En bog værd at læse

Da jeg hørte Ina Kjøgx Pedersen i podcasten Brinkmanns briks Er du den du husker, besluttede jeg mig for, at hendes bog måtte jeg læse.

Ina KP er forfatter, journalist og antropolog. Hendes mor får konstateret Lewy Body demenssygdommen, og sammen udforsker  og udfordrer de to demenssygdommen. Egentlig læste jeg den alt for hurtigt, men jeg skal aflevere den i morgen, og har ikke haft tid til at læse den før nu. Jeg holder så fast i, at selv om jeg måske ikke kan gengive i detaljer eller at noget er glippet for mig, så har oplevelsen og de aha-øjeblikke, jeg har haft undervejs, været rigtig god og givende.

Det jeg bed mærke i, da jeg lyttede til podcasten, var at Ina KP ikke mener, at det at man ikke kan erindre mere hvem man er, er ensbetydende med at man så mister sin personlighed.  Det talte lige ind i mit hjerte og den opfattelse jeg har haft af min fars forløb med virkningerne af Alzheimer sygdommen. Samtidig beskriver hun også i bogen det problematiske i, at alle taler dommedagstale om demenssygdomme. Vi står overfor en tsunami, vi skal bekæmpe. Man mister sine kære til en rædselsfuld sygdom osv. Det taler også til mit hjerte. Jeg har ikke kunnet følge de pårørende, som har beskrevet, hvordan de har mistet deres mor/far til sygdommen og hvor forfærdeligt det var. Det er IKKE det samme som at jeg ikke anerkender det, de føler. Jeg har bare ikke følt det således.

Jeg er helt med på at for det menneske, som rammes af sygdomme med demenssymptomer, er det/kan det være rædselsfuldt at miste kontrol over mange ting, men samtidig mener Ina KP, at hvis man er opmærksom og går med i det nu, der er lige nu, så vil både den, der har sygdommen og deres kære måske opleve, at livet er anderledes men kan rumme lige så megen glæde, blot på en anden måde.

Min far gav så megen glæde og omsorg tilbage, selv da han ikke kunne tale mere og var fuldstændig afhængig af andres hjælp. Men han var også omgivet af mennesker, som ønskede at forstå ham, der hvor han var. Som behandlede ham som et voksent menneske med et levet liv med alle de kompetencer, det havde givet ham. Min far gik ind i musikkens verden, da han ikke kunne tale vores sprog mere, og det var den verden, som plejepersonalet brugte, når de skulle hjælpe ham. De har sunget, danset og grinet sig gennem mange situationer.

Det problematiske er, at vores system generelt ikke er gearet til dette, der er dog ved at ske meget rundt omkring på plejehjem og i hjemmeplejen. Vi var heldige med det plejehjem, vi valgte til vores far, de var allerede godt i gang. Ina Kp fortæller om forskere, som arbejder med personalet og lærer dem at være nysgerrige på, hvorfor et menneske handler som det gør, f.eks er meget udadreagerende. Og forskeren kalder det udfordrende adfærd frem for udadreagerende. Dermed bliver det et fælles anliggende, for vi omkring mennesket med demens kan med vores adfærd og reaktion være med til at fremme eller modvirke adfærden. I bogen fortælles om en vagabond, som er meget voldsom og råber højt af alle og vil bare ud. Forskeren, som er på besøg siger, bare vi dog kunne vælte en mur ned i hans værelse, så han kunne gå ud i den indhegnede have uden at skulle forbi alt og alle. Lederen af plejehjemmet besluttede sig til, at de penge skulle findes, og dermed ændrede personen sig. Og ja det kostede penge, men samtidig undgik personalet at blive udsat for en agressiv adfærd, vagabonden undgik det kropslige ubehag, som udbruddene måtte udløse og de andre beboere undgik det samme.

Ina KP skriver gribende om, hvor svært det er at være pårørende i et system, som hele tiden holder sig til, at de ikke må tale med hende uden at have tilsagn fra hendes mor, og hvordan systemet ikke taler sammen og ikke inddrager hende som en samarbejdspartner. Vi havde heldigvis den oplevelse af at vi var sammen om opgaven, både de fire år, min far boede hjemme efter min mor døde og de fire år, han boede på plejehjem. Men jeg kan sagtens følge hende i, at man skal være på og være opmærksom på alt. Vi var heldigvis fem søskende, som kunne løfte i flok, hun var alene, havde nok sine voksne børn og sin mand, men de boede i København og moderen boede på Fanø.

Jeg tog med mig et udsagn, som demenssygeplejersken sagde: det kan godt være at din far ikke kan huske hvad I har lavet, men hans krop husker det. Så derfor fyld på med gode oplevelser.

Ina KP fortæller også om, hvordan hun langsomt lærer ikke at korrigere hendes mors syner og antagelser. I stedet for prøver hun at forstå hendes mors færden mellem parallelle verdener, hvor Inas afdøde far og de to brødre, som døde 9 mdr gamle dukker op med jævne mellemrum. Det samme erfarede vi også. Og jeg genkendte det med at lære at spejle min fars tale og følelser. Jeg har dog ikke prøvet at spejle gentagne handlinger, som der beskrives i bogen. Ved at søge på min blog fandt jeg et indlæg om, hvordan jeg brugte det, der kaldes terapeutisk kommunikation. Og ved I hvad, jeg bliver helt rørt af at læse det, og jeg genkalder mig de smukke situationer, det medførte.

Der er så meget, jeg gerne ville formidle i den bog, og jeg gad også godt at min ældste lillesøster læste bogen, for så kunne vi lave vores egen lille læsekreds om den bog. Den er så godt skrevet, og Ina KP veksler fint mellem at være datteren og antropologen. Det er spændende at læse om hendes interview med blandt andet børn af den tidligere biskop Jan Lindhardt og sønnen til Vibeke Klint (han syntes faktisk han havde fået sin mor fra barndommen tilbage).

Jeg kan varmt anbefale denne bog. Den hedder Drengen, der blev væk af Ina Kjøgx Pedersen.

Verrückt, fou, gek eller vanvittig?

Så fik du lige et kursus i tysk, fransk og hollandsk. Vi har nok været lidt skøre, vanvittige er vi dog ikke ( i hvert fald hvis vi selv skal bedømme det).

Problem: vi ville gerne på motorcykelferie, men kunne kun få hundene passet fra fredag kl 9 til næste fredag kl 16. Det er lige lidt nok, når man gerne vil ned i Europa.

Vi blev dog enige om at gøre det, Ardennerne i Belgien var målet, og jeg gik på jagt efter et bed and breakfast. Jeg havde lyst til at prøve noget andet end hotelværelser. Da vi kom ind i ugen, hvor vi skulle af sted fredag, havde vi endnu ikke lagt nogle ruter, vi havde ikke fået suppleret med tøj (det er en fast tradition, for ingen af os orker at shoppe uden anledning). Derudover viste det sig, at kartoflerne ikke var klar til at få hjælp til at beskytte sig mod skimmelsvampen før fredag. Ergo måtte vi udskyde turen til lørdag. Det fundne B&B havde ikke plads til os lørdag, men først søndag. Vi syntes, stedet lød så hyggeligt, så vi lavede ny plan om at køre tæt på byen, finde overnatning og så aflevere bagagen søndag morgen ved B&B og derefter køre på tur i Ardennerne.

