CATWALK

Landmand og frue er inviteret til gourmetaften på en hyggelig kro.

Begge har været ude og købe tøj, og vi endte begge to i den nærliggende by (af nogle betegnet som lille ;-)

Nu er tøjet præsenteret og godkendt af modparten, og fruen er nu den forhåbentlig lykkelige indehaver af et par El Naturalista sko. Moden er jo sort, sort og atter sort, og jeg ejer ikke sorte sko eller støvler, så gode råd var dyre, for klokken nærmede sig lukketid, og jeg kunne ikke nå en skobutik. Tøjbutikker i dag har jo også sko og støvler, og jeg prøvede pæne Sofie Schnoor sko, men en var for lille, en var for stor, men de her sko var behagelige at krybe ned i.


Jeg glæder mig til at sætte mig ved et smukt dækket bord med lækker mad og vine, og jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at sige mmmm mange gange i morgen aften.

GIV MIG EN HÅND

Dagen på arbejde sluttede med et lille kursus i at lægge en venflon. Venflon er det lille rør, der bliver lagt ind i en vene, og hvor man kan give medicin, væske og blod i.

Vi var 10, der først hørte noget teori og bagefter prøvede vores viden af på gummihænder.

Før jeg kan få mit certifikat, skal jeg have lagt en venflon vellykket tre gange, så giv mig lige en hånd ;-)

LYSESLUKKER

London må klare sig uden os, og vi må klare os uden London.

Det klarer både London og vi selvfølgelig, men jeg må indrømme, at jeg har været i dårligt humør i dag.

SEKS SÆRLIGE

Lotte har tagget mig

Reglerne er simple:
• Link til din tagger
• Nævn reglerne i din blog
• Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours)
• Tag seks andre bloggere
• Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget

Og mens jeg har fulgt udfordringen rundt om i blogland, har jeg tænkt, jeg er så almindelig, så det nærmer sig kedelig, så jeg kan slet ikke prale af noget sært.

Men jeg har en vane med at sige mmmm når jeg spiser noget mad, jeg ikke selv har stået for. Så nu sidder mine niecer altid og venter fnisende på, at moster/faster tager en mundfuld og siger mmmm. Jeg burde få penge fra Marabou!

Jeg har også en vane med at blande mig, hvilket mine børn syntes var pinligt! Hvis jeg hører en mand tale højt i mobiltelefonen og fortælle sine børn, at han ikke kan finde de sidste nye tegnefilm henne på tankstationen, og jeg kan se, filmene er bag ham. Hvem prikker ham så på ryggen og peger på filmene? Ikke min datter, som forsøgte at hindre sin mor i endnu en gang at blande sig.

Jeg vil gerne diskutere tunge emner og tør også være til stede hos en, der har det svært, men jeg ser næsten aldrig ”tunge” film, foretrækker den lette genre.

Det var tre, er det en særlig vane at gå hele huset igennem, selv bag bruseforhæng og under sengen, når jeg er alene?

Jeg har jo før røbet, at jeg er en fantastisk sanger i min bil. Men jeg dagdrømmer også, alt kan ske hos mig, ikke fordi jeg ønsker det skal ske, men det er en ventil i min hverdag.

Og så har jeg svært ved at beslutte mig, når jeg handler, måske derfor jeg ikke shopper eller udskifter interiør og andet husgeråd, før det er i stykker. End ikke en grydeske! Jeg får hovedpine af at handle. Det var en lettelse, da mine børn tidligt begyndte at vide, hvad de ville have af tøj, så var jeg fri for den beslutning.

Jeg tagger Conny, Anette, Helle, Betty , Pollyanna og Janne

GOOD MORNING

Udenfor er der rim på græsset, agaverne skal ind nu.

Herinde skal der ryddes op og gøres rent, imens kan jeg så tænke mange tanker over morgenens nyheder.

RELATIVT

Og så sidder hun der i fjernsynet, den unge sygeplejestuderende fra Aalborg, som er på jagt efter sin biologiske far og svarer på, hvorfor hun vil finde ham.

Hun er nødt til at gøre det, for hun vil ikke sidde som……….

Her når jeg at tænke 70 årig

Men hun siger: som 50 årig og så fortryde, at hun ikke har forsøgt.

Jeg føler mig gammel ;-)

SKUMRINGSTIMEN

er over, der er allerede mørkt derude. Vejret her i det nordjyske har været blå himmel, hvide skyer og en enkelt gang finregn i dag, lige til at blive i godt humør af.


Landmanden har inviteret gæster, der skal arrangeres motorcykelture og andre arrangementer i det nordjyske, så 7 gæve MCfolk er sat stævne her på matriklen.

