Kan du mon hjælpe mig? Jeg kan ganske enkelt ikke regne det ud. Jeg har en Blogger blog. Jeg følger med i andre blogs ved hjælp af den bloggerliste, jeg har oprettet i Blogger. Jeg har altså ikke andre fancy readers. MEN jeg kan ved den søde grød ikke finde ud af at få slettet blogs på listen. Der er kun en knap til at tilføje nye blogs. Jeg har prøvet at gå over i google læser for at se, om der fandtes en knap, hvorpå der stod slet, men nej. Og lige nu får jeg spamindlæg fra en blog, som for længst er nedlagt af ejeren, men som åbenbart bliver spammet og sender flere og flere indlæg til min liste. Kan du mon hjælpe mig, for hvor svært kan det være?
Udsigten fra et motionsredskab til at styrke mavemusklerne, jeg hvilede mig nu bare ;-)
Hvis du er kommer hertil, fordi du tror, at overskriften siger noget om genveje til vægttab, bedre livsstil, fastere krop osv., så klik væk igen, for det finder du ikke her!
Jeg er sikker på, at der er evidens for min erfaring, altså at studier har påvist det, som jeg har erfaret, men jeg gider ikke på en fridag søge i videnskabelige databaser, så du får blot min erfaring.
Når jeg løber og går, så gør jeg det, fordi jeg ganske enkelt bliver glad af det! Jeg er en af dem, som hele mit liv har kørt op og ned humørmæssigt, jeg kan nemt ryge i et hul og synes, at alt er træls, og så skal jeg bare trække i løbe/traveskoene og gå ud. Det varer ikke mange minutter, så popper alle de gode ting i mit liv op, og for hver skridt stiger humøret. Jeg kan godt sidde lunt og godt indendørs og se på blæst, regn og sne, og så har jeg overhovedet ikke lyst til at stikke hovedet udenfor, men min krop husker, så pludselig rejser jeg mig op og skynder mig at tage skoene på, inden jeg fortryder.
Hele jeg takker mig for at holde fast i, at det er kuren, der dur. Der kan sagtens gå dage eller en uge hvor motion er lig nul, men min krop husker og minder mig om, hvor glad jeg bliver, når jeg går.
Denne weekend har jeg sammenlagt gået/løbet 20 km, fordelt på 6 km løb og resten gang. I dag tog jeg en gåtur gennem Blokhus klitplantage hen til Blokhus Gateway, et aktivt sted, hvor der er legepladser, fitnessti med motionsredskaber, sundhedsspor til at teste sin kondition på, cykelruter både til mountainbike og almindelige cykler, løbe og gangruter, og jeg tror faktisk også, der er shelters til overnatning. Jeg ville prøve sundhedsporet igen, jeg har prøvet det før sammen med landmanden, og nok en gang måtte jeg konstatere at det kan godt være, at jeg bevæger mig meget, men min kondition er ringe. Det må der gøres noget ved, når foråret kommer, men indtil da vil jeg nyde det indskud, jeg har sat ind på min kropskonto, og som jeg forhåbentlig kan hæve af på mine gamle dage.
Og nu sidder jeg med en kop te og computeren, radioen kører med giro 413, og Anne Marie Elten synger en af de gode gamle sange, og omkvædet passer med mit humør:
Vær glad for hver dag du har, tiden er jo kort og dyrebar - prøv og forstå, når lykken banker på.
At vågne af sig selv og være frisk, det er længe siden, at det er sket. Jeg lister op, klapper Istvan på hovedet, trækker i løbetøjet og smutter af sted. I dag vil jeg et andet sted hen og løbe. Jeg er vågnet så tidligt, at jeg kan nå det inden formiddagens morgenmadsaftale.
Alle vinterferiegæsterne holder sig indendørs, men vejene og stierne er godt trampet til, så jeg skal se mig for, der er glat de fleste steder. Jeg nyder stilheden, jeg nyder den knitrende lyd, mens jeg løber, jeg nyder den kulde, der kommer ned i lungerne, når jeg trækker mit vejr.
Jeg stopper op og fotograferer flere gange, og sidste gang skræmmer jeg tre rådyr neden for skrænten, men ikke mere end at de stopper op og kigger på mig, de løber aldrig væk.
I stedet for løber jeg videre, hilser god morgen til en cyklist, der skal hente sin morgenavis i kassen midt i området.
