Opret forbindelse

Indimellem ønsker jeg mig tilbage til dengang, hvor det eneste kommunikationsmiddel var en telefon, som stod hjemme. Til daglig nyder jeg at have en minicomputer ved hånden, som også er telefon, som også er kamera, som også er forbindelse til mange andre mennesker. Andre gange som i de her dage, hvor tingene driller, bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke orker at sætte mig ind i alt det, som jeg burde sætte mig ind i bagom facaden.

I dag skulle en kollega være to steder på en gang, jeg tilbød at tage den ene tjans. Hvor svært kan det være at bestille en transport? Rimeligt svært fandt jeg ud af, for jeg kendte jo ikke patienten, havde blot fået bestillingssedlen stukket i hånden og havde ikke lige computeren åben, så jeg kunne finde alle de oplysninger, de havde brug for. Er patienten førtidspensionist, er der over 50 km, kan patienten ikke tage offentlige transportmidler og så videre. Der er strammet op på regionens regler for hvem der kan få kørsel på regionens regning hjem fra en indlæggelse.

Undervejs i min multitasking, hvor jeg talte i telefon, mens jeg forsøgte at finde alle oplysninger på computerne, blev jeg smidt af linjen. Og så kom jeg i kø, da jeg ringede op igen. Man skulle helt sikkert ikke have målt mit blodtryk lige der. Ventetiden benyttede jeg til at kigge en ekstra gang på regionens regler for kørsel, tjekkede patientens arbejdsstatus, mens jeg samtidig fik plottet adressen ind i krak, så jeg kunne se, at der var over 50 km. Så da jeg først kom igennem, gik det hurtigt og de var uden skyld i, at jeg blev hægtet af (siger de ;-).

I disse dage synes jeg, at jeg kan mærke forskel. Forskel, som sker pga de ændringer, vi har foretaget i min funktion. Jeg er stadig presset og må inddrage fritimer til arbejdet, men det giver næsten sig selv, når jeg kun er ansat på 30 timer/uge og jeg er projektleder på et projekt, som kræver mange timer samtidig med at jeg også har andre fokusområder. Jeg synes selv, jeg er mere tilgængelig for mine kolleger, jeg føler de bruger mig mere til at få klarhed på spørgsmål, og jeg nyder hver dag, jeg kan gå sammen med mine nye kolleger og have fokus på god sygepleje. Vi er presset, vores patienter er dårlige, fejler alt muligt andet end blodproppen/blødningen. Nogle gange er det ikke blodproppen, der gør dem så syge, men alt det de fejler i forvejen. Og så skal vi have andre specialer involveret, det tager tid, tid vi ikke har, fordi nye patienter banker på døren med lige så svære symptomer.

Men jeg nyder at være midt i det og være den erfarne, som har tid til at hjælpe, vejlede og undersøge uafklarede spørgsmål.

Nu har jeg fire fridage fra sygeplejen, så er det gården, der står for tur. Jeg får besøg af vores regnskabsassistent, så hun kan guide mig i at koble regnskabsprogram og den elektroniske bilagsmappe sammen. Det glæder jeg mig til, men kontoret lignede noget, der var løgn. En landmand og to hunde, som hele dagen er i et kartoffelhus med masser af fin jordstøv, slæber meget med sig ind og ofte finder jeg dem på kontoret, når jeg kommer hjem. Nu er der gjort rent på kontoret, der er lavet syltetøj, fordi jeg havde glemt at købe og der er ryddet op overalt. Det eneste, der mangler er en halv times gåtur. Den snupper jeg nu, så får vi at se, om det bliver cirkeltræning eller om min mørkerædhed rent faktisk er blevet mindre, så jeg kan gå på vejen.

Og når jeg kommer hjem, skal jeg have mig en kop gløgg, lidt chokolade og marcipan, fordi jeg har fortjent det :-)

billederne er fra gårsdagens aftengåtur

Lige nu

• er jeg træt efter mødedag i Odense, hvor jeg stod op klokken fire for at sidde i toget 5.46 og landede herhjemme på gården klokken 20.
• bliver håndklædet kastet i ringen i forhold til mit projekt om at gå en halv time hver dag. Jeg har ganske enkelt ikke kunne lægge det ind i dagens mødeprogram og mine planer om at gå i mørket, når jeg lige havde fået noget aftensmad, er skudt i sænk af regnvejr kombineret med en mathed i hele min krop.
• ved jeg godt, at i morgen ser alting lysere ud
• er jeg dødtræt af det store forkølelsessår med blæner, der gør spisning/drikning besværligt og konstant tiltrækker min opmærksomhed, f.eks. at jeg hele tiden føler, at mundvandet løber, og at munden føles forkert. Apoteket på Odense banegårdscenter havde heldigvis Herbavir. Så nu skal såret få kamp til stregen.
• mangler jeg stadig at blive færdig med en opgave, fordi min computer og DSBs internet ikke ville samarbejde. Jeg forsøger at mande mig op, for jeg får ikke tid i morgen inden det møde, hvor jeg skal have en mening om opgaven.
• er jeg kort sagt træt og udmattet, og det er helt ok. I morgen bliver det godt igen.

Vildgåsebryst i ovn - sådan skal det fremover laves

Hver gang jeg tager en pose med to vildgåsebryster op af fryseren, googler jeg og får et pauvert resultat. Det er enten en hel gås eller så anbefaler de stegning på pande. Det første er ikke aktuel, det andet bliver hver gang med en meget hård stegeskorpe. Så denne gang skulle prøves en anden metode.

Vildgåsebrysterne blev krydret godt med salt, peber, rosmarin og timian. Herefter blev de brunet på panden og lagt i et ildfast fad. De fik 20 minutter i ovnen ved 140 grader varmluft, hvilede i 35 minutter (fordi jeg havde kartofler i ovnen), de var stadig for røde indeni, så de fik ti minutter mere og hvilede ti minutter. Herefter blev de skåret i tynde skiver og serveret med knuste kartofler, en gulerodsråkostsalat og en sovs. Det smagte rigtig godt, men de var en anelse for røde i kødet, så næste gang forsøger jeg mig med tyve minutter i ovn, tyve minutters hviletid, tyve minutter igen i ovn og så tyve minutters hviletid, så tror jeg, de er helt perfekte til os. Helt uden den tykke stegeskorpe.

Mit kamera i mobilen er gået i stykker, så nu er begge mine kameraer ladt op. Jeg savner at fotografere de små glæder i hverdagslivet og dagens motiver under gåturen. Jo jo, jeg holder skam stadig ved mit mål om at gå en halv time hver dag i 30 dage. Det dokumenteres på Instagram. I dag gik jeg seks kilometer i strid blæst, men det frisker hjernen op.

I morgen vil jeg udfordre mig selv, for det kamera jeg fik som forskudsfødselsdagsgave til vores snescootersafari sidste år, kan nemlig sende billeder til mobilen. Jeg har bare aldrig taget mig sammen til at finde ud af hvordan. Det skal jeg gøre i morgen.

