MENS DET STYRTER NED UDENFOR

har jeg fundet gamle lysestumper frem og får dem brændt ned.

Jeg forbereder mig på at holde oplæg om omsorgssamtaler i det akutte apopleksiafsnit til børn med forældre med apopleksi på Hjernesagens temadag om pårørende til apopleksiramte. Min kollega og jeg har før holdt oplæg, men dengang var det kun 15 minutter, denne gang er det en halv time, så jeg skal have nærlæst baggrundsmateriale, så jeg kan fortælle mere uddybende om dette. Vi har haft en del børn med forældre til samtale, vi har også haft familier, der har takket nej til tilbuddet. Typisk har det været familier, hvor den apopleksiramte har været let ramt, og forældrene ikke følte, at deres børn bekymrede sig. Men i og med at vi har givet tilbuddet, har vi også skærpet forældrenes fokus på, at børn godt kan gå og bekymre sig uden at fortælle det. Og fokus på børnene er netop formålet, idet børn fortæller om, hvordan de føler sig glemt, når verdenen vælter.

At det vi satte i gang for nogle år siden, var noget nyt, havde vi ikke selv set. Men da min kollega var på en sygeplejekonference med vores poster fra sidste års europæiske apopleksikonference, og den fik prisen for den bedste poster  dels pga layout, dels pga den nytænkende ide og det faglige indhold, fik vi måske et praj. I foråret var vi værter for en generalforsamling for Dansk selskab for apopleksi, og her var formanden også begejstret for vores tiltag, så begejstret, at anbefalingen gik videre til Hjernesagen om at invitere os med som oplægsholdere på deres temadag. Det er ikke nyt, at man tænker på børnene, det er der flere, der i længere tid har gjort. Det nye er, at vi på et akut afsnit har besluttet, at det skal være et tilbud til de pårørende. Så min afdelingssygeplejerske, som var den, der sagde, at det tilbud, som jeg med andre havde været med til at starte, skulle sendes ind som poster til den europæiske konference, havde ret. Jeg ville ikke, jeg syntes ikke, det var godt nok. Men vores uddannelsesansvarlige sygeplejerske foreslog, at hun kunne lave et kvalitativt forskningsinterview om vores erfaringer, og det resultat sammen med den flotte poster, som hun også er ansvarlig for, fik mig til at tro på, at vi havde noget at vise frem. Det bliver spændende, der kommer rigtig mange fra den kommunale verden og fra rehabiliteringssteder rundt om i landet. Det bedste er, at vi har fået lov til at deltage i hele temadagen, så vi vender forhåbentlig hjem med masser af inspiration til hvordan vi kan gøre vores pårørende arbejde bedre. Og det er godt, at turen er lang, så kan vi få koordineret vores samlede indlæg og få snakket - en masse!