Til gengæld er himlen gavmild, den er smuk over tagene, men ude på vejen er alt bare endnu smukkere.
Jeg er blevet vild med himlens farvespil på mine gamle dage ;-)
torsdag, januar 31, 2008
DEN DEJLIGSTE MORGEN
Jeg har måttet melde mig syg i dag, det huer mig ikke, men sådan bliver det nødt til at være.
Til gengæld er himlen gavmild, den er smuk over tagene, men ude på vejen er alt bare endnu smukkere.
Jeg er blevet vild med himlens farvespil på mine gamle dage ;-)
Til gengæld er himlen gavmild, den er smuk over tagene, men ude på vejen er alt bare endnu smukkere.
Jeg er blevet vild med himlens farvespil på mine gamle dage ;-)
onsdag, januar 30, 2008
MUSEFÆNGER
Nu er det sket fire gange(de sidste tre gange i dag), at jeg træder ud i mit køkken, og så går en lille museunge rundt, som om det er dens køkken. Glem det!
Landmanden udstyres med en kost og så er den mus udenfor!
Men hvor er musereden?
Jeg skal jo lave regnskab, men først skal der ryddes ud i to skabe, hvor jeg dog hader mus indendørs.
Sådan en dag måtte der godt være en kat på matriklen.
Landmanden udstyres med en kost og så er den mus udenfor!
Men hvor er musereden?
Jeg skal jo lave regnskab, men først skal der ryddes ud i to skabe, hvor jeg dog hader mus indendørs.
Sådan en dag måtte der godt være en kat på matriklen.
SORTERINGSARBEJDE
En del af landmandslivet er sortering af kartofler, det har jeg vist før beskrevet, men kort handler det om at sortere de grønne, de grimme og de revnede fra spisekartoflerne. Affaldet henter landmænd til deres kreaturer.
At der også skal sortereres ved grisene skulle ikke være meningen, men efter vi stoppede selv med at have søer og dermed smågrise, så køber vi nu smågrise fra en anden svineavler. Nye smågrise kommer hver 14. dag, de står i hold på lastbilen og kommer ind i stalden som sådan.
Sådan et hold skal gerne være nogenlunde ligeværdig, altså ca. samme størrelse og statur, for ellers sætter kampen ind. Dvs. de små i sådan et hold får sværere ved at komme til truget og til vandet, her er der ingen kære mor, den stærke vinder. Så landmanden og sønnen bruger tid på at sortere, de kigger på grisene, flytter rundt i stierne, indtil holdene hver især er af samme størrelse. Det er noget af et arbejde, og egentlig ville det være lettere, hvis den anden landmand lod være med at blande sine kuld ved læsning, men det er ikke lykkedes endnu at få det forklaret, så der sorteres stadig.
Dengang vi havde smågrise, oplevede jeg, at landmanden af og til byttede rundt på smågrisene, og jeg var i vildt oprør over, at de blev flyttet fra deres mor. Så viste landmanden mig, hvordan en lille gris i et kuld blev holdt væk fra soen, ikke fik mælk, skrantede og hvis ikke landmanden gjorde noget, ville den dø.
Så han lavede ammesøer, en so, hvor grisene var blevet store nok til at klare sig uden hende, fik et kuld grise eks. 2uger gamle, de var af samme statur og størrelse. Den so, hvorfra de blev taget, fik så et kuld et ugers grise, og den so, som de var fra, fik så de små nyfødte skrantende grise, som ellers var dømt til at gå ved hver deres so og blive mobbet af de andre i kuldet. Kunne du følge med? ;-)
Fandt søerne sig i det? Ja når bare de kunne komme af med deres mælk, så accepterede de hurtigt de nye grise. På den måde sørgede landmanden for, at alle grisene fik mad og drikke og voksede sig store og stærke. Godt for dyrene og for os, som jo lever af, at så mange grise som muligt er sunde og raske til at komme på slagteriet.
Det var dog et kæmpe arbejde at have søer, og det harmonerede ikke med et kartoffelbrug som vores, så vi måtte sætte søerne ud og har nu kun slagtesvin. Men de bedste grise, vi har haft, var dengang, hvor vi havde begge dele.
At der også skal sortereres ved grisene skulle ikke være meningen, men efter vi stoppede selv med at have søer og dermed smågrise, så køber vi nu smågrise fra en anden svineavler. Nye smågrise kommer hver 14. dag, de står i hold på lastbilen og kommer ind i stalden som sådan.
Sådan et hold skal gerne være nogenlunde ligeværdig, altså ca. samme størrelse og statur, for ellers sætter kampen ind. Dvs. de små i sådan et hold får sværere ved at komme til truget og til vandet, her er der ingen kære mor, den stærke vinder. Så landmanden og sønnen bruger tid på at sortere, de kigger på grisene, flytter rundt i stierne, indtil holdene hver især er af samme størrelse. Det er noget af et arbejde, og egentlig ville det være lettere, hvis den anden landmand lod være med at blande sine kuld ved læsning, men det er ikke lykkedes endnu at få det forklaret, så der sorteres stadig.
Dengang vi havde smågrise, oplevede jeg, at landmanden af og til byttede rundt på smågrisene, og jeg var i vildt oprør over, at de blev flyttet fra deres mor. Så viste landmanden mig, hvordan en lille gris i et kuld blev holdt væk fra soen, ikke fik mælk, skrantede og hvis ikke landmanden gjorde noget, ville den dø.
Så han lavede ammesøer, en so, hvor grisene var blevet store nok til at klare sig uden hende, fik et kuld grise eks. 2uger gamle, de var af samme statur og størrelse. Den so, hvorfra de blev taget, fik så et kuld et ugers grise, og den so, som de var fra, fik så de små nyfødte skrantende grise, som ellers var dømt til at gå ved hver deres so og blive mobbet af de andre i kuldet. Kunne du følge med? ;-)
Fandt søerne sig i det? Ja når bare de kunne komme af med deres mælk, så accepterede de hurtigt de nye grise. På den måde sørgede landmanden for, at alle grisene fik mad og drikke og voksede sig store og stærke. Godt for dyrene og for os, som jo lever af, at så mange grise som muligt er sunde og raske til at komme på slagteriet.
Det var dog et kæmpe arbejde at have søer, og det harmonerede ikke med et kartoffelbrug som vores, så vi måtte sætte søerne ud og har nu kun slagtesvin. Men de bedste grise, vi har haft, var dengang, hvor vi havde begge dele.
tirsdag, januar 29, 2008
UDTØRRET
Jeg føler mig som et udtørret flodleje, der er ingen ord i mig, i hvert fald ingen, jeg synes, der er interessante nok til at nedfælde på papir.
Udenfor er der ingen problemer med udtørring, der er kommet rigeligt med vand. De dage uden regn men med sol har været dejlige, dem må vi godt få flere af.
Min krop får også den væske, den skal have, jeg får den mad, jeg har brug for og sommetider lidt mere end det.
Håret blev klippet noget kortere end vanligt i går, måske røg ordene med ud der?
Har man udtørret hud, må man smøre sig med god nærende creme. Jeg tror min ”creme” skal være at lave ingenting, sidde ved computeren og falde i staver, ligge i sofaen og stirre ud i luften, og får jeg energien, så kan jeg strikke lidt eller gå en tur.
Men lige nu går jeg på blogvandring, ha en god dag.
Vildmosen by night for et år siden
Udenfor er der ingen problemer med udtørring, der er kommet rigeligt med vand. De dage uden regn men med sol har været dejlige, dem må vi godt få flere af.
Min krop får også den væske, den skal have, jeg får den mad, jeg har brug for og sommetider lidt mere end det.
Håret blev klippet noget kortere end vanligt i går, måske røg ordene med ud der?
Har man udtørret hud, må man smøre sig med god nærende creme. Jeg tror min ”creme” skal være at lave ingenting, sidde ved computeren og falde i staver, ligge i sofaen og stirre ud i luften, og får jeg energien, så kan jeg strikke lidt eller gå en tur.
Men lige nu går jeg på blogvandring, ha en god dag.
Vildmosen by night for et år siden
søndag, januar 27, 2008
KROPPENS SPROG
Jeg er ikke den sygeplejerske, som trives med det akutte, intensive tempo, desto mere koncentration kræver det, når jeg så skal op i det tempo. Hele tiden skal jeg koncentrere mig hundrede procent, det er ikke rutine for mig, og det kommer der en reaktion på bagefter.
Jeg nåede hjem til te, kage og håndbold i fjernsyn, jeg klarede at se første halvleg, og så gik jeg ud.
Nu prøver jeg at komme op til overfladen igen, manglende søvn kombineret med en travl afdeling sætter sine spor. Aftenvagterne i går havde fundet en fast vagt, men trods det havde de haft en aftenvagt, som de aldrig ønsker sig mere. I dag fik vi heldigvis fat i ekstra hænder til i aften, så jeg håber, de får ro i aften. En sygeplejerske havde sovet hele dagen i dag, en anden havde slet ikke kunnet sove, alt havde hvirvlet rundt i en stor centrifuge, og sådan er reaktioner meget forskellige. Men det er vigtigt at få snakket om sådanne aftener, det er vigtigt at få observationer og handlinger vendt og drejet.
