lørdag, marts 23, 2013

DA GIK DET OP FOR MIG!

Det passer nu ikke helt, jeg har jo godt vidst det, men det var alligevel først der midt på landevejen mellem mosen og Hørby efterskole, at det virkelig gik op for mig. Jeg agerede chauffør, som jeg gjorde utallige gange i to år for 9 -10 år siden. Begge vores børn har taget 10. klasse på efterskole, og var vildt glade for det. De to landmandsbørn, som altid skulle have mor til at køre dem til alt, og som altid var nødt til at skulle aftale besøg hos venner og ikke blot kunne være spontan, de to stornød at være blandt 120 unge mennesker i alderen 15 -17 år. Her kunne de være sammen med andre, når de havde lyst. Spontaniteten levede, gode venskaber blev etableret, og der var derfor også dyb sorg, da året var slut. Nu er vi kommet til datterens 10 års jubilæum, sønnens følger næste år.

En af datterens veninder fra dengang er stadig en nær veninde, de bor begge i hovedstaden og har begge deres forældre over i det nordjyske. Begge har i øvrigt også fået deres brødre over til hovedstaden, og i dag arbejder de to brødre sammen, de har nemlig overtaget storesøstrenes fritidsjob. Vi fik den store ære at have de to veninder boende i nat, og jeg skulle køre dem til jubilæet. Snakken gik på bøger, bl.a. den, jeg læser i læsegruppen og som datteren også har læst. Og der mens jeg hørte på deres snak om, hvad datteren havde fået ud af bogen, og hvad veninden havde fået ud af Arn bøgerne, da gik det op for mig. Det er jo to voksne kvinder, jeg kører med. To kloge og vise kvinder, jeg kører med. Jeg sad helt stille og sugede deres gode bemærkninger til mig, og jeg var så stolt over, at en af dem var min datter. Jeg er mor til voksne mennesker! En skønne dag bliver jeg forhåbentlig også mormor/farmor, men der har jeg ikke noget at skulle have sagt, den tid kommer, når den tid kommer, hvis den kommer.

Lige nu nyder jeg solens varme stråler indendørs, for udendørs må man løbe sig til varmen. Og det gjorde jeg i morges, da jeg vågnede tidligere end beregnet og en solstråle lyste gangen op. Hurtigt var beslutningen taget, og da jeg kom hjem,, var resten af huset vågnet, så vi alle kunne spise morgenmad sammen. Efter sådan en dejlig formiddag er jeg klar til endnu en aftenvagt. God lørdag til dig.

P1050469

12 kommentarer:

  1. Lene..jeg har også lige haft den oplevelse..oplevelsen af, at jeg jo har voksne børn, der har en egne(helt fantastisk) mening om livet og ikke mindst tør tage ansvar for det ..uhh det får mig til at få våde øjne..det er så skønt :)
    god aftenvagt og weekend :)
    nb..efterskolen har også været en god oplevelse her i huset.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, jeg har før haft oplevelsen, men åbenbart har jeg så sat den hen på en hylde, for det gjorde også mig helt rørt denne gang lige som du blev :-)
      Efterskole var en knaldhamrende god ide her i huset og altså også hos jer :-)

      Slet
  2. Jeg kender så glimrende fornemmelsen: at det hele lykkedes (lige så meget pga. det viunderlige barn), at der kom et fornuftigt og selvstændigt individ ud af det, der fuldt ud er i stand til at tage vare på sig selv og andre.
    At man med rette kan være stolt. Så er man næsten lykkelig, for at citere TV2 :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, men også forundret, for tænk at det lille barn, man en gang fik, nu er en klog og vis kvinde, som også kan lære mig helt vildt meget :-)

      Slet
  3. Det lyder som en dejlig køretur.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jeg nød den i fulde drag :-)

      Slet
  4. Det er sandt - man undres, på den gode måde, over de voksne børn! I morgen skal vi alle til konfirmation - jeg glæder mig så meget til at være sammen de dejlige voksne mennesker:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det er så skønt at være sammen med dem. Vi skal påskesøndag fejre min nevø og nieces fødselsdage, og jeg glæder mig :-)

      Slet
  5. Jeg har ikke været på efterskole, men ønsker, at jeg havde været det. Jeg har til gengæld været på højskole mange gange som voksen og ønsker at jeg havde haft mulighed for at tage på et langt ophold, da jeg var ung. Tænk at være sammen med andre med de samme interesser et helt år nærmest døgnet rundt i et helt år, og at udvikle kompetencer inden for hvad som helst. Det må være så skønt, og selvfølgelig opstår der dybe venskaber i den tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg har hverken været på efterskole eller højskole, men kan sagtens se værdien i at være samlet mange mennesker med samme interesser. Det må have været skønt at opleve det, omend i den korte version :-)

      Slet
  6. Ønsker deg en riktig
    god palmesøndag :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Astrid :-)

      Slet