BERLINERPOPLERNE

Madame og sister bonde vil gerne høre min mening om bogen.

Når jeg læser, læser jeg hurtigt, så der er mange detaljer, der måske hurtigt er glemt eller måske slet ikke er blevet lagt mærke til. Det er nu engang min læsestil og den kan jeg lide, så det ændrer jeg ikke på. Det, der hænger ved, er godt, oplevelsen, mens jeg læser, kan ingen tage fra mig.

Berlinerpoplerne er læst på en eftermiddag, jeg har følt mig i godt selskab, jeg syntes, den var nem at læse og nem at komme ind i.

Man får historien fortalt på skift rundt blandt de fire hovedpersoner, de tre brødre og barnebarnet. På sin vis er de hver især let karikeret, her er bondemanden, der aldrig flyttede hjemmefra og som er dybt afhængig af sin mor og slet ikke ser forfaldet på gården. Her er bedemanden som menes at være dybt kristen, med styr på alle detaljer, en dygtig, professionel bedemand. Her er den fortabte søn, som flygtede, fordi han ikke passede ind i normerne på gården, bøssen som trives i København. Her er den voksne kvinde, som stadig har brug for forklaringen på, hvorfor hun blev forkastet af sin fars familie.

Og alligevel er de ikke karikaturer. Jeg synes om de forskellige personer, jeg kommer til at holde af dem.

Og så synes jeg, det er sjovt, at jeg elsker historier med en form for rengøringsproces. Her bliver ryddet op i det gamle skidt, det bliver brændt, og der bliver gjort hovedrent, både bogstaveligt talt men også i overført betydning. Jeg, der hader rengøring, elsker historier, hvor man smøger ærmerne op og gør rent og får alt det pæne frem igen.