DET SMAGTE

Kartoffelbollerne blev uden kartofler, men med havregryn, sesamfrø, lidt hørfrø og lidt grahamsmel i stedet for.

Trods læsefejl( akaciehonning istedet for ahornsirup) så smagte mine nye muffins godt.

Rugbrødet klares med en færdigmelsblanding, og i morgen er det rigtig godt. Det er billigere end det rugbrød, vi køber, og smager bedre, så det må vist blive en fast tradition her.

KARTOFFELBOLLER (20 stk.)

2 dl. Kogende vand
30 g. smør
3 dl. Mælk
50g. gær
400g. kogte, kolde kartofler
2 tsk. Salt
1 æg
Ca. 900 g hvedemel

Bland det kogende vand med smørret, og rør, til det smelter.
Bland mælken i. Mærk om temperaturen er lillefingervarm, og rør gæren ud.
Riv kartoflerne fint, og rør dem i sammen med krydderier og æg.
Ælt nu melet i, lidt af gangen, til dejen kan æltes på bordet – den må gerne være smidig og let at ælte.
Stil den tildækket til hævning 45 minutter. Ælt igennem igen, del dejen i passende stykker og form til boller. Lad dem efterhæve tildækket på pladen i 30 minutter. Pensl med æg eller mælk.
Bag dem på næstnederst rille i en forvarmet oven (alm. ovn 210 grader, varmluft 175 grader)
Bollerne skal bage ca. 20 minutter.
Afkøles på rist, kan fryses.

afskrift fra min kogebog

DET LYSNER

både ude og inde.
Rugbrød er i ovnen, ligeledes tranebærmuffins (en ny opskrift skal afprøves) og bollerne står til hævning.
Vasketøjet bliver lagt sammen indimellem, og tankerne flyver afsted.
Hvad skete der?

En på matriklen havde brug for et kærligt øre at tale til, og så blev tristessen og irritationen lagt på hylden for glemte sager. Yngelplejeinstinktet tog over, jeg kan ikke fjerne angsten og uroen, jeg kan være her, og det er jeg.

Og nu har jeg bestemt, at de skal have et dejligt tebord efter arbejdstid, mine dejlige børn og min seje ikkerygende mand.

JANUARHUMØR

Vejret udenfor er trist, mørkt, blæsende og regnfuldt.
Egentlig skulle jeg gøre, som datteren har foreslået, sætte mig ned og læse en god bog eller strikke på min trøje. Lige nu kan jeg ikke finde ro, mit indre svarer til vejret udenfor.

Aftenvagten i går var lige så travl som dagen før, men i går havde jeg da ikke overarbejde.
Det, jeg husker i dag, er min kollegas bitterhed over, at hun ikke kan holde tre ugers ferie med familien, hun føler, det er et slag i hovedet, at her knokler vi konstant, og så kan man ikke få lov til en ordentlig ferie. Hvad skal hun bruge den sidste uges ferie uden familie til? Hun har ret, men hvor hun vender bitterheden mod ledelsen, så resignerer jeg, for jeg kan ikke se, hvad de kan gøre.

I dag er jeg for første gang ramt af følelsen af latterlighed over min løn, jeg har altid haft det sådan, at jeg var så glad for mit arbejde, så jeg kunne ikke bruge til noget, at man på det private arbejdsmarked kunne få langt mere i løn for jobs med mindre ansvar end mit, sådan har jeg det ikke i dag!

Man vil nedlægge sygehuse, man vil have, at patienterne skal være kortere tid på sygehusene. Fint! Men hvor ….. skal vi sende dem hen, når de nedlægger medicinske afdelinger og genoptræningsafdelinger. Når et menneske ikke kan tale for sig, skal man indlede en værgesag mhp. et ja til plejehjem, det tager tid. I mellemtiden, siger loven, må patienten ikke flyttes til en aflastningsplads. Dvs. denne patient, som er klar til at blive udskrevet fra sygehuset, skal blive på vores afdeling, vi kan nemlig ikke få patienten overflyttet til medicinsk afdeling, de har ikke plads.

Vi kan kun have 15 patienter, så mens denne patient, som ikke har brug for vores ekspertise mere, ligger hos os, er der andre patienter ramt af apopleksi, som går glip af vores hjælp og bliver indlagt på andre sygehuses medicinske afdelinger. Lige nu har vi haft 6 patienter, som var på venteliste til genoptræningsafdelinger. Så jeg synes ikke, der er sammenhæng mellem de planer, politikerne lægger, og så min virkelighed. Og det er mig og mine kolleger, som hele tiden skal få tingene til at hænge sammen.

Som I kan høre, er jeg træt og pylret i dag, forhåbentlig klarer vejret og mit humør op.

NØL

Det røde kort får jeg nok ikke. Her går alle ud fra, at jeg er en arbejdsom kvinde. Hvis man først er stemplet, så skal der meget til for at ændre den opfattelse og det gælder både prædikatet flittig og doven.

Jamen jeg er heller ikke doven på arbejde, men jeg funderer over, om jeg har forkerte arbejdsrutiner, for de sidste mange dage har jeg haft ½ times overarbejde. Det er blevet brugt til dokumentation af, hvad jeg har bedrevet i mine 8 timer på arbejde.

I dag vil jeg bruge tid på at kigge på min aftenvagt i går aftes og så se, om jeg kan gøre det bedre i aften.

VED HAWET, VED HAWET

Blokhus og Løkken har deres charme, men Lønstrup er blevet vores yndlingsmål om sommeren, når vi kører en tur på motorcyklen.

Her er ingen bred strand, hvor bilerne kan køre, og derfor bliver der heller ikke den konstante trafik ned til stranden. Folk sætter deres biler rundt omkring på p-pladserne i byen, og så går de. Her er nok at se på, keramikerne, glaspusteren, guldsmeden, skulptøren, tøjbutikker og tingel-tangelbutikkerne.

I går fik Ellas lille kat en venlig tanke og et billede taget til ære for hende.

Vi stillede bilen oppe ved fiskeskibene og gik langs klitten hen til vores yndlingscafé, café Havblik. Den havde vinterlukket, her er ellers en herlig udsigt udover havet. varm kakao og en solnedgang, så er livet godt.


I går fandt vi så bodegaen Bounty, som kunne levere varm kakao og udsigt til enarmede tyveknægte, det var godt, for der var koldt og blæsende udenfor.