I dag poppede Google foto op som vanligt med opfordringen til at gense dagen for x år siden. Det er ikke ret tit, at jeg kigger, men i dag stoppede jeg op, for det er min fars fødselsdag i dag, og datoen 1/2 2016 betød, at det var min fars sidste fødselsdag. Og ganske rigtig, der var skønne billeder fra dagen hos min far sammen med mine tre søstre. Jeg smilte og mindedes latter og snak.

Jeg er rastløs, begynder på en film, forlader den igen, begynder på en bog, forlader den igen, begynder på at strikke, forlader det igen, begynder på et blogindlæg, forlader det igen, begynder at få pakket alle juletingene i kasser (det er farligt at have et værelse, hvor jeg ikke kigger ind til hverdag, jeg havde faktisk glemt julepynten), forlader det igen. Til slut tog jeg mig dog sammen og fik pynten i kasserne, mens jeg lyttede til min lydbog. Den har også trange vilkår, jeg ender med ikke at nå at høre den, før lånetiden udløber.

Nu tror, jeg at rødvinsglasset og jeg flytter ind i mine forældres stol og så får vi at se, om det bliver film eller lydbog, der skal fastholde mig sammen med strikketøjet.

Og sådan så min udsigt ud for et år siden. Jeg savner sne!!!! 

En kop varm kakao

Det er heldigvis efterhånden sjældent, at det sker. Men i nat er åbenbart natten, hvor søvnen indfandt sig til tiden og ophørte efter to timer. Det limbo mellem søvn og vågenhed fyldes med tanker. Tanker, som ikke har noget med mig at gøre, men som har med noget af det, jeg har læst eller hørt. Måske har hjernen været i gang med at bearbejde det i søvnen, og da søvnen så stopper, fortsætter tankeprocessen, mens jeg prøver med ro, vejrtrækningsøvelser og fokus på afslapning at falde i søvn igen.

Nu har jeg opgivet, har lyttet lidt til en bog, men er stået op og har varmet kakaomælk med honning (note til mig selv, husk at købe hyldebærsaft, som er min foretrukne varme drik om natten) Godt nok har jeg stadig gløgg i huset, men det er blevet lidt for sent til at drikke rødvin, der venter en travl arbejdsdag om fem timer.

Mandagens fridag blev fyldt med mange små gøremål, så jeg nær havde opgivet at få gået dagens tur #enhalvtimesgåturhverdagi30dage. Men ud kom jeg, da tusmørket sænkede sig, og som så ofte før indfinder energien og lysten til at sætte det ene ben foran det andet sig hurtigt, så det endte med 5 km, før jeg var hjemme igen. Gæssene flokkedes over mig med deres larmende tilstedeværelse.

Anderleds stille var der, da jeg søndag kørte op til sommerhuset for at tjekke, at alt var som det skulle være. Jeg valgte at gå en tur i den nordlige del af Blokhus klitplantage, den er ikke stor, men der er mange små stier, som nok er dannet af at nogen, vandrere eller bikere, der har skudt genveje, og nu taler de til en, når man går på de etablerede stier: følg mig og se hvor du ender. I går fulgte jeg opfordringen og gik på kryds og tværs af plantagen, op og ned ad klitterne. En times vandren fik jeg ud af at gå på må og få, og jeg nød stilheden, den friske luft og kroppens arbejde.

Mens jeg gik, huskede jeg en patient, hvis skade efter en blodprop i hjernen blandt andet udløste, at han dels ikke registrerede det, der var til venstre for ham, dels var styret af sine impulser og det der skete til højre for ham. Når man siger, at tingene taler til os, lyder det underligt, men ser du en kop, mærker du måske, at du er tørstig eller hvis du ser en stol, er det der, du først registrerer, at du er træt. Nogle gange handler du så på den følelse, andre gange udsættes denne følelse, til du har tid til at handle på den. Det gjorde han ikke, så da jeg skulle følge ham fra afdelingen til en undersøgelse gennem hospitalets kældergang, opdagede jeg for første gang, selv om jeg ofte havde gået der, hvor mange døre, der egentlig var til højre for os. For samtlige døre talte til patienten, og han gik automatisk hen og tog i dem, og jeg måtte konstant guide ham videre. Han ville ikke have kunnet begå sig alene i den gang, eller ville i hvert fald være kommet ud på en masse afveje, hvis han da nogensinde var nået til målet.

Min gåtur havde ingen andet mål end blot at gå og være i naturen og så hele tiden følge en ny sti, når den dukkede op. Jeg havde et indre kompas for hvor jeg var, og større er plantagen heller ikke, så indimellem nåede jeg ud til kanten, og så vendte jeg om, indtil jeg var klar til at gå ud af skoven og hjem igen.

Min lyttebog, Modne Kvinder, sætter tanker i gang. Både nogle, der har relation til de første kvinders fortælling og nogle, der har relation til oplæseren. Bogen er interviews af modne kvinder om livet og døden, så derfor skal oplæseren både lægge stemme til kvinden og intervieweren. Det forvirrede mig lidt i starten, men hun gør det faktisk godt. Lægger sin stemme lidt dybere, når det er den mandlige interviewer, der taler. Til gengælde irriterer det mig, at hun ikke laver en pause, når en kvindes fortælling er over og en anden starter. Jeg bliver lige forvirret hver gang over det skift.

Kvinderne er vidt forskellige, både i forhold til den måde de takler livets modgang og medgang, og i forhold til alder og erhverv. Men det er spændende at høre kvinder både yngre og ældre end mig fortælle om livet. I magasinet Søndag skriver Elsebeth Egholm, at folk lyver, når de siger, at det er godt blive gammel. Det synes hun ikke og det skræmmer hende, at hun nu bliver 60. Jeg tror, hun er farvet af sin kræftsygdom og at hun har fået kroniske sygdomme før dette. Jeg kan godt mærke, at alderen gør noget fysisk ved mig, men faktisk synes jeg, at jeg på mange måder har det bedre psykisk end tidligere. Jeg har ikke lyst til at være 40 igen, jeg har det fint med min alder og så må jeg leve med søvnløse nætter, smerter i led og en krop, der mærker tyngdekraftens vilkår. 

Nu er indlægget sat til udgivelse til i morgen tidlig. Der er gået en lille time, siden jeg startede med at skrive og med at drikke varm kakao. Håber du har sovet godt, må din vej gå dig i møde og må vinden være din ven.

Jeg skal huske

at skønne på alle de ting i min hverdag, der gør mig glad

• Jeg havde den dejligste dag i går formiddags sammen med tre kvinder, jeg har lært at kende gennem bloglivet. Liselotte, Ella og jeg besøgte Jette, og snakken gik, strikkepinde og hæklepinde klirrede og vi kom vidt omkring.  Og det skal jeg huske, at når jeg rækker ud og spørger, om folk vil mødes med mig, så siger de altid ja.
• I næste uge skal jeg mødes med en anden skøn kvinde, jeg har mødt gennem min blog.
• og ugen efter skal jeg være sammen med min studieveninde.

