GADEBILLEDET

Jeg har altid elsket at betragte gadelivet i større byer, der sker hele tiden noget, og jeg kan sidde og lave historier om de forbipasserende.
Det var der ikke tid til, men liv i gaderne i Paris, det var der. Masser af motorcykler og scootere susede om ørerne på os og gav os længsel efter selv at være en del af dem.


Det første jeg lagde mærke til, da vi kom op fra metroen i vort kvarter, var den rigdom af små butikker, som fyldte gadebilledet. På de 300 meter hen til vores lejlighed var der tre bagere, to af dem var brødudsalg med chokolade og andet godt ved siden af. Der var to slagtere, en fiskehandler, to ostehandlere, to blomsterbutikker, en grønthandler, flere restauranter, et apotek og adskillige tøjbutikker. De var ganske små, men der var liv i dem.

Grønthandleren stablede alle frugter og grøntsager i sirlige stabler efter farver. Selv sidst på dagen blev grøntsager og frugter hele tiden stablet om, så det så indbydende ud. De gik tre mand og sprøjtede vand og stablede. To damer sad ved kassen og en dame gik udenfor og stablede derude. Og så lå der endda også et lille supermarked med masser af frugt og grønt.


I datterens kvarter var der også liv, det var et indvandrerkvarter, så der var masser af forskellige små madbutikker, restauranter, grønthandlere og alskens discount tøjbutikker. Da vi kom der søndag, var gadebilledet fyldt af især mænd, som snakkede med naboerne ved gadehjørnet, biler holdt parkeret alle mulige mærkelige steder, folk stod i kø ved slagteren, som havde grillen med masser af kyllinger stående ude på gaden. De var klar, når kyllingerne var klar.



Da vi havde pakket og gjort ferielejligheden ren søndag, tog vi hjem til datteren med bagagen. Herefter tog vi ind til Champs Elysée og gik en tur ned af gaden fra Triumfbuen. Nogle butikker havde åbent bl.a. Louis Vuitton, men det synes vi ikke lige, vi havde lyst til. Vi nød synet af gadelivet og en enkelt sandwich, som blev betalt så rigeligt.
Herefter måtte vi erkende, at alle indtrykkene fyldte så meget, at der ikke var plads til mere, så resten af eftermiddagen blev tilbragt hos datteren med en god kop te.

Nå ja så fik jeg også den dag lokket landmanden og sønnen på en ufrivillig udflugt. Vi fik lov til at se Paris lufthavn og alle stoppestederne, som lufthavnsbussen kører til. Jeg troede lige, vi kunne blive kørt til terminal 3, selvom jeg godt vidste, at der var ca. 500 meter fra togstationen til terminalen, så vi hoppede på bussen og tog så hele turen rundt og steg af, hvor vi steg på.
Jeg syntes, de skulle være taknemlige for at få lov til at se, hvor stor lufthavnen egentlig er, det syntes de ikke.

GOD MORGEN SOL

Det er lige til at blive i godt humør af. Solen skinner, rim på græsset skal nok forsvinde, og på min trappe og i min stue er der blomster, som gør mig i godt humør, ganske enkelt fordi de er smukke, og fordi de vidner om mennesker, der har tænkt på mig. Jeg går her og nynner:

God morgen sol, god morgen, morgensol,
som skinner ned på bellis og viol,
og ned på Jens og Karl, de frække fyre,
som står og tisser på en tissemyre.

Ha en god dag

LA TERRASSE

Denne reklame bliver jeg ikke betalt for, så er det på plads.

Datteren havde reserveret bord på en restaurant i nærheden af Eiffeltårnet til fødselsdagsmiddagen. La Terrasse ligger lige op af metroen Ecole Militaire.

Der var ventetid, men vi blev budt på et glas hvidvin og overtjeneren, som kunne være bror til Tom Cruise, holdt os hele tiden orienteret. Ventetiden var det værd, for vi fik den smukkeste plads på 1. sal ved hjørnevinduet med udsigt udover et myldrende gadeliv.

Tjeneren var behagelig og god til at informere om de forskellige valg. Først fik vi røget laks med blinis og creme fraiche, dertil en rigtig god hvidvin.
Til hovedret fik vi oksemørbrad med franske frites, skåret i helt tynde tændstikstrimler og dejlig sprøde. Hertil grønne bønner, champignonsauce og en god rødvin.

Så skulle vi vælge dessert. Datteren havde snakket om Creme Brulée, siden hun første gang fik det på denne restaurant for to år siden. Det skulle vi prøve, og landmanden kom under snakken med tjeneren til at fortælle, at vi fejrede min fødselsdag. Det medførte en tjener med stjernekaster på bakken, fire små lys i min dessert og fire glas champagne på husets regning, det blev båret ind mens han sang fødselsdagssang og hele restauranten klappede. Se det var jo noget af en afslutning. Og desserten? Det er ikke sidste gang, at jeg prøver den, den smagte himmelsk.

Udsøgt betjening og mad, der smagte vidunderligt, datteren fik ros for valg af restaurant. Vi havde hygget os og snakket, og det var en fornøjelse at se vore to unge mennesker nyde denne aften.

Vi sluttede aftenen af med at nyde Eiffeltårnet oplyst, og en lille tur ned til Seinen blev det også til, før fruen lokkede familien på en længere omvej, fordi den metro jeg havde læst mig til, var en RER(hurtigtog) station, og de næste toge, der kom der, var eksprestoge. Da en skridttæller ikke klæder en nederdel, så er skridtene ude til højre uden vores lange gåtur om aftenen, vi fik gået MEGET mere.
Men lige netop denne dag blev jeg tilgivet.

SEJLTUR PÅ SEINEN

Andet ønske på pariserturen var en sejltur på Seinen, der er mange steder, det kan ske fra. Vi valgte at tage til Eiffeltårnet og så tage en times rundfart til de kendte steder.
Vejret var overskyet, men mildt, så vi sad udenfor og nød synet af de mange smukke bygninger
Her var den gyldne Obelisk,

Musee d'Orsay,

Louvre,

Parlamentet og Grand Palais.

Der var også udsyn til en mindre positiv side af Paris, de mange hjemløse, som boede langs Seinen i hjemmebyggede små skure af paller og papkasser eller små iglo telte.


Senere hen sejlede vi omkring Ile de la Cité (byens ø), her hvor Paris starter, og hvor Notre Dame ligger. Vi har tidligere været inde i Notre Dame, så nu nød vi synet fra vandet.
Midt under sejlturen ringede min mobil, og så fik jeg ellers sunget fødselsdagssang af det arbejdende folk på min afdeling.


