KRIBLE- KRABLE

En lille aftentur til den anden gård udviklede sig til to spande fyldt med hyldebær. Vejret var dejligt, luften frisk, og det var nu, hvis det skulle være.



Hjemme ventede så overraskelsen, er I klar over hvor mange ørentviste, der kan være i to spande hyldebær? Ja jeg føler stadig, de kravler rundt på mig, men nu er bærrene skyllet, og saftkogeren er hentet ned fra loftet, så i morgen efter arbejde skal flaskerne fyldes. Jeg glæder mig til hjemmelavet hyldebærsuppe.

SÅ KAN DU LÆRE DET!

Jeg er rigtig god til at læse, det stryger derudaf, jeg er faktisk også god til at fatte det der står, MEN jeg er ikke så god til at få lagret det i langtidshukommelsens små lagre omkring i min hjerne.

Så i dag satte jeg mig for at repetere min hovedpinebogs afsnit om hukommelsen (bogen kaldes sådan, for jeg har altid hovedpine bagefter)


Jeg er ikke færdig endnu, for der skulle handles stort ind, jeg prøver jo virkelig at strukturere mit liv, så jeg kan komme tidligt i seng ;-)

Men nu ved jeg, at for at kunne få ting ind i korttidshukommelsen (KTH) kræver det simpel repetition, det gælder også for at få det lagret i langtidshukommelsen(LTH). Man husker desuden bedre, hvis man går i dybden med det, man skal huske, altså får en forståelse for emnet og en dybere indsigt i det. Så når jeg skøjter hen over et emne, som jeg mener, jeg forstår umiddelbart, så giver jeg ikke min hjerne en chance for at få det repeteret og studeret i dybden.

Repetitionen kunne være at læse det igen og igen, men for mig virker det bedst med at gentage det på andre måde, f.eks. tale højt til mig selv om emnet, så jeg dels bruger det forreste område af min hjerne, hvor ordene/sætningerne planlægges, og dels bruger tindingelappen hvor lydene kommer ind og bliver dannet billeder af. Derudover skriver jeg ned, i det her tilfælde i min blog, så jeg også via mine fingres sanser og mit syn får indprentet det læste.

Nu kan jeg huske, at vi kun kan rumme 7-8 enheder i vores arbejdshukommelse eller KTH. Et telefonnr. er jo typisk på 8 cifre, men ved at sætte tallene sammen to og to, får vi det ned på 4 enheder, og så kan vi nemmere huske det. Konkrete ting husker vi nemmere end abstrakte ting, fordi vi, samtidig med at vi hører det konkrete ord, også danner billeder af det, dvs. vi danner to huskespor til det pågældende.

Typisk husker vi bedst det første, for det har vi nået at repetere lidt, og det gælder også for mig, for det sidste, jeg har læst, er lige nu væk, det hører du om en anden gang ;-)

NÅ MEN

når jeg nu glemmer at lægge en seddel på arbejde om, at jeg i kartoffeloptagningssæsonen ikke tager ekstra arbejde, og så bliver ringet op klokken tidlig morgen med det resultat, at ingen af os kunne falde i søvn igen, så kan jeg lige så godt gøre morgenstunden lidt hyggelig.

En kop te, lidt strikketøj og en bog at blive klogere på.
Ha en god dag.

SØNDAGSSYSLER

Stille tomgang, der drikkes te, ses fjernsyn, klikkes rundt i det virtuelle landskab. Strikketøjet er langt om længe kommet op af nettet, og Cecilie Nordby underholder os med sin bløde stemme.

En lille gåtur ud i den friske vind er det dog blevet til, efterårsfarverne er fremtrædende, men stadig er der små farveklatter rundt omkring.



Årstidernes forskellige billeder er smukke. Jeg kan mærke, at jeg er klar til efteråret, og ude i marken venter kartoflerne på, at skindet kan holde, så de kan komme op.


Sølvrønnens røde bær fristede, så nu kan de pynte lidt herinde, de holder ikke så længe, men sådan er det jo, alting har sin tid.



Alt der sker det sætter spor
der er kølvand fra en båd
livet som et vævet tæppe
mennesket en tråd
men vi er mer end vi helt ved af
selv når vi lever lidt på trods
er vi en del af jorden
og jorden er en del af os

Vers fra Alting er forbundet

TAKNEMLIGHED

”Hvor er jeg glad for min familie på begge sider, det er så rart at være sammen med dem. Her er ingen, der ikke kan med hinanden, ingen der kommer op at skændes om gammelt nag”

Datteren sad og reflekterede over familiebesøget, hun og jeg havde været på. En kusine blev 15 og vi skulle ikke arbejde som resten af vores lille familie, så vi drog sydpå til en dejlig afslappende og hyggelig eftermiddag og aften.