• Derudover står der fødselsdagsfejring af en god bekendt på februars program, og flere weekender i de kommende måneder er frie til, at et besøg i København kan planlægges, når de unge/landmanden kan.
• Sommerhuset bliver ikke brugt i vintermånederne, fordi min kære mand hellere vil være hjemme med jagt, hunde og gode jagtkammeraters besøg. Det skal ikke forhindre mig i at tage i sommerhus, har jeg besluttet mig for. Jeg skal blot øve mig i at gøre det.
• I går begyndte jeg at hækle igen, Liselotte har for lang tid siden givet mig en skøn bog med hæklede klude, og nu skulle det være. Det føltes godt blot at tage den ene omgang efter den anden. 

• I forgårs fik jeg hul på det at lytte til bøger. Jeg har downloadet bogen Modne Kvinder. Lige nu er jeg i gang med den første fortælling af Hella Joof. Jeg bliver inspireret og også provokeret, for der er ting, jeg slet ikke er enig med hende i, men der er mange flere emner, hvor vi er fuldstændig på linje. Indtil nu har jeg hørt bogen, mens jeg kører bil, nu vil jeg finde ereolen på computeren og lytte, mens jeg hækler en stribe eller to.
• #enhalvtimesgåturhverdagi30dage er kommet godt fra start, i går blev det morgenstunden, der bød mig velkommen på gåturen. Svaner og gæs fløj over mig og dominerede lydbilledet på den stille morgen. 

Som sagt, når jeg åbner øjnene for det nære, opdager jeg, hvor meget jeg har at være taknemlig for. Det føles godt.

En uge som gik sin vej

Jeg sidder her godt mæt og tilfreds og funderer over, hvad jeg dog har lavet i denne uge. Mæt fordi jeg har nydt is og ikke i de rigelige mængder, jeg ellers kan konsumere, men helt sikkert i større mængder end du spiser (hvis man skal tro min datter). Tilfreds fordi jeg tog mig sammen og gik en tur i mørket, #enhalvtimesgåturhverdagi30dage. Det er mit projekt og det startede i aften. Det lyder måske meget nemt, men for mig er al energi brugt op, når jeg kører ind på gårdspladsen, og det eneste, jeg drømmer om er en sofaplads og en tekop fyldt med god te. Nu prøver jeg, om jeg har rygrad eller om jeg ligner en regnorm. Vi får se, jeg er nemlig rigtig god til ikke at lade mig forstyrre af brudte løfter til mig selv og projekter, der aldrig bliver til noget.

Lige nu irriterer det mig grænseløst at jeg overhovedet ikke kan komme på, hvad jeg har lavet på arbejde og midt i irritationen dukker linjen op, som jeg egentlig havde besluttet i tirsdags skulle være overskriften på mit indlæg: jeg er et meget talende menneske.

Ordene er ikke mine, selv om de ville passe godt på mig. Ordene kom fra min kollega, som jeg introducerede til en måde at kombinere sygepleje med en terapeutisk tilgang. Oprindelig blev det kaldt Affoltermodellen, det hedder det sådan set stadigvæk, men i dag siger man det om teorien bag og kalder selv handlingen for guidet taktil interaktionsterapi.

Vi skulle sengebade en patient, en patient som var urolig og som hele tiden brugte sin ikke-lamme arm til at rykke i alt, pille i alt og som samtidig var meget talende, selv om det kunne være svært at forstå. Nu fik min kollega besked på, at vi ikke talte under sengebadet. Vi ønskede, at patienten skulle komme ind i sig selv, sanse sig selv ved hjælp af følesansen og dermed give grobund for genindlæring af tabte færdigheder på sigt.

Jeg startede med at fortælle, at jeg ville vaske ham og at jeg ville være stille, så han kunne mærke sig selv. Så begyndte jeg med at vaske hans ansigt med faste, blide strøg. Undervejs "skubbede " jeg med den ene hånd under hoften/ballen, så han rokkede lidt. Dette skulle øge hans muligheder for at mærke, hvor han var. Vi har mange receptorer i ballerne, som fortæller om vi ligger, sidder og i hvilken position det sker i. Mange af vores patienter er ramt på evnen til at omsætte alle de stimuli, de får konstant fra omverdenen, til noget de forstår og kan handle på.

Herefter gik jeg i gang med at vaske den lamme arm, den lå ned langs kroppen og jeg førte vaskekluden ind under hånden uden at løfte hånden. Mens jeg med det ene hånd pressede armen let ned mod underlaget, stoppede jeg vaskekluden i små ryk rundt om fingrene under håndfladen og videre op ad armen. For hver lille etape opad skiftede jeg over til at rokke let under ballen. På den måde skiftede jeg mellem at give patienten besked om ved hjælp af følesansen hvad jeg lavede (vaskede ham) og hvor han var (liggende i sengen).

I begyndelsen stod min kollega tæt på patientens hoved på hans ikke lamme side. Det betød at han kun så hende, fordi han ikke ænsede så meget til sin lamme side, og han snakkede i et væk. Jeg bad hende om at gå ned for enden af sengen. Hermed fik jeg patienten til at være mere stille og det virkede, som om han i korte perioder mærkede sig selv via følesansen. Han blev opmærksom og koncenteret i blikket, omend kortvarigt, men det er de små situationer, man holder øje med.

Vi skulle kun lave øvre hygiejne, så da vi var færdig med dette, startede min kollega sondeernæringen op. Dette gives på en pumpe, fordi det kan gøres langsommere, end hvis vi står og fylder det i en sprøjte og giver det manuelt. Da vi gik over til pumper, reducerede vi forekomsten af diarre udløst af sondemaden, som blev givet for hurtigt.

Senere snakkede vi om tilgangen, som vi kalder nursing guiding. Og det var her, at min kollega sagde ordene om at være talende. På sygeplejestudiet lærer man, det gjorde man også, da jeg var elev, at man hele tiden skal fortælle patienten, hvad man gør. Og hun syntes, det var grænseoverskridende ikke at skulle tale undervejs og hvad nu hvis han ikke var holdt op med at tale, da hun gik væk, ville jeg så blot have ignoreret ham?

Det ville jeg ikke, jeg har blot erfaring for, at nogen gange kan et hmm eller mmm være nok og lidt efter lidt holder talestrømmen op som tegn på, at patienten bliver mere til stede i sin krop. Andre gange må jeg stoppe, snakke med patienten, spørge om der er noget, der fylder og så senere fortælle at nu går jeg i gang igen.