Min værste aftenvagt er stadig den juleaften, jeg var på arbejde. Sådan en vagt ønsker jeg ikke at opleve igen. Her var det ikke en enkelt patient, der blev akut dårlig og krævede intensiv behandling, men derimod mange dårlige patienter, som bare krævede så megen hjælp, som vi konstant var bagud med.
Min reaktion dengang var sygdom i fire dage (på fridage selvfølgelig, man er vel en god medarbejder), det ville ikke undre mig, hvis mine unge kolleger får en kropslig reaktion af en eller anden slags.
MEN tag ikke fejl, jeg er stadig vild med mit arbejde, og hver eneste dag oplever jeg en holdindsats som er langt bedre end håndboldherrernes, så i dag vil jeg tildele mine kolleger en flot guldmedalje for at være de bedste kolleger, jeg kunne ønske mig!
Jeg nåede hjem til te, kage og håndbold i fjernsyn, jeg klarede at se første halvleg, og så gik jeg ud.
Nu prøver jeg at komme op til overfladen igen, manglende søvn kombineret med en travl afdeling sætter sine spor. Aftenvagterne i går havde fundet en fast vagt, men trods det havde de haft en aftenvagt, som de aldrig ønsker sig mere. I dag fik vi heldigvis fat i ekstra hænder til i aften, så jeg håber, de får ro i aften. En sygeplejerske havde sovet hele dagen i dag, en anden havde slet ikke kunnet sove, alt havde hvirvlet rundt i en stor centrifuge, og sådan er reaktioner meget forskellige. Men det er vigtigt at få snakket om sådanne aftener, det er vigtigt at få observationer og handlinger vendt og drejet.
Min værste aftenvagt er stadig den juleaften, jeg var på arbejde. Sådan en vagt ønsker jeg ikke at opleve igen. Her var det ikke en enkelt patient, der blev akut dårlig og krævede intensiv behandling, men derimod mange dårlige patienter, som bare krævede så megen hjælp, som vi konstant var bagud med.
Min reaktion dengang var sygdom i fire dage (på fridage selvfølgelig, man er vel en god medarbejder), det ville ikke undre mig, hvis mine unge kolleger får en kropslig reaktion af en eller anden slags.
MEN tag ikke fejl, jeg er stadig vild med mit arbejde, og hver eneste dag oplever jeg en holdindsats som er langt bedre end håndboldherrernes, så i dag vil jeg tildele mine kolleger en flot guldmedalje for at være de bedste kolleger, jeg kunne ønske mig!
lørdag, januar 26, 2008
PIST VÆK
Det spændebånd, jeg havde om hovedet, da jeg kom hjem fra arbejde, og som ikke lod sig fordrive med en eftermiddagslur, blæste væk under mini gåturen.
Herude kan jeg jo kun gå frem og tilbage, så heldigvis huskede jeg, at frem var i medvind, for tilbage blev en hård affære. Til gengæld nød jeg himlens forskellige mørke farver og lyset, der strålede mig i møde herhjemme.
Det er dejligt at have lys forude, modvind og modgang klares nemmere. Mine kolleger i aftenvagten havde ikke lige et lys forude i dag, jeg kunne ikke skaffe en fast vagt til dem, det havde jeg det træls med. En vagt kan være hård at komme igennem, hvis man samtidig med det vanlige arbejde med at sørge for patienterne også har et par urolige patienter, som har svært ved at ligge alene. De kan jo komme til skade, hvis de forsøger at komme ud af sengen. Jeg håber, den sidste mulighed, vi havde, lykkedes, det får jeg at vide i morgen.
Herude kan jeg jo kun gå frem og tilbage, så heldigvis huskede jeg, at frem var i medvind, for tilbage blev en hård affære. Til gengæld nød jeg himlens forskellige mørke farver og lyset, der strålede mig i møde herhjemme.
Det er dejligt at have lys forude, modvind og modgang klares nemmere. Mine kolleger i aftenvagten havde ikke lige et lys forude i dag, jeg kunne ikke skaffe en fast vagt til dem, det havde jeg det træls med. En vagt kan være hård at komme igennem, hvis man samtidig med det vanlige arbejde med at sørge for patienterne også har et par urolige patienter, som har svært ved at ligge alene. De kan jo komme til skade, hvis de forsøger at komme ud af sengen. Jeg håber, den sidste mulighed, vi havde, lykkedes, det får jeg at vide i morgen.
BEVISET!
Det gjaldt, da damehåndboldholdet var på toppen, og det gælder også nu ved herrerne. Jeg skal ikke være inde i stuen! Så snart jeg forlod stuen og begyndte at vaske tøj, rydde op og kun en gang imellem kiggede forbi stuen, så vendte det.
Jeg lover, at jeg sidder i køkkenet under hele finalen i morgen.
Jeg lover, at jeg sidder i køkkenet under hele finalen i morgen.
fredag, januar 25, 2008
INDENDØRE
På arbejdet i dag mærkede vi ikke meget til blæst og regnen, men det skal jeg lige love for, jeg gør nu. Der er en konstant lyd af blæst udenfor, og ind imellem stiger den til højder, hvor jeg ikke kan undgå at lægge mærke til det.
Indkøbene til weekenden mangler stadig, for en vis frue havde glemt sin pung i dag, så nu sidder jeg og prøver på at tage mig sammen til at gå ud til bilen igen.
Det er meget mere hyggeligt inden døre, og i dag er mit fagblad kommet, det er altid garant for godt læsestof, bl.a. den lille klumme om den udbredte søvnløshed blandt kvinder og skribentens påstand om at man ville have forsket mere i dette, hvis det havde været mænd!
En god kop te (og nu har jeg fundet den rette dosering af min Kusmite, så jeg kan lide det), en skål blandet slik, et tæppe og et godt blad. Sådan skal min fredag aften være.
Ha en god aften.
Indkøbene til weekenden mangler stadig, for en vis frue havde glemt sin pung i dag, så nu sidder jeg og prøver på at tage mig sammen til at gå ud til bilen igen.
Det er meget mere hyggeligt inden døre, og i dag er mit fagblad kommet, det er altid garant for godt læsestof, bl.a. den lille klumme om den udbredte søvnløshed blandt kvinder og skribentens påstand om at man ville have forsket mere i dette, hvis det havde været mænd!
En god kop te (og nu har jeg fundet den rette dosering af min Kusmite, så jeg kan lide det), en skål blandet slik, et tæppe og et godt blad. Sådan skal min fredag aften være.
Ha en god aften.
torsdag, januar 24, 2008
KYLLING UDEN LÆSESTOF
Hvad skal jeg nu læse, jeg troede, der var en bog mere af Jo Nesbø. Men Snemanden er den foreløbig sidste i serien om den norske kriminalkommissær Harry Hole.
Hold da op, hvor var den spændende, og jeg skal nok lade være med at skrive mere om handlingen, men blot konstatere at kombinationen af en forfatter, der kan sit kram, og min livlige fantasi gjorde, at jeg udsatte læsningen af slutningen indtil flere gange. Og at det var en dårlig ide at læse lige før sovetid ;-)
Vil du læse nogle anmeldelser, så kig her, her eller her
Hold da op, hvor var den spændende, og jeg skal nok lade være med at skrive mere om handlingen, men blot konstatere at kombinationen af en forfatter, der kan sit kram, og min livlige fantasi gjorde, at jeg udsatte læsningen af slutningen indtil flere gange. Og at det var en dårlig ide at læse lige før sovetid ;-)
Vil du læse nogle anmeldelser, så kig her, her eller her
KLAR, PARAT, START
De første år som landmandskone skulle der ikke meget til at vælte mig. Jeg ville gerne vide i god tid, hvis planer blev ændret, og de, der kender til landbrug, ved jo, at vejrets omskiftelighed også betyder ændringer i planlaget aktiviteter. Så det er sket mange gange, at jeg troede, at vi nu skulle på besøg, og så skulle landmanden i marken, for ”har du ikke hørt vejrudsigten?”
De første år fik medarbejderne eftermiddagskaffe, de sørgede selv for frokost, så inden jeg tog på arbejde, havde jeg smurt brød eller skåret kage ud til dem.
Jeg husker stadig en dag, jeg havde arbejdet sent og efterfølgende havde handlet ind til hakkebøffer om aftenen. Vel hjemme pakkede jeg ud, og så kom landmanden ind og sagde, at han og medhjælperen kom ind om 15 minutter og spiste aftensmad, så fik jeg travlt, bøfferne røg på panden, vand blev kogt til spaghetti, for kartofler kunne jeg ikke nå at skrælle, salat blev snittet, og bordet blev dækket. Bagefter fik landmanden skældud, men han var jo vant til, at lige meget hvornår, så kunne hans mor diske op med varm mad.
Efterhånden har jeg vænnet mig til at ringe hjem i de travle perioder og spørge, hvor mange bliver vi i aften. Her er mobiltelefonen en god opfindelse :-)
Vi har ikke travlt i dag, så jeg lavede varm mad til kl. 12, vildtragout med kartoffelmos, og hvem kommer ind et kvarter før, fordi vognmanden har ringet, at de kommer efter grise tidligere end beregnet? Så fik jeg alligevel travlt ;-)
Og udenfor står julerosen parat til at springe ud, mens hyacinterne og lyngen i krukkerne næsten ser helt forårsagtige ud.
