Når jeg går i min daglige trummerum, så kommer jeg lige pludselig til at tænke på, hvordan hjernen er med i de ting, jeg gør, og hvordan det ville være, hvis ikke hjernen fungerede optimalt.
I dag lagde jeg vasketøj sammen, landmanden har købt en masse sorte strømper til arbejdsbrug. Jeg ved, at der er et par, der ikke er lige som de andre, men jeg kan ikke se forskel, hverken når de er våde eller tørre. Så jeg føler mig frem, for når de er tørre, så er der tydelig forskel i vævningen. Det ene par er hårdere at mærke på, og mine fingre finder hurtig dem, der hører sammen.
Bliver man ramt i hjernen i det område, der har med sanserne at gøre, kan man dels få nedsat følesans, men man kan også få ændret eller forøget følesans. Jeg har passet patienter, for hvem det var decideret ubehageligt, hvis man rørte let ved deres ramte arm. De fik en brændende fornemmelse, hvorimod hvis man rørte med en fast hånd, så kunne de bedre håndtere dette.
Nogle mister evnen til at opfatte med fingrene. Hvis jeg får en nøgle i min hånd, så ved jeg godt, hvad det er uden at kigge. Den evne forsvinder, hvis man bliver ramt i bestemte områder af hjernen.
Jeg har nedsat hørelse, ikke nok til at få høreapparat, men nok til at hvis folk mumler, og der er baggrundsstøj, så hører jeg forkert. Ind imellem så gætter jeg mig til de sidste ord i en sætning, det er typisk her, at folk går ned i toneleje og snupper ordene af. Tit tænker jeg ikke over, at jeg gætter, men når det går galt, så ved jeg også hvorfor. Hvis det folk siger, ikke lige er noget der passer ind i den sammenhæng vi er i, så går jeg galt i byen.
Sådan er det også med folk, der er ramt i sprogforståelsen, de kan godt snakke, men de forstår ikke alt hvad vi siger. Det kan tit være svært at finde ud af, om de er ramt, for i dagligdagen viser vi med vores kropssprog, hvad vi spørger om. ”Vil du ha kaffe”, armen peger hen mod kanden , man løfter måske en kop, og patienten siger ja tak. ”Vil du i bad nu”, armen peger ud mod badet, måske står man med håndklæder, og da de fleste går i bad om morgenen, så falder det naturligt ind i dagsrytmen, så ja tak. Vi kæder hele tiden synet, følesansen og høresansen sammen, uden at vi egentlig tænker over det. Men bliver vores hjerne ramt, så opdager vi eller vore pårørende hurtigt, hvor sammensat hjernen er, og hvor svære almindelige gøremål lige pludselig bliver.
Jeg følte mig næsten fristet til at sige amen til din post, for hvor har du dog ret, og du beskriver det på en så enkel og næsten smuk måde (smuk er måske lidt forkert at bruge i denne sammenhæng).
SvarSletMen det jeg mener er, at du beskriver tingene (det gælder generelt alle dine poster) på en meget enkel, sigende og forstålig måde.
Tak krebsinde, det er jeg glad for at du skriver.
SvarSletDer er så meget i hjernen - og jeg tror først man rigtig bliver klar over det, når man selv ser hvordan det er at mangle nogle af de funktioner, som hjernen bidrager til.
SvarSletHvad enten det er som patient, pårørende eller plejepersonale.
F.eks. at have vilje til og ønske om at blive bedre, men være blevet ramt på initiativet.
Og omgivelsernes reaktion på dette eller manglende reaktion på det - fordi de ikke ved at det er en del af hjerneskaden.
Jo, der er meget man burde sætte mere pris på, men først opdager når de ikke fungere så selvfølgeligt som tidligere.
Man skulle tro, at vi havde aftalt at holde "pas på din hjerne-tema", Lene ... ;-)
SvarSletLige nøjagtig fru green.
SvarSletManglende initiativ er netop en af de mere skjulte skader, og som pårørende er det hårdt at se en ellers så fortagsom person bare sidde og ikke gøre noget.
Og når man kommer hjem er der vel ikke megen træning af den skade?
To sjæle én tanke Lizelotte :-)
SvarSletNøp.
SvarSletEfter jeg er blevet klogere på det med apopleksi, så har det undret mig at det var en af de ting fysioterapeuten kommenterede - uden at fortælle at der var en sammenhæng med apopleksien.
Og der er mange af de ikke fysiske ting, som jeg tit tænker om ikke de kunne genoptrænes i en eller anden grad ...
det tror jeg at de ku, men nu er vi inde på et område, hvor jeg ikke ved så meget, for mange af vore patienter går jo videre til et genoptræningsafsnit.
SvarSletI nordjylland findes en hjerneskaderådgivning, hvor alle kan henvende sig for at få råd, mon der findes tilsvarende i københavn?
Jeg vil prøve at høre vores neuropsykolog.