Eller jeg forstår ikke min krop. Ind imellem føler jeg, at vi ikke taler samme sprog, min krop og jeg. Når nu man har sovet 7 timer i træk, så skal man da føle sig udhvilet. Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen.
Som ung sygeplejerske havde jeg både aftenvagter og nattevagter, og om jeg var træt afhang af om jeg fik sovet nok uafhængig af vagttype.
Sådan er det ikke mere, nattevagterne stoppede jeg med, da datteren fik kørekort, for så kunne hun sørge for, at hun og brormand kom til de forskellige aktiviteter om aftenen, når landmanden havde for travlt. Efterhånden var det sådan, at uanset hvor længe jeg sov, og jeg kunne sagtens sove om dagen, så følte jeg mig helt bombet, når mine vagter var til ende. Tung og dvask, let til at blive irriteret, let til tårer, let til at føle selvmedlidenhed.
Jeg nyder at have aftenvagter, her kan man også få snakket med de pårørende, her skal ingen vaskes, her skal man ikke gå alenlange stuegange (som regel), her skal ingen være klar til træning, så aftenen er langt roligere end dagvagten som udgangspunkt. Den kan også være en heksekedel, hvis en patient bliver dårlig eller hvis der kommer mange nye patienter eller som i sommer hvor alle skulle have hjælp til alt.
Nu er det så, at min krop begynder at tale sit eget sprog, for 4 aftenvagter betyder, at jeg er træt, uoplagt, ja stort set alle de symptomer, som jeg beskrev ved nattevagten, dukker nu op, og det gider jeg ikke.
Jeg kan ikke andet end lytte til min krop og respektere det den siger, men det er svært, når man er gift med en landmand, 2 år ældre end jeg, som lige nu kører derudaf i 16 – 18 timer i træk, for jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke får lavet tilsvarende i hus og have.
Jeg forsøger over for mig selv med argumenter så som: han skal ikke tænke på indkøb, madlavning, rengøring, tøjvask, lektiehjælp og sparringspartner i de unges liv, jeg tager mig af regnskab, lønninger, har tjek på hvornår hvad skal betales, men stadigvæk så kan jeg ikke komme af med tanken: du ku godt lige oppe dig lidt Lene.
Tilføjelse: at skrive ens tanker ned kan hjælpe en til at få et overblik, så nu er jeg gået i gang med en kæmpe strygebunke, som truede med at invadere hele gangen. Min krop og jeg har fundet sammen i et job, vi begge kan se nytten af.
Jeg tror vi tit ponker os selv i hovedet med, at vi ikke kan/magter/evner det samme som mændene.
SvarSletIsær når jeg er alene med børnene, så farer jeg rundt og er praktisk, hvorimod Manden nyder at lege med børnene, og lader opvasken/vasketøjet stå.
lige nøjagtig mrsbaloui.
SvarSletI mine øjne har du ikke noget at undskylde. Du arbejder i et job, hvor dit redskab er dig selv. Det trækker søm. Dine nattevagter den gang har udløst stress-symptomer og kroppen slår fra, når det bli'r for meget.
SvarSletUnder de fire aftenvagter har du garanteret skulle forholde dig til andre menneskers sorg, bekymring og smerte. For det er vel det der er mest af når vi taler hospital.
Strygetøj er en god ting, hvis det er det der får dig til at slappe af. Det har du brug for efter de fire vagter.
Hvor andre her i Blogland taler om meditativ hækling, har jeg oplevet det samme med strygning.
Uha, det blev langt, men jeg mener det godt. God fornøjelse med strygningen - giv dig god tid.
PS. Landmanden, hvad si'r han??
Men kjære deg, - syv timer er da ikke så mye søvn. Jeg trenger minst åtte, og gjerne ni. Og landmanden er sesongarbeider. Nå er det mye som skal i joden, og selv om jeg ikke er landmann, så kan jeg tenke meg at han er full av adrenalin i disse dager. Det er nå det skal skje, - og han skal la det skje. Så kan han jobbe døgnet rundt - i en periode. Akkurat som en sykepleier i felten kan jobbe, og jobbe og jobbe. Man blir høyt gearet og så går det. Du gjør ditt. Stryk gjerne tøy, - men sørg for å få sovet også.
SvarSletSifka - hvis jeg spurgte landmanden, ville han ryste på hovedet, for han ved godt (det har jeg nemlig fortalt ham) at han har en god kone.
SvarSletFor tyve år siden med to små børn født med 16 måneders mellemrum, arbejdede jeg i aftenvagt syv dage i træk og så syv fri. jeg var ikke til at køre ned. Jeg skal blot acceptere, at jeg og min krop er blevet ældre og skal bruge længere tid til at restituere os.
Hege - du har fuldstændig ret, og det gode vejr vi har haft i år gør jo, at han kan blive ved, der er ikke noget, der driller. Jeg har fri i dag,og en gåtur hjalp med at sætte tingene i deres rette orden
SvarSletDet er godt at det er din krop, og ikke din landmand, der ikke forstår dig... :-)
SvarSletha ha Lizelotte, ja heldigvis
SvarSlet