ÅH NEJ

Som med Berlinerpoplerne er Eremitkrebsene blevet slugt i et vist tempo. Jeg har fulgt bonden, bondens datter, bedemanden og dekoratøren, de er hver især beskrevet, så man føler, man er med i deres liv.

Egentlig gælder det vel for alle forfattere, men jeg har især tænkt over det ved denne bog, at forfattere skal vide meget om meget. Det kan godt ske, at Anne B. Ragde kan læse sig til en bondes liv, men hendes beskrivelser af kærligheden til grisene, hendes indsigt i de små ting, får mig til at tænke, at hun må have været med i en stald, ikke bare en gang men mange.

Og lige så virkeligt springer hun til at beskrive bondens datters foredrag ved et kursus for nybagte hundeejere, og bagefter er vi i København med beskrivelse af de lækreste pindemadder og de smukkeste vinduesudstillinger. Selv bedemandens overvejelser virker lige så vidende som bondens.

Og overskriften hentyder til slutningen, for nu kan jeg jo slet ikke vente på næste og sidste bind, og jeg er nr. 19 i køen, suk.