Jeg fik købt bog om Belgien, jeg fandt hjemmesider om gode motorcykelruter, landmanden fandt andre sider om slaget ved Ardennerne december 1944, jeg tog mig sammen og besøgte ti butikker (en af dem to gange, fordi jeg glemte noget), fik købt t-shirts og undertøj til landmanden samt t-shirts, bukser og kjole til mig selv plus alt det andet vi manglede til turen.

Der var travlt i hjemmet, men fredag aften var alt vasket og jeg fik pakket det hele ned i de små sidetasker, den store taske til topboks, den gule taske til at sætte ovenpå topboksen og tanktasken. Madpakkerne var smurt, alt var klar til afgang. Da vi ikke skulle hele vejen ned til La Roche-en-Ardennes på en dag, valgte vi at tage den med ro og få en ordentlig nats søvn. Vi hoppede på motorcyklen kl. 8.30 sidste lørdag.

LØRDAG I UGE 27 - ved I hvilken dag det er ? Store rejsedag for nærmest alle! Kombiner det med utallige steder  med vejarbejde og silende regn hele dagen, så har du vores første feriedag. Vi var kolde og forfrosne, så i stedet for at hygge os på rastepladser med sol på næsen og madpakken hjemmefra, stod vi indenfor og drak te/varm kakao og spiste lun mad. Det værste sted for vejarbejde er ved Elb-tunnellen. Vi brugte 2½ time på at komme fra grænsen og gennem tunnellen. Landmandens hænder var godt forkrampede af hele tiden at holde koblingen og balancen på den store maskine, der var godt læsset med en landmandskone og bagage.

Vi indså ret hurtigt, at vi aldrig ville nå til Belgien den dag, så da klokken nærmede sig 19, begyndte vi at lede efter et logi for natten. Enten svarede hotellerne ikke eller også havde de alt optaget. Et sagde dog, at vi komme hen til dem, så ville de ringe rundt. Det ringen rundt begrænsede sig dog til et sted, hvor der også var optaget.

I samme by havde vi set noget i udkanten, der lignede et hotel, hvor der stod Zimmer frei. Vi kørte derhen, men det var ikke hotel mere. Hvad det lige var, fandt vi aldrig ud af. Værelser til udenlandske arbejdere? Mens vi stod der, godt forkomne , trætte og våde, kom en mand hen og spurgte, hvad vi ledte efter. Da vi havde fortalt historien, spurgte han, om vi havde hørt på Die Drei Kronen? Det vidste vi ikke, for den unge pige havde blot ringet et andet sted og sagt at alt var optaget. Han bad os vente, og kort efter kom han og hans hustru tilbage, de havde reserveret et dobbeltværelse til os på Die Drei Kronen og nu ville de køre i forvejen. Vi mente nu godt, at GPSen kunne lede os på vej, men de var hoppet i bilen, så vi satte efter dem. Tilbage til Tecklenburg, ind gennem små gader og kort efter stod vi ved Die Drei Kronen. Vi takkede så inderligt og priste os lykkelige for, at mennesker gider at gå det ekstra skridt for andre mennesker.

Resten af fortælling må du vente med til en anden dag, jeg skal først have billederne fra kameraet overført. Derudover er jeg fuldstændig og aldeles træt. Vi valgte i går at lave om på planen, tog derfor turen fra La Roche-en-Ardennes til Vildmosen (1131 km) på 13½ time med fem pitstop. Motorcyklen blev parkeret klokken 22 i går aftes, alt blev båret ind og så faldt vi omkuld med hver sin skærm at kigge på. I dag vasker jeg tøj, rydder op, handler ind og luger ukrudt. Landmanden har hentet hundene og skal tilbringe resten af dagen/aften i markerne sammen med kartoflerne, og vi skal have nyopgravede kartofler til aftensmad, de første af slagsen, det er altid en ganske særlig dag.

Vi har nydt vores tur, vi gider godt komme til Belgien igen. Ardennerne var hele turen derned og hjem igen værd. Vi er dog også enige om, at vi skal have fundet en anden måde at holde ferie på, som tilgodeser trangen til motorcykelkørsel i bjerge og en mere skånsom måde at komme dertil på, når vi nu ofte kun har 8 -9 dage, i år altså kun seks dage. På de seks dage kørte vi lidt over 3000 km.
Måske er vi lidt vanvittige, måske tror vi bare, at vi er yngre, end vi er. Vi har dog haft en skøn tur og det er det vigtigste.

Tiden er mere værd end penge

Argumentet for overskriftens påstand leverer Morten Albæk i sin bog Ét liv, én tid, ét menneske på følgende måde. En forsker har undersøgt om livstilfredshed kan købes for penge. Det forskeren fandt var, at det at bruge penge på tidsbesparende ydelser, såsom rengøringshjælp eller havehjælp, omsattes til langt højere livstilfredshed end det at bruge penge på materielle goder. Det kan jeg godt genkende. Det siger mig ikke noget at købe ting, tøj eller indbo, hvorimod jeg glæder mig hver torsdag over at jeg har hyret et rengøringsselskab.

På mange måder har jeg tid nok, vi har ikke en stor omgangskreds, hvor man mødes tit. Vores familier ser vi, men ikke tit og meget sjældent på hverdage. Vores børn bor langt væk, så tid med dem er ikke noget, der fylder meget i kalenderen. Arbejdet og gården er der, hvor vi bruger tid. Men alligevel har jeg tid, hvor jeg læser, ser fjernsyn, surfer på nettet. Jeg kan dog godt føle, at det er spild af min tid, for jeg har jo kun dette liv og en vis mængde tid at gøre med. Tiden kommer ikke tilbage.

Når jeg arbejder som sygeplejerske, føler jeg, at jeg bruger min tid med noget, der giver mening. Når jeg laver regnskab for gården, føler jeg det samme. Når jeg smører madpakker til folkeholdet, føler jeg mig som en del af et team, som får gårdens cyklus til at fungere. Når jeg ikke laver noget af det, kan jeg godt føle, jeg spilder min tid, at jeg ikke dur, og måske handler det om, at meget af min identitet er koblet sammen med det at være sygeplejerske og landmandskone. Tidligere var jeg også meget mor; der er dem, der mener, at jeg stadig er meget mor (også for meget mor for alle, ikke bare for mine børn)

landmandens mad i løbet af dagen.

Men her i min sofa, hvor jeg træt (fordi nattesøvnen stoppede efter 5 gode timers søvn, og jeg åbenbart skal have syv for at føle mig nogenlunde udhvilet) kigger ud på de havemøbler, som jeg gerne vil give olie i dag, så tror jeg faktisk, at den sofatid er godt givet ud. Indimellem er det for meget, så er den en flugt fra dumme tanker eller problemstillinger, jeg ikke gider tumle med. Der øver jeg mig i at rejse mig og så gøre noget. Måske skulle jeg øve mig i ikke at gøre noget og blot tænke.