PÅ TUR TIL

en del af mit Nordjylland. Aviserne er stadig ikke læst, for vi besluttede os til at gøre forarbejdet til en tur, vi har lovet at arrangere for motorcykelklubben til sommer. Kriterierne for turen var asfaltveje uden striber.

Turen startede i Øster Brønderslev, for nogle kan det godt føles langt hjemmefra.
Engdraget ved Klæstrup
Sejlstrup gård
Lønstrup strand, hvor vi fik en god kop varm kakao
Rubjerg Knude
Lyngby kirke
Himmelen ved Børglum Kloster
Himmelen i Store Vildmose

MANGFOLDIGHED

Søndagen er startet tidlig trods fridag. Landmanden har pasningstjansen ved grisene, og sønnen skulle sammen med sin ungdomsgruppe stå for gudstjenesten i deres kirke.

Vi besluttede at overraske sønnen og udsatte teen, sofaen og de tykke søndagsaviser til senere og drog i kirke.

Det blev en dejlig oplevelse. De unge havde gjort et godt stykke forarbejde, havde virkelig tænkt over tingene, og dermed fik vi også en oplevelse med hjem.

I de glade 70er, hvor man var åh så tolerant, var der ikke meget tilovers for unge, som vedkendte sig den kristne tro, man skulle helst være ateister eller til østens religioner for at føle sig med i kammeratskabet.

Sådan er det ikke i dag, i hvert fald ikke på det gymnasium vi kender. Her er der rummelighed, accept af hinanden, og pokeraftener, computernætter og Jomfru Aneture er også en del af min unge mands hverdag, han er ikke dømt ude, og det kan jeg lide. Og i dag var der heller ingen antydning af ”sort kristendom”, nej her var accept af andre, som de var, og et ønske om at møde andre i fælles respekt.

Så selvom aviserne og mageligheden tit vinder over kirkegang her i huset, så var jeg glad for, at vi tog af sted.

CIRKULATION

Blodet pulserer rundt i kroppen, det mærkes ud i fingerspidserne og ned i tæerne.

Gåturen nåede jeg lige i den blå time, hvor solen gik sin vej for at skinne på andre.
Aftenen skal tilbringes sammen med mennesker, jeg holder af.

RYD OP I DIT LIV

Her foregår ingen radikal oprydning, det er ganske almindelig kedelig lørdagsoprydning, og efter denne overspringshandling en omgang rengøring, så jeg kan holde weekend.

MEN jeg får tænkt masser af tanker under sådan en oprydning, der bliver ryddet ud og op i hjernen, og noget af det kunne jeg godt tænke mig at nedfælde på papir, men lige nu orker jeg ikke.

Livet og døden, vores forhold til døden ,vores evne til at kapere andres sorg, vores evne til at leve og sørge samtidig, alt hvivler rundt som et kalejdoskop i mit hoved.

Og mens hænderne skræller æbler til æblegrød, så tager tankerne på langfart rundt til de mennesker, jeg elsker. Der er noget helende over sådan en ganske almindelig lørdag.

DER ER SÅ STILLE

Ind af døren fra arbejde, hej og farvel, to unge mennesker snupper bilnøglerne, en skal øve i band, en anden skal på restaurant med kæresten, og her er der nu helt stille.

Jeg ku vaske op
jeg ku vaske tøj
jeg ku lægge tøj sammen
jeg ku rydde op
jeg ku lave aftensmad
jeg ku la vær

jeg har weekend

og på klaveret står min søns figur, et minde om en tid for lang tid siden, hvor meget i min verden drejede sig om mine børn. Den gør mig glad.

NOK HØRE IKKE SE

Jeg er en pivskid, jeg får ondt i maven af at se håndbold på topplan. Godt jeg har min egen dejlige kommentator, jeg behøver ikke at se, men kan levende følge med, og indimellem bliver jeg beordret til at se et godt mål. Jeg kan gå rundt, når det går hedest til, for sidde ned, det kan jeg ikke holde til.
I aften er der bedre stemning i stuen end i går, da skulle vi ikke have målt nogens blodtryk.

Strikning går som en leg, kommentatorens stemmeføring sætter mig op i tempo, og mønsteret i aften er ikke så hårdt ved tommeltotten som i går, så her går det godt.

Tilføjelse : kender du dit blodtryk, og har du lagt mærke til hjernesagens kampagne for, at du kender det, og hvorfor du skal kende det ?

Forhøjet blodtryk er årsag til mange blodpropper/blødninger i hjernen.

INGEN FASTE HÅNDTRYK

til gengæld masser af luft! Ikke i maven, men afdelingen kom i dag ned på det laveste patienttal i over et år, så der har været tid til at gå i dybden, hjælpe hinanden, komme ned i et tempo, som har været godt for krop og sjæl, som jeg mærker, nu hvor jeg er hjemme igen.
Trætheden er ikke så markant som ellers, så måske jeg kan få lavet andet end at strikke og blogge, hvem ved?

SÅ VED MAN DET !

Højre hånds tommeltots led bruger man, både når man strikker, og når man bruger mus en hel aften. AV. Jeg håber ikke, jeg møder et menneske med et meget fast håndtryk i dag !

ENDELIG

Trods det gode vejr har jeg ikke haft tid til gåtur de forrige dag, så i dag skulle det være.

Sne, solskin og frosten, der bed i kinderne, det var bare som det skulle være.

To rådyr hoppede over vejen, heldigvis så langt væk, så Laika ikke fik færten af dem.

Og tre rådyr mere stod og studerede os, da vi gik forbi.

TRÆK VEJRET, IND, UD, IND, UD

Kroppen stivner, hjernen går op i omdrejninger, det grønne chartek med papirerne til årsregnskabet, hvor er det?

Bakkerne på kontoret gennemrodes, først kontrolleret, siden panikagtig. Skufferne gennemsøges. Pulsen stiger støt og roligt i takt med, at ilten svinder fra hjernen. Hylder gennemrodes, papirkurve undersøges.
Nu til de utænkelige steder, alle skuffer og hylder i skabe og reoler i stuerne bliver usystematisk gennemsøgt.