De første år fik medarbejderne eftermiddagskaffe, de sørgede selv for frokost, så inden jeg tog på arbejde, havde jeg smurt brød eller skåret kage ud til dem.
Jeg husker stadig en dag, jeg havde arbejdet sent og efterfølgende havde handlet ind til hakkebøffer om aftenen. Vel hjemme pakkede jeg ud, og så kom landmanden ind og sagde, at han og medhjælperen kom ind om 15 minutter og spiste aftensmad, så fik jeg travlt, bøfferne røg på panden, vand blev kogt til spaghetti, for kartofler kunne jeg ikke nå at skrælle, salat blev snittet, og bordet blev dækket. Bagefter fik landmanden skældud, men han var jo vant til, at lige meget hvornår, så kunne hans mor diske op med varm mad.
Efterhånden har jeg vænnet mig til at ringe hjem i de travle perioder og spørge, hvor mange bliver vi i aften. Her er mobiltelefonen en god opfindelse :-)
Vi har ikke travlt i dag, så jeg lavede varm mad til kl. 12, vildtragout med kartoffelmos, og hvem kommer ind et kvarter før, fordi vognmanden har ringet, at de kommer efter grise tidligere end beregnet? Så fik jeg alligevel travlt ;-)
Og udenfor står julerosen parat til at springe ud, mens hyacinterne og lyngen i krukkerne næsten ser helt forårsagtige ud.
onsdag, januar 23, 2008
SÅ SYNG DA DANMARK
2008 er udnævnt til Sangens År for at få os alle til at synge mere, ikke optræde med sang, men synge sammen med hver vores stemme.
Sang forløser, men man kan også tydelig høre, hvis vi er nervøse, anspændte, vores sangstemme viser det med det samme. Måske derfor synger så få, mener Majbritte Ulrikkeholm.
Jeg har fået ny energi, latter og sangglæde har fyldt min aften nok engang. Bilen blev fyldt med de Cd’er, som har sange med hurtigt tempo og som er nemme at synge, for den fik hele armen på vej til kor. Jeg var så træt, at jeg tænkte på at melde afbud, men heldigvis virker sang for fuld udblæsning i bilen altid. Og to timer sammen med en sprudlende gospelkorleder, som altid formår at forene sine professionelle krav til sangen og sin sans for det legende element i sangen, gør underværker.
I 7 år var jeg FDF leder, og noget af det bedste var sangbøgerne, som blev fornyet hvert år med gode og ind imellem også svære sange. Der var altid nogle, som fængede ved første møde, andre tog lidt længere tid, men blev ofte dem, der hang ved.
Jeg blev spejder i det Danske Pigespejderkorps som 8-9 årig, og noget af det, jeg stadig husker, er lejrbål med guitar og sang. Jeg kunne kun få akkorder, men det var nok, det behøvede ikke at være perfekt.
Som FDFleder blev jeg udfordret til at tage guitarspillet op igen, og der kom lidt flere akkorder på, men stadig var glæden ved fællesskabet, som musikken og sangen skabte, det vigtigste.
Jeg synger hver dag – i min bil – synger du?
Sang forløser, men man kan også tydelig høre, hvis vi er nervøse, anspændte, vores sangstemme viser det med det samme. Måske derfor synger så få, mener Majbritte Ulrikkeholm.
Jeg har fået ny energi, latter og sangglæde har fyldt min aften nok engang. Bilen blev fyldt med de Cd’er, som har sange med hurtigt tempo og som er nemme at synge, for den fik hele armen på vej til kor. Jeg var så træt, at jeg tænkte på at melde afbud, men heldigvis virker sang for fuld udblæsning i bilen altid. Og to timer sammen med en sprudlende gospelkorleder, som altid formår at forene sine professionelle krav til sangen og sin sans for det legende element i sangen, gør underværker.
I 7 år var jeg FDF leder, og noget af det bedste var sangbøgerne, som blev fornyet hvert år med gode og ind imellem også svære sange. Der var altid nogle, som fængede ved første møde, andre tog lidt længere tid, men blev ofte dem, der hang ved.
Jeg blev spejder i det Danske Pigespejderkorps som 8-9 årig, og noget af det, jeg stadig husker, er lejrbål med guitar og sang. Jeg kunne kun få akkorder, men det var nok, det behøvede ikke at være perfekt.
Som FDFleder blev jeg udfordret til at tage guitarspillet op igen, og der kom lidt flere akkorder på, men stadig var glæden ved fællesskabet, som musikken og sangen skabte, det vigtigste.
Jeg synger hver dag – i min bil – synger du?
LANDEPLAGE
Lige om lidt står der gospel på programmet, så jeg kan lige nå at være med på 31 spørgsmål og kun et ord til hvert svar:
1. Hvor er din mobil? køkkenbordet
2. Din kæreste? mandfolk
3. Dit hår? tungt
4. Din Mor? viljestærk
5. Din Far? håndelag
6. Din favoritting? Computeren
7. Hvad drømte du om i nat? glemt
8. Hvad drikker du helst? te
9. Drømmebilen? ingen
10. Hvilket rum er du i nu? fjernsynsstue
11. Din eks? ?
12. Din største skræk? demens
13. Hvad vil du være om ti år? børnesygeplejerske
14. Hvem var du sammen med i går aftes? landmanden
15. Hvad er du ikke? voldelig
16. Det sidste du gjorde? madlavning
17. Hvad har du på? strømper
18. Din favoritbog? Stilhedens barn
19. Det sidste du spiste? frikadeller
20. Dit liv? dejligt
21. Dit humør? træt
22. Dine bedste venner? familien
23. Hvad tænker du på lige nu? sang
24. Din bil? grå
25. Hvad gør du lige nu? skriver
26. Din sommer? motorcykelture
27. Civilstatus? gift
28. Hvad er der på dit TV lige nu? håndbold
29. Hvornår lo du sidst? i dag
30. Hvornår græd du sidst? glemt
31. Skole? gerne
Leg bare med, hvis du har lyst.
1. Hvor er din mobil? køkkenbordet
2. Din kæreste? mandfolk
3. Dit hår? tungt
4. Din Mor? viljestærk
5. Din Far? håndelag
6. Din favoritting? Computeren
7. Hvad drømte du om i nat? glemt
8. Hvad drikker du helst? te
9. Drømmebilen? ingen
10. Hvilket rum er du i nu? fjernsynsstue
11. Din eks? ?
12. Din største skræk? demens
13. Hvad vil du være om ti år? børnesygeplejerske
14. Hvem var du sammen med i går aftes? landmanden
15. Hvad er du ikke? voldelig
16. Det sidste du gjorde? madlavning
17. Hvad har du på? strømper
18. Din favoritbog? Stilhedens barn
19. Det sidste du spiste? frikadeller
20. Dit liv? dejligt
21. Dit humør? træt
22. Dine bedste venner? familien
23. Hvad tænker du på lige nu? sang
24. Din bil? grå
25. Hvad gør du lige nu? skriver
26. Din sommer? motorcykelture
27. Civilstatus? gift
28. Hvad er der på dit TV lige nu? håndbold
29. Hvornår lo du sidst? i dag
30. Hvornår græd du sidst? glemt
31. Skole? gerne
Leg bare med, hvis du har lyst.
tirsdag, januar 22, 2008
DAGENS DONT
Dagen har budt på lidt af hvert. Jeg havde en sygeplejerske med fra den anden gruppe, hun skulle introduceres til apopleksi gruppen. Vi havde tid til at sætte os ned og tale sammen, og vi får endnu en dag i morgen. Ofte kommer informationen ellers tit til at foregå på vej til en opgave.
Men i dag nåede vi vidt omkring, og vi nåede endda at være med til at lejre en patient i neutralstilling. Igen så vi hvordan, at patienten falder til ro, mens vi lejrer ham, det er altså en nydelse at være med til. Jeg har altid godt kunnet lide at se mennesker arbejde med deres hænder, og jeg elsker den fornemmelse efter at have lejret en patient at træde et skridt tilbage, nikke til hinanden og tænke, det blev godt.
For nogle sygeplejersker er det akutte, det uforudsete, det der gør en dag god. For mig kan en god forflytning, et lille fremskridt, et klap på kinden, en urolig patient der finder hvile, være det, der gør min dag god.
Sådan er vi heldigvis så forskellige.
Trætheden lige nu er til at føle på, jeg sidder nærmest og sløver hen her ved computeren, men så er det godt, at herrerne kan score i håndbold, for landmanden giver et brøl fra sig hver gang, så jeg vågner op ;-)
På vej hjem kom jeg i kø på Limfjordsbroen, så her var jeg nødt til at lave noget for at holde mig vågen. Så måne, det særprægede overvågningstårn og himlens sjove mønstre blev foreviget.
Men i dag nåede vi vidt omkring, og vi nåede endda at være med til at lejre en patient i neutralstilling. Igen så vi hvordan, at patienten falder til ro, mens vi lejrer ham, det er altså en nydelse at være med til. Jeg har altid godt kunnet lide at se mennesker arbejde med deres hænder, og jeg elsker den fornemmelse efter at have lejret en patient at træde et skridt tilbage, nikke til hinanden og tænke, det blev godt.
