lykkedes, brummede min mobil i lommen højlydt og insisterende. Det var så heldigvis, fordi det var morgen og jeg skulle op. Faktisk var der også noget med, at en af forskerne (som vist nok ikke var korrupt) takkede mig for vores artikel. Den havde været baggrund for deres forskning. 

Jeg begiver mig ikke af med drømmetydning, men jeg havde i går aftes vist landmanden Ellens barnebarns video af Sort Sol på Salisbury Plain, så det kan være en af forklaringerne på, at de pludselig dukker op i min drøm. Mange af mine drømme handler om, at jeg ikke kan leve op til det ansvar,  der forventes af mig (redde børnene ved at finde vej, redde min mand ved at finde hjælp osv), og det kan drømmetydere sikkert få meget ud af. 

Jeg nøjes med at være glad for, at jeg har fri i dag, at der lige har været rengøring, at jeg skal være sammen med gode folk senere i dag og at jeg nu vil finde en skive knækbrød frem, lægge lækker ost på og nyde det sammen med en kop te. God torsdag til dig.



lørdag, oktober 17, 2020

Lørdagsaktivitet

 Landmanden skulle på jagt  til morgen, så jeg stod op sammen med ham og hundene. Mens han pakkede grejet sammen, sørgede jeg for madpakke til ham og mad til hundene. Efter de alle tre var draget af gårde, slappede jeg af med et tændt lys og en serie, selvfølgelig også med en kop te.


Jeg havde også planer, så efter et brusebad drog jeg til sommerlandet, samlede datteren op og kørte til Blokhus, hvor min datter havde lokket mig til Yoga. Det blev en skøn time med tid til at mærke alle de steder, hvor jeg er spændt op og dermed fik ondt. Det måtte man ikke (få ondt), så instruktøren var god til, så snart hun så, at jeg prøvede at finde en anden stilling, at komme ned til mig og med hænderne guidede hun mig ind i en mere behagelig position. Aldrig kom hun tæt på mit ansigt, sørgede for at holde afstand og deltagerne havde også behørigt afstand til hinanden, så jeg følte mig tryg ved yogatimen.

Kartofler kan vokse i mange former, og at der ligger et stykke jern i jorden er ingen hindring.

Bagefter gik vi ned til Kunstcafeen, hvor jeg havde inviteret datteren på brunch/frokost. Og igen-igen glemte jeg mit mundbind i bilen, men heldigvis fik jeg et udleveret, så jeg på behørig og forsvarlig vis kunne komme til og fra siddepladsen. Det var som altid lækkert mad, jeg valgte brunch og min datter valgte en vegetarsandwich. 

Godt mætte kørte vi hjem til gården, datteren er nu i gang med sin produktion og jeg har fået handlet ind til aftensmaden. Om et par timer dukker landmanden op, højst sandsynligt godt træt og måske også forkommen. Der er i hvert fald koldt udenfor og det kombineret med den fysiske reaktion efter yogatimen gjorde, at datteren og jeg måtte pakke os ind i tæpper og trøjer og drikke varm te for at få varmen igen.

Hundene var også med til formiddagsteen i går i folkerummet. "hvorfor er Lene med? Hun plejer da aldrig at være her?"

Nu vil jeg trodse kulden, iføre mig varmt tøj og gå en god lang tur med en lydbog i ørerne. Normalt vil jeg helst blot have naturen som lydtæppe, men i disse dage giver bogen eller noget god musik mig motivation til lige at gå lidt længere end planlagt. Og det gør mig godt.

Selv magasinet Liv minder mig om, hvor gerne jeg vil rejse til Trondheim. Udover min søn og svigerdatter er der masser af skønne ting at opleve der.

I aften skal vi vist se Den Store Bagedyst sammen, jeg bagte en pebernødde-æblekage i går, så den er sammen med is det helt perfekte traktement til hyggeaftenen foran skærmen.




fredag, oktober 16, 2020

Fredagstanker

 


Der sker så meget ude i verden og i Danmark, som jeg har svært ved at finde en grimasse, der kan passe dertil. Så jeg kryber sammen og tænker. En af mine politiske aktive niecer poster med jævner mellemrum citater/statements (frit fra min hukommelse) om, at når man siger, at man ikke interesserer sig for politik og derfor ikke vil blande sig, så har man allerede blandet sig ved at vælge ikke at tage stilling og det er ikke gavnligt for samfundet. Det har hun for så vidt ret i, jeg vælger dog alligevel ikke at ytre mig offentligt.


Jeg er blevet kaldt en diplomat (ikke positivt ment), en vatnisse, en tåbe, en naiv kvinde, osv. I mine unge dage var alt sort og hvidt, og jeg gik på barrikaderne for det ene og det andet, skændtes højlydt med min far, så min mor indimellem så ret træt ud. De dage er over, jeg har en mening, men den er ikke så firkantet mere. Jeg bliver trist, når folk gnægger i skægget over andres fejl eller sygdom i håb om, at det vælter dem fra magten. Jeg bliver trist, når mennesker ikke kan finde ud af at tale ordentligt sammen og partout skal bringe alt ud i den offentlige debat. 