Så gik dagen og nu sidder jeg igen i sofaen, jeg har hygget mig med at se amatørkeramikere dyste mod hinanden, og jeg plejer en tå, som er hævet og gør ondt. Indimellem har jeg det med at komme lidt for hurtigt omkring ting/hjørner. Min tå ramte så en dør, døren tog ikke skade, men min tå gjorde.  Jeg nåede ikke alle havemøblerne, for jeg kunne se, da jeg havde olieret de første to stole, at jeg skulle have fat i en anden farve (og de stole er så TRÆLSE at male!). Bordene fik dog olie og blev fine. Det bliver så ikke i morgen, at stolene bliver færdige, for der står den på dagsregn hele dagen.

I går fik jeg gået en skøn tur, i aften tror jeg, at tåen skal have ro. Måske når jeg en regnvejrstur i morgen. Vi får se.

Sommer, stiv kuling, og supplerende varmekilde

Hele juni har der vel været varmere på Sjælland og øerne end her i Nordjylland. Vi har heldigvis aldrig været i nærheden af de 30 grader. I søndags var temperaturforskellen dog markant også hos os i løbet af få timer.

Landmanden og jeg byggede hundehus ved sommerhuset både lørdag og søndag Vi brokkede os højlydt over et firma, som havde splittet alle dele ned i endnu mindre dele for at gøre fragtkassen mindre. Det betød, at alt skulle samles igen, og de var ikke så gode som IKEA til at gøre det logisk forståeligt hverken på tegning eller i fremgangsmåde. Havde jeg ikke haft en tidligere håndværkere ved min side, så havde det set skidt ud. Der stod ikke noget om, at huset skulle stå på noget for at fungere, så landmanden måtte i tømmerhandel efter træ. Da der blæste kraftigt, skulle vi have været mindst seks mand for at stille det op i den rækkefølge, firmaet ønskede, ellers var aluminiumsstolperne knækket, før der stod et hus. Vi måtte tage stole og en anderledes fremgangsmåde i brug.

Søndag var der varmt klokken 11, vi tapdryppede af sved og havde væske og håndklæder tæt på os, det er svært at skrue noget sammen, når ens syn er blændet af salte sveddråber. Ved 14 tiden skiftede det, så jeg endte med at måtte tage en tyk trøje på, og alligevel var jeg gennemkold, da vi holdt klokken halv otte om aftenen. Men der stod et hundehus og slutresultatet blev godt.

Undervejs diskuterede vi, som vi altid gør. jeg læser brugsansvisninger, det gør landmanden ikke. Indimellem fik jeg ret, indimellem fik han ret, heldigvis kunne vi også grine af det. På et tidspunkt sagde jeg, shh vi er ikke hjemme, alle naboerne kan høre os. Da havde vi været meget uenige om en lille detalje. Vi er bare forskellige i vores tankegange og ret utålmodige med den andens evne til at forstå vores tankegang. Men vi er et godt makkerpar og er ret effektive, når vi arbejder sammen.

I går fik jeg malet terrasser. I dag skal jeg male havemøbler, de skal dog først vaskes ned og så tørre. Hvorfor siger jeg det og ikke bare, at de skal vaskes? Måske fordi de skal vaskes for at få alger og skidt fjernet, så jeg skal vaske ned til træet? Bagefter skal jeg ordne kontorarbejde, for til sidst at male møbler. Lige nu er det dog mere fristende at sidde her i stuen med udsigt til havemøblerne, jeg har et tæppe over mig og jeg har tændt op i pejsen, for udenfor rusker vinden kraftigt i alting. Lydbilledet herinde præges af vindens konstante og insisterende påmindelse om sig selv.

Jeg var til fysioterapeut i går, det er som altid tiltrængt og samtidig hyggeligt. Vi får snakket om mange ting. Blandt andet havde hun for lang tid siden nævnt Morten Albæks bog Et liv, en tid, et menneske. Og nu læser jeg om bogen rundt omkring og hører folk snakke om bogen, så jeg kunne fortælle hende forrige gang, at hun måtte have været first movers. I går havde hun bogen med til mig, fordi der er lang venteliste på biblioteket. Jeg glæder mig til at komme i gang med den. jeg snuste lidt til den i går og er optaget af hans tankegang om, at vi ikke skal dele vores liv op i arbejdsliv-fritidsliv-familieliv. Vi har et liv og det skal give mening, det vi fylder i det.

En kop te mere, et tryk på udgiv, måske et par linjer i bogen, men så vil jeg gå i gang med gøremål, som jeg vil huske at nyde undervejs. For det at kunne klare de ting, jeg gerne vil have gjort, er en gave. Jeg tager det som en selvfølge, men er jo på en arbejdsplads hvor jeg hver dag bliver mindet om, at fordi livet i dag er som det er,  er det ikke en selvfølge, at det også er sådan i morgen.

Lige nøjagtig her hvor jeg sidder i min sommerhussofa, sad min mor for 11 år siden en marts måned. Hun nød udsigten, hun havde netop sagt om morgenen, efter hun havde taget brusebad, åh hvor er jeg dog taknemlig for at jeg selv kan klare dette. Om eftermiddagen begyndte hun at blive syg. 3 uger senere døde hun af den kræftsygdom, som hun fik otte år forinden. I går kunne hun være blevet 85 år og jeg sendte min seje, dejlige mor en kærlig tanke. Hun og min far tog livet på sig i den skikkelse, den nu måtte byde sig til, så det smukke i hverdagen, søgte gode oplevelser og samvær med andre.

Det er da et godt udgangspunkt for en blæsende sommerfridag. Må du møde mennesker, som gør dig glad og ikke mindst som du gør glad. Ha en god tirsdag.

Ny forfatter , nye bøger

I min søgen på bøger stødte jeg på Elisabeth Noble, en engelsk forfatter. Hvordan jeg fandt hende står i det uvisse, var det en anden blogger, der skrev om en bog af hendes? Var det via søgeord som noget a la Maeve Binchy eller Rosamunde Pilcher? Uagtet måden så downloadede jeg først en lydbog; Til mine døtre, fra E-reolen og bagefter lånte jeg Læsekredsen på biblioteket.

Jeg har aldrig haft behov for at eje bøger, jeg har en masse bøger, fordi jeg har været så heldig at få bøger i gaver. Og dem er jeg rigtig glade for, for de minder mig om giveren. Men ellers blev jeg opdraget til at låne bøger på biblioteket, og jeg elskede den mulighed. Jeg elskede og elsker at gå rundt i biblioteket og lade titler tale til mig, gøre mig nysgerrig og læse lidt på en bagside eller to. Gudskelov bliver biblioteksbøger ikke indbundet mere, så man ikke kan læse bagsiden. Der er ikke meget farvekoordineret over en bibliotekshylde i dag.