For nogle sygeplejersker er det akutte, det uforudsete, det der gør en dag god. For mig kan en god forflytning, et lille fremskridt, et klap på kinden, en urolig patient der finder hvile, være det, der gør min dag god.
Sådan er vi heldigvis så forskellige.
Trætheden lige nu er til at føle på, jeg sidder nærmest og sløver hen her ved computeren, men så er det godt, at herrerne kan score i håndbold, for landmanden giver et brøl fra sig hver gang, så jeg vågner op ;-)
På vej hjem kom jeg i kø på Limfjordsbroen, så her var jeg nødt til at lave noget for at holde mig vågen. Så måne, det særprægede overvågningstårn og himlens sjove mønstre blev foreviget.
mandag, januar 21, 2008
SÅ LÆNGE SIDEN
Jeg burde gå i seng, men Harry Hole og Snemanden har slækket min tidsbevidsthed.
Det er 14 dage siden, jeg sidst mødte kl. 7, 14 dage siden jeg sidst skulle op kl. 5.
Fridage, aftenvagter, mødedage og fridage har gjort mig til B- menneske, det skal der laves om på nu.
Oven i købet skal jeg arbejde 9 timer i morgen, for de unge sygeplejersker syntes, de mistede overblikket, når de mødte kl. 8-16, så nu møder vi 7-16 og dagen efter 7-14. Det skal jeg lige vænne mig til, men mon ikke det går?
De mange fridage har været godt for mig, og jeg længes ikke efter arbejdet, heldigvis ved jeg dog, at når jeg træder ind af døren i morgen og bliver hilst god morgen af smilende kolleger, så er jeg apopleksisygeplejerske igen.
Det er 14 dage siden, jeg sidst mødte kl. 7, 14 dage siden jeg sidst skulle op kl. 5.
Fridage, aftenvagter, mødedage og fridage har gjort mig til B- menneske, det skal der laves om på nu.
Oven i købet skal jeg arbejde 9 timer i morgen, for de unge sygeplejersker syntes, de mistede overblikket, når de mødte kl. 8-16, så nu møder vi 7-16 og dagen efter 7-14. Det skal jeg lige vænne mig til, men mon ikke det går?
De mange fridage har været godt for mig, og jeg længes ikke efter arbejdet, heldigvis ved jeg dog, at når jeg træder ind af døren i morgen og bliver hilst god morgen af smilende kolleger, så er jeg apopleksisygeplejerske igen.
EN EFTERMIDDAG
Høj himmel
solen som lyser men ikke varmer
en glad hund
røde kinder og kolde hænder
gåture er godt for sjælen
solen som lyser men ikke varmer
en glad hund
røde kinder og kolde hænder
gåture er godt for sjælen
DEN FØRSTE KOP
Bollerne er i ovnen, opvasken er taget, og det er tid til den første kop te.
Andre er afhængig af kaffe i alle varianter, jeg har aldrig fået lært at drikke det. Jeg forsøgte ihærdigt den uge, jeg som elev var med hjemmesygeplejersken på Fur. Her blev jeg budt på kaffe flere steder, men jeg måtte opgive, og te var ikke noget, man brugte den gang.
Du lærer nok at drikke kaffe, når du bliver sygeplejeelev, var kommentaren tit. Men teen holdt sit indtog på de danske sygehusafdelinger i provinsen, da jeg startede i 77, så jeg lærte det aldrig.
Jeg husker endnu min første kop te. Min veninde var blevet træt af, at jeg aldrig skulle have te eller kaffe, når vi var ved hinanden. Vi var kun 15, men dengang drak alle vennerne kaffe og te undtagen mig. Så hun lavede te, købte isvafler og dækkede bord oppe på loftet i mellemrummet mellem hendes lillebror og hendes værelse. (hedder det hendes eller sit?)
Og så fik jeg en kop te i hånden, en isvaffel i den anden hånd og så drak jeg en lille slurk te og tog en stor bid af vanilleisvaflen. Således kom min første kop te ned ;-)
Siden er jeg blevet stordrikker af te, også for meget, jeg slukker gerne tørsten i te. Har jeg fri, kan jeg nemt drikke 2,5 liter te. Jeg øver mig i at vælge et glas vand først, men min første kop te om morgenen er en nydelse.
Andre er afhængig af kaffe i alle varianter, jeg har aldrig fået lært at drikke det. Jeg forsøgte ihærdigt den uge, jeg som elev var med hjemmesygeplejersken på Fur. Her blev jeg budt på kaffe flere steder, men jeg måtte opgive, og te var ikke noget, man brugte den gang.
Du lærer nok at drikke kaffe, når du bliver sygeplejeelev, var kommentaren tit. Men teen holdt sit indtog på de danske sygehusafdelinger i provinsen, da jeg startede i 77, så jeg lærte det aldrig.
Jeg husker endnu min første kop te. Min veninde var blevet træt af, at jeg aldrig skulle have te eller kaffe, når vi var ved hinanden. Vi var kun 15, men dengang drak alle vennerne kaffe og te undtagen mig. Så hun lavede te, købte isvafler og dækkede bord oppe på loftet i mellemrummet mellem hendes lillebror og hendes værelse. (hedder det hendes eller sit?)
Og så fik jeg en kop te i hånden, en isvaffel i den anden hånd og så drak jeg en lille slurk te og tog en stor bid af vanilleisvaflen. Således kom min første kop te ned ;-)
Siden er jeg blevet stordrikker af te, også for meget, jeg slukker gerne tørsten i te. Har jeg fri, kan jeg nemt drikke 2,5 liter te. Jeg øver mig i at vælge et glas vand først, men min første kop te om morgenen er en nydelse.
søndag, januar 20, 2008
STRØTANKER
Når tempoet er sat ned
når der er tid til travetur
når der er tid til samtaler mand og kone imellem
når mørket falder på
når levende lys bliver tændt,
så får jeg vendt tankemylderet inde i mit hoved.
Alderen kan trykke på mange måder, og der hvor jeg er, ser jeg nu, hvad fremtiden måske kan bringe. Skavankalderen kalder flere af mine bekendte tiden efter de 50, og der er noget om det. Det man før kunne arbejde væk, har tendens til at genere lidt længere, noget sætter sig som slidgigt, noget sætter sig som bekymring for fremtiden.
Det er godt med sådan en stille søndag.
Og udenfor har svanerne fløjet mig om ørerne, men kameraet kan ikke fange dem, før de er fløjet væk. De er så smukke med halsen og næbbet godt strakt frem, de store vinger slår elegante slag i luften, og deres karakteristiske lyd signalerer, at her kommer de.
Og rådyrene samles i flokke, eller som det korrekt hedder i spring, hvor det hos krondyrene hedder i rudel. Hver dag lærer jeg noget nyt, indtil i går havde jeg ikke vidst, hvordan man kan tænke tillægsordet frodig og bogstavet B sammen. Jeg synes, det er så sjovt at se datterens billeder, og jeg glæder mig til næste gang, vi får projektopgaver at se.
Aftensmaden er klar, vi venter bare på sønnen, der er kartofler, rucola, pinjekerner vendt med citronolie og bønnesalat med fetaost, røde snackpebre, rødløg og majs i en olie-eddikedressing. En stor hakkebøf bidrager med proteiner, og det gode vand fra vandhanen sørger for, at vi ikke bliver udtørret.
Ha en god aften.
STILLE SØNDAG
Ingen gad rydde op, tømme opvaskemaskine etc. i går, så mens landmanden er i stalden, går jeg rundt og nyder det stille tempo.
Søvnen har været sammenhængende og god de sidste nætter, men jeg tror ikke, jeg skal forsætte med rødvin hver aften ;-) Som med sovepiller vænner kroppen sig jo til virkningen og vil have mere, så jeg må finde en anden løsning.
En travetur tror jeg mere på, der er mildt udenfor, så det må være mit selvforkælelses projekt i dag.
lørdag, januar 19, 2008
PRØVEKLUD
Familien måtte nok engang prøve en ny opskrift af, men det var vellykket.
Helstegt hjortebov fyldt med hakkede svampe blandet med hvidløg og karry. Som sædvanlig lavede jeg lige lidt om, så kartofler, gulerødder, rødbeder og rødløg blev lavet på vanlig vis, skåret i passende stykker, ned i en plasticpose, olie og salt tilsættes, alt blandes godt og så ud på bagepapir og ind i ovnen.
Jeg var spændt på sovsen, for karrysovs forbandt jeg ikke lige med vildt, men det smagte så godt.
Nu slår vi mave, før fastelavnsbollerne og jordbærlagkagen skal på bordet.
Og der hygges, de unge mennesker snakker musik, film og design, og vi nyder samværet.
Børnenes fødselsdagsgave til faderen var to billetter til Oslo Gospel Choir koncert, og da jeg også gav ham billetter til Tamra Rosanes koncert, så skal vi rigtig have os en musikoplevelse i marts måned.
Helstegt hjortebov fyldt med hakkede svampe blandet med hvidløg og karry. Som sædvanlig lavede jeg lige lidt om, så kartofler, gulerødder, rødbeder og rødløg blev lavet på vanlig vis, skåret i passende stykker, ned i en plasticpose, olie og salt tilsættes, alt blandes godt og så ud på bagepapir og ind i ovnen.
