onsdag, maj 06, 2015

Jeg havde ikke behøvet at have så travlt

Det er vel unødvendigt at fortælle, at vi har forrygende travlt på arbejde, der kommer langt flere patienter (desværre) end forventet. En tredjedel har ikke apopleksi, det svarer meget til det, man også har andre steder. En del ældre mennesker kommer ind med noget, der ligner apopleksi, men det viser sig at være en infektion (ofte blærebetændelse eller lungebetændelse). Andre kommer for sent ind til at få den akutte blodpropopløsende behandling, og det er dem, der i min hjerne fylder. Jeg ved jo, at livet efter en apopleksi kan være barsk for patient og pårørende. Men vi ved også fra os selv, at vi også kan være tilbøjelige til at bagatellisere symptomer hos os selv, så det er ikke nemt. Jeg håber, at hvis jeg pludselig får føleforstyrrelser eller nedsat kraft i den ene side (måske bare nogle fingre), at jeg reagerer. Den dag, hvor jeg vågnede med svimmelhed, da tænkte jeg faktisk over, om jeg kunne have fået en blodprop i hjernestammen eller lillehjernen, men jeg syntes så alligevel, at symptomerne passede bedre med virus på balancenerven (det er i øvrigt en af de diagnoser, vi sommetider udskriver folk med).

I dag skyndte jeg mig hjem fra arbejde, for jeg havde en fystid til både skulder og hæl i dag, inden jeg skal til kor i aften. Den fystid var så i morgen eftermiddag, så nu får jeg travlt i morgen med at få alle ender til at nå sammen. Heldigvis har vi aftalt, at jeg har hjemmearbejdsdag, så jeg kan få gang i et af de projekter, jeg skal være færdig med inden sommerferien.

God aften til dig.

P1020961

10 kommentarer:

  1. En travl dag på jobbet, og lidt mere fart på, da der var en aftale efter job, og derefter opdage det først er i morgen, det er da pragtfuldt.
    Håber du nød din eftermiddag, og derfor tog afsted med fornyet energi til en vidunderlig aften med sang :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Abildjyde, lige for tiden falder jeg helt sammen hvis ikke jeg har noget at lave, så jeg bare sad og nød :-)

      Slet
  2. Det er et godt indlæg. Man kan tage tingene som de kommer. Eller man kan i en eller anden udstrækning forberede sig. Jeg går ind for det sidste. Og det kan jeg læse mig til at du også gør. Det er nemlig godt at læse om betydningen af at reagere på symptomer eller signaler. Hellere en gang for meget end for lidt. I alle tilfælde når det drejer sig om herhenhørende tilstande. Det vil jo ikke være så godt at komme for sent til en effektiv behandling, hvis lidt forberedelse kan føre til aktion i tide.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Jørgen. Jeg er ikke tilhænger af at man skal bekymre sig hele tiden, men opmærksomhed og en erkendelse af at eksempelvis alderen gør at blodtrykket kan begynde at stige og så lige få det tjekket. Det er jeg tilhænger af :-)

      Slet
  3. Jeg er enig med både dig og Jørgen, men det er svært at finde ud af, hvad der er skidt og hvad der er kanel. Jeg har fx konstant sovende fødder og der skal heller ingen ting til, før en eller begge arme sover, men det er følgevirkninger af kemoterapien, så jeg skal kunne mærke, om armen(e) sover på en anden måde ...
    Det er nok som altid en balancegang mellem at gå i selvsving og at kunne vurdere nøgternt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er svært og selv blandt folk, der til hverdag arbejder med apopleksi, oplever man at de signaler, de har fået fra kroppen, har de ignoreret eller fortolket anderledes. Nøjagtig som du beskriver det med de føleforstyrrelser du har. Så ja det gælder nok også at have en god kropsfornemmelse og så reagere hvis man føler den er anderledes, så heller en gang for meget at man kontakter 112 end en gang for lidt, det er min holdning.

      Slet
  4. Du travle kvinde- godt du kan skabe lidt pauser :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Miri, det er jeg nødt til :-)

      Slet
  5. Det er uhyggeligt svært at observere og vurdere sig selv! Det hjælper, når en fagperson kan stille de rigtige spørgsmål... men man skal jo nå frem til en sådan først!
    Så jeg slutter op om de foregående kommentarer om balance mellem plejer og anderledes....
    Og det er som bekendt svært at gå på line!

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, linegang er kompliceret, så ja. At nå frem til en fagperson, i det her tilfælde os, kræver at man ringer 112, for så hurtigt skal det gå, også selv om det "kun" er to fingre man pludselig mister kraften i.

      Slet