NOGET AT GLÆDE SIG TIL

Noget af det, jeg havde det sværest med, da jeg kom ind i landmandslivet, var uforudsigeligheden. I høst og forårsperioderne kunne jeg godt planlægge noget, men ofte blev det aflyst, fordi vejret og landbruget ville det anderledes.

Det har jeg vænnet mig til; nu håber jeg, at noget kan lade sig gøre, men jeg planlægger ikke.

Jeg har haft 11 dage nu med arbejde de 10 af slagsen, heraf 3 aftenvagter, og 4 undervisningsseancer, hvor jeg var koordinator og en af underviserne. Så der er en grund til, at jeg er træt nu,men nu er det friweekend fra sygeplejejobbet!


Jeg håber, at jeg i morgen eftermiddag kan starte bilen og køre til Nørresundby, hvor en kvinde vil friste med de skønneste tasker .

Jeg håber.

BEGEJSTRING

Kom og kig, en kollega hev afdelingssygeplejersken og mig ind på en stue. Assistent eleven havde snakket med terapeuten om en god siddestilling i kørestolen for en patient.

Og her sad en patient, en dyne var foldet sammen tre gange på langs og var sat bage ryggen som støtte, fri af ryggen var den bredt ud, så den dannede støtte til armene. En anden dyne var sat bag benene og dukkede frem mellem knæene, så den også understøttede/stabiliserede leddene.

Og så stod jeg der og var så stolt af mine kolleger for deres vilje til at prøve at hjælpe vore svært ramte patienter, som mangler den indre stillingssans, som er ramt på deres følesans og som derfor drøner rundt i seng og stol med stor risiko for at skade sig selv, især den lamme side. Der er en høj grad af faglighed, af professionalisme og af viljen til hele tiden at dygtiggøre sig på min afdeling.

Det som blev sat i gang, da min afdelingssygeplejerske kom hjem fra et landsmøde og ville, at vi var tre, der tog på kursus i København for at få undervisning af tyske terapeuter og sygeplejersker på engelsk, det breder sig nu som ringe i vandet. Jeg er så stolt af mine kolleger.

HVERDAGEN FOR EN SYGEPLEJERSKE OG LANDMANDSKONE

Man skal selvfølgelig holde budgetter, men det ansættelsesstop kom godt nok meget ubelejligt.
Heldigvis er der da kun 3½ måned, til 2010 starter, så håber jeg, at vi starter på en frisk.

Lige nu synes jeg, at jeg har 100 bolde i luften, og jeg frygter ind imellem, at jeg ikke er klar til at gribe, når de kommer ned, eller at jeg måske glemmer, at de er oppe i luften og så bliver ramt i hovedet af dem.

Alle andre har vældig meget tillid til mig, og så får jeg pludselig præstationsangst, føler mig som Kejseren i eventyret, hvornår kommer den lille dreng mon og råber, hun har jo ikke noget på.


Landmanden og kompagni har haft sorterdag, så den ene store bigbag efter den anden, alle fyldt med 1000 kg kartofler, står på rad og række klar til afhentning. Desværre yder billederne, jeg tog, ikke kartoflerne retfærdighed, så jeg nøjes med at nyde det dejlige syn af kartofler i alle størrelser.

Og aftensmaden fik selvfølgelig følgeskab af kartofler, i dag blev det små ovnstegte kartofler.

ALLE HAR EN MENING

om vejret, og her i huset er vi ikke altid enige, om det er godt eller skidt vejr.


Men vi er rørende enige, når det gælder vejrudsigten på Tv2. Her i huset bruges den til vurdering af de næste dages gang på gården; det bliver dog altid sammenholdt med radarbilleder og landbrugets egne vejrprognoser.


I lang tid er vejrudsigten blevet mere og mere underholdning end seriøs vejrformidling og lige nu er den da helt galt.


Som led i promovering af en ny serie på Tv2, tager vejrudsigten rundt til gader af samme navn som serien, det er så, hvad det er. Men når det væsentlige, nemlig billeder af vejret, radarbilleder, 5 døgns prognoser osv., bliver vist på en lille bitte skærm med gnidrede billeder, så rystes der på hovedet i den lille landmandsfamilie.

Det har vi en mening om, hvad synes du?

DAGEN I DAG

Jeg snuppede lige kameraet med i morges, så jeg kunne forevige en flot solnedgang.

ØH min skarpe læser har slået til, det er selvfølgelig en solopgang :-)

SNYDT moster, solen stod først op, da jeg var kommet på arbejde. Det har ændret sig på de 4 dage, hvor jeg ikke skulle møde kl.7; der var bælgravende mørkt i morges, og i går aftes var det mørkt allerede ved 19 tiden.

Det er vist tid til at gå i hi.

MARIEHØNEN EVIGGLAD

Landmændene er stoppet for i dag, regnen falder ganske sagte; fint med mig, når bare den vil holde sig væk i dagtimerne.

