EN FAMILIE

To mennesker mødes, forelsker sig, vælger hinanden til og får børn. Hermed starter en ny slægt, som er rundet af to andre slægter.

Min mormor og bedstefar fik 5 børn, den ene af mine mostre døde ung af leukæmi, de andre fire fulgte i forældrenes fodspor, forelskede sig, giftede sig og satte børn i verdenen, og havde dermed videreført slægten.

I dag er mine morforældre, min morbror, min niece og min mor død. Efterkommerne af mine morforældre tæller i dag inklusive ægtefæller 60 mennesker, og heraf var vi 53 samlet i en spejderhytte i weekenden for at hygge os. Og det gjorde vi!

Da min mor døde, havde vi ved mindesammenkomsten efter begravelsen lavet et lille sangblad med nogle af de salmer og sange, som min mor holdt af. Bagpå bladet havde vi trykt et digt, min mormor havde skrevet for mange år siden.

Det digt har en af mine fætre sat melodi til, og da han er organist og korleder, havde han også lavet en trestemmig udgave, den havde vi uropførelse på lørdag aften. Og søndag morgen holdt min fætter en lille andagt, hvor vi sang sangen igen, og som min fætter sagde, det er ikke alle familier, der sådan kan stille med et 53 mand stort kor. Vi kunne, og det var så godt.

Skumringsmættet svøbt i tåger
natten over jorden våger,
nattens stilhed – nattens fred
sænker sig om graven ned.

Alt – hvad rummes i et hjerte
glæde – kærlighed og smerte,
alt vi mindes ved din grav,
Herren tog og Herren gav.

Midt i savnet rige stunder,
Herre, på din visdom grunder
jeg ret ofte, dag som nat,
tanken får den aldrig fat.

Var det ene kærlighed,
at for os du ville råde?
Sindets dybe ydmyghed
Herre, skænk os af din nåde.

Giv os her ved gravens fred
i de ord du taler –
tro og håb og kærlighed,
det sidste – størst du maler.