HOVSA

Måske skulle jeg til at gå på havevandring bag huset?


Det japanske kirsebærtræ er jo begyndt at blomstre.


De første rhododendron buske i bedet bag gården er solidariske med japaneren i farvevalget.


Og moreltræet er da gået helt amok.

Og jeg fatter ikke, hvordan jeg kan være så træt, har ikke lavet ret meget i dag, mest pauser.

SKARN OG SKRAVL

Jeg glemte det!


Glemte at nyde solen, glemte at nyde fridagen, men heldigvis fik jeg skældt mig selv godt og grundigt ud, så nu maler jeg havemøbler, mens jeg nyder fuglesang, traktorlyde, solskin og varmen.


En stol er færdig, så kan jeg da sidde på terrassen i morgen inden aftenvagten og slikke lidt sol. Resten af møblerne er slebet, men ryggen vil have pauser, og det får den så.


En kop te på terrassetrappen er ikke det værste, der findes.

MORGENTID

En enkelt fridag ligger foran mig, der er nok at bruge den til, men først giver jeg mig selv lov til lidt morgentid.

Landmændene er gået ud, der er stadig fuld aktivitet i marken, og samtidig skal kartofler sorteres, så det bliver til lange dage for landmanden.


Vejret kan vi da ikke klage over, det er en nydelse med alle disse solrige dage. Solen er allerede oppe og i gang med at skinne på os, når jeg kører på arbejde om morgenen.


En kop te og lidt læsning, og så må jeg i gang.

OH WHAT A DAY

Da jeg kørte hjemmefra i morges, havde jeg ikke lige regnet med først at køre ind på gårdspladsen over aften.

Men sådan en dag har det været. Jeg havde to funktioner i dag, undervisningsansvarlig hvor der skulle lægges planer for kursusdage og ansvarshavende for afdelingen. Den sidste funktion tog helt over, og da en kollega havde brug for støtte og hjælp og gerne ville, det var mig der tog med, ja så endte landmanden og jeg med aftensmad købt på det nærmeste fast food sted.

Nu nyder jeg en kop te og prøver at samle tankerne, for i morgen er der atter en dag, her skal jeg vise sygeplejersker fra et medicinsk apopleksiafsnit rundt og fortælle om, hvordan vi observerer, plejer og vurderer en akut apopleksipatient.

NATTENS TROLDE ER FORSVUNDET

Hvor den drøm kom fra, har jeg ingen anelse om, og normalt kan jeg ikke huske mine drømme, men i nat vækkede den mig.

Angsten for at komme ind under et tag og så blive dækket af snemasser fik mig til at vågne, og alle mulige spørgsmål, så som hvad gør man, hvis en lavine kommer og hvad nu hvis man er under et tag, susede rundt i min hjerne?


Tænk, jeg turde næsten ikke falde i søvn igen, drømmen var så livagtig, men jeg faldt i søvn og nu er jeg klar til en arbejdsdag, hvor jeg gerne skulle sprudle med ideer, så min kollega og jeg får planlagt gode kursusdage til vore kolleger. De har høje forventninger, jeg håber, vi kan leve op til dem.

SÅ VAR DET DER, SÅ VAR DET DER IKKE

Knap var vi kommet inden for dørene, før sluserne åbnede sig.

Inden teen var brygget færdig, var regnvejret over igen.


Jeg er sikker på, at når jeg stikker næsen ud lige om lidt, så dufter der helt fantastisk.

TAG EN PAUSE

I en af søndagens aviser slår forsker og psykologer igen en stor fed streg under vigtigheden af at have en hobby, et frirum, noget der ikke har et formål udover, at det er sjovt og at man glemmer hverdagens genvordigheder for en stund.

Når man fordyber sig, glemmer tid og sted, så bliver hjernen mere modtagelig for ny indlæring, man stresser af.


Afslapning behøver ikke være at lægge sig ned, det kan være det at lave noget andet, end det man altid gør.