Blommechutneyen står og simrer på komfuret, som ikke er et komfur, og vi har taget hul på det sidste glas fra 2008; det smagte godt til de flødestuvede kartofler og kyllingefileterne. Om lidt skal 2009 på glas, det er altid spændende, om jeg nu har glas nok.

Mariehønesangen var en trofast bestanddel af min verden, da jeg havde små børn, og da jeg var gymnastikleder. Der er ingen, som kan synge med så megen glæde som børn. Om det lyder godt eller ej, det er fuldstændig ligegyldigt, det er bare sjovt at synge til, at bevæge sig til musikken og synge sjove ordspil.


I dag var mariehønsene ikke krøbet i læ under sneglehusets tag, men under et blad, her sad de trygt og godt. Nu tror jeg, at køkkentjansen skal gøres færdig, og så vil jeg krybe op i sofaen og nyde resten af den korte aften(der er jo en dagvagt i morgen).

EN GANSKE ALMINDELIG MORGEN

Her på gården krydser vi fingre for, at regnen ikke stopper kartoffeloptagningen i dag.

Alt går planmæssigt, kølehuset er snart fyldt med kasser med de lækreste kartofler. Så flyttes grejet hjem til gården, og kartoffelhuset herhjemme fyldes med kartofler, og er vi heldige, er vi færdige midt i oktober.

September har vist sig fra sin smukkeste side, rønnebærtræerne stråler i rødt, og vore buske, som jeg ikke kender navnet på, følger med i den røde farveskala.


Laika sover tungt på bryggersgulvet, jeg har netop lavet madplan for ugen i håb om, at vi så får god nærende kost.Kontorarbejdet er overstået, jeg hygger mig med en kop te og Leonard Cohen på Youtube.

Gåturene røg sig en tur for 4 dage siden, de skal genoptages i dag; jeg har det med at sætte dem sidst i rækken, når jeg er træt.

Indkøbsseddel er skrevet, blommechutneyopskrift er fundet, og der bliver vist ikke tid til hyldebærplukning, hvis huset også skal have en kærlig hånd, nu får vi at se.

Det er en ganske almindelig mandag i september.

SKYFULD SØNDAG

Udenfor mørkner det, det drypper lidt, men for mig har det ingen betydning, jeg skal jo på arbejde.


Landmanden pisker rundt, han flytter kartoffelgrej, han slår græs, han ordner alle de småting, som der ikke er tid til i hverdagen, hvor arbejdsdagene er lange. Han har et mål, han vil på motorcykeltur i eftermiddag sammen med nogle MCbekendte. Så for hans skyld håber jeg, at solen snart finder vej gennem skyerne.


Aftenvagten i går blev travl, vi havde de samme patienter, vi fik ingen nye, men pludselig over aften skete der mange forskellige ting, som gjorde, at mine kolleger var bekymrede for mig og min tur hjem. En lang dag sammen med travlhed og min alder ;-) gjorde, at jeg så noget træt ud kl. 23. Jeg kom dog hjem uden at falde i søvn, og vi sov skam til kl. 8, inden jeg stod op og kørte til bageren efter rundstykker og aviser.


Nu er der plukket blommer, landmanden sendte en fin hentydning, som blev fanget; i bryggerset og på køkkenbordet ligger der nyvaskede blommer, som venter på, at fruen beslutter sig til, hvad de skal omkonverteres til. Hyldebærrene er også modne, så mon ikke den enlige fridag i morgen skal bruges på plukning og saftkogning.

Ha en god søndag, som forhåbentlig bliver lige efter dit hoved.

GOD LØRDAG

Nu er der smurt madder til landmanden,

ostemadder og småkager er pakket til hele holdet til eftermiddagspausen;

der er sprunget over, hvor gærdet er lavest i form af indkøbt aftensmad til landmanden, der kan lunes i mikroovnen,

og der står lidt chokolade, han kan forkæle sig med i aften.

Om lidt drager jeg ned til min far til et kvikbesøg,

og bagefter venter en aftenvagt sammen med dejlige kolleger.

I går havde en af de faste aftenvagter printet "go nu nat" sangen ud, fordi vi har en patient, der er ramt på sproget, men som godt kan lide sang. Og selv om man er ramt i sprogcenteret, så er man ikke ramt i det område, hvor rim og remser samt indlærte sange ligger. Så vi sang, grinede og hyggede os.


Sang og latter frigører energi, så jeg håber, vi også skal synge i aften.

SÅ VENDER VI KAJAKKEN

Efter dage med planlægning af undervisning, med planlægning af instrukser og praktiske detaljer om vores medvirken i trombolysebehandling, med telefonopkald og mails landet rundt, så er det tid til at deltage i det daglige arbejde på afdelingen.

3 aftenvagter står for døren, og jeg glæder mig til at være praktisk og have kontakt med patienterne. Ind imellem kan jeg godt tænke, hold da op hvor er der mange ansat, som ikke har noget med den direkte patientpleje. Jeg mener selv, at min funktion er nødvendig. For at et personale kan yde den bedst mulige pleje, skal de også hele tiden være opdateret med den nyeste viden. Den viden skal være evidensbaseret, altså der skal være undersøgelser, der dokumenterer, at det her er noget, der ikke blot baserer sig på jeg tror og jeg mener, men at der er solid viden og undersøgelser bag det vi gør.