Der er ryddet op, støvsuget, vasket op og små og store lys er kommet frem, både ude og inde. Bollerne er bagt, god ost er indkøbt, og den gode hjortespegepølse har vi stadig noget af.


Æblerne i toppen af æbletræet falder ned lidt efter lidt, og i dag gik jeg på rov i græsset. Mange af æblerne vidner om det store tag-selv bord, og hen på eftermiddagen er der fyldt med solsorte og gråspurve. Mon ikke også fasaner holder ædegilde, men der var også noget til mig, så nu står en kæmpeskål æblemos/grød i køleskabet, og to æblekager er bagt.

Selv en buket har jeg købt til mig selv, det sker alt for sjældent, men det vil jeg gøre tiere, for jeg glæder mig, hver gang jeg går forbi bordet.


Et brusebad og jeg er klar.

EN SVENSK HERREGÅRDSFRØKEN

”undskyld jeg kigger sådan på dig, men jeg synes du ligner en svensk herregårdsfrøken”

jeg rankede mig lige lidt, mens jeg stod og gav sondemad, det forpligter at ligne sådan en frøken.

Aftenvagten har været stille, indimellem har der været nok at lave, men der har været tid til ting, jeg normalt aldrig når.

Den meget gamle dame har været hos os længe, hun er elsket af mange på afdelingen, og i går fik vi os nogle lange gode samtaler, ikke altid helt relevante, men for det meste var det kloge og vise ord, hun delte.

Om eftermiddagen fortalte hun om dagens TVprædiken, som var så værdifuld, den fyldte meget i hende, men der havde været larm på stuen, bl.a. skulle hun have hjælp til at komme af med vandladning og afføring, så prædikenen havde ikke fået lov til at finde sin plads hos hende.

Vi kørte kørestolen ind på kontoret, men desværre var prædikenen endnu ikke lagt ud, og jeg kunne heller ikke få hendes øretelefoner til at virke sammen med vore computere.

Senere fandt jeg prædikenen og printede den ud. Samtidig skrev jeg til DR1, om man kunne få den på CD for jeg kunne mærke, at den prædiken betød meget for patienten.

Over aften efter patienten var kommet i seng, satte jeg mig ved sengen, kun de små lamper var tændt. Der lå en patient mere på stuen og hun sov. Alt var stille, døren var lukket ud til gangen og mine kolleger vidste, at jeg ikke tog klokker det næste stykke tid.

Jeg læste prædikenen højt, og ordene fik lov til at sætte sig både hos den ældre dame og jeg. Det handlede om, at vi alle er værdifulde som den vi er, at vi ikke behøver at bidrage med noget for at være elsket. Og som patient føler man ofte at man volder ubehag (patientens ord), og så kunne jeg jo henvise til prædikenen, at dette at få lov at gøre noget for andre også er betydningsfuldt, at få lov til helt konkret at være næstekærlig, når jeg skal hjælpe andre med de for den anden ydmygende ting, det er en gave. Så kiggede den lille dame på mig, og sagde, den tale er virkelig værdifuld, den skulle alle høre.

Du kan læse den her.

PS DR1 skrev, at de ville undersøge, om de undtagelsesvis kunne lave den som en mp3 fil og lægge den over på en skive. Verden er fyldt med gode mennesker, som, når de får lov, gerne vil være næstekærlige.

DET FØRSTE SKRIDT

Det første skridt er det sværeste, det der kræver flest overvejelser.


Orker jeg eller orker jeg ikke?

Fører det nogen steder hen?


Fordele og ulemper vejes mod hinanden.

Når det første skridt først er taget, følger det næste skridt nærmest automatisk med, og pludselig er man i bevægelse.


Det gælder vel både i forhold til gåture, kontakten til andre mennesker og problemløsning.


Det første skridt er det sværeste.

SØVNIG SØNDAG

Landmanden har for en gangs skyld hele weekenden besat med fritidsinteresser, så han skulle også tidligt op i dag. Så er det jo en herlig ting med ure, der skal stilles tilbage, det gav tid til, at vi fik morgenmad sammen.

Efter vores børn er flyttet hjemmefra, tillader jeg mig at sove længe, når jeg har aftenvagter, så i går så vi slet ikke hinanden.


Nu har jeg hele formiddagen for mig selv, vejret byder absolut ikke op til en dans udenfor, så der er tændt levende lys rundt omkring i stuerne, og hjerteslaget er langsomt og søvnigt.


Jeg tror, jeg kryber under tæppet og slumrer lidt til lyden af fjernsynet.

30 MINUTTER

DEN INTELLIGENTE KROP

Lidt fagidiot er man vel altid, så midt i genudsendelsen af Vild med Dans, kommer jeg til at tænke på det normale bevægemønster.

