mandag, februar 04, 2008

MORGENGRY

En lille tur udenfor her til morgen satte gang i blodomløbet. Der var hundehamrende koldt, men samtidig så dejligt frisk, kulden bed i kinderne, og jeg gik på jagt efter vintergækkerne,. Nede ved mine forældre stod erantis og vintergæk sammen og dannede et stort hvidgult tæppe, sådan er det ikke her, men jeg ved, hvor mine få vintergækker er.


Horisonten gløder ikke i dag, men alt andet end regn er velkommen her, og hvis vi får meget sne, så skyd skylden på min mor. Vi fejrede sangens år og min fars fødselsdag med at synge vintersange, i sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude, sneflokke kommer vrimlende, henover diger trimlende, det er hvidt derude, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård. Og mens jeg sidder her og skriver, kommer jeg i tanke om en sang, vi glemte at synge, Jeppe Aakjærs vintersang:

Spurven sidder stum bag Kvist;
såmænd om ej det fyger!
Kålgårdpilen piber trist
for Nordenblæstens Byger.
Lul, — lul! Rokken går
støt i Moders Stue,
og jo mere Vinden slår,
desmer får Arnen Lue.

Far har røgtet Kvæget ind,
med Halmen tættet Karmen,
gnedet Grisens blanke Skind,
at den må holde Varmen.
Lul, — lul! Rokken går!
Far mod Stuen stiler,
Mor en Bugt på Tråden slår,
ser op på Far og smiler.

Mor kan næppe se sit Spind
og næppe Tråden mage;
hej, da bæres Lyset ind
og stilles i sin Stage.
Lul, — lul! Rokken går!
Tenens rappe Vinge
over Fyrrebjælken sår
en Skok af Skyggeringe.

Far ta'r ned så tung en Bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved Spændets Krog
og lukker med et: Amen!
Lul, — lul! Rokken går,
Ensomheden synger,
Mulmet tæt om Taget står,
og Sneen går i Dynger.

Her ved Moders gamle Rok
hun lærte mig at stave,
synge om „den hvide Flok“
og „al hans Nådegave“
Lul, — lul! Rokken står!
Men dens Nyn og Sange
vemodsfuldt mod Hjertet går,
når Kvældene bli'r lange.


Min far har altid elsket Aakjærs sange, han var jo bondedigteren, og min far synes, at Aakjærs sange beskrev den hverdag, min far var rundet af, det lille husmandssted med 15 børn, få penge men megen kærlighed.

Fingrene er ved at være varmet op, teen er klar og jeg har et par artikler, jeg skal have læst før aftenvagten kalder.


Ha en god dag

14 kommentarer:

  1. Dejlig morgenstund. Her fik solen dog magt med blodrøde skyer, der matchede fint til Sønnikes øjne - han er nemlig klædt ud som Dracula!!!

    Rigtig god dag til dig også!

    SvarSlet
  2. Sjovt nok er jeg netop i gang med "Rugens sange og andre digte" :-)

    SvarSlet
  3. Nina, nyd det, jeg kan helt længes efter udklædte børn :-)

    Nurhanne, det var måske en bog, der var værd at læse. På mine gamle dage er jeg blevet mere interesseret i det der lå før mig, og Jeppe Aakjær har jeg ikke beskæftiget mig så meget med,kun sunget sangene uden egentlig at lægge mærke til ordene.

    SvarSlet
  4. Tak for billedet af din enlige vintergæk, jeg har også været ude at lede efter min(e), og jeg fandt den under en busk. God dag og god vagt til dig.

    SvarSlet
  5. Her nød vi også den kølige morgen som var velsignet frisk. Jeg har det som dig, Lene, at på min lidt ældre dage er jeg blevet mere interesseret i det, der lå før mig.

    SvarSlet
  6. Lene, du har en ganske særlig evne til at stemme sindet roligt og veltilpas - tak for at have gjort dét - endnu en gang - kære ven!

    SvarSlet
  7. Tak Helle, det er godt, at vi ved hvor vi skal lede :-)

    Madame, ja og ind i mellem ærgrer det mig, at jeg ikke lyttede bedre efter, når mine forældre fortalte, men heldigvis har min far lavet en slægtsbog med historier om de 15 søskende og deres forældre, den er jeg glad for :-)

    Tisind tak, et cetera, for dine søde ord :-)

    SvarSlet
  8. ti tusinde tak skulle der vist stå :-)

    SvarSlet
  9. Han kunne noget, ham Aakjær. Lige netop den her om rokken og alle de andre hyggelige ting er dejlig at synge - næsten til tårer i øjnene, på den gode måde.

    SvarSlet
  10. Conny, den rammer også en stemning i mig, måske også fordi min far altid har været så glad for hans sange og er det endnu.

    SvarSlet
  11. Jeg er, som din far, en meget stor fan af Aakjaer. Jeg nynner mange af hans sange tit - og isaer naar jeg er i DK og koerer forbi afkoerslen ned til Aakjaers Jenle.:)

    SvarSlet
  12. Jeg er ikke bonde :-D men jeg elsker nu også AAkjærs sange, de er så smukke og beskrivende.

    SvarSlet
  13. Jeg holder også meget af Åkjær og hans gård Jenle.
    Sikke en beliggenhed den gård har, der ned til højre, så vidt jeg husker, når man kommer sydfra.

    Den der, fra 3. strofe, med at det næsten er helt mørkt inden lyset bæres ind/tændes husker jeg fra min barndom.
    Under familiens protester prøver jeg undertiden at gennemføre mørkningsstunden.

    På denne hjemmeside er der stort set alt, hvad han (og mange andre gode iøvrigt) har produceret af digte:

    http://www.kalliope.org/ffront.cgi?fhandle=aakjaer

    SvarSlet
  14. Tina, jeg har, så vidt jeg ved, ikke været på Jenle, det er da vist en tur værd sammen med mine forældre :-)

    Lis, det har jeg også fået mere øje for nu.

    Farmer, mørkningsstunden burde helt klart indføres. Jeg husker det fra barndommen i vores sommerhus, som kun havde petroleumslamper.

    SvarSlet