Det er en stor gave, og jeg har før skrevet om det. Vi er mange, når vi selv samler til familiefest, det giver sig selv, når min mand er nr. syv af ni søskende og jeg er ældste af fem af slagsen. Vi sidder altid tilbage med en følelse af dyb taknemlighed over at have så godt et sammenhold, for vi er, som folk er flest, vi kan godt blive irriteret på hinanden, vi har overhovedet ikke de samme meninger, men vi er familie, og det betyder noget på begge sider.

HA !!!

De der quizzer er lidt skøre, jeg er 28 mentalt set og er Jesus, men så ændrede jeg på svarene, og i stedet for et klassisk romantisk drama foretrak jeg en eventyrfilm. I stedet for at tage på vandreferie rejste jeg hele jorden rundt. Hvor jeg før kunne leve af brød alene, elskede jeg nu pizza, og så blev jeg pludselig Tolkien. Verden er nem at bedrage.

	Hva er din mentale alder?
	Mitt resultat: 28
	Ta denne quizen på Start.no

	Hvilken historisk personlighet er du?
	Mitt resultat: J.R.R. Tolkien Du er mannen bak fantasysjangeren, og den moderne tids aller mest populære eventyrforteller. Din fantasi er enorm, som også din kunnskap om historie, språk og kulturer. Du er en skapende person, og du kommer til å skape mye stort i ditt liv, og bringe glede til mange hjerter.
	Ta denne quizen på Start.no

DET GAMLE TRÆ, OH LAD DET STÅ

Mens jeg kørte og slog græs og nød de gamle træer, tænkte jeg på dengang, vi nær havde mistet dem.

Vi havde ved samme plæne et krat med en masse selvgroede små træer og hybenbuske. Landmanden havde sendt en medhjælper over med motorsaven for at rydde krattet, og det var beskeden.

Pludselig ringede mobilen, det var vores daværende driftsleder, som ville høre, om landmanden godt nok ville have fældet de fire allétræer. NEJ DA, var landmandens svar, jamen så ville driftslederen blot informere om, at det ene var fældet, og han havde stoppet medhjælperen i at gå videre med fældningen!

Jeg tror, det var godt, jeg ikke havde et blodtryksapparat herhjemme, for det ville ikke have været betryggende at måle gemalens blodtryk på det tidspunkt. Han valgte at gå i stedet for at køre over på den anden gård for ikke at komme til at sige alt for meget til den unge mand.

Hvordan man kan tro, det at rydde et krat med små træer og hybenbuske betyder, at man skal fælde et stort flot træ, det er mig stadig en gåde. Den sorte humor efterfølgende var landmandens kommentar: Man må lade ham, han er dygtig til at fælde, det lå lige der, hvor det skulle ligge. Blot en lille fejlberegning kunne have betydet et træ ned i stuehus eller stald.

Så nu har vi kun tre allétræer og et stort flot kastanjetræ, og dem har vi tænkt os at beholde.

UPS!

Landmanden havde sat datteren til at slå græs i dag, han havde bare lige glemt at informere hende om, at der også skulle slås på den anden gård. Da han opdagede det over aften, var de to unge mennesker draget af sted, og af de to tilbageblevne var det vist den yngste, der havde mest energi.


Så jeg fløj på det gul-grønne lyn og kørte over i dejlig solskin, MEN der er koldt sådan en septemberaften. Det havde jeg glemt, så der blev frosset med anstand, mens jeg beundrede de gamle træer, som den første ejer plantede for mange år siden.



Nu drikkes der te i rigelige mængder, varm trøje og varme hjemmesko forsøger at varme mig op, så kan jeg måske lære det.

FOKUSÉR!

Det gør mig glad, at jeg har fået den perfekte blomst til sådan en som mig, der glemmer, at blomster skal ha vand. Den belønner mig gang på gang henover året med små fløjlsagtige lyserøde legoblomster. Og lige nu har jeg fem blomster at fryde mig over

STILLE NU

Ikke en lyd høres i huset, der er ingen radio, der er tændt, ingen fjernsyn kører, det er kun mig, som er oppe og som laver lyde.

Elkedlen koger vand til te, kniven smører smør på franskbrød i læssevis og nogle enkelte rugbrødsskiver. Der lægges pålæg på og en enkelt kartoffelmazarin lægges oveni hver madpakke til i eftermiddag. Morgenbordet bliver dækket til resten af familien.

Føntørreren snurrer luftigt og sørger for, at håret sidder nogenlunde, indtil det udsættes for et lille trangt badeværelse på afdelingen. ½ time i det sammen med en patient, så er der ingen spor af frisuren fra morgenstunden.

Morgenmaden bliver indtaget her foran computeren, her er ingen kære mor til at skælde ud over det.