Tirsdag var også feriemøde. I år kunne vi ikke få det til at gå op, så resultatet bliver 2 1/2 uges sommerferie til alle, som holder sommerferie i skolernes ferieperiode. Ferielukning i vuggestuer, børnehaver, skolepasningsordninger, på ægtefæller/kæresters arbejdspladser osv. gør, at alt for mange gerne ville holde tre ugers ferie på det tidspunkt. Hvem vil ikke gerne holde ferie med sin familie? Så sådan bliver min ferie altså i år, så må jeg se hvor den sidste halve uge skal lægges. Men det er ens for os alle, og det er træls, men sådan er det. Andre steder kan man kun holde to uger i den periode. Som vi talte om, så er det det eneste tidspunkt, hvor vi ønsker at være lærere eller pædagoger. Jeg er barn af lærere, søster til en lærer og mor til en tidligere lærer, så jeg ved om nogen, at det job vil jeg ikke have.

Onsdag var kordag, vi har fået ny korleder i et halvt år, mens vores vante korleder har orlov. Det skal vi vænne os til, men det virker nu til at blive godt. Der er ikke så meget spræl i de sange, hun indtil nu har valgt, men det kommer forhåbentligt.

venter på at køre ombord på færgen på vej hjem

Torsdag tog jeg igen til Mors for at være til et opfølgningsforløb for mennesker med lette følger efter en Stroke (blodprop/blødning i hjernen). Egentlig skulle jeg have været med via video, men af forskellige årsager måtte jeg være fysisk til stede. Jeg elsker de timer, og jeg bliver glad, når de spontant fortæller, hvor godt det er. Og jeg har fået smag for at tage færgen over Feggesund, det er ikke meget hurtigere, men det giver en lille pause i kørslen.

Fredag endte med ikke at blive som planlagt, vi skulle have projektdag, men fordi afdelingen var så presset, blev min kollega nødt til at hjælpe på afsnittet og jeg tog mig så af at få skrevet/redigeret/talt i telefon med vejleder. Inden dagen ændrede sig, fik jeg lov til at passe en lille baby, hvis ene forælder var indlagt hos os. Da forældrene skulle til en undersøgelse, tilbød vi at passe babyen. Så jeg diskuterede artikelordlyd, mens jeg sang vuggevise og vuggede det lille barn i søvn i mine arme. Det føltes rart og godt.

en sløret aftenhimmel, men der var en stjernevrimmel

Mens landmanden så håndbold, gik jeg aftentur. Weekenden er startet og jeg skal være sammen med tre skønne kvinder i morgen, det glæder jeg mig til.

God weekend til dig.

Himlen over mosen på vej hjem i eftermiddags

Bare gå og gå ud i det blå

De sidste dage har jeg først taget mig sammen til en gåtur, når lyset har været ved at forsvinde. Jeg har nydt at gå og gå, mens mørket stille har sænket sig. Og sidst på turen har landmandens pandelampe sikret, at jeg vidste hvor jeg gik. I aften har jeg fravalgt det, for jeg er bange for at jeg bliver for vågen, når jeg går så sent.

Mens mørket omsluttede mig, kunne jeg høre svaner og gæs snakke højlydt. I går aftes var der også fuglesang på starten af turen. og mens jeg gik, fik jeg lige hilst på min søn, min datter og to af mine søstre. Små korte samtaler, som sikrede at alle havde det godt - det havde de!

Og den bedste gevinst ved turen er, at min hovedpine, som er blevet en konstant bivirkning ved computerarbejdet på trods af skærmbriller, forsvinder så snart jeg er aktiv. I aften forsvandt den endda blot ved, at jeg lavede aftensmad.

Aftenmaden blev spidskålstoast med gnavegulerødder til. Og jeg er stadig så mæt, så selv om min trætte hjerne mener, at der skal noget sukker eller andet lækkert til, inden jeg går i seng, så protesterer maven højlydt. Maden blev godkendt af landmanden, og jeg følte mig helt sund efter at have spist 250 g spidskål.

Og nu til noget andet "føde". Mon du har en bog, du kan anbefale? Jeg har svært ved at komme i gang med læsning, søger på må og få i e-reolen efter lydbøger, lytter lidt her, lytter lidt der, men ingenting fanger mig. En tidligere kollega har anbefalet Dødevaskeren af Sara Omar og Sæt en vagtpost ud af Harper Lee, men lige nu tror jeg, at de er for "tunge" for mig. Jeg har brug for en lidt lettere genre. Håber du har nogle gode forslag.

Krig, taknemlighed og forståelse

Landmanden havde fødselsdag i går og havde meget bestemt frabedt sig gaver og festivitas. Han ville bare hygge sig med morgenmad, gåture med hundene og besøg af en jagtkammerat til eftermiddagskaffe.

Han gjorde dog regning uden vært. For den ene af hans storesøstre ville det anderledes. Hun havde varskoet mig om, at de kom med rundstykker til morgenkaffe, så jeg havde fået besked på at holde landmanden hjemme. Det havde jeg mange spekulationer om, hvordan jeg skulle gøre, hvis nu humørbarometeret stod på jagt fra morgenstunden af.

Storesøsteren og svoger havde taget en anden storesøster og svoger med. Det var en dejlig overraskelse og landmanden nød at få selskab fra morgenstunden af. Vi havde den skønneste formiddag sammen, fik opdateret hinanden på livets gang, og formiddagen blev til middag, inden de drog af sted.

Eftermiddagen stod på hygge og partering af dådyr. Landmanden og jagtkammeraten havde købt en jagt hos Naturstyrelsen i Sønderjylland, som de var på i tirsdags. Og der har man mulighed for at købe noget af det nedlagte vildt, og de havde lyst til at smage dådyr, så nu har vi det i fryseren.

Det harmonerer ikke så godt med, at fruen har mistet lysten til madlavning, så for mig føles det mere som en pligt og byrde, at nu er der mere i fryseren, som skal bruges. Jeg håber at madlavningsenergien kommer igen, og jeg får da også brugt fra fryseren. Det meste bliver nu omdannet til lækre spegepølser, røget dyrekød og grillpølser. Det bruger vi meget af, i og med landmanden hver dag spiser brød med pålæg på.

aftenhimmel fra min aftengåtur i går

Når jeg skriver de ord, kan jeg godt mærke en følelse af, at så er jeg forkælet. Tænk at have mad til rådighed og så alligevel vælge de nemme løsninger i butikkerne, fordi jeg kan. Det sættes i relief af den film, landmanden og jeg så i biografen i går aftes: 1917. En smuk filmet film, som fortæller historien om to soldater, der får til opgave under 1. verdenskrig at krydse ingenmandsland og besatte tyske områder for at nå frem til en deling og give dem besked om at afblæse et angreb. Man har fundet ud af, at tyskerne har sat en fælde for denne deling og de vil blive massakreret, hvis de går til angreb. Med til historien hører at den ene soldats storebror er med i denne deling, det bliver det, der motiverer ham gennem de 24 timer, hvor man følger soldaterne. På intet tidspunkt slippes de to kammerater af kameravinklen, det er som én lang filmoptagelse, og det virker rigtig godt.