Nu tænker du måske krop, bevægemønster og sygepleje? Det er da fysioterapeuter og ergoterapeuter, der har forstand på kroppens muskler!

Korrekt, men som sygeplejerske på et akut apopleksiafsnit får man en viden og erfaring om kroppens muskler, og i min uddannelse ligger også en viden om musklernes betydning. Jeg har fokus på vejrtrækningsmusklerne og deres betydning for et ordentligt luftskifte, og når de muskler bliver ramt i den ene side, så stiger risikoen for en lungebetændelse, det skal vi så forsøge at undgå bl.a. ved hyppige stillingsskift.

Derfor er det så betydningsfuldt at få lejret patienten godt og at ændre denne lejring hyppigt. Derfor er det også, at mobilisering af patienten, altså at få patienten op at sidde i en stol, også selvom de er hårdt ramt af apopleksien, er så vigtigt. Der kan være forskellige ting, der taler imod mobilisering, så det skal man også tænke ind i sin pleje.

Det betyder også noget for den fremtidige træning, at vi hele tiden tænker på det normale bevægemønster, f.eks. når patienten skal længere op i sengen eller skal have tøj skiftet i sengen, også selvom patienten er hårdt ramt, det er ikke ligegyldigt, hvordan vi gør dette.

Jeg er selv blevet mere bevidst om kroppen, og den måde vi bevæger os på, men jeg kan blive bedre, og DET er det fede ved at arbejde på min afdeling. Der er hele tiden nye ting, nye udfordringer, ny viden, jeg kan lære.

Lidt fagidiot er man vel altid ;-)

EN FORVOKSEN TEENAGER

Landmanden er af sted til MCarrangement hele dagen, vores børn er hver deres sted, der er ingen planer før aftenvagten i eftermiddag, så jeg har sovet længe.

Nu er fjernsynet tændt, computeren står ved siden af, teen er brygget, bøgerne fundet frem og jeg putter mig under tæppet, det er godt nok længe siden jeg har prøvet sådan en dag. Jeg skal end ikke have dårlig samvittighed over et beskidt hus ;-)

DAG OG NAT

I går strålende solskin fra morgenstunden af, i dag en mørk og våd dag. Sådan er det danske vejr, det ved vi jo, vi er mange, som bliver påvirket af vejrskift. Kroppen og sindet bliver let tungere i sådan et vejr.

Udenfor kan jeg høre lastbilens brummen, trucken, der kører frem og tilbage og stiller de store bigbag op på ladet. Hver sæk rummer 1000 kg, og der kan normalt være 24 stk. på lastbilen, og i morgen ligger kartoflerne ompakket i mindre poser ude hos supermarkeder i det ganske land.

Mængden af kartofler, som vi danskere spiser, er også vejrafhængig. Kulde, mørke og vinter fremmer kartoffelspisning. I kartoffelbranchen forsøger man sig med nye tiltag, nye opskrifter, nye kampagner, for når dansken bliver under 30 år, så går kartoffelbruget markant ned. De unge danskere er blevet pastaspisere, de ældre over 60 er kartoffelspisere, og hvordan får man de unge til at vælge kartoflerne frem for pasta? Nu har man iværksat en undersøgelse for at undersøge hvorfor man spiser eller ikke spiser kartofler.

Jeg har planer om varm kartoffelsalat, en god gammeldags ret, som vi hjemme altid fik med røde pølser, måske derfor var jeg vild med den ;-) Det er år og dag siden jeg har lavet det, men der er en rest frikadeller i køleskabet, og de to ting kunne vist passe godt sammen i det her vejr.

Om det bliver til frokost, hvor jeg er hjemme, eller om det bliver en soloret til landmanden i aften, hvor jeg er i aftenvagt, får vi at se, det afhænger af vejret.

FRITIDSARBEJDE

Jeg vil jo så gerne formidle viden om apopleksi, og det er sjovt at møde andre mennesker end de sædvanlige, så en halv time sammen med de frivillige på sygehuset lyder rigtig spændende. De møder jo tit apopleksiramte mennesker rundt omkring på afdelingerne på sygehuset, så jeg kan godt forstå, at de gerne vil høre noget om den sygdom, men det er på min fridag.

Dagen forinden har jeg også fri og her er et møde, jeg er nødt til at komme til, min souschef har vist haft lidt for meget om ørerne, for hun plejer nok at sørge for, at jeg er på arbejde på mødedagene.