Meget sigende for mig blev jeg færdig med den fysiske bog først, Læsekredsen. En rigtig god bog, som følger en læsekreds på fem kvinder med hver deres liv, problemer og glæder over et år. Bogen er delt op i måneder, og hver måned starter med månedens bogs bagsidefortælling om bogen og så kort om kredsens diskussioner om bogen. Derefter breder kapitlet sig ud og uddyber de enkeltes kvinders liv, og indimellem får man en forståelse af, hvorfor en bog frastøder eller vækker glæde hos de enkelte. For vi læser jo med vores liv og vores forståelse af vores liv og handlinger som referenceramme.

Lydbogen har været med i bilen, men så glemte jeg koblingsstikket mellem mobil og kablet i bilen. Så kunne jeg ikke koncentre mig. De sidste dage har jeg maratonlyttet, mens jeg har luget have, mens jeg har lagt tøj sammen, mens jeg har støvsuget og tørret støv af, mens jeg har slappet af i sofaen. Og i dag lod jeg dagen starte med, at mobilen fortalte mig god morgen historie, mens jeg vågnede langsomt, og mens jeg gjorde mig klar til dagens sommerhusarbejde. Til mine døtre er en skøn bog med fokus på fire døtre fra 16 til 39 år, de tre ældstes stedfar og den yngstes far, deres mænd og kærester og ikke mindst deres mors dagbogsnoter og breve til dem. For moderens død er rammen om fortælling, som strækker sig over det første år efter hendes død. Moderen får kræft og dør 60 år gammel, hun efterlader sig dagbogen til sine døtre og breve til dem alle. Og sorgen får dem vidt forskellige steder hen, de træffer dumme valg, de skændes, de bliver vrede på deres mor og på hinanden, men i sidste ende finder de ud af, at en familie er en familie på godt og ondt, som kan hjælpe hinanden til at finde livet igen.

At kunne have overskud til at skrive personlige breve til hver enkelt og tænke frem midt i en dødsproces er smukt. Det minder mig om filmen Stepmom, hvor moderen syr de personlige hilsener ind i henholdsvis et tæppe og en kappe til sine børn og finder styrke til at samle sin eksmand, hans kæreste og sine børn om sig i en familie, der kæmper, men som står sammen.

Ja, jeg er en sentimental kvinde, men også realist. Så nej, det går jo ikke altid sådan som bøgerne skriver, men håbet om at det kunne gå som bøgerne fortæller, vil jeg have lov til at have. God søndag til dig.

Sten fra mine forældres sommerhus, og som min yngste søster malede for 35 år siden (mindst)

Vandret blogging og noget om alder

Min mobil og jeg er ikke gode venner, når det gælder at skrive blogindlæg. Men jeg øver mig, også med at skrive med to fingre. Så lige nu ligger jeg ned og skriver indlæg.*

Jeg har fri i flere dage og jeg trænger til det. Jeg kan klare det samme, men jeg er mere træt bagefter. Det kunne min søster og jeg som begge er 60+ hurtigt blive enige om, da vi talte sammen i går. Vi har fået en hyggelig tradition, som egentlig startede, fordi jeg netop var så træt, når jeg kørte hjem og havde brug for nogen at snakke med (bare rolig, begge hænder er på rattet og øjnene på vejen) Det sker 1 gang om ugen, når jeg kører hjem. Min søster får tidligere fri i slutningen af ugen, så hun er nået hjem, når jeg når ud til min bil og får startet den lange tur gennem byen med kø und alles. De andre dage får jeg energi fra min termokande med te og min lille æske med mandler. Nogle gange flotter jeg mig og køber 10 gram mørk chokolade i sygehusets cafe. Og er trætheden helt gal, køber jeg vand, banan og en lille bitte Ritter Sport med mørk chokolade og marcipan. Skulle jeg følge min indre barnesmag, så købte jeg mælkechokolade, men det smager af mere. Jeg bryder mig ikke om mørk chokolade, men 10 gram slukker sukkertrangen og mætter faktisk også sammen med mandlerne. Så jeg har lært at holde af den mørke chokolade, men helst med orange smag.

Pause på en lang arbejdsdag, skulle undervise patienter og pårørende

I går havde endnu en af mine unge kolleger købt hus. Hun var stjerneglad, hun fortalte og i fortællingen indgik, at sælgeren var en ældre dame på 65 år. Hvorefter hun stoppede op og så helt forkert ud og sagde undskyld til min tidligere leder og mig. Vi skreg bare af grin og sagde, hun havde ret, vi er jo ældre damer, men vi er ikke affældige.

Jeg er vel på vej til at blive en af de grå hjelme med solid aftegning af, hvor underbukserne sidder, som Majse Njor beskriver os.

Til gengæld har vi fået en ung regering. Det er dog tankevækkende at se på deres uddannelsesniveau. Ud af hele flokken er der kun tre, der ikke har en længere videreuddannelse fra universitetet. De er nærmest gået direkte fra studierne ind i politik. Og det gælder også for mange af de unge fra de andre partier. Der er ikke mange af os med uddannelser, hvor vi har arbejdet, siden vi var 20, for slet ikke at tale om dem, der har håndværks eller landmandsuddannelse (eller noget lignende), som startede arbejdslivet, da de gik ud af folkeskolen. Gad vide, om det gør noget i forhold til den måde, man ser os andre og Danmark på?

Skal jeg holde mit løfte og tage trappen

Nok om det, det er ikke min alder, der gør, at jeg sidder her ved en computer, når jeg i stedet for burde være ude og luge bede. Det er ganske enkelt fordi fridage for mig er sofa med bøger og lidt lækkerier, men hey, jeg er voksen, så jeg må hellere tage min del af ansvaret at holde alt vedlige. For når tøjvask, bede, rengøring og kontorarbejde er færdig, tager jeg i sommerhuset og maler terrasse.

Apropros voksen, så brugte jeg meget lang tid på at lave litteratursøgning før mødet i Regionshuset, så jeg var forberedt. Pludselig var det gået op for mig, at i den gruppe var jeg den med den praktiske erfaring, de andre havde teoretisk organisatorisk erfaring, så jeg fik behov for at vide, at jeg stod på et solidt grundlag. Jeg følte, jeg skulle være den voksen = den, der vidste noget og havde en ide om hvor vi skulle hen. Fakta var, at de alle sagde, de hellere ville læne sig op af vores forskningsprojekt end alle de internationale studier. Det lunede.

jeg tager faktisk trappen hver dag, endda flere gange om dagen (pudser lige glorien)

God weekend til dig, om du er gammel eller ung, om du er voksen eller ej i dit sind, om du er til mørk eller lys chokolade, om du er til sofalæsning eller havearbejde (hovsa,jeg har jo en lydbog, gad vide om jeg kan kombinere bøger og lugning?)

Aftentur til havet sammen med datteren i mandags

* det holdt nu ikke længe, så sad jeg op, og til sidst redigerede jeg ved en computer, dagen derpå ;-)

Ugen, der pludselig gik og den næste uge, som skyndte sig lige så hurtigt i gang

I kort form: En uge, der startede godt med det sidste brush up for kolleger, rendte stærkt med travlhed på arbejde, faglig aften med kolleger, men allerbedst en uge, der sluttede af sammen med de skønneste mennesker, nemlig min familie.