Nu er BT og puls på deres højeste, men hjernen ER slået fra, panikken har fået godt og grundigt greb i mig. Tanken om alle de steder jeg skal kontakte for at få fat i nye papirer gør mig syg.

Ny strategi: te skænkes op, kontorstolen indtages, automatisk bliver nye kuverter åbnet, betalingsdato registreret og noteret i kalenderen, mens vejrtrækningen kommer ned i tempo, og ud af det ene øje skimtes et HVIDT chartek i første bakke, jeg gennemrodede.

Alt er godt igen, så kan arbejdsdagen herhjemme begynde.
Ha en god dag

VÆRDIGHED

At bevare sin værdighed selvom man skal have hjælp til alt, kan være svært. At være personalet, der skal hjælpe og tænke værdigheden ind i plejen kan også være svært.

Tænk når man skal skifte tøj, ble etc. pga. afføring eller vandladning. Det nemmeste for personalet er så lidt ”fyldstof” i sengen, men for patienten må det være forfærdeligt at ligge der halvnøgen og blive drejet fra side til side, så vi kan skifte lagen, lægge ble på, trække underbukser og bukser på. Løsningen kan være et tæppe(som aldrig er der, når man har brug for det, og linneddepotet er i den anden ende af afdelingen) eller et håndklæde lagt hen over de nedre dele.
Hvis så personalet samtidig står og snakker privat snak henover hovedet på patienten, så er ydmygelsen i mine øjne komplet.

At give en person mad, som ikke selv kan, kan også blive ydmygende for patienten og faktisk grænseoverskridende for personalet. Den der med at stryge skeen hen under munden, hvis noget drypper. Har I prøvet det på jer selv, det er decideret ubehageligt, både for børn og voksne.
At give noget at drikke til en person, som mangler erkendelse af, hvad der sker omkring personen, er også svært. Patienten snerper munden sammen, for hvad er det for noget koldt og ubehageligt, vi prøver at proppe i munden.

I går stod jeg og skulle ha en patient til at drikke og spise mere, for drop er ikke en vedvarende løsning. Når der samtidig så er travlt, og jeg var gruppeleder, så følte jeg lige pludselig, at det her var overgreb, det gik alt for hurtigt. Jeg prøvede at ændre strategi, gav mig selv ordre på at slappe af, tog patienten i hånden, forsøgte at fortælle, hvad der skulle ske, men det var helt klart, at patienten syntes ikke om at skulle drikke så meget, som jeg syntes. Men jeg fik et klap på kinden, et tryk i hånden, så et eller andet sted opnåede vi da lidt samhørighed.

I aften er jeg bedre forberedt, så går det nok bedre.

SPROGFORBISTRING 2

Forrige indlæg om studentertiden og min manglende hukommelse omkring det faglige har fremkaldt mange minder.

Allerede som 12 årig vidste jeg, at jeg ville være sygeplejerske, så kursen var lagt, studentereksamen, ½år i England som ufaglært sygehjælper og så ½ års erhvervsarbejde herhjemme, ingen slinger i valsen der.

På gymnasiet havde vi forskellige dage rettet mod senere uddannelsesvalg, og jeg tog til åbent hus på sygeplejeskolen. Min musiklærer var gift med en læge, så jeg spurgte vores rundvisere, om de kendte ham. Jo,jo han var pediater.

Jeg var jo vældig klog dengang ;-), først siden kom erkendelsen af, jo mere man erfarer, jo mindre ved man.

Latin var noget, man skulle have for at komme på sygeplejeskolen, så det var jeg inde i.
Pes = fod, pedes = fødder, ergo måtte musiklærerens mand være fodlæge. Hvor svært kan det være?

Da jeg så startede på sygeplejeskolen og fik mere viden, så fandt jeg ud af, at han var pædiater, og det er noget helt andet. Pædiatri er læren om barnets udvikling, både sund som syg, så han var børnelæge.

I dag er det mere min nedsatte hørelse, der af og til giver sprogforbistringer, men se det er en helt anden historie.

HJERNESVIND?

Capac indledte i går et indlæg med citat fra Iliaden og tilføjer, at det kan mange sprogstuderende nok huske.
Ikke mig, og jeg tænker, hver gang nogen citerer fra litteratur fra gymnasietiden, er jeg den eneste, som er blank på det område.

Jeg har virkelig gået og grublet i går over, om der var noget af det læste, som har bundfæstet sig her 30 år efter?

Jo Katharina Blums tabte ære af Heinrich Böll (og det sidste googlede jeg for at være sikker), den kombineret med tekstanalyser af Ekstra Bladet og BTs forsideoverskrifter set i forhold til det reelle indhold af artiklerne inde i avisen grundfæstede min mistillid til journalister.

Hemingways ”Indian Summer” husker jeg også, men ikke selve novellen, men vi havde skrevet stil om novellen, og før vi fik den tilbage, havde vi diskussion på klassen om historien. Det var de sædvanlige 5-6 kloge, intellektuelle kammerater, som debatterede vældigt. I frikvarteret trak min engelsklærer mig til siden og spurgte, hvorfor jeg ikke deltog, jeg havde dog en anden, men lige så interessant fortolkning af novellen. Hvorfor? Jeg kunne overhovedet ikke huske, hvad jeg havde skrevet! Mine stile blev tit til midt om natten eller i de sidste frikvarterer før aflevering, så jeg var helt blank. Ærgrelsen over ikke at kunne blande sig for en gangs skyld med de kloge var stor, så derfor har hjernen nok lagret den information!

Lærerne husker jeg, gymnasiet husker jeg, nogle af kammeraterne husker jeg, men det læste?

Kan du huske citater, brudstykker af det læste fra din skoletid?

SLOW SØNDAG

Vejret kan man altid tale om!

I dag har jeg følt mig som medvirkende i Ringenes Herre, der hvor mørket fra Mordor har spredt sig til menneskenes verden. Det meste af dagen har været som aften, og det påvirker mig i den grad.

Så nu er jeg krøbet under tæppet, har anerkendt kvalmen, kuldefølelsen og utilpasheden og sagt fra som kok.