Mine fire fridage er strøget af sted, mit arbejde i form af møder og mit arbejde i form af regnskab tog 1½ dag, derudover nød jeg at have min far heroppe i 1½ dag. Gårsdagens aften blev brugt sammen med MC bekendte, vi står for at planlægge et MC træf, nu skulle de sidste detaljer på plads, hvem gør hvad, og jeg bookede mig selv til at bage kager til 60 mennesker, for kage, det skal de have!


Dagen i dag kommer til at gå med en motorcykeltur med MCklubben, i dag arrangerer en anden turen rundt i Nordjylland, og jeg glæder mig til at se nye steder. Motorcyklen var landmandens drøm, han slapper fuldstændig af, når han sidder på maskinen. Jeg er også blevet vild med det, dog som bagsædepassager. Her er et parfællesskab, som vi har haft megen glæde af gennem de sidste 4 år.

Og i aften er det min lidenskab, min hobby, der står på programmet, jeg skal synge gospel. Jeg glæder mig til at synge løs, give slip for al planlægning og bare være en del af et kor, som sammen nyder at blive bedre og bedre, både til at synge, men også til at kunne vise med kroppen og mimikken at det her, det er livgivende og energiberigende.

Ha en god søndag


min fars magoliatræ

INGEN HINDRING

Havemøblerne står stadig på vaskepladsen, de har brug for olie, jeg gik vist amok med den højtryksrenser.

Men så flyttede vi da bare to stole ud på terrassen, så min far og jeg kunne nyde en kop formiddagste.


Og begge så det med det samme, moreltræet er begyndt at folde sine blomsterblade ud.


Kom maj du søde milde, men kan du hamle op med en april, der aldrig før har set sin lige?

OG DESSERTEN?

Det blev en isvaffel og den smukkeste udsigt.

LYSE TIDER

Dagen er smuttet af sted med lidt af dit, lidt af dat.

Nu er min far hentet op til os og landmanden har holdt fyraften.

Vinen er trukket op, bordet er dækket, og Dubliners spiller i baggrunden.


Kartofler i skiver sammen med tomatskiver og hakket løg har fået følgeskab af karry, salt, peber og cremefine (det skulle lige prøves)og står nu i ovnen.

Gulerødder og rødløg i stave og både er vendt i gylden bornholmsk rapsolie og er også endt i ovnen.


Vildandebryst er krydret og brunet på panden, nu deler de fællesskab med resten af maden i ovnen.

Må I få en god fredag aften.

WHISKEY IN THE JAR

Egentlig har de vel været en del af mit lydbillede, siden jeg var ung.

No nay never, Molly Malone, og mange andre er med i min sangrygsæk.

I aftes blev landmandens julegave fra mig indløst, og vi fik en hyggelig aften sammen med Dubliners.


De ældste af dem bliver 70 i år, de yngste er midt i 60erne, skægget og det lidt vilde hår gør, at de ser ældre ud, men de kan spille, fingrene fløj over strengene på violin, guitar og banjo.Og jeg var tilbage til sygeplejeskolens tid sidst i 70erne, hvor deres musik var en del af festerne sammen med Rød Tuborg ;-) I aftes fik vi en håndbrygget øl, Dubliners ale, brygget specielt til aftenen.

Det var en dejlig aften og fuld valuta for pengene. De startede kl. 20, og de sluttede først kl. 22.45 med kun 20 minutters pause.

HVERDAGSMORGEN

Først er alt stille, jeg er stået tidligt op, nydelsen ved at gå alene i huset, brygge te, rydde lidt op og så et smut udenfor i den kolde, men klare luft opvejer det tidlige tidspunkt.

Landmanden står op, spiser morgenmad mens morgentv kører.

Så kører den første bil ind på gårdspladsen, den ene medarbejder nyder at få en cigaret og en kop kaffe på trappen, inden arbejdet går i gang.


Den anden medarbejder, vores søn, kommer på slaget 7, her er ikke noget med en stille kop kaffe til at starte dagen på. I dag er han dog sløj, så han bliver sendt ind på sofaen, mens de to andre henter kartofler hjem fra kølehuset.