I dag ved vi, at det f.eks. er bedre at bruge almindelig postevand end danskvand til at lave mundpleje med. Danskvand fremmer faktisk svampebelægning pga. dens pH. Og inden efterårsferien er jeg meget klogere på det emne, for jeg har kolleger, der er dykket ned i den nyeste viden og som holder undervisning for os andre om dette.

Vi ved også, at opmærksomheden på patienters synkeproblemer ved en apopleksi forebygger lungebetændelse og underernæring, så jeg er ved at arrangere undervisning i undersøgelse af synkefunktion og mundstimuli før spisning med meget dygtige instruktører.

Der er mange emner indenfor sygeplejen, som slet ikke er forsket i, og den forskning vil der blive efterspurgt, og derfor også flere mennesker, som er ansat til at forske og ikke være med i plejen. Og vi har jo brug for hinanden, så nu vil jeg glæde mig til praksis, som så kan inspirere til nye tanker og spørgsmål, der skal undersøges, om der er viden om dette.

LÆSEKREDS

Madame spørger, om vi har prøvet en læsekreds. Det får mig til at tænke på det år, hvor jeg af nysgerrighed havde meldt mig til et aftenskoletilbud, hvor man mødtes en gang om måneden i 5 måneder på biblioteket og diskuterede en bog.

Mange af de andre havde været med gennem flere år og kendte hinanden. En gymnasielærer stod for at holde diskussionen fokuseret og stillede uddybende spørgsmål, hvis vi ikke selv kom i dybden.

Jeg fik læst bøger, jeg aldrig ville have læst ellers, og faktisk har jeg allerede en gang tidligere skrevet om de bøger, og jeg kan huske, at Johanne læste den ene bog og anbefalede den, og så tog bogen ellers en rundtur i blogland.

Den bog, Uden hjem, af Charlotte Strandgaard, gjorde et kæmpe stort indtryk på mig. Stadig i dag kan jeg huske fornemmelsen af, at der egentlig skal så lidt til, hvis tingene arter sig forkert, for at ende som hjemløs. Og Charlotte Strandgaard beskrev de hjemløses liv i København helt eminent. Jeg tænker stadig på det, når jeg går forbi et vaskeri, forhallen på et sygehus eller ventesalen på banegården, og husker beskrivelsen af hvordan man ikke måtte komme til at sove og skulle se ordentligt ud, så opsynsmændene ikke opfattede, at man var hjemløs.

Lige nu er jeg ved at læse Sara Blædels krimi, Aldrig mere Fri, den er også grum, men mere på en måde, hvor det ikke sætter så dybe spor. Egentlig burde jeg udfordre mig selv igen med en læsekreds, men det må vente.


Er du i gang med en god bog?

EN GANG TIL FOR PRINS KNUD

I går nat havde min afdelingssygeplejerske haft en meget usammenhængende søvn, i nat er det så min tur.

Lige nu sidder jeg med en kop varm kakao og en blok ved siden af. Alle de tanker, der åbenbart rumsterede så meget i hjernen, så de vækkede mig, er lige nu væk, men mon ikke de dukker op igen.

For 5 år siden startede den første akutte behandling af en blodprop i hjernen op i Ålborg, og i dag er den et tilbud over hele landet. Du har helt sikkert læst om Sanne Salomonsen, som fik behandlingen, og hendes historie var med til at give det sidste skub, så trombolysebehandlingen blev døgndækkende og landsdækkende.

I Ålborg har det været intensiv sygeplejerskerne, som sammen med neurologiske læger gav behandlingen. Det er en blodfortyndende behandling, som skal gives indenfor 3 timer efter blodproppen opstod. Jo hurtigere jo bedre resultat.

Nu har vi sygeplejersker på apopleksiafsnittet langt om længe fået lov til være med til behandlingen, alle har ment, det var det bedste for patienten, men selve logistikken og det at det skal gå så hurtigt har besværliggjort denne beslutning. Nu er der fundet en løsning, og 1. oktober går det løs.

Der er meget, der skal tænkes på, så vi er helt sikre på, at alt fungerer fra 1. Dag. Lægerne har jo som sagt givet behandlingen i 5 år, så de kan støtte og vejlede os, men vi har også en interesse i at få nedbragt tiden, fra patienten kommer ind i modtagelsen, til medicinen bliver givet, for jo hurtigere jo bedre resultat.

MEN det nytter alt sammen ikke noget, hvis ikke du og dine er klar over, at akut indsættende lammelse i den ene side, hængende mundvig eller tale besvær betyder, at man ringer 112. Man venter ikke lige og ser tiden an eller lige sover på det. Lad Falck og lægen afgøre, om det her kræver hurtig transport indtil sygehusmodtagelsen.



Og så kan du teste din viden om apopleksi her.

SEPTEMBERDAGE

Køreturen til arbejde giver smukke solopgange, og gåturen om aftenen giver ditto solnedgange.