Kan du finde tre rådyr?
Det blev kun til 4 km i dag, men sikke en skøn måde at starte lørdagen på. Hvordan startede din lørdag? Håber at resten af din lørdag må blive god.
Istvan ligger i hundekurven og sover, den nyder, at det er aften og den må være i stuen hos os. Landmanden surfer rundt på sin iPad, jeg har fundet den bærbare frem og tjekker lidt af hvert. Fastelavnsboller hjembragt fra bageren er nydt. Jeg har gået en lang tur oppe ved sommerhuset, det var skønt at se på noget andet end gårdene på vejen derhjemme.
Vi har snakket med datteren på Skype, hun er i Frankrig og arbejde, og vi havde ikke hørt noget i to uger. Det arbejde hører I mere om en anden gang. Sønnen har lovet, at hans forældre må få lov til at snakke med ham i mobil i weekenden, nu har vi levet på få sms'er i to uger. Hønemor? Mig? Nej vel? Jeg vil bare gerne snakke med mine børn en gang om ugen, men det kan ikke altid lade sig gøre, og så må jeg jo sige som min mor, at intet nyt er godt nyt.
Vi lader roen falde over os, der er ikke flere pligter, der skal gøres i denne uge. Vi kunne nok sagtens finde nogle flere, men vi har besluttet os til ikke at lede, så nu holder vi weekend. Hyggeaftaler er spontant blevet arrangeret, så vi ikke skal være alene hele weekenden. Det tegner sig til at blive en rigtig friweekend.
Nogle gange, når jeg har udgivet et indlæg, kan jeg godt få en fornemmelse af, at det skulle jeg måske ikke have skrevet, eller det fik jeg vist ikke forklaret ordentligt. Det er svært, når jeg gerne vil beskrive min hverdag som sygeplejerske, for jeg er bundet af en tavshedspligt, som gør, at jeg selvfølgelig ikke kan gå i detaljer. Det må blive på et overordnet plan, at jeg beskriver min arbejdshverdag. Jeg startede denne blog for at kunne sætte fokus på livsglæden, for at lære mig selv at fokusere på det smukke i hverdagen, men også for at fortælle om hvordan det er at være sygeplejerske på et apopleksiafsnit. Ind imellem kan det være svært at finde ord til indlæg om det smukke, når man ikke føler sig specielt smuk indeni, men bloggen og blogland hjælper mig så alligevel til at holde fokus.
Jeg er stadig i dag glad for at være sygeplejerske, jeg elsker mit job, jeg elsker mit fag, og jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor det kollegiale samvær er meget i fokus. Det er dejligt, når man som jeg har været uddannet i 32 år (28. februar 1981). Jeg har arbejdet på to forskellige børneafdelinger i sammenlagt 6 år. Jeg har været ferievikar i hjemmesygeplejen i 5 måneder. Jeg har arbejdet på en hæmatologisk og en nefrologisk afdeling i sammenlagt 2½ år. De år er så dem, jeg husker mindst fra, det var de år, hvor jeg fik mine to børn med 16 måneders mellemrum, jeg havde vist ammehjerne, som mine unge kolleger kalder det. Herefter stoppede jeg med sygeplejen og tog 11 år som medarbejdende ægtefælle i kartoflerne . Ved årtusindeskiftet startede jeg som sygeplejerske igen. Først i den fælles neurologiske sengeafdeling og de sidste 4 år på det selvstændige apopleksiafsnit. Disse sidste 13 år har været forrygende. Først kom jeg på efteruddannelse, her spirede lysten til at vide mere, lysten til at være med til at højne sygeplejen. Så kom jeg på kurser for at kvalificere mig til jobbet som apopleksisygeplejerske, det der andre steder kaldes specialeansvarlig sygeplejerske. Et job som jeg deler sammen med en dejlig og dygtig kollega. Jeg fik mod på mere, søgte job som souschef og fik det ikke, et nederlag, jeg havde det svært med. Alle andre så mig som uddannelsesansvarlig sygeplejerske, så det job fik jeg som et vikariat. Jeg knoklede for at blive god til det job, sparetiderne gjorde så, at vikariatet ikke blev til en fast stilling. Men inden da var jeg blevet bevilget en diplomuddannelse, og den skulle jeg stadig have, var ledelsens beslutning. Det er jeg glad for, jeg er blevet inspireret og stimuleret gennem de fem moduler. Jeg er blevet udfordret, jeg har skullet lære at skrive akademiske opgaver, jeg har skullet lære at argumentere på akademisk vis, og jeg har prøvet at gå til eksamen, både skriftlig og mundtlig. Nu står jeg foran det afsluttende modul, om 2 måneder går jeg i gang. Jeg har store planer med den opgave, indimellem kan jeg få helt ondt i maven ved tanken om mit eget forventningspres. Indtil da vil jeg nyde, når jeg får dage i plejen. Jeg har haft meget fri, fordi jeg ikke er fuldtidsansat, så når jeg går på et fuldtidsstudie, hvor jeg kun får løn for 30 timer, skal jeg have kompensation i form af fridage bagefter.