Og jeg ved, at jeg lige nu let får hjertebanken, svien i maven og søvnproblemer, så jeg passer på, men jeg har så svært ved at sige nej til denne dejlige flok, som bruger af deres fritid til at snakke med patienter og pårørende, laver kaffe, hygger nede i dagligstuen, går tur med patienter osv.


Det må der lige tænkes over.

HVEM SNYDER JEG?

Aftalen med mig selv gik på ingen blogindlæg, før hele huset var gjort rent, men jeg er træt, så jeg trænger lige til noget andet at lave, inden de sidste og mest trælse rum skal tages (godt gættet, det er badeværelserne og folkerummet, der står for tur)


Solen har skinnet lystigt gennem ruderne og mindet om, at der er andre ting, der mangler, men det lukker jeg øjnene for, det må vente, til jeg er ovre mine aftenvagter i weekenden.


En skyfri himmel har været synet, hver gang jeg har været ude med affald eller snavset vaskevand. Ude på terrassen står havemøbler og sommerkrukker og minder om endnu mere, der ikke er lavet. Jeg lukker øjnene igen og nyder luften og solen.


Radioen har for en gangs skyld underholdt mig, og lyset har givet mig energi, skidt pyt med at jeg ikke kunne holde min aftale med mig selv, om 1 time kan jeg forhåbentlig skrue låget på rengøringsmidlerne, smide rengøringsklude til vask og nyde, at jeg i morgen kan vågne op med god samvittighed.

HJERNEARBEJDE

Jeg må have overbelastet min hjerne i går, for klokken blev halv to, før jeg kunne sove, med det resultat at jeg sov længere end beregnet i dag, og så var jeg bagud fra morgenstunden af.

Kopimaskinen drillede på arbejde, men vi kom i gang med undervisningen. Der var 16, det er vist første gang, at der har været så mange. Det var en blandet skare, assistentelever, studerende, mange sygeplejersker og nogle assistenter med få eller mange år på bagen i andre specialer.

Vores nye undervisningsansvarlig sygeplejerske havde opfordret os til at udfordre de studerende med flere spørgsmål, så de blev aktive i stedet for blot at skulle modtage undervisning.

Så jeg startede med, at de skulle fortælle om de symptomer, vores patienter kom med. Nogle havde virkelig læst på lektien, men jeg måtte trække lidt på smilebåndet, da der blev sagt hemianopsi, for så spurgte jeg, og hvad betyder det? Ingen svar, men til sidst fandt de dog frem til svaret: synsfeltudfald til den ene side.

Herefter tog vi noget om hjernens opbygning og årsagerne til apopleksi.

Endnu en gang måtte jeg pointere. ET FORHØJET BLODTRYK ER ÅRSAGEN TIL DE FLESTE APOPLEKSIER!

Hvorfor nu denne understregning? Fordi vi endnu en gang får en patient ind med et blodtryk, som har været forhøjet gennem flere år, men vedkommende er ikke så meget for tabletter og vil gerne bringe det ned med kost og motion. Fint, men hvad med at tage tabletter, mens man får lagt livsstilen om.

KEND JERES BLODTRYK jeg har set patienter yngre end mig med store handicaps pga. et for højt blodtryk.

Til slut gennemgik vi sygeplejen i det akutte apopleksiafsnit, hvad holder vi øje med, hvordan forhindrer vi, at den del af hjernen omkring blodproppen/blødningen ikke tager mere skade. Hvordan sørger vi for, at patienten ikke får komplikationer. Tiden gik stærkt, jeg kunne såmænd have talt stadig, men jeg huskede at holde pause, jeg huskede at tegne på tavle og dermed komme ned i tempo.


Men bagefter var jeg alligevel i tvivl, var det ikke blevet en rodet affære, havde de fået noget ud af det. De siger, det var godt, og så må jeg forlade mig på det, men underligt, at man selv kan være så meget i tvivl, når de slet ikke var det.

SKULDERNE NED

Dybe og rolige vejrtrækninger.

Jeg behøvede slet ikke at sige det til mig selv, for det kom helt af sig selv, da jeg kom ud til Liselotte.

Dagen var blevet lidt mere hektisk, end jeg havde regnet med, så det var skønt at kunne sætte kursen mod Gug.

Det var ren nydelse at sidde der med en god kop te og lade snakken flyde. Mit hækleproblem blev løst lynhurtigt af Liselotte, så nu kan der hækles igennem i aften efter kor.

Gode mennesker er værd at samle på, og jeg er glad for, at jeg har mødt ikke blot Liselotte men også resten af familien. Også Oscar, selvom jeg et kort øjeblik troede, han knurrede af mig, men det var vist en godbid, der skulle sluges, samtidig med at jeg skulle bydes velkommen ;-)

JEG GAD GODT

Sofaen frister med vattæppe, strikketøj og levende lys på bordet. Men jeg må være standhaftig, jeg har selv været med til at inddrage min fridag i morgen.