En gåtur her sidst på eftermiddagen er nu heller ikke så ringe endda.


Der er plukket lidt flere hindbær og spist lidt blommer og mirabeller.


Aftensmaden i aften får Mou lov til at levere i form af en karrysuppe.

Aftenen er min egen, jeg har udskudt koropstart et par uger, jeg har brug for ikke at skulle fare ud af døren om aftenen, men jeg glæder mig til at være med igen.

En god krimi og en sofa venter, men først lidt aftensmad.

SOV!

Skønt det er mange år siden, kan jeg stadig huske de nætter, hvor den lille lækre baby havde valgt at vende om på dag og nat.

Jeg kan godt huske, hvordan jeg kørte med vuggen frem og tilbage, først i små blide ryk samtidig med at jeg sang små sange, senere blev rykkene lidt hårdere, og det var lige før jeg hvæsede, så sov dog, i al min afmagt.

Nu hvor babyerne er flyttet hjemmefra, skulle der være basis for en god nattesøvn. Hvorfor er jeg så stået ud af sengen igen? Fordi søvneksperter siger, kan man ikke sove, skal man stå op, lave noget andet, indtil man føler træthed. Nu er der vasket op, og billedet fra aftenens gåtur er lagt ind. Om lidt forsøger jeg igen.


Sov godt

I’M STILL STANDING

Man skal bryde vaner en gang imellem, så i dag satte jeg musik på, mens jeg lavede aftensmad.

Elton Johns samlede hits lå øverst, og så drønede der ellers musik ud i æteren.


Mens jeg fyldte kyllingefileter med fetaost, soltørrede tomater og oliven
Mens jeg skyllede spinatblade til salaten
Mens jeg kogte pasta og lavede tomatsovs
Mens jeg dansede til musikken


Så klappede jeg mig selv på skulderen,det må man godt en gang imellem.

SEPTEMBERAFTEN

Vejret kan man absolut ikke klage over, så der er glæde over hele linjen.

Landmanden er glad, det går rigtig godt med at tage kartofler op, og vejrudsigten lover lignende vejr ugen ud.


Laika er glad, fordi fruen i huset har genoptaget gåturene, jeg går 5 km, Laika når da vist det dobbelte, alt skal undersøges og snuses til.


Og jeg er glad, fordi jeg kan mærke, at gåturene og det, at jeg vælger åndehuller, giver mig energi.

ÅNDEHULLER

Jobkonsulenten fra kommunen er lige kørt, vi skulle sættes ind i reglerne, når man har sagt ja til en i flex-job, og samtidig fik vi også en snak om de mange, der går ned med flaget både psykisk og fysisk. Man skal lære at sige fra og ikke altid sige ja, var hans kommentar.

Det kan være svært, vi vil jo gerne hjælpe, både på vores arbejde og i fritiden. Folk på min alder er også kommet til den alder, hvor børnene nok er flyttet hjemmefra, men stadig har brug for råd og hjælp evt. til børnebørnene, samtidig har vi måske forældre, som også har brug for vores hjælp. Fysikken begynder måske at drille, vi kan sagtens klare det samme som før, men har måske brug for længere restitutionsperioder.


I dag skabte jeg et lille åndehul, jeg havde sagt ja til at deltage i et møde på sygehuset på min fridag, og hjemme var der som sagt et møde med jobkonsulenten. Mit åndehul bestod i efter sygehusmødet at køre fluks ud til Gug, hvor en dejlig kvinde huserer. Her er der rum til tanke og tale, her er der rum til at lade skuldrene sænke sig og bare være til. Tak Liselotte, det åndehul har givet langt mere energi, end jeg turde håbe på.

Og der skal ikke gå så lang tid som sidst, før vi kan ses igen. Jeg vil passe på mine åndehuller.

LIDT SØDT

Fester i dag er langt fra barndommens koncept med suppe, steg og is.

Jeg har vist tidligere nævnt, at jeg blev frygtelig skuffet, hvis nogen lavede om på menuen, jeg elskede/elsker suppe med kød og melboller, og is har alle dage været min yndlingsdessert.

I går var vi til fest med en rigtig gammeldags kogekone, en bitte tæt kone, som har smagt godt på sagerne gennem tiden, men maden var der ikke noget gammeldags over. En sand fryd af mangfoldighed, og vi gik ikke sultne fra bord.

Desserten var det store kagebord, fødselaren havde allieret sig med mange gode venner, som havde bagt hver sin drøm af en kage. Der var lagkager i alle afskygninger, roulader med lækkert fyld, muffins, småkager og ikke mindst en drøm af en kage, små marengskager lagt sammen med lækker creme. Den hedder sikkert noget, det fik jeg aldrig fat i, men for første gang i mit liv smagte jeg en kage, hvor jeg kunne smage kaffe og jeg var alligevel vild med den.

Det er ikke sult, der plager mig lige nu, men vi tager lige en fødselsdag mere, så må der gås ekstra lange ture i næste uge.

Ha en god søndag.