Klokken nærmer sig hastigt afgang, tankerne begynder at kredse om den forestående arbejdsdag, hvad har jeg af hængepartier fra i går?

Når jeg først er i bilen, kommer der lyd på. Jeg hører ikke radio, men en eller to sange på 3-4 CDer bliver afspillet meget højt og med en engageret sanger i bilen. Så er der ladet op til en ny arbejdsdag, ha en god dag.

BLODSUGER

Sedlen hang så fint på døren, da jeg kom ud fra møde. ”hej Lene, blodbanken har ringet, de mangler dit blod :-) de har åbent til kl. 19”

I mange år var jeg stoppet med at være bloddonor, jeg havde alle mulige undskyldninger, men sandheden er, at jeg syntes, det gjorde så forbistret ondt at blive stukket.

I forbindelse med at jeg begyndte på dette bloglæsning, var der en dejlig kvinde, som udstillede sine malerier i blodbanken. Det satte skub i mig, for dem ville jeg se, og så måtte jeg jo melde mig under bloddonorfanen igen. Billederne var det værd, og enten er jeg blevet mindre ømskindet eller også er nålene blevet bedre, Nu mærker jeg det ikke.

På min opslagstavle har der i lang tid hængt to henvendelser fra blodbanken om at komme til tapning, og tiden gik, og så tog de andre metoder i brug, så i dag fik de mit blod. Al lager af den mest brugte blodtype var blevet tømt i weekenden, så nu skulle der fyldes op.

Jeg arbejdede før på samme sygehus som blodbanken inde i byen, men nu er vi genhuset længere ude på det andet sygehus, og der er en trafik uden lige hver eftermiddag, så tanken om at komme ind til blodbanken efter arbejde var ikke til at klare. Og når jeg har fri, er der altid så meget andet, så der kommer jeg heller ikke til Aalborg. Nu fandt jeg ud af, at de havde tre specielle p-pladser til bloddonor, så næste gang skal jeg komme tjept, så de ikke behøver at ringe efter mig, pinligt.

Sådan en sygeplejerske, hun ved da, at der er behov for bloddonorer.

VADESTEDET

Min læge mener, jeg er kommet til det dersens vadested, hvor man går over. Så mens man går, kan man tænke, det her er en overgang, og når man er over, kan man sige, tak at det nu er over. Mens man går, tror man måske, det aldrig går over, men det gør det jo, for det er jo kun en overgang.

Jeg troede bare, at man kom til at svede af at gå over og ikke, at man blev svimmel. Men måske er der gået overgang i det, hvad ved jeg?

Nå ja for resten så mener hun også, jeg får for lidt søvn, så godnat og sov godt, når I engang om lang tid skal til at sove.

EN HELDIG KARTOFFEL 2

Kasserne står klar til at blive fyldt med store og små kartofler.


Ude i marken kører kartoffeloptageren, det går godt. Regnen i går kunne godt mærkes visse steder, men nu er de forbi de steder.


Sønnen er godtaget som medhjælper, og han trives sammen med de to andre medarbejdere. Men jeg kunne nu ikke se ham køre traktoren, selvom jeg zoomede ;-)


De små kartofler er en lækkerbisken, så vi skal have kartofler i fad i aften. Det er dejligt nemt at lave, og så ryger frikadellerne også ind i ovnen, let og lækkert.


Hyldebærrene er klar, hvis fruen ellers bliver klar, det har jeg ikke været de sidste par år, men der er nu ikke noget som hjemmelavet hyldebærsaft, så måske…

FART OVER FELTET

Indlagringsgrejet er kørt i stilling, arbejdsdagen er blevet forlænget med 1-2 timer, nu er kartoffelsæsonen for alvor gået i gang. Og det betyder så flere madpakker, der skal smøres om morgenen, så kartoffelfolket kan få sig en velfortjent sodavand og lidt spiseligt om eftermiddagen.

Sygeplejegerningen byder også på et godt trav, og i dag var der tillige en forventningssamtale med en studerende og et personalemøde, men vi nåede det hele. Jeg skulle fremlægge forslag til ændring af vores tværfaglige konferencer, og det blev heldigvis rigtig godt modtaget, og der var også kommentarer til ting, vi ikke havde set på i første omgang, så har vi lidt at arbejde videre med.

Jeg har været skånet i en periode på snart to år, så jeg føler det som noget nyt at skulle have medansvar for en sygeplejestuderende. Men jeg har to dejlige kolleger at dele ansvaret med, så mon ikke det går. Min manglende viden om udviklingen i de 11 år, jeg var væk fra faget, popper altid op som et lille mindreværdskompleks her i starten. Men jeg ved jo fra tilbagemeldinger fra nye som gamle kolleger, at så har jeg noget praksis at byde ind med. Så jeg ser det som en chance for at blive opdateret i uddannelsen som sygeplejerske, og jeg håber, at hun vil stille mange spørgsmål, så jeg bliver tvunget til at tænke over min praksis. Vi kan hurtig få uvaner, så det er godt med nye øjne.