Vores studerende og nye sygeplejersker mangler undervisning i apopleksi, der har ikke været tid til det, nu hvor jeg enten er på kursus eller i weekend/aftenvagt.

I morgen er der et møde, som jeg også skal til, og så kunne vi lige så godt placere undervisningen før dette møde, men hvor jeg normalt har 2 gange med i alt 3½ time, er der nu kun 2 timer til det, så jeg skal have kigget på materialet og lavet nyt til i morgen, og som sædvanligt udsætter jeg det til allersidste øjeblik.

Hovedet er fyldt med emnerne fra de to kursusdage, jeg har lyst til at søge i alverdens medicinske søgemaskiner for at finde artikler, som kan belyse nogle af de problemstillinger, vi lige for tiden snakker en del om, men jeg må styre mig.

Om nogle timer må jeg smide mig i sofaen, men først skal der laves en plan over de to timer. Hvad vil jeg gerne, at de får med sig? Hvad synes jeg er vigtigt, at de ved om hjernen, om apopleksi, om plejen til apopleksipatienter, om dokumentation, både lokalt men også nationalt? Jeg har jo al den viden, jeg skal bruge, men det gælder om at begrænse sig, jeg har det med at glemme pauserne og kan snakke i timevis, det skal de ikke udsættes for.


billedet fundet her

Når jeg skal lave udkast til undervisning, informationer eller lignende, er jeg nødt til at bruge papir og blyant. Jeg kan ikke lave det med samme på computeren, lige som jeg heller ikke kan læse artikler på skærmen, hvis de skal fæstne sig. Kan du det?

HUEN PÅ!

Selv om man er sygeplejerske, er det ikke ensbetydende med, at man er klog!

At gå ud i regn og rusk uden hue og halstørklæde på den her årstid er nok ikke det smarteste, jeg har gjort.

Varm te, et lunt vattæppe og godt med varme fra stearinlysene er ordineret af mig selv, så håber jeg, at ørepinen og snøfteriet er over til i morgen.

HJEMME IGEN

Der står kursus på programmet i dag og i morgen, det betyder så dage fra 7 til 17, heraf 3 timer på vejen.

Teen er ved at blive brygget, der er nogle artikler på engelsk, jeg skal have læst til i morgen, så lidt opkvikkende må der til. Det er spændende, men tungt stof. Vi snakker undersøgelsers gyldighed, kvantitative undersøgelser eller kvalitative undersøgelser, vi snakker god klinisk praksis kombineret med den bedst tilgængelige viden, og hvordan vi finder den viden.

Jeg er træt, der skal vist en lille gåtur ud i regnen og blæsten for at få hjernecellerne op i omdrejninger.

ÅH NEJ

Som med Berlinerpoplerne er Eremitkrebsene blevet slugt i et vist tempo. Jeg har fulgt bonden, bondens datter, bedemanden og dekoratøren, de er hver især beskrevet, så man føler, man er med i deres liv.

Egentlig gælder det vel for alle forfattere, men jeg har især tænkt over det ved denne bog, at forfattere skal vide meget om meget. Det kan godt ske, at Anne B. Ragde kan læse sig til en bondes liv, men hendes beskrivelser af kærligheden til grisene, hendes indsigt i de små ting, får mig til at tænke, at hun må have været med i en stald, ikke bare en gang men mange.

Og lige så virkeligt springer hun til at beskrive bondens datters foredrag ved et kursus for nybagte hundeejere, og bagefter er vi i København med beskrivelse af de lækreste pindemadder og de smukkeste vinduesudstillinger. Selv bedemandens overvejelser virker lige så vidende som bondens.

Og overskriften hentyder til slutningen, for nu kan jeg jo slet ikke vente på næste og sidste bind, og jeg er nr. 19 i køen, suk.

SINDIG SØNDAG

Lykken er at kunne sove længe, at kunne slå vækkeurene fra, også det indre, og så vågne af sig selv, liste ud af sengen, lidt vand i hovedet, en tandbørste i munden, en børste igennem håret, lidt præsentabel tøj på og så ind til bageren efter rundstykker, aviser og to kager.

Hjemme har landmanden lavet te, og mens jeg dækker bord, tænker jeg over, hvordan jeg fra barnsben af er blevet vænnet til dette at dække bord.
Jeg sætter ikke poserne med rundstykker og kage på bordet, en lille kurv med en dækkeserviet til brødet, og en lille tallerken til kagerne. Marmeladen kommer heller ikke på bordet i det indkøbte glas, men hældes over i syltetøjskrukker. Osten står i sit ostefad, teen kommer dog ind i termokanden, da vi altid har te på kanden.


