EN MAIL, EN SNAK, EN GÅTUR OG TAK

Som du måske kan høre allerede på overskriften, har stormvejret lagt sig. Jeg har verdens bedste kolleger, også når vi støder sammen og sårer hinanden utilsigtet, vi vil hinanden og afdelingen det bedste. Vi er hårdt presset og har været det i et stykke tid, og så kommer følelserne nemt til at overtage, når man diskuterer, så man ikke får sagt det, man gerne ville sige.

Blodet pulserer efter 5 km gåtur i den kolde vind. Der er højt til loftet, der hvor jeg bor, og sådan føler jeg også, at der er på min afdeling. Jeg er dybt taknemlig for at være blevet bekræftet i det i dag, jeg kan nu igen se fremad. Forude venter den afsluttende diplomopgave, jeg er spændt på den. Ind imellem bliver jeg usikker på, hvad jeg  dykke ned og undersøge, men jeg tror, jeg holder fast i det emne, som på en eller anden måde er blevet den røde tråd i mine opgaver frem til nu.

Landmanden og Istvan hygger sig i laden, landmanden har til sønnen designet et bord til at stå under fjernsynet. Nu skal de sidste detaljer på plads, og så er det klar, når vi er klar til en tur til hovedstaden. Men først tager de to unge mennesker turen herover. Jeg glæder mig til, at vi bliver samlet. Det har vi ikke været siden jul. Jeg glæder mig og husker mine børns råd fra de forrige påskeferier: hold op med at forvente så meget af dig selv, vi vil bare gerne være sammen med dig. Jeg holder ikke ferie, men har heldigvis fået flyttet min aftenvagtweekend til denne weekend, fordi afdelingen havde brug for det. Så jeg har fri de fire af de fem påskehelligdage, det takker jeg også for. Jeg er en heldig kvinde, både familiemæssigt og arbejdsmæssigt.