I lidt længere form:
Hvad ønsker vi os på det nye supersygehus i 2020. Ja tre bud fik mine kolleger lov til at sende på sms til et program, og et af eksemplerne ser I her. Det var faktisk meget de samme ord, de brugte alle tre gange: gode kolleger, høj faglighed, godt samarbejde, gode arbejdsforhold.

 2 dage efter inviterede jeg mine fem kolleger, som havde været med i Milano til faglig aften, hvor vi planlagde en tværfaglig aften for vores kolleger. Vi hyggede os med italiensk mad fra den lokale italienske restaurant i Blokhus. Og jeg nåede både at støvsuge og slikke sol på terrassen inden de kom.

Torsdag kom datteren hjem, og vi begyndte at forberede vores bidrag til familieweekenden. Fredag var den store bagedag, jeg fik bagt to hold boller og datteren fik bagt en gulerodskage. Så satte vi ellers kursen mod Vestjylland syd for Holstebro. Min søster fyldte 60 i december, men ønskede ikke en stor fest. Derfor slog vi to fluer med et smæk, hun betalte hytten og mad/drikkevarer lørdag aften og resten skillingede vi sammen til. For første gang i meget lang tid lykkedes det at samle alle vores børn og to af svigerbørnene. De fleste af os kom først på aftenen fredag, jeg hentede søn og svigerdatter ved toget senere. Nevø og kæreste dukkede op lørdag eftermiddag, det samme gjorde landmanden. Han havde været til prøver med begge hunde både fredag og lørdag.

Det blev den skønneste weekend, vi både græd og lo. Vi havde fundet på at genbruge vores sange fra min søsters 40 år og 50 års fødselsdage, og selvfølgelig fik hun også en ny sang til sin 60 års fødselsdag. Vi har et koncept, 1 -2 vers af forskellige sange med vores tekst til. Og vi mindedes min niece, min søsters ældste datter, som døde mellem 40 og 50 års fødselsdagene, kun 15 år gammel. I år kunne hun være blevet 30 år. Med ens forældres død mister man fortiden sammen med dem. Med et barns død mister man fremtiden sammen med dem. Det var dejligt at kunne mindes og tale om min dejlige niece.

Vi grinte, vi spiste, vi dansede, vi snakkede og vi havde en fest af en weekend. Min søsters yngste datter havde arrangeret konkurrence, så vi blev delt op i hold og alle kæmpede bravt. Min søster havde lavet det skønneste tapasmad, så vi var godt forspiste. Der var det smukkeste vejr, så flere af os fik gået flere ture, mens andre nød solen med et glas vin og en hyggesnak.

Trætheden var markant i går, da jeg skulle på arbejde. Faktisk var den mere markant i dag på trods af gode søvnfulde nætter. Datteren tog hjem i morges, jeg kørte hende til bussen før arbejdsstart. Det er helt vildt, 160 kroner for en billet til København inklusiv færgeoverfart. Desværre kan jeg ikke lave noget i en bus, udover at glo ud af vinduet, så derfor vælger jeg toget eller flyet. Allerhelst vil jeg tage toget, for jeg elsker at køre i tog.

Aperoldrinken fik jeg ikke til møde i dag, men i lørdags ;-)

Nu er jeg landet hjemme efter en lang mødedag med regionens folk, som altså taler et andet sprog end mig. Jeg er jo også en af regionens folk, men i praksis. Det gik nu godt, jeg er bare træt, fordi det var en uvant rolle for mig. Jeg snupper en kop te og en stol udenfor, så satser jeg på mere energi. God aften til dig.

En slatten klud

Det har været lummert at være på arbejde i denne weekend. Når man så kombinerer det med uniformer, som ikke er gode at have på i varmen og en familiær tendens til, at svedudbrud under arbejde stiger med alderen (og nej dette er ikke forårsaget af overgangsalder, den er jeg forbi - min far døjede meget med svedudbrud efter anstrengelser de sidste år, hvor han kunne gå rundt), så blev slutresultatet den følelse overskriften beskriver.

Jeg har følt mig småglinsende hele weekenden, og indimellem måtte jeg også have fat i papirstykker for at tørre sveden af min pande. Godt jeg ikke havde patienter, som jeg skulle hjælpe med det store brusebad. I de tilfælde må jeg hente håndklæde og sætte mig ind på kontoret for at dampe af, for det er alt for pinligt at stå sveddryppende overfor patienter og pårørende, som om jeg lige har gennemført en halvmaraton.

Mit udsyn udover andet end sygeplejen er nærmest ikke-eksisterende. Jeg har nok at gøre med at holde overblik over ugens opgaver. Dog har jeg da fundet ud af, at vi endnu ikke har en regering. Forleden læste jeg et indlæg hos en ung blogger med arbejde i departementerne og som helt sikker stemmer rødt. Jeg kunne faktisk godt følge hendes tanker omkring det uheldige i, at vi vælgere ikke kender til ordet kompromis og dermed vender vi ryggen til dem, vi har stemt på efter valget og siger, de giver køb på deres valgløfter. Men så længe et parti ikke har flertallet, må man nødvendigvis lave kompromisser. Det er vel også det, vi gør i ethvert ægteskab. Jeg tvivler på, at man der er 100 % enig i alt.

Landmanden har hygget sig med træning af sine hunde hele weekenden, Nu er han kørt ud i marken for at hyppe kartofler (lægge jord op omkring kartoffelkammene) Det sker med en maskine, ellers ville han nok være som en slatten klud, hvis det skulle ske manuelt på alle 100 tønder land med kartofler.

Der er gået mange skridt i dag, så jeg hoppede over LOOP og gåtur. I går aftes tog jeg mig dog sammen til at gå fire kilometer med en lydbog i mine ører. Det sidste gør jeg ellers aldrig, for jeg vil kunne høre naturen. Men hvis jeg skal nå at blive færdig med bogen, inden lånet udløber, er det ikke nok med køreturen til og fra arbejde. Jeg forsøgte mig med at lytte, mens jeg ryddede op i arbejdspapirbunken. Det kunne jeg ikke, for jeg kunne ikke koncentrere mig om at tage stilling til, om papir skulle kasseres eller arkiveres og samtidig lytte til historien.

Håber du har haft en god weekend.

Ordene, der er inde i mit hoved

har svært ved at komme ud. Ugens mange forskellige indtryk på arbejde fylder. Endnu flere kommer frem, nu hvor jeg har kastet mig over alle de mapper, jeg tog med hjem fra arbejde for at få ryddet ud i alle mine noter og andet.

Nu er der smidt en masse ud af det på billedet. Så mangler jeg at samle alt det andet i temaer.