LØRDAG PÅ LANDET

Landmanden og medarbejderne er oppe og i gang, gårdspladsen er fyldt med biler. Der skal tages kartofler op, så traktorer bakker til indlagringstanken og kører ud igen, når kartoflerne er læsset af, kørt hen over børsterenser og ned i kasser. Kort tid efter kører den næste traktor ind på pladsen foran kartoffelhuset, og sådan forsætter det hele dagen.


Laika har fået første prioritet, så vi har været ude at gå de 5 km, og jeg kan konstatere, at i dag brugte jeg 200 skridt mindre på turen. Min skridtlængde har jeg målt til 80 cm, og det passer meget godt med de 6300 skridt til 5 km.


Hindbærbuskene har stadig modne bær, men de kommer få af gangen, så jeg tror, jeg vil plukke, skylle og fryse dem enkeltvis først og så ned i en pose, det samme vil jeg gøre med brombærrene, for de modnes også uens.

Imens kan jeg jo så synge Venter på Fars sang:

Der er altid noget at gøre for en husmor,
der er altid noget at gøre såmænd.
Der er altid noget at gøre for en husmor,
hun gør det samme om og om igen.
Ja der er altid noget at gøre for en husmor,
en husmor er der nemlig altid brug for.
Hun løber rundt hele dagen
og bli’r alligevel bred om bagen

AWARD

Jeg bliver så glad, når nogen synes, at jeg skal have en award, jeg er bare så dårlig til at få dem vist her på bloggen.


For lang tid siden gav Solsikken mig en award, jeg elsker at få venner, tusind tak Ruth. Awarden giver jeg til alle jer, som glæder mig ved at læse med her og ind imellem kommentere.

I forgårs fik jeg en award mere fra Charlotte, også tusind tak til dig. Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til ordene på den. Jeg er nemlig en af dem, som har det svært, hvis folk ikke kan lide mig, men jeg arbejder på at hvile i mig selv.


Med denne award følger reglen skriv 10 ting om dig selv. Nu bestemmer jeg jo enerådig på denne blog, så jeg nøjes med 5 ;-)

Jeg er storesøster, og dermed er det ifølge visse forskere logisk, at jeg blev sygeplejerske.

Jeg er startet i ny stilling, som ikke var en, jeg havde søgt, men en, som man mente, jeg ville være god til. Vi får se, det er et vikariat på et år.

Jeg har aldrig haft ønske om at blive landmandskone, mon der overhovedet er nogle kvinder, der drømmer om det? Nu blev det sådan; jeg havde drømt om, at ham tømreren, jeg forelskede mig i, ville tage med mig ud som ulandsfrivilig, som det hed dengang. Han havde en anden drøm, så nu sidder vi så her ;-)

Jeg elsker at synge, og som tidligere skrevet skal du ikke blive forskrækket, hvis du møder en halvgammel kvinde, der ikke kan sidde stille i sin bil, det er bare mig, der skråler løs.

Og så har jeg gået til dans i 10 år, men skulle altid være herren, fordi jeg var den højeste, så jeg drømmer om en plads i Vild med dans, hvor jeg kan få lov til at være feminin, lækker og med masser af strut i skørterne.

Har du ikke fået denne award, giver jeg den til dig, jeg håber, du vil tage imod udfordringen.

SOLSKIN KAN MAN ALTID FINDE

bare der er en, man holder af.

MORGENKUR

Nu kan jeg ikke huske om de børn, der ikke kan sige k siger t, eller om det er omvendt. Anyway du kan indsætte t i overskriften, og det passer alligevel.


Nattesøvnen indfandt sig på den forkerte side af midnat, så der skulle en god kur til fra morgenstunden, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at nå det, jeg gerne vil i dag.


I alt for lang tid har gåturene været lagt i mølposen; faktisk tror jeg også, Laika savnede dem. Hun har i hvert fald i lang tid haft den irriterende vane med at snappe efter mig og puffe til mig, hvis jeg lavede noget i bryggerset, hvor hende opholdssted er.


Hun var parat med det samme, da jeg fandt traveskoene frem, her var ingen kommunikationsproblemer; hun vidste lige nøjagtig, hvad der skulle ske.


Tågen var tæt, og landskabet får et drømmende skær i solens forsøg på at komme igennem. Luften var frisk og let kølig, men vi travede os til varmen; 5 km og 6523 skridt blev det til, og nu er alle sanser vakte.

EN LILLE VERDEN

Da huset så ud, så jeg kunne holde til at møde det igen sidst på eftermiddagen, kørte jeg ned til min far.

Jeg havde planlagt havedag, men da min far ikke var helt tilpas, valgte jeg derfor at gå løs på bedet langs fortovskanten, mens min far fik sin middagslur.


Så var det tid til lidt handel og et besøg på kirkegården. Min mors gravsted var smukt i solskin og skt. Hans urterne var befolket af smukke sommerfugle, som ikke gad paparazzi fotografer.


