OH WHAT A DAY

Solen skinnede, da jeg kørte hjemmefra, men snart satte regnen ind, og så vekslede det ellers. På vej ned til tunnelen var der den flotteste regnbue, men den forsvandt, netop som jeg fandt mobilen frem.


På arbejde var der en syg i hver gruppe, man havde forsøgt at få vikarer ind, og mens den første kom, meldte en sygeplejerske mere sig syg, og så måtte vi rokere rundt på sygeplejerskerne.

Det betød så, at jeg fra at have ansvaret for 5 patienter nu stod med ansvaret for 11 patienter. Assistenternes tillidsmand, som havde dagen fri fra afdelingen, fik tilbudt en anden dag til det og kom op og hjalp, en vikar mere dukkede op, men så blev en ny sygeplejerske kaldt hjem, hendes barn var faldet i børnehaven og havde flækket læben.

Læger og terapeuter fik besked på vores situation, så de var klar over, at vi ikke kunne præstere det, de var vant til. To sygemeldinger til aftenvagten kom, og så måtte chefen til at bede trætte vagter fra weekenden om at stille op, for jeg var i forvejen blevet omlagt fra aften til dag, og der skulle være nogle af afdelingens sygeplejersker på vagt, vikarer alene kunne ikke klare det.

Dagen gik sin gang, min seddel var til sidst overnoteret med alt det jeg skulle huske.

Om eftermiddagen kom en ældre kvindelig besøgende hen til mig og sagde: ”jeg vil gerne bestille tre kopper kaffe ned til dagligstuen”

Jeg måtte tælle til ti og fik så sagt pænt men bestemt, at de kunne købe kaffe henne ved kaffevognen, og så gik jeg videre med mit arbejde.


Solen skinnede frem bag skyerne, og da jeg kom i mosen måtte jeg endnu en gang konstatere, at skyer og sol sammen giver en spændende virkning.


Nu er jeg ved at være mig selv igen, så mon ikke jeg kan overtale mig selv til en løbetur.