En kop te og så en smuttur hen til kartoffelfolket, så er jeg vist klar til næste opgave, nemlig aftensmaden. Jeg håber, at solen skinner skønt på jer alle, for her er der lunt og godt at være.

FORTÆLLINGENS KUNST

Højtlæsning har altid været en favorit for mig. Og alle forskellige kloge hoveder har heldigvis været enige i, at det fremmer sprogudvikling og alt mulig andet positivt. Så det var med god samvittighed, at jeg lod rengøring være rengøring, når mine børn ønskede at få læst bøger højt ;-)

Det at fortælle en historie uden brug af bøger eller billeder har jeg ikke været så velbevandret i, før jeg blev FDF leder. Her hørte med, at man læste historier om Jesus, og min medleder og jeg fik lyst til at arbejde med fortællingen. Jeg læste eks. en historie i flere udgave af Bibelen, og så sad jeg ude ved kartoffelsorterbordet og sorterede kartofler og planlagde fortællingen.

Jo bedre jeg blev, jo sjovere blev det selvfølgelig, og en sommerlejr havde vi et fast punkt, som hed: ønsk en bibelhistorie til lejrbålet. Vi havde skrabet alle mulige forskellige udgaver af Bibelen sammen, og så lå de på et bord sammen med papir og blyant og en flot æske, hvori man puttede sit ønske. Jeg udvalgte så nogle, og fortalte/dramatiserede dem ved lejrbålet. Børnene kunne lide det, og jeg fik så mange input ved at skulle tage kommentarer fra dem og få dem ind i sammenhæng med historien.

Fortællinger bruger jeg ikke i det daglige, men det er velkendt, at fortællingen om et forløb giver en anden måde at reflektere på. Nu skal jeg snart til at undervise nye sygeplejersker, elever og studerende igen, og jeg har bestemt, at mit undervisningsmateriale skal fornys, så jeg overvejer om sygeplejefortællinger skal indgå. Jeg har lyst, men en fortælling tager tid, så det skal overvejes, om jeg får alt det med, jeg gerne vil. Omvendt husker man bedre, når teori bliver sat ind i kendt praksis, så lige nu overvejer jeg for og imod.

GLAD ELLER TILFREDS?

Det er alt for sjældent, jeg gør det, men som jeg før har skrevet, er jeg tilhænger af aftensgudstjenester, fordi jeg ikke gider stå og gøre mig præsentabel meget tidligt en søndag morgen. I dag blæste jeg på det, redte håret og drog af sted i strålende solskin. Sønnen og de overnattende venner drog til deres kirke og jeg til min.


Gudstjenesten var som den er, når den er bedst. Dejlige sange, både nye og gamle, som jeg sang med på, og som gjorde mig glad. En prædiken til eftertanke med udgangspunkt i taknemlighed for livet. Man kan godt være glad for livet, selvom man ikke er tilfreds med visse dele i sit liv, man kan godt skønne på livet som en gave, selvom man har bekymringer og sorger. Det faldt helt i tråd med meget af det, jeg oplever, når jeg læser blogs. Og det at skrive indlæg gør mig også bevidst om denne gave, som livet er.

Og så har sønnen lært mig noget nyt, jeg var ved at makrofotografere, da han spurgte, hvad laver du, du skal da zoome. Skal jeg zoome, kan man det, når makrofunktionen er slået til? Nåhh så er det ikke så sært, at han kommer tættere på sine motiver ;-)


Det skulle lige prøves af, mon ikke den lille humlebi er glad for sit liv og tilfreds med de dejlige blomster.

SØNDAG MORGEN

Dagen i går er brugt, dagen i dag er ny. Livet går videre, uanset at man selv synes, man står stille.


Solen har skinnet i denne uge, varmet dejligt, og blæsten har rusket op i hår og hjernevindinger.


Det er søndag, begyndelsen eller slutningen på en uge. Ha en god dag.

melodi: Jens Nielsen 1988

Langsomt kravler mariehønen
hjælpeløs, sårbar og svag
op ad mit ærme på anorakken
på en for kold oktoberdag.

Uden mål går jeg langs med hegnet,
følger et stort fugletræk.
Pludselig ser jeg mariehønen,
smiler og knipser den så væk.

Selv er jeg som mariehønen
hjælpeløs, sårbar og sløj,
klynger mig fast midt i regnen med et
tag i Vorherres overtøj.

Og han ser mig på frakkeærmet,
knipser mig dog ikke væk,
bøjer sig ned, tar mig op i hånden,
skærmer mod efterårets træk.

Og hans sårmærkte, varme hænder
danner et hulrum af liv.
Senere tar han mig på sin finger,
siger:"Flyv videre og giv!".