En god lur har hjulpet lidt, så jeg håber at være klar til "forbrydelsen"

TRYGHED

tryghed er:
- at ha sine forældre på besøg
- at finde tæpper til begge, fordi de har været sent oppe (så nu er det både ens børn og ens forældre)
- at lytte til deres rolige åndedrag
- at tænke på alle de oplevelser, vi har haft sammen
- at se dem sidde grinende sammen med mine børn
- at vide, at jeg er elsket fuldstændig og helt af dem uden forbehold

Trods regn, blæst og mørke udenfor så føler jeg mig tryg og glad

WEEKEND

Sundhedselskende økologiske vegetarer skal ikke læse med, de vil bare synes, det er ulækkert.

Aftensmaden fredag aften blev ændret, da der kun var de ”unge” voksne hjemme, de helt unge voksne var taget i byen.

Så delikatessens TVdinner skulle prøves, en stor fed kotelet (allerede nu ryger kalorierne op), paneret (endnu flere kalorier) med en tyk bræmme kartoffelmos ovenpå (garanteret ikke fedtfattig) og indenfor mosen lå en fed champignonsovs, ovenpå var drysset baconstykker (så opgav vi kalorietællingen). Den blev varmet, en skål salat til for at bringe bare lidt orden i regnskabet og så en god flaske australsk rødvin, så var vi klar til fjernsynskiggeri.

Undervejs i første film blev der serveret god is med bridgeblanding til, vi var fornuftige, så vi spiste ikke den hele liter is, hvad vi ellers nok plejer at kunne.

Herefter satte vinens virkning ind, som den plejer hos fruen, af samme grund er det sjældent, at jeg drikker rødvin. Resten af aftenen blev tilbragt sovende i sofaen, jeg blev vækket kl. 2 i nat, da de spændende boksekampe var færdige, og så sov jeg videre i min egen seng.

Nu er gulerodskagen i ovnen, gulvene venter på at blive støvsuget, og badeværelset skal også have en tur. Mine forældre kommer til frokost, som bliver af den gode traditionelle slags, ribbensteg og hjemmelavet leverpostej venter på at komme i ovnen, sild og gode oste er indkøbt.

Sundhedsstatus? ;-)) : landmanden er stadig røgfri, der cykles hver dag, mens jeg går mindst 4-5 gange om ugen 5-6 km.

God weekend

DET LETTEDE

Alt har virket tungt i dag, så noget skulle der ske.

På bagsiden af, ikke et dameblad, men en avis causerede en mandlig journalist forleden dag over de kvinder i en moden alder, der lod det lange hår hænge. Han mente, at håret føjede mange år til alderen, alt blev længere, rynkerne, poserne under øjnene etc. Sæt håret op eller bliv klippet var hans foryngelseskur.

Noget kan der være om det. Jeg havde ladet håret gro, godt nok er det altid bag ørerne, men alligevel, jeg så træt og kedelig ud.

Nuvel et hurtigt opkald til frisøren gav en tid her i eftermiddag, ikke ved den vanlige, for hun er nemlig rejst til Hasseris, men en anden ung frisør. Nu sidder jeg så her, det ser da helt godt ud, men det afgørende bliver i morgen, når jeg selv skal føntørre det, så får vi at se, om hun er pengene værd.

Jeg har ikke villet flytte med til Hasseris, for mine fordomme sagde mig, at det ville være dyrere end i Brønderslev, men jeg skal love for, at de er da også kommet godt med, så hvem ved, hvor næste frisørbesøg bliver.

HUN HAVDE RET

Som ung sygeplejeelev skulle jeg passe to gamle damer, nu er gammel jo relativ set i lyset af min alder omkring de tyve, men jeg mener, de begge var over tres.

De var blevet grumme uenige og ville have mig til at tage parti, men jeg prøvede jo at dele sol og vind lige, så til sidst udbrød den skrappeste af damerne : du skulle ha været diplomat.

OG det var ikke ment som en kompliment.

men se nu hvad der kom ud af lidt leg på nettet:

You are Ocean Blue

You're both warm and practical. You're very driven, but you're also very well rounded. You tend to see both sides to every issue, and people consider you a natural diplomat.

What Color Blue Are You?

FÆRDIG

Den kæmpe store opvask er taget, huset er ryddeligt, der er støvsuget,vaskemaskinen kører for fuld damp, ferielejligheden i Paris er booket, og nu skal jeg i bad og til stormøde på min afdeling om stuegangsstruktur og organisering af afdeling/ambulatorium.
Som om jeg gider det på min eneste fridag, men vil jeg have indflydelse, så må jeg jo være der, hvor det sker.
Solen skinner, det gør mig glad.
Håber der er noget i dit liv, der gør dig glad.

JOBSKIFTE?

Lige nu gad jeg godt være lærer med lang sommerferie, men jeg valgte jo i sin tid det fag fra, fordi jeg havde set hjemmefra, hvor meget tid det tog i hverdagen udover skoletimerne. Og så havde jeg prøvet at være vikar for en flabet 6. klasse, det afgjorde det, sygeplejerske ville jeg være.
Jeg elsker at være sygeplejerske, men ikke feriemøder. Der er altid nogle, der lurepasser, og vi var så nogle, der ikke orkede at blive ved med at arbejde på at finde en løsning på ferieplanen, for vi kunne ikke få det til at gå op, så nu skal ledelsen se på det, og det bliver tingene jo ikke mere populær af.
De tre ugers sammenhængende ferie er røget for alle, og i ugerne 26 - 33 får de fleste kun to uger, så nu får vi at se.
Vores udenlandsferie til sommer er droppet, i stedet vil jeg glæde mig til her i foråret at fejre fødselsdag i Paris sammen med min familie.

SUK

jeg gad godt at have været med - derude ved hawet, men jeg arbejdede jo.

HÅNDEN

Den ene hånd løfter hovedet, mens den anden hånd puffer puden ind under, sørger for at nakke og hoved er godt understøttet. Ryggen bliver lejret lige, så kun de normale fordybninger er der. Puder eller dyner sikrer god støtte.

Puder lægges mellem benene, som bøjes, så de hverken er indad eller udad roteret. Den nederste skulder bliver forsigtig med den ene hånd trukket nedad og ud, så skulderleddet ikke bliver beskadiget. En pude sikrer en god hvilestilling for den øverste arm.

Små lyserøde skumgummiswaps fugtes med danskvand, og munden renses. Læberne bliver smurt med læbepomade. Et sidste helhedstjek ser efter, at personen ligger afslappet og med leddene i naturlige stillinger. Øjnene er lukkede, åndedrættet er roligt og regelmæssigt. Den røde klokkesnor lægges over til den gode hånd, sengehesten slås op.