For nogle vil filmen helt sikkert virke langsommeligt og for andre vil de savne flere kampscener. For mig var filmen helt perfekt sat sammen, men jeg blev også fanget af kombinationen af skift mellem krigsscener med al dens gru og så smukke marker/skove, områder som de to gik gennem. Derudover gjorde musikken også sit til, at jeg indimellem sad meget uroligt i min stol, for klarede de det eller?

På vej til Feggesundfærgen i torsdags.

I dag føjedes der så en dimension mere til mine tanker om, hvor godt jeg/vi har det. Landmanden og jagtkammeraten er på jagt herhjemme og vi startede med rundstykker sammen. Landmandens jagtkammerat er tyve år yngre end landmanden, de har et godt fællesskab og i dag foranlediget af filmen fik jeg også lov til at høre om den krig, han som ung blev tvunget til at være en del af, før han flyttede til Danmark efter krigens afslutning for at finde et sted uden krig. Han uddannede sig, fik dansk kæreste, blev gift, fik børn og er i dag selvstændig med den uddannelse, han allerede før krigen brød ud i hans hjemland havde drømt om. Han har knoklet for at få økonomien til at hænge sammen. Altid haft mindst et fuldtidsjob ved siden af universitetsstudierne. Og her sad vi på en smuk januarmorgen og hørte om afsavn, gru, død og menneskers evne/vilje til at tilpasse sig og holde sammen for at overleve. Samtidig med at vi også hørte om hans dejlige børn og hustru.

Livet rummer så meget, og vi dannes af de oplevelser og de mennesker, vi møder gennem livet. Men også af hvordan vi har taklet modgang og modstand. En sød kollega sagde om mig, at hun syntes, jeg var så klog på livet (det kan man også nemt fremstå som, når man er 38 år ældre!!) og om hun først blev så klog som mig, når hun havde min alder. Nej, vi bliver kloge undervejs af livet, hvis vi tør tænke over, hvordan vi handler og ikke handler. Som sygeplejerske får vi en unik mulighed for at blive klogere på livet med alle de mange mennesker, vi møder hver dag, midt i hvor deres liv er brudt sammen. Når vi tør lytte til andre menneskers historie uden altid at dømme ud fra vores egen virkelighed. Det kræver også, at vi tør tænke over vores mindre gode sider og vores fejl, og tør at tænke, at sådan der bryder jeg mig ikke om at være. Og når vi tør sige, at på trods af den fremskredne alder er der stadig meget, vi kan lære af andre. Min onkel sagde til min mormors begravelse, at min mormor på trods af alderen (blev 79 år) ikke var færdig med at leve, og havde sagt hvordan forbereder man sig så på at dø? Hun var stadigvæk nysgerrig på livet og på at lytte til andre menneskers historier og meninger. På trods af at hun blev enke som 56 årig, mistede sin datter på 19 år og sin søn på 52, så ophørte hun aldrig med at være nysgerrig på livet og taknemlig for livet. Det tror jeg er recepten på at blive klog på livet.

Torsdagens arbejdsplads var blandt andet på Mors og det gav mulighed for en færgesejlads

Torsdagsstrøtanker

For ti år siden ville jeg så have troet, at jeg var der, hvor jeg er i dag? Inspireret af Ellens kommentar til forrige indlæg blev tankerne sat i gang. For er der egentlig sket noget livsomvæltende eller i det mindste overraskende ting i mit liv i de ti år? Er jeg egentlig ikke blot fortsat, som jeg dengang havde tænkt mig?

Min mand og jeg er gået ind i de ældres rækker i det årti, ville jeg have håndteret det anderledes, hvis jeg ved, hvad jeg ved nu?

Mine børn er i det årti blevet uddannet og voksne, de har på godt og ondt mødt voksenlivets udfordringer. Ville jeg have taklet min opgave som mor til voksne børn anderledes, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu?

Mit arbejdsliv stod dengang foran en ny spændende epoke, jeg startede på diplomuddannelsen for ti år siden. Ville jeg ændre valgene, jeg tog efter det, hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu?

Tankerne stiller flere spørgsmål end svar, for jeg ved det ikke. Måske ville jeg have handlet anderledes, måske ville jeg have valgt en anden vej, måske. For ville jeg have troet på spådommen om livet ud i fremtiden?

Nogle gange tænker jeg på, om jeg lader mig nøjes med den vej, jeg går ud ad. Andre gange tænker jeg på, om jeg glemmer at åbne mine øjne for de mulighedssprækker der er i mit liv for at dreje ind på en anden sti. Er det to sider af samme sag? At lade sig nøje eller at åbne øjnene for mulighederne?

Jeg ryster på hovedet, det er lidt for dybsindige tanker om livet en torsdag morgen. Det er nemmere at starte arbejdsplatformen og komme i gang med dagens hjemmearbejde, inden jeg skal til Mors.

Apropos Mors, så har vi grinet en del i den her uge over en notits på vores ugeplan. Advarsel: det her er sort humor, som ikke alle synes er sjov.

Ordet mors på latin betyder død. Derfor syntes flere kolleger, at det var lidt makaber, at der på ugeplanen i sidste uge stod Lene MORS. Meningen var jo, at jeg var på Mors, ikke at jeg var mors. Jeg konkluderede så, at der så var rig lejlighed for mig til at synge: Jeg' live.

Og til indledningens sidste spørgsmål må jeg svare, jo, jeg er gået ad den vej, som jeg dengang havde tænkt mig. Men vejen viste sig at være anderledes, end jeg havde regnet med. Udsigten, vejens tilstand, de mennesker jeg mødte, den måde jeg gik vejen på osv. Det blev ikke som jeg havde tænkt, men det blev mit liv på godt og ondt, og det gjorde mig rigere på erfaringer.

mens vi venter på ... (at landmanden kommer hjem?)

mens vi venter på ... (sne, frost og kulde?)

Smilende søndag

Jeg vågnede træt i morges, fordi søvnen driller mig i disse tider. Jeg lå der i sengen med en følelse af, at det hele afhænger af øjnene, der ser. Om jeg ville være glad eller trist afhang af den måde, jeg valgte at anskue verdenen på. Mange mennesker kan ikke sige dette, de har så store problemer/udfordringer, så de hænger blot fast med neglene og håber på at komme op at stå og få fodfæste. Men jeg kunne sige dette til mig selv, for jeg har det godt, har en skøn familie, er rask, er elsket, er afholdt, har et job, jeg er glad for osv.

Det var en skøn måde at starte søndagen på. Egentlig havde jeg en plan, da jeg stod op og gik i bad. Den plan er overhovedet ikke kommet i spil, til gengæld har jeg nået andet, som gør mig glad.

Det er ikke noget revolutionerende, endsige noget nytænkende, det er ren og skær hverdagssøndagstaknemlighed.

• Huset er nu fri for julepynt og i mit vindue står to glasbeholder med hver sin lyskæde og gør mig glad
• Jeg lavede Hit Med Suppen i går og fik brugt den sidste rest røde linser. I dag nød jeg den sidste rest til frokost efterfulgt af en skive ølkage (resterne fra julen taget fra fryseren)
• Indviede min julegave, fra børn og svigerdatter, en lille tepotte, og nød at se den stå under en smuk tehætte fra en kollega. Der er noget særligt ved at hælde te fra en tepotte i stedet for som vanligt fra termokanden.