I dag bliver lysene tændt, det er jeg blevet bedre til, før hen syntes jeg, vi sad så kort tid ved bordet, så jeg var bange for at glemme lysene.

Morgenmaden blev nydt med tid til at snakke, mange dage har vi ikke tid til det, for en af os er altid på vej til noget andet. I dag var der tid til at høre om landmandens tur til Korsør i motorcykelklub regi, vi griner lidt af, at alle øst for Storebælt konsekvent bliver omtalt som københavnere af landmanden. Jeg har fortalt ham, at I er meget mere nuancerede end som så.


Formiddagsgæster til landmanden melder sig på telefonen, så jeg tager mig sammen og får opvasken fra i forgårs til side. Blomster bliver vandet, og jeg får ideen til et efterårsfad. Datterens fad sammen med de bloklys, der blot har stået til pynt i bryggerset, og pyntegræskar, som vi har fået af en gårdbutik. Jeg hygger mig.

BELØNNING

Så er æblehøsten omsat til drikkelig belønning.

Der var flere end mig, der havde fået den ide at køre æblehøsten til Landkær, så vi holdt pænt i kø, folk hjalp hinanden med at læsse af, så det gik lidt hurtigere.


Æblemostbestyreren måtte op og kravle i æblebjerget for at tømme mine kasser af. Der var 180 kg, så jeg kunne køre hjem med 180 flasker dejlig æblemost.


Nu skal der slappes lidt af, inden aftenvagten står for døren. jeg er alene hjemme, og landmandens vækkeur vækkede også mig tidligt i morges, så jeg er træt lige nu.

Rugbrødsmadder med banan og ost, Eremitkrebsene og en kop te, det kan jeg lige klare.

UDEN MAD OG DRIKKE

Flot resultat for en ung jægers første jagt, han skød tre fasaner.

De havde haft en dejlig dag med masser at se på, over 100 fasaner fløj af sted, mindst 10 rådyr så de, og 5 harer sprang ind i læhegnene.


Det har virkelig givet gevinst, den vildtpleje landmanden har foretaget gennem årene. Her hos os får jagtforeninger ikke lov til at leje jorden, her skal der ikke drives jagt hver 14. dag, og der fodres om vinteren rundt omkring i læhegnene.


Æblekagen blev det søde punktum på en helt fantastisk solskinsdag.

VUPTI

Der har været varmt derude, så jakken fik lov til at blive inde, mens jeg kravlede op og ned af stigen.


Nu gider jeg ikke mere, alle mine kasser er fyldt op, og toppen af æbletræet kan jeg ikke nå med denne stige.


Æbleskrælleren beviste sit værd, jeg kunne ikke skrue kniven af, mine finger er ikke, hvad de har været, men så blev æblekagen da bare lavet med skiver i stedet for både.

Te og kaffe er brygget, æblekagen er i ovnen, flødeskum er pisket, om lidt skal jeg høre om eftermiddagens oplevelser for jægerne.

DEN FØRSTE JAGT

Landmanden har ikke været på jagt endnu, det der med jagt hver og hver anden dag siger ham ikke noget, men i dag er en ganske særlig dag, som han har glædet sig til.

Landmandens nevø har taget jagttegn, og da han og hans familie bor i en by, så er der jo ikke så mange jagtmuligheder der, så der blev aftalt jagt hos os i dag.

Nevø og hans far kom med rundstykker til morgen, og stolt viste den unge mand sit gevær frem, som han netop havde købt. Faderen, som har boet på Grønland i en periode, og landmanden skiftedes til at fortælle jagthistorier, og jeg kunne godt se til sidst, at den unge mand længtes efter at komme ud og gå.


Laika blev fuldstændig balstyrisk, da de først fandt gevær, jagtstøvler og hendes halsbånd frem. Hun var mere utålmodig end den unge mand og syntes vist, det gik for langsomt.


Nu er de af sted, og det må jeg også, der skal handles ind til frokost, og bagefter må jeg se, om de æbler øverst i træet kan hentes ned uden hjælp, for landmanden er optaget de næste par dage, og jeg vil gerne være færdig med æbleplukningen, inden jeg skal på kursus igen.

SÅDAN KAN DAGEN OGSÅ GÅ

Jeg har før forsøgt at beskrive min hverdag på afdelingen, og der har jeg ikke problemer med at huske, hvad jeg har lavet. Anderledes ser det ud, når jeg vil beskrive de dage, hvor jeg ikke har været i nærheden af fysisk pleje af patienterne, jeg føler, at jeg ikke har lavet noget, men min krop og hoved siger noget andet.