Jeg var spændt på sovsen, for karrysovs forbandt jeg ikke lige med vildt, men det smagte så godt.
Nu slår vi mave, før fastelavnsbollerne og jordbærlagkagen skal på bordet.
Og der hygges, de unge mennesker snakker musik, film og design, og vi nyder samværet.
Børnenes fødselsdagsgave til faderen var to billetter til Oslo Gospel Choir koncert, og da jeg også gav ham billetter til Tamra Rosanes koncert, så skal vi rigtig have os en musikoplevelse i marts måned.
LYKSALIGE LØRDAG
Solen var på vej ned, da der blev tid til en travetur, mens fastelavnsbollerne hævede.
Vinden luftede lige tilpas på vej væk fra gården, men den ruskede godt i kinderne på vej hjem i strid modvind.
Jeg tænker så godt, når jeg går, og når jeg ælter dej. Det er sjældent, at jeg bruger røremaskinen til dej, jeg elsker at røre i dejen, og når jeg kan komme til at ælte med hænderne. Der bliver slået nogle slag i dejen, når jeg er irriteret.
Det er jeg ikke i dag, datteren har fortalt og vist billeder af sine projekter, og jeg forundres over, hvor ideerne kommer fra. Og så dog, vore børn har altid haft en livlig fantasi og skal jeg rose mig for noget i forhold til vores børn, så er det, at jeg har ladet dem udfolde deres fantasi herhjemme. Utallige gange er møbler blevet vendt rundt for at være sørøverskibe. Alle hynder og puder er hevet ned fra senge og sofaer for at agere skillevægge i en turtle/barbie by ude i gangen.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange rengøring blev droppet eller udsat til om aftenen, fordi vi var nødt til at bygge, klippe eller tegne en eller anden rekvisit til legen.
Jeg har elsket disse timer, og vore børn har været fantastiske til at sætte sig selv i gang med lege, men de har jo heller ikke haft en legekammerat lige om hjørnet.
Nu står hjorteboven i ovnen med en champignonblanding indeni sammen med kartofler, gulerødder, rødbeder og broccoli. En god middag sammen er slet ikke så ringe endda.
Vinden luftede lige tilpas på vej væk fra gården, men den ruskede godt i kinderne på vej hjem i strid modvind.
Jeg tænker så godt, når jeg går, og når jeg ælter dej. Det er sjældent, at jeg bruger røremaskinen til dej, jeg elsker at røre i dejen, og når jeg kan komme til at ælte med hænderne. Der bliver slået nogle slag i dejen, når jeg er irriteret.
Det er jeg ikke i dag, datteren har fortalt og vist billeder af sine projekter, og jeg forundres over, hvor ideerne kommer fra. Og så dog, vore børn har altid haft en livlig fantasi og skal jeg rose mig for noget i forhold til vores børn, så er det, at jeg har ladet dem udfolde deres fantasi herhjemme. Utallige gange er møbler blevet vendt rundt for at være sørøverskibe. Alle hynder og puder er hevet ned fra senge og sofaer for at agere skillevægge i en turtle/barbie by ude i gangen.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange rengøring blev droppet eller udsat til om aftenen, fordi vi var nødt til at bygge, klippe eller tegne en eller anden rekvisit til legen.
Jeg har elsket disse timer, og vore børn har været fantastiske til at sætte sig selv i gang med lege, men de har jo heller ikke haft en legekammerat lige om hjørnet.
Nu står hjorteboven i ovnen med en champignonblanding indeni sammen med kartofler, gulerødder, rødbeder og broccoli. En god middag sammen er slet ikke så ringe endda.
RUSK OG REGN
Udenfor rusker det godt, men ifølge nyhederne har det været en rolig nat. Når landmanden kommer tilbage fra stalden, kan jeg få en melding.
Turen over til affaldscontaineren afslørede, at det ikke regner lige nu, men blæsten tog godt fat i kameraet.
Jeg kan næsten ikke komme i gang med dagens dont. Det er det samme hver evig eneste gang, jeg sætter rengøring på programmet.
Men bagefter er der bagning, madlavning og hygge med hele familien, for datteren med kæreste og sønnen kommer hjem til spisning i aften, hvor vi fejrer landmanden endnu en gang.
Ha en god lørdag.
Turen over til affaldscontaineren afslørede, at det ikke regner lige nu, men blæsten tog godt fat i kameraet.
Jeg kan næsten ikke komme i gang med dagens dont. Det er det samme hver evig eneste gang, jeg sætter rengøring på programmet.
Men bagefter er der bagning, madlavning og hygge med hele familien, for datteren med kæreste og sønnen kommer hjem til spisning i aften, hvor vi fejrer landmanden endnu en gang.
Ha en god lørdag.
fredag, januar 18, 2008
HYGGETID
Lys, rødvin, blomster, alle rekvisitterne er der til en hyggeaften, men det gør det jo ikke alene.
Så jeg nyder, at sønnen og landmanden er her sammen med mig.
Her er ikke gjort rent eller støvet af, men hvem ser det, når mørket falder på og de levende lys er tændt ;-)
LYSPUNKT
Han skal ikke ha skylden for vejret i dag. Jeg har før skrevet det, og det gælder stadig.
Det er ham, jeg forhåbentlig får lov til at blive gammel med.
Tillykke :-)
Det er ham, jeg forhåbentlig får lov til at blive gammel med.
Tillykke :-)
torsdag, januar 17, 2008
UD AT KØRE MED DE SKØRE
Lidt skør er man vel altid, og der var godt nok langt til Ølgod, men nu havde vi bestemt, at vi ville ned og høre Hjalte Tin fortælle lidt om hans og datterens MCrejsebureau og deres ture rundt i verdenen.
Det er ikke, fordi vi planlægger en rejse med dem, men spændende er det at høre og se alle de steder, de har været.
Når en gang landmanden og sygeplejersken kan holde tre ugers sammenhængende ferie, højst sandsynligt når vi kan sætte eks foran vore titler, så har vi en drøm om at køre til Nordkap på motorcykel os to alene. Indtil da kan sådan en aften med rejser til Vietnam, Cuba, Mongoliet og Afrika godt tænde en lille smule rejsefeber.
Jeg er stadig fuld af beundring over, at Hjalte og Nina Tin turde køre rundt i Sydamerika på motorcykel med to børn på 1 og 5 år i 1980, hvor der ingen mobiltelefoner eller GPS fandtes. Og de holdt sig ikke til de store veje, tværtimod kørte de bl.a. gennem en stor vildmark på grænsen mellem Bolivia og Paraguay. Allerede i 1981, hvor jeg læste om dem, beundrede jeg deres mod, i dag hvor jeg selv har to børn, gør jeg det ikke mindre.
Nu er der bestilt bøger om Østrig, så kan jeg begynde at læse lidt, og i aften talte vi også med flere, der havde rejst i Østrig. Gode staldtips er ikke at foragte. Og snart er der forår, og så kommer tiden med de mange små og store motorcykelture, jeg glæder mig.
Det er ikke, fordi vi planlægger en rejse med dem, men spændende er det at høre og se alle de steder, de har været.
Når en gang landmanden og sygeplejersken kan holde tre ugers sammenhængende ferie, højst sandsynligt når vi kan sætte eks foran vore titler, så har vi en drøm om at køre til Nordkap på motorcykel os to alene. Indtil da kan sådan en aften med rejser til Vietnam, Cuba, Mongoliet og Afrika godt tænde en lille smule rejsefeber.
Jeg er stadig fuld af beundring over, at Hjalte og Nina Tin turde køre rundt i Sydamerika på motorcykel med to børn på 1 og 5 år i 1980, hvor der ingen mobiltelefoner eller GPS fandtes. Og de holdt sig ikke til de store veje, tværtimod kørte de bl.a. gennem en stor vildmark på grænsen mellem Bolivia og Paraguay. Allerede i 1981, hvor jeg læste om dem, beundrede jeg deres mod, i dag hvor jeg selv har to børn, gør jeg det ikke mindre.
Nu er der bestilt bøger om Østrig, så kan jeg begynde at læse lidt, og i aften talte vi også med flere, der havde rejst i Østrig. Gode staldtips er ikke at foragte. Og snart er der forår, og så kommer tiden med de mange små og store motorcykelture, jeg glæder mig.
onsdag, januar 16, 2008
DET GÅR FREMAD
Det blæser stadig udenfor, krukken på terrassen er væltet, men for hver time, der går, bliver der lysere.
Vasketøj bliver vasket og hængt op indendørs.
Fastelavnsbollerne til dagens møde og til to lækkersultne landmænd står og hæver.
Lastbilerne kommer i rutefart, først blev der leveret smågrise til stalden, sønnen kunne berette om især en doven lille tyk gris, den gad ikke gå ind i stalden, men stod lidt i egne tanker midt på rampen ;-).
Nu skal der læsses kartofler, landmanden kører frem og tilbage med trucks og sætter storsække med 1000 kg i hver på lastbilen, og sønnen laver fragtbrev.
Senere skal der leveres grise til slagteriet, så der er nok at se til.