Anette Broberg Knudsen 1987

EN LILLE AWARD

"'Power of Schmooze Award' is The Award for bloggers who effortlessly weave their way in and out of the blogosphere, leaving friendly trails and smiles, happily making new friends along the way. They don’t limit their visits to only the rich and successful, but spend some time to say hello to new blogs as well. They are the ones who engage others in meaningful conversations, refusing to let it end at a mere hello - all the while fostering a sense of closeness and friendship".

og i et ceteras oversættelse:
"Schmooze Award er prisen til bloggere som ubesværet snor deres veje ud og ind af blogosfæren og efterlader venlige spor og smil og på den måde, med glæde, skaber nye venner på vejen. De indskrænker ikke deres besøg til kun at gælde de rige og succesfulde men bruger også tid på at byde nye bloggere velkomne. De er dem som drager hinanden ind i meningsfulde samtaler og de nægter at lade sig nøje med en simpel hilsen (goddag) - i hele processen lykkes det dem at skabe en følelse af nærhed og venskab".

Sister bonde, Anne, Johanne og Sifka har tildelt mig en pris, som jeg må sige, at jeg påskønner meget.

Jeg har som så mange andre svært ved, når jeg skal give priser videre, for jeg synes, at mange har fortjent den.

Da jeg startede med at læse blogs, skete det som for mange andre hos Liselotte, her var der plads til os alle, og jeg følte mig velkommen. Og når jeg tænker på hvor mange blogs Liselotte må have på sin læseliste, så synes jeg det er utroligt, at hun får tid til at kommentere, derfor skal du ha denne pris, Liselotte.

Gennnem links til andre åbnede der sig en ny verden, som jeg lod mig opsluge i, og en af dem jeg fulgte, og som jeg pludselig en dag indså, var min grandkusine, var Lizelotte. Hun har altid nogle gode kommentarer, som gør mig glad. Du får også denne pris af mig, Lizelotte.

Senere hen fulgte flere og flere efter, og jeg bliver ind imellem svedt af at skulle følge med, især fordi jeg ikke kan finde ud af det der bloglines, så jeg trykker og trykker rundt i blogverdenen for ikke at gå glip af noget.

Men Conny, selvom din blog ikke er oppe i fulde omdrejninger lige nu, så tager du dig stadig tid til at komme med kommentarer rundt omkring, og jeg nyder dine velskrevne kommentarer, og du må ikke føle dig forpligtiget til at skulle fortsætte denne pris. Jeg ville bare gerne have, at du skulle ha denne pris.


På det sidste er en nordjysk sygeplejerske begyndt at kommentere hos mig, og det er dejligt Jette, du giver også faglig input, så du skal også ha denne pris.

Selvom vi har norske patienter og norske læger hos os, så nyder jeg at se det skrevne norske. Jeg får altid gode velformulerede kommentarer fra Hege, dem nyder jeg, og jeg har lært, at når jeg er lidt sløj, så er jeg liten pjusk, det lyder skønnere ;-) Så denne pris til dig, Hege.

Alle, der står på min blogliste burde have prisen, men jeg begrænser mig, og så håber jeg, at hver og en af jer ved, at jeg nyder at læse hos jer, og jeg er vild med jeres kommentarer (og shhh også vild med dans, men det er en helt anden snak).

ET BILLEDE

Rundt omkring i mit hjem står/hænger der familiebilleder, gamle såvel som nye. Alle bidrager til min historie.

Et billede betyder dog noget ganske særligt for mig. Det minder mig om, at jeg er født ind i en familie, hvor vi midt i sorgen også tør gribe livet, tør leve, grine og feste. Men den minder mig også om, at jeg slap alle meninger om, hvordan man sørger, hvad der er den ”rigtige” måde, og at jeg forstod, at vi hver især må finde en måde at leve med sorgen på.

Billedet er taget i en kirke oppe foran knæfaldet. Her sidder et smukt ældre guldbrudepar (mine forældre), rundt omkring dem står vi, deres børn, svigerbørn og børnebørn. Vi har netop haft en smuk festandagt som optakt til festen i forsamlingshuset, alle gæsterne er sendt op til velkomstdrinks, og vi er tilbage. Fotografen rokerer rundt med os, vi småsnakker, griner, det er varmt den dag. Dagen før var selve guldbryllupsdagen, hvor mine forældre havde masser af gæster til morgenkaffe, og vi børn med familie blev der hele dagen og hyggede os, hjalp med forberedelser til festmiddagen dagen derefter.

Et er dog sikkert, midt i al latteren der i kirkerummet går der mange tanker til en smuk ung pige, som døde to måneder forinden. Mine forældres barnebarn, vores niece, vore børns kusine. Hun skulle have været med, men de sidste 8 måneder havde vi vidst, at det var et spørgsmål om tid, så vi var forberedte, og så alligevel ikke.