Så selvom jeg skrev om skældud i går, havde jeg to gode dage, hvor jeg fik lov til at udfolde den side af sygeplejen, som handler om kommunikation og forebyggelse. Og jeg opnåede også, at en vred pårørende sendte mig et smil til sidst, der er håb for vores samarbejde til patientens bedste. Og når jeg skriver vores, så er det i første omgang mine kolleger, for jeg holder fri, igen.
Uanset om du holder fri eller ej, ønsker jeg dig en god weekend.
Når man føler sig presset. Når man ikke ved, hvad man skal gøre. Når livet i den grad slår knuder, og knudebundtet synes uløseligt. Når gulvtæppet rives væk under en. Når alt bare ikke er, som det skal være.
Så skal der måske ikke så meget til. Så kan en enkelt bemærkning eller handling udløse en voldsom vrede, og alt det der fylder indeni, kommer ud gennem vreden over de ord eller den handling.
Jeg kan rumme det, jeg skal rumme det, men der er dage, hvor det er nemmere end andre dage. Der er dage, hvor jeg synes, vi alle har knoklet for at få tingene til at fungere på trods af sygdom og andre benspændere, og hvor jeg gerne ville have undværet skældud, men sådan er livet jo ikke. De mennesker, som pludselige bliver syge, og deres pårørende er jo heller ikke blevet spurgt, om det passer dem at komme i den situation. Så jeg lytter og beklager og forsøger at rette op på det, som var årsag til vredesudbruddet. Sådan er det.
Til gengæld fik jeg en knuser af en patient i dag, da vedkommende skulle videre. Den knuser var til hele personalet, og jeg tog gerne mod.
Først en pandekage på tallerkenen, så en stribe jordbær/rabarbermarmelade. Så drysses med let hånd først hakkede valnødder, dernæst hakket chokolade m/appelsin henover. Lidt rosiner kommes ovenpå. Til sidst lægges en pandekage på som låg, det hele rulles sammen, og en himmerigsmundfuld kan skæres.
Velbekomme.
Nu føles dagen som en feriedag, vi sidder mætte i sofaerne i stuen, levende lys er tændt, strikketøjet og computeren skiftes til at være i mine hænder. Landmanden har snuppet sin iPad. Det er ham vel undt efter en lang dag ved sorterbordet. Og jeg nåede at komme ud og løbe, inden jeg bagte pandekager. Papirbunkerne løber ingen steder, så skulle det da være første gang i flere år, så de er der nok også, når jeg har fridage næste gang.
Og når jeg nu har givet indlægget en etikette med ferie, så får du lige et billede fra miniferien på motorcykel til Stockholm sidste år. Lige her kørte vi så ikke på motorcykel, men var på skærgårdssejlads. Det gad jeg godt igen, og nu har min svigerfamilie fået et lille nyt familiemedlem, en lille dansk-svensker, i Stockholm, så måske skulle vi en dag smutte op og besøge vores børns fætter og hans lille familie.
at måltider skal ligge, der hvor de ligger? Ingen, selvfølgelig. Det ved jeg jo godt, men ofte gør vi, som vi plejer, ikke blot når det gælder den mad vi spiser, men også de tidspunkter vi spiser på.