Min fars høreapparat trængte til batterier og for en, der ikke er vant til høreapparater,(men som gerne vil have et) var det åbne spørgsmål, hvor køber man dem? Min fars korttidshukommelse er jo væk, så han var ikke helt sikker, men vi startede i Brugsen. Her var der en sød kunde, som mente, vi skulle på apoteket.

På apoteket fortalte de, at vi kunne få dem gratis i borgerservice, som lå i en by 8 km væk. Internettet fungerede ikke hos min far, og apoteket vidste ikke, hvornår borgerservice havde åbent, så vi valgte at tage chancen og kørte af sted. Vi genopfriskede gamle minder på vejen derhen. Dengang var den by meget langt væk, i dag regner jeg ikke afstanden for noget, jeg har jo 9 km til nærmeste butik ;-)

Borgerservice har til huse i biblioteket, så vi gik derind. Og hvem sad der med sit dejlige smil? Det gjorde Stine, og selvom borgerservice kun har åbent en dag om ugen (og det var i går), så var Stine kvinde for at finde kassen med batterierne frem, det måtte hun nemlig gerne.

Nu ved vi så, at batterier til høreapparater er gratis, når man er blevet tilkendt et høreapparat.


Og hjemme igen sluttede vi vores dag sammen af med eftermiddagste på terrassen. Der kan jeg aldrig blive træt af at sidde.

MÆRK EFTER

De skriver om det i alle blade og aviser, om at være i nuet, om at fortiden er fortid, fremtid er fremtid, men nuet er her lige og nu, og vi glemmer det hele tiden.

Så jeg øver mig, men hjernen er en sjov fætter, for mens jeg sidder ved morgenbordet, hvor jeg har tændt små lys og forsøger at sanse det, jeg spiser og mærke mine fødder, så ryger tankerne af sted til, hvordan jeg lige kan beskrive det her i et indlæg. HALLØJ du skal være i nuet!

Så ryger tankerne af sted til arbejdet og alt det der skal nås de næste måneder. HALLØJ du skal være i nuet!

Bananskiverne giver sødmen, A38 giver det syrlige, og myslidrysset giver den knasende sprøde fornemmelse. Og så tænker jeg på den nære fortid, alt det der fylder, alt det der gør at jeg har mørke rande under øjnene og er så træt. HALLØJ du skal leve i nuet!

Det er ikke nemt. Og mens du læser dette her, så prøv at fornemme din krop, hvor er dine ben? Typisk når jeg sidder på en stol er benene (altså mine) bøjet ind under stolen, og fødderne rør kun gulvet med tåspidserne. Hvis du sidder sådan, så prøv at sætte hele fodfladen ned på gulvet og mærk, hvordan benene slapper af, hvordan musklerne holder op med at spænde, og hvordan du kan mærke gulvet under dig. Denne sansning er det vi bl.a. bruger, når vi forsøger at give stimuli til den lamme fod og dermed løsne den øgede muskelspænding.

HALLØJ nu røg jeg lige på arbejde igen i tankerne, nu slukker jeg for den knap, jeg har fri, skal besøge min far, nå en forfærdelig masse på gården og til to fester, inden jeg igen skal på arbejde.

Håber du forstår at være i nuet ellers kan vi jo øve os sammen ;-)

ALLE MINE SMÅ KYLLINGER

Jeg er på nogle områder en hønemor, så af og til gør jeg selv grin med det.

I går røg der en sms af sted til både datter og søn. Datteren plejer at svare hurtigt og uddybende, sønnen senere med en kort og kontant sms.

”hej mine små kyllinger, har I det godt?”

Første sms kom fra sønnen:

” ja, din kylling er blevet tatoveret”

Moderen skrev:

”Håber det gjorde ondt”

Jeg synes, myndighedsalderen skal hæves ;-)


Og så kom jeg til at tænke på den gamle dame, som havde fået synsproblemer i forbindelse med sin apopleksi. To portører skulle hjælpe hende op i stolen, og mange af vore portører er overtegnet med tatoveringer. Damen stirrede på den enes arm og sagde: Hvad er det for noget krims-krams du har på armen?

HVAD SER DU?

En rigdom
Lækre kager
Blommechutney
Marmelade
Guf til aftensteen
Eller


Endnu et stykke arbejde
Hvor er det nu jeg lagde den opskrift på chutney?
Mavepine
Gid man boede i en lejlighed på 4. Sal

Jeg vælger det første, men sidste tankerække var også med ;-)


Og kartoffelrækkerne passer sig selv, mens kartoflerne modnes nede i jorden. I dag bliver det sidste stykke kornmark høstet, det må vi fejre med en af Vibekes gode opskrifter

LYDLØST

Kender du det?

Da mine børn var små, skulle jeg lige se til dem, inden jeg selv gik i seng. Jeg kiggede på dem, sansede dem og ikke mindst så efter om de trak vejret. Sådanne små børn kan sove så lydløst og så godt, at jeg til tider var nødt til at lægge min hånd på deres brystkasse for at mærke vejrtrækningen.


En kollega fortalte, at hun havde et lille spejl, som hun holdt foran sine børns mund, fordi hun ikke ville risikere at vække dem.