Så meget om den offentlige debat, jeg vælger at fokusere på det liv, der er i dag, her og nu. Så jeg har bagt boller og kanelsnegle til landmanden og medarbejderen. Og jeg har dækket bord med afstand i folkerummet, så jeg kan være med. Det har jeg ellers ikke været siden coronakrisen opstod. Jeg trænger til lidt snak, før den sidste feriedag skal fyldes med praktiske gøremål.



 I går kom jeg ud og gå og det var skønt, så det løfte har jeg givet mig selv, at det også sker i dag. Også selv om jeg gerne vil nå en masse herinde.

Må du få en god dag.





torsdag, oktober 15, 2020

Der krybes sammen

 De varme trøjer kommer på om morgenen, samtidig med at jeg går i bare fødder i sandaler indenfor. Udenfor er strømperne dog kommet på. Ferien siver ud mellem hænderne, mens jeg øver mig på at acceptere, at energien åbenbart ikke kommer fløjtende med gadedrengehop. Lidt er der dog sket.

Mandag blev der gået tur med to skønne kvinder. 

Tirsdag fik jeg massage af fysioterapeut, jeg var så træt, da jeg lagde mig på briksen, så jeg troede, at jeg ville falde i søvn. Efterfølgende reagerede jeg, som jeg sommetider gør, når jeg er meget spændt op i skulder og nakke, med svimmelhed og utilpashed, så det var lige hjem på sofaen. Jeg har en mistanke om, at antihistaminerne til natten gør mig træt om dagen, så nu dropper jeg dem igen og krydser fingre for en god nats søvn uden.


Onsdag besøgte jeg en tidligere kollega, og vi hyggede os sammen. Hun har den skønneste udestue med udkig til en dejlig have og marker udenfor haven. Datteren har brug for en troldhasselgren til at hænge sine kreationer i julehytten, og min tidligere kollega havde en kæmpe troldhassel, hvorfra jeg fik to store grene med hjem. Vores egen, som er en aflægger fra mine forældres have, var næsten gået ud grundet en meget våd græsplæne. Den er på vej igen, men kan ikke levere store grene til udstilling.

Nu er det torsdag, jeg er startet dagen som vanligt med at give hundene mad, smøre mad og brygge te til landmandens arbejdsdag og så sætte mig foran computeren med min egen morgenmad. Nu er mail gået igennem og bilag sendt til den elektroniske bilagsmappe. Betalingsdatoer er sat i kalenderen og den første kop te er drukket.


Min opgave arbejdsmæssigt på sygehuset er at reducere mit timetal til det jeg er ansat til, nemlig 30 timer ugentlig. Derfor er der lagt hjemmearbejdsdage ind, så jeg kan flekse de timer, jeg nødvendigvis må arbejde længere, hvor det er nødvendigt. Jeg har været god i denne efterårsferie, for normalt, når jeg tjekker patienter til vores projekt, har jeg det med at fortabe mig i mails og andre ting, som jeg pludselig kommer i tanke om inde på min arbejdsplatform. Ikke denne ferie! Jeg tjekker patienter, om de kommer fra projektets kommuner, om de udskrives direkte til hjemmet uden særlige mén og om der er andre faktorer, der gør, at de ikke kan deltage i projektet. Og så skynder jeg mig at tjekke ud af platformen igen. Jeg skriver pligtskyldigt hvert et minut på, så det kan trækkes fra min hjemmearbejdsdag. Jeg bruger opgavelisten i outlook, det gør, at hjernen ikke hele tiden sender nye mentale huskesedler i omløb. Og skulle den gøre det, skriver jeg en seddel og næste morgen i de 5 - 15 minutter jeg er på arbejdsplatformen, bliver det oprettet som en opgave. Ude af sind og krop, og det virker. 

På mandag venter en kæmpe liste til mig, men jeg har også sat tid af til at få det ordnet. Alt kan ske på en akut afdeling, så jeg kan meget vel blive nødt til at ændre planer på mandag, men jeg gør mit bedste for at holde min del af aftalen om skabe plads og overskud til fritidsinteresser i mit liv.


