LØBER DU MED?

Du ved det måske ikke, men du er min coach, min sparringspartner, min hepper uagtet at du intet siger.

Vi har alle forskellige måder til at fastholde motivation og mål, og for mig skal det siges højt, jeg skal høre det, og jeg skal se og mærke det. Så når jeg fortæller kolleger, at jeg vil løbe om eftermiddagen, når jeg fortæller landmanden, at vi spiser sent, fordi jeg vil løbe, og når jeg sidst men ikke mindst skriver det her på bloggen, så har mine ører hørt det tilstrækkelig mange gange til, at jeg begynder at tro på det, mine fingre har skrevet det, så sanserne har sendt budskabet op til hjernen, mine øjne har læst det skrevne, og på den måde får jeg sat mig op til ikke at tænke mig så meget om, blot tage løbeskoene på og løb.

Så kommer næste forhindring, jeg skal løbe 26 minutter sammenhængende, det har jeg ikke prøvet før, og vendepunktet synes langt væk, når jeg kigger hen ad vejen. Her kommer min evne til at dagdrømme eller gå ind i mig selv til gode. Jeg begynder at tænke på et eller andet, i dag var det et indlæg om, hvordan jeg forsøger at ændre mine indlærte vaner. Jeg er et udpræget belønningsmenneske. Har jeg haft det travlt på arbejde, belønning! Har jeg haft en god dag, belønning! Synes jeg det er lidt synd for mig, belønning! Er jeg lidt ked af det, belønning! Osv. Osv. Jeg elsker slik, jeg kan godt lide chokolade, men jeg elsker vingummi og lakrids. Jeg har tit præsteret at købe en pose lakridskonfekt og en pose engelsk vingummi, og når jeg så næsten er hjemme, går det op for mig, at begge poser er reduceret til noget, som det bare er alt for pinligt at tage med ind til landmanden. Så jeg gemmer det i bilen og spiser det næste dag.

Vendepunktet nærmer sig og jeg har nærmest ikke opdaget ,at jeg løber. Til gengæld begynder det at blive svært, da jeg først får vendt, der er jo lige så langt hjem. Jeg tænker videre. På et tidspunkt blev jeg så træt af de mængder slik, jeg spiste, så jeg prøvede at stoppe op, når jeg var på vej til butikken. Prøvede at minde mig selv om, hvordan maven pustes op, og kvalmen der følger med. Prøvede at spørge mig selv om, hvad det her egentlig handlede om? Og så forsøgte jeg at finde en anden belønning, f.eks et blad eller en god ost eller hvis jeg virkelig havde brug for de søde sager, så en mindre pose end familieposen, som altid røg i kurven tidligere hen. Det hjalp faktisk, men jeg elsker stadig slik! Og lige for tiden har jeg fået en vane med at købe en lille pose bland-selv slik. UHM at sætte tænderne i et rundt lakridshjul, efterfulgt af vampyrvingummi, diverse små lakridsstænger, en mini p-tærte og et stykke ferskenvingummi. Den vane skal stoppes igen, den skal helst kun være en ugentlig vane og ikke som nu en daglig vane. Heldigvis skulle jeg ikke handle ind i dag, så jeg slap uden om slikboden.

Nu er jeg snart hjemme, og pludselig ringer uret, de 26 minutter er løbet, og jeg har en god følelse i kroppen. Jeg begynder at tro på, at jeg nok skal blive en løber, som er det i handling og ikke kun i tanken.

I dag skal der arbejdes fokuseret, det er sidste dag ude af plejen inden diplomstart, så jeg skal være færdig med mine hængepartier. Og så er det lige gået op for mig, at denne gang er eksamenen mundtlig, puha nu havde jeg lige vænnet mig til den skriftlige form. Nå skidt pyt, det udfordrer min hjerne, og det er godt. At holde sig vedlige både fysisk og mentalt er noget af det, der forebygger Alzheimers sygdom, så jeg fortsætter mine udfordringer til mig selv.

Må din dag byde på gode udfordringer, som sætter hjernen på arbejde.