fredag, november 28, 2014

HU HEJ HVOR DET GÅR

Torsdag blev en ganske anden dag end planlagt. Først ringede min afdeling, de havde brug for hjælp. De takkede ja til et tilbud på fem timer. På den måde kunne jeg nå at få købt de ting, min far manglede og få besøgt ham om eftermiddagen. Arbejdsdagen havde fart over feltet,  vi har før haft travlt, men ofte vender det efter nogle uger og så plejer vi at få dage eller en uge med ro på førend afdelingen igen bliver meget travl. Det er så bare ikke sket her i oktober – november. Vi er alle brugte, der er ikke det samme overskud i hverdagen, men stadig er tonen hjælpsom og positiv. Vi er ikke de eneste, min studiekammerat fra en anden afdeling fortæller om mange sygemeldte kolleger, dobbeltvagter konstant og mange weekender i træk for at få det hele til at hænge sammen.

Besøget hos min far gik stille og roligt, vi hørte julemusik og havde stillestund i mørkningstiden. Og så var det ellers hjem igen, da vi dagen før var blevet budt til koncert torsdag aften. Koncerten foregik i Skråens store sal. Jeg er vild med Nordkrafts udseende, det rå fabriksagtige look og de mange ting, der foregår der. Denne aften skulle forsangeren fra Runrig, Bruce Guthro, synge. Han havde samlet et seksmandsband, som sammen med ham spillede julesange og andre gode keltisk inspirerede sange. Med i bandet var tre danskere, og en af dem var landmandens nevø, som er professionel musiker. Han havde som tak for lån af min svigerinde og svogers sommerhus inviteret dem til koncert med plads til to mere, og de to blev så os. Det var en supergod koncert, jeg er vild med folkrockmusik, jeg er vild med engelsk julemusik, og jeg fik det hele. Eneste minus var, at koncerten først startede klokken 20, så min sovetid blev kraftigt reduceret, men det kunne jeg sagtens leve med. Jeg har lovet mig selv at blive bedre til at spotte gode koncerter, det er energigivende.

Fredagens specialedag blev annulleret, og jeg fik tjansen med dagafsnittet. Jeg elsker det! Jeg oplever kun tilfredse patienter og pårørende, og da det er mig, der koordinerer alle undersøgelser og har indlæggelses og udskrivelsessamtaler med dem, og da de er på afdelingen 6-7 timer, nogle gange kun fire timer, så når de jo at se mig mange gange i løbet af dagen. Jeg oplevede i dag, at en pårørende til en af de indlagte kom hen og spurgte, om jeg kunne sørge for hendes mands udskrivelse. “Mine” patienter har helt sikkert sagt til hende, spørg Lene, hun ved garanteret noget. Det er billige point at score, fordi de indlagte patienter og pårørende oplever flere personale om dagen, fordi sygeplejersken også går stuegang og derfor ikke er så synlig på stuen og gangen, hvorimod dagafsnitskontoret ligger lige ved siden af opholdsarealet. Det er ikke bare mig, der oplever, at dagafsnitspatienterne takker mange gange for den gode behandling. Så alle sygeplejerskerne elsker at være i dagafsnittet.

Og så var vores sekretær skyld i at jeg var ved at opgive mig selv sidst på dagen. Kalenderen til dagafsnitet var væk, jeg kunne huske at have haft den i hånden, jeg kunne huske at jeg blev afbrudt af en patientklokke, hvorpå der skulle handles. Så jeg ledte først alle tænkelige steder, derefter de utænkelige steder så som på patientstuerne og i køkkenet. Væk var kalenderen, indtil jeg lige spørger dagafsnitssekretæren på vej hjem, om hun havde taget kalenderen. Åh ja den lå inde på hendes kontor, hun havde taget den for at skrive kommende nye patienter ind i bogen!

Fredag aften skal nydes, håber du får tid til nydning. God fredag aften til dig.

P1000694

8 kommentarer:

  1. Koncerter er også en ting jeg er begyndt at opsøge meget mere igen. Det giver nemlig god energi :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, og vi gør det alt for sjældent, men det skal vist være mit nytårsønske, at vi bliver bedre til det :-)

      Slet
  2. Der en da nok at rive i for dig....
    Jeg nyder også koncerter af forskellig slags, men må indrømme, at start kl 20 er alt for sent for mig på hverdage. Jeg kommer alligevel, men det straffer sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg var også megatræt dagen derpå, men jeg ville gøre det igen :-)

      Slet
  3. Du har godt nok gang i den, Lene - jeg bliver helt svedt bare af at læse om det :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det gør jeg også ;-)

      Slet
  4. Runrig er fantastisk - Holder meget af Folk/Rock musik. Hvilken glæde at hører det live, og jeg har hørt så meget positivt om Nordkraft som spillested.

    Jeg tabte pusten, med det du nåede på en torsdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, jeg var også ved at tabe pusten, men kom dog igennem det skønne program :-)

      Slet