Jeg har mistet lysten til at lave aftensmad – fuldstændig! Jeg skal virkelig trække mig selv i de små hår for at tage mig sammen. Var jeg alene, levede jeg af skyr, A38, frugt, ost og rugbrød. Jeg kan tage kød op og så få decideret kvalme ved tanken om at tilberede det. Jeg kan købe lækre grøntsager og så miste lysten til mad ved blot at kigge på dem. I dag har jeg lyst til noget bestemt, det er ikke det mest sunde, men skidt pyt. Nu laver jeg pandekager til eftermiddagsteen, jeg har en færdigkøbt tomatsuppe i køleskabet og hjemmebagte boller i fryseren, det kan så blive tilbehøret til aftenteen. Så nu har jeg rent psykologisk sprunget over aftensmaden i dag ;-) Men lur mig, om ikke jeg mister lysten til at lave mad, når vi kommer længere hen på dagen.
Vasketøjet er snart elimineret. Strygebunken er væk. Julepynten er pakket i kasser. Nu gælder det papirbunkerne og det tøj, der skal lægges op/repareres. Strikketøjet bliver luftet i dag. Jeg fik lidt medvind i Wordfeud, for ellers plejer jeg at få gedigen bank af de fleste, jeg spiller med. Medvind satser jeg også på til dagens løbetur. Sådan får en feriedag hurtigt ben at gå på.
Så blev jeg færdig med Christian Jungersens bog: Du forsvinder. I perioder har jeg ikke gidet at læse i den, men nu skulle den læses færdig. Hvad synes jeg om den? Jeg ved det ikke. Den er letlæst, man får viden om hjerneskader og om pårørendes forhold, men som siderne blev vendt, følte jeg mere og mere, at det var som om, at al den viden om hjerneskader tog over, og at bogen mere blev et dokument på, hvor meget CJ vidste om hjerneskader.
Bogen tager en mængde relevante emner op. Hvornår kan man undskylde noget, fordi man er hjerneskadet? Hvad er hjerneskadet? Hvad vil det sige at være lykkelig? Bliver man som pårørende så optaget af at tilegne sig viden, så man mister sig selv og måske ikke ser den ramte som et menneske, men først og fremmest som en hjerneskade?
Denne bog ville jeg gerne have læst i en læsegruppe, for jeg tror, at så ville den have åbnet sig mere for mig. Har du læst bogen, og hvad syntes du om bogen?
PS. I linket er der en anmeldelse, og den er meget positiv. I anmeldelsen anbefaler man en anden bog, som jeg har læst. Den bog havde jeg det også svært med, men det var mere, fordi det gjorde så ondt inden i mig, når hovedpersonen/fortælleren i den grad overtrådte alle sociale grænser for opførelse. Begge bøger har således valgt den del af hjerneskader, som er rigtig svære, nemlig personlighedsændringerne, og det er godt. Og CJ har da også fået mange roser fra pårørende, fordi han får skrevet om disse svære emner.
Jeg er vist noget langsom, for det er først nu, at jeg kommer til at fundere over titlen på den skønne biograffilm jeg så, lige før 2012 blev til 2013. De urørlige er dem, der ikke kan røres, men kan også være dem, der ikke kan røre sig, altså bevæge sig. Igen er det et ord med dobbeltbetydning, man kan bevæge sig og man kan blive bevæget. Jeg blev bevæget, jeg blev rørt af filmen. Javist, den kører meget på humoren, men samtidig ser man også, hvordan den unge mand, Driss, fra kun at tænke på sig selv begynder at tænke på Philippe, som han hjælper. Han gør det ikke altid på den måde, alle vi sundhedsprofessionelle har lært, og netop det nyder Philippe. Her i huset griner vi stadig af ordene: ingen hænder, ingen chokolade eller scenen med den varme kaffe på benene.
I går tog vi min far med ud på en gåtur. Min far er dårligt gående nu, så han har fået en transportstol. Vi pakkede ham godt ind, og så var det, at landmanden lige skulle give min far en rask løbetur ned ad gangen, inspireret af filmen. Min far er ramt på rum-retningssansen og er indimellem meget apraktisk, så det at noget pludselig var med fart på, fik ham til at stivne, men så begyndte han at smile. Han kunne jo fornemme min mand lige bag sig, og at det var i en rar atmosfære. Da vi kom udenfor, frøs min far først, han skulle jo ikke bevæge sig, men efterhånden vænnede han sig til kulden, og fra mit professionelle ståsted fik min far alle sine sanser vakt, først ved en hurtig køretur, dernæst ved kontakten med kulden. Vi nød alle den korte tur ude i kulden, før vi igen var indenfor i varmen, hvor vi hørte musik, og min far spillede mundharmonika.