Observationsskemaet og kuglepen findes frem: mundpleje – tjek, omlejring – tjek.

Dør åbnes og lukkes, en ny dør åbnes og lukkes.

Fru Hansen, vi vil lige lægge dig om på den anden side…………..

Den ene hånd løfter hovedet, mens den anden……………

GÅSEJAGT

Farmers kommentar om gåsejagt er de mange tomme taskers jagtforum fik os til at mindes en gåsejagt for år tilbage.

Gæssene gik på en mark, hvor der ikke var skjul i 100 meters afstand, men gæssene var vant til traktorerne. Derfor lagde landmanden en plan sammen med sønnen og hans fætter, som på det tidspunkt var 7-8 år. Sønnen og fætteren skulle køre en traktor ned forbi gæssene, hvor landmanden stod på trinbrættet væk fra gæssene. Da de kom forbi gæssene, lod landmanden sig falde ned på marken og lå udstrakt der, mens traktoren kørte til enden af marken.

Drengene skulle først komme tilbage, når de hørte et skud, og spændte var de, da skuddet lød, men da de kom ned til landmanden, måtte han skuffe dem, han havde ikke ramt en gås, en forbier, og han glemmer aldrig deres ansigter. De havde været så sikker på, at det var en skudsikker plan, så skuffelsen stod malet i deres ansigter.

OVERSKUD

For første gang i lang tid var jeg ikke træt i morges, da jeg vågnede, Der har været overskud til at få lavet årsregnskabet færdig og få vasket tøj. Weekenden byder på arbejde, så jeg har lige vedtaget med mig selv, at jeg har gjort et godt stykke arbejde i dag, og rengøring må vente til en anden dags overskud.
Livet skal leves, og der har også været tid til formiddagskaffe sammen med landmanden og tre andre jægere, som havde været på gåsejagt uden held, men som de siger, hvis det var alt for nemt, så var der ikke noget ved det.
Livet byder på mange udfordringer, men lige for tiden er jeg vist nærmest lykkelig :-)

MIN HISTORIE

Inspireret af Pollyannas indlæg om slægtsforskning har jeg siddet og kigget i en dejlig bog, der står i min reol. Udadtil ser den ikke ud af noget, et ganske almindeligt rødt ringbind, men når man åbner det, er det en kilde til rigdom.

Min far var begyndt at slægtsforske lidt, før han stoppede som skoleleder, men da han gik på efterløn tre år før min mor, besluttede han sig til at tage rundt og interviewe sine søskende om deres forældre, deres barndom, og hvad de i øvrigt kunne huske om deres liv. Min far er yngste af 15 børn, så det var på høje tid, hvis han skulle nå det, den ældste var 25 år ældre end min far. Flere af hans søskende var døde, men resten fik besøg af far og en båndoptager, og så gik snakken.
Resultatet af snakken og slægtsforskning blev denne bog. Min far har skrevet den ind på computer, her findes historien om mine bedsteforældre og alle mine fastre og farbrødre, der er kopier af fotografier fra alle familier og bagerst er en slægtstavle. Vi børn og alle hans søskende har fået den.

Min ene søster, som er lærer, bruger nogle af fortællingerne i emnet gamle dage. Her er historien om min farbror, der måtte gå under jorden som politibetjent under krigen, og hvordan han kom hjem til søsters bryllup, og alle inklusive min far, som var ca. 10 år, var bange for, at en stikker ville angive storebroderen. De boede jo på landet nær en lille by, så det var ikke så nemt at skjule brors hjemkomst.

Også historien om min bedstefar, som blev indkaldt som soldat under 1.verdenskrig, og hvordan det ændrede familiens økonomi, han fik nemlig kun 50 øre om dagen og skulle holde sig selv ved kost. Bedstemor kunne ikke få nogen hjælp, selvom bedstefar havde fået at vide af sin kaptajn, at det var de berettiget til med de mange børn. I 1917 havde de otte børn, og der kom jo så syv mere.

En af mine fastre, som nu er 87 og dement, kan ikke kende sine børn mere, men smiler glad, når de kommer på besøg. Min kusine skrev til mor og far, at hun var begyndt at læse op af min fars bog, og så bliver min faster så glad, der er noget, hun kan kende. Det glæder også min far at høre dette, og jeg er ham dybt taknemlig for dette arbejde, for i dag betyder historien, min historie, mere end da jeg var ung og kun sansede nuet.

FERIE

HJÆLP, så er der feriemøde igen, hvordan skal jeg kunne tænke på sommerferie, når jeg ikke engang har fået det sidste vinterferie planlagt.

For 7 år siden, da jeg startede igen som sygeplejerske, gik der fire dage, og så kom jeg hjem og fortalte, jeg skulle ønske sommerferie. Landmanden kiggede undrende på mig, vi var jo vant til at tage en uge med campingvogn indimellem pasning af kartoflerne, så det blev sjældent planlagt før to uger forinden. Vi fandt dog ud af, ca. hvornår det passede bedst i forhold til kartoflerne. I dag er vi så heldigt stillet, at vi har en dygtig driftsleder, det gør tingene lidt lettere.

Men i år VIL jeg på ferie med vore børn til udlandet (og de vil også gerne med os), men hvornår kan det lige blive? Ændringen af skolernes sommerferie slår nu igennem, så sønnen bliver først student i slutningen af uge 26, han skal være leder på børnelejr i uge 28, skal selv til årsstævne i uge 30. Datteren er kommet tilbage fra Paris, men hvilket arbejde finder hun, og kan hun så holde fri? Kartoffeloptagningen starter i slutningen af juli.

Nå vi må holde et lille feriemøde herhjemme, og feriemødet på arbejde bliver også spændende, for efterhånden vil alle holde ferie i uge 27 -33 og det går ikke og slet ikke tre uger, så vi kan nok se frem til maksimum to ugers sammenhængende ferie og så være tvunget til restferie senere hen.

NY VERSION

Kan ikke helt gennemskue, hvad der lige er anderledes ved den nye blogger, og behøver jeg overhovedet at skifte til den? Er der nogen, der har erfaring med den?
Nu er tidspunktet her klokken tidlig efter en aftenvagt heller ikke det mest velvalgte, så måske bliver jeg lidt klogere, når hovedet er mere klart ;-)

RET RYGGEN !