Jeg har lyttet to lydbøger færdig i ferien. Den ene, Den lille franske Bistro af Nina George, var en skøn fortælling om en 60 årig kvinde, som efter et mislykket selvmordsforsøg flygter fra sit liv for at finde sig selv. Som de skriver i denne anmeldelse: pladderromantik, når det er bedst. Den anden; Lille toværelses med potentiale af Camilla Davidsson kommer vist også ind under pladderromantikken, men samtidig giver den også indsigt i det stressede liv, hvor det er svært selv at se, at man er på vej ind i en ond cirkel. På den måde handler den meget om de samme emner som Camilla Davidssons tidligere serie om Emma, Under Mælkevejens Stjerne. Men hvor Emma bøgerne handlede om Caminoen som forløser og psykologsamtaler som redskaber til håndtering af livet, så bruger bogen om Sofia mere den svenske diagnose Udmattelsessyndrom som baggrundsviden. I Danmark kalder man det udbrændthedssyndrom.

Det kan lyde vældig fagligt, men det er kun, når jeg her forsøger at kigge på bøgerne med faglige briller, for det er som skrevet ren feelgood bøger, lige det jeg har brug for. Begge bøger handler om unge kvinder, så nu er jeg spændt på den anden bog  om Sofia, som ikke handler om Sofia men om hendes mor Susanna, der er midt i 50erne. Klicheerne står i kø, men faktisk får jeg lidt med udover følelsen af at kunne slappe af uden at skulle forholde mig til alverdens problemer.

Gåture bliver der ikke meget af, men nu vil jeg tage mig sammen, trække i det varme tøj og gå en tur, blot 30 minutter har også sin ret. Det gjorde jeg i går aftes, inden jeg tog på besøg hos datteren, og det gjorde godt. Datteren havde købt små lækre konditorkager og vi hyggede os, mens vi fik oprettet hendes virksomhed på diverse officielle sider, købt regnskabsprogram og indviet det osv. Selv om jeg aldrig skal være selvstændig virksomhedsejer, så har mange års ægteskab med en selvstændig virksomhedsejer og hvor mit ansvar er regnskab/kontakt til de offentlige myndigheder givet mig gode kompetencer. Jeg nyder at kunne give det videre, for jeg ved fra tidligere støtte til nybagt selvstændig, at jeg er god til at forklare bogføringsregler til andre.


Så, Lene, ikke flere ord, på med jakke og travesko, i dag skal være dagen, hvor gåturen har første prioritet. Også selv om den sker alene. Landmanden sorterer kartofler dagen lang, jeg tror, han ser frem til en weekend med gode jagtoplevelser. Må du få en torsdag, der er god ved dig.

mandag, oktober 12, 2020

Efterår i luften

Der er en anderledes sanselig fornemmelse af luften, da jeg åbner døren. Det har været koldt i nat, luften føles knivskarp, når jeg inhalerer den. En friskhed, en op-på-tæerne friskhed. Liddt som at få kold vand i hovedet en morgen, hvor man er træt. Jeg liver op og lader døren til gårdspladsen stå åben. Hundene kommer over i hundegården, mens jeg får fejet og ryddet op i bryggerset. To ruhåret hønsehunde kan gemme på meget jord i pelsen, når de har fået lov til at pøle rundt i jorden omkring gården. Det nemmeste er at lade det tørre og så feje/støvsuge det væk.

Landmanden er på gåsejagt alene på gårdens marker. Han stod tidligt op for at få lokkegæs og skjul på plads. Gæs er ikke nemme at narre, så om han får skudt lidt kød til vinterens aftensmad og pålæg er slet ikke sikkert.

Datteren kommer med rundstykker, hun skal arbejde med sine julekreationer til årets Magisk Jul i Hune herhjemme. Hun er dog ikke gået så vidt, at vi har julemusik til at akkompagnere arbejdet. Nu har jeg dækket bord og skåret dadler, svesker og frugt i mundrette stykker til yoghurten. Æggene er klar til at blive kogt, teen er brygget og kaffen er gjort klar til at blive brygget.




Sådan startede mit indlæg i går morges, men jeg kom aldrig videre. Livet og nærværet var mere vigtigt end et indlæg, heldigvis da :-) 



Min datter og jeg havde nogle dejlige timer sammen i lørdags. Vi tog på kunstudstilling i Galleri Rødhusgården. Esben Hanefeldt Kristensen har en særudstilling med malerier og litografier fra sine sidste to nye bøger. Jeg er vild med hans detaljerede, blå univers og bøgerne kom også med hjem, så jeg kan få tid til at dvæle ved ord og billeder. Jeg fandt en artikel med kunstneren i anledning af hans sidste bogudgivelse, og det var faktisk rigtig kloge ord, som jeg vil vende tilbage til. 


Dagen i dag har været fyldt med masser af kontorarbejde i form af telefonopringninger her og der, heldigvis med et afbræk. For to kolleger/veninder havde sagt ja til at gå en tur med mig i det skønne efterårsvejr. Vi gik en af de ture, jeg går, når jeg er i sommerhuset. Og der var tid til snak, tid til at nyde turen og havet og tid til at drikke min medbragte te på en bænk med udsigt over Vesterhavet og sommerlandet.