Jeg går i gang med at ordne bilag, sætter dem i mappe i datoorden og sikrer mig, at alle bilag er der. I morgen skal jeg lave regnskab, i dag har jeg egentlig også fridag, men der er to møder, som jeg gerne skal til.


En lastbil kører ind foran kartoffelhuset, lyden af trucken, som kører frem og tilbage mellem kartoffelhus og lastbil blander sig med de rolige, dybe vejrtrækninger fra sønnen.

Jeg er pludselig tilbage til, da han lå i vuggen, det er snart ved at være 22 år siden. Det bliver spændende at se, hvilken vej han vælger i livet. Handelsvejen er droppet, der er ingen lærepladser i det, han gerne ville, så nu er han en af dem tillige med hans søster, som venter på besked til august om optagelse på et studie.


Fordelen, ved at jeg stadig er på 30 timer trods det nye jobs karakter, er, at jeg stadig har hverdagsfridage. Jeg elsker dem, og da særlig sådan en dejlig forårsmorgen.

UDEN TØJ!!

Dagen startede ellers godt. Jeg fik smurt madder, brygget te til hele dagen, pakket de ting jeg skulle bruge til kurset i dag og kom ud af døren i god tid.

Til det aftalte tidspunkt holdt jeg på det aftalte sted og tog min kollega op. Vi have rigelig tid til at snakke, for turen gik til Holstebro, hvor vi skulle høre om depression og de ”skjulte handicaps” efter apopleksi.

Vi var både omkring det faglige, vi skal snart stå for et brush-up kursus for alle på afdelingen, men vi fik også tid til privat snak.

Kl.9.15 parkerede vi ved sygehuset, stod ud, tog vore tasker og så ”scannede” jeg lige bilen for ting som kunne friste en biltyv. Og så manglede der noget!

Mit kortøj! Jeg skulle nemlig køre før tid for at nå direkte til en gospelkoncert, så tøjet var pakket her til morgen, og nu stod det i mit køkken!

Gode råd var dyre, jeg var ikke i sort og rødt, sms blev afsendt til min korleder, skal jeg blive hjemme, næh hvilken størrelse bruger du, så skaffer jeg tøj.

10 minutter før koncertens start strøg jeg ind af kirkedøren, fik tøjet, ud igen for at finde et toilet, det var fuldt optaget med søde ældre damer, som skulle høre os. Ned i bilen og så håbe på ingen kom forbi. Min redningskvinde kom ned for at vise mig, hvad hun havde taget med og fortalte så, at hun først havde været henne ved toilettet, og damerne der havde sagt, at der godt nok havde været en ung pige for at ville klæde om!

Make my day. Jeg rankede mig, valsede ind i kirken og sang af karsken bælg ;-)

FORRESTEN

Bare så du ikke tror, at jeg opgav ;-)

FORÅRSAFTEN PÅ LANDET

Landmanden havde brug for hjælp søndag aften, da der skulle køres kartofler hjem fra kølehuset.

Jeg fik lov til at køre truck mellem de to gårde, og mens landmanden læssede vognen med kartoffelkasser, gik jeg på fotosafari.


Stenen står stadig, hvor den blev sat, da vi fik den op sidste forår, men jeg drømmer om at få den hjem i haven.


Jeg kan også finde små hvide blomster.


Og blå blomster.


Aftensolen går ned, mens jeg fotograferer


Og landmanden stabler kasser.


Så kører vi hjem og læsser første læs af.


Næste omgang finder jeg små lyserøde blomster


Og himlen flammer endnu mere.

TILBAGE IGEN

De er over, mine mange fridage, og første arbejdsdag i mit nye job er overstået.

Faktisk var jeg jo begyndt før ferien, men officielt var det i dag, jeg startede, og jeg har været meget i tvivl, om det var det rigtige, jeg gjorde.