Efter sejlturen tog vi i et lille teater, som ligger nede i en kælder med flotte hvælvinger, lille og intim. Det bliver brugt til cabaret, koncerter, teaterstykker og familiestykker. Vi var til en familieforestilling, en musical bygget over bdr. Grimms eventyr om de fire dyr, der drager til Bremen for at blive musikanter, men som skal så gruelig meget igennem i den store farlige skov. Vi morede os herligt, vi forstod kun få af ordene, men vi kendte historien, og da det var beregnet for børn, var der meget tydeligt kropssprog.

Så var vi godt møre, en hurtig sandwich på en café og så hjem til en lille lur før aftenens restaurantbesøg.

TRADITIONEN TRO OG SÅ DOG

Fødselsdagsritualet hos os starter altid med morgen vækning med sang og gaver. Det fik jeg også men med en helt anden udsigt fra mit vindue end vanligt.
Der var blevet købt gaver i Paris og Danmark, og sammen med kort og breve var det hele transporteret til Paris. Alle skulle op i sengen (det var nemmere, da børnene var små), og så blev gaver åbnet og kort læst op.



De skønneste gaver fik jeg, Cd med Norah Jones og parfumen Hypnose af mine børn, et smukt, smukt ur af min dejlige mand, øreringe fra min afdeling, Stieg Larssons Mænd, der hader kvinder og et smukt kort fra en af mine nære kolleger, hendes ord varmer stadig.
Dejlige breve fra familien, gaven får jeg senere, min ældste lillesøster havde sendt et lille dannebrogsflag, et lille lys og en lille engel med brevet, så jeg fik også lys på bordet.

Landmanden og jeg gik ud og nød de små butikker, hvor vi købte baguette og croisanter hos bageren, ost hos ostehandleren og frugt ved grøntmanden.

En dejlig start på en dag, hvor vejret artede sig, overskyet men mildt, så jeres stormvejr vil jeg ikke tage ansvaret for.

LOUVRE NOCTURNE

Fredag aften holder Louvre åbent til 21.30, og da der tilmed er gratis for unge under 25 år, og vi ældre tillige får en reduktion i billetpris, ja så blev det planen for første aften i Paris.



Blot det at komme ind på pladsen mellem bygningerne, hvor pyramiden tårner sig op, var et smukt syn. Der er stadig mange delte meninger om at bygge en moderne glaspyramide som indgangsparti midt imellem smukke gamle bygninger. Jeg kunne godt lide det, og når man er kommet ned under pyramiden tager den sig utrolig flot ud med himlen som baggrund.



Vi skulle selvfølgelig se Mona Lisa og Venus fra Milan, men der var jo en masse andet at se på, og vi så ikke engang det halve. Jeg tror gerne datteren, når hun fortæller at hun har læst, at hvis man studerer hver ting på Louvre i 2 minutter, så ville det tage et år at blive færdig.
Vi så italienske religiøse malerier fra Da Vincis tid med de smukkeste klare farver, vi så sarkofager fra før Jesu fødsel, græske statuer og hollandske malere som Rambrandt, Vermeer (ham med pigen med perleørering, den var desværre ikke her) og Ruben. De hollandske malere er noget dystre i deres farvevalg og motiver, jeg kan helt klart bedre lide impressionisterne som Monet og Renoir, men så skal man på Musee d’Orsay. Der var vi for 7 år siden, og det er også en oplevelse værd.
Vi så ægyptiske mumier, store skulpturer af guder, dyr og mennesker og de kongeliges samlinger af glas, jadeskåle og diamantbesatte smykker.

Louvre var oprindeligt en fæstning, senere blev det slot for de kongelige. Og det var nok den store overraskelse for mig, der var så meget at studere i selve bygningerne og deres dekorationer. Det var vildt flot, jeg havde helt ondt i nakken af at kigge på lofter. Kong Ludvig d. 14. lod opføre en sal til ære for solguden Apollon, den hedder nu Apollons galleri, her holdt smykke og glassamlingen til. Skulle jeg have studeret alle dekorationer på væg og loft der, så var jeg ikke kommet ud endnu.



2½ time kunne vi klare, så var vi møre i hovedet og drog hjem til vores kvarter og fandt en restaurant og fik lidt aftensmad kl. 21.30, men det er jo ikke sent i byernes by.

Man må ikke fotografere Mona Lisa. Hvem tror I, der lod sig lokke af datteren til at prøve, og som nok så dumt hæver kameraet godt op, så vagterne rigtig kunne se kameraet. ”Madame, non!” Ups, det var pinligt, og billedet fik jeg da slet ikke, men vagten holdt godt øje med mig, da han senere sad ved nogle andre malerier. Jeg er hermed stemplet som en ulydig 49 årig, heldigvis blev jeg jo voksen næste dag, så jeg lovede sønnen og landmanden, at jeg aldrig ville lave sådan noget som 50 årig ;-)

DET GJORDE SLET IKKE ONDT

Det er snart tid til afgang fra Paris, og jeg har det stadig godt, selvom det nu er en 50 årig kvinde, der oplever Paris.
Jeg havde så dejlig en fødselsdag i går, men nærmere beskrivelse må vente, til jeg lander i Danmark.
Lige nu sidder vi i datterens lejlighed og slapper af og drikker te. Vi ved nu, hvorfor der ikke findes overvægtige franskmænd i Paris. man får gået mange skridt i metroen,men det er en genial opfindelse, og det er også let at finde ud af. Hver dag passerer 5, 5 millioner mennesker igennem metrosystemet, så vil man studere franskmænd,er der rig lejlighed der.
Hele weekenden har bare været så god, og jeg er klar til de daglige forpligtigelser igen.
Au revoir

PERSONALEMØDE

Der var lige det, der skulle være, fagligt input, information og grin og hygge. Og så var der selvfølgelig rigeligt mad. Ja jeg købte også lige 6 poser slik og chokolade, hvis nu det ikke slog til ;-) mon jeg nogensinde bliver klogere ?

Vi fik information om de frivillige, som efterhånden er på mange afdelinger. Meningen er ikke, at de skal overtage vore opgaver, men gøre noget af det, som også giver glæde for patienterne. F.eks. læse op, gå med i kiosken, snakke sammen, spille kort, gå tur eller hvad det nu kunne være. Vi har kun en frivillig en dag hver 14. dag, men vil gerne have flere.Det er så heldigt, at det er en af vore egne sygeplejersker, som er gået på efterløn, som har taget tjansen hos os.

Så fik vi fagligt input i form af vores leders masterprojekt . Fremlægningen tydeliggjorde hvor vigtigt det er, at vi får dokumenteret vores sygepleje, men også hvor gode mine kolleger allerede er til dette. Det var godt at være sammen, vi var ikke så mange, 15 i alt, men det er svært, når der altid er nogen på arbejde. Samtidig har mange jo små børn, og efter en lang arbejdsdag, hvor man først er hjemme ved 16 tiden, så er det ikke lige sagen at skulle ud af døren igen kl. 18.