Det har været SKØNT at få lov til at have fire hverdage i træk i dagvagt. Qua mine kursusdage, meget weekendarbejde og min del af aftenvagter, så har jeg kun sporadisk været på arbejde om dagen den sidste måned.

Siden dagvagten i går var der kommet 4 nye patienter, men alle selvhjulpne, underligt som det skifter. Min kollega retur fra 1½ års barsel og allerede gravid igen (vi gør virkelig noget for Danmarks overlevelse, 4 gravide i min gruppe) blev kastet ud i at få ansvaret for 4 patienter, heraf to nye. Vi gennemgik sammen, hvad hun skulle være opmærksom på ved de nye patienter, og så klarede hun det strålende.

Min lille gruppe bestod af en assistent, en ny assistent og en studerende, vi fordelte arbejdet, og jeg tog medicingivning og stuegang på de 5 patienter. Den studerende var med ved ophældning af medicin til den patient, hun havde ansvaret for. Det er godt for mig også, for så bliver jeg tvunget til at sætte ord på min viden, og sammen slog vi forskellige medicinnavne op for at se, hvorfor den patient fik de præparater.

Der var mandefald blandt lægerne, så vi havde et rend af speciallæger, som lige tog en nyindlagt patient mellem alt det andet, de skulle nå, jeg forsøgte at holde styr på tropperne og dirigerede dem ud til de andre sygeplejersker, samtidig med at vores unge læge gik stuegang på resten af patienterne.

Jeg skulle gå kl.14, havde en aftale med en sygeplejelærer om at se sygeplejeskolen, nå nej det hedder den ikke: Professionshøjskolen University College Nordjylland, og ved siden af lå Metal College. Undskyld at jeg trækker lidt på smilebåndet, jeg er helt med på, at vi skal være internationale, men kan vi ikke bevare de danske navne alligevel;-)

Hvor mange jeg skal undervise, vides ikke, der er vist ca. 60 på holdet, men de er jo studerende uden mødepligt, så antallet kender jeg først den dag sidst i november.


Dagen er godt brugt nu, der venter heldigvis en aften sammen med venner og en kop hyggelig te.

PLANLÆGNING

Så er det vist ved at være en realitet, at vi kan rejse til London en weekend med vore to unge mennesker. Nu mangler jeg så at få bestilt flybilletter, hotel og surfet rundt for at se hvad vi skal nå i den weekend.

Antikvitetsgaden, som landmanden og datteren havde set en udsendelse om, vil de gerne besøge. Mon det er Portobello Road? The Dungeons har jeg læst om, gad vide om det fungerer i november? Jeg vil gerne se en musical, det engelske sprog skal have en finpudsning, så jeg kan nærlæse informationer om de forskellige forestillinger. Sønnen skal høres, om der er noget specielt, han vil opleve.


En weekend er ikke meget, men da vi fejrede min 50 års fødselsdag i Paris, nåede vi faktisk ret meget i løbet af 2 dage. Det vigtigste er at komme af sted, at få tid til at være sammen og opleve noget.

Jeg har ikke været i London siden 1976, hvor jeg arbejdede som ufaglært sygehjælper i Oxford et halvt år, og landmanden har arbejdet som tømrer forskellige steder i England sidst i 70erne, først i 80erne med smutture til London, så det er da vist på tide med et gensyn.

JAMEN ALTSÅ

Jeg havde jo mødt vidunderet før rundt omkring, men med æblehøsten i år og dårlig erfaring med opbevaring af æbler ville jeg gerne have æblebåde i fryseren, og bare tanken om at stå og skrælle i timevis gjorde mig træt, og så kom jeg i tanke om maskineriet.



Nu er det ankommet,købt her , og på hjemmesiden kan jeg se, at den nu er udsolgt, jeg har vist købt den sidste i denne omgang.

Der er skrællet to æbler, nu skal jeg lige have fundet ud af at tage kniven væk, som skiver æblet.

Godt jeg har fri på fredag, der skal skrælles æbler, skal der.

FORVENTNINGER

Nye SOSA elever startede i går og, denne gang er det ikke purunge mennesker, men mennesker med år på bagen og dermed også en vis livserfaring med i bagagen. Ansigterne var alvorlige, de sugede alle informationerne fra vores souschef til sig, og i dag skal de så med i plejen. De har mange forventninger til os, den kommende tid vil vise, om vi kan leve op til dem.