Bogstaveligt talt forsøger jeg at komme min dårlige holdning til livs. Jeg var den højeste i klassen i puberteten, så jeg faldt sammen for at ligne de andre, men i dag irriterer det mig, men sådan en dårlig vane er svær at komme til livs.

Men i overført betydning kan min afdeling godt rette ryggen, det var så lækkert at komme på arbejde og se takkekort fra pårørende og patienter. En datter , som er sygeplejerske andetsteds i landet, og hvis far netop var blevet overflyttet til genoptræning, kom forbi for at hente et fjernsyn, og hun sagde : "I har nogle elendige fysiske forhold, men I er godtnok dygtige, det skal I vide"

Jeg har ikke passet hendes far, så derfor kan jeg jo tillade mig at prale lidt af mine kolleger, og hun har fuldkommen ret. Vi har nogle elendige fysiske forhold at byde patienter og pårørende OG personale, men hvor blev jeg glad for rosen, jeg er så stolt af mine kolleger.

SISYFOSYS

Der er historier fra min skoletid, som jeg nemt husker, og andre er gået i glemmebogen. Sisyfos husker jeg, nok fordi jeg syntes, det var en frygtelig straf for tid og evighed at skulle trille en sten op af en bakke og når han var lige ved at være oppe, så trillede stenen ned igen. I begyndelsen har han helt sikkert haft håbet om, at det skulle han nok klare, efterhånden som tiden gik, svandt håbet, og håbløsheden satte ind, den samme procedure om og om igen, han ville aldrig komme videre.

For noget tid siden havde jeg en snak med en af vore overlæger, jeg følte, vi stod i stampe, der var ingen udvikling, og han kaldte det Sisyfossyndromet. Når man som jeg har arbejdet med apopleksi i længere tid, så ved jeg jo mere og mere og kan dermed også se, hvor vi kunne gøre ting anderledes, men da jeg hele tiden får nye kolleger, der skal oplæres i de basale ting, det der sikrer kvaliteten af sygeplejen til apopleksipatienter, ja så kan den erfarne medarbejder godt blive ramt af tanken ”vi kommer aldrig videre”. Det gør vi, siger de andre, og det kan jeg også godt se, og med 6 fridage bag mig, så har jeg mod på at forsøge at skubbe stenen over bakken og komme videre.

LIGE OM LIDT

går jeg ud i køkkenet og tager opvasken fra i går.

Lige nu nyder jeg at være indendøre, når nu regnen bare står ned i stride strømme. Det er ikke gåvejr lige nu.

MORS KOGEBOG

Hun troede, jeg havde glemt det, men hun burde jo kende sin mor efter 21 års bekendtskab.

Datteren havde før jul ytret ønske om en bog med mine opskrifter, alle dem, som jeg har på små lapper papir rundt omkring. Hun nævnte det også efter jul og efter nytår, men der var ingen kogebog i morges.
Næh for som hun burde vide, så udsætter jeg altid alt til sidste øjeblik, det kan jo altid nås….

Så i dag, mens de andre arbejdede og var i skole, gik jeg i sving. Alt imens der blev bagt brunsviger til formiddagskaffe, kartoffelboller og gulerodskage til eftermiddagskaffe, handlet ind til ønskemenuen i aften, lagt vasketøj sammen og vasket op, så skrev jeg som gal opskrifter ind (lidt havde jeg nået i forvejen).

Landmanden havde heldigvis tid til at laminere siderne, A4 mappen blev købt, forsiden nåede jeg ikke, for scanneren var gået i stykker, så billederne af den unge dame som 2-årig i køkkenet må vente med at blive forsiden i ”mors kogebog” Nu er den leveret med lovning på flere opskrifter.


tilføjelse: maleriet nedenfor er datterens gave til kæresten til jul med alle hans idoler

TILLYKKE

Du har mindst to ting tilfælles med Elvis Presley og David Bowie, nemlig fødselsdag og musik.

Den dag, du blev født, var der frost og sne, i forvejen havde jeg læst om hjemmefødsler, for tænk hvis vi nu sneede inde. Din far var helt rolig, vi kunne da altid tage en traktor, og desuden så havde han taget imod mange kalve og grise igennem årene, så det behøvede vi ikke gøre til et problem.

Den dag du blev født, min kloge, kreative, musikalske datter, fødtes også en konstant bekymring og glæde hos dine forældre, jeg har erkendt, at vi nok aldrig bliver bekymringen kvit.

Den dag du blev født fik jeg lov til at følge et smukt menneskes udvikling. Nu er du 21 år, og du er klar til at gå ud i verden. Jeg ved, at kartoffelsortering og at bo hjemme hænger dig langt ud af halsen, og jeg kan godt forstå det, men du har selv valgt, at det var den måde, du kunne tjene penge på til din rejse til Paris.

Jeg håber, du sætter dig midt i Paris´ mylder og maler.
Jeg håber, du går ind på en jazzklub og deltager i musikken.
Jeg håber, du snuser rundt og sanser designernes verden.
Jeg håber, at du får en fantastisk tur.

Tillykke min datter

TEAMWORK

Vi har hver vores indfaldsvinkel, når vi skal lære nyt eller sætte os ind i noget, men trods dette arbejder vi godt sammen. Vi diskuterer vældigt, men det ender ikke i skænderi, vi kan endog tapetsere sammen.

Når noget nyt teknisk grej kommer indenfor døren, er forløbet typisk dette, jeg griber brugsanvisningen og starter på side 1 og går frem punkt for punkt. Landmanden pakker ud, danner sig et overblik, gør sig nogle formodninger om, hvordan tingene hænger sammen og begynder, mens jeg kommenterer, læser, griber ind, og så diskuterer vi, men det går rigtig godt, og resultatet skyldes et godt arbejdsfællesskab.

I bil og på motorcykel går det bedst, hvis landmanden kører og jeg læser kort. Ja vi ville få problemer, hvis det var mig, der kørte motorcyklen, for den har jeg ikke kort til og har heller ikke intentioner om at få det. Men jeg er god til kortlæsning, hurtig til at koble virkelighed sammen med kort. Landmanden er god til at reagere hurtigt i trafikken, god til at have det store overblik i trafikerede områder og til at manøvrere rundt selv i storbyer.
Vi har prøvet det omvendte i bil, og det var ingen succes!