Jeg har sagt ja til et vikariat på et år som undervisningsansvarlig sygeplejerske. Det indebærer, at jeg skal stå for introduktion og undervisning af nyt personale, men også undervisning og kompetenceudvikling for det faste personale. Det glæder jeg mig til, jeg har jo undervist meget, nu skal jeg så have fat i planlægningsdelen, jeg skal ikke altid selv undervise.

Derudover skal jeg være supervisor for den kliniske vejleder i forhold til studerende og deltage i pædagogiske dage, og der føler jeg mig på gyngende grund. Alle andre har fast tiltro til, at det kan jeg sagtens klare, og det må jeg så sørge for at blive klædt på til.


Man siger jo, at jo mere vi udfordrer os selv, jo flere synapser(nerveforbindelser) dannes der i hippocampus (sædet for lagring af viden). Og med den risikofaktor jeg har for Alzheimers, er det nu, jeg skal sætte ind med træning. Det her må vist siges at være god træning.

Nu har landbrugsfolket fået eftermiddagste, ovnbagt laks og små ovnbagte kartofler/tomater i olie/balsamicoeddike er klar til aftensmaden.

Der skal findes tid til en gåtur, for det nye job har en bagside, jeg får gået for lidt. Så er det godt, at jobbet indebærer, at jeg halvdelen af tiden er almindelig sygeplejerske. Og at jeg fik forhandlet mig frem til at bibeholde de 30 timer/uge, nu kun weekendarbejde hver 4. uge og færre aftenvagter, det vil jeg nyde

Og billederne? De er fra motorcykelturen i går, hvor vi blandt andet gjorde holdt ved Virksund.

FORELSKET I KØBENHAVN

Vi kunne mageligt have brugt en hel uge sammen, min datter og jeg. Der var teaterstykker, film, udstillinger, gåture, som vi drømte om, men de må komme en anden gang.


København flagede for mig, eller også var det Dronningen ;-) anyway det så festligt og fornøjeligt ud. Jeg nåede at køre lidt i bybus frem og tilbage, for jeg skulle over og se datterens tegneskole først på Islands Brygge og bagefter ud til Nørrebro.


Efter en kop hyggelig te, var vi klar til en gåtur ud til Frederiksberg Have, hold da op, vi kom lige i løbetiden, der var ivrige motionister i alle aldre, der var store og små, der legede på plænerne, og der var dejligt og smukt. En oase midt i storbyen.


Landmanden havde givet penge med til et restaurantbesøg, og datteren havde fået anbefalet en italiensk restaurant, som levede op til anbefalingerne. Vi fik den lækreste kalvemørbrad med sorte trøfler og en lækker hjemmelavet isdessert.


På vej hjem gik vi på cafe for at få en kop te og hyggesnakke i de store bløde lænestole på første sal.

På et toiletbesøg slår en ung kvinde mig pludselig på skulderen, ”du er Sønnens mor!” Så var det en af sønnens gymnasiekammerater fra Nørresundby, som også boede på Nørrebro.



Næste morgen stod jeg for morgenbrødhentning ved den italienske bager på Nørrebrogade. Solen skinnede på Assistens kirkegårdens mur og alle cyklisterne og fodgængerne, der var på vej på arbejde.


Dagen stod i Louisianas tegn, så vi drog af sted i solskin, og togrejsen derop var fyldt med dejlige forårsbilleder.

Planen var egentlig at se hele Louisiana, men da vi var halvvejs i særudstillingen om Max Ernst, var vi så trætte i hovederne, at der måtte en frokostpause til. Hvilket frokoststed! Solen skinnede, vandet glitrede og der var en fred og ro trods mange besøgende. Vi blev enige, om at Max Ernst var så spændende og udfordrede vores hjerne så meget, så vi nøjedes med ham.


Det betød, at vi også nåede is på torvet, hvor datteren arbejder, alle cafeernes borde var besatte, selv torvet var også indtaget af unge solelskende mennesker, men vi fandt en bænk ved kirken, og nød is, hinandens selskab og solen.