Og nu må jeg også hellere få fingrene væk fra tastaturet, det skulle jo nødig blive overbelastet ;-)
Månedens skærmbillede er fra Norge, det gør mig glad.
Vasketøj bliver vasket og hængt op indendørs.
Fastelavnsbollerne til dagens møde og til to lækkersultne landmænd står og hæver.
Lastbilerne kommer i rutefart, først blev der leveret smågrise til stalden, sønnen kunne berette om især en doven lille tyk gris, den gad ikke gå ind i stalden, men stod lidt i egne tanker midt på rampen ;-).
Nu skal der læsses kartofler, landmanden kører frem og tilbage med trucks og sætter storsække med 1000 kg i hver på lastbilen, og sønnen laver fragtbrev.
Senere skal der leveres grise til slagteriet, så der er nok at se til.
Og nu må jeg også hellere få fingrene væk fra tastaturet, det skulle jo nødig blive overbelastet ;-)
Månedens skærmbillede er fra Norge, det gør mig glad.
DET LYSNER
Stadig er det mørkt, og det blæser, men lyset får mere og mere magt.
Den sidste lysdekoration spreder lys til morgen teen. Og der er varmt og godt herinde.
JEG HÅBER
Billedet her findes på Thorvaldsens museum, jeg kan blive helt misundelig af at kigge på den sovende amme. Se hvor dejligt hun slapper af, søvnen er god, forhåbentlig er hun udhvilet, når hun vågner.
Tænk at kunne falde i søvn for det første og dernæst at kunne sove til den lyse morgen uden at vågne med jævne mellemrum.
En gang sker det vel.
Tænk at kunne falde i søvn for det første og dernæst at kunne sove til den lyse morgen uden at vågne med jævne mellemrum.
En gang sker det vel.
tirsdag, januar 15, 2008
GENOPTRÆNINGSPOTENTIALE
Der er ord, som dagligt bliver nævnt på mit arbejde, og de bliver sagt ofte, og så pludselige en dag kommer jeg til at smage på dem. Ordene bliver anderledes, og jeg funderer lidt over dem.
Overskriften er sådan et ord. Genoptræning kan jeg bruge, at man trænes op igen, det ligger i ordet, og for mig er det et almindeligt dansk ord.
Da jeg røg ved siden af en trampolin i 2. g og anklens ledkapsel sprang tillige med ledbåndet, så blev jeg opereret, og bagefter fik jeg genoptræning hos en fysioterapeut på sygehuset. I dag er fysioterapeuten mange steder sparet væk, og man må selv sørge for at træne sig op igen til den funktion, man havde før. Det lyder på sin vis fornuftig nok, og så alligevel ikke. Jeg ved, at jeg ikke turde træde igennem på cyklen, for det gjorde jo ondt, 6 uger i gips, og muskler og led var stive, og jeg var bange for at gøre skade. Her var det terapeuten, som pressede mig til at gøre mere, end jeg selv turde, og derved fik jeg trænet min ankel op igen.
Er man apopleksipatient, er det ikke givet, at man kan træne sig op til igen at have samme færdigheder som før, og de færdigheder, man opnår, skal holdes ved lige resten af livet ved træning, ellers svinder de. Man kan også være for træt, for hårdt ramt, eller mangle gnisten til at træne, og måske mangler man erkendelsen af, at man har mistet færdigheder.
Her kommer så sidste del af overskriftsordet ind.
Potentiale: en mulighed eller evne for videre udvikling eller udfoldelse, som endnu ikke er kommet til udfoldelse.
Har patienten genoptræningspotentiale? Vi siger det konstant, og det betyder jo, om vi tror at patienten magter eller har evner til at træne på et af vore genoptræningssteder. Eller om vi skal tænke på plejehjem, mere hjælp i hjemmet, måske noget vedligeholdelsestræning ambulant.
Men jo mere jeg tænker over ordet, jo mere teknisk bliver det. Men det bruges jo overalt. Og vi ved, hvad vi lægger i det, og måske er det mere dette, at vi(terapeuter, læger og sygeplejepersonale) skal beslutte, om patienten kan deltage i genoptræning eller ej, jeg har det svært med.
Heldigvis er patient og vi ofte enige, og de pårørende bliver det også, når de lige har tænkt efter. Vi vil jo så gerne have vore elskede tilbage til det, de var engang, men sådan går det desværre ikke, når man får en stor blodprop eller blødning i hjernen.
Jeg synes stadig, det er svært at sige, at her sker der ingen fremskridt, at patienten ikke vil kunne magte genoptræning, og nogle gange giver vi dem en uge eller mere til, for at se om de kan gennemføre et træningsprogram, når de er knap så trætte eller afkræftet af andre sygdomme.
Men når jeg så f.eks. kommer tilbage efter 6 fridage, og så kan se, at her er intet sket, så må jeg nok erkende, at det er nu, vi skal tænke på, hvor patienten vil få den bedste pleje. Om familien kan klare det i hjemmet med megen hjemmepleje eller om der skal tales om plejehjem?
Taget fra samme sted, men i forskellige retninger.
Overskriften er sådan et ord. Genoptræning kan jeg bruge, at man trænes op igen, det ligger i ordet, og for mig er det et almindeligt dansk ord.
Da jeg røg ved siden af en trampolin i 2. g og anklens ledkapsel sprang tillige med ledbåndet, så blev jeg opereret, og bagefter fik jeg genoptræning hos en fysioterapeut på sygehuset. I dag er fysioterapeuten mange steder sparet væk, og man må selv sørge for at træne sig op igen til den funktion, man havde før. Det lyder på sin vis fornuftig nok, og så alligevel ikke. Jeg ved, at jeg ikke turde træde igennem på cyklen, for det gjorde jo ondt, 6 uger i gips, og muskler og led var stive, og jeg var bange for at gøre skade. Her var det terapeuten, som pressede mig til at gøre mere, end jeg selv turde, og derved fik jeg trænet min ankel op igen.
Er man apopleksipatient, er det ikke givet, at man kan træne sig op til igen at have samme færdigheder som før, og de færdigheder, man opnår, skal holdes ved lige resten af livet ved træning, ellers svinder de. Man kan også være for træt, for hårdt ramt, eller mangle gnisten til at træne, og måske mangler man erkendelsen af, at man har mistet færdigheder.
Her kommer så sidste del af overskriftsordet ind.
Potentiale: en mulighed eller evne for videre udvikling eller udfoldelse, som endnu ikke er kommet til udfoldelse.
Har patienten genoptræningspotentiale? Vi siger det konstant, og det betyder jo, om vi tror at patienten magter eller har evner til at træne på et af vore genoptræningssteder. Eller om vi skal tænke på plejehjem, mere hjælp i hjemmet, måske noget vedligeholdelsestræning ambulant.
Men jo mere jeg tænker over ordet, jo mere teknisk bliver det. Men det bruges jo overalt. Og vi ved, hvad vi lægger i det, og måske er det mere dette, at vi(terapeuter, læger og sygeplejepersonale) skal beslutte, om patienten kan deltage i genoptræning eller ej, jeg har det svært med.
Heldigvis er patient og vi ofte enige, og de pårørende bliver det også, når de lige har tænkt efter. Vi vil jo så gerne have vore elskede tilbage til det, de var engang, men sådan går det desværre ikke, når man får en stor blodprop eller blødning i hjernen.
Jeg synes stadig, det er svært at sige, at her sker der ingen fremskridt, at patienten ikke vil kunne magte genoptræning, og nogle gange giver vi dem en uge eller mere til, for at se om de kan gennemføre et træningsprogram, når de er knap så trætte eller afkræftet af andre sygdomme.
Men når jeg så f.eks. kommer tilbage efter 6 fridage, og så kan se, at her er intet sket, så må jeg nok erkende, at det er nu, vi skal tænke på, hvor patienten vil få den bedste pleje. Om familien kan klare det i hjemmet med megen hjemmepleje eller om der skal tales om plejehjem?
Taget fra samme sted, men i forskellige retninger.
mandag, januar 14, 2008
I GAMLE DAGE
Dengang landmanden var barn, fik man varm mad om middagen og rester sammen med brasede kartofler, spejlæg og brød om aftenen.
Dengang jeg var barn, fik vi varm mad til middag om søndagen, indtil min mor sagde fra. Jo ældre vi blev, jo længere sov vi, og så gad hun ikke stå og knokle søndag formiddag, når vi knapt gad stå op af sengen for at spise maden.
I dagens Danmark får patienterne på de fleste sygehuse varm mad til middag og brød til aften, det betyder så, at jeg ikke får varm mad, når jeg er i aftenvagt.
Vi prøver at lave en ny rytme herhjemme. Jeg skal i aftenvagt i dag, sønnen og landmanden spiser jo sammen med mig til middag, og der er ingen, der kommer hjem i aften, så vi fik varm mad i dag. Hvad de to kære mænd så spiser i aften er ikke mit problem. Jeg ved, at der er rugbrød og pålæg i køleskabene både her og hos sønnen.
I dag var menuen stuvet hvidkål og medisterpølse, og selvfølgelig kanelsukker på hvidkålen, jeg ved godt, at nogle bruger salt og peber, men det smager jo slet ikke godt eller hvad? ;-)
Hvad er din yndlingsret med hvidkål i?