Selv min bloginteresse deltager landmanden i på sidelinien, han har det skarpe blik og sans for sammensætningen i et billede, og hvordan det skal skæres. Jeg deltager på sidelinien i landmandens jagtinteresse, mens motorcykelture har fået tag i os begge.

Som tiden er gået, er vi blevet filtret mere og mere ind i hinandens interesser, men vi har dog stadig hver vores, og godt det samme, det ville også blive frygtelig kedeligt.

EN SØNDAG I JANUAR

ved hawet

ved pejsen

og hjemme havde datteren brugt mine gamle moccakopper til varm kakao. De kopper var fast punkt på ønskesedlen, da jeg var barn. Skønt at se dem i brug.

DRØMME

Min svigerinde på 53 har netop skiftet job, min svoger blev headhuntet til nyt job, da han var 55, og til begge har jeg sagt, at jeg er glad for at høre, at man tør gå nye veje også efter de 50.

Efter flytning af vores afdeling og et par andre ligeså ”tunge” afdelinger til sygehus syd blev portørerne på nord også tvunget til at flytte mandskab til syd, det var jo der, behovet var. Det har været hårdt for dem, der er mere travlt, længere afstande og andre arbejdsrutiner end på nord. En dag fulgtes jeg med en af de ”gamle” portører over med en patient, og han fortalte, at der nu kun var 5 år, til han kunne gå på pension, og han glædede sig.

Det gjorde mig trist, tænk at han skal gå i 5 år, og arbejdsmotivationen skal findes i, at det er over om 5 år.

Det gør mig derimod glad, når jeg kan mærke, at selv en lille avisartikel om sygepleje og hospice giver mig lyst til at prøve at arbejde der. Jeg har ikke planer om at forlade apopleksiafsnittet, men min indre plan er at få apopleksiafsnittet til at fungere som selvstændig afdeling, når vi engang er flyttet tilbage på nord i 2009, det tager nok tre år. Så er jeg forhåbentlig en frisk og fyrig 55 årig sygeplejerske, som stadig har mod på nye ideer, og så kunne jeg godt tænke mig børneafdelingen eller hospice som min næste arbejdsplads.

Nu får vi at se, er der noget, jeg har lært igennem de sidste år, er det, at ”mennesket spår, men Gud rå´r” eller sagt på en anden måde: drøm bare om fremtiden men husk at leve livet nu og her.

”For underet er, at vi er til, og der er intet jeg hellere vil.
Altings forgængelighed bliver det bål vi må varme os ved.”

MENS LYSENE BRÆNDER NED

har jeg fået lagt julepynten i nyindkøbte kasser, papkasserne skulle efterhånden tapes med gaffatape for at holde. Juletræet fik fjernet sine grene, så det kunne bæres ud uden en masse nåle udover hele huset.

Der er blevet handlet ind til datterens gæstebud i morgen. Hun fylder 21 på mandag, og har inviteret 7 unge kvinder til kakao og boller, senere grovbolle med fiskedeller og remouladesalsa og pitabrød med humus og spinat, også hun læser flittigt i min nye bog.

Landmanden og jeg fik købt gave i dag, så nu er vi vist klar. Det er svært at finde på så tæt efter jul, heldigvis kan datteren altid finde på en lang ønskeseddel.

Huset er nu gjort rent, så i morgen drager jeg op i sommerlandet med strikketøj, skridttæller og bøger. Landmanden skal på jagt, og jeg kender mig selv og min datter så godt, at jeg vil blande mig og hun vil spørge mig, og hun kan jo sagtens selv, så jeg glæder mig til en dag foran pejsen og nede ved stranden.

EN SØD OG EN TRIST HISTORIE

Dagens morgenavislæsning byder på store og små nyheder, og tit er det de små historier, der sætter tanker i sving.
I dag var der historien om en enke på 80, som ikke magtede at ha hund, efter manden var død, og på samme vej var en yngre enlig kvinde med arbejde og fritidsaktiviteter, som også drømte om hund. De to fandt sammen om en hund, som om morgenen bliver afleveret hos enken og returnerer til den yngre kvinde sidst på dagen. Det synes jeg er en sød historie, og jeg tror hunden nyder det.

I samme avissektion glæder FDF 12. kreds Aalborg sig over stigende medlemstal bl.a. fordi de nu har en morgenmadsordning for børn fra 4. klasse fra kl. 6.45 om hverdagen. Det har smittet af på de sædvanlige FDF aktiviteter, så flere går til FDF. Det synes jeg er glædeligt, men trist er det, at mange forældre ikke magter at sørge for morgenmad for deres børn. Der kan være mange årsager til dette, måske møder forældrene så tidligt, at børnene selv skal sørge for morgenmad, og så er det jo nok hyggeligere at gå hen til et hus fyldt med andre børn. Måske er børnene ”de voksne” i familien, måske er der så megen stress om morgenen, så morgenmaden bliver nedprioriteret.

Jeg elsker morgenmad, men det er sjældent, at vi spiser sammen, jo landmanden og jeg nyder morgenstunden, når vi har fri sammen, men vore unge mennesker vil hellere sove længe, når det er muligt.

PIST BORTE

Man skal være hurtig og ikke glemsom, hvis man vil fotografere dagens tilbehør:

Rødkål med frugter og ristede valnødder fra denne bog. Det smagte godt, og der er intet at fotografere. Kombinationen af rødkål, blegselleri, dadler, æbler, druer og valnødder med en dressing af appelsinsaft, honning og æblecidereddike var perfekt, sød og sprød.

Også god til madpakken står der - men de glemte at skrive, at så skulle man lave dobbelt :-)

HVORFOR BLOGGE?

Trods novice udi dette gebet, så har jeg alligevel gjort mig nogle tanker.

Da jeg først opdagede denne verden, blev jeg fascineret, der var så mange forskellige mennesker, som jeg kunne besøge herhjemme ved computeren. Jeg blev inspireret, provokeret, irriteret, imponeret, ja kort sagt grebet af denne verden.

I begyndelsen var det jo som smugkigger, så kommenterede jeg, og til sidst hoppede jeg ud i selv at blogge.