• Min amaryllis har begavet mig med endnu en blomst udover den, der sprang ud til jul.
• Jeg har gået en lang tur i solskin og frisk luft.Ti kilometer blev det til.
• Imens talte jeg med min mellemste lillesøster og det var skønt.

• Aftenmaden bestod af Jamie Olivers christmas roast potatoes,  de kan varmt anbefales, Og skal vi ikke lige slå fast, at kartofler faktisk er det bedste bæredygtige valg sammenlignet med ris og pasta. Tilbehøret var gode grillpølser lavet hos Saltum slagter af dyrekød (rådyr og krondyr), skudt af jægeren. Den sidste rest af julens rødkål blev forvandlet til en ny rødkålssalat inspireret af det nye Søndag. Så hermed undgik vi madspild, spiste mad af lokale råvarer og efter sæsonen. Jeg pudser lige glorien ;-)

• I morgen er det fys tid. Jeg trænger, min nakke og min skulder/arm smerter, fordi der er gået en uge over det vanlige, men i morgen sker det.
• Jeg har grinet højt helt alene, det føltes godt og jeg smiler igen ved tanke om klummen om alder i det nye Søndag. Det var spot on, hvordan man i 50erne pludselig synes, at det er en 9. klasses praktikant, som undersøger en ved lægen, eller at det er gymnasiestuderende, som er eksperterne i Nyhederne. Og tilsvarende at man er omgivet af gamle mennesker, når man endelig i en butik finder noget tøj, som ikke føles gammelt eller alt for ungt. Hvorfor er de dog i samme butik som mig? Måske fordi de har samme alder ;-) akkeja, akkeja, indsæt selv emoji med gammelmor med lokkerne
• Og det bedste er at jeg har fri to dage mere

Håber du har haft en søndag, der gjorde dig godt.

Luntende lørdag

Selv om jeg havde givet mig lov til at sove længe, så vil kroppen det anderledes. Nu er landmanden og hans to hunde sendt på jagt med madpakke og tekande. Og mens jeg tømmer opvaskemaskine og rydder lidt til side, begynder tankerne at planlægge dagens mentale to-do-liste.

Jeg stopper op og beslutter mig til, at alt ikke skal nås på en lørdag. Jeg har faktisk fri både mandag og tirsdag, for når jeg er ansat på 30 timer og har flere uger i januar uden hverdagsfridage, så er næste uge en meget kort arbejdsuge, fordi jeg også har en erstatningsfridag for en Søgnehelligdag på fredag. Jeg beslutter mig til ikke at tro, at jeg kan nå alt muligt, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ikke sker.

Lørdag er hermed omdøbt til luntelørdag. Mit julepynt skal ned. Af forskellige grunde var jeg nærmest ikke hjemme de to første dage i ugen og de sidste tre dage gik med at arbejde, så julepynten fik lov til at hænge til i dag. Charlotte lærte mig, at i Sverige varer julen til tyvendedagen efter jul, altså d. 13/1. Ergo er jeg lidt en blanding af dansk og svensk juletradition. Faktisk står vores træ stadig flot, ikke en eneste nål lader det falde til jorden. I år havde vi købt LEDjulelys med batterier. Det var skønt at være fri for ledninger, men det sidste hold batterier varede ikke særligt længe, så næste år bliver det kun kvalitetsbatterier, og så må vi se, om vi går tilbage til lyskæde.

Måske aner du lige det hjemmelavede norske flag på flagrænken. Det er til ære for vores norske svigerdatter.

Torsdagsundervisningen på Mors gik godt, og patienter, pårørende og kommunalt ansatte fik mig overtalt til at prøve færgen hjem. Jeg ville spare mange kilometer og tid, når jeg ikke kørte over Thisted, forlød det. Det kan godt være, jeg sparede kilometer, men jeg brugte kun fem minutter mindre på turen hjem end ud og det føltes det lidt stressende at køre i mørke og regnvejr på små, slyngede, ukendte veje til og fra færgen, før jeg ramte hovedvejen. Selve færgeturen varer kun fem minutter. Men næste torsdag tager jeg turen igen, mens der er lyst, og så vil jeg se på både kilometertæller og uret, om det gør en forskel.

Jeg havde store forhåbninger til fredagens projektdag, men vi nåede ikke så langt som håbet. En af vores vejledere er på barsel, men i og med at hun er medforfatter på den engelske artikel, skal hun læse den igennem og godkende den. Det havde hun heldigvis taget sig tid til, og der var en del kommentarer, som vi skulle forholde os til. Selv om det føltes lidt som et tilbageskridt, fordi artiklen var godkendt af den anden vejleder, så var det også godt at få en, som ikke havde været med i 3/4 år, til at læse artiklen. For de undrende kommentarer hun havde, ville det internationale sygeplejemagasin måske også have.

Efter gårsdagens arbejde havde jeg hovedpine, da jeg stod udenfor sygehuset. Vejret var frisk, der var lyst og jeg tog en hurtig beslutning. En halv times gåtur i Mølleparken gjorde underværker, og jeg kunne køre hjem uden hovedpine og med god motionssamvittighed.

De første kopper te er drukket og mørket udenfor gør, at jeg mest af alt har lyst til at putte mig en time eller to, før jeg går i gang, Så er det godt, at lørdagen er min egen, der kan danses, sofahygges eller julenedpyntes, helt som jeg vil. Det er jo min luntelørdag.

Må du få en god lørdag om den er til luntetempo eller lyntempo.

Landmandsliv anno 2020

Hvordan går det egentlig på gården. Folk som jeg møder, og som jeg ikke ser så ofte, spørger om vi fik alle kartofler op og om der ikke er vådt. Vi var nogle af dem, der fik alle vores kartofler op, før regnen  for alvor satte sit præg på markerne (og humøret). Og det er vi taknemlige for.

Der er meget vådt derude, vi kunne godt bruge et par måneder med tørvejr, frost og solskin. Det kunne alle vist, ikke blot landmænd. Men selvom Danmark er et lille land, har der været store forskelle på regnmængderne i det lille land, så vores historie kan man formentlig ikke genkende andre steder i Danmark - nok i Jylland, men jeg har indtryk af gennem instagram og blogge, at andre steder har man ikke fået så megen regn i sensommeren - efteråret.

Livet går sin vante gang på gården, den følger årets cyklus. Kartoflerne kom i hus midt i oktober, herefter nåede landmændene at få sået lidt efterafgrøder og harvet nogle marker. Herefter får markerne lov til at ligge til tørvej og forår siger, at nu er markerne klare til at blive pløjet, harvet, gødet og tilsået. Så om det bliver først i april eller slut april, det må vi vente at se.