Det ser smukt og dejligt ud med det fine puddersne på gårdpladsen. Men tag ikke fejl, underneden gemmer der sig is, så jeg går forsigtigt ud på vejen, hvor jeg ved, at skoene kan få ved.
Løbeturen starter her, først går jeg hen til den næste række træer, og så løber jeg. I dag løb jeg midt på vejen, for der kan godt gemme sig små ispletter i lavningen på vejen. Musikken sættes i gang, ikke for højt, men sådan at den kan hjælpe mig, når det bliver sejt at løbe. I dag kan jeg godt mærke det solide morgenmåltid for et par timer siden, jeg har svært ved at finde en god rytme i vejrtrækningen.
Solen skinner dejligt og sneen forstærker lyset. Kulden bider dejligt i kinderne, og jeg koncentrerer mig om at blive ved med at løbe, jeg skal forbi svogers gård, før jeg må gå igen.
Det passer med, at jeg går ca 200 meter, mens jeg tager billeder af et par langhårede fyre, den ene virker lidt fornærmet, men jeg har ikke tid til at snakke. Lige før vendepunktet sætter jeg i løb igen. Det går ikke hurtigt, jeg løber de 5 km på 40 minutter, det er jeg tilfreds med, så længe det er vinter. Når foråret kommer, og løbene begynder at banke på døren, vil jeg gerne forbedre min tid, men ikke nu.
Normalt giver jeg mig selv lov til at gå 200 meter igen, når jeg er kommet forbi svogers gård igen, men i dag kommer der lige på det tidspunkt sange, som jeg havde glemt, jeg havde på min iPod, så jeg synger indeni mig selv, mens fødderne løber hele vejen hjem. Det er så første gang, at jeg har løbet 2½ km uden at gå lidt. Herligt.
Hjemme ved trappen strækker jeg ud, humøret har lige fået en tak opad, og jeg er klar til at tage på langtur ned til min far.
Jeg er gift med en landmand, en vendelbo, og ind imellem har jeg følt, som om alle mine fordomme om stivsindede landmænd og ikke mindst vendelboer har stået i kø for at blive bekræftet. Og samtidig har jeg ikke kunnet lade være med at grine og holde af den tværing, som ikke bare gør som andre, bare fordi at det skal man eller det bør man eller det gør man jo. Han er helt sin egen, og efterhånden har jeg lært, at han er en voksen mand og må selv stå til ansvar for sine valg, det er ikke mit ansvar. Jeg har alle dage haft et blødt punkt for mennesker, som ikke er som andre, måske fordi jeg selv er sådan en ganske almindelig kvinde, på kanten til det kedelige.
Her til morgen flækkede vi sammen af grin, da vi læste morgenavisen. Baggrunden er denne, og udtalelsen i vores avis (citeret frit efter hukommelsen): “Jeg kunne jo tage min kone med i fængsel og vi kunne selv lave mad. Når bare jeg er ude igen inden foråret, så jeg kan nå at så marken.”
Og så var det, at jeg tænkte, at jeg også ville have valgt at tage 10 dage i fængsel frem for at betale bøden. Det får landmanden nu ikke lov til, han har pengene til at betale og politiet vil ikke sætte en 89-årig mand i fængsel. Jeg kan godt se Arbejdstilsynets pointe i, at godt nok er det landmandens eget valg, men det bliver samfundet, som skal betale, hvis han kommer galt af sted. Og da han er registreret som selvstændig virksomhed, så er det lige godt, om det er ham selv eller en ansat, der foretager rensning af tagrender på hjemmelavede løsninger. Men hvad med alle de, der tager af sted på skitur uden at have forberedt deres krop på det? Hvor mange penge bruger samfundet ikke på at fragte dem hjem og behandle deres skader? Jeg er vist blevet smittet lidt af landmandens rebelskhed overfor love.
Min fridag i går blev konverteret til en aftenvagt, og søndagen skal bruges på et besøg hos min far. Godt der er to feriedage efter weekenden, så er der stadig håb forude for mine kedlige projekter.
Jeg er ikke en af dem, der elsker at indrette, flytte rundt og male. Så havde det stået til mig, ville møblerne stadig stå, som de gjorde for 20 år siden, og det ville også have været de samme møbler som for 30 år siden. Til gengæld har jeg en mand, som pludselig får en ide, og så skal vi ud og kigge på møbler osv. Han fik også en ide om at flytte rundt på møblementet i stuen. Jeg kunne ikke se det for mig, men jeg kender ham og ved, at det kan han. Så vi flyttede rundt, og nu bruger vi vores stue, også når vi bare er os to. Før sad vi altid i fjernsynsstuen, som også er der, den stationære computer står.