Min mor ville så gerne have et billede af os, men følte det var forkert, at min niece ikke kunne være med, så da billedet var færdigt, så står der en feststemt familie og smiler til fotografen, og i en af kirkehvælvinger er min smukke niece sat ind som et lille billede. Det er svært at forklare, men alle, også de skeptiske, synes, det er så smukt lavet. Hun er der som en engel, er der flere, der siger, og det er hun, hun var i vore tanker. Det føles godt i dag at se det billede, men lige da jeg hørte min mors ide, tænkte jeg, nej det er for meget, men det er det ikke. Det billede symboliserer lige nøjagtig, hvordan den fest forløb, glæde blandet med sorg, en fest så dejlig, fyldt med liv, sang og musik, og hele tiden var hun, min dejlige niece, med i vore tanker.

Her går jeg og støver af, og jeg smiler af glæde over mange gode minder, har du også billeder, der siger mere end ord?

LIGE NU

Lige nu nyder jeg sommerfuglenes leg i min Butterfly Garden


Lige nu nyder jeg solen, mens jeg planter blomster om.


Lige nu nyder jeg varmen fra fliserne, mens jeg barfodet vander blomsterkrukkerne.


Lige nu nyder jeg at plukke høstanemoner, roser og skt. Hans urt til mine vaser.


Lige nu er mit hjerte glad.

MENNESKER PÅ MIN VEJ.

Hver morgen, når jeg kører på arbejde, møder jeg en ældre(gammel) dame i en af byerne, jeg passerer.

De første gange troede jeg, hun var på vej til bageren, men en dag kom jeg lidt senere end vanligt gennem byen, og da var hun nået forbi bageren. Hun er omkring de firs, går i en dueblå frakke, en baskerhue i lidt lysere nuance i det det der bløde filtagtige stof, har solide brune fodformede sko og en stok. Hun går lettere foroverbøjet, kigger på fortovet, er nok som de fleste gamle damer bange for at falde og brække hoften.

Jeg kan ikke lade være med at digte om hende, så jeg tror, hun har en fast rutine hver morgen, det her er hendes måde at starte dagen på, en rask gåtur og så hjem til en kop varm kaffe. Måske digter hun, som min mormor gjorde, lytter til lidt radio, eller måske læser hun oceaner af bøger. Jeg kan ikke huske at have set hende om vinteren, men nu må jeg holde øje med hende.

Hun gør mig glad, for jeg synes, hun er lidt sej, når hun går tur klokken halv syv om morgenen.

En anden person, jeg tit møder, men her er det på forskellige tider af dagen, er en ung mand, som går rundt i Aalborgs bybillede. Han har langt krøllet hår samlet i en hestehale, en lang flagrende sort frakke, den når helt ned til støvlerne. Tit kommer han svingende med en paraply, hans gang er meget vuggende, han ser så glad ud, virker til at være i sin egen verden, men ser alligevel rundt på verdenen med glade øjne.

Der er altid noget at kigge på og digte historier om.

MOR?

Han stod der, voksen og flot, jeg synes, han er kommet til at se ældre ud, efter han er begyndt at arbejde.

”Vil du gøre mig en tjeneste?” Mandeklubben mødes i aften, og de manglede lige nogle boller, og da sønnike først skulle have bandaften med teenager, kunne han ikke nå selv at bage dem.

Nu er der bagt boller til dem, sesamboller fra Karolines, og der er bagt Speltboller til os andre.


”Du er verdens bedste mor, og det må du godt skrive på din blog” efterfulgt af et kys på kinden.


Kærlige ord kan jeg aldrig få for meget af :)

SKYND DIG LANGSOMT

Ja jeg rider ikke samme dag/uge/måned, som jeg sadler. Der er de her indlæg et bevis på, for der er ikke hæftet ender på tørklædet, og trøjen mangler stadig ca. 6 cm i at være færdig.

De har været med i pose i sommerhus, hvor de stod pænt i et hjørne, og så troede jeg, at de også var kommet hjem igen.

Panikken var derfor ved at brede sig, da jeg kun kunne finde posen med det sidste halvfærdige ærme i. Typisk, tænkte jeg, det er garanteret røget ud som affald, hvorfor får du aldrig tingene gjort færdig.

Datteren er ung, og hukommelsen fejler ikke noget, så i dag beroligede hun mig med, at resten lå i en taske oppe i sommerhuset.

Jep, og nu er de kommet med hjem, og nu SKAL de gøres færdig, så de er klar til de kolde måneder.

Lene, nu som en lettet semi strikkeblogger.

DUFTENDE MINDER?