Tirsdag var jeg til konference og hørte om sygeplejen tilbage på sporet. Sygeplejen er udfordret af, at vi bliver tildelt mange andre specialiserede opgaver. De opgaver tager tid, de kan også være spændende. For nogle sygeplejersker er det nok mere spændende at få lov til at være en minilæge end at sørge for, at fru Hansen får nok ernæring; at hendes hud er hel og ren; at hun kan komme af med både urin og afføring; at hun får nok væske; at hun bliver hjulpet med det, hun selv ville gøre, hvis hun kunne gøre det, så som at blive lejret i sengen eller komme ud af sengen på en måde, der tilgodeser de problemer hun har; at hun føler sig tryg og at hun føler sig behandlet med respekt og inddraget i sin behandling og pleje, hvor det giver mening for hende.

Et forsøg på at kombinere begrebsrammen Fundamentals of care og Marit Kirkevolds model af sygeplejerskers rolle i neurorehabilitering af mennesker med Stroke.

Jeg hørte den australske professor i sygepleje, som startede denne bølge af Tilbage på sporet med sin forskning og nu er der en verdensomspændende organisation, som sætter fokus på Fundamentals of Care. Meningen er at der skal målrettet gås efter mere viden og forskning, så sygeplejen ikke bliver usynlig. Og det er den, når politikere kan sige, at vedtagne besparelser ikke går ud over patienterne.

Lige for tiden er jeg trist, vi knokler, vi har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Vi mangler tre sygeplejersker, men der er ansættelsesstop, så vi får ingen nye kolleger.

Virginia Hendersons smukke defintion på sygepleje. Sikke en klog kone, det er formuleret i 1966, og det holder stadigvæk efter studier med patienters oplevelser af sygepleje.

Jeg hørte også om hvordan patienter oplever systemet og sygeplejen. Det var to veltalende kræftpatienter, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan en af vores patienter ville fortælle om sygeplejen, hvis de ellers kunne få det sagt. De to patienter gjorde indtryk, og noget af det jeg husker bedst var, at de var helt trygge ved behandlingen og vores måde at håndtere deres fysiske behov, men vi glemte deres sind. Vi spurgte ikke ind til det, vi arrangerede ikke, at de blev set af samme læge og sygeplejerske hver gang, så de ikke hele tiden skulle starte forfra med at fortælle.

De fortalte, hvordan små forskelligheder i måden at fortælle om deres sygdom og behandling hele tiden gjorde dem i tvivl, om de var på rette vej. Andre patienter med ambulante kontroller har til kolleger sagt, at de er ligeglade med de mange forskellige personale til kontroller. Nogen vil gerne have samme læge, men er ligeglad med, om det er samme sygeplejerske (måske fordi det er usynligt hvad hun egentlig gør).

Vores patienter i studiet gav udtryk for, at vi alle vidste, hvad hinanden gjorde, så de følte, at vores behandling og pleje fungerede som en velsmurt maskine, hvor der altid var omsorg og respekt. Så hvad betyder kontinuitet i plejen? Skal man fokusere på kontaktsygeplejersker i ambulatorier? Hvad med sengeafsnit, vi er mange, vi arbejder på forskellige tidspunkter, vi har familier, som gør at vi gerne vil have fri på bestemte dage. Ledelser højere oppe i systemet mener seriøst, at personale må indordne sig under princippet om, at patienten skal møde samme personale under sin indlæggelse. Det tror jeg skaber dårligt arbejdsmiljø og dræber glæden ved at være sygeplejerske.

På vej med toget over Limfjorden

Torsdag blev brugt i tog frem og tilbage mellem Aalborg og Odense. Mellem togrejserne holdt vi møde i netværksgruppen for sygeplejersker med ansvar for trombolyse og trombektomi i Danmark. Vi får altid noget med fra de møder. Vi står jo i de samme problemer, uanset hvordan organisationen af behandlingen til mennesker med Stroke (blodprop eller blødning i hjernen) er strikket sammen på det enkelte sygehus.

Fridagen er ved at være slut, forude venter fem arbejdsdage og noget hjemmearbejde. Jeg er gået tidligere et par dage i de sidste uger og skal afvikle de resterede arbejdstimer herhjemme. Der er mere ro til det, jeg skal have lavet, men jeg har været for træt. Derfor har jeg slappet af med oprydning af papir, LOOP og hverdagsaktiviteter i dag. Så håber jeg, at jeg kan snuppe to timer både lørdag og søndag efter arbejde.

Den smukke domkirke i Milano, hvor jeg var til konference i slutningen af maj

Noget om alder og latter

Selvforskyldt sidder jeg her med en kop morgente og får dagen startet. Der er brygget te, smurt mad, sendt løn og spist morgenmad. Natten har budt på for lidt søvn, men det er som skrevet selvforskyldt. Hvem gider gå hjem fra en fest, hvor latteren bobler og livsmodet tindrer?

Jeg havde arbejdsdag i går, der var som altid rigeligt at se til, så jeg kunne mageligt have brugt resten af dagen på sofaen. I stedet for drog vi tilbage til Aalborg for at fejre svogers 70 års fødselsdag. Vi var samlet 7 ud af de ni søskende, som landmanden er en del af, og derudover var der to af svogerens tre søskende. Bort set fra min yngste svoger og svigerinde, som stadig er i 50erne, så spændte vi andre fra 60 til 74 år. Og sikke en skøn 2. pinsedags aften vi havde. Lækker mad, gode vine og masser af snak og latter.

Jeg har altid følt mig godt tilpas i min svigerfamilie, landmanden har seks søstre og to brødre, og hver og en rummer noget ganske særligt. Når man så dertil lægger, at de har været gode til at finde ægtefæller, som matcher dem, så kan det kun blive godt. Vi kom vidt omkring i snakken, og selvfølgelig måtte vi omkring vores børn og hvor vi selv var i livet.

Alder har aldrig været et problem for mig, jeg kan have svært ved at forstå, at næste runde fødselsdag er 70, og at jeg formentlig til den tid er stoppet med at arbejde. Otte år er jo ingenting, otte år er alting. Jeg har tidligere skrevet om det, men sygdom i denne alder er netop det, der kan få det hele til at skride, så man føler sig gammel i betydningen affældig. Gammel i betydningen vis, erfaren, mod på at prøve nyt med erfaringen i bagagen kan jeg derimod godt lide at være.

I og med at landmanden er i den yngste del af søskendeflokken har jeg haft mange skønne rollemodeller, som er ældre end mig. Min ældste svigerinde og svogers ældste søster er 74 år, den alder min mor havde, da hun døde, Den alder min far havde, da han fik diagnosticeret Alzheimers sygdom. Så er det godt at kunne huske på, at sådan er livet ikke altid. Der er andre, som stadig arbejder (min svigerinde på snart 71 tager stadig vagter i psykiatrien, min ene svoger har i sinde at forsætte som præst til han skal gå af som 70 år) eller som udforsker verdenen, tager på højskole, går til foredrag, passer børnebørn rundt om i verdenen, hjælper til med renoveringer af deres børns hjem osv. Jeg er dybt taknemlig for at have lært denne skønne familie at kende. Og hjertet føles altid lettere og gladere, når jeg har været sammen med dem.

Nu vil jeg gå ud i verdenen. jeg skal til en konference om sygepleje tilbage på sporet. Det skal foregå på engelsk, da det er internationalt funderet, omend det afholdes i Aalborg. Jeg glæder mig. Ha en god dag

Let læst, let glemt?