Kartoffelsortering foregår nærmest hver dag. Landmanden og hans medarbejder sidder ved sorterbordet og sørger for kvaliteten (sorterer grønne, skurvede, skadede kartofler fra).  Maskinen sorterer størrelserne. En af dem springer af og til på en truck og får flyttet de fyldte 1000 kg sække og fylder nye kartofler i tragten til sortereren. Flere gange om ugen kører en stor lastbil op foran kartoffelhuset, bliver læsset med sækkene med de fineste spisekartofler og kører dem til en grossist. Her bliver de pakket i forskellige posestørrelser eller små bakker, hvorefter de kommer ud til jer i butikkerne. Denne proces foregår fra august til maj.

Samtidig foregår planlægningen af næste sæson, der skal laves gødningsplan og indrapporteres, der skal forhandles om priser for såsæd, gødning osv. Der skal repareres og tilses maskiner. Vinteren er den sæson, hvor landmanden får tid til at gå lidt på jagt sammen med sine hunde. For det meste foregår det i weekender, men enkelte hverdagsjagter kan der også blive tid til.

Samtidig skal der også laves regnskab, betales regninger, køres løn osv. Jeg tager mig af det meste, men landmanden er nødt til at sætte tid af til at gennemgå regningerne. Jeg har ikke en jordisk chance for at tjekke, om regningerne er korrekte. Derudover skal der også laves status over alt. Det er han også nødt til at gøre. Indimellem har jeg på fornemmelsen, at han overvejer, hvordan de opgaver kan udliciteres til mig, så jeg kan godt være lidt skrap, for jeg skal ikke have flere opgaver.

I dag starter et nyt forløb med opfølgning til mennesker med lette følger efter en blodprop/blødning i hjernen i en kommune to timers kørsel fra mig. Jeg skal være fysisk til stede de to første gange og de sidste to gange er jeg med på video. Da flere af patienterne går på arbejde, ligger opfølgningen fra 15 -17, så min arbejdsdag starter først kl 11. Indtil da har jeg arbejdsdag på gårdens kontor. I dag var det heldigvis hurtigt overstået.

Vi er som tidligere skrevet i gang med at overgå til elektronisk bilag og dermed slippe for utallige mapper med bilag. Så nu er der åbnet flere bilag på computeren, klar til at landmanden kommer ind og tjekker dem. Førhen printede jeg dem ud og så lå de ved hans eftermiddagste, når han kom ind. Dejligt nemt at sidde i en god stol og gennemgå bilag. Nu skal han gå på kontoret, åbne computeren og gennemgå dem der. Det skal vi begge vænne os til, for som bekendt tager det tid at ændre rutiner.

I og med at den første del af min sygeplejearbejdsdag er herhjemme,kan jeg selv fordele mine timer. Om lidt kommer rengøringsfirmaet og så passer det med, at jeg bliver på kontoret og arbejder, mens huset bliver gjort rent. Bagefter kan jeg komme i bad, få handlet ind og gjort klar til køreturen. Jeg glæder mig, og jeg håber det går lige så godt som sidste gang. Vi håber, at det kan blive et permanent tilbud, men vi skal først bevise, at det gør en forskel.

Nu fik jeg alligevel sneget lidt sygepleje ind i et landbrugsindlæg, men sygeplejen fylder altid hos mig, så sådan er det. Må du få en god dag.

Jeg glæder mig til at se, hvor mange af blomsterne fra vores faunastriber, der dukker op igen til sommer.

Tænk en gang

Nu skal datteren drilles lidt, for nu har hun det, som vi andre har det. At man ikke kan forstå, at man er den alder, som dåbsattesten siger. At når man ser på andre i samme alder men med et andet liv, ikke kan genkende sig selv i den alder. De virker da ældre (og for mit vedkommende tænkte jeg også altid mere erfaren og klogere på livet)

Sådan er det, min kære datter. Ikke desto mindre er du jo stadigvæk mit barn, min lille datter, som kom til verden for 34 år siden. Og jeg husker fem dage senere, hvor din far hentede os to på sygehuset, og du og jeg sad/lå på bagsædet. Du var i en lift med en sele spændt omkring liften, jeg sad ved siden af og kiggede ned på det lille menneskebarn, som nu var helt afhængig af de to mennesker, som skulle forestille at være voksne.

Din far kiggede i spejlet og så at jeg græd, da vi kørte over Limfjordsbroen og spurgte bekymret, hvad er der i vejen. "Ingenting, nu er vi bare en familie, hvor vi før var et par" sagde jeg grædende ved tanken om det store mirakel og det store ansvar, det var at gå fra at være en ung kvinde med en kæreste til at være mor til et lille nyfødt barn.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen, tak for dine skønne påfund, dine eftertænksomme tanker, din måde at få mig til at fundere over livet. Må din fødselsdag blive god og må du blive fejret med maner.

Fire Generationer

Medens du sover, våger din mor. Slet intet ondt din vugge skal nå, mor er jo hos dig, hun passer på.

Eller også gør Scott det.

Dans og tankevirksomhed i en skøn blanding

Jeg kom ud og gå i det skønneste vejr i lørdags, søndag var ikke så tiltrækkende, det småregnede indimellem og det var gråt. Lørdag var landmanden af sted et par timer i skumringstiden. Det udnyttede jeg, gardinerne blev rullet ned, musikken sat på og så dansede og sang jeg uden tanker for, om nogen nu så mig. Det var så dejligt.

I går var landmanden ude sammen med en kammerat, som har fået en metaldetektor i julegave. Vores marker har i tidernes morgen, før havet indtog området, været bosteder for jernalderbefolkningen. Måske er de heldige at finde noget, vi får indimellem ting med ind fra kartoffeloptageren. Det meste stammer nu fra de første år med opdyrkning af mosen. Men vi har også fundet et potteskår, en hank fra en krukke med tydeligt spor af tommeltottens tryk fra et jernaldermenneske. Det gav vi til Naturskolen, så hvor det befinder sig i dag, hvor Naturskolen er sparet væk, er jeg i tvivl om.

Imens fik jeg arbejdet lidt med mandagens oplæg og danset lidt. Senere hen da der var tørvejr, gik jeg en lang tur. Normalt går jeg frem og tilbage på vores vej. Men i går gik jeg ud på hovedvejen og rundt, til jeg kunne komme ind til vores vej igen. Det gav en tur på 8 km.

Imens fik jeg talt med min yngste lillesøster i mobil. Det passede lige til turens længde, og så var vi opdateret på hinandens liv.

Nu er det midt nat, indlægget blev aldrig skrevet færdigt i går, det kan jeg så passende gøre nu, hvor søvnen nægter at indfinde sig, efter jeg vågnede ved midnat.

Jeg føler mig lysvågen, så jeg tror det bliver en af de arbejdsdage med få timers søvn i bagagen. Pyt, jeg skal så mange spændende ting i dag, så det skal nok holde mig vågen.