Madame spørger til duftende minder, eller hvad der udløser minder hos mig. Der har før været snak om dufte og minder i blogverdenen, og også dengang tænkte jeg, at jeg faktisk ikke har minder relateret til dufte. Underligt, fordi lugtesansen faktisk er den eneste sans, der går direkte ind til hjernebarken uden at skulle analyseres i det indre af hjernen, og her går den videre til det limbiske system også kaldet følehjernen, fordi den er med til at farve vores følelser.
Lugte og smags oplevelser er aldrig neutrale, siger de hos Lund Madsen, og det er der nok noget om.

Men mine minder binder sig mere til oplevelser, billeder, noget nogen siger, alt dette kan sætte tanker i gang.

Eks. har jeg haft en elendig søvn i nat pga. en ung dame, som havde voldsomt ondt i ørerne, og som havde brug for at vende det evindelige dilemma sammen med sin mor. I det her tilfælde endte det med en sygemelding i dag, men jeg var pludselig tilbage i tiden, hvor en lille pige ofte fik ondt i ørerne, når hun havde frosset. De nætter stod lysende klare for mig, en grædende pige på skødet med et lunt pandebånd på ørerne, en bog at læse i, så vi kunne få tiden til at gå, indtil panodil virkede, og en træthed, som gjorde, at jeg nærmest læste pr. automatik.

Et andet eksempel: jeg har købt for meget mælk i går, så aftensmaden til min kære familie i dag bliver risengrød, og så var jeg tilbage til, da jeg startede som leder i FDF, hvor jeg og børnene kom hjem kl. 18, og manden kom ind fra arbejdet. Da var min løsning på aftensmad i en fart risengrød kogt om eftermiddagen og så ind i avispapir og under dynen, så den var dejlig lun og lækker om aftenen. Det minde udløser så et endnu ældre minde, nemlig min mormors varmekasse, der stod i køkkenet, hvor grød og kartofler og andet holdt sig varmt.

Minderne pibler frem nogle dage, og andre dage er jeg helt blank, når nogen spørger jamen kan du ikke huske det og det? Hjernen er forunderlig, og jeg er træt, så en middagslur er vist på plads i dag.

FRISK LUFT

Blev der ordineret af sygeplejersken i dag, så da datteren var afleveret på jobbet, kørte jeg op til sommerhuset og gik en lang tur. Det ruskede og hev i mig, og solen skinnede, og jeg bare gik og gik.

Hen forbi huset med træet klippet i facon efter gavlen.


Hen langs skrænten ud mod havet, her gik en af kommunens mænd og fyldte flis på stien, så jeg også her i efteråret kan gå tørskoet på alle stierne. Han fik et stort smil af mig som tak.


Ned ad skrænten og ind i en lille skov med krogede træer, her forskrækkede jeg et egern, som fluks sprang op i træet, og da jeg ikke gik min vej, fortsatte den op i toppen og sprang over i et andet træ, og væk var den.


Turen sluttede af med en kop hyggelig te hos svigerinden, før næsen vendte hjemad. Det gjorde godt.

STILLE STUND

Langsom opvågnen, langsom igangsætning, langsom morgen, ahh

Aftenvagten var det mest stille, jeg længe har prøvet. Vi havde tid til at spise hjemmebragte boller og brød sammen, vi havde tid til at spise aftensmad sammen, vi havde tid til at afslutte aftenvagten med 15 minutters snak om alt mellem himmel og jord. Især Klovn og hvordan nogle af os(bl.a. mig) synes, det er så pinligt, at det næsten ikke er til at holde ud :-)

Her til morgen skinner solen, og ingen skal køres til bus mere, så jeg kunne sove til kl. 8, hvilken luksus. Der venter et par potteplanter på at komme i krukker, så vi kan få noget kønnere at se på. Men lige nu står de bare og ser smukke ud.


Vores ”fugle”træ, som kun var lillebitte, da vi flyttede herud, skranter på den side, hvor fuglene inklusive duer, flyver ind i læ for rovfugle. Om vinteren står fuglehuset lige ved siden af, og så flyver fuglene lige ud og nipper og så ind i træets læ igen. Selv mus har fundet ud af at kravle op i træet og ud på en gren og så hoppe over til foderhuset. Men da en rotte gjorde kunsten efter to gange, var den død anden gang, for der stod en skarpskytte i terrassedøren, der satte vi grænsen.


Vi har så svært ved at skulle fælde det træ, det er jo flot fra den anden side, og vi synes, det har fulgt os gennem hele vores tid her på gården. Nå men det skal jeg heller ikke tage beslutning om sådan en smuk morgen, nu vil jeg bare nyde dagen inden vagten begynder i eftermiddag.

ALDER

To dejlige kolleger, som er 5-6 år ældre end mig, har altid samme standardsvar, når vi diskuterer det faktum, at de nu glæder sig til efterløn og mere tid til børnebørn : bare vent til du når vores alder og vi har knoklet hele vores liv.

