Vores underviser i sidste uge brugte også en dag på de værdier, vi vil arbejde med. Alle afdelinger med respekt for sig selv har nedfældet hvilke værdier, man vil kendetegnes ved.
Respekt, faglighed, åbenhed, humor, anerkendelse, tillid, forsæt bare, vi kender dem jo, men betyder de noget? Og måske skal vi have modpolerne med, for at de betyder noget? Det var i hvert fald underviserens påstand, lige som modpolerne også forekom i afdelingerne og endda kunne være positive. Idel lykke gør ingen lykkelig, men sorgen, glæden, lyset, mørket, vi kender alle til at modsætningerne er med til at fremme vores forståelse.
Vi skulle finde eksempler på handlinger, der kunne beskrives med værdierne og deres modsætning.
En fortalte om at hun havde udvist mistillid, da en forælder skulle aflevere en urinprøve til narkotest, og hvor hun direkte sagde til vedkommende, jeg skal se dig lade vandet, dette var i barnets tarv, og på den måde blev mistilliden en form for positiv egenskab, ellers kunne man ikke hjælpe det lille barn. Er det let? Nej det sætter spor i sjælen.
Min historie var, at jeg en meget travl nattevagt bestilte portører til at hjælpe med vendinger og lejringer. En patient, som intet kunne ud over at kommunikere med øjnene, ville ikke vendes. Vedkommende var kommet til os med et kæmpe liggesår, som nu var helet, havde en fast vagt, da vedkommende ikke kunne ringe selv. Jeg måtte sige til vagten, at patienten skulle vendes, og jeg havde ikke tid til at gå ind selv og sige det, men jeg ville komme ind om morgenen, når min vagt var forbi.
Patienten stavede, ved hjælp af mig, sig frem til gentagne gange, at jeg skulle vise respekt for vedkommende. Jeg prøvede at forklare, at det ville jeg også gerne, men at min faglige viden gjorde, at jeg ikke kunne tillade, at patienten blev liggende på ryggen i mange timer. Vi blev aldrig enige, så jeg måtte til sidst sige, at jeg var ked af det, men enige blev vi nok ikke, og så gik jeg hjem.
Det sætter spor at udøve en magt på denne måde, og uanset at andre mente jeg viste respekt, så var underviseren og jeg heldigvis enige om, at det her var despekt, og min faglighed vandt over respekten. Jeg ville have gjort det samme i dag, det ved jeg, men det gør det ikke lettere.
God morgen, Lene! Det må være svært en gang imellem, når du står i et dilemma. Jeg kunne tænke mig, at det er uhyre vigtigt for begge parter, at du lytter og viser, at patienten er blevet hørt, også selv om du ikke kan efterkomme patientens ønske.
SvarSletRespekt for at du bruger dette ords modsætning korrekt, nemlig despekt. Tak.
SvarSletDet jeg synes var sværest, da jeg var sygehjælper, var netop det du nævner.Jeg hade det dorlig efter sotten oplevelse, selv om jeg vidste jeg hade gjort det rigtige.
SvarSletMadame, det mindste man kan gøre er at lytte, men jeg ved ikke hvad denne patients følelse var, da jeg gik ud. Men dilemmaer kommer man ud for,og de etiske er svære, de gør ondt.
SvarSletSelv Tak Sifka :-)
Conny og et eller andet sted er det vel godt, at vi ikke bare siger nå pyt.
Lene, hvor kunne jeg ønske at vores arbejdspladser SKULLE sørge for tid og rum til en snak efter denne slags oplevelser!
SvarSletJeg tror man kunne undgå sundhedspersonalet blev udbrændt og/eller søger nye græsgange...
Det er sundt at vende etiske dilemmaer og ens kollegaer kan også lære af det er min mening.
Det kursus er vist givet godt ud :)
Else, jeg har prøvet sygeplejefaglig vejledning, det har været godt, og de har startet nyt forsøg op, hvor alle kan melde sig til det på afdelingen hver 14. dag. Det er nemlig godt at få lov til at vende disse dilemmaer.
SvarSletÅh, hvor jeg kender disse situationer, Lene - de er svære at håndtere og det er svært at man nogle gange kan være nødt til at anvende magt eller tvang.
SvarSletJeg kender problematikken både fra psykiatrien og fra somatikken. I psykiatrien har jeg ofte været med til at udøve magt og tvang, det er ikke rart, for patienterne bliver ofte meget vrede på een. Heldigvis fik jeg engang ros af en patient, som jeg havde været med til at bæltefiksere og som blev meget vred - hun sagde nogle dage senere, da hun var kommet ud af psykosen, at hun gerne ville takke mig for, at jeg optrådt meget respektfuldt i tvangssituationen, selv om vi altså ikke kunne blive enige lige der.
Så blev jeg lige glad igen!
:-)
Henriette,jeg kan godt forstå at glæden kom tilbage, det var dejligt at få den respons, for hårdt det er det, men at du kunne takle situationen, så patienten bagefter følte sig respektfuldt behandlet, er flot.
SvarSlet