I dag kom jeg ind på en stue, fordi de ringede, de havde så fået hjælp, men ved siden af sov en ældre herre så tungt og godt og så lydløst som et lille barn. Jeg stoppede op, stirrede intenst på brystkassen og efter et stykke tid så jeg en lille krusning, så jeg kunne gå videre roligere i sindet. Jeg var så ikke den eneste, som var stoppet op, fandt jeg ud af senere. Heldigvis var det bare en meget lydløs og dyb søvn.

DET GÅR STÆRKT

Lyset ændrer karakter, jeg har haft lamper tændt, siden jeg kom hjem fra arbejde. Fotografering bliver sværere indendørs, når nu man ikke vil bruge blitz.

Landmanden overgav sig i går efter brokken fra de to kvinder i huset, vi frøs, nu er her dejligt varmt, og det er en nydelse at sætte sine fødder på badeværelsesgulvet kl. 5 om morgenen. Nå ja ikke da jeg hamrede lilletåen ind i døren i morges, den er hævet, blålilla og øm, men man kan vel ikke gøre noget ved det, så jeg opgav skadestuen ved tanken om den lange ventetid. Det går vel over.


Weekenden blev brugt til at fejre lillesøster, og vi nød, at vi kunne møde med både datter, sønnen og hans kæreste. Det var hendes første møde med min familie, håber ikke hun blev skræmt helt væk ;-) Alle tre er i gang med deres nye studier, og de er flittige, så vi hørte både om den franske revolution, arkæologiske betragtninger og sygeplejens væsen.

Jeg nyder at være sammen med dem, men nu er de tilbage i Aalborg, Århus og København, og jeg er tilbage på min arbejdspind, håber at dagen i morgen giver mig noget overblik over efterårets program, det kunne jeg godt trænge til.

FORSTENET

Den sad der lige midt i indkørslen, helt ubevægelig, nærmest fast frosset.

Måske var den skræmt fra vid og sans af Laika og mig? Måske var den død midt i en bevægelse?

Laika sansede den ikke, var mere interesseret i at drøne rundt omkring mig, mens jeg forsøgte at fotografere det lille kræ. Da Laikas ene ben næsten strejfede den lille fyr, blinkede den med det ene øje.


Død var den ikke, angst måske, så vi lod den være i fred og gik over og plukkede lidt hyben og mirabeller.

TILBAGE I 70ERNE

Det er åbenbart dagen, hvor jeg går tilbage i tiden.

Der er stadig lidt råt og koldt, men jeg sveder, hvis jeg får langærmede trøjer på.

Gid jeg havde en vest, tænkte jeg.

Det har du da, tænkte jeg så.

Nå ja, jeg ryddede jo op og ud i mit klædeskab i forgårs.

Noget af det, jeg ikke kunne smide ud, er hjemmestrik fra 70erne.

Så nu er vesten (som har tilhørende nederdel) taget i brug, jeg er varm på kroppen og får luft til armene, perfekt.


Og jeg tænker på de sygeplejelærere, der dengang i 70erne måtte finde sig i strikkende sygeplejeelever. Vi mente godt nok, vi kunne koncentrere os, men af og til som i tilfældet med denne vest, kan jeg godt huske, hvor tit jeg måtte granske opskriften.

Jeg vil selv have mig frabedt strikning, mens jeg underviser, mest fordi det vil få min koncentration til at smuldre ;-)

FÆRGETUREN

Vi glædede os altid, når vi skulle besøge familien i København. Mine forældre var gode til at komme rundt til familien i Danmark, og turene til hovedstaden var højdepunkter.

Mor smurte masser af rugbrødsmadder, som kom i den grønne madkasse med bakker på hylder. Der skulle noget til at mætte 5 børn.

Opel Recorden blev pakket, al bagage skulle være bagi, foran ved min far sad min bror, han havde nemt ved at blive køresyg. Vi fire piger sad sammen med vores mor bagi, her var ikke plads til sikkerhedsseler ;-)

Vi sang og talte lygtepæle, køer eller noget helt andet.

I dag valgte vi at tage færgen Ebeltoft – Odden i stedet for at køre hele vejen til møde i Roskilde. Jeg havde bagt boller, en anden havde lavet kaffe, og så hyggede vi os og prøvede at ignorere en vippende færge. Vi kom dog over uden søsyge.

Vi fik meget med hjem til at tænke på, men lige nu er jeg for træt til andet end bare at svinge benene op i sofaen og slappe af.

AT GRIBE OG BEGRIBE

Når man diskuterer teori og praksis i sygeplejen, er der altid en der siger, et er praksis, noget andet er teori. For mit vedkommende bliver jeg glad, når noget, jeg har erfaret i praksis, også kan vises i teori. Når emner, jeg har tumlet med, kan sættes på ord af en sygeplejeteoretiker, så jeg siger, ja det er sådan det er!

Sidste efterår var jeg på kursus i Hammel og vi havde bl.a. en filosof til at undervise os i etik og sygepleje. Han havde noget med ord, han lagde mærke til ord, han brugte gamle ord, smagte på dem og fik dem til at give ny mening.