Sammen med dem startede en nyuddannet SOSA (social og sundhedsassistent), hun har været hos os som elev, og vi har høje forventninger til hende, hun var dygtig og et rart menneske, hun har helt sikkert også forventninger til os. Et er at være elev og under uddannelse, noget andet at være udlært og dermed ikke beskyttet af at ”jeg er jo i en lære situation”, men vi plejer at være gode til at få folk introduceret til apopleksiafsnittet, så mon ikke det også går denne gang.

Mine forventninger til i dag bliver lidt mere ro, i går blev kaotisk af flere årsager, i dag skulle vi gerne få samlet nogle løse ender. Og så putter jeg tændstikker i øjnene, når jeg kommer hjem, klokken blev langt over midnat, inden jeg faldt i søvn, så landmanden måtte puffe til mig i morges, da uret ringede kl. 5, jeg hørte ingenting.

Hvad forventer du dig af dagen i dag?

GISP

Det var jo ikke meningen!

Da min datter var omkring 2 år, begyndte vi at få problemer med at få hende til at sove om aftenen. Lige så hurtigt vi lagde hende, lige så hurtigt var hun ude af sengen igen. Der var masser af energi og foretagsomhed tilbage i hende, så der skulle ikke soves, men leges, synges og læses historie for dukkerne.

Vi strøg middagsluren, dagplejemoren var ikke så meget for det, men sådan blev det, og så var det at kapløbet begyndte. For det tager 10 minutter fra byen og ud til os, og her kunne den unge dame nå at lukke øjnene, og så var det hele spildt, en aften med en ung dame, som ikke ville sove, kunne begynde.

Kom vi så hjem uden at hun fik lov til at lukke øjnene, så kom den næste udfordring, at lave mad og have øje for at hun ikke satte sig i en stol eller lagde sig på gulvet bland klodser, for så var vi lige vidt igen.

Min middagslur er for længst strøget, det ser ikke så godt ud midt på arbejde at lægge sig til at sove, og søvn i bilen går heller ikke, når det er mig, der er chauffør. Men der ingen, der holder øje med mig, når jeg kommer hjem, så kun telefonens insisterende kalden sørgede for, at det gamle ægtepar ikke sov mere end 1 time i eftermiddag.

Gad vide, hvornår søvnen indfinder sig i aften?

NOK

Jeg tror, jeg har fået nok af krimier lige nu, jeg går i stå midt i bøgerne og så ligger der endda en mere på biblioteket og venter.

Mord, grådighed, kynisme, råhed, afstumpethed, jeg orker det ikke mere, jeg vil ha kærlighed, ømhed, taknemlighed, livsglæde, ganske almindelig hverdag.


Det er lige før, jeg tager en genlæsning af serien om det lille hus på prærien ;-)


Marianne læser Jenle, hvad læser du?

SOL OG SOMMER

Sommer er vel så meget sagt, men der har været det mest fantastiske solskinsvejr i dag. Lige det perfekte vejr til en motorcykeltur, vi var fire nordjyske motorcykler, som kørte sammen til kaffemøde syd for Odder.

Ikke noget med motorveje sådan en dag, så vi fik tid til at nyde landskabet, og som altid ser jeg meget mere fra bagsædet af motorcyklen end på passagersædet i en bil.


Nede omkring Randers findes der nærmest ikke sorte marker, alt er sået til med vinterafgrøder og det gir jo et helt andet landskab at se på. Grønt og frodigt så der ud overalt, og træerne i læhegnene flammede smukt i sammenspil med solen.


Der blev sparket dæk, spist lagkage (vigtig!), udvekslet erfaringer om dit og dat, lavet aftaler om næste års træf i Tyskland, vi har fundet et dejligt fællesskab, og det gror langsomt tættere og større.


Turen hjem gik forbi min fødeby, min far er på weekend hos lillesøster1, så vi nøjedes med at kigge fra vejen og sendte ham en kærlig tanke.

Solen formåede ikke at varme os op til sidst, så vi har beholdt det gode termoundertøj på og lavet en kande skoldvarm te, så vi kan få varmen. Mine fem fridage er strøget af sted, det har været godt, nu venter arbejdsugen, jeg føler mig ikke klar, men når uniformen kommer på og rapporten begynder, så er jeg klar igen.

HAVEN I RØDT

Efterårsfarverne klæder haven, stadig står sommerkrukkerne rundt omkring, de ser lidt halvvisne ud, og når tid findes, skal de laves om til vinterkrukker.

Havemøblerne venter også på en stærk kvinde til at få dem i ly for vinteren.


Røde bær på buske og træer kappes med bladene på buskene i at finde den smukkeste røde farve.


Ude i laden står kassevis med æbler, og på træet er der stadig masser af æbler. Nu er en æblekage sat i ovnen, om lidt er der fodbold, jeg vælger sofaen og en god bog.