Jeg er en bogsluger, jeg læser hurtigt, jeg tenderer skimlæsning, når der er alt for mange naturbeskrivelser eller for mange omveje til kernen for mig; hvordan går det personerne i bogen. Men jeg nyder at være opslugt af en bog, jeg nyder at læse frem for at læse på mobil, tablet eller computer. E-bøger har jeg aldrig prøvet. Lydbøger har jeg forsøgt mig med, men er endnu ikke blevet overbevist.

I forbindelse med at jeg afleverede Stillidsen, kiggede jeg mig omkring på biblioteket og fandt fem bøger. Ofte starter jeg med de boghylder, hvor bibliotekaren har sat bøger af samme forfatter eller samme tema eller noget helt andet som fællesnævner. Og denne gang var det på de hylder, jeg fandt de fleste.

Da jeg er en hurtiglæser, så er det skønt at have skrevet om bøgerne, for så kan jeg altid finde tilbage, når min søster foreslår bøger, som vækker genklang. For har jeg nu læst bogen eller har jeg bare læst om bogen? Jeg husker ikke særligt meget fra bøger, jeg har læst, mere stemningen, da jeg læste dem.

Den første bog, jeg kastede mig over var Marcia Willetts nye bog Tilbage til Cornwall om en nevø, der tager bolig hos hans onkel og hvordan de og dem, de omgiver sig med, lidt efter lidt finder en ny vej i livet. Ikke altid på den måde, som de selv havde tænkt sig, men med håb for fremtiden. Marcia Willett elsker jeg at læse, jeg har det med hende, som jeg har det med Rosamunde Pilcher. De føles som at komme hjem til ens mor og blive puttet under et tæppe med et kærtegn og en kop god te og blive set på med omsorg i blikket. Derfor kan jeg også, når jeg er nede i mine humørdale, genlæse deres bøger. Jeg genlæser ellers aldrig bøger, men lige nøjagtig nogle af deres bøger gør mig godt.

Den næste var også af en forfatter, som jeg holder af at læse. Lucy Dillons bog Det største ønske svigtede mig ikke. Igen er der håb for fremtiden, igen er der skønne små historier, der fletter sig ind i hinanden. Her handler det om en ung familie, der er ved at gå fra hinanden og hvilken betydning det får for deres yngste datter. Samtidig bliver datterens vej tilbage til livet hjulpet godt på vej af hendes faster, som også har det svært. Og sådan er det jo, at det at hjælpe andre og at kunne se dem og deres behov kan hjælpe en selv til at finde vejen.

Historien om Arthur Truluv af Elisabeth Berg er en skøn historie om tre umage mennesker, som sammen finder vej i livet. Kan I se temaet i mine bogvalg? Men sådan er det vel for rigtig mange af os, vi går lidt på må og få i livet, kan indimellem føle os fortabt og have svært ved at se andre muligheder og valg end dem, vi altid plejer at vælge. Her er det en ung pige, som bliver mobbet og som savner den mor, som døde fra hende, da hun var to uger gammel. Pigen fatter kærlighed for den underlige gamle mand, som taler med sin afdøde kone på kirkegården hver dag og som spiser frokost sammen med sin kone hver dag. Arthurs nabokone spiller også en rolle i bogen, og de tre er en herlig trio.

Majken Minefinder af Karin Brunck Holmquist er en skøn fortælling om mennesker i en lille svensk by og hvordan de i løbet af en måned pga forskellige hændelser får et andet syn på hinanden og selv ændrer sig. Ikke den store omvæltning, men lidt har også ret. Alt dette startede, fordi Ossian, en gammel enespænder, beslutter sig for at rejse til Bornholm uden at fortælle det til nogen. Også her mødes ungdom og alderdom og finder ud af det sammen. En anmelder syntes ikke, den var så god og realistisk som de øvrige bøger af forfatteren. Jeg fandt ud af efterfølgende, at jeg havde læst Akutklokken af forfatteren, den var jeg ikke så vild med, den fangede mig i hvert fald ikke. Det gjorde denne hjertevarme fortælling.

Den sidste bog viste sig at være nummer to af en serie. Det vidste jeg ikke og jeg tænkte heller ikke over det, før jeg nærlæste bagsiden og opdagede det. En god historie, måske lidt søgt i sin beskrivelse af håndtering af stress og for meget arbejde. Bogens slutning lægger op til en bog mere? Eller måske at jeg selv må tænke videre over, hvad hovedpersonen vælger. Pensionatet ved verdens ende af Camilla Davidsson handler om Emma, som vender hjem til Stockholm efter vandring på Caminoen. Egentlig kan jeg godt følge denne anmelder, som nok er på alder med Emma. Indimellem føles det som om alt det, hun havde fået med sig i bagagen fra vandringen nok har sat spor, men hun handler ikke på det. Måske til sidst? Vi får se, anmelderen lægger også op til, der kommer en bog mere.

Lørdagen er i fuld gang, jeg er ikke rigtig i gang. Jeg holder fast i, hvad jeg allerhelst vil på denne lørdag. En kommentar hos Karoline til det faktum, at det at nedsætte mobilforbruget ikke altid førte til mere af det gode hun ønskede i sit liv, handlede om, at kommentatoren mente, at man mere skulle fokusere på, hvad man gerne ville bruge det ekstra tid til. For de kreative ideer kommer ikke altid lige ud af den blå himmel, man skulle måske lave en liste med det man gerne ville bruge den ekstra tid til.Det har jeg omsat til, at jeg på mine fridage fokuserer på, hvad vil jeg meget gerne have gjort/prøvet, inden aftenen indbyder til boglæsning og sofaserier. Eksempelvis at gå en tur, eller som i dag en tur i LOOP. Det er ok at slappe af, men det gør mig ikke gladere at ligge en hel dag på sofaen. Jeg bliver langt mere glad af at have været aktiv, om det er at mødes med andre, at læse en bog, at gå en tur eller ...

God pinselørdag til dig.

Mørbanket og træt

Fridagene er over. Jeg er træt og tilfreds. Jeg er mæt og føler mig udstoppet.

Regnskabet blev færdig, så mangler der kun én måned at kontere, når sommerferien og momsbetaling rammer matriklen. Vi fik kørt motorcykeltur, jeg fik hjulpet landmanden med diverse scanninger af dokumenter og indberetninger. Jeg kom i sommerhus, fik vasket alle vinduer ned og ikke mindst malet dem. Det er et kæmpearbejde, især fordi halvanden side af sommerhuset er glasvæg med masser af smalle træstykker. Jeg var helt svimmel indimellem, fordi jeg stod i alle mulige akavede stillinger for at kunne se, at jeg ikke ramte glas, men træ. Jeg fik gået en enkelt tur, og LOOP fik set mig to gange.