De tolv juledage sluttede i går aftes med Helligtrekongers aften. Jeg havde ingen Helligtrekongers lys, men så tændte jeg lys i køkkenvinduet en sidste gang og havde gang i LED fyrfadslysene rundt omkring i huset. Det betyder så, at jeg i dag eller i morgen skal have fjernet julepynten og juletræet. Vi får se. Ellers overlever vi nok, hvis det først bliver i næste weekend. Juletræet står stadig smukt uden dryssende nåle. Min mor har da præsteret at have det stående til slut januar, fordi de skulle holde litteraturkredsens julefrokost på det tidspunkt.

God mandag til dig.

Blot tyve skridt, men det føltes som et bjerg af modstand

Jeg havde ellers gjort alt det, der plejer at virke. Pakket tasken aftenen inden, sørget for den kom ud i bilen, sagt det højt til en kollega, gentaget det for hende i bilen hjem (det er i øvrigt så hyggeligt at have mine kolleger med i bilen), parkeret bilen tyve skridt fra døren og alligevel stod jeg der.

Jeg havde handlet ind i supermarkedet, jeg havde været på apoteket og i tebutikken, og nu skulle sidste punkt på listen (den mentale to-do-liste) eksekveres. Jeg stod tyve skridt fra døren, så ind på lyset og menneskerne derinde, som så ud til at have det godt midt i deres aktiviteter.

I stedet for satte jeg mig ind i bilen og kørte hjem. Den dumme undskyldning var, at jeg sådan skulle tisse, som om LOOP ikke har toilet. Faktum er, at jeg ikke orkede, så nu skal jeg vist have sagt det abonnement op. Det har være dyre ture de sidste par år, hvis jeg begynder at tælle antal gange på et år og sammenligner med hvad jeg betaler på årsbasis.

I stedet for at banke mig selv i hovedet vælger jeg at sige; der er en tid for alting, og nu er det vist tiden, at jeg finder en anden måde at få bevæget min krop igennem på. For jeg havde tænkt, at jeg måske kunne tage derind i dag, men tasken står stadig ude i gangen. Et tydeligt tegn til fruen om at opgive den aktivitet.

Jeg har ryddet op, ordnet kontorarbejde, stillet frokost frem til landmanden og frue og læst en spændende engelsk artikel om guiding via følesanserne, kaldet berøringsoplevet interaktioner under problemløsning i hverdagsaktiviteten eller GTIT (guidet taktil interaktionsterapi). Ja bare ordene gør, at jeg hver gang kløjs i det, når jeg skal undervise i det. For det er nemmere at vise i aktiviteten end at fortælle om baggrunden/teorien for det. Så nu gør vi noget andet, og det er det andet, jeg skal have forberedt til på mandag.

Når jeg trykker på udgiv, trækker jeg i det varme tøj og går en tur i blæsevejret. Det kan helt sikkert ruske op i tankerne og få lidt samling på min tilgang til GTIT på mandag.

God 11. juledag til dig.

Jeg' i live

Titlen og sangen lærte jeg først i 2019. Mit kor synger den, og jeg er vild med at synge den. Faktisk havde jeg aldrig hørt den før, omend den er indsunget både af Sanne Salomonsen og Burhan G tilbage i 2011. Måske har jeg hørt den, for den føltes let at lære, men ikke sådan at jeg var bevidst om det.

Koblingen mellem overskriften, sangen og det jeg lige nu læser om, kan være svær at forstå, selv for mig selv. Jeg har fri i dag efter to gode aftenvagter. Vi har haft tid til at være der for vores patienter og jeg som ansvarshavende havde tid til at dykke ned i baggrunden for forskellige symptomer. Det medførte så, at jeg fik lyst til at få mere viden om det autonome nervesystem. Ikke blot på et overordnet plan, for det har jeg styr på, men mere grundlæggende.

Jeg blev inspireret af den læge, jeg gik stuegang sammen med i går aftes. En ung læge (tjah det er de vel alle set fra mit perspektiv, de er alle mindst ti år yngre og ofte 20 - 30 år yngre end mig) skulle fortælle mig, om MR-scanningen kunne forklare de symptomer, en patient havde. Og at følge med i hans grundige og hurtige tale og søgen på nettet blev jeg så imponeret af. Han fandt en tegning, som viste, hvordan den skade, patienten havde i nogle af de dybereliggende områder i hjernen kunne forklare det hængende øjenlåg og en pupil, der ikke kunne udvide sig. Skaden medførte en påvirkning af det autonome nervesystem og dermed de symptomer patienten havde.

Så jeg søger på nettet, for min anatomibog ligger inde på afdelingen. Jeg læser og bliver forvirret. Jeg læser og forstår, men ikke det hele. Der er ord som kolinerg, neurotransmittere, efferent og post og præganglionære nervefibre. Alle sammen kan jeg nogenlunde gøre rede på, men at samle det i et hele, så jeg helt føler, jeg forstår, det kniber.

Så jeg føler, jeg er i live, min hjerne arbejder, og så dukkede sangen op. Mit mål med dagens blogindlæg var at kunne fortælle om det autonome nervesystem, det har jeg droppet. Det overordnede har jeg styr på, men det er ikke det interessante. Det interessante er de signalstoffer, som er med til at en impuls fra én nervecelle ledes over til en anden nervecelle. Igen er jeg helt med på, at det sker ved at et signalstof (neurotransmitter) dannes og frigøres ud i det lille rum, der er mellem nervecellerne (kaldet synapsen) og sætter sig på nogle modtageceller (receptorer) på den næste nervecelle, hvorefter impulsen føres videre. Hvorefter signalstoffet enten optages igen eller nedbrydes. Og dette foregår hele tiden i vores krop, det er basis for alt, hvad vi foretager os både fysisk og tankemæssigt. Det synes jeg er fantastisk. Det er årsagen til, at jeg er i live.

Jeg har bare svært ved at helt at begribe betydningen af de forskellige neurotransmittere og hvordan man med medicin kan fremme og hæmme disse. Det må jeg arbejde videre med.

Men ikke nu, for min hjerne skal nu udfordres med kontorarbejde. Jeg skal til at bruge et helt nyt system til at holde styr på vores bilag elektronisk, så vi ikke skal have dem i papirform, og det kræver et andet system til at få overblik over, hvornår landmanden skal godkende regningerne og hvornår regninger skal betales. Jeg bliver helt træt ved tanken om det, men jeg ved, at på sigt bliver det godt.

Jeg' i live, træt og tung i hovedet som jeg altid er efter aftenvagter og denne gang skal jeg skifte døgnrytme hurtigt, for i morgen skal jeg i dagvagt og gå sammen med en kollega, som har været væk længe på grund af barsel og forældreorlov. Min januar er spækket med nye tiltag, nye spændende måder at introducere nyere kolleger til specifikke områder af neuro-sygepleje. Jeg glæder mig og jeg bliver træt, for når vi i mål i en travl hverdag? Det håber jeg, for det er det, der gør, at det er sjovt og spændende at gå på arbejde.

Håber denne første hverdag i januar vil være god ved dig.