Så var der tid til kys og knus, og det var en træt kvinde, der lukkede sig ind hjemme på gården sidst på aftenen, men hvor var det dog en dejlig tur.

MORGENSANG

Alle undersøgelser viser, at sang skaber glæde, men her hjemme synge vi alt for lidt. Morgensangen på mange skoler er taget væk som led i fornyelse og besparelser, men læg mærke til, hvor mange af jer, der er begyndt at nynne, når jeg har brugt sange som overskrifter.

De sætter sig i os, de giver dagen farve, de kan bruges, hvad enten vi er triste eller glade, de kan give sammenhold, de kan sommetider sige det, vi ellers ikke kan sige. Jeg er overbevist om, at belønningssystemet giver os masser af dopamin, når vi lader sangen klinge. Demente får det bedre, depressive får det bedre, hjerneskadede kan sommetider nemmere udtrykke sig via sang end med ord, sang skaber fællesskab, sang er bare godt.


Jeg har haft to dejlige dage i København sammen med datteren, men det må der skrives om senere hen, for lige om lidt skal jeg til korlørdag. 5 timers sangsamvær, vrikken med hofterne, latter, små sjove rytmiske sange, store gospelsange med plads til følelserne og rytmelege hvor vores koordinering (eller mangel på samme) udfordrer vores hjerne.

Tænk hvis jeg kunne få mine kolleger med på at starte dagen med sang, det ville være herligt. Måske skulle jeg tage guitaren med og starte en ny tradition på mandag?

Ha en god lørdag.

HUSMODERLIG FERIE

Selvom jeg synes, jeg ikke er en typisk landhusmor, så er det det, jeg er.

Fakta er, at jeg ikke kan fordrage at gøre rent, men når jeg kommer i gang, så kan jeg finde en nydelse i at gøre det godt (den faglige stolthed).

Fakta er, at jeg er træt af at finde på mademner og at lave mad, men når jeg som nu har ferie, har det været en nydelse at stå i køkkenet og snitte og kokkerere.

Nu er der lavet ovnbagt hjortefarsgryderet dækket med lækker kartoffelmos til landmændene i morgen. Der er handlet ind, så de ikke går sultne i seng. Huset er gjort rent fra top til tå. Og der er lækre nybagte kartoffelboller, som holder sig lækre svampede pga. de revne kartofler.

Jeg har nemlig fået fri fra landbruget og skal være sammen med datteren i 30 timer og derudover 9 timer i tog frem og tilbage, jeg glæder mig til at se datteren, og jeg elsker at køre i tog. Jeg er en heldig landhusmor, det var ikke gået i min svigermors tid, at hun fik lov til at stikke af midt i forårsarbejdet.


en "møj" ung sygeplejerske, som endnu ikke var blevet landmandskone, men tøjet var klar til tjansen, landmandens tømreroveralls var gode som arbejdstøj ;-)

DET SMAGTE VILDT GODT

Når man nu er så heldig at have adskillige poser med hjortefars i sin fryser, så må der findes anvendelse for dem.

Gårsdagens jagt på vildtlasagne åbenbarede to opskrifter. Jeg havde ikke ingredienser til nogen af dem, men den sidste blev mit udgangspunkt i at lave en lasagne med det jeg havde.

Jeg lovede Jeannette Mariae opskriften, så her er den:

Vildtlasagne:

500g. hjortefars
1 hakket løg
2 fed hvidløg
4 gulerødder, revet
Salt og peber
2 dåser hakkede tomater
1 tsk. Basilikum

12 lasagneplader og lidt rasp

Til bechamelsovs a la frk. Jensens kogebog:
5o g. margarine, 4 spsk. mel, 4½ dl mælk og resterne af en pose reven ost.
Bechamelsovsen laves som en opbagt sovs.

Løg og hvidløg svitses i margarine eller olie. Gulerødder og fars tilsættes og svitses. Krydderier og dåsetomater tilsættes, simrer i ca. 20 minutter.