Dengang jeg var barn, fik vi varm mad til middag om søndagen, indtil min mor sagde fra. Jo ældre vi blev, jo længere sov vi, og så gad hun ikke stå og knokle søndag formiddag, når vi knapt gad stå op af sengen for at spise maden.
I dagens Danmark får patienterne på de fleste sygehuse varm mad til middag og brød til aften, det betyder så, at jeg ikke får varm mad, når jeg er i aftenvagt.
Vi prøver at lave en ny rytme herhjemme. Jeg skal i aftenvagt i dag, sønnen og landmanden spiser jo sammen med mig til middag, og der er ingen, der kommer hjem i aften, så vi fik varm mad i dag. Hvad de to kære mænd så spiser i aften er ikke mit problem. Jeg ved, at der er rugbrød og pålæg i køleskabene både her og hos sønnen.
I dag var menuen stuvet hvidkål og medisterpølse, og selvfølgelig kanelsukker på hvidkålen, jeg ved godt, at nogle bruger salt og peber, men det smager jo slet ikke godt eller hvad? ;-)
Hvad er din yndlingsret med hvidkål i?
søndag, januar 13, 2008
EN SEJ KVINDE
For år tilbage var min familie en af få familier, hvor ingen sygdom fandtes. Det ændrede sig for 12 år siden. Min mor fik da konstateret kræft, blev opereret, al kræft blev fjernet, så hun var en solstrålehistorie.
For ca. otte år siden blev min mor syg igen, hun havde bl.a. forskellige infektionssymptomer, og familien var hurtig til at frygte, at kræften var vendt tilbage (recidiv). Det var systemet ikke! Der gik 5 måneder fra de første symptomer, til at egen læge i afmagt over undersøgelsernes ventetider indlagde min mor akut, og så fik hun lavet den undersøgelse, der kunne bekræfte, at der var tale om recidiv. I en opfølgende samtale med ansvarlige kirurg sagde han, ”vi er ikke særlig aktive” i søgen efter dette. Underforstået, at det ikke kunne betale sig.
Nu havde min mor så recidiv af kræften, men operation kunne ikke komme på tale, før der var givet strålebehandling for at reducere svulstens størrelse. Der var 20 ugers ventetid! Min mor blev dårligere og dårligere, julen kom og alle tænkte, bliver det den sidste jul sammen?
Strålebehandlingerne kom i gang, og kirurgen på kræftcenteret(som ikke var der hun først var indlagt) var ærlig og fortalte, at ikke alle kræftcenter ville operere, men han ville. Fire specialeoverlæger opererede i 8 timer, og vi fik en mor, som nu var fri for kræft, men var tydelig afkræftet og døjede meget med smerter. Når jeg ser på billedet fra min datters konfirmation, er det tydeligt, at min mor har det skidt, men hun er og var sej, en ægte fighter og fyldt med livsvilje og livsglæde.
Kirurgen vidste godt, hvad der var galt, men turde ikke operere, fordi min mor var blevet meget lille og skrøbelig, fra før at være en damestørrelse som sine døtre var hun nu som sine børnebørn nede i de små damestørrelser.
Knap et år efter første operation havde min mor det så dårlig, at der måtte opereres. Herefter gik det godt, min mor bliver kaldt en solstrålehistorie af lægerne i Århus, vi andre kalder hende et lille mirakel, så store ord bruger læger ikke ;-)
Hun er sej, hun er stadig lille, et hårdt vindpust og vi må have fat i hende, så hun ikke flyver væk som Mary Poppins. Hun har cyklet, ønsket og fået helkropsdragt så hun kunne svømme på trods af diverse stomier, mine forældre er med i vandregrupper, litteraturkreds, bibelstudiekreds, min mor synger i kor, de går i teater, til udstillinger hist og pist, og ind i mellem er hun ved at tage pusten fra mig.
To gange har hun haft metastaser, og de er begge gange svundet, så man ikke kan se dem på scanning dels ved hjælp af kemotabletter, dels ved hjælp af laserbrænding.
Nu er de brudt frem igen, og hun må være gjort af særligt stof, for kemotabletterne virker, metastaserne var reduceret på sidste scanningsbillede.
Hun og min far er dem, der formede mig den første del af mit liv. Det er jeg glad for, de gav mig nogle værdier med i rygsækken, som har hjulpet mig i mit liv.
For ca. otte år siden blev min mor syg igen, hun havde bl.a. forskellige infektionssymptomer, og familien var hurtig til at frygte, at kræften var vendt tilbage (recidiv). Det var systemet ikke! Der gik 5 måneder fra de første symptomer, til at egen læge i afmagt over undersøgelsernes ventetider indlagde min mor akut, og så fik hun lavet den undersøgelse, der kunne bekræfte, at der var tale om recidiv. I en opfølgende samtale med ansvarlige kirurg sagde han, ”vi er ikke særlig aktive” i søgen efter dette. Underforstået, at det ikke kunne betale sig.
Nu havde min mor så recidiv af kræften, men operation kunne ikke komme på tale, før der var givet strålebehandling for at reducere svulstens størrelse. Der var 20 ugers ventetid! Min mor blev dårligere og dårligere, julen kom og alle tænkte, bliver det den sidste jul sammen?
Strålebehandlingerne kom i gang, og kirurgen på kræftcenteret(som ikke var der hun først var indlagt) var ærlig og fortalte, at ikke alle kræftcenter ville operere, men han ville. Fire specialeoverlæger opererede i 8 timer, og vi fik en mor, som nu var fri for kræft, men var tydelig afkræftet og døjede meget med smerter. Når jeg ser på billedet fra min datters konfirmation, er det tydeligt, at min mor har det skidt, men hun er og var sej, en ægte fighter og fyldt med livsvilje og livsglæde.
Kirurgen vidste godt, hvad der var galt, men turde ikke operere, fordi min mor var blevet meget lille og skrøbelig, fra før at være en damestørrelse som sine døtre var hun nu som sine børnebørn nede i de små damestørrelser.
Knap et år efter første operation havde min mor det så dårlig, at der måtte opereres. Herefter gik det godt, min mor bliver kaldt en solstrålehistorie af lægerne i Århus, vi andre kalder hende et lille mirakel, så store ord bruger læger ikke ;-)
Hun er sej, hun er stadig lille, et hårdt vindpust og vi må have fat i hende, så hun ikke flyver væk som Mary Poppins. Hun har cyklet, ønsket og fået helkropsdragt så hun kunne svømme på trods af diverse stomier, mine forældre er med i vandregrupper, litteraturkreds, bibelstudiekreds, min mor synger i kor, de går i teater, til udstillinger hist og pist, og ind i mellem er hun ved at tage pusten fra mig.
To gange har hun haft metastaser, og de er begge gange svundet, så man ikke kan se dem på scanning dels ved hjælp af kemotabletter, dels ved hjælp af laserbrænding.
Nu er de brudt frem igen, og hun må være gjort af særligt stof, for kemotabletterne virker, metastaserne var reduceret på sidste scanningsbillede.
Hun og min far er dem, der formede mig den første del af mit liv. Det er jeg glad for, de gav mig nogle værdier med i rygsækken, som har hjulpet mig i mit liv.
24 TIMER
Den korte version:
Sove 7 timer
Morgenmad, bad, støvsuge bil, tøjpakning 2 timer
Kørsel på jyske landeveje som passager sammenlagt 7 timer
Begravelse af kær faster med efterfølgende kaffesammenkomst i Hvide Sande 3 timer
Brunkål, billedforedrag om MCferie og hyggeligt samvær med MCvenner i Århus 5 timer
Den lidt længere version:
Min far er yngst af 15 søskende, og eftersom han er midt i halvfjerdserne, så giver det næsten sig selv, at der bliver færre af de ældre søskende. Nu er de 2 tilbage, inden for 3 uger er en søster og en bror død, mæt af dage, 88 og 90 år. Første begravelse var lige før juleaften på Sjælland, den kunne jeg ikke overskue at komme til. I går valgte landmanden og jeg at køre Jylland rundt og dermed nå både begravelse og komsammen.
Det var godt at hilse på fætre og kusiner, som det var lang tid siden, at jeg havde set. Min afdøde faster var et energibundt i sine velmagtsdage, og hun samlede bl.a. hele familien til stor familiefest derude i det barske Vestjylland. Jeg har nu fætre og kusiner, som er gået på efterløn, ja min ældste kusine er tre uger ældre end min far;-) så de er blevet sat på opgaven at samle familien igen. Min far skrev, lige efter han gik på efterløn, en slægtsbog, men desværre blev den ikke lagt ind på computeren, så det bliver så min og mine søskendes opgave at hjælpe min far med at finde originaludgaven, evt. disketter, og så overvejer vi at gå på nettet med en slægtsbog, som alle i familien kan opdatere i.
Vi har mødt så mange dejlige mennesker på vore motorcykelture, og i aftes var vi igen sammen med nogle af dem i det midtjyske. Jeg har aldrig smagt brunkål, det prøvede jeg så i aftes, og det smagte rigtig godt. Kokken var fra Thy, og hun afsluttede med en lækker lagkage, så vi var godt forspiste, da vi vendte bilen nordpå.
I dag går jeg stille rundt, jeg føler mig træt, men mon ikke der kan blive tid til en gåtur, det håber jeg, jeg trænger til at mærke vinden i mit ansigt.
