Jeg laver ikke ret meget fysisk plejearbejde lige for tiden, men alligevel er jeg træt, når jeg kommer hjem. Jeg har en ung sygeplejerske med i intro i disse dage, jeg er ikke mentor for hende, men når mentor er i vagt, dækker vi andre tjansen. Hun har i flere år arbejdet med rehabilitering, men ikke i den akutte fase, så vi får os mange gode snakke.
I dag talte vi om, at hvis vi regnede gennemsnitsalderen ud på vore patienter i apopleksiafsnittet og sammenlignede den med for otte år siden, så tror vi, at den er faldet meget.
Det er uhyggeligt, og det gør noget ved os alle, når patienterne bliver jævnaldrende med mine unge kolleger.
Det er triste perspektiver.
SvarSletHar I talt om, hvad årsagen kan være. Og dandler det i virkeligheden om, den fortravlede tid, vi lever i?
Det er nu ikke altid, det er det fysiske arbejde, der trætter mest, det har vi jo opdaget.... :) og det med den faldende gennemsnitsalder, er da tankevækkende...
SvarSletJeanette Mariae, jeg har ikke et svar på det spørgsmål, vi har jo stadig de gamle, men altså også en del yngre. Vores ændrede livsstil med mere fed mad, mindre motion? jeg ved det ikke.
SvarSletJette, nej det psykiske, det at være på, det trætter også meget. Og ja jeg synes det vækker til eftertanke.
Det er trist, at også yngre mennesker får apopleksi nu. Jeg mindes for nogle år siden, hvor jeg så en ung sygeplejerske med apopleksi på tv, hun havde meget svært ved at tale - endna med kun få ord. Jytte Nadelmann hed hun vist. Det gjorde et dybt indtryk på mig, blandt andet fordi hun havde et lille barn.
SvarSletDet er hårdt at komme igang igen efter ferie - uanset. Og gu er det hårdt at se yngre patienter - det er bare så forkert....
SvarSletMadame, det gør indtryk, og jeg og mine kolleger skal så prøve at finde professionaliteten, for vi hjælper jo ingen ved at stå og græde.
SvarSletNemlig Marianne, din mand kommer jo i den kategori.