KOMPETENCE

= Faglig og saglig indsigt og kunnen på et bestemt område.
Når man starter et nyt sted, så er det altid hårdt. Hovedet er fyldt med nye ting, det kan være praktiske ting, som hvor man finder det og det. Det kan også være faglige ting, man ikke er inde i og derfor må spørge kolleger til råds. Man længes efter den dag, hvor man kan klare sig på egen hånd, hvor man føler sig kompetent og ikke som novice.

Stadig har man brug for mere erfarne kolleger, hvis der opstår specielle problemer, så man tænker, hvornår bliver jeg den, andre henvender sig til i problemsituationer. Hvornår bliver jeg den, der kan overskue en kompleks situation, og som ud fra viden og erfaring kan handle som en ekspert i sit fag.

Da jeg startede på neurologisk afdeling var jeg knap 43 år, jeg havde været væk fra faget i 11 år og følte mig på mange måder som novice. En dag kommer en ung sygeplejerske og beder mig gå ind til M, en ung men mere erfaren sygeplejerske, hun har brug for min hjælp.
Jeg kommer ind på stuen, M ser undrende på mig, jeg siger, at de havde sagt, at hun havde brug for mig. M begynder at grine, hun havde bedt om en gammel sygeplejerske, det fik hun, men det var gammel af alder, ikke gammel i gårde. :-)

Kompetencen kommer egentlig snigende, man erkender den ikke med det samme. For mit vedkommende kan jeg huske lige nøjagtig, hvornår det gik op for mig, at nu var jeg en kompetent neurologisk sygeplejerske.
Jeg var i nattevagt, min anden nye kollega kalder på mig. Hun har en patient med vejrtrækningsstop og vil kalde hjælp. Jeg kigger på patienten og siger vent lidt, jeg tror det er kramper. Vi får patienten over på siden, og jeg står ved patienten og observerer stille og roligt, og ganske rigtigt efter kort tid trækker hun vejret normalt. Det der snød kollegaen var, at det, vi forbinder med kramper, er de rykvise trækninger i arme og ben, men denne patient havde den krampeform, der tit går forud, hvor patienten spænder op i hele kroppen og dermed også i vejrtrækningsmusklerne, og bliver helt stiv og nogle gange blå om læberne. Det går over, men et minut føles som lang tid.
Bagefter havde jeg det godt, jeg følte, at jeg havde kunnet bevare roen og overblikket, at jeg havde vurderet rigtigt.

I går aftes manglede jeg en erfaren kollega, en der var ældre i gårde end jeg. Jeg havde 5 dejlige kolleger med i vagt, alle var tættere på de 25 end de 30, flere af dem var kompetente sygeplejersker, andre var novicer. Jeg stod dog med en patient, hvor jeg følte, at min viden ikke slog til, eller rettere sagt, jeg manglede en med samme viden som jeg, som jeg kunne diskutere med, om det vi så, og hvad vi kunne gøre. Det drejede sig om lejringerne og altså ikke om noget akut, så jeg skrev til dagvagterne, om de ville inddrage terapeuterne i et løsningsforslag. Ellers så starter jeg på en frisk i dag og prøver at tænke nye tanker.