Nå men nu skal der pakkes, landmanden har købt ny kuffert, men den må jeg ikke kigge i ;-)

MON DER ER NOK ?

Enhver værtindes mareridt er, hvis maden slipper op. Nu er det jo ikke den store tre retters menu, jeg har lagt billet ind på, jeg har lovet at komme med lidt brød til kaffen til personalemødet.

Jeg tænker alligevel ovenstående, men det gider jeg ikke mere. Hvis mine kolleger, hvoraf mange i øvrigt altid er på kur, kan spise 68 boller , tre banankager i tærtefade og en gulerodskage i en mellemstor bradepande, så siger jeg bare, godt gået piger, og så var det det.

Nu mangler jeg bare pynt på kagerne, og så skal jeg vist til at tænke i strygetøj.

HEKTISK AKTIVITET

Her bliver der ikke sovet længe, foråret er ved at være her.
I dag er det første læs læggekartofler ankommet, de bliver læsset over i 500 kgs kasser, så de er klar, når jorden er klar.


De første år, vi boede her, hadede jeg forår og efterår, jeg troede altid, at min kæreste var sur på mig, men nu ved jeg, at han går ind i en tilstand af dyb koncentration, hvor al opmærksomhed er rettet mod jord, vejr og planlægning af aktiviteterne. Det er jo de to årstider, hvor vores indtægt er afhængig af, at han gør det rigtige på det rigtige tidspunkt.


Nu har jeg gjort min pligt som landmandskone, teen er klar og der skal smøres et par franskbrødsmadder til det arbejdende folk, bagefter skal jeg i gang med bagning. Der er personalmøde på min afdeling i aften, og jeg har lovet at give brød, så en spsk. ginseng og turboen er sat til.
Ha en god dag.

MENNESKER MØDES

Endelig tog jeg mig sammen og slog to fluer med et smæk ( egentlig skulle det være tre fluer, men den ene fløj ;-) )

Først besøg hos blodbanken for at blive tappet,det var første gang i den her ombæring. Sidste gang, jeg var bloddonor, var før mine børn blev født. Enten er jeg ikke en pivskid mere, eller også har min smertetærskel rykket sig. Det kunne selvfølgelig også være nålene eller sygeplejerskerne, der er blevet bedre. Fakta er, at det gjorde slet ikke ondt, og DET syntes jeg som ung! Her mødte jeg en kollega, jeg ikke har set i 21 år. Hun kunne ikke kende mig, men jeg var jo også vældig ung dengang ;-), og jeg så meget op til hende som den erfarne sygeplejerske med teenagebørn, hun havde en dejlig omgangsmåde med teenagebørnene, der var indlagt på børneafdelingen, så jeg prøvede jo at aflæse "koderne"

Skoene, jeg ville have købt, fandtes ikke, så de passede mig, så mærkelig synes jeg nu heller ikke mine fødder er, men jeg må lede videre.

Og så mødte jeg jo Ella, hun var lige så rar og dejlig, som jeg regnede med, hun var.Det er underligt, hvordan man jo ved en masse om hinanden uden at have set hinanden, men det er lidt, som dengang man havde penneveninder, og så mødtes første gang.Man er lidt spændt og nervøs, og kort tid efter sidder man og snakker noget så godt sammen.

DET GØR MIG GLAD 4

En melodistump og tekst har sat sig fast i mit hoved i dag, nok fordi jeg har gået og tænkt på de små ting, der gør mig glad.
Det er en gammel giro 413 traver, min mormor havde den på plade med Raquel Rastenni.
" Den lykke du søger bag blånende fjeld, den har du måske altid ejet selv. Hold op med at jage i hvileløs ring og lær blot at elske de nære ting"

Jeg bliver glad når jeg møder en lille forkommen krokus midt i en grøftekant.


Jeg bliver glad, når jeg ser på mine to små påskehøns, som minder mig om et dejligt besøg af min grandkusine.


Jeg bliver glad, når jeg ser de første påskeliljer er sprunget ud.


Jeg bliver glad, når jeg står nede ved søen sammen med min livsledsager.


Jeg bliver glad, når jeg nu skal besøge en anden dejlig kvinde.

Ha en god dag.

STORE CLAUS OG LILLE CLAUS

Jeg tror, jeg ved, hvad der står på forsiden af Nordjyske Stiftstidende i morgen, hvis de vel at mærke kan nå at få det med.

Nørresundby Banks generalforsamling så ellers ud til at gå som vanligt. En hurtig generalforsamling og så var der tid til de gule ærter med øl og snaps til, derefter kaffe og cognac med småkager til. Sådan skulle det ikke gå.

Der skulle være valg til repræsentantskabet, og bestyrelsen foreslog genvalg af 5 personer og nyvalg af en person. Så var der en ung mand, der rejste sig op, han mente ikke, der var givet en god begrundelse for, hvorfor vi skulle stemme på de nævnte, egentlig kunne han være lige så god som dem. Han forklarede lidt om sig selv og sine kvalifikationer og stillede hermed op.

Herefter var der skriftlig afstemning, og bankpersonalet fik travlt, men trods det at der aldrig har været skriftlig afstemning i den tid, jeg har været med, så forløb det godt. De vidste, hvad de skulle. Mens vi andre fik gule ærter, talte de stemmer op.

Resultatet: den unge mand kom i repræsentantskabet. Ham der røg ud, var nok den eneste alle kendte og havde en mening om, det blev nemlig Aalborgs borgmester Henning G. Jensen.

Hvad kan man sige? Danskere elsker historier som David mod Goliath og Lille Claus mod Store Claus.

VELVÆRE

Duften er i hele huset nu, det bliver så skønt at komme i seng i aften. Alle dyner og puder har været til luftning ude hele dagen, sengetøjet må nøjes med tørretumbling, for jeg nåede ikke at få det vasket tidsnok til tørring på snoren.

Jeg fik nemlig en tid hos frisøren, og det var en nydelse, hårvask inclusiv hårbundsmassage, jeg var nær faldet i søvn.

Nu er fruen lyshåret, klippet og klar til at mødes med gode venner til generalforsamling i den lokale bank med Papegøjehavens fantastiske gule ærter.

Ha en god aften

MÅSKE

Tågen ligger stadig tungt som en dyne over markerne, men måske er det varsel om klar himmel senere i dag, jeg håber.
Svanerne er på plads i marken, der bliver rodet godt rundt i jorden i håb om at finde spildkartofler, og de små smeltevandssøer bliver flittigt brugt.

Snart kommer tiden hvor landmænd går og tripper lidt, hvor vejrudsigten bliver studeret ivrigt, og der holdes øje med jordens tilstand, er den snart klar, kan vi begynde at pløje. det varer aldrig, så indfinder travlheden sig.
Der skal pløjes, harves, spredes gødning, sås korn og til allersidst sættes kartoflerne.