Sove 7 timer
Morgenmad, bad, støvsuge bil, tøjpakning 2 timer
Kørsel på jyske landeveje som passager sammenlagt 7 timer
Begravelse af kær faster med efterfølgende kaffesammenkomst i Hvide Sande 3 timer
Brunkål, billedforedrag om MCferie og hyggeligt samvær med MCvenner i Århus 5 timer
Den lidt længere version:
Min far er yngst af 15 søskende, og eftersom han er midt i halvfjerdserne, så giver det næsten sig selv, at der bliver færre af de ældre søskende. Nu er de 2 tilbage, inden for 3 uger er en søster og en bror død, mæt af dage, 88 og 90 år. Første begravelse var lige før juleaften på Sjælland, den kunne jeg ikke overskue at komme til. I går valgte landmanden og jeg at køre Jylland rundt og dermed nå både begravelse og komsammen.
Det var godt at hilse på fætre og kusiner, som det var lang tid siden, at jeg havde set. Min afdøde faster var et energibundt i sine velmagtsdage, og hun samlede bl.a. hele familien til stor familiefest derude i det barske Vestjylland. Jeg har nu fætre og kusiner, som er gået på efterløn, ja min ældste kusine er tre uger ældre end min far;-) så de er blevet sat på opgaven at samle familien igen. Min far skrev, lige efter han gik på efterløn, en slægtsbog, men desværre blev den ikke lagt ind på computeren, så det bliver så min og mine søskendes opgave at hjælpe min far med at finde originaludgaven, evt. disketter, og så overvejer vi at gå på nettet med en slægtsbog, som alle i familien kan opdatere i.
Vi har mødt så mange dejlige mennesker på vore motorcykelture, og i aftes var vi igen sammen med nogle af dem i det midtjyske. Jeg har aldrig smagt brunkål, det prøvede jeg så i aftes, og det smagte rigtig godt. Kokken var fra Thy, og hun afsluttede med en lækker lagkage, så vi var godt forspiste, da vi vendte bilen nordpå.
I dag går jeg stille rundt, jeg føler mig træt, men mon ikke der kan blive tid til en gåtur, det håber jeg, jeg trænger til at mærke vinden i mit ansigt.
fredag, januar 11, 2008
ALENE HJEMME!
Hvem si’r
at man skal være stille
og holde mund
når man ik er lille.
Hvem si’r
vi ikke må lave ballade
og hoppe i sofaen
når vi er glade
i hvert fald ikke mig.
Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.
Måske er det først i næste uge, det går op for mig, at det er nu! Men lige nu har jeg det godt, og det var skønt at se min dejlige søn springe ud i bilen, storsmilende, for nu er det nu, far og mor bestemmer ikke mere.
Det gør vores børn jo så heller ikke her ;-)
Hvem si’r
man skal bli’ tyk og stor
og vågne tidligt og være sur.
Hvem si’r
man ska’ ha’ slips og briller
få ondt i ho’det og tage piller
i hvert fald ikke mig.
Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.
at man skal være stille
og holde mund
når man ik er lille.
Hvem si’r
vi ikke må lave ballade
og hoppe i sofaen
når vi er glade
i hvert fald ikke mig.
Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.
Måske er det først i næste uge, det går op for mig, at det er nu! Men lige nu har jeg det godt, og det var skønt at se min dejlige søn springe ud i bilen, storsmilende, for nu er det nu, far og mor bestemmer ikke mere.
Det gør vores børn jo så heller ikke her ;-)
Hvem si’r
man skal bli’ tyk og stor
og vågne tidligt og være sur.
Hvem si’r
man ska’ ha’ slips og briller
få ondt i ho’det og tage piller
i hvert fald ikke mig.
Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.
torsdag, januar 10, 2008
SÅDAN
Forkølelsen sætter sine spor på kroppen: træthed, svedudbrud, tørre læber, sprukken hud under næsen, snøvlende tale etc. Så tanken om at sidde til feriemøde føltes ulidelig, to timer før meldte jeg fra, de fik mit mobilnummer, og jeg har ikke hørt noget, så mon ikke mit ønske blev opfyldt?
Det skulle det gerne være, for ferien er bestilt. Turen går til et kæmpe motorcykeltræf i Garmisch-Partenkirchen og derefter videre rundt i Østrig, så har I gode rejsetips, er vi to, der lytter.
Jeg håber, at feriemødet gik bedre end sidste år, i år har ledelsen i hvert fald fra start af bekendtgjort, at man kun kan holde to uger i ugerne 26-33. Det er lige surt for folk med skolebørn og folk med ægtefæller, hvis ferie er fastlagt i de uger, men faktum er, at afdelingen sidste år under sommerferieafviklingen havde erfarne folk i alle vagter, og det gav en anden ro.
Roen er også ved at indfinde sig hos mig. Nu er ældste flyttet, og i dag hjalp vi yngste med at flytte alle de store ting, og i morgen går far og søn i gang med at sætte lys op. Weekenden står for døren, og jeg har stadig fri, det er da lige til at blive i godt humør af.
Det skulle det gerne være, for ferien er bestilt. Turen går til et kæmpe motorcykeltræf i Garmisch-Partenkirchen og derefter videre rundt i Østrig, så har I gode rejsetips, er vi to, der lytter.
Jeg håber, at feriemødet gik bedre end sidste år, i år har ledelsen i hvert fald fra start af bekendtgjort, at man kun kan holde to uger i ugerne 26-33. Det er lige surt for folk med skolebørn og folk med ægtefæller, hvis ferie er fastlagt i de uger, men faktum er, at afdelingen sidste år under sommerferieafviklingen havde erfarne folk i alle vagter, og det gav en anden ro.
Roen er også ved at indfinde sig hos mig. Nu er ældste flyttet, og i dag hjalp vi yngste med at flytte alle de store ting, og i morgen går far og søn i gang med at sætte lys op. Weekenden står for døren, og jeg har stadig fri, det er da lige til at blive i godt humør af.
FOKUS
Gotd nok er der mørkt og trist, regnen gør det ikke bedre, men der er lyspunkter.
Min påskekaktus, som engang var en julekaktus, er nu blevet til en januarkaktus. Et dejligt syn på en mørk januarmorgen.
Min påskekaktus, som engang var en julekaktus, er nu blevet til en januarkaktus. Et dejligt syn på en mørk januarmorgen.
onsdag, januar 09, 2008
LIGE OG LIGE
Jeg skulle LIGE lave et indlæg, da vi var vel hjemme igen, men så var der også aftensmaden, så jeg satte LIGE vand over til sister Bondes kartoffelsuppe.
Indlægget blev skrevet, men så var der LIGE nogle blogs, jeg skulle læse, med et køkken som havde omdannet sig til en sauna som resultat.
Kvik-kvik skrællede jeg kartofler, og der manglede lidt bordplads til at skære porren i skiver, så jeg skubbede LIGE til et skærebræt, dominovirkningen udeblev ikke, nu er jeg et tekrus fattigere.
Tempoet blev sat ned, så slutresultatet blev godt. Kartoffelsuppe med røget kylling og gratineret ostebrød dertil. Godkendt af to landmænd :-)
Indlægget blev skrevet, men så var der LIGE nogle blogs, jeg skulle læse, med et køkken som havde omdannet sig til en sauna som resultat.
Kvik-kvik skrællede jeg kartofler, og der manglede lidt bordplads til at skære porren i skiver, så jeg skubbede LIGE til et skærebræt, dominovirkningen udeblev ikke, nu er jeg et tekrus fattigere.
Tempoet blev sat ned, så slutresultatet blev godt. Kartoffelsuppe med røget kylling og gratineret ostebrød dertil. Godkendt af to landmænd :-)
DRIVING HOME
Tre timers kørsel, nogle ualmindelige gode chokoladeboller og en spændende højskole at se til. Datteren er nu afleveret, og vi nåede en lille tur rundt om højskolen.
Krabbesholm er en af Danmarks ældste og største højskoler. Den blev grundlagt i 1885
Den smukke hovedbygning er fra 1565 og rummer en riddersal, hvor den fælles information skulle gives, efter vi var kørt.
Datteren kom til at bo i museet, tæt op af hovedbygningen, og bagved lå de mere moderne bygninger med værksteder og undervisningslokaler.
Højskolen har udsigt over Limfjorden, og over på den anden side af vejen findes det industrielle havneliv med siloer og store bygninger.
Selv træerne er kreative på skolen.
Vejret hjemad var meget søvndyssende, så nu må jeg da være udhvilet.
Krabbesholm er en af Danmarks ældste og største højskoler. Den blev grundlagt i 1885
Den smukke hovedbygning er fra 1565 og rummer en riddersal, hvor den fælles information skulle gives, efter vi var kørt.
Datteren kom til at bo i museet, tæt op af hovedbygningen, og bagved lå de mere moderne bygninger med værksteder og undervisningslokaler.
Højskolen har udsigt over Limfjorden, og over på den anden side af vejen findes det industrielle havneliv med siloer og store bygninger.
Selv træerne er kreative på skolen.
Vejret hjemad var meget søvndyssende, så nu må jeg da være udhvilet.
Abonner på:
Opslag (Atom)