Netop nu sidder vi i hver vores sofa, der er ild i brændeovnen, landmanden sidder med sin iPad og jeg med min bærbare. Den hjemmebragte hotte suppe er spist ved sofabordet, der er te i kopperne, og det føles skønt, at vi begge er her. Normalt ser landmanden altid fjernsyn. Men i dag var han så træt, at sofaen og brændeovnens varme indbød til en lang lur.
Jeg nåede mit tandlægebesøg, jeg nåede 5km løbetur, jeg nåede at få styr på kontoropgaverne, men så er det vist også det. I morgen er der atter en dag. Jeg er optimist.
at læse engelske artikler. Det er slet ikke nemt at læse engelske fagartikler, som er skrevet af ikke-engelsksprogede. Ind imellem slår min engelske ordbog slet ikke til, nogle gange fordi man inden for forskerverdenen udvikler sit eget sprog, nogle gange fordi det, som man vil sige på sit eget sprog, bliver direkte oversat til engelsk, og så kan ordbogen og jeg ikke finde ud af det. Efterhånden bliver det dog lettere, og det er godt, for jeg skal starte på afsluttende diplom midt i april, og der kommer jeg til at læse rigeligt med artikler.
Lige nu holder jeg dog fri og ferie i fem dage. Jeg har ikke ønsker om decideret ferie i dette forår, der er jo kun 2½ måned til, at jeg skal læse igen, og efterslæbet fra sidste diplommodul gav mig en masse ekstra fridage, så min souschef har fået lov til at drysse feriedage ud over planen. Det er næsten som at få små julegaver, hver gang jeg tjekker en ny 4-ugersplan. Om jeg kommer til at holde fri alle fem dage, ved jeg ikke, for der er stadig sygdom på afsnittet, så denne weekend er det mig, der har sagt ja til at tage en enkelt aftenvagt, hvis der bliver brug for det. Og nej, jeg får ikke noget for at stå til rådighed, jeg kunne jo bare sige nej, men jeg ved selv, hvor rart det er at møde ind til en weekend og vide, at der er en, man kan ringe til, hvis den sygemeldte stadig er syg.
Tandlæge og praktiske gøremål får lov til at fylde hverdagen i dag. Jeg kan vist ikke ignorere mere, at alt mit julepynt er spredt ud over det ene værelse og venter på at blive puttet i kasser. Og på det andet værelse ligger et bjerg af strygetøj, kasser nede fra min fars hus, som skal finde plads her hos mig og så tonsvis af papirbunker, som skal finde vej ind i mapper, kasser eller i skraldespanden. Jeg kunne vist godt bruge en ryd-op-i-dit-rod ekspert. Hvem har sagt, at det er nemt at rydde op? Måske skulle jeg alligevel hellere læse en engelsksproget fagartikel? ;-)
man skal ikke sige noget, når man er træt og bare har længtes efter en stille eftermiddagsstund med varm te, hjemmebragte gulerodsboller og chokoladeboller sammen med sin mand. Og selvsamme så har arrangeret et møde, så han har ikke tid. Det er altså sjovere at dele en chokoladebolle med nogen end at spise den alene.
Så jeg lukker munden og siger ingenting, man skulle nødigt få prædikatet sur gammel kone.
For nogle år siden snakkede min søster og jeg om det at rejse i andre lande. Hun fortalte om en tur til Rom som ung, hvor hun for første gang havde oplevet mange tiggere. Det havde været ubehageligt, men det mest ubehagelige var det, hun opdagede hos sig selv. At i slutningen af ferien ænsede hun nærmest ikke sværmen af tiggere omkring sig, hun viftede med hænderne for at få dem til at gå væk, men uden at se dem eller på dem. Det føltes, som når man vifter fluer væk, sagde hun, og det blev hun ked af.