I dag vendte jeg hjem igen. Jeg har længe sagt, at jeg gerne ville bruge mine penge på en havemand, som kunne gøre det, jeg ikke selv orker. Jeg er kommet dertil, hvor jeg kom for ca. ni år siden med rengøring. Hvorfor gå og føle sig tynget af alt det, der skal laves, når jeg aldrig bruger penge på alt muligt andet og derfor gerne vil betale for at få tingene gjort. Landmanden har lige så længe sagt, at det kunne de gøre, når de havde tid. Problemet er bare, at han aldrig har tid. Vi har en rigtig god medarbejder, men han kan ikke håndtere alle specialopgaverne i marken, så det gør landmanden. Han elsker det og synes ikke, der er grund til at ansætte en mere. Så han kører til langt ud på aftenen og jeg tror, det holder ham ung.

I år fik jeg sagt mit ønske meget tydeligt og klart, så beskeden tilbage var, lav en seddel, så kan medarbejderen gøre det, når han har tid. Der er nemlig ikke så meget for ham på denne tid af året. Så nu har jeg fået fældet visne vedbendbuske, fået gjort indkørslen pæn og ukrudt er fjernet fra egetræsstykket. Og minsandten om ikke landmanden huskede det, jeg ikke havde fået skrevet på sedlen. Så nu har jeg fået en ny top på flagstangen og flagstangen er vasket.

Perfekt til grundlovsdag. Jeg lavede kaffe og te, stillede kage og småkager ud på terrassen, og så hyggede vi os sammen den sidste arbejdstime, inden medarbejderen tog hjem. Alle tre nød vi det smukke flag og det gode arbejde, der var lavet. Bagefter fik jeg plantet sommerplanter i højbedene.

Vi har haft en kæmpe troldhassel ude midt på plænen. Den så ud til at være død efter de store vandmængder, der kom forrige år og sidste forår. Jeg havde svært ved at acceptere det. Den var startet som en lille aflægger fra mine forældres have. De fik troldhaslen i sølvbryllupsgave. Min far havde tit skåret den ret heftig ned, så det overtalte jeg landmanden til at gøre. Og lykken var stor, da vi fandt to skud på stammerne med friske blade på. Nu har jeg lavet et bed omkring busken med små sommerblomster.

Til slut kørte vi ind til byen for at stemme til valget og købte mad med hjem. Nu er jægeren på jagt, og jeg ligger mæt og træt på sofaen efter at have gjort hele huset klar til rengøring i morgen.

Jeg nåede også at læse fem bøger, dem må du høre om en anden gang. Og lykken er at kunne skrive det her indlæg, for jeg har faktisk ikke haft det så godt psykisk, været nede i en af mine humørdale og er derfor startet på utal af indlæg for at rette fokus på alt det gode i mit liv. Det lykkedes bare ikke før nu. Perfekt afslutning på mine syv fridage. God grundlovsaften til dig.

Limfjorden rundt

Når ordene tørrer ind i hjernen. Når indlæggene ikke kan skrives, så er det nemt blot at opgive. Men af erfaring ved jeg, at jeg har brug for at skrive, brug for at fortælle om og reflektere over min hverdag. Brug for at sætte fokus på det smukke i det små og i hverdagen. Lige nu er jeg taget alene i sommerhus. Vi har forskellig fokus. Landmanden har brug for at være hjemme ved landbruget og alt det, der giver mening i hans hverdag, hundene, hundetræning, hønseholdet osv. Han har ingen trang til sommerhuset før til sommer. Jeg har brug for, at alt det vedligehold, der er med sommerhuset i år, sker, inden vi holder sommerferie. Så i går fik jeg vasket al træværket på vinduerne, og om lidt vil jeg svinge penslen. Men inden da vil jeg fortælle om vores søndagsudflugt.

Jeg havde foreslået en cykeltur. Landmanden foreslog en motorcykeltur, og det forslag vandt. Men hvor skulle vi køre hen. Efter lidt snak blev vi enige om at køre en del af Limfjorden rundt fra Løgstør i vest til Hals i øst.

Jeg nyder at sidde bagpå og se det danske landskab skifte karakter. Først drog vi til Gjøl og udover dæmningen til Øland. Min tidligere leder kører den tur hver morgen på arbejde, undtagen når vejret er imod hende.

Videre gik det gennem landskabet med udkig til fjorden indimellem.

Vi snuppede turen over Aggersundbroen og forsøgte at finde en vej ned til fjorden på den anden side. Det lykkedes og vi satte kursen mod Staun, vejskiltet viste os vej. Det sagde dog ikke noget om, at vejen blev til en grusvej gennem skoven. Så har vi og motorcyklen prøvet det for første gang. Vi har ikke en off-roader, men en touringmaskine, og den er ikke så håndterbar på grusveje. Men vejen var godt fastkørt, så vi nød turen.

I Staun var der et skilt mod fjorden, så der skulle tepausen holdes. Det var også en grusvej, men nu havde vi prøvet det, så det skulle ikke stoppe os.

Nede ved fjorden lå små røde huse med plads til en briks og en lille grill, mon ikke det var til folk, der havde deres små både her? Og som så kunne tage en enkelt overnatning?

Planen var frokost på Sebbersund Kro, men den var lukket og så noget forfalden ud, så vi satte kursen mod Nibes lystbådehavn.

Der var masser af liv i Nibe. Ved lystbådehavnen ligger Guf og Kugler, en meget velbesøgt isbutik. I al den tid, vi var der, var der en lang kø. Vejret var dejligt, og vi nød en lækker Salade Nicoise med frisk tun i cafeen ved siden af isbutikken. Isen ville vi snuppe senere på turen.

Nu tog vi turen langs fjorden hen til Aalborg, krydsede gennem byen og havnede på vejen mod Egense. Her var det ikke muligt at komme ned til fjorden før tæt på Egense, så vi måtte nøjes med landevejen.

Da vi kom til færgehavnen, kunne vi køre direkte ombord på færgen. Jeg mindedes sidste gang, vi tog den lille færge. Det var i 2016 på vores bryllupsdag, den dag hvor min far igen blev syg og jeg var i kontakt med plejehjemmet løbende på turen. Vi kørte derfor omkring ham på vejen hjem.

I Hals fik vi vores is. Der lå tre ishuse på stribe, vi valgte det, som havde is fra Vebbestrup mejeri, og isen smagte himmelsk. Der var dog væsentlig køligere end i Nibe, så jeg måtte have en kop te bagefter for at genetablere den indre varme. Frem til Aalborg kørte vi med udsyn til fjorden på vores venstre side. Kort før Aalborg kørte vi mod Vodskov og væk fra fjorden. Hjemme igen faldt vi til ro med vores skærm og slappede af ovenpå seks timer på farten.

Nu må jeg hellere tage mig sammen. Hvor afvask i går lige passer til mig, det er hurtigt, jeg får brugt nogle kræfter og skal ikke være så omhyggelig, så er dagens arbejde præcisionsarbejde, omhyggelighed og langsommelighed. Det er jeg ikke så gode venner med. Måske skal jeg prøve at finde en podcast og teste, om jeg høre den uden høretelefoner. De fleste sommerhuse står tomme, så jeg vil ikke genere andre. Ha en god dag.