Vejret er den ubekendte faktor i en landmands liv, og det kan være en medarbejder eller en modarbejder, men vi kommer aldrig udenom det, så lidt efter lidt lærer man, at planer hurtigt kan ændre sig. Så selvom de lover regn i Paris og i Nordjylland i weekenden, så siger jeg bare, lad os nu se, måske?

STORE VILDMOSE

En gang var det et frygtet sted, en kæmpe højmose, hvor man kunne fare vild, synke i, måske en dag blive overfaldet af de røvere, som man sagde, boede på Sandelsbjerg.
Her er der både Aaby bjerg og Sandelsbjerg, lidt atypisk navne for de ellers så beskedne vendelboer.
I dag i solskinnet er her rart og hyggeligt, men der er heller ikke så meget af højmosen tilbage. I dag er Lille Vildmose syd for fjorden den største.



Ved Sandelsbjerg ligger nogle sten. Sagnet siger, at de var én stor sten, som trolden fra Gjøl kastede for at ramme Børglum Kloster, han forsøgte tre gange uden held. Første ramte Aabybjerg, anden sten Sandelsbjerg, tredje Thise bakker. Årsagen var at den nye kirkeklokke generede jættekvinden i Thise, og hun klagede sin nød til trolden, som hun havde været forlovet med i mange hundrede år.



Oppe fra Sandelsbjerg kan man i klart vejr se ud til havet og til Børglum kloster.
Og ved foden af bjerget kan jeg om sommeren finde anemoner.



Omkring 1930 var der problemer med kvægtuberkulose, og staten besluttede at bruge St. Vildmose som karantæneområde for raske dyr. Landmænd fra hele landet sendte deres raske kreaturer herop, imens kunne landmændene få deres stalde desinficeret.

Der blev bygget 19 staldgårde, der hver bestod af to staldlænger og en lade, derudover blev Centralgården opført med boliger til forvalteren og karlene, den fungerede som hovedgård. Herfra red karlene sommer og vinter ud til gårdene og passede kreaturerne.




Da tuberkulosen var udryddet, lod man en del af den ene stald ombygge til bolig. Herefter blev gårdene forpagtet ud. Det var et nøjsomt liv. Først i 70erne, hvor københavnerne fik smag for den gode vildmosekartoffel, kom der bedre tider til landmændene. De havde forinden købt gårdene af staten. Efterhånden har gårdene fået hver deres særpræg, men i daglig tale hedder de stadig gård 1, gård 2 osv., her bruges ikke vejnr.



Centralgården har ført en omtumlet tilværelse, her har været kostskole for ”vanskelige” børn, militærnægterlejr og økologisk landbrugsskole. I dag er der en efterskole for unge med læsehandicaps og en naturskole.




Og på vejen hjem mødte jeg en af bønderne. Det er ikke som i gamle dage, men ham her er garanteret gift med en sygeplejerske, som taler stolpe op og stolpe ned om forebyggelse af livsstilssygdomme.

MIN LILLE HJÆLPER

Fancy cykler og smarte løbesko er ikke det jeg bruger for at komme i form. Næh alt jeg har brug for, er den her bette tingest. Jeg har haft en før, men glemte den desværre i omklædningsrummet, og der var desværre andre end mig, der syntes, den var smart.



Skridttælleren nulstiller selv ved midnat og den gemmer de sidste 7 dages resultater. Den skelner mellem almindelige skridt og ture, hvor man går mere end 10 minutter i rap.Jeg har savnet den, så nu skulle det være, jeg vil elske at følge med i, hvor mange skridt det bliver til i løbet af dagen.
Og nej jeg får ikke penge for at reklamere. Min er købt på apoteket for 199,-kr.

LIDT GRØNNE FINGRE HAR MAN VEL ALTID

Mit image som blomsterdræber har jeg selv været med til at opretholde, men her til morgen med en krus te i hånden må jeg sande, at det er en sandhed med visse modifikationer.

Min påskekaktus står med masser af knopper, og den har jeg har haft i evigheder, den startede som en lille blomst.



Cleviaen, som jeg fik af svigemor som en lille aflægger for mindst 15 år siden sætter blomst hver år.


Min hoya sætter små "lego"blomster, nye er på vej, når de er sprunget ud, ser det ud som på billedet fra oktober.





Måske skal jeg til at omdefinere mig selv? Lene nu med grønne fingre ;-)

LENE OG SÅ MADPLAN

Den står nok så fint derude til højre, men tro den ikke. Jeg har de bedste intentioner, men der sker næsten det samme hver gang, jeg mister lysten. Gider ikke lave mad, får forfærdelig medlidenhed med mig selv og skyder så noget hurtigmad af fra hoften.

Men lige nu er jeg vældig tilfreds med mig selv, jeg kan sådan set mærke de små madenglevinger er ved at vokse ud. I går fik de to mænd i mit liv langt om længe det, der i forskellige variationer har stået på min madplan, men aldrig er blevet lavet. Nemlig udbenet rådyrkølle stegt på gammeldavs maner i ovnen. Svigermors opskrift med bacon og tyk opbagt sovs hældt ud over stegen og så ind i ovnen sammen med hasselback kartofler, hertil Waldorf salat.

I dag var der planlagt vildtpie, en herlig resteret, men vi havde andre rester. Sønnens kirke havde fællesspisning i dag, så han og jeg lavede en kæmpe skål pastasalat, og resterne var nok til os. Italienske kødboller ville passe godt hertil, men jeg havde ikke persille, citron og parmesanost, så vi lavede dem med pesto og rev noget tør skæreost. Mændene i mit liv var begejstrede, så nu er der født en ny ret herhjemme.

VANEDYR

Miss Hotpants har en skøn historie om hvordan hun prøvede at hæve sit IQ ved at ændre vaner. Knapt så drastiske ændringer har vi foretaget os. Jeg tror også at der ville blive råbt noget i soveværelset, når vækkeurene ringer, og vi hver især banker vækkeuret på plads, og vi så havde skiftet side i sengen ;-)

Blokhus Klitplantage er et dejligt område at gå i, hunde må løbe frit, så Laika har nydt dagens travetur i fulde drag. Vi tog små stier, som vi ikke havde gået før, og pludselig stod der et udkigstårn, et lille et, så vi kom på højde med trætoppene.



Tårnet var fyldt med små svampe, men jeg er jo ikke svampekyndig, så det må stå hen i det uvisse, hvad det er for nogen.



Vi gik op og ned i ujævnt terræn, og det er sundt for helbredet, pulsen kom op, og det er også sundt for motorikken. Vi skal passe på med at gøre alt så ligetil, det er sundt at mærke ujævnheder på vejen, man får en bedre balance og en skærpet opmærksomhed.