Jeg kan godt forstå glæden, men jeg synes, det er så forstemmende, hvis man de sidste 6-7 år af sit arbejdsliv har svært ved at se nye udfordringer, eller hvis man ikke kan glæde sig til sit arbejde, eller hvis alt bliver kørt ind under rutinen.

Nu må jeg så erkende, at mit arbejde tapper mig for energi i en grad, jeg kun af og til prøvede før, og jeg tænker på, om det er alderen, der gør det. Jeg ser stadig nye, spændende udfordringer, jeg elsker at bruge mig selv og al min viden, jeg synes de meget varierede dage er spændende, men jeg er træt.

Jeg har døjet med svimmelhed forstået på den måde, at det ikke påvirker balance, synet eller mit arbejde, men jeg får af og til en indre følelse af ikke at være helt til stede. Min blodprocent er fin, mit blodtryk er fint, jeg er ikke overvægtig, jeg motionerer ind imellem, jeg spiser rimeligt sundt.

Forleden dag var jeg ”chef” på arbejde, jeg var kaldt ind og havde fået lov til at arbejde 6 timer, den dag var jeg ikke svimmel. Dagen efter sov jeg 8 timer, før jeg stod op, da var jeg heller ikke svimmel på min fridag. Svimmelheden er der både på fridage og arbejdsdage.

Nu har nursen stillet diagnosen: hvis jeg er udhvilet og ikke skal arbejde fysisk hårdt, så er jeg ikke svimmel. Nå men det er jo ikke et liv, det ville betyde, at jeg skulle gå i seng kl. 21 for at få 8 timers søvn, hvem gider det? Mit arbejde er fysisk krævende af og til, men det er jo det jeg elsker, at bruge hele min krop og hjerne.

Har andre, der har passeret de 50, oplevet, at trætheden kommer nemmere end tidligere?

SLAG

Eller på engelsk stroke. Prøve at sige ordene, jeg synes at det engelske ord har en klang af bang her kom slaget, alt er forandret, hvorimod det danske ord slag eller slagtilfælde er mere blødt, nå ja et slag og hvad så.

Der er dage hvor min oplevelse af mit arbejde er som det danske, jeg ved hvad jeg skal gøre, og jeg gør det, men hvor forfærdeligt det er for den enkelte patient, når jeg ikke at tænke over. Andre dage når den enkelt patients livshistorie mig, og jeg føler meget stærkt det tab, det er pludselig at ligge i en seng, lammet i den ene side og afhængig af andre mennesker, intet kan man selv, end ikke tørre sig bagi.

Jeg synes, jeg har været hård ved en patient i disse dage, for patienten har jo en rask side og en lammet side, men i vores sprog er begge sider ramt. Alt, hvad vi gør, er en koordination af muskler i begge sider, og hvis man så prøver at bruge sin ”raske” side eks. hiver sig op i sengen ved hjælp af sengehest eller sengegalge, så øger man muskelspændingen i den lamme side, det man også kunne kalde, at armen eller benet bliver spastisk.

Så der er ingen kære mor, patienten er nødt til at have mig ved sin side, når han skal op i sengen. Han skal bøje sit raske ben, jeg bøjer hans lamme ben og holder det fast mod underlaget. Han tager med sin raske arm den lamme arm og holder dem foran brystkassen. Han løfter hovedet, og så skubber han sig opad. Det går langsommere, end hvis han sætter det raske ben mod sengehesten eller hiver sig op med den raske arm, men med vores metode får han den lamme side inddraget, og vi undgår et spastisk bevægemønster.

Det er svært at huske på, når man førhen var en aktiv mand, som bestemte helt og holdent over sin krop og sit liv. Jeg kan godt forstå ham, men jeg gør ham en bjørnetjeneste ved at lade ham selv klare forflytningerne. Det ved han godt, men afhængigheden er svær at kapere, når man nu så gerne selv vil .

OG JEG SPRANG

Det har været hyggeligt, rart og sjovt. Jeg har ind imellem tænkt på at stoppe, for jeg følte, at det her tog al min tid, men hvor har jeg fået megen inspiration, både hvad angår strikning, madlavning, bogideer og meget andet.

Men mest af alt har jeg mødt mange forskellige mennesker, som har mindet mig om, hvad jeg jo godt ved, at livet er her og nu. Der kan være mange ting, der tynger, jeg kan godt mærke, at jeg er i en fase, hvor livet skifter fase, og de tanker det medfører. Men linjerne, jeg valgte til min blog, passer stadig, man skal ikke bruge tid på at gå rundt og håbe på et mirakel, at noget fantastisk vil ske, for underet ER, at vi er til, og der er intet jeg heller vil.

Ha en god dag.