Smurt ovnfast fad fyldes med vildtsovs, lasagneplader, vildtsovs + bechamelsovs indtil der ikke er mere. Sidste lag skal være vildtsovs og bechamelsovs. Der drysses tyndt lag rasp over og i ovnen i ca. 35 minutter.
Hertil en god blandet salat.

Retten er godkendt af mine to landmænd, og resterne udgjorde også frokosten for sønnen i dag.

Nu er jeg ved at lave oksekød i fad fra Karolines køkken nr. 2 men med hjortefars, det smager nemlig også godt.

TÆL DINE SKRIDT

De sidste par år har Helse haft en kampagne for at øge vores opmærksomhed på motionen i hverdagen.

Et år skulle folk komme med forslag til, hvordan man fik mange skridt ind i sin hverdag, et af de mest sjove gik på, at man skulle trække sine bukser ned om knæene, så ville man automatisk komme til at gå mange små skridt. Det er måske derfor, at man stadig i bybilledet ser unge mennesker med bukserne hængende nede omkring bagdelen ;-)

Skridttælleren hjælper mig til at have fokus på at få gået noget, og jeg kan tydelig se de dage, hvor jeg er træt og ugidelig eller har kontorarbejde, da falder mine skridt drastisk, så må der en gåtur til for at kommer over de 10.000 skridt.

I går havde jeg ikke tid til en gåtur, nogle af de mål, jeg havde sat mig med ferien, var ikke nået, og da jeg de næste fire dage kun har ren nydelse på programmet, så hastede det.

Så jeg vaskede gulve, der blev flyttet møbler og små tæpper, jeg var nede på knæ og skure visse steder, og tiden fløj af sted. Havemøbler blev slæbt fra den ene husgavl ned til den anden husgavl, og der blev gået rundt på vaskepladsen, mens jeg vaskede løs. Roserne står lidt spredt, så her blev der også gået, og til sidst tog jeg den store indkøbstur i et supermarked.

Da aftenen nærmede sig sin slutning havde jeg gået 9100 skridt, og jeg ville op over de 10.000.

Hvad gør man så?


Tager sine nyvaskede viskestykker, håndklæder og klude, går ned i den ene ende af huset, lægger fire stykker sammen, går op i den anden ende af huset og lægger dem på plads, går så tilbage og starter forfra ;-)

10.300 skridt med ren hverdagsmotion!

DEN RETTE INDSTILLING

Regnen kom og satte en stopper for kartoffellægning. Så hoppede landmanden bare over på en traktor og pløjede videre, efter sønnen havde holdt fyraften.

Jeg kiggede på regnen og huskede børns indstilling til regnvejr, gik ud og slæbte havemøblerne over på vaskepladsen, tændte for højtryksrenseren og vaskede møbler, mens regnen holdt mig ved selskab.

Det er forår nu, jeg frøs ikke engang. Mild regn, fuglesang og vaskepjaskeri, hvad mere kan man ønske sig?

Lige nøjagtig! Regnen stoppede, da jeg var færdig, og så hoppede landmanden over på traktoren med kartoffellæggeren, og jeg klippede roser ned.

Nu er aftensolen fremme, og jeg har været igennem alle de billeder, som ligger i kassevis for at finde det billede, jeg kunne huske.

DEN VAR HER

Første gemte den sig længe bag skyer.


Senere dukkede den lidt mere frem.


Ved middagstid fik vi solstråler ind i huset, da havde jeg ikke tid til at fotografere.

Nu er det mørkt udenfor, luften virker tung som om en regnbyge var i vente.


Det må godt vente, landmanden er lige kørt ud med det første hold læggekartofler. Og jeg vil gerne nå at klippe roser ned i dag, men først skal jeg have fundet en opskrift på vildtlasagne. Min kære søn skal have lidt aftensmad, inden han kører videre til sin fritidsopgave som leder for en flok teenager in spe, så er der noget at stå imod med ;-)