Nogle tror måske, at det hårdeste og sværeste på et apopleksiafsnit er mennesker, som er hårdt ramt og skal have hjælp til alt. Det kan også være både fysisk og psykisk hårdt, men noget af det, som jeg synes er hårdt, er når jeg mærker en uønsket indre reaktion på et andet menneskes adfærd. Heldigvis er jeg så fagprofessionel, at jeg godt kan håndtere kontakten på en ordentlig måde, og så må jeg læsse af bagefter. Vi bruger hinanden meget i sådanne situationer, vi aflaster hinanden, vi snakker om, hvordan vi fagligt skal håndtere situationen og hvordan vi fagligt skal møde det menneske, men let bliver det aldrig. Når nogen fortæller om “skrankepaver”, så tænker jeg tit på, om vi kunne ende lige sådan, hvis ikke vi talte om oplevelserne. Hvis man tilstrækkelig mange gange lukker af for sin indre stemme for, hvordan man møder andre mennesker. Hvis man for at beskytte sig selv rent arbejdsmæssigt eller personligt vælger at se andre mennesker som “irriterende fluer”. Hvis man aldrig får lov til at sætte ord på disse følelser, eller at andre tør sætte ord på dem, så man erkender dem, så bliver man måske et umenneskelig menneske. Måske?
Advarsel, det her indlæg er ikke et dybsindigt indlæg, men jeg har tænkt meget over det :-)
Jeg har to salt/peberbøsser. Det ene er mit julesæt, det er to nissepingviner, den ene lidt større end den anden. Den store har tre huller, den lille to huller i nissehuen. Det andet sæt bruger jeg så resten af året, det er to trivelige får, de er lige store, den ene er hvid med lysegrønne pletter og har to huller i ryggen, den anden er lysegrøn med gule prikker og har tre huller i ryggen.
Så var det, at en julegæst tog fejl, vedkommende fik peber, hvor han ønskede salt. Hvorfor? For mig var det logisk, som jeg havde puttet salt og peber i (ellers havde jeg nok ikke gjort det sådan). På mit arbejde har vi salt og peber i små portionsbreve, røde og blå. Jeg tager konsekvent fejl, hvis jeg kun skal hente salt.
For mig er salt kvinden, peber manden.
For mig er kvinden de lyse farver, manden de mørke farver.
For mig er manden lidt højere end kvinden.
Så derfor skal der selvfølgelig peber i den høje pingvin, selvom jeg godt ved, at det er den, der giver mest, da den har tre huller.
Så derfor skal der salt i det hvide får med grønne prikker, selv om jeg godt ved, at to huller giver mindre.
Så derfor skal der være salt i de røde portionsbreve og ikke som det er nu i de blå. Rødt er kvinden, blåt er manden.
Og derfor hælder jeg konsekvent kaffe op, selv om jeg vil have te, når jeg er på diplomuddannelse, fordi de har kaffe i de røde termokander og te i de blå. Jeg synes ellers, mit system er nemt, men jeg er åbenbart ene om det ;-)
Og nej jeg har ikke byttet om på salt og peber herhjemme, der skal da være et sted, hvor jeg kan finde ud af det.
"Store filosofiske" tanker på en træt tirsdag, men nu har min souschef og jeg også aftalt, at jeg fremover skal have to fridage efter aftenvagt. Jeg er blevet for gammel til at nøjes med 4 timers søvn før en dagvagt, bare fordi jeg ikke kan vende døgnrytme på ét døgn.
Det er sket et par gange den senere tid. Og hver gang har jeg måttet stoppe op og tænke over det. Første gang var, da jeg læste en artikel i et dameblad, hvor mænd skulle fortælle, hvad de holdt af ved kvinder og give et godt råd til kvinder. Jeg læste om en tv-værts meninger og pludselig tænkte jeg, hvor gammel er han egentlig? Op og læse i faktaboksen – 26 år! Og kæresten 22 år. Jamen det er jo nærmest børn, hvad i alverden kan de lære mig? De er jo yngre end mine børn. Senere læste jeg om en ung sanger, som var glad for at hun var ældre og mere erfaren, før hun hittede. Hun var 28 år, et år ældre end min datter. Igen det lidt bedrevidende smil fra den gamle sygeplejerske. Erfaren? HA.
Og så stoppede jeg altså op og talte dunder til mig selv. Jeg kan godt huske, hvordan jeg så mig selv, nyuddannet sygeplejerske, 24 år gammel og netop startet på børneafdelingen. Ingen forældre skulle komme med en attitude om, at måske nogle ældre sygeplejersker vidste bedre. Jeg havde gode kolleger at støtte mig til og havde fået en god uddannelse, og jeg var lærevillig og læste rigtig mange bøger og artikler. Faktisk oplevede jeg ikke forældre med den attitude, det har nogle af mine unge kolleger til gengæld oplevet med nogle af de gamle mennesker, vi har på vores afdeling.