Der er masser af små stier, vi skal ha udforsket, og så har vi endda kun taget den lille del af plantagen nord for Blokhusvejen. den største del ligger syd for vejen og venter på os.



På vejen hjem kom vi forbi vindmøller, jeg har aldrig kunnet forstå folks rynken på næse af dem, jeg synes, de er smukke.

GOD START

At starte søndagen med at være børnepasser for 11 børn, som hellere vil være sammen med mig end at høre præstens prædiken, det er ikke så ringe endda.
Jeg og min nabo havde sagt ja til at være børnepasser i den lokale kirke i dag, det var rigtig hyggeligt. Der var to små piger, der skulle døbes Matilde og Mille, og de havde en masse gæster med sig både store og små.

Vi drak saft, spiste kiks, tegnede, spillede spil, og et par fædre var taget med over sammen med deres to små piger. Det er godt at høre, at de syntes, det var en god ide. Det kan være svært at være stille under prædiken, og som hørehæmmet ved jeg, hvor svært det er at få noget ud af en prædiken, når en masse børn snakker og tumler rundt, så det her fungerer godt med en del frivillige, som stiller op til børnepasning. Jeg er en af dem, der bidrager mindst, men jeg nyder det, når jeg er af sted.

Da jeg kom hjem skulle jeg selvfølgelig se om de var der. Jo lige der i hjørnet ved hundegården stod de, og jeg afprøvede fluks Irenes måde at nyde dem på indendørs.

BOBLER

Det bobler af glæde ude i bloglivet, og her hos mig er der også en stille boblende glæde.
Er det mon ginseng, der endelig virker? Er det nattevagten, som af uforklarlige grunde ikke gjorde mig træt, men tværtimod glad? Er det samtalen med datteren?

Fakta er, at jeg stille og roligt har nydt at lave aftensmad, vi har spist sent, og nu er der sat en god flaske rødvin på bordet. Jeg har 11 feriedage foran mig, og jeg har ikke tænkt mig at lave ”burde” ting, det er min fødselsdagsgave til mig selv.

Jeg vil nyde dagene både herhjemme og i Paris, og jeg vil øve mig i ikke at tænke på arbejde, ikke at læse faglitteratur og heller ikke skrive om det.
Jeg vil pleje de to andre ben på taburetten ;-) På et af mine kurser var der en neuropsykolog, som sagde, at livet væltede lettere, når man blev syg, hvis man kun havde et ben på taburetten, der gav identitet. Eks, at arbejde var det, der definerede, hvem man var. Jo flere ben der betegnede, hvem man var som person, jo bedre. Familie og fritidsinteresser får min prioritet de næste 11 dage.

Ha en god weekend

GOD LØRDAG MORGEN

Solen blændede mig helt,da jeg kom ud fra sygehuset, luften var klar og dejlig, det har været en god nat, trætheden nåede aldrig at indfinde sig.
En bolle og en kop te, mens livet på og under fuglebrædtet nydes, og jeg sidder og nynner en af mine yndlings morgensalmer og er bare glad.

Solen begynder at gløde.
Mørket i verden har tabt.
Lad os gå ud for at møde
lyset Gud lige har skabt.

Små bitte dråber af glæde
hænger i græsset. Vi tror
det er Guds vilje at træde
ud på den hellige jord.

Fuglesang oppe og nede.
Støj fra en myldrende by.
Store og små gør sig rede.
Dagen er dirrende ny.

Markerne dufter af lykke.
Stråene bølger så småt.
Trods alt det onde og stygge
tror vi at livet er godt.

Hér hvor vi står og fornemmer
ømhed for alt som er til,
vågner i kuldskære lemmer
morgenens første: ”Jeg vil”!

Her på den dugvåde klode
Gud i sin glæde har skabt,
vil vi i dag kun det gode.
Mørket i verden har tabt.

Lars Busk Sørensen 1990

NATTEVAGT

Det er tre år, siden jeg sidst var i nattevagt, og i nat har jeg byttet mig til en, så jeg er noget spændt på, hvordan den kommer til at forløbe. Siden sidst er vi jo flyttet, fået flere patienter, og nattevagterne er det eneste vagthold, som ikke er opnormeret, så de har travlt.

Alle patienter, som ikke kan vende sig selv, skal vendes et par gange om natten. Der skal tjekkes, om der er brug for skift af bleer. Der skal være tilsyn på hver stue mindst hver anden time, men mange af vore patienter er jo i akut stadiet, så det bliver tit hyppigere.

Der skal gives medicin, i apopleksigruppen vil det hyppigst være antibiotika intravenøst (ind i blodåren), i den anden gruppe er det tit parkinson patienter, som skal have deres medicin om natten for ikke at være helt stive om morgenen.

Der skal ordnes forskelligt papirarbejde, og det tager tid.

Der er travlt om morgenen, nye patienter skal neurologisk vurderes, der skal måles blodtryk, og der skal gives sondemad. Hvis en patient har problemer med at tømme blæren helt, hvilket mange apopleksipatienter får i det akutte stadie, skal blæren tømmes med et lille engangs kateter. Vi starter kl. 6, og de fleste patienter falder forhåbentlig i søvn igen, for morgenmaden er først kl. 8. Vi har tit diskuteret, om dagvagterne ikke kunne gøre disse ting, men så kan de ikke nå det, de skal.

Som ung student arbejdede jeg i Oxford på et hospital, her var jeg alene i vagt fra kl. 21 til kl.8, jeg blev afløst 2 gange en halv time. Jeg havde 19 patienter, jeg skulle passe. Jeg måtte heller ikke starte før kl. 6 om morgenen, men jeg havde så mange ting, jeg skulle gøre, så tit startede jeg kl. 5.
Rygtet ville vide at oversygeplejerskerne, som boede på hospitalet, stod op kl. 5 for at overvåge, at der var mørkt på alle afdelinger, så jeg gik rundt med en lommelygte, mens jeg målte værdier. Nattrissen gik med listesko, så man skulle også være stille, ellers kunne man ikke høre, hvornår hun kom på tilsyn.
Jeg har ikke tænkt mig at starte før kl. 6, men lommelygten bruger jeg, når jeg lister rundt på stuerne og tilser patienterne, og ligesom da mine børn var små, så bliver jeg stående ved hver enkelt, til jeg har set vejrtrækning. Af og til må jeg lægge hånden på maven for at mærke vejrtrækning, hvis folk sover meget roligt og dybt, jeg går ikke videre, før jeg ved at de trækker vejret.

