Først tog sønnen et læs op, så overtog jeg, og jeg hader det. Jeg kører traktor en til to gange om året, så jeg kan aldrig huske, hvordan traktoren virker. Derudover er jeg så nervøs for at komme til at køre for hurtig eller for langsom, så kartoflerne ryger ved siden af eller værre endnu, at kartoffeltransportøren ryger ind i vognen og bliver ødelagt.
Jeg sidder helt stiv, skifter mellem at dreje hovedet bagud for at holde øje med vognen, eller kigge til siden for at holde øje med landmanden og hans mindste vink: fremad, bagud, til siden. Jeg bliver dirigeret som en fjernstyret bil.
Og her i aften blandede nervøsiteten sig med irritation over at den hyggeaften, vi skulle have, var blevet afbrudt, men så var det, at landmanden kiggede over på mig, blinkede, sendte et luftkys og et stort smil, og så var jeg bare glad. Jeg er for nem :-)
Og Laika var lige glad, bare hun måtte køre med, så var alt godt.
Og vi nåede den gode middag og en dejlig hyggeaften sammen med sønnen og veninden.
Det er da fantastisk, både kartofler hyppet og hyggeaften reddet. Så bliver det da ikke bedre ;-)
SvarSletåh Lene jeg forstår da godt lige din nervøsitet for den der traktor...py ha en maskine...
SvarSletHvor er du bare god Lene - og det er landmanden også :D
SvarSletBare det var mig, som skulle køre de store maskiner.
Jeg kender de blikke, ville ikke undvære dem for alt i verden. Lars fjerner også enhver tordensky her med hans blik og varme smil.
SvarSletHvor er vi bare heldige ;-)
Og lidt sejt, at du kan køre traktor. Det har jeg ikke lært endnu ;-)
Hvor er du altså bare sej Lene. Den ser godt nok stor ud den traktor. Og ja, du er da for nem, men jeg tror smilet og hans blinken kom fra et ærligt hjerte og hvem kan stå for den slags;-)
SvarSletLene, du er ikke for nem... men en super heldig kvinde, der har et pragtfuldt og givende liv sammen med den landmand du elsker. Det er fantastisk at læse om hvordan et blik og et luftkys kan fjerne din usikkerhed og ærgelse... og skønt at I ved fælles hjælp både fik arbejdet og hygget :-)
SvarSletDitto hvad Kagekonen skrev.
SvarSletHvor er du sej, jeg var ved at dø af skræk da jeg skulle køre i bibliotekets Peugeot Boxer, en traktor er endnu større. Puh! Godt I nåede det hele :-)
SvarSletDu er altså for SEJ !!!
SvarSletDeborah, vi følte os også godt tilpasse :-)
SvarSletAnne, de er store og jeg når jo aldrig at blive fortrolige med dem :-)
Sister, jeg tænkte faktisk på dig derude :-)
Jeanette Mariae, dejligt at et blik og et smil stadig har den virkning :-)
Fru koch, han ved jeg er nervøs og han ved hvad der hjælper :-)
Kagekone, jeg nyder faktisk bagefter at vi har hjulpet hinanden :-)
Nurhanne, jeg skønner også på ham :-)
Stine jeg følte mig ikke så sej ;-)
Helle, måske bagefter :-)
He - min svigermor accepterede mig ikke rigtig før den dag hvor der skulle høstes. Sønnen ikke kunne hjælpe da han var på arbejde, og planen var at læsse kornet af på en presenning ude på marken = det senere skulle skovles op i spande og læsses på kornvognen. Da så ham den forkælede bybo (mig) sattesig op på traktoren, fulgte mejetærskeren, bakkede ind i laden og læssede kornet af på det rigtige sted, så måtte jeg godt få datteren :-)
SvarSletEli, jeg sidder her og griner, det er godt at kunne lidt af hvert, når man skal ind i en landmandsfamilie :-)
SvarSletDu kan jo godt :)
SvarSletEt luftkys og en hyggelig aften, det er livet :)
Tænk at du kører traktor, hvor er det flot - og hvad gør man ikke for et dejligt smil og et luftkys. Godt I fik jeres hyggeaften bagefter, Lene :-)
SvarSletUUUuuu..Lene....respekt !! det er en meget stor traktor, den dèr. Der skal nok mere end de rigtige støvler til at køre den. Men det har du :-)
SvarSletHelle, det kan jeg nemlig :-)
SvarSletMadame,det var dejligt :-)
Gitte, mon ikek dine støvler kunne gøre det :-)
Jow, jow....støvlerne fra Jørgen kan selv, ingen tvivl om det, men så er mine fødder jo indeni...og den ser meget stor ud den maskine :-)))
SvarSletGitte, støvlerne er nok blevet trænet :-)
SvarSlet