Når nu jeg synes, at jeg bliver beriget af at snakke og arbejde sammen med mine børn og de af mine kolleger, som er midt i tyverne. Hvorfor er det så, at jeg sidder som en gammel mimrefrøken, når jeg læser om holdninger og meninger af voksne mennesker midt i tyverne, og ryster på hovedet? Ja vi lærer heldigvis hele livet. Ja, vi får erfaringer, som gør, at holdninger og meninger ændres. Men vi kan også nemt komme til at køre i samme rille, og så er det godt at høre andres meninger, om de så er ældre eller yngre er ikke det afgørende. Så det vil jeg huske på, næste gang jeg læser et interview med unge mennesker!
Dagen vil slet ikke få øjne i dag, hjernen kan ikke finde det rette gear. Det er, som om omgivelserne understøtter denne søvnige tilstand, det minimum af lys, der er udenfor, når ikke rigtigt ind i stuen. Varmen fra brændeovnen virker kun, hvis jeg kryber sammen i sofaen. Serotonin er vist også sløv, humøret er i hvert fald i bund. Men jeg kender det jo, sådan er det, når mandagen følger en arbejdsweekend. Denne gang blev det så kun til én aftenvagt, det blev en travl en af slagsen, jeg nød dog at være sammen med kollegerne, men hold op som jeg føler mig rusten. Det er over 14 dage siden, at jeg sidst har været med i plejen, og mange små ting gør, at mit tempo sløves. Mine fingre og hjernen har endnu ikke dannet motorveje, når det gælder elektronisk dokumentation, så det går langsomt. For hjernebarken må hele tiden ind og tænke over, hvordan var det nu lige, at det her skulle dokumenteres. Det bliver godt, når det bliver automatiseret , så hjernebarken kan bruge sin kapacitet på at tænke over de observationer, jeg gør og de handlinger, der skal til. Det gør den skam også nu, men det trætter hele tiden at skulle tænke over, hvor var det nu lige jeg skulle dokumentere det her og det her? Det nytter jo ikke noget, at jeg bare hopper over, hvor gærdet er lavest, for så kan mine kolleger ikke finde dokumentationen og skal bruge tid på det.
Faktisk er jeg ikke meget i plejen i februar, der er andre opgaver, der skal arbejdes med, men jeg må og skal finde tid til at få denne dokumentation ind under huden. Egentlig er det jo ikke ind under huden, at det skal. Alt foregår i samarbejde med den fantastiske hjerne, som du og jeg er forsynet med. Så pas godt på den. I dag har min hjerne svært ved at fokusere, koncentrere og holde opmærksomheden, så det betyder, at alle ord sender mig ud på mange forskellige rejser. F.eks. udløste ordene pas på din hjerne en vej hen til den viden jeg har fra en hjertesygeplejerske. Nemlig at rigtig mange af de mennesker, som får en blodprop i hjertet, og som er rygere, holder op med at ryge efter en blodprop i hjertet. Det samme gør sig ikke gældende for mennesker, som har haft en blodprop/blødning i hjernen. Heller ikke for de mennesker, hvor symptomerne forsvandt indenfor 24 timer, og som derfor får diagnosen TCI eller TIA, som det skal kaldes nu, altså en forbipasserende blodprop. Hvori består forskellen?
Man kan dø af en blodprop i hjertet? Ja det er rigtigt. Det er også rigtigt, at de fleste ikke dør af en blodprop i hjernen, men en del får svære handicap, og nogle af dem, som ikke har fysiske handicap kommer måske til at have kognitive og følelsesmæssige handicap, så som træthed, depression, hukommelsesproblemer, koncentrationsproblemer, opmærksomhedsproblemer etc. Det kan også invalidere ens hverdag. Men det er åbenbart ikke så skræmmende eller skal vi sige så motiverende som tanken om døden?
Min hjerne trænger til anden aktivitet end at sidde her. Der skal frisk luft til, og så skal jeg have genlæst kapitlerne til aftenens læsegruppe. Jeg glæder mig til at komme ud. Jeg glæder mig til at snakke med andre. Jeg glæder mig til at vække min hjerne. God mandag til dig.