Jeg glæder mig faktisk til at prøve en enkelt vagt. God fredag aften

UNG OG FYLDT OP MED DE RIGTIGE MENINGER

Sygeplejerske kunne jeg kalde mig, 24 år gammel, livet lå foran mig, vi vidste nok, hvad der var bedst.
For at være noget som sygeplejerske arbejdede man på sygehus og som fuldtidsansat. Hjemmesygeplejersker var nogle, der var gået i stå, nogen der satte familie før arbejde, og det gjorde vi ikke! Familien måtte indrette sig efter os og ikke omvendt.
Deltidsansatte så vi ned på, de var usolidariske med os andre, de kunne ikke følge med i udviklingen, de var også tæt på at gå i stå.
Hjemmegående var en fortabt race, de var helt og aldeles uden for terapeutisk rækkevidde, så det var da det værste at høre om en sygeplejerske, at hun havde valgt den mulighed.

Nu sidder jeg så her 26 år efter og tænker til dels foranlediget af min datters kommentar til det her indlæg.
Jeg blev hjemmesygeplejerske, var det i 5 måneder, fandt ud af at også unge sygeplejersker blev tiltrukket af det job, at der var udvikling, engagement og trang til et arbejde, hvor man var mere sig selv, man var på egen hånd. Det var en spændende tid, en tid hvor min drøm om at blive sundhedsplejerske blev opgivet, fordi jeg indså, at jeg trivedes bedst i samarbejde med en masse kolleger, og jeg følte mig meget alene derude i min bil på vejen.
Så blev jeg deltidsansat, i lang tid havde jeg observeret kolleger med børn og fuldtidsjob, så hvordan de kæmpede med en dårlig samvittighed og en træthed, syntes aldrig de slog til i forhold til deres egne børn (jeg var på det tidspunkt på en børneafdeling bl.a. for kræftramte børn) Så da jeg selv fik barn, valgte jeg at arbejde deltids som aftenvagt, det betød så, jeg måtte skifte afdeling.
Jeg mistede lysten til sygeplejen, ikke pga. af deltidsstillingen men pga. af jobbet, og slutresultatet blev, at jeg forlod sygeplejefaget. Jeg var nu medarbejdende ægtefælle men i alle andres øjne inklusive mine børn var jeg hjemmegående.

Jeg kan godt forstå mine børn oplevede det sådan, jeg var der jo altid, vi tilrettelagde kartoffelsorteringen sådan, at når børnene kom hjem fra dagpleje og børnehave, så var jeg inde. Var de syge eller havde lyst til at være hjemme, så gik vi ud for at sortere, bad Scott, vores gamle hønsehund om at blive inde og passe på børnene, døren lod vi stå åben.
Op ad formiddagen kom så et par små størrelser ud i sorterhuset i nattøj og gummistøvler. Mens de andre stablede kartoffelsække, gik jeg ind og sørgede for morgenmad til børnene. Senere kom de ud i kedeldragter og gummistøvler. Så blev der liv i sorterhuset, de vidste godt, at de pæne kartofler skulle de lade ligge, de krumme, skurvede, revnede kartofler skulle pilles fra, men lige netop de kartofler kunne jo ligne en and, et spøgelse ja hvad som helst. Så to ænder sang smukke sange (datteren) , to andre ænder kæmpede drabelige kampe(sønnen). Pludselig gik de syngende ænder ind i kampen, og der fløj kartofler rundt i sorterhuset, så blev den leg stoppet, og palleløfteren med en palle blev stillet an, så kunne de bruge kræfter på at trække hinanden rundt i kartoffelhuset. Skulle vi køre med truck, blev de sat op i en 500 kg kartoffelkasse med et tæppe, dukker, turtler og lidt saft og kiks, så hyggede de sig der.
Da de kom i skole kunne de ikke holde fri på samme måde, men de har begge fået lov til at være hjemme for at passe den anden, som var syg, for skulle vi sortere kartofler det meste af dagen, og et højfebrilt barn lå inde i sofaen, så havde vi det bedst med, at den anden kunne hente os. Senere kom jo mobilen, så var vi kontaktbar på den måde ;-)

Jeg kender flere hjemmegående kvinder, desværre ingen mænd, og alle som en er kvinder, der ikke er gået i stå, men til trods for det, så er mit svar på spørgsmålet: hvad har du dog lavet i de 11 år, du ikke var sygeplejerske: jeg arbejdede sammen med min mand i landbruget. Der er stadig en snert af fordommen fra min ungdom, og det irriterer mig, men jeg var altså heller ikke hjemmegående ;-)

25 DEJLIGE

Mrsbaloui startede den i går, her er mit bud

Og vi bringer her en rettelse: de 25 dejlige blev oprindeligt startet af Zpitzen, tak for hjælpen Henriette ;-)

JEG GLÆDER MIG TIL

- at lyset fylder min dag
- at energien vender tilbage
- min rejse til Paris
- at mærke hvordan det er at blive 50
- årets første motorcykeltur
- når min afdeling flytter tilbage til sygehus Nord om lang tid
- når mit halstørklæde er strikket færdigt
- når min trøje er strikket færdig
- når mit kor skal have næste koncert
- jeg kan sidde på terrassen og drikke min te
- at være sammen med min familie
- at være sammen med min svigerfamilie
- mere latter med mine kolleger
- vores motorcykeltur til Norge
- når jeg får taget mig sammen til at genopfriske mit klaverspil
- jeg får købt nye guitarstrenge til min guitar
- jeg kommer i bedre form
- at prøve en nattevagt igen for første gang i tre år
- at kunne sove hele lørdagen pga ovenstående
- at se vores rododendron hæk blomstre for første gang (30 stk, det bliver da noget af et syn)
- min søn bliver student til sommer
- at se hvordan et udenlandsophold har påvirket vores datter
- begge vore børn finder det arbejde/uddannelse, der giver dem livsglæde
- at blive farmor/mormor, men først om MEGET lang tid - det sidste blot en note til evt. læsere fra Paris ;-)
- at møde nye mennesker

Hvad glæder du dig til? Saml evt. tråden op og send den videre.

LIVSGLÆDE

Vejret påvirker mig, så for at få lidt lys ind tastede jeg livsglæde og googlede det :
Jeg blev tilbudt bolig i Spanien, at komme til latterkursus, at få krisen til at forsvinde med life-coaching, at mine drømme blev til virkelighed med psykoterapi og coaching, at jeg kunne tabe mig med coaching, selv et permanent bedre liv kunne jeg få med livsenergibehandling og til sidst en omgang neo feng shui rådgivning , så var alt fuldendt.
Jeg tror, jeg tager mig en koraften med fuld power på "this little light of mine" Det kan fjerne al spindelsvæv i hjerneafkrogene og sætte gang i endorfinerne.

HVAD DU ØNSKER SKAL DU FÅ

Nu begynder de også på afdelingen at spørge om ønsker.

Jeg strikker på annefødder halstørklædet stadig, men mine fingre gør ondt ved de sidste 4 pinde i mønsteret, så der skal pauser til.
Så nu har jeg fundet noget, som jeg allerede har, men da godt kunne bruge lidt anderledes.



