lørdag, august 30, 2008

LØRDAGSHVERDAG

Solen skinner om kap med glæden, ingen slinger i valsen på planteinfos hjemmeside, tørvejr hele weekenden.

Morgenmaden er nydt sent, duggen skal væk, før man kan høste, så vi sov længe i dag, kl. 8 slog jeg øjnene op til en blå himmel.


Vi har ikke en have med mange bed eller små kroge, men vi har en græsplæne så stor, så når den er slået, ligner haven en lille park ;-) Sådan en dag som i dag fryder jeg mig over udsigten fra mit køkken.


Landmanden er i gang med at smøre mejetærskeren, den har utallige steder, hvor der skal smøres, så maskineriet kan køre. Så skal den blæses fri for avner og andet skidt, så den er klar til en ny dag. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg syntes, det var frygtelig mange penge, da vi købte den. Indtil da havde vi haft maskinstation til at høste, men ikke alle maskiner egner sig til mosen, og når vi var klar, kunne det godt ske, vi måtte vente et par dage, før de kunne komme. Med det danske vejr i mente blev det i længden uholdbart, så der blev investeret, og i dag kan jeg så sige om den og al det andet, der er købt igennem årene, hvad fatter gør, er altid det rigtige. Han fortjener vist et smækkys.


Og i aften skal vi have hjortesteg med nye kartofler og små ovnstegte majs nede fra fodermarken. Jo det er en hverdag med potentiale i sig til at blive en festdag.

4 kommentarer:

  1. Ja, det bliver en festdag, Lene - jeg håber, I kan nå at få høsten i hus, mens vejret er så flot. Det er en skøn park, I bor i. Jeg ønsker dig en dejlig dag :-)

    SvarSlet
  2. Tak i lige måde madame. Hvis ikke vi bliver udsat for uheld skulle vi færdige i morgen aften.

    SvarSlet
  3. Hver dag er en fest! :-)
    God høst og lækker middag i vente !

    SvarSlet
  4. Miri, denne dag er dejlig :-)

    SvarSlet