Det, der fængede mig, var den kommunikation, der var i kommentarsporet. Det kunne køre helt ud af en linie, som ikke var bloggerens intentioner fra starten. Jeg har siddet og grinet højt, men faktisk også slået i bordet i ærgrelse over manglende pli.

Der er mennesker, hvis hjertevarme og interesse for andre gjorde, at man følte sig velkomne fra dag 1 på deres blog - der er andre, som har givet mig hovedbrud med deres leg med det danske sprog, men da jeg først overvandt angsten for at dumme mig, så var det sjovt at følge med i.

Der er mennesker, som jeg ganske enkelt ikke forstår, og hvor jeg føler, at deres interesse i at blogge er at svine andre til, og hvor skyklapper forhindrer dem i at skifte spor.

Der er andre, hvis interesser ikke er mine, og så er det jo rart, at jeg blot kan trykke mig videre.

Men der er også dage, hvor jeg ikke har lyst til at blogge, hvor det lige pludselig bliver en tom skal, og hvor det føles som virkelighedsflugt, de dage prøver jeg at blive væk. Det er dog ikke så let, for det er gået i blodet, jeg skal lige tjekke, om der er kommet nye indlæg, jeg skal lige…….

Med alt nyt, der kommer ind i ens liv, så gælder det også her, at jeg skal finde min måde at blogge på og få det tilpasset mit liv og ikke omvendt.

THESE BOOTS WERE MADE FOR

SNE, SNE, SNE. For en gangs skyld var jeg foran, købte vinterstøvler i september, så jeg ikke skulle gå lange traveture i sneen i gummirøjser og ragsokker og få ondt i fødderne.

De har ligget i deres æske indtil i dag, men nu gad jeg ikke vente på sneen mere, de varmede mine fødder, de var dejlige at gå i, så nu er jeg klar. Jeg gider ikke regnvejr mere, gider ikke gråvejr, jeg elsker sne, også selvom jeg har en halv times kørsel på arbejde.

Der er så smukt her, når sneen har dækket marker og veje, for vi får heldigvis hverken saltet eller gruset på vores vej, så der er hvidt derude, hvis bare sneen ville komme. SUK





(nej billederne er ikke herfra, det får vente, til sneen kommer, for det må den da gøre)

NYE INVESTERINGER

Smøgen er slukket, men angsten for vægtøgning er der. Landmanden har tidligere holdt sig røgfri i indtil flere år, men de fleste gange er vægten så gået op.

Det skal den ikke nu, han er fast besluttet på at nu er det nu, helbredet, smagsløgene, energien skal i fokus.

I dag blev der købt en mountain-bike, og han cyklede hjem fra byen. Fruen investerede i en skridttæller, så nu er vi klar til motion.

I går aftes skinnede fuldmånen så fantastisk flot, da Laika, landmanden og jeg gik 5 km. I aften var det sort og regnvejr, og Laika og jeg gik alene, men det, der kun skulle være en lille tur, blev til den sædvanlige 5 km tur = 6295 skridt.

Og så er Pollyannas rødkålssalat godkendt, familien syntes, den smagte rigtig godt.

DER ER EN NY DAG PÅ VEJ

og den tekst og en lille melodistrofe kværner rundt i mit hoved lige nu. Helt sikkert Poul Reichardt eller Ib Mossin i en eller anden Næsbygårdfilm, hvor de kække, fredige og fro synger sig energi til en ny dag, hvor de er noget så arbejdsomme.
Nå jeg tror, jeg vil stoppe den banken oven i hovedet, som bebrejder mig min manglende energi og blot nyde dagen i dag med bevidstheden om, at der er 5(FEM) fridage mere, hvor jeg kan være frejdig, fro og energisk.
Ha en god dag derude.

SPROGFORBISTRING

I dag skulle jeg passe en engelsk patient, så mens jeg hældte medicin op, stod jeg og repeterede: stroke, blood pressure, irregular heart rhytme, medical treatment.

Det blev nu et andet ord, jeg først kom til at mangle, nemlig havregrød, for jeg ville fortælle om morgenmadstilbuddet. "oatmeal" sagde jeg, ingen genklang, og så kom det dybt inde fra " would you like some porridge" Det vakte glæde og nydelse.

Kollegerne og datteren mente nu også, det hed oatmeal, men nu er det slået op, oatmeal er amerikansk, porridge er engelsk, så lidt klogere blev jeg i dag.

Og ordet havde jeg sikkert med mig fra min tid som ufaglært sygehjælper i Oxford som 19 årig, hjernen gemmer godt nok på meget forskelligt.

DAGENS RET

Citronmarinerede fasanschnitzler, ovnbagte halve små kartofler og Waldorf a la orange

JEG VIDSTE DET !!!

Jeg er trendy ;-) for kvinder vil ha landmænd, det siger de selv i nyhederne.
Farmerdating bliver oversvømmet med kvinder, som vil ha landmænd.

Godt at min landmand fik et godt måltid mad i dag ;-) og at han siger: Ingen ny kone før den gamle er slidt op.

Så motion og sund kost, så kan jeg holde længe endnu.

ET GODT BEKENDTSKAB

Jeg har været med hele vejen, ind imellem har jeg ikke gidet, men den har formået at fange mig.
Det er selvfølgelig Krøniken, som nu er slut, og jeg deler ærgrelsen med en journalist fra Nordjyske stiftstidende over, at forfatterne ikke havde kræfterne til at føre serien op til nutid.

De har formået at ramme tidsånden, og de har beskrevet mange forskellige mennesketyper så rammende, så jeg har siddet og klukket, når jeg har genkendt mig selv eller andre i beskrivelsen.

I dag nød jeg Idas far:” nå ja afhandlingen, hvad skal det føre til, det må da kunne bruges til noget efter så mange år” og så ude i gangen til en bekendt ”ja det er jo en af de højeste eksamener, man kan få”, hvortil hun svarer ” ja hun har jo ikke det gode hoved efter fremmede”, vi så ham ikke, men jeg kan se ham for mig, stolt som en hane.

Jeg følte mig i godt selskab og det er ikke så ringe endda. Dejlig måde at starte det nye år med, at sidde her og grine sammen med landmanden.


Og så pøj-pøj til alle jer, der prøver at lægge cigaretterne på hylden, her i huset er landmanden gået med, måtte det blive en succes for jer alle.