Jeg har en lille vase fra Lene Højlund, og den gør mig glad og minder mig om en dag i Aalborg, hvor jeg gav mig selv lov til blot at slentre rundt i to timer uden mål, se på glaspusteren i arbejde og nyde det gode gedigne håndværk.




Et par øreringe fra Vibeke Nøddebo kunne jeg godt bruge, jeg har sådan set allerede tre par, og en af mine unge kolleger har stemplet mig som flipper i mine unge dage, fordi jeg går med dem ;-) jeg synes nu ikke de ser flippet ud, men de er også håndværk af bedste kvalitet. De første par købte jeg, da jeg flyttede til Aalborg i 81, jeg syntes min sygeplejeløn var fyrstelig, så det er nok derfor jeg ikke læser ordentligt på min lønseddel.

ÅRETS MEDARBEJDER

Jeg indstiller hermed mig selv til den pris :-)

Ikke fordi jeg er en engageret medarbejder, det er mine kolleger også.

Ikke fordi jeg synes, det er spændende at arbejde med apopleksipatienter, det gør mine kolleger også.

Ikke fordi jeg har få sygedage, det har mange af mine kolleger også.

Ikke fordi jeg for det meste er glad og positiv, det er mine kolleger også.

Men fordi jeg først nu, halvandet år efter jeg gik op i tid fra 28 timer/uge til 30 timer/uge, har opdaget, at jeg aldrig har fået løn for det. Souschefen har sat mig til 30 timer, men et eller andet er gået galt i kommunikationen med lønkontoret, for jeg er kun registreret til 28 timer.

Sådan får man mere arbejde for pengene, bare ansæt nogle flere af min slags ;-)

TRUMMERUM

Få dig et liv fik svigerinden at vide, når hun sad med strikketøjet om aftenen og når hun gik i seng kl. 21.30, datteren syntes ikke, det var et liv. Gå på arbejde, lave mad, vaske tøj, snuppe et par omgange på strikketøjet og så i seng.

Tja, jeg synes heller ikke, der er meget mere liv i mig end til det, når jeg arbejder, og jeg venter stadig på ginseng skal virke ;-)

I aften skulle jeg finde nogle billeder, og jeg er absolut ikke god til at få orden i dem, så 20 års billeder ligger i tre store kasser, så der var ikke andet for end at dykke ned i bunkerne.

Er jeg i det depressive hjørne, kan jeg godt tænke, at vores børn aldrig har haft megen fritid med deres forældre, vi arbejdede hele tiden. Når jeg så sidder der og kigger billeder, kan jeg se, at det passer overhovedet ikke.

Der er masser af hverdagsbilleder, hvor der er gang i den, der er udklædninger i massevis, der er fantasifulde bygningsværker, der er feriebilleder, der er familiebilleder, og jeg bliver så glad og taknemlig for, at jeg har fået den familie, jeg har.

GOD MORGEN 2

Second life, åbenbart det helt store hit også blandt firmaer.
Jeg tror, jeg holder mig til det virkelige liv, det er ikke altid som jeg ønsker det, men jeg kan lide det alligevel.
Der er mørkt derude,og Laika var hurtig inde igen her til morgen, gennem døråbningen kunne jeg mærke, vinden piskede godt afsted.
Det skulle blive en grå og regnfuld uge, men derfor kan sneen jo godt smelte og foråret stikke sin næse frem.

Trods min længsel efter forår kunne jeg godt have brugt en kælk i går på vores gåtur.



Dagdrømme er gode, og huset her drømmer datteren og jeg tit om, bare placeret et andet sted, det hedder på skift Villa Villekulla eller mumitroldenes hus.



Ha en god dag.

LOKAL MAD

Godt 24 timer er tilbragt i sommerhuset. Vi havde inviteret gæster, som desværre skulle til stor fest, så da vi kom derop, smed vi os i sofaerne, jeg sov og så ringede telefonen. Festen var blevet aflyst pga. sygdom, og havde vi arrangeret andet. Nej kom bare, og så fik vi travlt, ned til SPAR købmanden i Hune.

Vi havde glemt at tage kartofler med, og de sølle nye udenlandske kartofler, der lå i butikken, ville vi ikke byde os selv eller gæster.Mørbrad var på tilbud, så det blev mørbradgryde med ris og bønnesalat til. Desserten blev en god vanilleis fra Ryå is, vores lokale mejeri, og så en mandeltærte til. Chokolade blev købt til teen, og nogle gode flasker rødvin. Det blev en dejlig aften med masser af latter og gode historier fra nær og fjern.

I dag fik vi gode rundstykker fra bageren i Hune, og et lækkert speltbrød bagt i stenovn blev købt til frokosten. Efter gåturen, som bød på fuglesang, snedriver, mildt vejr, solskin og masser af sandstrand, fik vi frokost med pebermakrel købt nede på stranden og gode oste på speltbrød.

Der er ladet op til arbejdsugen, bare kom an.

SOM EN REGNBUE

Inspireret af Liselottes indlæg om succeskriterie for et godt liv, har en sang været i mit hoved de sidste par dage. Den stammer fra Masai CDen af Lars Lilholt, det er i øvrigt den samme CD, at titlen på min blog stammer fra.


Café Måneskin
Der var to der fødtes som engle
langsomt visnede vingerne bort
mens de gjorde verden til vane
på deres vej til fornuft og til kort
det var først ved verdens ende de kom til sig selv
der var to der fødtes som engle, Ariel

Og nu sad de og talte derude
ved et bord med en halv flaske gin
og når de trængte til at synge og danse
tog de på Café Måneskin
hvad de så det var igennem fingre med sig selv
og nu sad de og talte derude, Ariel

Hver nat når de kom ind
på Café Måneskin
gik en engel og sagde: Giv os vingerne tilbage
hvem vil være en løgn
hvem ved hvor vi er om et døgn
og måtte du leve alle dage

Og de talte om angst for at miste
så det at være sammen blev svært
og de talte om at forpligte
sig til hinanden som det de fik lært
alt vi gør det har vi valgt at gøre ved du vel
og de talte om angst for at miste, Ariel

Hver nat når de kom ind...

Som en regnbue ejer vi livet
tiden er det bedste vi har
og i morgen når fuglene vågner
kan vi være så langt væk herfra
kom og sæt dig tæt ind til mig, flyv alligevel
som en regnbue ejer vi livet, Ariel

Hver nat når de kom ind...

Det er det jeg ønsker, at jeg ikke er en løgn, at jeg tør leve alle dage, og at tiden er den bedste vi har, og underet er at vi er til, og der er intet jeg hellere vil.