Undervejs i min oprydning kom jeg til bunken af artikler fra mit fagblad, der skulle læses – en gang! Nu er de skimmet, smidt ud eller sat i ringbind mhp. senere fordybelse. Men en artikel af ovennævnte filosof,Jacob Birkler, om teori og praksis røg lige ind på lystavlen, så jeg tillader mig at bringe et uddrag af artiklen.


”Enheden mellem teori og praksis synliggøres via ordene greb og begreb. I modsætning til ordene teori og praksis har "greb" og "begreb" den samme historie og henviser begge til det at gribe om noget, enten med hånden eller med ordet.

Jeg kan derfor gribe om patienten med min hånd samtidig med, at jeg begriber hans situation gennem beskrivelse og forståelse. Jeg kan både have et fast greb om enhver situation og samtidig begrebsligt sætte ord på situationen.

Vi kan således både gribe i ord og handling. Begge måder at gribe på er overordentlig vigtige. De har ét og samme mål, nemlig omsorgen for patienten. Det afgørende er således at fokusere på nødvendigheden af begge perspektiver, set som en enhed.

Typisk vil jeg først begribe en vanskelig situation, når jeg har haft et fysisk greb om situationen, og det er i reglen først, når jeg har et vist begreb om sygepleje, at jeg kan få bedre greb om de mange enkeltsituationer.

Eksempelvis vil sygeplejersken muligvis fysisk kunne gribe om en svær situation med en svært dement patient, som modsætter sig sengevask. Det fordrer dog samtidig, at hun har begreb om den situation, mange demente befinder sig i.

Men dette begreb om de svært demente er samtidig skabt på baggrund af de mange måder, disse situationer med svært demente kan gribes på. Det er denne gensidige afhængighed, som er frugtbar at forstå.”

Jeg synes, det er så godt formuleret, her er der ikke tale om modsætninger, men om to sider af samme sag. Den artikel er gemt ;-)

MORGENSTUNDSTANKER

Min morgenstart er langsom, i dag fik jeg lyst til at finde det ord, jeg fik til min konfirmation. En af blogudfordringer har lydt på ordet tro, og jeg vidste, at mit konfirmationsord indeholdt en definition på tro, jeg kunne blot ikke huske den rette ordlyd.

”Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting man ikke ser.”

I den forbindelse faldt jeg så over denne artikel, som for mig vakte genklang. Andre link, som kom frem da jeg googlede ordene ”tro er” blev hurtigt læst og lagt til side, de var ikke i samklang med mine tanker. Sjovt nok, for præsten i artiklen siger jo, at livet i sig selv er et mirakel, at vi i os selv er et mirakel, og de ord falder i tråd med min blogs titel, som er linjer fra en sang af Lars Lilholt. Så hans ord kan jeg bruge.


Men når jeg så læser en blog med ene af lovprisninger om, hvordan Gud greb ind i nær sagt alt, så tænker jeg ja ja, og har det med det som med megen alternativ behandling, en form for distance.

Jeg har jo oplevet, i mit virke som sygeplejerske, alternative behandlere af værste skuffe, som jeg vil betegne som kvaksalvere, og som scorede kassen ved at fastholde, at de kunne helbrede, mens patienten langsomt sygnede hen eller som af princip var imod den traditionelle medicin og som derfor ved deres råd kunne have kostet patienten livet. Jeg har læst om religiøse fanatikere, som messer, hvis man tror stærkt nok på Gud, så helbredes man, og når man så stadig er syg, er det, fordi man ikke tror stærkt nok. Jeg ser rødt, når jeg hører sådanne udsagn så vel med religiøse toner som i den mentale positive thinking regi. Der er mennesker, der er blevet helbredt mirakuløst, men der er også mennesker, som ikke blev helbredt.


Livet er af og til meningsløst, der er mennesker der udsættes for så hårde odds, at vi andres små mistrøstige tanker stille og beskæmmet sniger sig hen i krogen. I min verden er det ikke Gud, der påfører disse mennesker sygdom, modgang og alle andre ulyksalige lidelser, han straffer ikke, han kan støtte og gøre stærk, så vi kan klare livets modgang.

Livet er også dejligt, fyldt med små stunder, hvor alt falder på plads, hvor hjertet fyldes med … taknemlighed, og for mig retter den taknemlighed sig mod Gud, som skaberen af dette univers.

Han ønsker, at vi hver især bruger vore talenter og ikke graver dem ned, han ønsker, at vi er medmenneskelige og nærværende. Der er en sang, hvor disse linjer lyder: Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.


Det job jeg har valgt, giver mig magt. Jeg har magt til at ødelægge mennesker, der er ramt af sygdom og sorg. Jeg har magt til at lindre og måske give håb om, at der trods andre livsvilkår stadig er et godt liv.

Jeg beder til, at jeg må se mine medmennesker som mennesker med hver deres talent, med hver deres unikke præg, og at jeg i den henseende må blive Guds hænder her på jord.

Ha en god dag.