Jeg er ikke god til at fortolke, så tit er det små sætninger, der fanger mig, som jeg bare godt kan lide.
Men hvordan forstår du ”som en regnbue ejer vi livet”. Mit bud er at regnbuen er flygtig og sådan er livet også, jeg lever livet, jeg ejer det ikke.

Ha en god weekend, jeg drager ind i skoven, ned til havet og væk fra hverdagens pligter.

HÅNDVÆRK

At lave noget med sine hænder, at være god til det man laver kan godt give mig et kick.

De sidste to aftener har jeg været i den anden gruppe, og det har været helt anderledes end i min egen gruppe. Her har jeg haft travlt med at dosere medicin, blande intravenøst medicin,give ekstra medicin ved behov, tage mod patienter, ringe i telefoner, udrede forskellige problemstillinger.

Egentlig gør jeg også det i min egen gruppe, men der er jeg mere fysisk, patienterne har brug for mere hjælp. Det er så også det, der er spændende, når man får lov til at følge en patient, se fremskridtene, sammen lægge en strategi for hvordan patienten kan komme ud af sengen, så det kun er os to, der skal bruges.

Bare det at patienten måske kan løfte bagdelen, kan forstå en instruks, begynde at dreje sig selv lidt, jeg føler mig hele tiden udfordret. Mange af mine kolleger ville kalde det kedeligt og hårdt arbejde, men heldigvis er der en del af de unge sygeplejersker, der synes, at det er sygepleje med mening i.

I aften glemte lægen at melde en patient, og jeg tror hun syntes, vi var lidt mopsede, for det var da første gang hun glemte det. Men vi HADER at patient og pårørende skal komme til afdelingen og få det førstehåndsindtryk , at vi ikke ved, hvor de skal ligge,og der først skal findes en sygeplejerske til at tage imod. DET ER SÅ VIGTIGT at patient og pårørende føler sig vel modtaget.

IHHHH - AHHHH

Ja det er altså ikke et æsel der skryder, men mig der trækker forårsluft helt ned i lungerne. Hele min krop prikker og stikker dejligt efter en længe ventet gåtur. Jeg har det så godt nu.
Himlen på billedet ser slet ikke så lys ud som i virkeligheden, jeg kan mærke foråret.


Svanerne hygger sig ved vandhullerne



Sneen ligger her stadig, men der svinder noget hver dag.



Jeg er klar nu til en omgang oprydning, madlavning til mine to mænd og så en aftenvagt, før jeg holder weekend. Hyg jer

ET TILFÆLDIGT MØDE

Jeg mødte ægteparret i det lokale supermarked, umiddelbart var der ikke noget at se, men jeg vidste, at manden havde haft en apopleksi. Det viste sig også ved samtalen, de almindelige fraser slog ikke til, da vi kom dybere ind i snakken, besvær med at finde ord, at huske sammenhænge og let at distrahere.
Senere så jeg dem igen, den dag var han i fuld firspring hen over parkeringspladsen, stoppede dog lige op for at tale med en bekendt, hun var nået hen til bilen, så mig og smilede.

Det er det smil, jeg har haft på min nethinde de seneste dage sammen med hendes øjne. Smilet nåede slet ikke op til øjnene, som var så alvorlige. Hun havde tabt sig, og jeg tænkte den dag, at det er nu realiteterne er ved at gå op for hende. Lige nu læser jeg videre på Louise Brückner Wives bog for pårørende til hjerneskadede. Jeg har læst kapitlet om hjerneskadens virkning på hele familie.
Hustruen var hele tiden i mine tanker, for hendes mand var ikke ramt fysisk udover sproget, men jeg tror helt sikkert, han har en del skjulte handicaps.

Nå jeg tænker på det samarbejde min mand og jeg har, hvordan mange ting foregår som ping-pong mellem os. Der er dage, hvor jeg er den stærke og har energi, og dage hvor det er min mand, der kan rumme løsninger og ideer. Når jeg prøver at forestille mig, at jeg skulle stå for alt alene, ja så kan jeg godt det til en vis grad, og folk, der bliver skilt eller manden dør, de bliver jo alene.

Den raske ægtefælle i et forhold med en hjerneskadet mister jo også en ægtefælle, han mister måske al initiativ, blive let aggressiv, skal ha hjælp til at strukturere sin hverdag, hans humør ændres, der er ikke mere dybde eller klang i den, han ændrer måske personlighed. Men pointen er jo, at han stadig er der fysisk, men han er ikke den person, man elskede og faldt for. Han kan i glimt være den samme gamle person, men når det er slemt føles det som at have en teenager i huset konstant.

Jeg kan ikke sætte mig ind i det fuldstændig, jeg kan have en fornemmelse af, hvordan det måtte være, men kun andre, der har været i samme situation kan helt sætte sig ind i følelserne, der dukker op.

Omfanget af en hjerneskade ved man tit først langt hen i forløbet, og de pårørende har måske urealistiske forventninger til endemålet, så skilsmisser dukker tit op omkring 2-3 år, efter skaden er sket.

Skulle du være pårørende til en hjerneskadet findes der også en hjemmeside, hvor du kan chatte med andre i samme situation.

Jeg håber at der er nogen, der tager vare på hustruen, nogen der sætter ord på deres tanker, for jeg kan ikke være den eneste, der kan se forandringen.

DEN VAR DER

Joken herhjemme de sidste dage har været, at der ingen lejlighed ville være i Paris, når datteren og veninden kom derned i dag. De mange penge, de allerede nu havde indbetalt, ville være tabt. Sådan gik det heldigvis ikke, de unge mennesker er ankommet og er ved at indrette sig.

Jeg øver mig i ikke at kontakte mine børn via sms, bare fordi jeg kan. De skal ha lov til at være i fred for de voksne. Vi har dog fået sms, da de ankom til Hamburg, og da de var installeret i liggevogn. Vi vidste, de skulle ankomme til Paris i dag kl. 9, og at lejligheden lå tre gader fra Gare du Nord.

Da klokken var 11, sendte landmanden resolut en sms til datteren, og så gik han ud! Jeg hørte ikke noget hverken fra landmand eller datter, og da jeg bliver drillet med at være en hønemor, ville jeg ikke ringe til landmanden. Jeg snakkede lidt med Vorherre, men til sidst kunne jeg ganske enkelt ikke arbejde mere, så jeg ringede til landmanden. Jo han havde da hørt fra datteren, og han havde tænkt på at gå ind og sige det, men så var der lige et problem, han skulle ordne og så glemte han det, nu var han jo beroliget !!!

Der er hermed forbud mod at sende sms afsted,hvis ikke man giver fruen besked om retur sms'er.

Nå nu kan jeg komme videre med hjemmearbejdet, før aftenvagten kalder.
Ha en god dag, her er der overskyet og masser af sne endnu, men der forsvinder lidt hver dag.